Nogen siger: "Jeg har set hen til Jesus. Jeg har fornægtet selvet. Nu vil jeg arbejde for at frelse andre.
Men er det nødvendig at fornægte selvet, efter at jeg har begyndt at tjene Gud?"

Hvad siger Paulus om dette? : "Hver dag dør jeg" ( 1 Kor 15,31).
"Det er ikke kun ved begyndelsen af kristenlivet, at denne overgivelse af selvet skal finde sted. Den må gentages ved hvert eneste skridt fremad på vejen mod Himmelen"
Hvor ofte skal jeg fornægte selvet?
Hver dag og hver gang selvet i løbet af dagen søger at gøre sig gældende.

En mand kommer hjem og ser, at sovsen med de hvide bønner er brændt på. Han synes ikke om sveden sovs. Men det er en god anledning til at fornægte sig selv. I stedet for at sige et eller andet uvenligt til konen - hvad selvet ville være tilbøjelig til - siger han: "Det skal du ikke være ked af, skat. Det kan ske for hvem som helst." På den måde fornægter han sig selv.
Selvet længes efter at komme til.
Selvet kræver anerkendelse.
Men selvet må og skal fornægtes.

En lille pige er så uheldig at vælte et kostbart arvestykke ned fra en hylde. Det knuses til småstykker mod gulvet. Hendes mor ved, at det var et hændeligt uheld. Det var noget, hun selv kunne være kommet til. Men den værdifulde genstand er knust. Her er en god anledning for mor til at fornægte sig selv. Det er et godt tidspunkt at gøre det på.

Det er ingen kunst at fornægte sig selv, når alt går godt. Det er, når vi støder ind i livets problemer, at tiden er inde til at fornægte selvet. "Alle vore gode gerninger er afhængige af en kraft, som vi ikke selv ejer."
Den kraft er Kristus.
Derfor ser vi hen til Jesus.
Vi fylder vore tanker med ham. Vi fornægter selvet. Vi fortsætter denne proces dag efter dag. Vort sind støtter sig til ham, og vi sørger fortsat over selvets krav. Vor omvendelse uddybes stadig. For hver dag bliver Jesus stadig mere virkelig for os.

Nu, hvor vi har fornægtet os selv, hvad så med at vinde andre?
Det er da og kun da, at følgende løfte gælder for os: "Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft." Fil 4,13.

Medlemmerne i en menighed på en af de Vestindiske øer syntes, at folk omkring dem var kolde, hårde og fordomsfulde. De sendte derfor et brev til hovedkvarteret med anmodning om at sende en evangelist. Brevet indeholdt også en advarsel: "Send ikke en almindelig evangelist ud til os. Vi har brug for en specialist. En almindelig prædikant kan ikke nå disse fordomsfulde mennesker."
Har du nogen sinde følt det på samme måde, at der var brug for en specialist?

Jeg har ofte hørt folk omtale deres venner og naboer på den måde. De synes, at folk er hårde og fordomsfulde.

I den Vestindiske menighed var der en mand, som hverken kunne læse eller skrive. Mens man ved hovedkvarteret søgte efter en "specialist", henvendte denne analfabet sig til menighedens forstander og sagde: "Her er min Bibel. Vil du ikke nok understrege alle Bibelens store læresætninger for mig med forskellig farve?" Det vil sige, at han f.eks. skulle understrege alle skriftstederne om Kristi genkomst med rødt og alt om menneskets natur og de dødes tilstand med grønt osv. Det ville tage menighedens forstander mindst fjorten dage at gøre det.
Forstanderen forsøgte først at undslå sig, men manden blev ved med at presse på, indtil forstanderen til sidst gav efter og lovede at understrege Bibelen for ham på den ønskede måde.
I mellemtiden havde denne analfabet fået en anden til at lære sig navne og numre på mange af sangene i en sangbog, man brugte ved evangeliske møder.
En dag tog han så sin mærkede Bibel og en stak sangbøger under armen og begav sig på vej til byen. Her stillede han sig på et gadehjørne og begyndte at synge.

Mens han sang, lyste Jesu elskelige væsen ud af hans ansigt og stemme, og en hel del mennesker samledes omkring ham. Han delte sangbøgerne ud til dem og sagde smilende:
"Nu vil vi synge nr. 1 i sangbogen - 'O lad mig høre om Jesus." Han havde åbnet sin sangbog, men folk vidste ikke, at han ikke kunne læse et ord. De sang med.
Efter at have sunget nogle sange vendte han sig om mod en mand, der stod ved siden af og sagde: "Tag Bibelen her og blad den igennem forfra og læs alle de tekster, som er understreget med rødt."
Den fremmede læste en tekst, hvorefter manden, som hverken kunne læse eller skrive, forklarede teksten.
Den fremmede læste derefter en ny tekst, som analfabeten derpå forklarede.
Sådan fortsatte de, indtil alle teksterne med rødt var blevet læst. Derpå bekendtgjorde han, hvornår han ville komme igen. På den måde holdt han en hel mødeserie.

Mens menigheden ventede på og søgte efter en "specialist", havde denne analfabet fordoblet medlemsantallet i menigheden. Han havde lært den lektie, som vi alle må lære at han ikke i sig selv var i stand til at vinde nogen for Mesteren. Derfor så han hen til Gud for gennem Jesus at få hjælp, mens de, som var både klogere og bedre uddannede og formodentlig også mere værdige til det, praktisk taget intet gjorde.

Der findes en formel for fremgang.
1. Vi fornægter vort eget jeg, og se hen til Jesus.
2. Idet vi overgiver os, må vi lade Gud få sin vilje.
3. Gud gør arbejdet ved at forene sin styrke med vor svaghed og vor uvidenhed med sin visdom.
Hvis vi føler os stærke, er vor brugbarhed forbi.
Hvis vi kommer til et punkt, hvor vi mener, at vi er vise, skæmmes vor tjeneste. Hvis vi bliver selvretfærdige, er vort samarbejde med Guld straks forbi. Kun når vi er "svage" (Hebr 11,34), vælger Gud at gøre noget for at gøre os mennesker stærke. Og hvorfor?
"For at ingen skal have noget at være stolt af over for Guld" (1 Kor 1,29).