Jesus Kristus historiens midtpunkt!  "Der bliver stuvende fuldt i aften," sagde Lucy, idet flere og flere kom strømmende ind. "Ja, naturligvis," svarede hendes far, "fra ethvert synspunkt er dette det mest betydningsfulde emne." "I rækken?" spurgte hun. "Nej, min ven, det vigtigste af alle emner i verden," erklærede han med usædvanlig alvorlig stemme. George og Lucy så på deres far med forbavsede blikke. Endelig stammede Lucy: "Men - men - far, jeg troede, du var helt igennem vantro." "Det er jeg også; men det forhindrer ikke, at jeg indser, at intet emne i hele verden har større eller endog tilnærmelsesvis så stor betydning som spørgsmålet om, hvorvidt Jesus Kristus levede, døde og opstod igen, som det er fortalt i det nye Testamente." Lucy så stadig på sin far med vantro spørgende øjne. "Er der mange vantro, der tror som du med hensyn til dette, far?" "Praktisk talt alle. Og de førende har udtalt sig i denne retning." Under denne samtale havde fru Emerson og George været forbavsede og interesserede tilhørere. Salen var hurtigt helt fyldt, og der kom stadig flere mennesker. Dr. Morley præsenterede hr. Dare. Hvor betydningsfuld mente Emerson at emnet om Jesus Kristus var og er?  1... Kun af meget lille betydning. 2... Intet emne i verden er vigtigere. 3... Lige så vigtigt som alle andre emner. "Det er min hensigt," sagde hr. Dare, "kun at betragte en meget lille del af det bevismateriale, som støtter dagens overordentlig vigtige emne. Mange værdifulde bøger, hvori sagen fremstilles dygtigt, fortjener at de læser dem. Hvor meget af det bevismateriale der findes, ville taleren benytte sig af? 1... Kun en meget lille del. 2... Alt hvad der var tilgængeligt. 3... Kun de dele der henviser til profetierne. Gennem hele sin tjeneste viste Kristus hen til profetierne som bevis på hans overraskende udtalelser. Henvisningen til profetierne var ikke blot et argument for at bevise, at Jesus var Messias; det var ofte det eneste bevis. Der er mere end 300 profetier og henvisninger til Kristus i det gamle Testamente, der udtrykkelig er citeret i det nye Testamente som forudsigelser der er opfyldt på ham. Hvor mange profetier eller forudsigelser om Jesus, er der i Bibelen? 1... Kun nogle få. 2... Ca. 200 3... Ca. 300 Og ingen kan sige, at disse forudsigelser blev skrevet efter Kristi tid, for den sidste bog i det gamle Testamente blev skrevet 400 år før Kristus vandrede i Betlehems gader, eller, hvis vi antager den mest kristnes opfattelse, i det mindste 168 år før. Så der kan ikke have været nogen hemmelig forståelse mellem det gamle Testamentes profeter og det nye Testamentes evangelister. Kristus løber gennem det gamle og det nye Testamente, som blodet igennem vore årer. Han er den gyldne tråd, der binder alle dets dele sammen, det lys der oplyser alle dets hemmelige kamre, nøglen til dets dybeste hemmeligheder og grundtonen til dets evige harmoni, hjertet i enhver af Bibelens bøger og profetier." Hvem er den gyldne tråd, der løber gennem hele Bibelen og binder alle dele sammen? 1... Moses. 2... Johannes. 3... Jesus Kristus. "Lad os da ganske kort undersøge, hvordan det forholder sig med kristendommens grundlæggelse. At den eksisterer og derfor på en eller anden måde må være opstået, vil ingen benægte. Der kan kun blive tale om to teorier om dens oprindelse - enten blev den grundlagt af bedragere eller af Kristus. Udbredelsen af denne nye religion var et meget farligt foretagende lige fra første begyndelse. For Jøderne var kristendommen ikke alene i strid med deres ældgamle tro, men også med den opfattelse, hvorpå de byggede deres håb og fortrøstning. De ventede på en Messias, der skulle befri dem fra Romerne. Den blotte tanke om, at denne forventning skulle skuffes, vakte deres raseri. Hele den kristne lære var dem ny og modbydelig. Guds riges udbredelse til hedningerne var et begreb, som var fremmed for Jøden, og som snarere ville gøre ham til modstander af den nye religion end vinde ham for dem. Var dette, at udbrede en ny religion - kristendommen, forbundet med visse farer? 1... Nej. 2... Det var endog meget farligt at udbrede en ny religion. 3... Det var ikke farligere end så meget andet. Kristendommen var ikke blot en ny religion ved siden af de tusind andre, der allerede eksisterede; den var en dristig anklage mod alle andre guder som falske, al anden tilbedelse som tom, tåbelig og bedragerisk. Tænk på en anden ting. De gamle anså religionen for et statsanliggende - ikke egentlig forbundet med den, men som en integrerende del af den. Derfor var ethvert forsøg på at omstyrte statsreligionen at betragte som et angreb på selve staten og hjemfaldent til dødsstraf. Og de første kristne vidste dette. Desuden var alle de daværende religionssystemer meget gamle. Fra de ældste tider havde deres præsteskab, deres ritualer og deres prægtige templer været vidner om deres magt. Billedhuggerværker, malerier, arkitektur og musik, alt bidrog til deres udsmykning, pragt og indflydelse. Hvad anså man mange af de gamle religioner for at være? 1... Et statsanliggende. 2... En privat sag. 3... En sag der kun vedrørte præsterne. Disse religioner havde en masse fester, til hvilke folket ivrigt hengav sig. Deres religion var, siger Gibbon, vævet ind i ethvert forretningsforhold, enhver forlystelse, i det offentlige og det private liv, ja i alle samfundets foretagender. Endvidere stemmer alle beretninger om kristendommens oprindelse overens. Både kirkelige og verdslige forfattere siger det samme: Kristus blev slået ihjel i Jerusalem efter den romerske guvernør, Pontius Pilatus's befaling. Ingen samtidig eller senere forfatter modsiger denne beretning. Selv de jødiske historikere har intet i modsat retning. Hverken Plinius i det første århundrede, Celsus i det andet, Porphyrus i det tredje, eller Julian i det fjerde, tvivlede i mindste måde på Bibelens tilforladelighed eller antydede at de kristne tog fejl med hensyn til de forfattere, hvem de tilskrev det nye Testamente. Men dette er den mærkelige historie, alle disse forfattere er enige om: I Tiberius Cæsars regeringstid oprettede en del mennesker en ny religion i verden og i udførelsen af disse bestræbelser mødte de frivilligt store farer, påtog sig store anstrengelser, led uhørte pinsler, alt for historien om, at en død mand, der var blevet henrettet som misdæder var opstået igen. Og denne mærkelige beretning har revolutioneret historien, forandret mægtige riger og forvandlet millioner af menneskers liv til det bedre. Hvordan stemmer de forskellige beretninger om kristendommens oprindelse sammen? 1... Kun nogle få religiøse forfattere omtaler kristendommen. 2... Der er en meget stor uenighed mellem de religiøse og de verdslige forfattere. 3... De verdslige og de religiøse forfattere siger det samme. Hvis de mennesker der bragte denne forbavsende beretning ud, ikke var oprigtige, var de de største løgnere og bedragere der har levet. De var kæltringer, hvis eneste hensigt det var at lære andre ærlighed og som kun havde udsigt til at komme til at lide en grusom død, afskyet af alle. Aldrig i hele verdenshistorien har mænd, kvinder, ja selv børn frivilligt påtaget sig savn, uophørlige besværligheder, stadige farer og med glæde fundet sig i tabet af hjem og fædreland, i at blive pisket og stenet, i lange grufulde fængselsophold, ja i at blive revet i stykker af løver eller brændt blot for at bringe en beretning ud til folk, som de vidste var falsk, eller som de troede måske var falsk. Ingen har nogen sinde lidt alt dette for nogen anden sag end den kristne religion. Ingen lider alt dette undtagen for, hvad de i dybeste alvor tror på. Disse kendsgerninger er så velkendte at de ikke benægtes af nogen, og de kan heller ikke bortforklares. Hvilken religion har mere end nogen anden fået dens tilhængere til frivilligt at trodse fare, lide nød og sult, tåle piskning og mange andre pinsler, ja endog døden? 1... Den islamiske tro. 2... Den katolske tro. 3... Den kristne tro. Selv de voldsomste skeptikere indrømmer de gavnlige virkninger af Kristi liv som den mest betydningsfulde indflydelse, der nogen sinde vil komme til denne verden." Den mand evangelisterne skrev om, må nødvendigvis have været et forbavsende, et usædvanligt menneske, når han kunne inspirere dem der troede på ham, til en så uhørt troskab. Men han var ikke blot historiens mærkeligste, elskeligste, mægtigste mand for evangelisterne, men også for tvivlerne -" "Hr. Dare," afbrød hr. Emerson. "Du har flere gange fremsat en lignende udtalelse, men Du har endnu ikke givet noget bevis. Med al respekt for Din oprigtighed og sanddruhed, må vi forlange mere end Dit ord for det." Talerens første forsøg på at svare, druknede i det stærke bifald. Tilhørerne var åbenbart i en sindsstemning, der krævede øjeblikkelig handling. "Godt, Du skal få det med det samme. Hr. Emerson, vil Du være så venlig at komme her op og læse fra disse vantro forfattere, efterhånden som jeg giver Dig dem?" "Med fornøjelse," svarede denne og banede sig vej op ad sidegangen til talerstolen, hvor taleren og dr. Morley hilste hjerteligt på ham. "Jeg giver Dig nu denne bog," sagde hr. Dare og rakte et stort bind til hr. Emerson. "Vil Du være så venlig at fortælle tilhørerne om forfatteren og hans værker." Hr. Emerson så lidt på bogen han havde i hånden, og sagde derpå, så alle kunne høre det: "Dette er andet bind af "Europas Moralhistorie" af William E.H. Lecky, der også er forfatter til "Rationalismens Opståen og Indflydelse i Europa." Hr. Lecky var en irsk historiker, statsmand og filosof, der døde i 1903, og som var en ledende fritænker på sin tid og i sit land. Han skrev fire store bind for at bevise at rationalismen er den eneste rettesnor et fornuftigt menneske kan følge." Hvem var William E.H. Lecky? 1... En af de ledende fritænkere. 2... En kendt arkæolog. 3... En berømt hærfører. "Du betragter altså Lecky som en ledende fritænker på sin tid?" spurgte hr, Dare. "Ja, afgjort," svarede hr. Emerson. "Vær så venlig at slå op på side 8 og 9 og læs de afmærkede afsnit," sagde taleren. Hr. Emersons klare kraftige stemme hørtes gennem hele den store sal, idet han læste fra det anviste sted: "Det var forbeholdt kristendommen at vise verden en ideel karakter, som under atten århundreders mange omskiftelser har inspireret menneskers hjerter med en lidenskabelig kærlighed, har vist sig i stand til at virke på alle tider, folk, temperamenter og vilkår; har været ikke alene det største forbillede på alle dyder, men den stærkeste spore til deres udøvelse; og har virket en indflydelse så mægtig, at det kan siges med sandhed, at den enkle beretning om tre korte års virksomhed har gjort mere til at genskabe og mildne menneskeheden end alle filosoffers afhandlinger og moralprædikanters formaninger." Hvem eller hvad, var det der skulle vise verden en ideel karakter? 1... Kejser Nero. 2... Det romerske rige. 3... Kristendommen. "Tak - det er nok foreløbig." Hr. Emerson satte sig ved siden af dr. Morley, mens taleren vendte sig mod tilhørerne, fra hvem der lød dæmpede forbavselsesudbrud. "Nå, det var rigtignok et pletskud," gispede Lucy. Fru Emerson så fornøjet ud, mens George var forbløffet. "Disse ord bekræfter virkelig, at Kristus er midtpunktet i hele verdenshistorien og ikke alene det, men at tre år af hans liv virkede kraftigere for det gode end alle verdens filosoffers og morallæreres liv og skrifter. Disse ord kommer fra en verdenskendt og almindelig anerkendt fritænker og er skrevet efter mange års omhyggelig prøvelse af alle vidnesbyrd som upartisk historiker. Hvad bekræftede den tekst der blev læst? 1... At Rom var midtpunktet for verdenshistorien. 2... At Kristus er verdenshistoriens midtpunkt. 3... At det jødiske folk er verdenshistoriens midtpunkt. En sådan begejstring kunne man vel vente fra en varm troende; men jeg er lige så forbavset som I er, over at en så overdådig anerkendelse skulle komme fra en berømt fritænker. Men det er tilfældet og det er ikke min sag at forklare det. Hvis han var den eneste der kom med sådanne anerkendende udtalelser, kunne vi med god grund betragte ham som en mærkelig undtagelse blandt de dristige Bibelangribere. Men nu giver jeg Dig en anden bog, hr. Emerson. Vil Du være så venlig at undersøge den og fortælle tilhørerne om denne forfatter." Kunne man have forventet en sådan udtalelse fra en berømt fritænker? 1... Bestemt nej. 2... Ja, det var hvad man kunne forvente. 3... Ja, når han blev presset til det. Hr. Emerson undersøgte bogen og sagde derefter: "Dette er Afhandlinger om Naturen, Religionens nytte og Teisme. af John Stuart Mill, en berømt engelsk økonom og filosof som døde kort før Lecky. Han var ligeledes kendt som en erklæret vantro." "Udmærket," sagde David Dare. "Vil Du læse det på side 253-255 afmærkede." "Tilbage er stadig Kristus, en enestående skikkelse, lige så forskellig fra sine forløbere som fra sine efterfølgere, endogså dem, som direkte kunne drage fordel af hans personlige undervisning. Det kan ikke nytte at sige, at Kristus, som han fremstilles i evangelierne, ikke er historisk og at vi ikke ved, om meget af alt det beundringsværdige er blevet tilføjet af traditionen blandt hans efterfølgere. Hvem iblandt hans disciple eller deres proselytter var i stand til at opfinde de udtalelser, som tilskrives Jesus, eller optænke det liv og den karakter, evangelierne fortæller om? Absolut ikke fiskerne fra Gallilæa; og heller ikke Paulus. hvis karakter og egenskaber var af en ganske forskellig art; og endnu mindre de tidligere kristne forfattere. Hvad har John Stuart Mill sagt om Kristus? 1... At Kristus var og er en enestående person. 2... At Kristus var et ganske almindeligt menneske. 3... At Kristus på alle måder lignede dem der levede på den tid. "Læg mærke til," sagde hr. Dare, "at fritænkeren John Stuart Mill ganske tydeligt siger, at en vantro ikke kan gøre noget bedre end at leve sådan, at Kristus ville billige hans liv. Det er farligt nær ved at sige, at skeptikere burde være kristne. Jeg er enig med ham." "Men," sagde hr. Emerson, "Mill har aldrig i ringeste måde bekendt sig til kristendommen. Jeg er meget forbavset over disse ord." "Det er jeg også; men hans ord står der, og da hans vantro venner bebrejdede ham, at han havde skrevet dem, nægtede han at fjerne dem fra de senere udgaver eller at tilbagekalde dem. Det er ikke min sag at forklare selvmodsigelserne hos vantro forfattere, der siger de mest begejstrede ting om Kristus og dog bliver ved at kalde sig vantro. Det jeg søger at vise er, at verdens førende fritænkere, efter at de har brugt mange år til at kæmpe mod kristendommen, finder anledning til at prise Kristus og kristendommen med en iver og kraft som man ville vente hos de ivrigste kristne. Og disse to er ikke de eneste kendte skeptikere, der har istemt Kristi og kristendommens pris. Jeg skal nu kalde en endnu mere berømt vantro til vidneskranken end disse." Hvad sagde Emerson om det han havde læst fra John Mills bog? 1... At det var hvad han havde forventet. 2... At der måtte være sket en fejl ved trykningen af bogen. 3... At han var meget forbavset over det der stod dér. David Dare rakte hr. Emerson en bog. "Vær så venlig at fortælle forsamlingen, hvem der skrev denne," sagde han.Hr. Emerson undersøgte den pågældende bog, vendte sig mod tilhørerne og sagde, så alle kunne høre det: "Dens titel er "Forskningsdagbog," og den er skrevet af den berømte naturforsker og evolutionist, Charles Darwin." "Vil Du regne ham for kristen?" spurgte hr. Dare. "Nej, tværtimod, han brød sig ikke om Bibelen, han var bekendt som vantro," svarede hr. Emerson. "I årene 1831 til 1836 sejlede Darwin rundt om jorden i skibet "The Beagle;" han fortalte at New Zealand var det mørkeste sted i verden," sagde hr. Dare. "Efter sin hjemkomst til England, så han at der blev gjort voldsomme angreb på missionærer og missionsvirksomhed. Om disse angribere skrev han følgende udtalelser, som her Emerson nu vil læse på side 414, 425, 505." Regnede Emerson, Charles Darwin for at være en der bekendte sig til at tro på Bibelen? 1... Nej, tvært imod. 2... Ja, i allerhøjeste grad. 3... Han mente, at Darwin nogle gange var for, og andre gange imod. Hr. Emerson slog op og læste: "De glemmer, eller vil ikke huske, at menneskeofringer og afgudspræsternes magt - en lastefuldhed, hvis lige ikke findes noget andet sted på jorden - barnemord, der er en følge af dette system - blodige krige, hvor sejrherrerne hverken sparede kvinder eller børn - at alt dette er blevet ophævet og at kristendommen har gjort, at uærlighed, udskejelser og tøjlesløshed findes i langt mindre udstrækning. Hvis en rejsende glemmer disse ting, er det grov utaknemmelighed; for hvis han skulle være ved at lide skibbrud på en ukendt kyst, vil han meget fromt bede til at missionærens lære må være nået så Langt. Missionærens lære er en tryllestav. Huset er bygget, vinduerne sat i, marken er pløjet, ja selv træerne er blevet podet af New Zealænderne. De store fremskridt, som er fulgt med kristendommens indførelse i Sydhavet, er sandsynligvis enestående i historiens beretninger." Hvordan reagerede Darwin, da han erfarede at der blev skrevet og sagt så meget ondt om de kristne missionærer? 1... Han skrev i sin dagbog, at vi har meget at være de kristne missionærer taknemmelige for. 2... Han tilsluttede sig den kritik der var imod de kristne missionærer. 3... Han forholdt sig passiv. "Hvorfor skrev en erklæret fritænker sådan og forsvarer kristne missionærer efter at have erklæret, at han var sikker på, at deres arbejde ville slå fejl?" spurgte taleren, da hr. Emerson havde givet ham bogen tilbage og sat sig. "Fordi han selv personligt så det uomstødelige bevis på, at denne teori var forkert, og han var ærlig og mandig nok til at indrømme, at han havde taget fejl. Resultatet af missionens arbejde på New Zealand, der vakte Darwins overraskelse og fremlokkede hans lovtaler, er ikke forskelligt fra virkningen af kristen missionsvirksomhed i alle andre dele af verden. Klippegrunden under os, stjernerne over os, er ved hjælp af mikroskopet, smeltediglen og kikkerten blevet fravristet mange af deres hemmeligheder. Og dog har de moderne fritænkere med alle de fordele som 2000 års historie og erfaring har givet dem frem for Bibelens skribenter, ikke engang forsøgt at give os en bog der er bedre end Bibelen. De tilbringer sædvanligvis de første 20 år eller mere, efter at de er blevet modne, med at angribe Bibelen, og før de slutter deres liv, vier de nogle få alvorlige sider til at tilbagekalde deres tidligere angreb og til begejstrede lovprisninger af den selv samme bog de så længe har kæmpet voldsomt imod. "Vi har set at den ene ledende fritænker efter den anden, åbenlyst har vendt sig til Bibelen som den eneste kilde til moralsk, religiøs og praktisk undervisning. Inden vi slutter dette foredrag, skal jeg henvise til en anden stor videnskabsmand, Darwins og Huxleys samtidige og næsten lige så velkendt som disse, George Romanes. Han var erklæret fritænker. Kort før sin død skrev han nogle betragtninger over religionen, affødt af hans utilfredshed med skepticismen. Han gennemgik hele den moralske og religiøse litteratur, søgende efter det bedste, og i slutningen af bogen, der blev udgivet efter hans død, sammenfatter han hele sin overbevisning. Jeg vil gerne have hr. Emerson til at læse fra "Tanker om Religion" side 170 og 171." Hvad bruger mange fritænkere de første tyve år af deres voksne liv til? 1... At forsvare Bibelen. 2... At angribe Bibelen. 3... At tilbagekalde det de tidligere har sagt. Hr. Emerson tog bogen, bladede tankefuldt i den og læste derpå: "Kristendommen er altså ikke alene umådelig langt forud for alle andre religioner; den er lige så langt forud for alle andre tankesystemer, der nogen sinde er blevet forkyndt med hensyn til alt hvad der angår det moralske og åndelige. Enten den er sand eller ej, så er det sikkert at hverken filosofi, videnskab eller poesi nogen sinde har frembragt resultater, der på nogen måde kan sammenlignes med dens resultater hvad tanke, opførsel eller skønhed angår. Den er den største fremvisning af det skønne, det ophøjede og alt andet, som appellerer til vor åndelige natur, der nogen sinde er set på vor jord. Hvad har al verdens videnskab og filosofi gjort for menneskehedens tænkning, der kan sammenlignes med den ene læresætning "Gud er kærlighed"? Hr. Emerson stod som fortumlet og så på de ord han lige havde læst. En stemme i forsamlingen råbte: "Læs det igen." Andre fremsatte den samme anmodning. Så gentog han afsnittet langsomt, eftertænksomt, næsten ærbødigt. Da han var færdig og havde sat sig, sad hele forsamlingen i tankefuld tavshed. Endelig sagde David Dare: "Var disse glødende lovtaler blevet skrevet af en berømt prædikant, kunne I godt have udtrykt overraskelse over deres varme. Men jeg må tilstå, at jeg deler Jeres forbavselse over at de er udtalt af verdensberømte fritænkere. Når verdens ledende vantro udgiver sådanne lovtaler over Bibelen, kristendommen og Kristus, hvorfor skulle så nogen af Jer fortsætte i vantro? Når verdens førende skeptikere, i Bibelen ser den gavnligste magt på jorden, er det på høje tid, vi alle begynder at studere den noget mere -" Hvis blot halvdelen af hvad skeptikerne siger om Kristus og kristendommen er sandt, er det klart at intet andet, ingen anden indflydelse i hele verden er værdig til at nævnes i samme åndedræt. Hvordan reagerede nogle af tilhørerne på det Emerson læste? 1... De råbte øv og piftede efter ham. 2... De ønskede at han skulle læse det igen. 3... De trampede i gulvet og klappede i hænderne. Jeg kunne citere i enkeltheder fra de vantros egne skrifter, hvorledes kristendommen har befriet slaver, standset barnemord, oprettet hospitaler, hævet kvindernes stilling, bragt frihed og forandret millioners liv til det bedre. Alt dette kan vi slutte af disse udtalelser af H.G. Wells. Hr. Emerson, hvem vil Du sige er blevet Ingersolls efterfølger som den ledende tvivler i Amerika?" Hr. Emerson tænkte sig om et øjeblik. "Det er vel H.L. Mencken, udgiveren af American Mercury, og forfatter til en række ultamoderne, rationalistiske bøger; han ikke alene udfylder hans plads, men indtager afgjort en plads for sig selv. Han er ganske givet bedre uddannet end Ingersoll, lige så spotsk som Voltaire og så moderne som Shaw." "Jeg har her en af Menckens bøger, udgivet i 1930; den hedder "Afhandling om Guder." Jeg har afmærket en del steder jeg gerne vil have Dig til at læse." Hr. Emerson slog op på side 227 og læste: "At Jesus er historisk, betvivles ikke længere af nogen, kristen eller vantro. De vigtigste kendsgerninger om ham synes at være hævet over al tvivl." "Læs også side 255," sagde hr. Dare. "Det er ikke let at forklare hans enestående og vældige succes. Hvordan kunne det gå til, at et menneske, der i sit liv kun havde et bittert forhånelsens bæger at tømme, ved døden kunne løfte sig selv til en sådan agtelse og betydning, en så enestående magt og et ry der rystede hele verden?" "Ifølge Mencken," sagde Dare, "har Jesus magt til at ryste hele verden, og han indrømmer ærligt, at han ikke kan forklare denne hans magt. Men det er ikke alt. Vil Du læse på sider 266 og 267." "Med mindre man vil forkaste hele det nye Testamente som det rene snak, ser det ud til, at mange mennesker så ham efter hans formodede død på korset, iberegnet nogle stykker, der var i høj grad utilbøjelige til at tro på hans opstandelse. På denne teori har den mest civiliserede del af menneskeslægten bygget en bygning af ideer og praksis, så mægtig i udstrækning og så stærk i sin indflydelse, at hele historien ikke opviser noget lignende." "Mencken nærer et voldsomt had til jøderne, og udtrykker dette meget voldsomt," fortsatte taleren. "Jeg nævner det fordi jeg ikke er enig med ham, og for at vise at han skaffer sig større vanskeligheder ved denne holdning. Det mærkelige i, at jøderne kunne frembringe en sådan litteratur som Bibelen, forbavser os ikke mindre end det forbavser Mencken. "Der er meget mere fra disse agnostikere, Wells og Mencken, jeg gerne ville citere. Men disse uddrag viser, at de ultramoderne skeptikere indrømmer at Jesus er en historisk person, at evangelierne hovedsageligt er sande, at Jesus er den mægtigste kraft i verden. I har hørt hr. Emerson læse disse udtalelser fra deres egne værker." "Men," afbrød hr. Emerson. "hvordan kan det være, at medens det er sandt at de vantro siger sådant, så bliver de dog ikke kristne? Hvis de regner de synspunkter for noget, som Du lige har fået mig til at læse, hvorfor har de så ikke opgivet deres skepticisme og er blevet kristne?" Hans spørgsmål blev hilst af en bifaldsmumlen. David Dare vendte sig smilende mod hr. Emerson og derpå tilbage til forsamlingen: "Et udmærket spørgsmål, korrekt og logisk. Det tilkommer ikke mig at sige hvorfor Wells, Mencken, Lecky, Mill og andre, som jeg har citeret, trods deres indrømmelser stadig kalder sig skeptikere. Men det er en kendsgerning, at et stort antal tidligere vantro har forladt deres skepticisme og er blevet ivrige, bekendende troende. Hvad var det der undrede Emerson? 1... Hvorfor de vantro og fritænkerne ikke bliver bekendende kristne. 2... At der ikke var flere fritænkere og vantro. 3... At alle de vantro og fritænkerne blev kristne.