Det er indlysende, at Jesus må være mere end blot et menneske, for at han kan være så mægtig. Mange århundreder i forvejen havde Esajas forudsagt hans komme i Es 9,5 For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.
Da Esajas skuede mere end syv århundreder frem i tiden, så han Fredsfyrsten, der skulle fødes i denne verden. Inspireret af Ånden siger profeten modigt, at dette barn, som skulle fødes, er den "Vældige Gud". Kun den, der blev født som et menneskebarn og på samme tid var den mægtige Gud, kunne opfylde denne profeti.
Der er nogle, der nægter at tro, at Kristus var en virkelig historisk person - at han blev født i verden og levede blandt menneskene. Der er også en hel del, der ikke vil indrømme, at Jesus Kristus er Gud. Det vidnesbyrd, de bibelske profetier giver os om Jesu Kristi guddommelighed, er overbevisende, men vi skal fremlægge andre beviser til støtte for den kendsgerning, at Jesus virkelig er Gud.
Den bekendte jødiske historiker Josefus, der blev født år 37 e. Kr. og døde omkring år 95 e. Kr., siger: "På den tid levede Jesus, et klogt menneske, hvis det er tilladeligt at kalde ham et menneske; thi han gjorde vidunderlige gerninger og var en lærer for de mennesker, der tog imod sandheden med glæde. Han fik både mange jøder og mange hedninger over på sin side. Han var Kristus, og da Pilatus på anmodning af lederne iblandt os havde dømt ham til at korsfæstes, blev han ikke forladt af dem, der først havde elsket ham, thi han viste sig levende for dem igen på den tredje dag, hvilket var i overensstemmelse med det, den guddommelige profet havde forudsagt tillige med ti tusinde andre vidundere angående ham. Og de kristne, der har navn efter ham, er ikke uddøde den dag i dag."
I nogen tid mente man, at dette afsnit var en tilføjelse til Josefus' skrifter, men den store tyske lærde og sagkyndige i oldtidshistorie Adolph Harnack har bevist, at det er en del af den oprindelige tekst, og at den er lige så gyldig som alt det andet, Josefus skrev.
Desuden har vi også apostlen Paulus' vidnesbyrd. Han levede på samme tid som Jesus Kristus. Det siges om Paulus, at han sad inde med en Platos filosofiske forstand og en Shakespeares litterære genius. Som Jesu samtidige havde Paulus ikke behov for at undersøge beretningen om Jesus, efter at der var gået århundreder, og Kristi person kunne være nedsunket i mytologiens og heltetilbedelsens tåger. Han granskede disse beretninger, mens kristendommen endnu var i sin barndom, og Jesu generation endnu levede. Efter apostlen Paulus' mening har vi en af de mest overbevisende grunde til at tro på Jesus Kristus som Guds Søn deri, at han opstod fra de døde.
Rom 1,1-4 Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter, evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde.
Paulus fortæller os her, at Kristus er af Davids slægt ifølge sin kødelige herkomst, men taler også om det guddommelige ved hans natur. Han er bevist at være Guds Søn ved opstandelsen fra de døde. Kristi opstandelse måtte ikke gøres til genstand for tvivl ned gennem århundrederne, thi netop deri ligger den kraftigste begrundelse for Kristi guddommelighed. Hvis der kun ligger en håndfuld støv i en syrisk grav efter den mægtige mand fra Nazaret, hvilket håb om fremtidigt liv kan andre mennesker så se fremad til?
Så lod Gud Paulus fremstå med hans glimrende forstand, så han kunne undersøge beretningen om Kristi opstandelse, medens de mennesker endnu levede, som sagde, at de virkelig havde set ham efter hans opstandelse. Han fortæller os, at Jesus blev set af mere end fem hundrede mennesker på en gang, efter at han var opstanden. De fleste af disse levede endnu på den tid, da Paulus havde opnået at blive apostel i den første menighed. Han kunne få deres eget vidnesbyrd om, at opstandelsen virkelig havde fundet sted. Disse var mænd og kvinder, der ikke hørte til apostlenes snævre kreds.
Apostlene selv bekræftede naturligvis, at de havde set ham og talt med ham, efter at han var opstået fra de døde. Hos dem fandtes der ikke en skygge af tvivl angående hans opstandelse.
Det ville blive vanskeligt at finde en historisk begivenhed, som fem hundrede mennesker afgav et enstemmigt vidnesbyrd om at havde bevidnet. Dog er dette tilfældet med hensyn til Jesu opstandelse. Af den grund bliver den til alle tiders mest sikre og troværdige begivenhed.
Intet under at Napoleons udenrigsminister Talleyrand sagde, at der ikke er nogen begivenhed i hele historien, hvis troværdighed er så fuldstændig bevist som Jesu opstandelse.
Må vi atter fremføre Paulus' udtalelse: Han blev "med vælde ... godtgjort at være Guds Søn ved opstandelse fra de døde".

Jesus er i sandhed Guds evige Søn.
Paulus så, at Kristus var som en mægtig bjergtinde, der med sin sneklædte top ragede op i skyerne, mens alle andre mennesker var at sammenligne med svampe, der voksede ved dens fod. En fremragende autoritet har sagt om apostlen Paulus, at han var det største menneske, der nogen sinde har levet. Og dog sagde denne store mand, når han sammenlignede sig selv med Jesus, at han kun var som skarn i sammenligning med ham. Når vi betænker, hvor meget Jesus Kristus står over Paulus, der betragtes som det største og bedste af alle mennesker, er det klart, at Jesus må være mere end et menneske.
Hvis han ikke var mere end et menneske, ville det være umuligt at give en forklaring på den indflydelse, hans liv havde. Alt, hvad der angår ham, bestyrker den kendsgerning, at han ikke er et almindeligt menneske, men Gud. Han blev født i en stald og lagt i en krybbe. Alligevel samler hele verden sig omkring denne krybbe og det kostelige barn i det mindste en gang om året og lytter på ny til englenes sang om fred, og hele verden bliver opfyldt af blide følelser og bliver draget nærmere sammen. Der er blevet født andre børn i århundredernes løb, men ingen af dem har grebet om verdens hjerte som dette ene.
Fra den mørke stald i Betlehem kommer der et lys, der får menneskenes hjerte til at gløde af en varme, der inspirerer dem til at gøre de ødsle gerninger, de overhovedet er i stand til. De fattige og sultne får mad, de hjemløse får husly, og de nøgne bliver klædt. Det gnavne, selviske menneske vågner op og bliver uselvisk og sender glæde ind i de forladtes og ulykkeliges hjem.
Hvem kan forklare den mægtige indflydelse, Jesus har på menneskenes hjerte, uden at de indrømmer, at Jesus Kristus er mere end et menneske?
Jesus var ingen drømmer, der sad og filosoferede, efter som dagene kom og gik. Han var en hårdt arbejdende håndværker, der arbejdede med flid i landsbyen Nazaret i Galilæa. Til sit tredivte år arbejde han tidligt og sent i tømrerværkstedet.
I en tid, der var sunget ned i den dybeste ondskab og synd, var Nazaret et fremtrædende eksempel på moralsk fordærv. Ondskabens ry var så stort, at det var blevet til et ordsprog, og på Kristi tid var det almindeligt at sige: "Kan noget godt være fra Nazaret?" Man kunne kun vente, at det, der var fra denne by, var ondt og syndigt.
I denne by levede Jesus størstedelen af sit liv. Han boede der næsten tredive år af de tre og tredive og et halvt år, han opholdt sig på denne jord. Men regnede ikke med, at der ville vokse sjældne og udsøgte planter i den egn. Alligevel voksede Dalenes Lilje, der har udsendt sin duft af renhed for at løfte hele verden op på et højere og bedre plan, midt i disse slette omgivelser. Dette var muligt, fordi han ikke hentede sin åndelige næring fra Nazaret, men modtog sin styrke fra selve Himmelens trone.
Vi ved kun meget lidt om Jesu Kristi liv fra den tid, han opholdt sig i Nazaret. Vi ved praktisk talt kun, at han arbejdede som almindelig tømrer til sit tredivte år. Han døde, da han var tre og tredive et halvt år. Han tilbragte kun tre og et halvt år uden for Nazarets tømrerværksteds ubemærkethed.
I denne korte tid vandrede han omkring på de støvede landeveje i det lille land Palæstina, der på den tid stod under Rom. Han nød ikke godt af de fordele, der var mulighed for at opnå med hensyn til undervisning og uddannelse på den tid. Han skrev aldrig en bog, han aldrig foretaget udenlandsrejser eller haft noget offentligt embede. Han har aldrig siddet på en kongetrone i denne verden, aldrig været guvernør el. lign. Han var ikke en gang borgmester eller sognefoged i den mindste landsby, og han døde som en forbryder. Alle var tilsyneladende glade, da han gik bort, med undtagelse af nogle få fiskere og nogle ydmyge kvinder.
Abraham Lincoln var præsident for en stor nation og blev begrædt af millioner, men da Jesus døde, var han forbandet af sit folk og blev kun begrædt af nogle få ulærde efterfølgere. Han døde på et kors, en skændig dødsmåde, som blev benyttet, når man henrettede slaver og udlændinge. Alligevel overskygger hans navn alle andres, og han har været den mest fremtrædende skikkelse i de svundne århundreder.
Korset var datidens galge. Det er det grusomste torturinstrument, der nogen sinde er opfundet. Ofrene blev naglet fast til det og hang der udsat for den bidende kulde eller den svidende hede, indtil de døde af udmattelse eller frygtelige smerter. Historikerne fortæller os, at nogle hang der en uge, indtil fuglene kom og hakkede deres øjne ud, medens de endnu var i live. Vor Herres Jesu legeme kom i berøring med det grumme kors og forvandlede det straks til verdens hæderstegn.
Vi har røde kors, hvide kors eller grønne kors, hvis arme alle ligesom strækker sig ud for at helbrede. Løfte og velsigne verden. Hvilken kvinde kunne finde på at gå med en model af en elektrisk stol som et smykke omkring sin hals, eller hvilken mand ville gå med en model af en galge i lommen? Dog ser vi i dag, at mænd og kvinder gladelig går med det grusomme torturinstrument, korset, som symbol på alt, hvad der er godt, ædelt, inspirerende og helligt.
Hvor må Jesus være et stort menneske, når han ved at berøre et torturinstrument, der plejer at være årsag til lidelse og skam, kan gøre det til det største symbol i verden på fred og godhed.
Vor Herres Jesu moder, Maria, blev opdraget i beskedne kår blandt det gamle Galilæas højdedrag. Hendes liv var kendt med genvordigheder og fattigdom. På det tidspunkt, en kvinde mest af alt trænger til en ven, måtte hun finde vej ind i en svagt oplyst stald for at føde sin førstefødte søn, Jesus.
Alligevel er denne ydmyge kvinde fra Galilæa blevet den mest ærede og hædrede kvinde i hele historien. Hendes navn, Maria, er kendt i næsten alle nationer verden over. Den eneste grund til, at hun er blevet genstand for en sådan ære, er, at hun er moder til Jesus Kristus. Jesu navn løfter den fattige pige op af ukendtheden. Hvor må Jesu navn være stor!
Hver gang du skriver årstallet på dine breve eller slår op i din hovedbog eller ser datoen på en avis eller et blad, bliver du mindet om, at Jesus blev født for så og så mange år siden. Indeværende år har sit bestemte tal, fordi Jesus blev født i verden. Der har levet andre store mænd siden hans tid, men han har stadig bevaret sin ophøjede stilling gennem alle århundreder. Det hedder ikke så og så mange år efter Julius Cæser eller Shakespeare eller Napoleon eller Washington, men så og så mange år efter Kristus.
Det første, man møder, når man træder ind i et klasseværelse, er, at alt i historien er dateret før og efter Kristi fødsel. Han nummer et i historien. Fra nummer et, Jesus Kristus, opregner man alle begivenheder i tidernes løb. Han står højt ophøjet som en bjergtinde, hvis sneklædte top når op i skyerne, og på skråningerne af dette bjerg er hele historien skrevet. Han deler århundrederne i to dele, og hele historien drejer sig om hans navn.
Hvem kan forklare alt dette uden at indrømme, at Jesus Kristus er mere end blot et menneske? Hans offentlige karriere varede kun tre og et halvt på, men fra den gerning, han udførte i denne korte, flygtige tid, udsender hans liv en kraft, der har løftet imperier af deres hængsler, tvungent århundreder ud af deres bane og farvet tidens strøm med hans blod.
Tænk tre og et halvt år tilbage af din egen levetid og se, hvor hurtigt de er gået, og hvor lidet indtryk du har gjort på dine umiddelbare omgivelser, for ikke at tale om verden som helhed.
Jesus vandrede omkring tre og et halvt år uden noget embede eller nogen stilling, med nogle få ydmyge efterfølgere, og dog er han i dag den dominerende skikkelse i historien. Der må være en årsag til så stor en virkning.
Den store irske historiker William E. Lecky har i sine (Essays on Religion, s. 253), givet følgende beskrivelse af Jesu liv: "Det blev forbeholdt kristenheden at præsentere en ideel karakter for verden, en karakter, der trods atten århundreders forandringer har tændt en ubetvingelig kærligheds flamme i menneskenes hjerte og vist, at den var i stand til at påvirke alle tidsaldre, nationer, temperamenter og forhold; den har ikke alene været den største beskytter af dyd, men har i højeste grad tilskyndet til at praktisere den, og den har udøvet en så dybtgående indflydelse, at det med rette kan siges, at den enkle beretning om disse få års virksomme liv har gjort mere for at genføde og blødgøre menneskeheden end alle filosoffers afhandlinger og alle moralisters formaninger."
Kristus blev født som jøde og levede hele sit liv blandt jøderne. Dog er der ingen, der tænker på ham som jøde. De fordomme, mennesker somme tider har angående denne race, bliver lagt til side, når der tænkes på Kristus. Han er elsket overalt, og alle nationer kalder ham deres egen. Når franskmændene maler ham, ligner han en franskmand. Er det en italiener, der fæster ham på lærredet, bliver han fremstillet som italiener. På tyske billeder ser han altid ud som en tysker, og amerikaneren maler ham, som han ligner en amerikaner. Han hæver sig over alle nationale skal og alle landegrænser, han er alles Kristus og elsket og tilbedt blandt alle folk. Der bliver sunget om ham og bedt i hans navn på flere hundrede sprog i verden i dag.
Han er alle tidsaldres største skikkelse og bliver mægtigere for hver dag, der går. Konger, stormænd og troner falder hurtigt. Store navne blafrer hurtigt og går ud et efter et og bliver snart glemt. Men Jesu navn bliver stadig større og herligere. Hans navn er det eneste, der lever videre. Hvorledes kan man gøre rede for en så overvældende virkning uden at tilstå, at der må være en tilsvarende årsag?
Hvilket andet navn end Jesu navn kan få mennesker til at dø i fred? Millioner af mennesker er gået ind i dødsskyggens dal med Jesu navn på deres læber. For dem er den mørke dal blevet forvandlet til lys og herlighed, og skyggerne er forsvundet, når Retfærdighedens Sol har oplyst deres sidste øjeblikke. Jesus må i sandhed være guddommelig.
Napoleon Bonaparte giver os dette vidnesbyrd: "Over en dyb kløft på atten hundrede år stiller Jesus et krav, der er langt vanskeligere at opfylde end alle andre. Han beder om det, som en filosof forgæves må søge af sine venners hænder eller en fader af sine børn, en brud af sin mand eller en mand af sin broder. Han beder om menneskets hjerte. Han vil have det fuldstændig for sig selv. Han beder om det ubetinget, og hans forlangende bliver straks efterkommet. Vidunderligt! Uanset tid og sted bliver menneskesjælen med al dens kraft og alle dens evner et anneks til Kristi rige.
Alle, der oprigtigt tror på ham, oplever den bemærkelsesværdige, overnaturlige kærlighed til ham. Dette fænomen er uforklarligt. Det overgår den menneskelige skabende krafts rækkevidde. Tiden, denne store ødelægger, kan ikke slukke denne hellige flamme. Tiden kan ikke udmatte den eller begrænse dens regering. Dette er, hvad der slår mig mest. Jeg har ofte tænkt på det. Det er dette, der mest af alt overbeviser mig om Jesu Kristi guddommelighed."
Kort før Jesus Kristus skulle dø på korset, fremsatte han en vidunderlig udtalelse. Vi læser i Matt 24,14 "Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme."
Jesus stod alene og skuede så at sige ned i den åbne grav. Hans folk havde forkastet ham. I verdens hovedstad, Rom, var han ukendt. Hans efterfølgere skulle snart forlade ham og flygte. Da han befandt sig et andet sted, der så ud til at være vejens ende, blev hans øjne ikke blændede af skuffelsens tårer, for han så med Guds øjne på fremtidens generationer og sagde: "Der kommer en dag, da mit navn og mit evangelium skal blive kendt over hele verden."
Da han fremsatte denne udtalelse, var der menneskelig set ikke den ringeste chance for, at det, han forudsagde, nogen sinde skulle gå i opfyldelse. Ikke desto mindre er det sket. I dag forkyndes beretningen om Jesus i Afrika. I Kina synges der til ære for Guds Søn, Jesus Kristus. Menneskenes hjerte gløder ved tanken om evangeliet om Jesus på øerne i havet. Ja, hvert land i hele verden hører Jesu navn i sang eller tale.
Hvorledes kunne Jesus Kristus vide, at der ville komme en dag, da hans evangelium ville lyde til jordens ender, og at der ville blive opsendt pris til ham, når hele verden på hans tid lå indhyllet i hedenskabets mørke, og den eneste nation, der virkelig troede på Gud, var ham fjendtlig stemt og gav ham hen til at korsfæstes? Jesus vidste det, fordi han er Gud, og Gud kender enden fra begyndelsen. Menneskene kender ikke fremtiden. Hvilken forandring ville der ikke ske med vore planer, hvis vi vidste, hvad fremtiden gemte i sit skød! Men Gud alene er i stand til at forudsige og afsløre fremtidige begivenheder.
Der er noget andet vidunderligt ved denne udtalelse. Jesus fortæller os, at når hans navn har lydt over hele verden og evangeliet er prædiket for enhver nation, så skal enden komme - enden på syndens, sorgens, besværlighedernes og ulykkernes herredømme. Som vi ser ud over verden og ser denne vidunderlige forudsigelse gå i opfyldelse, kan vi vide, at vi nærmer os den dag, da synden ikke skal herske mere. Vi nærmer os den tid, da verdens nationer skal blive vor Herres kongerige, og han skal herske for evigt.
Hvor bliver det vidunderligt at leve i et land, hvor Jesus Kristus, Manden fra Golgata, ham, der gav sit liv for os, er konge! Hvor vil han blive en herlig regent i de velsignedes rige!
Nu spørger du måske: "Hvilken værdi har det for os, at Jesus Kristus er Gud?" Kære læser, Jesus Kristus er Gud, og Gud kan ikke lyve. Derfor må det, han fortæller os i Skriften, være sandt. Derfor er det også sandt, at der er et hjem, hvor der aldrig sker forandring. Der er et land, hvor menneskene kan færdes uden at blive trætte. Desuden er dette liv alt for kort, selv for mennesker, der opnår en ret høj alder. Men hvor er det opmuntrende at vide, at der er et sted beredt for dem, der er villige til leve og elske denne kære Jesus, et sted, hvor deres gladeste forhåbninger kan gå i opfyldelse, hvor menneskene skal leve med et fuldkomment sind i et fuldkomment legeme i en fuldkommen verden for evigt.
Jesus! Hvor er dette navn vidunderligt og værdifuldt! Han er Fredsfyrsten, den vældige Gud og den kommende Konge. Når vi tænker på ham, der blev født i en stald og døde på et kors; ham, der deler århundrederne i to dele, ham, hvis navn hele historien drejer sig om; ham, der løftede imperier af deres hængsler, tvang tidens strøm ud af dens løb, og som på samme tid trøster de fortvivlede og taler fred til bange hjerter; når vi tænker på de millioner, der er døde med Jesu navn på deres læber, og for hvem dødens skygger er blevet brudt i den nedadgående sols herlige farver ved tanken om ham, må vi så ikke udbryde:

"Ophøj vor Jesu kære navn
med engleskaren stor,
son jubler din kongekrone skøn.
Og kron ham, kron ham,
kron ham, kron ham,
ja, kron ham, alles Gud!"

Det er vidunderligt at skue al den hæder, der samler sig om hans ophøjede navn, men det vil kun være af liden værdi for dig, kære ven, medmindre Jesus får lov at gøre et sejrrigt indtog i dit hjerte. Du må gøre noget bestemt for at modtage Kristus som din personlige frelser, hvis hans liv skal blive til velsignelse for dig.
Måske du siger i dit hjerte: "Jeg indrømmer, at jeg ikke er det, man kunne kalde en virkelig kristen, men jeg tror, at jeg er lige så god som nogle af de mennesker, der bekender sig til at høre Kristus til."
Tillad mig at benytte en illustration, som jeg håber vil bidrage til at gøre det klarere, at det er en nødvendighed at tage imod Kristus.
I den amerikanske ambassade i Rom kom der for nogle år siden en mand ind, der så ud til at være i stor nød. Da han endelig opnåede at få en samtale med ambassadøren, gjorde han rede for sin stilling og bad ambassadøren om hjælp.
Ambassadøren spurgte straks manden: "Er De amerikansk statsborger?" Manden svarede: "Jeg har boet i De forenede Stater i fem og tyve år. Min hustru er derfra, og mine børn er født der. Jeg har altid betalt min skat og bidraget til værdige foretagender."
"Men," afbrød ambassadøren, "er De amerikansk statsborger?"
Manden svarede sagte: "Nej, jeg har aldrig ladet mit statsborgerskab forandre, men jeg tror, at jeg har gjort min pligt mod regeringen lige så godt som de, der har fået amerikansk statsborgerskab."
Ambassadøren svarede: "Jeg er ked af at måtte sige, at jeg ikke kan hjælpe Dem, fordi De ikke er statsborger i mit land."
Nogle år senere kom der en mand ind i den samme ambassade og talte med den samme ambassadør. Manden skælvede af frygt og sindsbevægelse, for han var i en fortvivlet situation. Han talte gebrokkent engelsk, men ambassadøren blev klar over, at han trængte til hjælp.
Ambassadøren stillede ham det samme spørgsmål, som han havde stillet den anden mand nogle år tidligere: "Er De amerikansk statsborger?"
Manden forklarede, at han for nogle år siden havde fået sit statsborgerskab fornyet, og at det var sket igen, lige inden han rejste til Italien, så han var amerikansk statsborger.
Ambassadøren udbrød: "De er statsborger i mit land. Jeg stiller hele De forenede Staters magt til rådighed for Deres beskyttelse, og to hundrede og tredive millioner amerikanske borgere står bag Dem for at sørge for, at De får Deres ret."
Ingen fremmed kan blive statsborger i et land uden at træffe en bestemt afgørelse om at bringe sine papirer i orden. Ingen er "statsborger" i Himmelen i kraft af sin fødsel. Men vi kan blive "de helliges medborgere", som Paulus udtrykker det i Ef 2,19 Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.
Må jeg stille dig dette spørgsmål: "Har du de papirer i orden, der berettiger dig til at få en plads i det himmelske Rige?"
Det er ikke et spørgsmål om, hvor lidt der mangler, før du ligner dine naboer, der er kristne, men har du dit statsborgerskab i orden? Er Kristus konge i dit hjerte nu?
Du siger måske: "Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal blive statsborger i Himmelen." Hvis du er villig til at anerkende Kristus som din personlige frelser og følge ham hele vejen, vil han antage dig som borger i sit rige, og du vil med det samme blive borger i nådens rige.
Du kan ikke gøre dette uden hans hjælp. Derfor er det unyttigt at tale om at blive frelst, medmindre han har fået adgang til det hjerte og taget boligt der. Det står til os at være villige til at gøre Guds vilje. Kristus skal stille den kraft til rådighed, der skal sætte dig i stand til det, du står i begreb med at gøre.
Luk 5,18 "Og se, der kom nogle mænd med en lam på en seng, og de forsøgte at få ham ind for at lægge ham foran Jesus." Her læser vi om en lam mand, der lå hjælpeløs på en båre. Jesus bad ham stå op, tag sin båre og gå hjem. Denne lamme mand havde uden tvivl prøvet på at rejse sig mange gange, men han været ganske hjælpeløs. Men da Jesus bad ham om at rejse sig, hjorde han en anstrengelse, og Kristus gav ham straks kraften, så han kunne rejse sig.
Således er det også med os. Hvis vi er villige til at tage Kristus på hans ord, vil han give os kraft til at gøre Guds vilje.
Vil du ikke bøje dit hoved og modtage ham og indbyde ham til at lede resten af dit liv? Han vil komme og bo i os, og til sidst vil han fremstille os ulastelige for tronen.
Måtte du ikke tøve, men træffe din afgørelse til gunst for Kristus og evigheden netop nu, og en fred, der er som floden, vil blive dig til del for tid og evighed.
Joh 14,1-3 Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.
Ved højtidelige anledninger nedlægges kranse ved den ukendte soldats grav. Det er en smuk tradition, hvor man i ærbødighed mindes den ukendte soldat, som på et eller andet tidspunkt gav sit liv for sit land og folk.
På lignende måde burde vi mindes Ham, som måske er den mest ukendte, men som gjorde den største indsats for at redde menneskeslægten fra evig udslettelse, Jesus Kristus. Hans liv, død og opstandelse har ændret historien og har sat uudslettelige spor i verden. Han har forandret millioner af menneskers skæbne. Han kan også gøre noget for dig, og det er måske netop din chance!