Jeg har længe følt, at vi burde have et inderligere samfund med Jesus. Jeg læste for mange år siden om en enfoldig kristen, som af og til satte en ekstra tallerken på bordet til Jesus - ikke fordi Jesus behøvede den, men for at minde sig selvom Jesu tilstedeværelse. Tanken forekom mig interessant, men også unødvendig. Men jeg fandt ud af, at jeg selv som evangelist ikke var tilstrækkelig bevidst om Jesu nærværelse, og det bekymrede mig.

En dag jeg kørte alene i min bil på vej mod en by, hvor jeg skulle holde en række vækkelsesmøder, kom jeg til at tænke på den mand. Jeg standsede bilen. Jeg tænkte: "Hvis den kristne mand, jeg læste om, kunne indbyde Jesus til at sidde med ved bordet og endda sætte en ekstra tallerken frem til ham, hvorfor skulle jeg så ikke kunne indbyde Jesus til at køre med mig i bilen?
Har han ikke sagt: "Se, jeg er med jer alle dage"?
Hvis jeg beder ham om at køre sammen med mig, vil jeg være mere bevidst om hans nærværelse. Derfor steg jeg ud af bilen og gik om på den anden side, hvor jeg åbnede den højre fordør og indbød Jesus til at være min gæst og køre med mig. Jeg lukkede døren og gik tilbage og åbnede min dør, satte mig ind bag rattet og kørte.
Jeg talte med Jesus.
Jeg har aldrig været mere bevidst om Jesu nærværelse.
Jeg følte, at han var der.
Jeg havde selv åbnet døren.

Jeg havde ikke til hensigt at fortælle andre om den erfaring. Men ved et af vækkelsesmøderne henviste jeg til den. Jeg fortalte, hvordan Jesus var blevet mere virkelig for mig, da jeg efter eget valg åbnede bildøren.

Nogle få dage senere var jeg på besøg i et hjem. Kvinden sagde til mig: "Jeg har været så lykkelig i dag. Morgenen efter at du havde nævnt, hvordan du inviterede Jesus til at køre med dig, sagde jeg til mig selv, efter at mine børn var gået i skole og min mand på arbejde: "Hvis du kan indbyde Jesus til at køre med i bilen, hvorfor skulle jeg så ikke kunne indbyde Jesus til at være hos mig herhjemme i dag?"
Jeg gik derfor ud til hoveddøren, og idet jeg åbnede den, sagde jeg: "Jesus, vil du være min gæst i dag?" Og," sagde hun glædestrålende, "jeg har aldrig været lykkeligere i hele mit liv end i dag."
Hun havde åbnet døren for Jesus!
Det var hendes eget valg.

Det er godt at gøre den slags ting. Ikke fordi de i sig selv er så betydningsfulde. Men det er godt at gøre noget, som hjælper os til at blive mere bevidste om Jesu nærværelse.

Da jeg for nylig fortalte den erfaring ved en gudstjeneste, var der blandt de tilstedeværende en mor med en pige på seks år, som voldte hende vanskeligheder. Pigen legede i nabolaget med børn, som ikke kendte Herren. Hun lærte mange unoder af dem. Når hun kom hjem, var hun ofte næsvis overfor sin mor. Moderen var ved at fortvivle.
Moderen tænkte: "Måske ville det hjælpe min lille pige til at være mindre næsvis, hvis jeg satte en tallerken frem på bordet til Jesus i dag."
Hun sagde derfor til pigen: "Nu skal vi dække bordet, og vi dækker også op til Jesus. Vi giver ham den pæneste tallerken og det fineste glas, vi har. Han skal også have en stol."
Pigen blev straks interesseret og spurgte: "Mor, kommer Jesus virkelig?"
Moderen svarede: "Ja, Jesus vil være her i stuen hos os.«
"Men mor," fortsatte den lille pige, "vil Jesus komme og sidde på den stol?"
"Ja," svarede moderen, "Jesus vil være hos os og sidde på den stol, som om vi kunne se ham."
Den lille pige så forundret på sin mor.
Da de var færdige med at dække op, satte de sig ved bordet.
Moderen sagde: "Nu vil vi bede Jesus om at velsigne maden for os."
De lukkede øjnene og bad om Jesu velsignelse over maden.

Da moderen fortalte os om oplevelsen, sagde hun: "Mens vi spiste, var min lille datter så stilfærdig, som om hun var i en konges selskab." Og det var hun jo - ikke sandt?

Pludselig glemte den lille pige alt om opdækningen til Jesus og sagde i sit sædvanlige tonefald: "Mor, du tror vidst, du er smart, hvad?"
"Jeg så hen mod den plads, hvor vi havde dækket op til Jesus,« fortalte moderen os.
»Jeg sagde stilfærdigt: 'Jesus, jeg synes ikke, at det var pænt sagt. Synes du?"'

Øjeblikkelig handlede den lille pige, som om hun kunne se Jesus sidde der. Hun rakte sin hånd ud og klappede pinligt berørt sin mors hånd og sagde: "Jeg mente det ikke mor. Jeg mente det virkelig ikke."

Vor kærlige Frelser står ved vor hjertedør og siger ømt: "Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham." Åb 3,20.

Lad os bringe Jesus ind i vort liv.
Lad os indbyde Jesus til at være med os ved bordet.
Lad os drage Jesus ind i vore tanker.
Lad os tage Jesus med os overalt, hvor vi går, og gøre ham delagtig i alt, hvad vi gør.
Lad os drage Jesus frem i forkyndelsen af vore læresætninger.
Lad os ikke hægte ham på som en efterskrift.
Lad Jesus gennemsyre alt, hvad du underviser i, alt hvad du forkynder, i alle dine bibelstudier og i alle dine samtaler.
Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.