Den bibelske dåb I. 

Manden, der sad foran mig, syntes at have erfaret de mørkeste og mest nedslående sider af tilværelsen. Hans tøj var tyndslidt, hans hår forpjusket, og hele hans fremtoning viste, at livet havde handlet hårdt med ham. Men hvem kunne lodde det oprør, der rasede i ham? Jeg tog mig alligevel tid til at tale med ham, og lidt efter lidt begyndte jeg at forstå de indviklede spørgsmål, han tumlede med. Hans sind svarede nøje til hans udseende. Men dybt i hans indre mærkede jeg en længsel efter noget bedre. Da han havde fortalt mig sin tragiske livshistorie, brød han sammen og sagde: »Livet gør mig bange, det har ingen mening." Jeg prøvede at berolige ham, for han var dybt fortvivlet, og svarede: »Ønsker du virkelig at forstå hensigten med vor tilværelse?"

»Ja, jeg ønsker, at nogen kunne give mig nyt håb."
Og så fortalte jeg ham om Gud og hans kærlighed. Han sagde, at han tit havde tænkt på Gud, men havde alvorlige tvivl, om Gud virkelig var til. Kunne Gud, hvis han i det hele taget eksisterede, være interesseret i en stymper som ham?

Vi fortsatte vor samtale, indtil jeg kunne vise ham ud fra min egen erfaring, hvordan et menneske kan finde Gud. Gud ved alt om os, hele tiden. Han søger stadig efter os og forsøger at nå os på mange måder. Alt, hvad denne mand behøvede, var en fast tro på, at Gud eksisterede og var personligt interesseret i ham. Om han blot kunne tro, at Gud ville frelse ham fra ham selv! Om han blot ville vende sig til Bibelen, hvor let ville han da ikke kunne finde en udvej!

Bibelen giver os et tydeligt billede af Guds frelsesplan for os alle. Da synden kom ind i en fuldkommen verden, var Gud rede til at imødegå dens ulykkelige følger. Guds plan om genoprettelse og åndelig genskabelse eksisterede allerede og omfattede hele menneskeslægten. Jesus, Guds Søn, blev menneske som vi for at kæmpe og vinde sejr på lige fod med os, og han forsikrede både Nikodemus og os, at »således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Udfrielse fra åndelig og evig død afhænger således af tro på Jesus Kristus. Vi må tro, at han har befriet os fra byrden af vor synd og skyld og i stedet givet os tilgivelse og kraft til at leve livet i fællesskab med ham.

Det er jo ikke kun min ulykkelige ven, der er i vanskeligheder. Vi er alle i vanskeligheder, og vi er alle fortabte. Bibelen fortæller os, at alle mennesker har syndet. »Alle har jo syndet,« skrev apostlen Paulus, »og mangler herligheden fra Gud«. Da vi alle er syndere, er vi alle fortabte, men vi kan alle blive frelst. Ved Guds store nåde. Uden ham er vi hjælpeløse og fortjener vor skæbne. Vi er alle kommet på afveje i vor naturlige egenrådighed, men han leder efter os i sin store barmhjertighed og læger vore vunder og sår. Derfor er det af største betydning, at vi vender os til ham.

Det at søge Gud skulle ikke være vanskeligt, og det er naturligvis af afgørende betydning, hvis vi ønsker fællesskab med ham. Det er den fortabte søns situation om og om igen. Vi skal simpelt hen stå op og gå til vor Fader. Gud er vor Fader, som Paulus mindede de hedenske athenere om. »Han lod alle folk nedstamme fra et menneske.« Han har også indrettet menneskenes samfund for at opmuntre dem til at vende sig til ham. Paulus fortalte derfor athenerne, at Gud havde fastsat bestemte tider og landegrænser for menneskene, »for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham«. Det gælder såvel nationer som enkeltpersoner, og Paulus tilføjede: »Så sandt han ikke er langt fra en eneste af os.« Apg. 17,26-27.

Gud eksisterer virkelig. Det vil millioner med glæde bekræfte, og han er os nærmere, end vi overhovedet kan forestille os. Han er os altid nær, og han længes, ligesom den fortabte søns far, efter at byde os velkommen, blot vi giver ham lov. Han tog selv det første skridt ved at sende sin Søn til os, hvorved han forligte verden med sig selv, og han tog dette skridt, fordi han elsker hvert eneste menneske i hele verden.

Hvordan kan vi da nærme os ham? Ved at følge den eneste vej til nyt liv, nemlig at tage imod Jesus og det, han har gjort for os. Bare tro det, når han tilbyder tilgivelse, fred og kraft. Det er tro. Han bønfalder os om at genoprette forbindelsen med ham. Han sagde gennem profeten Esajas: »Kom, lad os gå i rette med hinanden!« Es. 1,18. Det betyder, at han gerne vil tale tingene igennem med os og finde frem til en effektiv løsning på vore sygdomme og problemer, og løsningen er enkel. »Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.« Johannes' første Brev 1,9. Sådan skrev den elskede discipel Johannes og hvis nogen ved besked, må det være ham. Jesus alene kan forandre vor livsstil og gøre den skikket for et velsignet fællesskab med ham, blot vi vil tro.

Men selvom denne fremgangsmåde lyder enkel, er den vanskelig for mennesker at godtage. Det skyldes måske det faktum, at vor viljestyrke er blevet svækket af synden, og at vi til stadighed er undergivet indflydelsen fra dens nedbrydende angreb. Apostlen Paulus kendte til dette problem. Men til sidst kunne han alligevel udråbe: »Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!« 1 Kor. 15,57.

Paulus' møde med den opstandne Kristus formede sig meget dramatisk. Det var, hvad han mindst ventede. Paulus havde været til stede ved Stefanus' henrettelse og var sikkert ærlig i sin overbevisning om, at Stefanus forkyndte en farlig lære. At denne lære var en trussel mod Israels »sande« kundskab om Gud. Den nye lære, at Jesus var Messias, måtte udryddes. Det var derfor, den unge Saulus drog til Damaskus for at forfølge og fængsle Jesu efterfølgere. Men på vejen strålede der pludselig et blændende lys omkring ham. Han hørte en stemme sige til ham: »Saul! Saul! Hvorfor forfølger du mig?« Han sagde: »Hvem er du, Herre?« Svaret forvirrede ham i høj grad. Han fik at vide, at det var Jesus, der talte. Stemmen befalede ham at gå ind i byen, der skulle han få at vide, hvad han burde gøre. Apg. 9,3-6.

Blændet af det overnaturlige lys vaklede han ind i Damaskus, hvor disciplen Ananias havde fået befaling om at gå ham i møde. »Broder Saul!« sagde Ananias, »det er Herren, som har sendt mig, Jesus, der viste sig for dig på vejen, du kom ad, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligånden.' Og straks faldt der ligesom skæl fra hans øjne, og han fik sit syn igen, og han stod op og blev døbt. Så tog han næring til sig og kom til kræfter.« Apg. 9,17-19.

Dette møde med Jesus overbeviste Saulus om, at han havde taget fejl. Han blev omvendt og troede nu, at Jesus var Messias, Guds Søn. Umiddelbart derefter blev han døbt. Skønt han var svag og sulten, blev han først døbt, og derefter fik han noget at spise og drikke. Dåben var en offentlig bekræftelse på hans nyfundne tro på, at hans synder var tilgivet, og tillige et vidnesbyrd om, at hans gamle livsstil var blevet forandret og at der var kommet en ny i stedet.

Hver gang et menneske møder Gud, får dette menneskes liv en nyt retning, ligesom det fik for Paulus. Nu følger man Jesus, skridt for skridt. Det første skridt går ned i dåbens vand, for gik ikke Jesus ned i Jordan floden for at vise vejen? Hvad er dette skridt og hvad betyder det?

Dåben accepteres af alle kristne som indgangen til menighedens fællesskab og som en klar skillelinje mellem ikke-kristne og kristne. Men dåbens betydning rækker langt videre, og i dette kapitel vil vi omhyggeligt undersøge dåbens sakramente for at forstå noget mere af dens rige åndelige betydning.

Paulus sammenlignede dåben både med en begravelse og en opstandelse. For de første kristne forklarede han det på denne måde: »Idet I blev begravet med ham (Jesus Kristus) i dåben, og i den blev I også sammen med ham opvakt ved troen på Guds virkekraft, da han opvakte ham fra de døde.« Kol. 2,12. I dåben må vi altså kunne se et symbol på evangeliets livgivende, genskabende kraft. Når vi betragter Paulus' ord og er opmærksomme på den sammenhæng, hvori de er skrevet, ser vi, at her er tale om dåb af personer, som frivilligt har besluttet at forlade synden og blive forligt med Gud i Kristus Jesus. På denne baggrund må dåb af spædbørn ved bestænkelse derfor være fuldstændig udelukket.

Kristi samtale med Nikodemus kom også ind på dåben, fordi den er uadskilleligt forbundet med omvendelse. Jesus brugte en barnefødsel som illustration, idet han sagde til denne ærværdige jøde: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny.« Nikodemus, der overhovedet ikke kunne fatte denne illustration, spurgte: »Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?« Jesus svarede endnu mere gådefuldt: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og And.« Joh. 3,3-5.

Her forklarede Jesus, hvordan et menneske kan gennemgå en så radikal forandring til det bedre, at han er »født på ny«. Jesu omtale af »vand« burde Nikodemus have forstået som en klar hentydning til dåben, som var velkendt for den tids jøder. Personer, som ønskede at gå over til jødedommen, blev døbt, og essenerne praktiserede dette. Johannes Døber havde vakt uro blandt jøderne med sit budskab om omvendelse, og han havde døbt dem, der havde vist sig lydhøre. Han beskrev sin dåb som en omvendelsesdåb, der krævede en forandring i livsstilen hos dem, der lod sig døbe, og Nikodemus må have haft rig anledning til at høre denne forkyndelse om dåb »med vand«. Se Joh. 1,26 og 33. Men Nikodemus lå også under for den farisæiske vildfarelse, at han blot på grund af sin jødiske herkomst og position var selvskreven som medlem af Guds rige. Jesus måtte fortælle ham ganske enkelt, at man kun kommer ind i Guds rige gennem en fuldstændig forvandling i sin livsstil, inspireret af Helligåndens kraft - dåb »ved Helligånden«. Begyndelsesgrundlaget var tro på ham, som Gud havde sendt, og som kunne skabe villighed til at underkaste sig Jesus og hans vilje, og dette ville resultere i en så radikal forandring af livet, at den kunne beskrives som »evig«. »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh. 3,16.

Denne Kristi anvendelse af billedet »født ved vand og Ånd« blev atter taget op af den store missionær og apostel Paulus, der skrev til Titus: »Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed, ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden.« Tit. 3,4-5. Også for Paulus var dåben et symbolsk bad "til genfødelse og fornyelse«, og fornyelsen kom ved Helligånden.

Peters prædiken på pinsedagen viser, at også han lagde vægt på betydningen af omvendelse og dåb. »Da de hørte dette, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige apostle: 'Brødre! Hvad skal vi gøre?' Peter sagde til dem: 'Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.'« Apg. 2,37-38. Det kræver som regel noget af et åndeligt chok at bringe et menneske til omvendelse. Men mange blev dybt bevæget ved Peters ord, »det (stak) dem i hjertet«. De erkendte for første gang, at de var skyldige i Jesu død, han, der var Messias, deres frelser og genløser. Peter dæmpede deres frygt ved at formane dem til at omvende sig og lade sig døbe »i Jesu Kristi navn«. Overbevisning, omvendelse og tro leder naturligt til dåb i Jesu Kristi navn. Når den åndelige genfødsel således er tilkendegivet offentligt, går den nye kristne ind i et himmelsk fællesskab, der rammende er beskrevet som »evigt liv«, et liv, som en gang vil fortsætte ind i evigheden.

Dåben symboliserer renselse. Paulus har klart dette i tanke, idet han giver kristne ægtemænd denne formaning: »Elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet.« Ef. 5,25-26. I kraft af den indre renselse, som det ydre vandbad symboliserer, kan den nye kristne træde frem for Gud, »uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den (kirken) skulle være hellig og dadelfri.« Se vers 27. Dåben er et symbolsk udtryk for åndelig renselse i Jesu blod. Dette minder mig om en erfaring i min barndom. Min mor fortalte mig at jeg en gang som lille havde fået nyt, hvidt tøj. Jeg blev formanet til at være meget forsigtig og ikke snavse mig til. Det lovede jeg naturligvis, men et barn glemmer let. En time efter fandt min mor mig liggende oven på en snavset, gammel vaskebalje. Jeg morede mig og havde helt glemt mit løfte. Min mor tilgav mig naturligvis, men tøjet var lige snavset af den grund. Sporene af min ulydighed og glemsomhed var der stadig og trængte til at blive fjernet. De måtte vaskes bort i vand. Først derefter var tøjet rent og kunne bruges igen.

Vi har fået tilgivelse, fordi Kristus har båret vore synder og skaffet soning for dem, men vore »klæder« må renses. I dåben, for at skifte billedet, men ikke betydningen, dør den slette, gamle person i os og bliver begravet, og vi opstår, som et nyt menneske, til et nyt liv. Vor klædning er blevet ren og hvid. Men lad os aldrig glemme, det er ikke dåbens vand, der tv æt ter vore synder bort. Dåben er kun en symbolsk handling. Det er troen på Kristus og hans død på Golgata, den død, han døde for vor skyld, der giver mig tilgivelse for mine synder. Det er derfor, vi kan betragte dåbens vand som et symbol på Jesu blod. Det alene renser fra al synd.

Dåben betyder altså meget mere end blot indledningen til et kristent fællesskab. Den er et symbol på renselse og viser vor tro på Jesu død og opstandelse; den er et offentligt vidnesbyrd om den kristnes nye fødsel; den er midlet til at få del i Helligånden på en særlig måde (se Apg. 2,38);

den giver ny hensigt og mening med ens liv, livet er ikke bare her og nu, men det skal fortsætte ind i evigheden. Og fordi dåben udtrykker tro på Kristus, indgyder den kraft til at modstå fristelse og synd. Se 2 Pet. 1,4. Dåben markerer indgangen til menighedens fællesskab på jorden, og den er tillige en indbydelse til det himmelske fællesskab.

Apostlen Johannes, der også er forfatter af »Åbenbarings bogen«, skrev om Det ny Jerusalem: »Intet urent skal nogen sinde komme ind i den.« Åb. 21,27. Han beskrev også en hvidklædt skare, som han fik et glimt af, idet han i et syn så ind i en åben Himmel. »Og en af de ældste tog til orde og sagde til mig: 'De, som er iførte de lange, hvide klæder, hvem er de? Og hvorfra er de kommet?' Jeg svarede ham: 'Min Herre! Du ved det.' Da sagde han til mig: 'Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.'« Åb. 7,13-14. Åndeligt talt er der en forbindelse mellem dåbens vand og glarhavet foran Guds trone. At være død for synden betyder at være kronet med retfærdighedens og det evige livs krone.

Vi vil atter gå til Den hellige Skrift for at få bekræftet de hidtil fremlagte tanker ud fra et førstehånds kildemateriale. I dette kapitel skal vi møde dem i form af spørgsmål, svar og enkelte kommentarer.

Hvad er dåben?
Bibelen siger: »Et forbillede på det vand, som nu frelser også jer, nemlig dåben, som ikke er fjernelse af legemets smuds, men en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse.« 1 Pet. 3,21.

Hvad går forud for dåben?
»Peter sagde til dem: 'Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.'« Apg. 2,38.

Hvem bør lade sig døbe?
Bibelen erklærer: »Han sagde til dem: 'Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen! Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt.'« Mark. 16,15-16.

NB: Troens betydning understreges. Den, der tror og bliver døbt, vil som følge deraf blive frelst. Tro og dåb er gensidigt afhængige af hinanden.

Til hvem må menneskeheden vende sig i sin åndelige nød?
Paulus svarer: »Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus.« Apg. 20,21.

Hvorfor behøver mennesker at omvende sig?
Bibelen siger: »Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud.« Rom. 3,23.

Hvilket løfte giver Bibelen, om at vi vil få evigt liv?
»Og er vi døde med Kristus, da tror vi, at vi også skal leve med ham.« Rom. 6,8.

Bibelsk dåb består i, at den nyomvendte kristne nedsænkes i vand. Hvad symboliserer dette?
»Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv. Thi er vi sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.« Paulus' Brev til Romerne 6,4-5.

NB: Ordvalget i den tekst gør det klart, at bibelsk dåb må foregå ved fuldstændig nedsænkning af den pågældende i vand. Han må »begraves« i en vandgrav.

Hvilken tro er dåben et vidnesbyrd om?
»I ham er I også blevet omskåret med en omskærelse, som ikke bliver udført med hænder, men består i aflæggelsen af det kødelige legeme, det vil sige Kristus-omskærelsen, idet I blev begravet med ham i dåben, og i den blev I også sammen med ham opvakt ved troen på Guds virkekraft, da han opvakte ham fra de døde.« Kol. 2,11-12.

NB: En af hensigterne ved dåbsritualet er at vise, at den pågældende har sat sin lid til Gud og tror, at Gud oprejste Jesus fra de døde. Denne frelsende tro bevirker, at den kristne en dag får del i en bogstavelig opstandelse, muliggjort og garanteret ved Kristi død og opstandelse.

Hvad sker der, når man er blevet døbt?
»Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen. Thi alle I, som blev døbt til Kristus, har iført jer Kristus.« Gal. 3,26-27.

Hvor mange slags dåb omtaler Bibelen?
»En Herre, en tro, en dåb, en Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle!« Ef. 4,5-6.

På hvilken måde blev man optaget i den nytestamentlige menighed?
»De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der f øjet omtrent tre tusinde sjæle til.« Apg. 2,41.

Hvor tidligt bør man lade sig døbe, efter at være kommet til tro på Kristus?
»Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine synder aftvætte, idet du påkalder hans navn!« Apg. 22,16.

Hvor mange medlemmer af fangevogterens familie i Filippi blev omvendt og døbt, da Paulus og Silas kom ud af fængslet?
»Og i den selv samme nattetime tog han dem med sig og vaskede deres sår; og han selv og alle hans blev straks døbt.« Apg. 16,33.

Hvor mange af fangevogterens familie talte Paulus og Silas til?
»Derefter førte han dem op i sit hus og lod dække bord for dem, og han frydede sig med hele sit hus over, at han var kommen til tro på Gud.« »Og de talte Herrens ord til ham samt til alle dem, som var i hans hus.« Apg. 16,34 og 32.

NB: Der er intet vidnesbyrd om, at der var spædbørn i familien. Alle var åbenbart gamle nok og i stand til at lytte til Paulus og Silas og tro på apostlenes undervisning.

Hvad bør mennesket gøre efter at være kommet til tro og blevet døbt?
Man bør stille det samme spørgsmål som Saulus, da han havde mødt Jesus på sin vej til Damaskus: »Hvad skal jeg gøre, Herre?« Apg. 22,10.

NB: Den, der tror og er blevet døbt, vil ydmygt spørge Gud: Hvad vil du, at jeg skal gøre? Hvordan vil du, at jeg skal forstå dit ord?

Hvad vil det sige at vandre med God?
»Når I altså er opvakt sammen med Kristus, så søg det, som er oventil, hvor Kristus er, siddende ved Guds højre hånd. Tragt efter det, som er oventil, ikke efter det, som hører jorden til.« Kol. 3,1-2.

NB: Udtrykket »opvakt med Kristus« bruges ofte i Ny Testamente for at beskrive virkningen af dåben: begravet med Kristus og opvakt med ham til et nyt liv. Her formanes den troende til at tragte »efter det, som er oventil«, en fuldstændig modsætning til de naturlige interesser, der optager tankerne hos denne verdens mennesker. Livet er ikke kun den tid, vi lever i denne verden; det omfatter evigheden, evigt liv her oventil.

Var undervisning om dåben almindelig på apostlenes tid?
»Lad os derfor ikke her gå ind på børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de voksnes stade og ikke på ny lægge grundvold med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, med lære om tvætninger og håndspålæggelse, de d ødes opstandelse og evig dom. Ja, det vil vi gøre, om ellers Gud vil tillade det.« Hebr. 6,1-3.

NB: Dåben medtages her som en del af den grundlæggende undervisning i kristendommen. Hebræerbrevet blev skrevet nogen tid forud for Jerusalems fald år 70 og viser, at nye troende modtog grundlæggende undervisning før dåben. Undervisning om dåbens betydning var en fundamental del af den kristne troslære.

Kort efter at Saulus fra Tarsus havde mødt Jesus Kristus på vejen til Damaskus, blev han døbt ind i menigheden. I hele beretningen i Apostlenes gerninger er der ingen antydning af, at dette var anderledes end den naturlige fremgangsmåde. Intet tyder på, at her var tale om noget nyt og sensationelt, ej heller hentydes der til nogen diskussion omkring måden, dåben blev udført på, eller dens betydning. For Saulus selv var det klart den rigtige fremgangsmåde. Sådan var det også, da den etiopiske hofmand som et resultat af evangelistens undervisning ud fra Guds ord blev klar over, at Jesus fra Nazaret var Messias. Da bad han straks om at blive døbt: »Se, her er vand, hvad er dertil hinder for, at jeg kan blive døbt?« Apg. 8,36. For ham var dåben ligeledes en klar og naturlig konsekvens af hans omvendelse. Denne metode til indføring i det kristne fællesskab synes derfor ikke at have været noget nyt; det synes snarere at have været et ritual med historisk baggrund.

Vender vi os til kirkefædrene, finder vi, at Tertullian (160-230) skriver således: »Kirkefædrene var vidende om det faktum, at rituel renselse fra synd var karakteristisk for andre religioner end kristendommen.« Frederik Cornwallis Conybeare: »Baptism«. Han tilføjer i Concerning Baptism, at man blev indviet til gudinderne Isis og Mithras i en døbefont, og at man blev døbt til Apollos og Ulysses' mysterier. Samme. Det er således klart, at man i antikkens verden, selv i de hedenske religioner, praktiserede en slags dåb som et rensende ritual.

Der er sikre holdepunkter for, at tvætninger med vand blandt jøderne var en anerkendt renselsesceremoni. Ifølge Brevet til Hebræerne blev der praktiseret forskellige former for tvætnings-ceremonier. De jødiske præster tvættede sig, inden de begyndte deres tempeltjenester. Læg folket fik befaling om at rense sig for rituel urenhed ved at tvætte sig med vand. (5 Mos. 23,11) En dyb skyldfølelse inspirerede David til at bede denne lidenskabelige bøn: »Tvæt mig fuldkommen ren for min skyld og rens mig for min synd!

Rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne.« Sl. 51,4 og 9. Profeten Esajas formanede sine hykleriske samtidige: »Tv æt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde.« Es. 1,16. Vand havde fra umindelige tider været anvendt som symbol på åndelig renselse, og denne anvendelse var allerede solidt grundfæstet på Moses' tid.

Jødiske lærere underviste omhyggeligt deres disciple i dåbens traditioner. »Rabbinerne forbinder dette (tvætning af klæder) med pligten til at bade ved at blive fuldstændig nedsænket.« Enhver, der ønskede at blive jøde, måtte lade sig døbe ved fuldstændig nedsænkning. »Et af skridtene til at blive proselyt bestod i fuldstændig nedsænkning i rindende vand for at aftvætte urenheder, der var blevet opsamlet under ens liv som hedning. ... Det er sandsynligt, at rituel tvætning med tiden blev betragtet mindre som et middel til renselse fra fysisk urenhed og mere som en renselse fra åndelig urenhed - fra synd.«

Som vi allerede har set, gjorde Johannes Døber i sin tjeneste dåben til et meget betydningsfuldt offentligt vidnesbyrd om den på gældendes omvendelse. Han »prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse«. Luk. 3,3. Og atter gengives kendsgerningerne, som for at lade forstå, at Johannes' fremgangsmåde ikke var noget nyt og ukendt. Da Jesus talte til Nikodemus om ny fødsel og forbandt dette med vand, gav han blot en velkendt praksis ny og dybere mening. I Kristi lære var ny fødsel en åndelig genfødsel og ikke blot en rituel forpligtelse, en overfladisk overensstemmelse med lovens krav.

En anden jødisk indvielsesceremoni, omskærelsen, har givet anledning til en vis grad af forvirring omkring dåbsbegrebet. Nogle ligestiller de to, for omskærelsen var også et tegn på, at man tilhørte Israel, og den blev foretaget på alle drengebørn. Nogle vil hævde, at man ved at døbe spædbørn er i samklang med omskærelsens gammeltestamentlige ritual. Men judaismen betragtede ikke de to ceremonier som værende af samme betydning. Den babyloniske Talmud kræver, at en person, som går over til jødedommen, først skal omskæres og derefter, når såret efter omskærelsen er helet, døbes i nærværelse af to vise mænd, som da vil udtale ordene: »Se, nu er han fuldt ud en israelit!« Mandlige proselytter omskæres først ifølge Mose lov og døbes dernæst ved nedsænkning i vand, to helt forskellige ritualer.

Skønt dåben i dag er det almindeligt anerkendte ritual, der giver ret til optagelse i menigheden, er der stor forskel på, hvordan ceremonien udføres, navnlig på metoden og på tidspunktet. Disse forskelle betyder, at der også er forskel på, hvilken betydning man lægger i symbolikken. Da her er betydningsfulde åndelige sandheder med i billedet, er det vigtigt at være fuldt opmærksom på disse, for at finde ud af hvordan disse forskelle er opstået.

Den mest almindelige dåbsmetode i dag er barnedåb, hvor en præst døber spædbørn ind i menigheden, medens barnet kun er få dage eller uger gammelt. Nogle kirker tillader dåb under private former i en nødssituation, som f.eks. hvis der er fare for, at den nyfødte ikke kan leve. Barnedåb udføres som regel ved, at man stænker vand på barnets hoved, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn Men er den metode grundet på bibelsk autoritet?

De, der udfører barnedåb, begrunder dette med henvisning til nogle få skriftsteder fra Ny Testamente og til traditionen. De påpeger, at Jesus kaldte børnene til sig og tog dem i favn. I denne velkendte episode sagde Jesus: »Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre, thi Guds rige hører sådanne til.« De fortolker ordet »hindre« (græsk kolyein) i denne forbindelse som et »stående udtryk for at nægte dåb«. De henviser også til familietraditioner på den tid, hvor børnene var indbefattet i en kollektiv forbindelse, en integreret del af familieenheden. På Bibelens tid var familiebånd meget stærke. Man hævder derfor, at børnene blev døbt sammen med deres voksne forældre og søskende i en slags familiedåb. Vi må imidlertid påpege, at Bibelen gentagne gange lægger vægt på betydningen af personlig tro, det at man selv må udtrykke ønske om at blive døbt.

Skønt vi finder, at Tertullian i det andet århundrede tager Jesu ord »dem må I ikke hindre« som en opfordring til at lade børnene døbe, advarer han på samme tid imod, at dåben sker i en for ung alder. Det er tydeligt, at han tænker på personlig tro. Han holder stejlt på, at det ikke er nødvendigt at døbe spædbørn, »da dåb ikke er nødvendig for deres frelse«. Han foretrækker, at de bliver døbt i en alder, hvor »de kunne forstå, hvem Jesus Kristus var«.

Ifølge kirkefædrene synes forandringer i dåbs metoden at være kommet ind i menigheden på et meget tidligt tidspunkt. Om end vor viden om tænkning og praksis blandt de kristne i de første to århundreder kun er spredt, ved vi dog tilstrækkeligt til at kunne slutte, at dåbens betydning og metode gennemgik en gradvis forandring.

Hen imod midten af det andet århundrede synes der at være fremkommet nogle tydeligere kendsgerninger. Forfatteren af Didache anbefaler, at der bruges rindende vand til dåb. Kun hvis rindende eller stillestående vand var uegnet, blev der givet tilladelse til dåb ved at bestænke den på gældendes hoved med vand. Her er altså en forandring i metoden, dog kun under visse betingelser. Dåb ved bestænkelse er under alle omstændigheder ukendt for de bibelske skribenter. Denne metode kan ikke symbolisere død og opstandelse, død fra den gamle livsstil og opstandelse til en ny. Rom. 6,3-4.

Overgangen fra voksendåb til barnedåb blev vidt udbredt ved slutningen af det andet århundrede, stort set på grund af den tids lære om arvesynden. Generelt lærte man, at et barn arvede en tilbøjelighed til at synde lige fra Adams tid. Dåben fjernede denne arvesynd fra barnet. Selve ritualet blevet frelsesmiddel, uden hvilket den pågældende person, som var besmittet med Adams synd, selvom det var et nyfødt barn, var dømt til evig fortabelse.

For at sakramentet kunne få virkning, var det nødvendigt, at det blev udført af en præst i kirkens tjeneste. Det, der oprindelig var en symbolsk ceremoni, blevet mystisk ritual, der i sig selv, hvis det blev udført på rette måde, var i stand til at genføde det lille barn og sikre dets frelse.

Vi har således tre forskellige faktorer, som alle var med til at forårsage denne tidlige forandring i dåbens teologi og praksis: for det første den falske lære om arvesynden, for det andet forandringen fra nedsænkning til den tredobbelte bestænkelse af spædbarnets hoved, og for det tredje forvandlingen af dåben til et »sakrament«, et nådemiddel, som kun kan udføres af en ordineret præst. Følgerne af dette er alvorlige, måske endog blasfemiske, for disse forandringer gør en ordineret præst til en stedfortræder for Kristus, menneskenes eneste Ypperstepræst. De bibelske skribenter taler om Kristus som menneskets eneste Talsmand og Herre. Ved slutningen af det tredje århundrede var denne afvigelse stort set slået igennem i størstedelen af den kristne kirke.

Som allerede påpeget indebar bibelsk dåb fuldstændig nedsænkning i vand, og at man derpå bliver løftet op af vandet igen. Dette bekræftes af en mængde dokumenter og billeder fra oldtiden. I mange europæiske kirker og kapeller er der stadig baptisterier beregnet for nedsænkning. Det ældste eksisterende eksempel på kristen kunst, som findes i Sct. Calixtus-katakomberne, består af en række billeder, der viser en dåbskandidat i vandet, medens den, der forretter dåben, står på tør grund. Dåbskandidaten er helt nøgen, medens den, der forretter dåben, har tøj på. Et andet billede, det ældste i serien, viser den nyomvendte efter dåben gående ind mod bredden, i vand til knæene og rækkende ud for at gribe hans hånd, der har forrettet dåben. Han er klædt i tunika, og skal til at hjælpe den nydøbte op af vandet. På den sydlige port til et dåbskapel i Florence er der et andet billede, som viser Jesus blive døbt af Johannes. Jesus står i Jordanfloden i vand til livet.

denne artikel fortsætter >>> >>>


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com