Jeg voksede op med to forskellige former for fester, de var meget forskellige. Den første type var de religiøse menneskers sammenkomster. Hvis du er opvokset i en kristen sammenhæng, husker du sikkert sammenkomsterne efter gudstjenesten eller mødet, hvor alle kendte alle. Man hilste til højre og venstre og snakkede hyggeligt sammen. Man kunne altid lugte kaffe, og i lokalet ved siden af var der en, der klimprede på et klaver. Og børn overalt. Kan du se det for dig?

Den anden type var de vilde fester. Her kom mennesker, der levede efter devisen: født til vildskab, drik til du segner, lev stærkt dø ung. Spiritussen flød i stride strømme, snakken var vulgær, musikken var så høj, at den næsten blev forvrænget. Nogle kom for at have det skægt, andre for at passe ind, og de, som ikke kunne nogen af delene, lod bare, som om de gjorde det.

I mine første år var det de religiøse sammenkomster, jeg kendte til.
Da jeg kom i gymnasiet, lærte jeg de vilde fester at kende. Men jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt har oplevet en sammenkomst, hvor de to grupper blandede sig med hinanden - i hvert fald ikke forsætligt. Det kan være sket en sjælden gang, f.eks. ved et bryllup, men når det skete, rådede der altid en vis forlegenhed. For at undgå sammenstød ignorerede de to grupper for det meste hinanden og holdt sig for sig selv - indtil ud på aftenen, hvor den sidstnævnte gruppe gradvis overtog initiativet og skræmte de religiøse mennesker væk.

Situationen var ikke meget anderledes i det første århundrede, og det var det, der gjorde, at Matthæus' handlinger virkede så chokerende. Du kan læse om det i Luk 5,29. Kort fortalt holdt Matthæus en stor fest, hvor han gjorde det helt uhørte ved at invitere både sine religiøse og sine aldeles ikke religiøse venner. Det var en blandet gruppe.
Man må tage hatten af for Matthæus. Han var blevet en kristen, mens han plejede en lukrativ karriere med skatteopkrævning. Overført til vor tids forhold ville det blive kaldt for organiseret kriminalitet. Mænd i hans profession var berygtede for at stjæle fra de fattige. Hvis man var tolder, havde man praktisk talt grønt lys for afpresning.

Men hans møde med Jesus betød en radikal forvandling af hans hjerte.
Et umiddelbart resultat var, at han havde omsorg for sine venner, som endnu ikke havde givet deres liv til Kristus. Hans ligefremme ønske var at hjælpe dem til at finde, hvad han havde fundet. Spørgsmålet var bare hvordan.
Han havde ikke gennemgået et evangelisationskursus.
Han havde ikke gået på bibelskole.
Han manglede trykt materiale.
Men han havde et hjerte der var fyldt med kærlighed til Jesus og sine medmennesker og et beslutsomt sind.
Han ville finde ud af noget.

Der er faktisk mange kristne, som vrider hænderne og isolerer sig fra deres fortabte venners og families situation. Men det ville Matthæus ikke. Han var opsat på at gøre noget. Jeg er sikker på, at han har tænkt meget over det, bedt om visdom og ledelse og måske spurgt nogle af sine troende venner til råds.
Så fik han en ide: han ville holde en fest. Selvfølgelig! Hans kolleger elskede fester, store fester, jo større jo bedre.
Nu skulle han bare finde ud af, hvordan han skulle tilrettelægge festen, så den kom til at tjene hans formål. Derfor spurgte han Jesus og disciplene, om de var villige til at komme og plante nogle åndelige frø her og der i håb om, at noget ville slå rod i hans venners hjerter.
Gad vide hvilke strategiske samtaler der fandt sted den aften, festen skulle være. Vi har ikke mange detaljer, ud over at farisæerne fik nys om planen og ikke syntes om den. De mente vist, at Jesus og disciplene evangeliserede på en forkert måde, så de trak dem til side og angreb dem for at have socialt samkvem med sådanne tvivlsomme personer.

Ærlig talt tror jeg, at deres problem i en vis grad var, at de syntes, man havde det lidt for morsomt.
Under denne ordveksling med farisæerne kan jeg forestille mig, at den nyornvendte Matthæus lyttede og tænkte på, om det nu også var det rigtige, han havde gjort.
Dette var jo hans første evangeliseringsforsøg, og nu var Jesus ved at få det glatte lag af den religiøse elite. Jeg kan forestille mig, at han har tænkt noget i retning af:
Måske skulle jeg bare have taget mine venner med til templet. Eller også skulle jeg bare have holdt en lav profil. Nu er alle ophidsede, og Jesus underkastes et tredjegradsforhør. Jeg må hellere lade være med at forsøge sådan noget igen. Jeg vil lade de professionelle om at evangelisere.
Men så hørte han lige pludselig Jesus forsvare, hvad han havde gjort.
Jesus roste Matthæus for hans fest, idet han mindede farisæerne om, at det er de syge, der har brug for læge. Hvad godt skulle det gøre, at lægerne brugte tid på raske mennesker?
Ukonventionelle metoder, hvor man strategisk blander de mennesker, der åndeligt set har deres på det tørre, med dem, der ikke har det, er med andre ord ikke blot acceptable, men af afgørende vigtighed for Guds frelsesplan.

"Godt gået, Matthæus," forestiller jeg mig, at Jesus har sagt.
"Jeg forstår din tanke med det, der foregår her. Du vurderede dine venners åndelige behov, overvejede hvilke muligheder du havde for at møde disse behov, og så var du kreativ. Du var villig til at løbe en risiko. Du skal vide, Matthæus, at jeg synes, det er en fin ide. Du har virkelig hjerte for fortabte mennesker. Jeg er beæret over at være en del af din plan om at nå dem.

 >>>>>>>