Nogle af os har mange gange under vor opvækst hørt vers, der betonede, at "venskab med verden  er fjendskab med Gud", at vi ikke skulle være "af verden, og vi har hørte opfordringen: "Drag bort fra dem, og skil jer ud". Hvis disse vers har været en del af din kristne opvækst, lyder selve tanken om at opsøge ikke-kristnes venskab sikkert letsindig og måske ligefrem ubibelsk.

Vi vil nu undersøge denne tanke lidt nærmere ved at se på de pågældende bibelvers.
Først siger Jak 4,4, at vi ikke skal være venner med verden. Men det fremgår klart af andre afsnit, at ordet "verden ikke refererer til menneskene selv, men til den synd og ondskab, som mennesker i verden begår. Vi må med andre ord følge Kristi befaling om at elske andre uden at falde i den synd at elske eller tage del i de onde ting, de gør. Som Jak 1,27 siger, skal vi bevare os selv "uplettet af verden.
Undertiden har man tolket Joh 17,14, hvor Jesus siger, at vi ikke er af denne verden, som om det betød, at vi ikke skal have med mennesker uden for Guds familie at gøre.
Men v. 15-18 viser det modsatte:
"Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde ...
Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden.'
Hvorfor blev Jesus sendt til verden?
Ifølge hans egne ord skete det "for at opsøge og frelse det fortabte" (Luk 19,10).

Og hvad med formaningen om at drage bort og skille sig ud.
Disse ord kommer fra 2 Kor 6, 17, hvor Paulus afslutter sin formaning til de troende om at undgå situationer, hvor de trækker på samme hammel som de vantro. Dette henviser tydeligvis ikke til almindelige venskaber, men til mere formaliserede alliancer, som ofte kan vise sig at være åndeligt skadelige for den kristne.
Vi kan altså se, at den tanke at komme tæt ind på ikke-kristne mennesker for at øve åndelig indflydelse er et bibelsk princip, som både Jesus og Paulus praktiserede.
Men hvad så med de risici, der knytter sig til at omgås dem, der aktivt gør oprør mod Gud?

Hvad mente Paulus med ordene i 1 Kor 15,33: "Far ikke vild! Slet omgang fordærver gode sæder"?
Lad os tage verset først. Når vi læser det i sin sammenhæng, bliver det klart, at Paulus helt specifikt advarede kornicherne mod at lytte til religiøse lærere, som benægter Kristi opstandelse. Meningen var: "Lad ikke deres skepsis over for dette spørgsmål lede jer vild. Den kendsgerning, at Jesus bogstaveligt opstod fra de døde, er en central og umistelig del af kristentroen."
Der synes at være et mere generelt princip på spil her, nemlig at når vi omgås nogen, der tror noget andet end det sande evangelium, må vi sørge for, at det er vores standpunkt, der dominerer.
En anden måde at sige det på er, at vi skal være i offensiven og ikke i defensiven.
Vi må være rede til at lade Guds sandhed få vægt i en hvilken som helst situation, som vi befinder os i, så vi, som Paulus sagde, "nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud [og] gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus" (2 Kor 10,4-5 ).
Det betyder, at når vi fornemmer, at vi bliver negativt påvirket af den anden persons tanker og handlinger, så er det tid til at trække sig.

Måske siger du, "Men hvis jeg begynder at tilbringe tid på offentlige steder sammen med hedenske mennesker, hvad vil folk i min menighed så ikke tænke?"
Det er en indvending, man bliver nødt til at forholde sig til, for nogle af de kristne, du kender, vil sandsynligvis misforstå dit engagement for at nå ikke-kristne.
Du er dog i godt selskab, for Jesus ikke blot risikerede sit gode navn og rygte i den gerning han udførte
 I Luk 7,34 læser vi, at man anklagede Jesus for at være en frådser og dranker. Han var naturligvis ingen af delene, men den kendsgerning, at man anklagede ham for det, viser os, hvad en masse mennesker mente om dem, som han omgikkes.

I Matt 9,12-13 sagde Jesus, at han omgikkes syndere, fordi de var som syge, der havde brug for læge.
Faren dengang og også i dag er naturligvis, at lægen fejlagtigt bliver identificeret med en af patienterne.

Vi har tidligere set på Luk 15,3-32, afsnittet hvor Jesus for at illustrere, hvor meget mennesker på afveje betyder for Gud, fortæller tre lignelser: om det mistede får, den mistede mønt og den fortabte søn. Vi drøftede den lektie, der ligger i dem, men ikke grunden til at Jesus gjorde sig så stor umage for at slå lektien fast. Når man læser de første to vers i dette kapitel, bliver hans motivation tydelig.
Jesus reagerede over for de religiøse ledere, som gav ondt af sig og fortalte hinanden, hvor upassende det var, at han omgikkes den slags tvivlsomme typer. Jesus ønskede, at de skulle vide, at ikke blot var det ikke forkert, det var også anstrengelsen værd på grund af den værdi, fortabte mennesker har for Gud.

Hvis du virkelig har bygget din tro på Jesus Kristus - klippen - Guds ord, Biblen og gennem bøn og dybtgående studie af Guds ord, dagligt henter styrke direkte fra sandhedens ophav,
OG hele tiden i dine samtaler holder fast i din livline Guds rene og troværdige ord - Biblen
OG ikke indlader dig i diskussioner med de der ikke har noget oprigtigt ønske om at tjene Herren og drage ud fra denne verden og ind i Guds rige. Læg mærke til at Jesus IKKE indlod sig på lange ørkesløse diskussioner med farisæerne eller de skriftkloge. Han forkyndte sandheden for dem, og de af dem der havde et oprigtigt ønske om at høre fortsatte han sampalen med på et mere passende sted. De der kun ønskede at finde noget at anklage ham for, forlod han.

Den største fare ved at følge disse anvisninger er
at du ikke selv er draget ud fra verden og sluttet dig til Guds rige
at du ikke selv er grundfæstet i Guds ords sandheder
at du ikke bygger på klippen, men på præstens og andre verslig vises ord.

 >>>>>>>