Til Forsiden
Kristi genkomst!

For nogle mennesker er udtrykket "Kristi genkomst" fremmed, for andre er det et udtryk for alle tiders største håb.
Der er tre grunde til, at mennesker i det tyvende århundrede søger at eliminere tanken om Kristi komme. Den første er, at de kristne har talt om Jesu komme siden apostlenes dage. Han er endnu ikke kommet - hvorfor skulle han så komme nu?
En anden årsag er den populære teori om, at mennesket stadig udvikler sig til noget højere i kraft af egne iboende evner. En afslutning på livet på denne klode giver denne opfattelse ikke rum for.
En tredje indvending imod Herrens komme er, at denne begivenhed går på tværs af de fleste menneskers planer og drømme om fremtiden. Måske dette er den største årsag til, at så mange viger uden om tanken om Kristi genkomst. Ja, endog blandt teologer finder man nogle, som er tilbageholdende med hensyn til spørgsmålet om Kristi genkomst. Derfor har Poul Hoffmann sikkert ret, når han siger: "Talen om historiens afslutning synes i dag at have bedre kår ved de naturvidenskabelige fakulteter end ved de teologiske."
Kristi genkomst er håbet for en døende verden, og enten man vil anerkende det eller ej, er hans komme verdens største behov.

Vi er kørt fast i vore egne problemer.
Hvorfor kommer Jesus igen?
Kristus kommer for at frelse dem, der har mod til at tro på ham - dem, der har tro til at vente på ham.
Tusinder er gået i døden i håbet om Kristi genkomst, og de vil ikke blive skuffet.

For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. 1Thess 4,16-17

En af årsagerne til, at Kristus kommer igen, er, at han vil give dem livet tilbage, som døde i troen på ham. Derfor er det Herren selv der kommer. Han sender ikke en tjenende engel eller nøjes ikke med at udstede en himmelsk befaling, men han kommer selv, for uden ham er der ingen frelse.
Siden synden kom ind i verden, har døden hærget overalt på jorden og lagt alle tidligere slægter under muldet. Kirkegårdene bliver større og større, og vi må tage afsked med vore kære ved dødens port, men en gang skal de døde i Kristus opstå. Det sker ved Kristi genkomst. Hvilken herlig morgen, når den store hær af gudfrygtige mænd og kvinder, som gennem tiderne blev lagt til hvile, skal opstå til et nyt liv!
Døden er alles fjende, men når Jesus kommer igen, skal døden slippe sit bytte, og de døde skal høre Livgiverens røst. Joh 5,28-29 "I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem - de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom." Dette er det håb, som lyser over vore kirkegårde, det håb, som giver styrke i dødens mørke øjeblik. Gud glemmer ikke sine, og den sande tro vil blive belønnet med opstandelsen til evigt liv. Kristus selv vil hente dem, som for længst er glemt i denne verden, og føre dem gennem verdensaltet hjem til Guds rige. De blev revet bort fra dette liv, og tiden fra deres dødsdag til Kristi genkomst ved de intet om. Hvilket vidunderlift skue at vågne op til - at se ham, som de troede på. Deres tro har ikke været forgæves, selv om andre måske antog dem for at være fanatiske og sværmeriske. Deres tro førte dem gennem dødens kløft og vil sikre dem en plads i den evige verden. Joh 14,1-3 "Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er."

De døde forvandles og iklædes udødelighedens herlige klædning. De skal aldrig mere dø eller føle alderdommens tryk. Den samme forvandling vil ske med de troende, der er i live, når Kristus kommer igen. 1Kor 15,51-52 "Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles."

Ved Kristi genkomst føres de frelste til Himmelen, hvor Jesus har beredt et sted for dem.
Ingen begivenhed, der er omtalt i historiebøgerne, kan sammenlignes med Kristi genkomst. Det vil ikke blive en stille og ubemærket begivenhed, som kun vil komme til at berøre visse dele af Jorden. Nej, hele verden vil i et nu stå ansigt til ansigt med kongernes Konge og herrernes Herre. Matt 24,27 "For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være."
Skriften siger intet om, at Kristus vil komme til Jerusalem, til Rom eller til Utahs ørken, men han vil komme i himmelens skyer, og der skal de frelste møde ham. Han kommer med sine titusinder af engle. Ud af mørket træder han som lysets og livets herre, og hele verden vil stå ansigt til ansigt med den konge, som Pilatus og ypperstepræsterne dømte til døden. Nu bevidner himmelhvælvingen disse ord: "Du må ikke have andre guder end mig!" De, der tilbad denne verdens guder, videnskab og kunst, vil høre de forfærdelige ord: Matt 6,26 "Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?"

Hvornår kommer Jesus igen? "Ved verdens ende," lyder Bibelens svar. Ikke før og ikke senere. Kristi genkomst og verdens undergang er to uadskillelige begivenheder.
Dagen for Kristi genkomst kender ingen uden Faderen alene, men for det tænkende menneske er det umuligt at se vore dages katastrofer uden at måtte indrømme, at Bibelen har ret, når den stempler vore dage som de sidste i verdenshistorien.
Det altoverskyggende er ikke at vide det nøjagtige tidspunkt for Jesu komme, men at berede sig til at møde ham. Hans genkomst betyder liv eller død for Jordens millioner. Derfor burde intet menneske, uanset race, nationalitet, politik eller religion, indtage en passiv holdning over for Kristi genkomst.
I denne verden er menneskemasserne opdelt i grupper, organisationer, foreninger, kirker og samfund, men når Jordens sidste dag oprinder, vil der kun være to klasser: de, der frelses, og de, der fortabes. Alle må tage et personligt standpunkt for eller imod Kristus.
Mange tænker ikke på, at konsekvenserne af livets valg en dag vil komme til syne. Det er muligt at leve uden Gud, og det er muligt at kaste kristendommen over bord, men dermed er man ikke færdig med det evige spørgsmål. Der var en hedensk kejser, som skrev til sin statholder, Plinius, at religionen var færdig med at eksistere. Plinus svarede tilbage: "Spørgsmålet om Gud får du aldrig til at tie. Det rejser sig altid igen og forlanger at blive hørt."
Åb 6,14-17 Og himlen blev trukket væk, som en bogrulle rulles sammen, og hvert bjerg og hver ø blev flyttet fra deres plads. Og jordens konger og stormænd og hærførere og rigmænd og magthavere og hver træl og fri skjulte sig i huler og klippekløfter. Og de sagde til bjerge og klipper: "Fald ned over os og skjul os for ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede. For nu er deres vredes store dag kommet, og hvem kan da bestå?"
Hvem kan bestå, når himmelen åbnes, og Kristus kommer igen? Ikke den, som nægtede at tage imod ham som sin personlige frelser, eller den, der var ligeglad med synden og syndens følger.
Måske er du blandt dem, som ikke er rede til at møde ham, men du skal vide, at intet menneske går fortabt på grund af synd. Selv den største synder har en chance for at vinde et evigt liv, dersom Kristus får lov til at forandre og forvandle hjertet.
Har du nogen sinde tænkt på, at du ikke kan komme uden om den dag, da Jesus kommer igen? Han kommer ikke for at afslutte livet, men for at et bedre liv kan begynde i en bedre verden. Kristi genkomst er tilværelsens store hensigt. Han kommer for at forene Himmel og Jord og for at fuldbyrde Guds evige plan med denne klode. Hinsides alle nederlag, al forfølgelse, synd og skyld skal de forløste istemme sejrssangen og følge ham til den evige verden.

Han kommer!
Vil du komme?