Den bibelske dåb III.

Denne artikel er en fortsættelse af  dåb-2

Det nye Testamente gengiver også en begivenhed af stor betydning angående det problem, der hedder menneskets iboende tilbøjelighed til at gøre det forkerte. Selve aftenen før Jesus blev grebet og skyndsomt overgivet til pinsler og spot, spiste han et sidste måltid sammen med sine nærmeste efterfølgere. Det var aftenen før påskehøjtiden, og han vidste, at hans time var kommet. Det var lige før, Guds Lam skulle ofres. Men hans disciple havde stadig hovedet fuldt af andre ting - hvordan Jesu tilhængere havde sønderflænget luften med deres hyldestråb til Messias: »Velsignet være Kongen, han, som kommer, i Herrens navn!« De huskede, hvordan han havde opvakt en død mand til liv, hvordan endog fremmede fra Grækenland havde ønsket at se deres Mester med den stærke udstråling og de overnaturlige evner. En af dem var endog i færd med at planlægge et forræderi - måske for at provokere ham til at markere sig og stille sig selv i spidsen for en glorværdig revolution. Jesu hjerte var tungt. Da måltidet var forbi rejste han sig, lagde sin kappe til side, bandt et håndklædet om livet, hældte vand i et fad og begyndte at tvætte disciplenes fødder. Der blev så mærkelig stille i rummet, idet han knælede ned ligesom en slave foran sine efterfølgere, den ene efter den anden, tvættede deres fødder (som Maria Magdalene havde tvættet hans fødder) og tørrede dem med håndklædet. Da han kom til Peter, trak denne sig tilbage i frygt og skam og råbte: »Herre! tv æt ter du mine fødder!« Bedrøvet svarede Jesus: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.« »Aldrig i evighed skal du tvætte mine fødder!« svarede Peter.

»Hvis jeg ikke tvætter dig,« sagde Jesus, »har du ikke lod og del sammen med mig.« »Herre,« sagde den iltre Peter med typisk, impulsiv stortalenhed, »så ikke min fødder alene, men også hænderne og hovedet!« Hvor var det dog åbenbart, at han ingenting forstod. Derfor forklarede Jesus: »Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren!« og derpå, måske som en advarsel til forræderen, tilføjede han: »og I er rene, dog ikke alle.« (Joh. 13,2-22)

På dette punkt må disciplene have indset, at deres Mesters handlinger lagde op til en dramatisk lignelse - profeter fremførte ofte deres budskaber ved at opføre et rollespil og fulgte ofte spillet op med en mundtlig forklaring. Og dette er nøjagtig, hvad Jesus gjorde da han havde tvættet fødderne på dem alle. »Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer?« begyndte han. »I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.« Joh. 13,12-15.

Hvad var det da, Jesus helt præcist ville, at hans disciple skulle forstå ved denne højst overraskende handling? Det umiddelbare budskab var klart og let forståeligt - i det mindste for evangeliets forfatter. En af dem var dybt engageret i rænker og intriger. Jesus tilføjede: »I er rene, dog ikke alle,« bemærker evangelisten, »thi han vidste, hvem det var, som skulle forråde ham.« På trods af mindre fejl og skønhedspletter var hele gruppen ren, nemlig som følge af den symbolske, delvise tvætning. Men der ligger mere i Jesu handling end dette. Hvad han havde gjort for dem, skulle de også gøre for hverandre, og hans ord klinger ned gennem tiderne til hvert eneste medlem af den kristne menighed. Hvad siger dette til den kristne i vor tid?

Nogle fristes til at affærdige episoden som noget, der hører fortiden til, under påberåbelse af, at når Jesus påtog sig tjenerrollen, var det simpelt hen en irettesættelse af disciplenes stolthed. De havde ingen tjener, og ingen af dem var villig til at fungere som sådan; de var mere interesserede i at ophøje sig selv end i at tjene deres Mester.

Og der er utvivlsomt nogen sandhed i dette. Men det var først efter måltidet, at Herren udførte denne tjenergerning, og skik og brug krævede at de varme støvede fødder blev tvættet umiddelbart efter, at man var kommet ind i et hus.

Jesus sagde ganske enkelt til dem: »I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.« Kun en tåbe ville benægte, at der ikke er behov for en sådan tjeneste også i en kristen menighed i dag. Hver eneste kristen behøver en hyppig påmindelse om sin virkelige status' »En tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham.« Sådan siger han, hvis ord er sandhed. Både den kristne menigheds og den enkelte kristnes lykke afhænger af, om man husker disse ord. »Når I ved dette,« sagde Jesus, »er I salige, om I gør det,« Ingen, som knæler ned for i tjenestens, ydmyghedens og kærlighedens ånd at tvætte sin broders fødder - som Jesus gjorde dengang i ovensalen - og med ordene: »Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig,« klingende i sine ører, vil nogen sinde frivilligt kunne gøre uret mod denne broder eller undlade at sætte hans vel forud for sit eget Og heri ligger Guds velsignelse.

Men der ligger en endnu dybere betydning i Jesu ord ved denne anledning. »Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren,« sagde han, og hans hentydning til den mørke plet på deres broderskab blev tilføjet for at anvende ordenes generelle sandhed på denne særlige situation. De var »rene«, for så vidt som ingen af dem var medskyldige i Judas' synd, Ikke desto mindre havde Jesus tvættet fødderne på dem alle, og heri er underforstået, at de må have haft en eller anden slags urenhed, som de trængte til at få tvættet af, Alle var de kommet til kort på et eller andet område. Peter trængte til at tvættes lige så meget som Judas, En af evangelisterne beskriver endog en højst upassende diskussion mellem dem, om hvem af dem der skulle regnes for den største, (Luk. 22,24) Og så kommer vi tilbage til vandets symbolik - vandet som tegn på renselse for at råde bod på de daglige fejltrin og nederlag, et symbol på den velsignede proces, hvorved vi »renses fra al synd ved Jesu blod«, Det at tvætte fødderne på en medkristen bliver således til en »lille dåb«, en påmindelse om, at Jesu blod altid bort tv æt ter enhver synd, som man har bekendt og taget afstand fra, Der er næppe noget tidspunkt, som passer bedre til udførelsen af denne lille dåb, end umiddelbart før den kristne sætter sig til Herrens bord. I den første kristne menighed var det ikke alle, der fuldt ud forstod at værdsætte nadveren som noget stort og højtideligt, og Paulus måtte bruge stærke ord i sit brev til menigheden i Korint, for at overbevise dem om dette. »Enhver må prøve sig selv,« skrev han, »og så spise af brødet og drikke af kalken.« 1 Kor. 11,28. Ved at komme til Herrens bord uden den rette åndelige indstilling, pådrager man sig »skyld over for Herrens legeme og blod«. Derfor kan der ikke være nogen bedre metode til forberedelse for Herrens nadver end at tvætte en medkristens fødder. Det minder om, at vi alle er fejlende mennesker, at i Kristi menighed er vi alle brødre, og det minder om vor Mesters uendelige barmhjertighed og offervilje. Dåben, fodtvætningen og den hellige nadver er de uforlignelige sindbilleder på Guds nåde og vore privilegier som hans børn, der har deres synders forladelse.

Ikke desto mindre er der så mange kristne trossamfund, der enten har glemt Kristi formaning: »Så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder,« eller har reduceret den til et stivnet ritual. Men hos enkelte kristne trossamfund kan man stadig finde lydighed mod denne Herrens befaling.

Da Brødremenighedens stifter, grev Nikolaus von Zinzendorf (1700-1760) læste, at også vi er skyldige at tvætte hverandres fødder, adlød han beredvilligt og påbegyndte en bevægelse, der bredte sig langt ud over Tysklands grænser til England, Schweiz, Skandinavien og til Den nye Verden. I dag praktiserer Syvende Dags Adventistsamfundet, et verdensomspændende samfund af kristne mennesker, trofast denne hellige handling som forberedelse til Herrens nadver.

»Nu er han en gang for alle ved tidernes fuldendelse åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden.« Således fortælles der i Hebr. 9,26, og det er den kristne menigheds tro i dag. Den kristne mindes dette uforlignelige offer, når han sidder ved Herrens bord og fejrer den hellige nadver. På samme tid ser han frem til dagen for sin Herres genkomst » Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer,« skrev Paulus til sine medtroende i Korint Dåben og nadveren er de to sakramenter, som fejres af det store flertal af de kristne i dag, og begge taler om Herrens død og opstandelse.

I dag har ordet »sakrament« mystiske overtoner, men dette findes ikke i Det nye Testamente. Sakramenter taler om Herrens død og opstandelse, de gør ikke andet De får ikke disse begivenheder til, på en eller anden ubegribelig måde, at udspille sig på ny. De er heller ikke mystiske forestillinger eller ritualer, der som trylleformularer skal fremsiges på en ganske bestemt måde for at være virkningsfulde. De er ikke en slags hellig magi, som kan udrette noget for den specielt indviede. Et sakrament er i sit inderste væsen en religiøs ceremoni eller handling, som den troende tager del i som et ydre og synligt tegn på iboende og åndelig nåde, der kommer direkte fra Gud og som afhænger af den kristnes tro og ikke af, hvorvidt ceremonien udføres af en ordineret præst Sakramenter er det sprog, den kristne bruger for at fortælle om de store ting, Gud har gjort for ham.

Herrens nadver blev indstiftet af Jesus selv i den nat, da han blev forrådt. 1 Kor. 11,23.

Markus' beretning gengiver forløbet kort og præcist:

»Mens de spiste, tog han et brød, velsignede, brød det, gav dem det og sagde: 'Tag det; dette er mit legeme.' Og han tog en kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf.

Og han sagde til dem: 'Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg eder, at jeg skal ikke nogen sinde mere drikke af vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny i Guds rige.' Efter at de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget« Mark. 14,22-26. Paulus' version understreger, hvad nadveren skulle minde om: »Gør dette til ihukommelse af mig.« 1 Kor. 11,24.

Derfor, hvor oprigtig man end er i sin tro på, at brødet ved den korrekte fremsigelse af indvielses-ordene virkelig forvandles til Jesu legeme, og vinen til hans blod, skønt det stadig i det ydre ser ud som brød og vin, så er det ikke en tro, som har hjemmel i Ny Testamente. Nadvergæsten spiser ikke Jesu fysiske legeme, når han modtager den indviede oblat Ej heller er Herrens nadver en gentagelse af tragedien på Golgata; den er ikke et blodløst offer.

Mange andre kristne tror, at skønt brødet og vinen nok bliver ved at være brød og vin, også efter at indvielsesordene er udtalt, modtager nadvergæsterne alligevel Jesu eget legeme og blod med brødet og vinen. Denne lære, blandt teologer kendt som konsubstantiationen, dvs. at brødet som Kristi legeme også indeholder Kristi blod, udleder de af Luthers ord: »Sakramentet ved alteret er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod, virkeligt nærværende i brødet og vinen, indført deri af Kristus selv, således at kristne kan spise og drikke deraf.« Men i protestantiske trossamfund betragter man dette bibelske udtryk som noget, der skal tages i overført betydning - en stærkt forkortet sammenligning. »Dette er mit legeme,« er en stenografisk version af »dette brød er at sammenligne med mit legeme.« Brødet fremstiller legemet, ligesom et lam kun fremstillede Kristus, når det blev ofret på alteret.

I overensstemmelse hermed tror syvende dags adventisterne, at deres nadversyn, som et minde om og en bekendelse af deres tro på Herrens løfte om at komme igen, kommer meget tæt på det, Jesus havde i tanke, da han befalede sine efterfølgere at gøre »dette til ihukommelse af mig«. De finder, at ærbødig deltagelse i nadveren er en velsignet erfaring af tro og håb, men kun når mennesket har ransaget sig selv, bekendt sine synder, bragt sig i et ret forhold til sine medtroende og ved troen taget imod Kristus i sit hjerte. I denne erfaring tror adventisten, at han, åndelig talt, får del i Kristus. Det er faktisk sådan, at han ved troen spiser kødet og drikker blodet af Ham, der ved en bestemt anledning sagde til sine tilhørere, at kun ved at spise hans kød og drikke hans blod kunne de få evigt liv, og at han med dette mente de ord, han udtalte. »Det er Anden, som gør levende,« forklarede han senere for sine disciple, »kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.« Joh. 6,63.

Den kristne, der opmærksomt læser sin bibel, vil da, når han deltager i Herrens nadver, gang på gang mindes sin Frelser, og, som i fodtvætningen, ære det kristne broderskab. »Velsignelsens kalk, ... er den ikke fællesskab om Kristi blod ? Det brød, som vi bryder, er det ikke fællesskab om Kristi legeme? Fordi der er et brød, er vi et legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød.« 1 Kor. 10,16-17.

Men for den kristne, som længes efter at se sin Herre ansigt til ansigt, er det mest bevægende aspekt ved nadvergudstjenesten hans Herres løfte om at komme igen og hente de trofaste hjem til sit rige, for der at holde nadver omkring det store himmelske bord. Det nye Testamente er fyldt med denne forventning. »Når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig,« sådan gengiver Johannes hans løfte. Joh. 14,3. Denne genforening vil blive højdepunktet i det nye liv, som de døbte disciple begynder her og nu. »I elskede,« skrev apostlen senere, »nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi en gang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige.« 1 Joh. 3,2. I dette liv betragter den kristne sig blot som en fremmed og pilgrim, hans borgerskab »er jo i Himlene«, hvorfra han ivrigt forventer sin Frelsers komme. Fil. 3,20. Han mindes sin Herres uforlignelige offer, hele tiden med blikket fæstet på denne herlige fremtid. Den kristne vedbliver at mindes sin Herre, »indtil han kommer«.

»Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh. 3,16. Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at den kristne religions byggemateriale hviler på en usynlig grundvold af tro. Sætter man vantro i stedet for tro, bryder det hele sammen.

Kristendommen bør dog ikke uden videre affærdiges af den grund. »Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse;« læser vi i et brev til tvivlende jødiske kristne i det første århundrede, »thi trofast er han, som gav forjættelsen.« Hebr. 10,23. Tro var et ord, som Jesus ofte benyttede, og når han fandt tro, enten det var hos jøde eller græker, var han gennem den i stand til at udføre sine undergerninger. Det fortsætter han med den dag i dag, og det største under, han i dag kan udvirke, er, forudsat vi har tro til at samarbejde, vor egen frelse.

Hvad er da denne meget betydningsfulde tro, og hvad er frelse? Hebræerbrevet definerer troen og har meget at sige om, hvad den udretter. »Tro er fasttillid," siges der, »til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser." Hebr. 11,1. Nøgleordene er »tillid" og »forvisning". Hele resten af kapitlet gengiver store profeters, heltes og gudfrygtige menneskers bedrifter, bedrifter, som fremstiller de faktiske resultater af denne uhåndgribelige, men alligevel virkelige sindstilstand: »Den, som tror og bliver døbt," sagde Jesus, »skal blive frelst." Mark. 16,16.

Tro er at tænke positivt - om Gud - og den kan udføre frelsens store mirakler. »Frelst" og »frelse" er ord, der så let smutter over de kristnes læber, somme tider for let, for de færreste synes at standse op for at tænke over, hvad ordene virkelig betyder. I sin natlige samtale med Nikodemus påpegede Jesus, at menneskeheden kun har to alternativer - fortabelse eller frelse. »Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden," forklarede Jesus, »men for at verden skal frelses ved ham." Joh. 3,17. »Frelse" er åbenbart det modsatte af »fortabelse". Frelse er redning fra den uundgåelige fortabelse. Og den verden, som vi alle er en del af, står, ifølge disse Jesu ord, over for den skæbne. Før eller senere vil katastrofen ramme, det onde vil frembringe den eneste konklusion, det er i stand til at frembringe - ødelæggelse. Og Gud ønsker inderligt at redde menneskeheden fra denne skæbne, ønsker det så højt, at han døde for at sikre denne frelse.

Når der er tale om frelse fra fortabelse, vil det uundgåeligt vække forestillinger om en sidste ufattelig verdensbrand, og Skriften taler faktisk om verdens ende med lignende udtryk. Men Guds store redningsaktion er ikke kun en mission til allersidst, ikke kun at rive de hellige ud af det holocaust, i hvilket selve elementerne vil komme i brand og opløses. (2 Pet. 3,8-13). Frelsen begynder i samme øjeblik, et menneske tror på Jesus Kristus. Den fortsætter som en forberedelse til den nye tingenes orden, den gyldne tidsalder, som Gud vil oprette, når den nuværende ulykkelige tilstand endeligt og uigenkaldeligt er forbi. Selv de, der lader hånt om Bibelens skildringer af verdens ende og et evigt Gudsrige, skælver i dag ved de rædselsvækkende muligheder for verdens ødelæggelse, som ligger i supermagternes nervøse hænder, idet de mægtige skuler til og truer hinanden hen over diverse skillemure af stål, beton og strittende geværer. Millioner finder ingen mening i dette menneskelige paradoks af strålende teknologi og dybt moralsk mørke, livet forekommer dem som en hjerteløs, meningsløs farce. Uden tro. Men troen skuer hinsides de menneskelige affærers ildevarslende mørke og ser, glimtende som et fjernt fyr lys på en ensom klippe ved nattetid, herligheden fra Guds rige. Troens første afdrag på frelsen er i sandhed befrielse fra fortvivlelsens dyb, fra tilværelsens håbløshed.

Den anden rate er meget lig den første, den befrier mennesket fra den kval og smerte, han lider, når han forestiller sig, at hans nuværende tilværelse er uden mening - og uden tro er det få, der undgår denne lidelse. Der er nogle, som solen altid synes at skinne på - de lever i pengefolkenes komfort, de sejler i luksusyachter og daser somrene væk på solbeskinnede strande - men før eller siden vil der også for dem komme skyer for solen, tvivlens isnende vind får dem til at skælve - måske en grusom sygdom rammer en af deres kære, eller en pludselig, jagende smerte ved hjertet. Når livets ubarmhjertige realiteter således presser sig ind på deres bevidsthed - er dette virkelig alt ved mit ophold på denne klode? Er jeg virkelig som græsset, der vokser op, blomstrer, for derpå at hugges om og glemmes, som om det aldrig havde været til? Fører livets herlige vej kun til graven? Da minder troen den kristne om, at »det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods", det vil alt sammen forgå, men troen forsikrer ham også om, at »den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid". 1 Joh. 2,16-17. Den frelsende tro overbeviser den kristne om, at selvom han vandt hele verden, men mistede sin sjæl, da havde han mistet alt. Frelsen giver mening og håb.

På samme måde befrier frelsen de unge fra fortvivlelsen, idet de med rædsel betragter den verden, deres forældre og bedsteforældre giver videre til dem. Frelsen fortæller dem om en fremtid, strålende, gylden og tilfredsstillende, hvor de til sidst vil kunne nå deres største forhåbninger og realisere alle deres ungdomslængsler. Frelsen redder dem fra at gribe efter flasken eller sprøjten for at undgå den sorte fortvivlelse. Ej heller behøver de ældre og de gamle at frygte de år, om hvilke de vil sige: »I dem har jeg ikke behag!" Præd. 12,1. Frelsen lærer dem med Robert Browning at fortrøste sig til, at afslutningen på dette liv blot betyder, at man har færdiggjort sin forberedelse til den kommende herlighed, opstandelsen, Mesterens tjeneste, den lykke at kunne gå ind til deres Herres glæde, når han kommer igen.

Men måske er den almindeligste opfattelse af frelsen, at den betyder befrielse fra synden, hvad den i sandhed også gør. Synden er en sygdom, og frelsen er den helbredende læge. Og vi er alle inficeret, »født i misgerning, undfanget i synd". Men vi kan ikke lide at tale om det. Vi forbinder behandlingen af synd med sortklædte præster, som hele tiden kommer med deres »Du må ikke!" og irriterer os med alle de grænser, vi ikke må overskride. Og på den anden side af disse grænser ser vi glimtvis blændende skønhed, hører lokkende toner, og vi ønsker os alt dette, og vi vrænger ad den syndige etikette, de fromme sætter på disse ting, og vi undertrykker de betænkeligheder, vor samvittighed plager os med. Men synd er noget dybt alvorligt.

»Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær61;; skrev Jakob, »derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død." Jak. 1,14-15. Synd er dybest set egenrådighed. Vi ønsker at få vor egen vilje, at behage os selv, at gøre tingene på vor egen måde, og når Guds lov kommer i vejen, skræver vi over den, »overtræder61; den, som Skriften udtrykker det. Følgen er, at vi, når vi er kommet væk fra vor moralske vejleder, finder os selv drivende omkring uden faste holdepunkter, vi farer vild, vi mister synet for vor høje kaldelses sejrspris. Vi bliver mere og mere optaget af os selv, og det resulterer, som tilfældet er ved al indavl, i åndelig svaghed og sjælelig ufrugtbarhed. Vor sjæl sygner hen, og uden frelsens balsam vil sjælen visne og dø. Gud gav sin Søn, for at vi ikke skulle fortabes, men have evigt uforgængeligt - liv. Nu.

Frelse er, naturligvis, at blive forvandlet af vor Frelser, at få alt ondt og uretfærdigt i vor natur gjort godt. Dette er evangeliet, den gode nyhed, der forbløffede hele den da kendte verden for næsten to tusind år siden. »Det er en Guds kraft til frelse," skrev Paulus, "for enhver, som tror, ... thi i evangeliet åbenbares retfærdigheden fra Gud, af tro til tro." Rom. 1,16-17. Når Gud stiller et menneske ansigt til ansigt med Jesus, da tager han det første skridt til at frelse dette menneske. Ansigt til ansigt med den mest indtagende person, der nogen sinde har åndet Jordens atmosfære ser vi os selv, som vi virkelig er - ynkværdige og fattige, blinde og nøgne. Vi udråber som Paulus før os: »Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?" Og så ser vi to armerakt ud for at frelse, og vi ser de naglemærkede hænder, og vi gisper, fyldt med lettelse og taknemmelighed: »Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!" Rom. 7,24-25. Han vinker os til sig, meget enkelt og tydeligt: »Kom og følg mig!" Matt. 4,19. Han fører os hen til korset, og der må vi, som Paulus fordum, dø fra os selv. »Med Kristus er jeg korsfæstet," skrev han ud fra sin egen erfaring, og det var en pinefuld sag, denne korsfæstelse af hans egen forkvaklede natur, men det var ikke det sidste. »Det liv, jeg nu lever," sagde han, »er ikke mit liv, men det liv, som Kristus lever i mig." Alt dette er naturligvis billedtale, han beskriver en åndelig forvandling, en blanding af kval og fryd. Men denne åndelige forvandling afspejlede sig på meget praktisk måde i hverdagen. »Det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig." Gal. 2,20. Frelsen frembringer praktiske resultater.

Da Paulus skrev til de kristne i Rom, drejede meget af hans brev sig om frelsens praktiske resultater - den forandring til det bedre, som Guds redningsoperation frembringer i den kristnes daglige liv. Forandringen er forbløffende - et liv, der en gang var så godt som dødt for alt godt, rent og ærbart, bliver fyldt med iver og begejstring for de kristelige dyder. Så dramatisk er denne forvandling, at Paulus drister sig til at sammenligne den med Frelserens egen død og opstandelse. »Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv." Rom. 6,4. Men denne forvandling er ikke from magi, det er heller ikke en vandring i ophidsende hallucinationer; det betyder at tage vor Frelser i hånden - »stil heller ikke jeres lemmer (legemet) til rådighed for synden som uretfærdigheds redskaber." Rom. 6,13. Gud tilbyder redningen og vi må række ud og med den ene hånd gribe hans udrakte hånd og med den anden tage imod hans gave. Vi samarbejder i en forenet bestræbelse. Resultatet er, at vore holdninger forandres, og denne forandring frembringer igen en forandring i vor adfærd.

Paulus holdt af at sammenligne dette aspekt af frelsens proces med Jesu død og opstandelse. Det havde han allerede gjort i sit brev til de kristne i Galatien. I brevet til de troende i Rom sigtede han til dualismen i Guds-mennesket og skrev om Jesus, at han »ifølge sin kødelige herkomst er født af Davids slægt og ifølge Helligheds-ånd blev godtgjort at være Guds Søn ved opstandelse fra de døde." Rom. 1,3-4. Han erkendte også en dualisme i den menneskelige natur, »i kødet" (Rom. 7,5). På den ene side hedder det: »I mit kød bor der intet godt." På den anden side, »i mit indre menneske," glæder han sig over Guds lov. I mine lemmer, altså »i kødet", er der en »syndens lov", som ligger i strid med »loven i mit sind", Åndens lov. Han identificerer den ene med død og den anden med liv. Han betragter den naturlige, menneskelige tilstand som en slags etisk magtesløshed og frustration, som han rammende benævner »død". Den tilstand, som »frelsen" resulterer i, er »liv". Omvendelsen er derfor i Paulus' billedsprog at sammenligne med en opstandelse fra de døde.

Den mest åbenbare forskel mellem et levende menneske og et dødt legeme er, at det ene ånder, hvad det andet ikke gør. Efter at Gud havde dannet Adam af agerjordens muld, blæste han »livsånden" (sin ånde) i hans næsebor, og mennesket blevet levende væsen. Gud indblæste sin ånde, Helligånden, i den døde Jesus, og Jesus opstod fra de døde. Det under, at et håbløst, hjælpeløst, syndigt menneske forvandles til en positivt tænkende personlighed, som hader det onde og stræber efter ved Guds hjælp at overvinde det, forekom Paulus så dramatisk, at han kun kunne beskrive det som en opstandelse fra de døde. Også den skyldes jo, at Gud i sin nåde indblæser nyt liv (sin Helligånd) - vi kunne kalde det ny inspiration - i den, han befrier. »Altså, brødre," argumenterede Paulus, »står vi ikke i gæld til kødet, så vi skulle leve efter kødet; thi lever I efter kødet, skal I dø, men d øder I ved Ånden legemets gerninger, skal I leve." Rom. 8,12-13. Frelse fra synden er en forenet bestræbelse af »ånden" og »dig".

Hvordan kan man vide, om man er frelst eller ikke? Jesus gav svaret: Træet kendes på frugterne. Og Paulus har også et svar, et praktisk svar, i sit brev til de kristne i Galatien. Han stiller to diametralt modsatte beskrivelser op ved siden af hinanden. »Enhver kan se hvilken adfærd, der hører til den lavere natur, kødet," skriver han, og derpå opregner han dens kendetegn med klar, næsten brutal åbenhed: utugt, urenhed, og løsagtighed kommer først, og lige i hælene på disse: kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse. Ja, til denne uhyggelige opremsning kommer drukkenskab, svir og deslige. Denne beskrivelse er ganske nøgtern: Gud må hjælpe os, for kun han kan. En sådan adfærd er alt for almindelig.

Derpå opstiller Paulus en dejlig række af de frugter, Ånden frembringer i det genfødte menneskes liv: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed og afholdenhed. Det er måske ikke de egenskaber, der kalder på de store overskrifter i aviserne, men, åh, hvor vi dog ønsker de var vore, alle sammen! Det er disse dyder, der gør livet værd at leve. Og det er i den sidste ende, hvad alle ønsker sig. Hvor er det dog sørgeligt, at ikke alle har det som livets vigtigste hensigt at møde Ham, der alene kan gøre alt dette muligt. Når alt kommer til alt, er vi skabt til ham, og vort hjerte er uroligt og ilde til mode, indtil det finder hvile i ham.


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com