En vantro mand overværede nogle møder, jeg holdt i en stor kirke. Før møderne plejede jeg at bruge syv minutter på at besvare spørgsmål. Alle satte stor pris på den del af programmet.
Men en aften ligesom jeg skulle til at forlade præsteværelset for at gå på talerstolen, kom en af dørvagterne og gav mig nogle maskinskrevne spørgsmål, en eller anden havde afleveret.

De var skrevet af denne vantro mand. Der var fire sider med 28 spørgsmål. Jeg kunne med det samme se, at de var skrevet af en agnostiker eller en vantro.
Spørgeren havde Tilføjet: "Vær venlig at læse mine spørgsmål højt for forsamlingen og at besvare dem bagefter."
Jeg var med det samme klar over, at han ønskede en diskussion. Han ønskede, at jeg skulle holde hans prædiken.
Ved du, hvad min første tanke var?
Jeg skammer mig ved at fortælle det, men det var: "Jeg skal nagle den mand til væggen med mine argumenter, så han krymper sig. Han skal komme til at fortryde sine smarte spørgsmål. Ja, jeg nagler ham til væggen med mine argumenter. Dem har jeg, og jeg vil også bruge dem."
Netop da hørte jeg en stemme i mit indre sige: "Hvorfor ikke gøre ligesom Jesus?"
Med den tanke begyndte jeg mødet. Mens jeg den aften besvarede en række andre spørgsmål, lyttede jeg hele tiden til den stemme, som sagde: "Hvorfor ikke gøre ligesom Jesus?"
Det virkede, som om det var et bestemt budskab fra Gud til mig.
Jeg havde besvaret en del korte spørgsmål, før jeg gik i gang med den vantro mands lange række af spørgsmål.
På det tidspunkt var de syv minutter til spørgsmål og tiden næsten gået.
Der var kun nogle få øjeblikke tilbage. På det tidspunkt havde Jesu Ånd fyldt mit hjerte.
Mens jeg betragtede hans spørgsmål, sagde jeg noget, som kun Herren kan have hjulpet mig til at sige.

Jeg sagde: "Venner, jeg har her fire sider med vidunderlige spørgsmål. De er særdeles intelligent formulerede. Jeg er overbevist om, at de kommer fra et oprigtigt hjerte. Et menneske, som har brugt så megen tid på omhyggeligt at formulere disse spørgsmål, fortjener at få mere end nogle få øjeblikke af vor tid. Jeg føler, at den herre, som har indleveret disse spørgsmål, har fortjent en times tid eller måske endnu mere til besvarelsen. Jeg vil ikke vise ham den ringeagt, at prøve på at besvare disse betydningsfulde spørgsmål på den korte tid, vi har tilbage dertil. Jeg mener, vi bør give os god tid til et studium af disse fremragende spørgsmål." Derpå lagde jeg spørgsmålene til side og holdt aftenens møde.

Nogle aftener senere modtog jeg endnu et brev fra den samme mand. Han skrev: "Den måde, De besvarede mine spørgsmål på forleden aften, har knust mit hjerte. Jeg er vokset op i et kristent hjem. Som dreng bøjede jeg knæ sammen med min mor. Jeg elskede Bibelen. Men efterhånden som jeg voksede Op, kom jeg bort fra Kristus og hans ords lære. Jeg læste vantro forfattere. Til sidst vendte jeg Bibelen ryggen. Jeg kom til den konklusion, at kristendommen var en farce, og at alle kristne var hyklere.
Da jeg kom i kirken forleden aften, havde jeg kun en tanke i mit sind, og det var at skabe uro. Men da De besvarede mine spørgsmål på den måde, knuste det mit hjerte. Jeg gik hjem og knælede ned ved siden af min seng. Det er første gang, jeg har gjort det, siden jeg var dreng. Jeg gav mit hjerte til Jesus. Jeg sagde til Gud, at nu vidste jeg, at Jesus virkelig var til, for jeg havde set Jesu Ånd komme til syne i et af hans børn. Nu var jeg klar over, at kristendommen havde betydning, for jeg havde mødt en Kristen."

Da jeg læste brevet, kunne jeg næsten føle, hvordan jeg fik gåsehuld på armene. Jeg tænkte på, hvor nær jeg var ved at begynde at argumentere i stedet for at åbenbare Jesus. Jeg havde ikke brugt nogen argumenter den aften. Alligevel var jeg kommet med det bedste argument i verden - Jesus i mit liv, i mine ord og i min stemmes tonefald.