"Bror, er du frelst?"
Ordene kom fra en fremmed, som hilste hjerteligt på mig, da jeg kom ind på en campingplads.

Jeg tænkte: "Sikke en diskussion, jeg kunne få ud af det her."
Jeg kunne have sagt: "Bror, hvilken tid af ordet "frelse" hentyder du til - fortid, nutid eller fremtid?"

I stedet svarede jeg: "Ja bror, det er jeg." Jeg følte mig sikker på, at det, han i virkeligheden mente, var: "Har du fundet Jesus? Har han frelst dig fra synd?"
Derfor svarede jeg: "Ja bror, Kristus er min Frelser. Lovet være Gud."
Derpå tilføjede jeg: "Jeg er prædikant."

"Halleluja," udbrød han. "Jeg skal sige dig, at Jesus har været så god imod mig. Engang var det flasken; men nu er det Bogen!"

Jeg fik anvist plads lige ved siden af denne prædikants campingvogn. Jeg bestemte mig til med Herren hjælp at være et godt vidne for vor Frelser. Jeg besluttede mig til ikke at påtvinge ham nogle læresætninger, men lade Jesu kærlighed komme til syne gennem mig. Jeg ville vise ham kærlighed.
Kristus nærede ikke fordomme mod mennesker fra andre trossamfund, hvorfor skulle jeg så gøre det?

Satan fristede mig til at spørge ham, hvilket trossamfund han repræsenterede, men det afholdt jeg mig fra. Når det kom til stykket betød det jo ikke noget.
Jeg havde jo allerede bestemt mig til kun at vise kærlighed over for ham og hans kone.
Jeg tænkte: "Når Jesus kommer igen, vil han ikke afgøre hvem der er værdige til at komme i Himmelen på grund af deres trossamfund, men på rund af deres tro og deres karakter.
Hvorfor skulle jeg give det indtryk, at trossamfundet er det afgørende, når jeg ved, det ikke er tilfældet?"

Min kone og jeg bad for prædikanten og hans kone. Stykket omkring hans campingvogn var altid velholdt. Min kone og jeg var enige om, at den mand virkelig måtte elske Herren, for han priste ham altid for hans godhed. Vi mødte ofte hinanden, og jeg lod tit et anerkende ord falde. En dag rystede jeg hans hånd og sagde: "Se, der er sandelig en israelit, som er uden svig" (Joh 1,47). Han fik tårer i øjnene.

En anden dag sagde jeg: "Vi er glade for den gode atmosfære, I tilfører campingpladsen."
Han smilede igen, og endnu engang så jeg tårer i hans øjne.
Han blev nok lidt overrasket over, at en prædikant fra et andet trossamfund sagde sådan til ham. Men det burde han ikke have været, for vi bør jo alle være vidner for Jesus og ikke tro, at fremholdelsen af abstrakte læresætninger gør os til Jesu vidner.

En aften min kone gik forbi prædikantens campingvogn, var der et ungt ægtepar på besøg hos dem. Da døren til campingvognen stod åben, hørte min kone, at de bad sammen. Prædikanten bad alvorligt og inderligt: "Herre, vi er et i dig. Gør os venlige og elskværdige. ... " Så kom hun uden for hørevidde. Men selv på sine knæ vidnede denne prædikant om sin dyrebare Mester. Han bad om at få Jesu elskværdige karakter. Det er værdifuldt. Han bad Gud om hjælp til at være venlig. Altså om at ligne Jesus.

Til tider er jeg bange for, at "vanskelighederne i vort arbejde skyldes, at vi har været tilfredse med at fremstille den kolde teori om sandheden. Langt større kraft ville ledsage ordets forkyndelse i dag, hvis vi lagde mindre vægt på menneskers teorier og argumenter og langt mere på Kristi undervisning og gudsfrygt i praksis."

Denne prædikant bad Gud om mere gudsfrygt i praksis. Min kone og jeg havde tryglet Gud om det samme. Gud ønsker, at hans børn skal være sunde kristne Hvis vi kommer til kort her, fornægter vi Jesus i stedet for at vidne om ham. Det, vi har brug for, er en passende balance i det, der udgør sand kristendom.

En dag, jeg gik forbi prædikantens campingvogn, standsede jeg et øjeblik for at snakke med ham. Jeg sagde: "Når min kone og jeg får øje på dig fra vinduet, siger vi ofte: 'Gud velsigne ham."
Igen kom der tårer i hans øjne.

Han lagde sin store hånd på min smalle skulder og sagde:
"Bror, lad os love hinanden, at du vil bede for mig, og jeg vil bede for dig."
"Ja, lad os gøre det," svarede jeg.
Og før jeg fik sagt et ord mere, havde han bøjet sit hoved i bøn.
Han bad Gud om at være med mig og om at være med ham. Mens han bad, lagde jeg en arm om hans skulder. Han fortsatte: "Herre, gør os venlige.

Gør os elskværdige. Hjælp os til at blive ligesom Jesus.« Derefter bad han om at få opfyldt et løfte fra Skriften for hver af os, når vi skulle rejse.
Da han sluttede sin bøn, begyndte jeg at bede. Jeg takkede Gud for det fællesskab, vi havde haft i Kristus. Jeg bad Gud om at være med ham og fortsat lede ham i hans vidunderlige arbejde for Gud. Mens jeg bad, hørte jeg, at han græd. Men det var fællesskabets tårer. Da han og hans kone forlod campingpladsen, tog vi afsked med dem.
Da sagde hans kone til min kone: "Vi har glædet os meget over at være sammen med jer. Vi føler, at vi er et." "Hvis vi tilhører Kristus, vil vore skønneste tanker gælde ham. Vi vil elske at tale om ham; og når vi taler sammen om hans kærlighed, vil vore tanker blive mildere ved den guddommelige påvirkning."

Min prædikant ven havde nok ikke fået en særlig god uddannelse. Hans arbejdsområde var hovedsagelig begrænset til fængsler og straffeanstalter. Men "det er ikke altid den lærdeste fremstilling af Guds sandhed, der overbeviser sjælen og får et menneske til at omvende sig. Menneskehjertet påvirkes ikke af veltalenhed eller logik, men af Helligåndens blide, dragende magt, som arbejder roligt, men sikkert for at forvandle og udvikle karakteren. Det er Guds Ånds stille, sagte indflydelse, som formår at forvandle hjertet.

Jesus blev født til at være et vidne. "Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden" (Joh 18,37). Og han er vort forbillede. Ligesom han var i verden, er vi i verden. Hans gerninger vidnede om, at han kom fra Gud (Joh 10,25). Og han har givet os dette løfte:
"Men I skal fa kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende" (Apg 1,8).