Den bibelske dåb II. 

Denne artikel er en fortsættelse af dåb-1

Ikke alle kristne trossamfund har antaget denne uberettigede afvigelse fra Bibelens klare lære. I lang tid fortsatte man med at døbe ved nedsænkning, til trods for at barnedåben kom ind på et meget tidligt tidspunkt. Men den bibelske fremgangsmåde blev undtagelsen i stedet for reglen. Den nye metode blev stadig mere populær, fordi den var mere praktisk og lettere at administrere. Ikke desto mindre levede den bibelske tradition videre blandt de trofaste, og flere tog den op, der hvor man gav sig af med oprigtigt bibelstudium. Her bør nævnes valdensernes dåbsmetode. Valdenserne i Norditalien oversatte Bibelen til deres eget sprog og lærte som følge heraf at praktisere voksendåb ved neddykkelse og forkastede som følge heraf barnedåben. De blev de første fortalere for »troens dåb«.

Senere opstod der andre bevægelser, som ligeledes stræbte efter at vende tilbage til Bibelens forskrifter. Måske de bedst kendte før reformatoriske fortalere for voksendåb var anabaptisterne, der også kaldtes »gendøbere«, fordi de krævede, at deres tilhængere skulle forkaste deres barnedåb og blive døbt igen for at kunne tilslutte sig deres bevægelse. De blev grusomt forfulgt, endog af protestanterne efter reformationen, og deres eneste tilflugtssted i Europa var Nederlandene, hvor Wilhelm af Oranien til sidst skænkede dem religionsfrihed. Vor tids baptister sporer deres oprindelse til Nederlandene som et resultat af John Smyths omvendelse. Han gav afkald på sit embede i Church of England i 1606 og emigrerede til Nederlandene. Her blev Smyth overbevist om, at kun troende, der havde gennemgået en omvendelse, burde døbes. Som følge heraf blev han sammen med 37 andre døbt ved nedsænkning og vendte hjem for at grundlægge den første menighed af voksendøbte troende i England.

I dag har baptistbevægelsen bredt sig over hele verden og er blevet en af de stærkeste indflydelser i protestantismen. Andre protestantiske grupper har nu tilsluttet sig den baptistiske dåbsmetode ved nedsænkning, efter bekendelse af personlig tro på Kristus. Et af de kristne trossamfund, der fra sin første begyndelse har lært og praktiseret voksendåb ved nedsænkning, er Syvende Dags Adventistsamfundet. Denne stærkt missionerende bevægelse blev først formelt organiseret i 1863, men er nu fast etableret i de fleste af verdens lande.

Uenighed om dåben går meget langt tilbage og fortsætter i dag med større eller mindre intensitet. Det er ikke usædvanligt, at en præst i et trossamfund, der officielt går ind for barnedåb, bliver overbevist om det bibelske syn og lader sig døbe med troens dåb. Når det tænkende menneske ser på samfundet i dag, finder han det vanskeligt at komme uden om den tanke, at en genopvækkelse af interessen for Den hellige Skrift og en genopvækkelse af forstandsmæssig tro på alt det, sand dåb symboliserer, ikke ville være det værste, der kunne ske. Bibelens klare lære bliver mere og mere tydelig, når vi undersøger skrifterne fra teologer og intellektuelle der, til trods for deres gode hensigter, ofte har tilsløret Skriftens sande mening med deres udlægninger ned gennem århundrederne. Hensigten med dette kapitel er at fremlægge nogle eksempler på de mere betydningsfulde bidrag til dåbsdiskussionen for at vise, at til trods for en tilsyneladende ligegyldighed over for dåbens sande natur, var der folk, som havde betænkeligheder ved den fremherskende praksis.

Den lutherske reformation koncentrerede sig først og fremmest om spørgsmålet om retfærdiggørelse ved tro på Kristus alene, men Luther studerede også spørgsmålet om dåben og udtrykte sit syn på denne ved flere anledninger. Schaff viser i en lærd redegørelse, at »Luther prøvede at genoplive den metode at døbe ved nedsænkning, men uden held. Vi har allerede set, at anabaptisterne havde overtaget og forkyndt denne dåbsmetode endnu tidligere end Luther. Luthers medarbejder Melanchton skrev til kurfyrsten af Sachsen og indrømmede, at »Satan havde angrebet dem på et svagt punkt, for han anede ikke, hvordan han skulle svare disse sværmere«. Neander bemærker at Melanchton »anså det for bedst ikke at diskutere emnet, som om dette trospunkt ikke var af livsvigtig betydning«. Luther skrev imidlertid ganske anderledes: »Af denne grund (dåben som symbol på død og opstandelse) ønsker jeg, at de, der ønsker at blive døbt, skulle nedsænkes fuldstændigt i vandet i harmoni med Ordets grundlæggende betydning og ifølge det, som ceremonien symboliserer. Jeg tror dog ikke, dette er absolut nødvendigt, men det ville være fortræffeligt at have et fuldstændigt og fuldkomment symbol for noget så betydningsfuldt. Desuden indstiftede Kristus selv denne skik.« Han udtrykker sig endnu mere tydeligt ved at skrive følgende: »Hvis man betænker, hvad dåben betyder, vil man forstå, at nedsænkning er nødvendig. For den betyder, at det gamle menneske og hans syndige natur, som består af kød og blod, bliver fuldstændig dækket af Guds nåde, hvilket vi vil gøre endnu mere tydeligt. Dåbsmåden burde derfor svare til dåbens betydning. Dåbsmåden skulle således vise et klart og fuldstændigt symbol på dåbens betydning.«

Det er derfor ikke overraskende at finde, at lederen af den metodistiske vækkelse i det attende århundrede synes at have, været enig med Luther. Moore bemærker i sin biografi om John Wesley: »Han valgte at døbe ved nedsænkning tre gange, hvis den pågældende var villig til det te. Denne dåbsmåde regnede han for apostolisk.«

Det nittende århundredes kirkehistoriker Neander indrømmer åbent: »Den praksis at døbe små børn lå langt fra hans tid (den apostoliske periode). Ud fra eksempler på at der blev døbt hele familier, kan man ikke konkludere, at der blev praktiseret barnedåb. Det fremgår tillige af 1 Kor. 16,15, at en sådan konklusion ville være ukorrekt, for det er allerede vist, at hele Stefanas' familie, der var døbt af Paulus, bestod af medlemmer, der allerede var nået til moden alder. Konklusionen er derfor, at barnedåben ikke er af apostolisk oprindelse, hvilket støttes af det faktum, at der først meget sent tales tydeligt om barnedåb, og at modstanden mod den er fortsat.« Den tyske teolog Peter Lange skriver: »Alle forsøg på at bevise barnedåb ud fra Det nye Testamente er forgæves. Den er i strid med ånden i den apostoliske tid og med Det nye Testamentes grundlæggende lære.«

For til sidst at vise hvor svært gamle vaner har ved at dø, og hvor sammensat i sit syn endog en stor reformator kan være, er det en historisk kendsgerning, at Luther blev ved at holde på, at det ikke var urigtigt at døbe børn, skønt han også sagde, at dåben skulle udføres ved nedsænkning i vand. Altså fortsatte han, tro mod den katolske tradition, med at døbe spædbørn og kom aldrig til at indse nødvendigheden af at en personlig tro må være en forudsætning for dåben. Han var enig i det katolske syn, at »gudfædre« og »gudmødre« kunne stå inde for den tro, som barnet selv ikke var i stand til at bekende. På den måde ville der komme en slags tro ind i ceremonien. Det er næppe nødvendigt at påpege, at denne opfattelse er i direkte modstrid med Det nye Testamentes lære. Ethvert menneske må være fri til selv at tro på Jesus Kristus som sin frelser eller lade være. At tage imod evangeliet er en uomgængelig personlig erfaring, og dåben er et offentligt vidnesbyrd fra den pågældende, at han virkelig har forstået og erfaret dette.

Hvad teologerne end måtte sige eller ikke sige, og hvad historien end måtte fortælle os om splittelser i kirken og om forvanskninger af den rene lære, der en gang var overgivet de hellige, må det, der virkelig betyder noget for den sande kristne og påkalder hans største interesse, være hans Herres eksempel. Jesus selv blev døbt i Jordan floden, og Himmelen åbnede sig som for at give sit bifald til kende, idet han gik op igen efter sin dåb. »Da Jesus var blevet døbt,« skriver evangelisten, levende, detaljeret og overbevisende, »steg han straks op af vandet, og se, Himlene åbnedes, og han så Guds And dale ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: 'Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.'« Matt. 3,16-17.

Det må have gjort et meget stærkt indtryk på dem, der var vidner til denne bemærkelsesværdige begivenhed, at der øjeblikkelig blev givet udtryk for Himmelens bifald, for Gud Faders kærlighed til Sønnen. Gud elskede sin Søn og bifaldt i høj grad hans handlinger - akkurat som mangen en jordisk fader elsker sin søn og glæder sig, når denne opfører sig på en måde, som han kan være stolt af. Ved den tid var det en almindelig opfattelse, at Gud var en fjern enehersker, en gengældelsens Gud, som ønskede, at hans jordiske børn nærmede sig ham med angst og bæven.

Himlene åbnede sig for dramatisk at åbenbare en elskende Fader og en lydig Søn, en Søn, som trofast genspejlede sin Faders karakter. Men det, skarerne så, var en ung tømrer, som nu var våd efter dåben, men som indtil dette øjeblik ikke havde været til at skelne fra alle de andre unge mænd, der trængte sig frem blandt de skarer, der var strømmet til for nyfigent at stirre på den ildfulde prædikant fra ørkenen. En ung tømrer fra Nazaret, ja, men alligevel Guds Søn. En ung mand, som deltog i sine medmenneskers glæder, sorger og problemer. Og sådan var Gud netop. Jesus sagde: »Den, som har set mig, har set Faderen.« Se Joh. 14,7-11. Og skønt Jesus var Guds Søn, lod han sig af Døberen sænke ned i flodens vand, på samme måde som hundreder af andre i disse bevægede dage.

Dette rejser uvægerligt spørgsmålet: Hvorfor? Indtil dette tidspunkt havde Jesus arbejdet i Josefs tømrerværksted. Nyheden om Johannes' omvendelsesprædiken, forstørret af sladderen, var uden tvivl nået til Nazaret. Han, den anden Elias, var i færd med at berede Herrens vej, luften var ladet med spænding. Øjeblikket var kommet, hvor Messias skulle træde frem, og derfor kom han. Han kom til Jordans bredder, han hørte Døberens indtrængende kald til omvendelse og dåb, og også han, Messias, Himmelens Kongesøn, adlød kaldet og lod sig døbe. Men han havde ingen personlige synder at bekende og omvende sig fra, intet smuds at aftvætte i dåbens bad. Og skønt dette var første gang, Johannes og Jesus mødtes ansigt til ansigt, vidste Johannes, at Jesus var helt uden synd, vidste at før han, Johannes, selv blev født (Johannes var cirka seks måneder ældre end Jesus), da var Jesus. Han sagde om Jesus: »Efter mig kommer en mand, som er kommen forud for mig; thi han var til før mig.« »Han er Guds Søn.« Joh. 1,30 og 34. Intet under at han veg tilbage ved Jesu anmodning, og stammede: »Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!« Matt. 3,14. Også Døberen havde synder, som Guds Lam måtte bære. Hvorfor ønskede Syndbæreren at gennemgå dette tvætnings-ritual?

Åbenbart ikke af de samme grunde, der er til, at vi bliver døbt. Jesus gav selv svaret. Uden at lade sig standse af Johannes' betænkeligheder, svarede han med en konges hele værdighed og autoritet: »Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!« Matt. 3,15. Skønt han var Guds Søn, havde han lært lydighed og satte her ydmyge kristne ned gennem alle tider et eksempel, for at de skulle følge i hans fodspor. Det, Gud forlanger af sine børn, skulle altid være en glæde for dem at udføre.

Kristi første efterfølgere havde ikke glemt hans eksempel. »Farisæerne havde hørt, at Jesus vandt flere disciple og døbte flere end Johannes,« og evangelisten tilføjer derefter: »dog var det ikke Jesus selv, der døbte, men hans disciple.« Joh. 4,1-2. Men de dåbshandlinger, der blev udført af Kristi disciple, og som blev udført i hans navn, blev udført på samme måde, som da Johannes døbte ved Ænon nær Salem. I begge tilfælde behøvede de »rigeligt med vand« - her var næppe tale om bestænkelse. (Joh. 3,22-24) Det grundlæggende ritual og dets betydning var det samme.

Ikke desto mindre antyder Det nye Testamente, at den kristne dåb fik endnu en betydning. »Omvend jer,« sagde Peter cirka tre måneder efter korsfæstelsen, »og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.« Apg. 2,38. Da Jesus steg op af vandet, så han »Guds And dale ned som en due og komme over ham«.

Den gudhengivne aleksandrinske evangelist Apollos, der virkede i Efesus, underviste omhyggeligt i alle kendsgerninger om Jesus, men han kendte kun Johannes' dåb - vidste intet om Helligånden. Derfor var noget af det første, Paulus spurgte om, efter at han var kommet til byen og havde mødt dem, Apollos havde vundet for kristendommen, hvorvidt de havde modtaget Helligånden og hvilken dåb de var døbt med. »Med Johannes' dåb,« svarede de.

»Da sagde Paulus: 'Johannes døbte med omvendelsesdåb, og han sagde til folket, at de skulle tro på den, som kom efter ham, det vil sige: på Jesus.'« De pågældende blev derfor straks døbt med den fuldstændige, kristne dåb - en bekendelse af troen på Jesus - og blev derefter nye mennesker (Apg. 18,24-25; og 19,1-7). Fra det øjeblik vandrede de i et helt nyt liv.

Den kristne dåbs betydning kunne først folde sig ud i hele sin rige fylde, efter at Jesu gerning her på Jorden var blevet fuldført. Det var først, efter at de sidste, afgørende begivenheder her på Jorden i forbindelse med genløsnings planen var sket - Guds Lams grusomme død på Golgata, hans opstandelse i herlighed påskemorgen og hans liv efter opstandelsen, kulminerende i den sejrrige himmelfart fra Oliebjerget. Alt dette blev herefter selve rygraden i den kristne dåbs skønne, uovertrufne symbolik. Med henblik på dåben skrev Paulus til de troende i Rom: »Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv.« Rom. 6,4. Det er derfor, den kristne behøver også at døbes med Guds Ånd. Det var denne livgivende And, der oprejste Jesus af graven, og intet mindre end den And i et menneske kan frembringe den livsforvandling, der er kristendommens største gave til verden.

»Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!« Denne villige lydighed mod Guds vilje åbnede Himmelen, og Guds And steg ned for at velsigne og godkende det skete, og alle, som følger Herrens eksempel i den samme villighedens og lydighedens And, vil vinde den samme godkendelse og velsignelse. Også de bliver Guds sønner og døtre, de lever i en vis forstand i Himmelens atmosfære, og nyt liv strømmer ind i deres årer og gør deres liv rigt og positivt.

Men ak, selv den kristne, som er født af vand og And, bliver ved med blot at være et menneske, tilbøjelig til at gå egne veje og ofte glemme, hvad Gud kræver. Han bringer skam over sit høje kald, han korsfæster Guds Søn ,på ny og overgiver ham til forsmædelse. Og de, der aldrig har taget hans navn på sig, fortsætter med at være fremmede for Kristus og undskylder sig ved at sige: »Jeg er lige så god som ham, faktisk bedre, fordi jeg ikke bekender mig til noget. Jeg er i det mindste ingen hykler.«

Hvad der kan gøre sagen endnu værre, er den lidt for tungefærdige, men overfladiske tale blandt kristne om fuldkommenhed. Nogle citeret (naturligvis løsrevet fra sammenhængen): »Enhver, der er født af Gud, gør ikke synd, thi Guds sæd bliver i ham; ja, han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. Derpå kendes Guds børn og Djævelens børn.« 1 Joh. 3,9-10. Heraf uddrages, at når man først er blevet døbt, vil ens liv derefter automatisk være dadelfrit, man kan ikke synde. Andre hævder, at nogle er forudbestemt til frelse og at de derfor heller ikke har noget at bekymre sig om; også de mener at have et ubegrænset adgangskort til Guds rige. Og på den måde kan der opstå de besynderligste lærdomme fra letkøbte citater, som er revet ud af sammenhængen. En ofte citeret tekst, brugt i forkert sammenhæng, synes at frembringe den modsatte virkning - det er Jesus, der opsummerer et afsnit af sin Bjergprædiken: »Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.« Matt. 5,48. Nogle mistolker disse ord, taber modet og er tilbøjelige til på forhånd at opgive en kamp, hvor deres chancer står så dårligt. Som følge heraf lever de i et alt andet end nyt liv.

Men når vi anbringer teksten, hvor den hører til, som konklusionen på et afsnit, hvor Jesus lærer sine tilhørere, at de skal være villige til at gå den anden mil, til at elske alle, selv deres fjender og forfølgere, uden at gøre forskel i omsorgen for medmennesker, ser vi sagen i et andet lys. Kravet er stadig stort, men ikke umuligt. »Der må ikke være begrænsninger for jeres godhed,« sådan gengiver the New English Bible mere nøjagtigt Jesu ord, »som der ikke er nogen grænser for jeres himmelske Faders godhed.« Matt. 5,48. Hugo Odebergs kommentar er også rammende: »Fuldkommen er den, som er blottet for fuldkommenhed i egne tanker, for egenrådighed, og som i åndelig længsel rækker ud efter Faderen. Heri kommer fuldkommenheden til udtryk. At være fuldkommen betyder frem for alt at være frigjort fra sin egen fuldkommenhed.«

End ikke Jesu nærmeste disciple var fuldkomne. Peter, der var mest overstrømmende af dem alle i sine troskabserklæringer til Mesteren, faldt så langt fra nåden, at han i et højst ukristeligt sprog benægtede overhovedet at have kendt ham. To andre disciple var så drabelige slagsbrødre, at Jesus gav dem tilnavnet »tordensønnerne«. Da indbyggerne i en samaritansk landsby nægtede at give Jesus og disciplene husly for natten, fordi de åbenbart var på vej til Jerusalem, udbrød det krigeriske brødrepar: »Herre! vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem?« Luk. 9,54. Og da Jesus begyndte at tale om, at han måtte til Jerusalem for at blive forrådt, for at falde i hænderne på sine fjender og blive dømt til døden, lå det langt over deres fatteevne: de havde hovedet fuldt af så mange andre ting. Deres Mester skulle snart jage de romerske undertrykkere ud af landet, han skulle befri folket, og de så i ånden sig selv siddende ved hans højre hånd som dommere og medregenter. De begyndte endog at skændes om, hvem der skulle have den fornemste plads, når Messias-rigets herlighed snart oprandt (Luk. 9,46-48). Nej, ikke en gang den lille inderkreds omkring Mesteren bestod af hellige mennesker. Den ægte kristne, hvis øjne hele tiden er fæstet på Mesteren, kan aldrig bedrage sig selv med den tanke, at han selv er fuldkommen. Han erindrer til stadighed sin egen ufuldkommenhed, men, stærk i den And, som Kristus har indblæst i ham, fortsætter han urokkeligt, rækkende efter sin høje kaldelses sejrskrans. Og idet han higer og stræber, bliver der gradvist færre fejl og fald. Det er den proces, Bibelen kalder helliggørelse - den proces hvor man bliver helliggjort.

Medens kritikere af det kristne fællesskab altså affærdiger de fejlende kristne som værende ikke bedre end dem selv, udfolder der sig, ubemærket, i det stille, mirakler, hvor mennesker blive forvandlet. Nogle snubler ved begyndelsen af deres åndelige løbebane, de rejser sig for blot at falde på ny. Men Frelserens hånd er der hele tiden, griber altid efter deres hånd, når de rækker den ud, og løfter dem op på ny, indtil deres fald bliver mindre hyppige, og de ikke snubler så let. Med Peter skete der en bemærkelsesværdig forvandling. Han, den usle kujon i ypperstepræ stens gård, blev pinsedagens frygtløse bekender og rettede en sviende bebrejdelse til hele Jerusalem for at have slået Herren ihjel. Det samme Jerusalem, som Peter hav de været så bange for blot to uger tidligere. Tordensønnen Johannes blev den milde kærlighedens apostel, de øvrige blev helte - på nær en. Og kristne mennesker bliver helte og hellige mennesker på samme måde i vore dage - nogle på en pludselig, dramatisk måde, ligesom Saulus fra Tarsus, der øjeblikkelig blev forvandlet fra forfølgeren Saul til den uforfærdede apostel Paulus - for andre kan det ske mere gradvist, men lige så umiskendeligt.

Dette bringer os tilbage til spørgsmålet om tvætning, om at borttvætte det smuds, man så let får på sig. Dåben symboliserer aftvætningen af fortidens synder, men hvad med det støv og snavs, som den nye kristne let får på sig, idet han snubler på vejen fremad og opad? Dette problem er sejlivet. Vi læser om det på Det gamle Testamentes tid, og dengang som nu var ingen mennesker immune over for dette, ikke en gang den salvede præst. »Er det den salvede præst, der forsynder sig, så der pådrages folket skyld, skal han for den synd, han har begået, bringe Herren en lydefri ung tyr som syndoffer.« 3 Mos. 4,3. Slagtningen af offerdyret, udgydelsen og bestænkningen med dens blod, fedtet der skulle brændes på alteret, og resten af tyren, der skulle brændes uden for lejren, var alt sammen symboler på renselse fra den synd, vedkommende præst havde begået af vanvare. Det samme gjaldt, hvis det var hele folket, der havde syndet (4,13), hvis det var en øverste (4,22), eller endog hvis det var en af almuen (4,27). Ingen er immun for at blive besmittet med synd, præst eller menig mand, høj eller lav, end ikke Guds udvalgte.

De første kristne var fuldt opmærksomme på dette, hvor ulogisk det end kunne synes. Synden er ulogisk, en mystisk sygdom; og eftersom ingen kristen har haft mulighed for eller haft adgang til fuldkommen immunitet over for synden, vil han på en eller anden måde lejlighedsvis blive influeret af den, »opsamle« noget af den. »Jeg forstår ikke min egen handlemåde;« bekendte apostlen Paulus i sin fortvivlelse, »jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg.« Rom. 7,15.

Den kristne religion har sine forholdsregler over for denne utilstrækkelighed, ligesom jødedommen havde det for mange hundrede år siden. Atter ligger lægedommen i Guds Lam og hans udgydte blod. »Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søn, blod renser os fra al synd.« 1 Joh. 1,7. Stadig gør hans blod os rene, fordi vi stadig bliver tilsmudsede. Det er ligesom at vaske sig i vand gentagne gange. Lad os have dette i tanke, når vi somme tider studser over apostlens forkærlighed for kompliceret billedsprog og den uventede sammenkædning af tilsyneladende vidt forskellige begreber, idet han også skrev: »Han er den, som kom med vand og blod.« 1 Joh. 5,6. Og idet Johannes skrev dette, huskede han på det vand og blod, der var strømmet ud fra spydstikket i den korsfæstede Jesu side, han huskede dåbsvandet i Jordan, han huskede Døberens råb: »Se Guds lam, som bærer verdens synd!« Han huskede symbolikken ved det lam, der brændte hver dag på Israels alter og hvordan dets blod blev udgydt for folkets gentagne fejltrin og synder, og han huskede, hvordan Himmelen havde åbnet sig, efter at den unge Tømrer var blevet døbt, og Guds herlighed steg ned som en due, et godkendelses-smil fra selve Himmelen. Alle disse minder og reflektioner - Anden, vandet og blodet var Guds vidnesbyrd, Guds forsikring om, at han har givet os evigt liv, liv i overflod, og at dette liv er i hans Søn. »Der er tre, som vidner: Ånden og vandet og blodet; og de tre stemmer overens.« 1 Joh. 5,7-8.

Denne artikel fortsætter   >>> >>>


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com