Men endnu mere elsker jeg at se nogle smittende kristne sprede bacillen til andre i deres fællesskab, som så igen giver den videre til flere mennesker, indtil en evangelisk epidemi bryder ud i hele deres menighed.

Tænk over dette: Hvis en smittende kristen kan blive brugt så effektivt af Gud, hvad vil der så ske, når en hel menighed bliver smittende? Når dette indtræffer, vil vi se en eksplosiv åndelig påvirkning af hele samfundet. Hvor vigtige vore individuelle anstrengelser end er, vil Gud i sidste ende nå verden gennem de forenede anstrengelser og aktiviteter, som alle vi i kirken arbejder på.
Jeg behøver ikke at fortælle dig, at de fleste menigheder ikke er sådan. Heldigvis er der strålende undtagelser, men stadigvæk er der alt for mange, som blot fortsætter uge efter uge, alt imens de forsøger at holde medlemstallet, få budgettet til at hænge sammen og opretholde status quo. De har ingen vision om at nå fortabte mennesker og vise dem vejen til Gud, fordi de selv er for optaget af at diskutere interne forhold og splittelser.
Jeg mener, at dette er en parodi. Det var i hvert fald ikke det, Jesus tænkte på, da han talte om at bygge en kirke, som dødsrigets porte ikke skulle få magten over (Matt 16,18). Hans vision var, at kirken skulle være en aktiv, dynamisk, ekspanderende kraft, som man måtte regne med (Apg 1,8). Og centralt for dens mission skulle stå bestræbelserne for at redde, genløse og rekruttere mennesker, som sidder fast i synden.

Med en sådan mission må vi alle være på vagt over for selvtilfredshed. Selvom du tilhører en menighed, som i nogen grad stræber mod det mål, er det vigtigt ikke at fokusere på det antal, der allerede er nået, men på de millioner af mennesker, som uden håb vil møde Guds dom.
Vi bør glæde os over omvendelser, når de forekommer, men vi må aldrig blive tilfredse og holde op med at række evangeliet til andre. Så længe hele verden ikke har mødt Kristus, har vi stadig arbejde at gøre.

Vil du ikke gerne være engageret i en menighed, som helhjertet tilslutter sig dette mål? Vil du ikke gerne bidrage til, at din menighed bliver mere smittende? For at hjælpe dig videre i dine overvejelser om, hvordan en sådan menighed ser ud, vil jeg opstille nogle kendetegn, som man vil finde i menigheder, der vinder mennesker for Kristus. Brug dem som en checkliste til at se, om de gælder den menighed, du er en del af. Det er mit håb, at du og de øvrige medlemmer i din menighed ikke blot vil værdsætte jeres menigheds stærke sider, men at l også vil begynde at drøfte, hvordan l kan gøre noget ved svaghederne.

*** De fleste kristne kan citere Joh 3,16. Kendsgerningen, "Således elskede Gud verden", er ikke en viden, der mangler i menighederne. Problemet er, at vi kan vide det i vore hoveder uden at lade det synke ned i vore hjerter. Det må ikke forblive teologi, det må også blive en værdi, som bliver levet ud.

Jeg har sat dette kendetegn først, fordi det er her, vi så ofte falder igennem. Om igen: det er her, jeg så ofte falder igennem. Til trods for, at jeg i årevis har undervist andre om, at mennesker har betydning for Gud, er det så let for mig at glemme den kendsgerning, når jeg befinder mig midt i en travl uges mange gøremål. Pludselig tager jeg mig selv i at behandle et andet menneske som en ting og ikke som en person, Gud elsker og har omsorg for.
Faren for de menigheder, der gerne vil blive smittende, er, at de overser nødvendigheden af hele tiden at fremhæve denne grundlæggende værdi. I stedet for kaster man sig over nye programmer, eller man eksperimenterer med de sidste nye evangelisations metoder, eller man bruger skyldfølelse til at presse medlemmerne til evangelisation.
Men resultaterne af disse anstrengelser er sædvanligvis overfladiske og kortvarige. Det er bedre at begynde med menighedens grundlæggende tro og gennem undervisning og oplæring og ved eksemplets magt at forsøge at vise Guds hjertelag over for ikke-kristne mennesker.

*** Man kan altid se, om en menighed værdsætter fortabte mennesker ud fra dens prioriteringer og beslutninger. Det er særlig tilfældet, når medlemmernes personlige ønsker kolliderer med de søgende menneskers behov uden for menigheden.

I slutningen af 1960' ene, da Jesus-bevægelsen begyndte at tage fart, stod traditionelle menigheder i det sydlige Californien i et dilemma. Problemet var, at langhårede, barfodede hippie-typer begyndte at komme til deres gudstjenester, og deres snavsede fødder satte mærker på gulvtæpperne i kirkerne.

Dette forårsagede en hel del røre blandt lederne af disse menigheder. Nogle ville forbyde disse sociale udskud at sætte deres ben i kirkerne. Men især en menighedsleder, Chuck Smith, imødegik den holdning og erklærede, at man skulle være imødekommende og gæstfri over for disse mennesker. Heldigvis accepterede hans menighed denne holdning. Calvary Chapel i Costa Mesa, Californien, har siden haft betydning for tusindvis af søgende mennesker, og deres indstilling til tjeneste er blevet kopieret af andre menigheder over hele landet.
De langhårede, de anderledes klædte og andre lignende, bør på lige fod med alle andre bydes velkommen i menigheden! MEN for ALLE gælder det at de skal efterleve Bibelens forskrifter, bud, og vejledning.

Selvfølgelig betyder mennesker mere end gulvtæpper, og selvfølgelig er en evangeliserende indsats vigtigere end en fest. Hvordan kunne det overhovedet være et problem?" Men det er aldeles ikke klart, når prioriteter kolliderer og menighedsmedlemmerne graver sig ned og forsvarer deres mærkesager.

Hvad skal fx prioriteres, når den årlige menighedsudflugt kommer i konflikt med en enestående mulighed for at arrangere et evangelisationsfremstød med en taler, som kun er i byen denne ene dag'?
Og hvad sker der, når ungdomsarbejdet har brug for penge til en evangeliserende koncert for deres venner, og I gerne ville bruge disse midler til en tiltrængt maling i kirken eller til at lægge fliser på parkeringspladsen - bortset fra at I slet ikke bryder jer om den larmende musik, som de unge spiller?

Disse konflikter er virkelige, hvilket du måske allerede er pinligt bevidst om. Kan du nu se, hvorfor jeg begyndte denne liste med behovet for at sætte evangelisation højt og prioritere fortabte mennesker'?

Jeg siger ikke, at dette vil give færdigsyede løsninger på ethvert problem. Men der er tale om retningslinier, som kan lægge en dæmper på vor tendens til at åndeliggøre vor selvcentrerethed og hjælpe os med at træffe beslutninger, der vil skubbe vore menigheder i retning af at blive stadig mere smittende.

*** Et andet vigtigt kendetegn på disse smittende menigheder er, at evangelisation er integreret i deres overordnede strategi. Oplæring i evangelisation og evangeliserende arrangementer er med andre ord ikke underordnede aktiviteter, som er henvist til en enkelt person, afdeling eller aften i ugen. Disse ting er derimod en uadskillelig del af, hvad hele menigheden i det hele taget er.

*** Der er en fare for, at man i menighederne sætter tommelskruerne på ethvert søgende menneske, der går ind ad døren. "Måske får du kun denne ene mulighed"', tænker man, "så du må hellere gribe den og lede mennesket til Kristus nu."
Der sker sædvanligvis det, at de kristne, som er opsatte på at evangelisere så intenst, faktisk kun får denne ene mulighed. Men det skyldes, at de forhastede sig og ville lede mennesket til tro første gang, de knyttede kontakt. Den søgende bliver simpelthen skræmt bort af deres forcerede fremgangsmåde.

Men der er noget, jeg har lært af mine år i tjenesten. Når man respekterer og anerkender den proces, mennesker går igennem, før de kommer til Kristus, vil mange af dem være villige til at tage det første skridt. Din holdning fortæller dem, at du udmærket forstår, hvad der foregår i dem, mens de foretager disse vanskelige skridt hen imod troen. Selv har jeg forsøgt at tage højde for denne proces på to forskellige måder.
For det første opmuntrer jeg vore medlemmer til at opbygge autentiske venskabsforhold til de mennesker, de håber at nå. På den måde vil de altid være til rådighed, når disse oplever op- og nedturene under deres åndelige rejse.
For det andet har vi tilrettelagt vore gudstjenester på en sådan måde, at de forholder sig til de spørgsmål, som mennesker, der undersøger kristentroen, står med. Vi lader dem også vide, at de ikke blive bedt om at synge, skrive under, sige eller give noget som helst, mens de er i søgefasen. Dette giver dem den nødvendige mulighed for at adlyde Jesu befaling om at "beregne omkostningerne" ved at følge ham, før de skriver under på den stiplede linie.

*** Noget af det, søgende mennesker frygter allermest, er at blive bedt om at forpligte sig på noget, de ikke forstår eller er enige i. Alligevel har jeg hørt fra så mange af dem, at en menighedsleder på et tidspunkt gjorde dem forlegne, fordi de havde givet udtryk for ærlig tvivl, eller nedladende fortalte dem, at hvis først de accepterede den kristne sandhed, så ville de finde en indre vished for, at den også er - sand. For et tænkende søgende menneske siger den slags bemærkninger: "Disse mennesker er ikke interesserede i sandheden. De forsøger blot at forsvare partilinien. Jeg må hellere pakke sammen og gå et andet sted hen!"
Bibelen siger i 1 Pet 3,15, at vi skal "altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har. Desuden formanes vi i 1 Thess 5,21: "Prøv alt, hold fast ved det gode." Vi mere end nogen anden burde være optaget af sandheden, eftersom vi tilbeder sandhedens Gud, og han befaler os at studere og kende den selv.
Menigheder, der virkelig ønsker at nå ærlige sandhedssøgende mennesker, vil gøre en helhjertet indsats for åbent at beskæftige sig med de spørgsmål, som mennesker stiller. De vil vise tillid til Bibelen og den tro, de har investeret deres liv i, og den tillid vil vokse, når de igen og igen ser, at selv de mest pågående udfordringer til troen kan mødes med gode svar.

*** "Gør som jeg siger, og ikke som jeg prædiker" - dette er ikke nogen god måde at opbygge en evangeliserende menighed på. Hvis mennesker får opfattelsen af, at evangelisation blot er en kliche og ikke noget, der praktiseres af ledelsen, vil opfordringer til at evangelisere gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. Menighedslederen, de ældste og andre i synlige ledelsesstillinger må selv gå ind for og demonstrere værdien af at bruge tid og kræfter på strategisk at nå kirkefremmede mennesker.

Dette gælder i særlig grad den ledende prædikant. Af erfaring ved jeg, hvor nytteløst det er at opfordre mine tilhørere til at gøre noget, som .jeg ikke selv gør. Det er umuligt at tale med virkelig overbevisning. Ordene falder til jorden og lyder blot som gode ideer, en anden burde gøre brug af ved lejlighed.

Her, ligesom i mange andre situationer, gælder det, at fortroppen bestemmer farten. Mennesker i din menighed må se dig gå foran og være aktiv for at redde de fortabte. Så vil de begynde at sige til sig selv: "Hvis han er villig til at tage en risiko og investere noget i dette, så er det måske også på tide, at jeg selv gør det."
Når det bliver almindeligt, at lederne bliver forbilleder, vil folk i menigheden begynde at se sig om efter hjælp til selv at blive mere smittende. Som svar på denne længsel og entusiasme kan menigheden tilbyde forskellige former for oplæring, som har til formål at udvikle færdigheder til at kommunikere budskabet om Kristus.
Dette kan gøres ved specielle seminarer, men også fra prædikestolen og i gruppedrøftelser. Medlemmerne vil deltage uden at føle sig presset til det, for det, de vil lære, er relevant for noget værdifuldt, som allerede har slået rod i deres hjerte.
Når det sker - når almindelige kristne i menigheden bliver oplært og aktive med at videregive deres tro - må du hellere passe på! En helt ny tid med aktivitet og livsforvandling vil eksplodere. Hvis du ikke har oplevet det før, vil du komme til at føle begejstringen over at være en del af en smittende menighed.

Tendensen har tidligere været, at en menighedsleder blev begejstret for at drive evangelisation på en bestemt måde, og derefter blev der lagt indirekte eller ligefrem åbenlyst pres på alle andre for at efterligne ham. I sidste instans sker der det, at de få, hvis temperament harmonerer med lederen, blomstrer, mens de øvrige tvinger sig til at gøre ting, som ikke passer for dem. Atter andre trækker sig helt væk fra menigheden, eller de bliver og føler sig skyldige og siger måske: "Jeg ville ønske, at jeg var mere åndelig, så jeg kunne gøre, hvad de gør."

*** I smittende menigheder værdsættes enhver arbejdsopgave - uden hensyn til den særlige tjeneste, den er en del af - som et vigtigt bidrag til det overordnede mål at nå fortabte mennesker med evangeliet.

Selve opgaven kan bestå i at gøre rent og holde bygningen ved lige, at styre højttalerapparatet, vise mennesker på plads i kirken, undervise og passe børn eller lægge budget og betale de månedlige regninger. Hver enkelt bidrager til menighedens evangeliserende arbejde. Idet vi alle arbejder sammen, er vi i stand til at udrette det, som ingen af os kunne gøre alene: nå mennesker med evangeliet. Dermed bliver hver enkelt funktion af vital betydning.
De individuelle medlemmers indsats suppleres med større evangeliserende arrangementer

Selv efter den bedste oplæring og opmuntring vil de fleste menighedsmedlemmer have brug for hjælp til at bringe deres venner hele vejen til det punkt, hvor de overgiver sig. Det kan antage mange forskellige former, men en af de mest strategiske er at iscenesætte store evangeliserende arrangementer, hvortil de kan bringe deres venner. Det er forbløffende at se, hvordan blot en veltilrettelagt gudstjeneste, koncert eller andet kan blive brugt af Gud til at korrigere fejlagtige opfattelser af ham og til at åbne søgende menneskers hjerter.
Lad mig gøre det klart, at jeg ikke taler om lovsangs aftener, selvom de også kan hjælpe nogle søgende. Jeg taler om arrangementer, som fra ende til anden er sammensat med tanke på ikke-kristne venner. Disse kan antage mange forskellige former: koncerter med moderne kristen musik, kreative præsentationer som gør brug af drama, multimedia og andre kunstformer, et frokostarrangement for mænd eller kvinder, en middag hvor en kendt person taler eller aflægger sit vidnesbyrd.

Vi holder hver uge det, vi kalder vore "gudstjenester for søgende". Disse præsenterer kristendommen gennem en kombination af musik, drama og et talt budskab. Vi besluttede tidligt i menighedens historie at holde disse arrangementer søndag formiddag, fordi det er tidspunktet, hvor mennesker i vort kvarter vil være mest indstillet på at gå i kirke. Derudover har vi ordinære gudstjenester midt i ugen, hvor de troende kommer sammen for at lovprise Gud, blive undervist i hans ord og deltage i nadveren.
Mange andre menigheder har lignende "gudstjenester for søgende" en anden ugedag eller mindre hyppigt. Det er vigtigt at sørge for en høj kvalitet, selvom det betyder færre arrangementer. Det er ikke min mening at foreskrive menigheder, hvor mange de skal have, eller hvilken form de skal antage, men at opmuntre til at være strategiske i bestræbelserne på at vinde mennesker for Kristus. Det er denne kombination af personlige og fælles evangeliserende bestræbelser, der kan gøre en menighed virkelig smittende.
De giver plads til nye ideer til at formidle budskabet til dem, der behøver at høre det. Jesu befaling i Mark 7 om ikke at lade traditioner komme i vejen for lydighed mod Gud eller for at tjene mennesker er noget, de tager alvorligt. Kreativitet indgår i deres overvejelser, og forandringer er væsentlige for deres strategi. De er villige til at tage risici for de fortabtes skyld, men de lærer af deres fejltagelser og justerer hele tiden kursen.
Og når det sker, at de bliver misforstået af medtroende, som Jesus så ofte blev, lytter de og overvejer under bøn deres kritikeres ord, men de holder også fast ved kursen, fuldender løbet og bringer så mange nyomvendte med sig som muligt.
Smittende menigheder har erfaret, at vel skal de kommunikere med den omgivende kultur, men de skal aldrig gå på kompromis med den. De ved, at hvis budskabet om Kristi kors bliver udvandet eller skjult, er slaget allerede tabt. Hvad har man opnået, hvis man har lært at tale sekulære menneskers sprog, men har mistet budskabet undervejs'?

Nogle kristne har ment, at hvis en menighed ønsker at nå mennesker, må den undlade at udfordre dem til at overgive deres liv til Guds kontrol og ændre deres livsførelse. Efter min erfaring er nøjagtig det modsatte tilfældet.
Mennesker er rent ud sagt trætte af at høre spagfærdige, halvhjertede appeller fra religiøse ledere, som ikke har mod til i karske vendinger at fortælle dem sandheden. Mange søger en, der vil give dem den uden undskyldning, og som udfordrer dem til at sætte livet ind på den.
Igen og igen er jeg blevet overrasket over, at når jeg har trukket alle registrene ud og konfronteret mennesker med talen om omvendelse og tro på Kristus, har mange takket mig for det og har gjort, hvad jeg udfordrede dem til.
Dette er en tydelig manifestation af, at Helligånden gør sin gerning. Og det er netop pointen. Han er rede til at gøre sin del og venter på, at vi gør vores. Det er da også, hvad smittende menigheder gør, når de klart og overbevisende henviser mennesker til den frelse, som kun findes i Kristus.

*** Der er en fornemmelse af noget underfuldt. Søgende mennesker finder Kristus. Kristne bliver aktive og frimodige til at formidle deres tro. Intensiteten tiltager, idet visionen og forventningen om yderligere undere øges. Menigheder påvirker andre menigheder og hele kirkesamfund, og snart drages et helt folk til Gud.
Ved Helligåndens kraft og mange smittende kristnes bønner og bestræbelser nås målet for formlen - maksimal påvirkning - i et forbløffende omfang.

For mig er dette noget at blive begejstret for. Hvad kunne være mere givende end at være en del af noget sådant? Der er mange ting, jeg kunne leve uden, men dette er ikke en af dem. Jeg ville med glæde feje gulv blot for at være med i en smittende menighed.
Men det ender med den enkelte person: mennesker som dig og mig, der ved, hvor vi skal investere vort liv.

*** Så er vi her:' sagde manden varmt til sin hustru. "Copacabana Beach, førsteklasses hotel, øverste etage, skøn restaurant. Det har været det hele værd, ikke sandt, skat'? Alle disse års arbejde og opsparing var det værd for en aften som denne, ikke?"

Jeg kunne ikke undgå at høre, hvad parret ved bordet ved siden af talte om. Jeg var alene og sad og tænkte over alt det, jeg havde set de sidste par uger. Jeg var ved afslutningen af en månedlang rejse, som min far havde sendt mig ud på til Mellem- og Sydamerika, for at aflevere penge til nogle missionærer, som han støttede der. Og da jeg skulle i den retning, havde han sammensat en rejserute med ophold i flere byer i Sydamerika, så jeg også kunne opleve den del af verden.

Det var en vigtig fase i mit liv. Jeg var nitten og var for nylig blevet kristen, men jeg vidste endnu ikke, hvad jeg skulle gøre resten af livet.
Jeg var begyndt rejsen hos en indianerstamme midt i den mellemamerikanske jungle, hvor der var en blomstrende menighed. Det var et spændende sted. Helligånden var aktiv, menneskers liv blev forvandlede i hele den egn.
Derfra var jeg rejst gennem flere andre lande og byer og befandt mig nu i Rio de Janeiro i Brasilien, som på det tidspunkt var stedet for jetsettet. Og nu sad jeg alene i en elegant restaurant og spiste middag og hørte dette par tale om, hvor vidunderligt det var endelig at være der.

Jeg blev næsten svimmel ved tanken: "Vent lige et øjeblik. Disse mennesker er omkring tres år gamle, og de siger, at de har ventet et helt liv på at opleve dette. Jeg er nitten, og her sidder jeg allerede. Hvad skal jeg gøre de næste tredive eller fyrre år'? Hvis dette er sagen, har jeg virkelig problemer. Vist er det dejligt, men det er bestemt ikke sagen.

Jeg kan huske, at jeg gik tilbage til mit værelse og tænkte: Hvad skal jeg med mit liv? Hvad er så vigtigt, at jeg vil investere hele min fremtid i det?
Mens jeg tænkte på den tid, jeg havde arbejdet i min fars virksomhed, fløj mange gode minder gennem mit hoved. Men jeg fornemmede også, at det ikke var en karriere, der kunne tilfredsstille længslen i mig efter at være en del af noget evigt og livsforvandlende.

Til sammenligning tænkte jeg tilbage på den lille menighed midt i junglen og på de engagerede mennesker, der havde givet deres liv til at tjene blandt disse indianere. De havde opbygget en menighed af troende, som nu ledte deres venner til Kristus. Jeg husker, at jeg for blot nogle dage siden havde siddet på jorden under en af deres gudstjenester, mens de af hjertet sang deres lovsange til Gud.

Den aften i Rio de Janeiro forstod jeg, at det, jeg havde set i den stamme, var mere virkeligt, mere varigt og mere betydningsfuldt end blot at få succes i forretningslivet. Og det var noget, jeg gerne ville være en del af.
Det skulle vise sig, at det var en tanke, jeg ikke siden kunne ryste af mig til trods for de tillokkelser og muligheder, der ville trække mig i andre retninger.
Problemet er ældgammelt. Det var ikke kun nogle alvorlige overvejelser om, hvilken levevej jeg skulle vælge. Jeg prøvede at komme til rette med, hvor jeg skulle investere min lidenskab, mine drømme og kræfter. Senere blev jeg klar over, at jeg var i godt selskab. I Det Nye Testamente læste jeg, at nogle af Jesu disciple også kæmpede med dette spørgsmål.
Peter og Andreas var fiskere af profession, men de tog Jesu kald alvorligt, da han sagde noget i retning af dette: "Jeg kan godt forstå jeres optagethed af jeres fiskeri, men hør hvad jeg siger. Hvis I vil stole på mig og følge mig, hvis l vil forsøge at forstå, hvem jeg er, og hvad min mission er i denne verden, Så vil I også lade mig gøre jer til menneskefiskere. Og tro mig, det er uendelig meget vigtigere end blot at fange fisk."

Det er vigtigt at forstå, at det ikke var fiskeriet, Jesus kritiserede - ligesom han ikke ville kritisere tømrerfaget, som han og Josef levede af. Der er ikke noget galt med disse erhverv, eller med fødevareindustrien, rejsebranchen, forsikringsselskaber eller ejendomsmæglerfirmaer. Det er alt sammen udmærket. Men intet jordisk forehavende er så vigtigt som det at bringe fortabte mennesker til Kristi kors. Dette burde være noget centralt for alle hans disciple, uanset hvilken karriere de vælger.
De, der vælger at følge Kristus, vil på et eller andet tidspunkt komme til den konklusion, at der ikke findes noget vigtigere end at række evangeliet til mennesker. Og når de gør det, vil deres værdier for altid være nogle andre. De vil forstå, at alle andre jordiske aktiviteter blegner i sammenligning med at hjælpe en mand, kvinde, dreng eller pige til at komme ind i et livsforvandlende forhold til universets Gud.

Og når de indser, at mennesker er det vigtigste i verden, vil de begynde at leve anderledes, bede anderledes, elske anderledes, arbejde anderledes, give anderledes og tjene anderledes, for de vil være optaget af mennesker og deres behov og af, hvordan de kan blive mere effektive menneskefiskere.