For nogen tid siden rejste Dorothy over 200 km for at besøge min kone og mig.
Da hun kom, sagde hun til mig, "jeg er kommet for at få et godt råd."

"Udmærket," svarede jeg, "men før vi går i gang med det emne, så lad mig give dig et råd fra Jer 17,5: 'Dette siger Herren: Forbandet den mand, som stoler på mennesker.' Derfor skal du ikke tro på noget, jeg fortæller dig, medmindre du finder det i Bibelen."

"Godt, tak for det," sagde hun, "nu er jeg klar til at tage mod råd."

Jeg fortsatte: "Jeg har flere råd til dig. Det næste finder vi i Jak 1,5-8, hvor vi får at vide, at 'hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud'.
Eftersom Gud er den eneste, som kan give himmelsk visdom, ville jeg jo gøre mig selv til Gud, hvis du beder mig om at give dig visdom, og jeg påstod, at jeg gav dig det. Hvorfor skulle jeg så prøve på at fortælle dig, hvad du skal gøre?
Jeg har ret til at fremholde Bibelens principper, som kan vejlede dig i din beslutning. Og det gør jeg gerne. Men Gud har givet dig ret til selv at overføre disse principper til dit eget liv. Hvis jeg prøvede på at gøre det og i alle detaljer fortælle dig nøjagtig, hvad du skal gøre, ville jeg sætte mig i Guds sted - det ville være en bespottelse (Joh 10,33)."

Derefter gennemgik jeg Dorothys problem sammen med hende.
Men nu var en tung byrde løftet fra mine skuldre. Jeg følte ikke, at det var mit ansvar at fortælle hende nøjagtig, hvad hun skulle gøre.
Der var engang, hvor jeg mente, at det var min pligt at fortælle et menneske nøjagtig, hvad han eller hun skulle gøre i en given situation. Men jeg har erfaret, at det ikke er den rette måde at vejlede på.

Det er også min erfaring, at den Gud, som er villig til at vise mig, hvad der er min pligt, også er villig til at vise andre, hvad de skal gøre. "Vi skal ikke gøre os afhængige af menneskers råd. Herren vil lære os, hvad der er vor pligt, lige så villigt, som han villigt andre det. Når vi kommer til ham i tro, vil han personligt åbenbare os sine hemmeligheder. ... De, som beslutter sig til ikke i nogen retning at gøre noget, der kan mishage Gud, vil, når de har fremlagt sagen for ham, nøjagtigt vide, hvilken vej de skal følge. Og de vil ikke blot modtage visdom, men også styrke. Kraft til lydighed og til tjeneste vil blive tildelt dem, sådan som Kristus har lovet det."
Jeg er ikke dommeren. Jeg er ikke anklageren. Jeg er heller ikke forsvareren. Jeg er bare et vidne. Det er, hvad Herren siger: "I er mine vidner"
Es 43, 10 I er mine vidner, siger Herren,
min tjener, som jeg har udvalgt,
for at I må forstå og tro på mig
og indse, at det er mig.
Før mig blev der ikke dannet nogen gud,
efter mig vil der ingen være;
v11 jeg, kun jeg, er Herren,
der er ingen anden frelser end mig.
v12 Det er mig, der har fortalt det, mig, der frelser,
det er mig, der har forkyndt det,
ikke en fremmed gud blandt jer.
I er mine vidner, siger Herren,
det er mig, der er Gud.

Den fejl, Dorothy havde begået over for Jim, har jeg ofte selv begået. Jeg har også skældt ud, rakket ned og sat andre i forlegenhed. Men jeg har lært, at den taktik hører hjemme hos anklageren, og måske kan forsvareren også komme med den slags bemærkninger om modstander. Men vidnet? Aldrig! Dommeren kan måske være meget skrap. Nævningene kan vedtage en streng dom. Men ikke vidnet. Et vidne skal bare fortælle, hvad det har set, og hvad det ved. Og Gud erklærer: "I er mine vidner" (Es 43,10 og 12).