Den bibelske åb IV.


Den Jødiske proselytdåb!
Begrebet dåb har sin oprindelse fra Det gamle Testamentes tid. Selv ordet (baptizo på græsk) betyder nedsænke (i vand), og fra gammel tid har man forbundet renselse med det. Jøderne havde mange renselsesskikke, hvoraf de fleste var af rituel art og derfor forbundet med privat eller offentlig gudsdyrkelse, andre var af hygiejnisk art eller begge dele. De rituelle udsprang af den opfattelse, at et menneske kan besmittes sjæleligt og derfor behøver renselse.
Den jødiske såkaldte proselytdåb blev anvendt, når en hedning antog den jødiske tro og sluttede sig til guds - folket. Op imod Kristi tid synes denne skik endda at have spillet en større rolle i det jødiske missionsarbejde end omskærelsen, fordi den også omfattede kvinderne, og der var til tider forholdsvis stor tilgang af kvindelige proselytter fra hedenskabets verden.
Ved denne før kristne form for døb sænkedes den, der skulle døbes, helt ned i vandet, så hele legemet et øjeblik var dækket af vand. Nyere arkæologiske opdagelser var Det døde Hav synes at godtgøre, at den jødiske sekt esserne tog rituelle bade daglig, idet de derved mente at kunne afvaske deres synder.

Johannes døbers dåb!
Aftvætning som et symbolsk renselsesmiddel var således kendt under forskellige former længe før begyndelsen af vor tidsregning. Derfor var der for de mange jøder, som flokkedes om Johannes døber ude i Judæas ørken, intet mærkeligt i, at han døbte dem, der angrede deres synder og omvendte sig; det fandt folket ganske naturligt. Der var heller ingen af de jødiske, kirkelige autoriteter, der bestred værdien af den dåb, Johannes anvendte, men blot hans beføjelse til at anvende den.
Johannes døbers dåb synes at være en videre udvikling af mere enkle renselsesceremonier, som man kendte fra den jødiske gudstjeneste fra gammel tid. Disse renselsesskikke var, for så vidt det ikke gjaldt noget rent hygiejnisk, nært forbundet med det forhold til frelsens Gud, som det enkelte menneske opnår ved tro. Kun ved troen fik de mening, selve handlingen havde ikke i sig selv nogen virkning, hvad menneskets frelse angik. At mange jøder på Kristi tid med deres svindende sans for de åndelige værdier misforstod dette ændrer ikke noget her.
Denne trosmæssige side er noget fundamentalt i al sand gudsdyrkelse. Det har altid været troen, der frelste, men Gud har til forskellige tider givet sin menighed visse anordninger, hvorved den kunne bekende sin tro og i bekendelsen styrke sin tro. Ofte har man misforstået disse trosanordninger og gjort det, som skulle være midlet, til målet. Det er f.eks. sket i den sakramentmagi, som nåede sin fulde blomstring i den mest overtroiske del af middelalderen hen imod reformations tiden, og som især den katolske kirke stadig holder fast ved. Men tillægger vandet i dåben og brødet og vinen i nadveren overnaturlige egenskaber og gør derved personlig tro i forbindelse med disse anordninger til noget underordnet, eller stiller den helt udenfor.
Nu kan man ikke kalde jødernes rituelle afvaskninger og essernes daglige rituelle bade for dåb i vor forstand, men med Johannes døber stiller det sig anderledes. Denne mægtige åndens mand gav dåben en baggrund og en plads i den kristne forkyndelse og i en Kristent liv, som gør den til en hovedhjørnesten i den kristne tro. Johannes døber havde den fornødne autoritet dertil, thi i ham genoplivede Gud profetiens ånd, som tilsyneladende ikke havde været virksom i flere slægtled i Israel. Vi kan med rette sige, at Johannes døber gav dåben dens endelige form, og at Jesus ved sin død og opstandelse gav dåben dens endelige indhold. Dette sidste skal vi senere betragte.
Johannes' dåb var et tegn på tro, omvendelse og deraf følgende syndsforladelse. Som vand renser legemet, renser syndsforladelse sjælen og gives til den, som vedgår sin syndige tilstand og dermed sit behov af Guds nåde. Den kristne dåb har stadig denne betydning. Således sagde Ananias til den nyomvendte Paulus i Damaskus: Apg 22,16 "Hvorfor tøver du? Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!"
Men Jesu dåb rækker længere end hertil. Johannes døber forstod, at hans dåb ikke var den endelige. Han siger det med disse ord: Matt 3,11 "Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild." Dette ord er en forudsigelse om den ny åbenbarelse af Helligånden, som skete på pinsedagen og derefter. Jesus sendte Helligånden i en fylde, som aldrig tidligere var set. Det var, som om Jesus efter sit fuldbragte værk fra sin himmel kunne gøre mere end før for dem, som i troen og dåben overgav sig til ham.
Jesus blev døbt med Johannes' dåb efter eget ønske og overtog denne i sin egen evangeliske virksomhed, således at han forkyndte ordet, og disciplene døbte dem, der tog imod det.
Joh 4,1-2 Da nu Jesus fik at vide, at farisæerne havde hørt, at han vandt flere disciple og døbte flere end Johannes - det var ganske vist ikke Jesus selv, men hans disciple, der døbte - Denne dåb var tilstrækkelig og den eneste mulige indtil pinsedagen, da et fuldt færdigt evangelium med Kristi død, opstandelse og himmelfart som noget fuldbragt kunne forkyndes i Helligåndens kraft.
Der er intet mærkeligt i, at Jesus optog en anordning, som allerede var i brug. Det er nok at gøre opmærksom på, at Jesus aldrig fornægtede noget, som havde blivende værdi. Studium af den hellige skrift, ordets forkyndelse, bør og profeti var alle i virksomhed, før Kristus kom til vor jord; han afskaffede intet af dette, men gjorde brugt af det selv.
Det bør også bemærkes, at når Jesus anerkendte en religiøs funktion eller skik, så havde den sin oprindelse i skriften eller var givet direkte af Gud til hans folk.

At Jesus anerkendte Johannes' dåb, kommer, foruden det at han selv lod sig døbe, også til udtryk i disse ord til ypperstepræsterne og folkets ældste: Matt 21,24-25 "Jesus svarede dem: "Jeg vil også spørge jer om en ting, og hvis I svarer mig, så vil jeg også sige jer, med hvilken ret jeg gør dette. Johannes' dåb, hvor var den fra? Fra himlen eller fra mennesker?" De drøftede det med hinanden: "Hvis vi siger: Fra himlen! vil han spørge os: Hvorfor troede I ham da ikke?" Matt 21,32 "For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham."
Johannes døber selv var sig bevidst, at han var sendt af Gud for at vidne og døbe dem, der troede hans vidnesbyrd. Han taler om Joh 1,33 "Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden." Dette bekræftes af skriften i de betydningsfulde ord: Joh 1,6-8 "Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset."
At anerkende Johannes døbers forkyndelse og dåb var derfor at anerkende Gud, at stå hans forkyndelse og dåb imod var at stå Gud imod. Jesus karakteriserede folkets og farisæernes holdning således: Luk 7,29-30 "Hele folket, som hørte ham, også tolderne, gav Gud ret og lod sig døbe med Johannes' dåb Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham."
Johannes døber var sandhedens talsmand for sin tid, hans budskab stillede folket over for den store afgørelse.

Jesu dåb!
Men Jesus gjorde mere end at bifalde Johannes' dåb. Lige før sin himmelfart gav han disciplene befaling om, at de skulle forkynde evangeliet alle vegne og døbe dem, der kom til troen, idet de dog skulle vente nogle dage med at begynde - indtil de havde modtaget den særlige fylde af Helligånden, som han havde lovet. Det skete på pinsedagen, hvor tusinder, som kom til troen ved ordets og Åndens vidnesbyrd, blev døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, sådan som Jesus havde sagt, det skulle ske.
Jesu sidste ord var befalingen om verdensmission og dåb, og de gengives i alle fire evangelier i Det ny Testamente, dog således, at Johannes-evangeliet særlig bemærker den vægt, Jesus lægger på omsorg for menigheden (vær hyrde for mine får), og ligesom Lukas-evangeliet ikke nævner dåben.
Evangeliets forkyndelse er den største opgave, som er betroet mennesker her på vor jord. Den har ikke blot med det timelige at gøre, men også og især med det evige. Bag ved hvert menneskes lille, korte jordeliv ligger en evighed, der rummer de største muligheder, men også den store risiko, at et menneske kan miste det evige liv, som er Guds største nådegave.
Jesu missions- og dåbs befaling lyder således i Matt 28,18-20: Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
Hos Markus lyder den samme befaling således. Mark 16,15-16 Så sagde han til dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.
Disciplene skulle ikke føres og fremmest døbe, men forkynde evangeliet for derved at bringe mennesker til troen. Troen er det bærende i alt, hvad der har med Gud at gøre. Hebr 11,6 "Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham."
Frelsende tro er tro på Kristus, Apg 4,12 "Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved." Joh 3,16 "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Her er et syndigt menneskes rige og eneste mulighed for at nå saligheden.
Men overalt, hvor evangeliet nåede hen, skulle dåben følge med. Dåben er et synligt tegn på, at et menneske i tro har modtaget evangeliet. Herved giver et menneske til kende over for verden, at det tror på Faderen, Sønnen og Helligånden. Den beslutning, som er gået forud, og som nu højtideligt bekræftes, tjener også til at befæste et menneske i dets gudsforhold.

Hvad er tro?
Hebræerbrevets forfatter giver denne forklaring: Hebr 11,1 "Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses." Når Markus-evangeliet derfor siger: "Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst," så er det det samme som at sige, at den, som har fast tillid til det, han håber, overbevisning om ting, han ikke ser, og bliver døbt, skal blive frelst. En sådan overbevisning om det, som hører Guds rige til, kræver en menneskelig modenhed, som børn ikke har; derfor kan man ikke døbe små børn, hvad Bibelen heller ikke omtaler nogetsteds.
Når der står i Matt 28,19 "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem ....", så kunne det give en og anden det indtryk, at dåben i sig selv gør et menneske til discipel; det er dog ikke tilfældet. Discipel betyder lærling. Det er forkyndelsen, der gør mennesker til Kristi lærlinge, og en rigtig lærling tror på sin mester. Evangeliets forkyndelse skulle frembringe tro, Rom 10,17 "Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord." Når de ved troen var blevet disciple, kunne dåben finde sted. Derfor hedder det også i de ældre danske bibler, såvel som i den engelske og andre oversættelser: "Gå derfor hen og lær alle folk, døbende dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, lærende dem at holde alt det, som jeg har befalet jer." De troende og døbte skal aldrig ophøre med at være disciple.

Dåben i Apostelmenigheden.
Jesus gav dåbs befalingen til disciplene, og de blev dens fortolkere, da de gik ud for at vidne om den korsfæstede og opstandne frelser. Deres forståelse må vi lægge til grund for vor. Da folkemængden grebet af Simon Peters forkyndelse på pinsedagen spurgte: "Brødre! Hvad skal vi gøre?" Apg 2,38-44 "Peter svarede: "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på." Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: "Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!" De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til. De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydes og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt."
De nyomvendte dannede sammen med apostlene og andre i Jesu følge den første egentlige nytestamentlige menighed, og de var alle døbt med de troendes dåb. Barnedåb forekom hverken nu eller siden, den lå helt udenfor apostlenes dåbs forståelse. De nytestamentlige skrifter blev til i årene efter Jesu himmelfart, det sidste skrift så sent som 50 år efter. Der havde været rigelig anledning til både at foretage og omtale barnedåb, hvis man havde villet det og noget sådant havde fundet sted. Et sådant brud med sædvanlig praksis kunne ikke være gået stille af i datidens kristenhed.

Filip og Hofmanden.
Et godt eksempel på apostelmenighedens dåbs opfattelse har vi Filips evangeliske virksomhed i Samaria og på vejen til Gaza, hvor han traf en etiopisk hofmand, der antog kristendommen. Apg 8,5 "Filip tog ned til byen i Samaria og prædikede for dem om Kristus." Apg 8,12 "Men da de nu troede Filip, der forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder." Her som alle andre steder er troen det bærende dåbs grundlag.
Midt i sit frodige evangeliske arbejde blev Filip kaldt bort til en anden egn, hvor han havde en interessant oplevelse. Apg 8,26-38 "Herrens engel talte til Filip og sagde: "Bryd op og gå sydpå ad den vej, der går fra Jerusalem til Gaza; den er øde." Og Filip brød op og gik. Der var en etiopier, en mægtig hofmand hos etiopiernes dronning Kandake, som forvaltede alle hendes skatte; han var kommet til Jerusalem for at tilbede og var på vej hjem og sad i sin vogn og læste profeten Esajas. Ånden sagde til Filip: "Gå hen til den vogn og hold dig tæt op ad den!" Filip løb derhen, og da han hørte manden læse af profeten Esajas, spurgte han: "Forstår du også det, du læser?" Han svarede: "Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?" Og han bad Filip om at komme op i vognen og sætte sig hos ham. Det afsnit i Skriften, han læste, var dette: Som et får, der føres til slagtning, som et lam, der er stumt, mens det klippes, således åbnede han ikke sin mund. I fornedrelsen blev hans dom taget bort. Hvem kan fortælle om hans slægt? For hans liv blev taget bort fra jorden. Hofmanden spurgte Filip: "Jeg beder dig sige mig, hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv, eller er det om en anden?" Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham. Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: "Se, der er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?" Filip sagde: "Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske." Han svarede: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn." Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham."

Dette er en beretning om Guds omsorg for den enkelte. Filip havde mere at gøre i Samaria, end han kunne overkomme, alligevel bliver han kaldt bort, fordi et enkelt menneske ude på en øde vej behøver hans hjælp. Ingen undgår Guds opmærksomhed; han finder enhver søgende sjæl og vil sende hjælp i rette tid.
Lige straks har det nok været svært for Filip at forstå, hvad han skulle ude på en øde vej. Det var mennesker, han søgte med evangeliet, og ikke øde veje. Alligevel gik han, for han forstod, kaldet kom fra Gud, og når Gud kalder, må vi ikke tøve, selv om vi ikke straks forstår. Det varede dog ikke længe, før Filip fik klarhed. Den, der går på Guds bud, får klarhed før eller senere. I det øjeblik Filip hørte den etiopiske hofmand læse profeten Esajas, begyndte han at forstå hensigten med, at han skulle gå ud på vejen til Gaza. Han gav sig i samtale med hofmanden, en samtale, som førte til dennes omvendelse til kristendommen og efterfølgende dåb. Traditionen siger, at hofmanden forkyndte evangeliet for sine landsmænd og således førte kristendommen til Etiopien. Muligvis er dette forklaringen på, at den koptiske kirke, som er natioalkirke i Etiopien, fra gammel til har haft et stærkt islæt af kristendom. Således bar Filips samtale med etiopieren frugt i et omfang, han ikke havde kunnet forudse.
De talte også om dåben, fordi dåben hører med til evangeliet, og idet hofmanden under Helligåndens indflydelse og Guds tjener Filips vejledning blev grebet af ordet om frelse og syndernes forladelse, opstod der et ønske hos ham om at blive døbt og blive det så snart som muligt. Han spørger: "Hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?" Filip svarer: "Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske."
Betingelsen for at blive døbt er tro, og hofmanden bekendte sin tro, og på den blev han døbt. Havde han ikke kunnet svare bekræftende på Filips spørgsmål, var han ikke blevet døbt, for uden personlig tro hos den, som døbes, er dåben ingen dåb.

En god samvittigheds pagt med Gud.
I et af sine breve forklarer apostlen Peter dåben, idet han drager en ejendommelig, men interessant, sammenligning mellem vandet på syndflodens tid i Noas dage, da arken byggedes, og dåbens vand. 1Pet 3,20-21 det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse,
Syndfloden begravede de vantro på samme tid, som den bar arken oppe, i hvilken de troende blev frelst. Vandet i sig selv var ikke afgørende for frelse eller fortabelse, alene de troendes stilling over for Gud bestemte udfaldet. Troen frelste Noa og hans nærmeste slægtning. Arken, som var blevet bygget på Guds foranledning, var kun det ydre middel til deres frelse. På samme måde med dåben: den, der går ind i dåbens ark i tro, skal frelses, Mark 16,16 "Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes." For den troende er dåben et tegn på overgivelse og syndernes forladelse ved vor Herre Jesus Kristus. Dåben er et pagtens tegn, en bekendelseshandling, hvorved den troende giver til kende, at han har valgt Kristus. En pagt er det samme som en overenskomst, hvor begge parter må give deres tilsagn, for at forliges kan opnås. Dåben skal udtrykke, at et menneske er kommet overens med Gud og vil tjene ham. Således bliver dåben et ydre tegn på en indre erfaring, men det ydre tegn får sin mening alene i kraft af den indre erfaring, som er vundet ved tro på Kristus.

Dåbens symbol.
Skildringen af hofmandens dåb siger også noget om dåbs måden; det hedder: "De steg begge ned i vandet." Dåben skete ikke ved overøsning, men ved at Filip, som her gjorde præstetjeneste, dykkede den, som blev døbt, ned under vandet et øjeblik. Dåben forrettes her på samme måde som Johannes Døbers dåb. Joh 3,23 "Også Johannes døbte, i Æon ved Salem, for der var der meget vand, og folk kom og blev døbt."
Dette er ikke uvæsentligt. Her kommer selve dåbens mening til syne. Det er ikke tilfældigt, at dåben skal forrettes på den måde. Det hænger nøje sammen med dens indhold. Paulus forklarer dåben sådan: Rom 6,3-5 "Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans."
Kristi død og opstandelse er selve evangeliets kerne. Herved blev vor evige frelse muliggjort. Derfor omfatter vor tro på Kristus dette som det aller helligste. Det er da ikke underligt, at den religiøse handling, der symboliserer det troende menneske overgivelse til Herren, netop udtrykker dette som noget, der er virkningsfuldt i den troendes liv.
Dåben symboliserer Kristi død, begravelse og opstandelse. Det forklarer den egentlige forskel på Johannes' dåb og Jesu dåb. Jesu dåb afløste Johannes' dåb efter opstandelsen, thi da var frelsesværket fuldbragt, og dåben kunne få sin fulde mening. På pinsedagen behøvede apostlen Peter ikke blot at forkynde omvendelsesdåb, men kunne sige: Omvend jer og lad jer døbe hver især i JESUS KRISTI NAVN." Dåben havde nu fået det indhold, som den skulle bevare uændret indtil tidens ende. Herefter skulle den kristne menighed døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Det nye menneske.
Men det er ikke alt. Dåben levendegør det gamle apostolske ord: 2Kor 5,17 "Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!" Gud har givet os dåben som en illustration af dette. Paulus skriver i Romerbrevet som før gengivet, at det gamle menneske begraves, og det nye opstår. Det er en god sammenligning. Det gamle menneske er det, vi var, før vi blev troende, det nye er det, vi bliver i troen på Kristus. Det betyder ikke, at det nye menneske er blevet menneskelig fuldkomment, langtfra, men det betyder, at dette menneske har fået Guds tilgivelse og derfor er skikket til Himmelen og nu ønsker, at Kristus herefter skal have førstepladsen i dets liv. Det betyder, at dette menneske som en fortabt synder har vendt sig til faderhuset og nu fortrøster sig til Guds nåde og i denne fortrøstning finder sin store glæde og sit livs rigdom, selv om vandringen og vejen kan være ufuldkommen og tornefuld nok.
Den, der fortrøster sig til Kristus, behøver ikke nu eller siden at besværes af, om troen nu er god nok. Det er den aldrig alligevel, men Kristus er god nok, og et menneskes overgivelse til ham retter det op, som mangler. Vi må sige, som den syge drengs far sagde til Jesus, Mark 9,24 "Straks råbte drengens far: "Jeg tror, hjælp min vantro!""
Dåben er et vidnesbyrd om, at et menneske har fundet livet i Kristus. Her kan det ord anvendes, som faderen sagde om den fortabte søn: han var død, men er blevet levende. Det er, hvad der sker i åndelig forstand, og dåben er et talende sindbillede herpå. Derfor har dåben denne bestemte ydre ramme, og derfor er tro dåbens absolutte forudsætning.

Den nye fødsel.
En aften fik Jesus besøg af en prominent gæst - en rådsherre blandt jøderne ved navn Nikodemus. En samtale af rigt indhold fandt sted mellem de to mænd. I begyndelsen af samtalen faldt disse ord: Joh 3,5 "Jesus svarede: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige."
Det bliver undertiden gjort gældende, at de små børn må døbes for at komme ind i Guds rige, fordi mennesket i dåben bliver født af vand og Ånd.
Dåben er en frugt af den nye fødsel, og den nye fødsel er det samme som omvendelse. Hos det menneske, som omvender sig, opstår ønsket om at blive døbt, når det får kundskab om dåben, akkurat som hos den etiopiske hofmand.
Senere i samtalen med Nikodemus giver Jesus til kende, at den nye fødsel sker ved tro. Idet Nikodemus har udbedt sig nærmere forklaring, når Jesus til det vigtigste i samtalen med disse ord: Joh 3,14-16 "Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
At komme ind i Guds rige er det samme som at få evigt liv, og det opnår vi alene i tro på Kristus. Den fødsel af vand og Ånd, som Jesus taler om, kan, hvis han tænker på dåben, kun gælde den troens dåb, som de kendte dengang, og ikke barnedåben, som først kom til langt senere. Kun ved troen kan vi se Guds rige og blive frelst. Dåben stadfæster troen, men den erstatter den aldrig. Børnene er der skabt udvej for på anden måde.

Det nye liv.
Paulus skriver, at vi opvakte med Kristus skal leve et helt nyt liv. Han skrev også: Kol 2,6-7 "Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham, rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende i jeres tak."
Det nye troens liv skal vise sig i gerninger. Det er troen, der frelser, men troen skal vise sig i gerninger, ellers dør den. Apostlen Jakob siger det klart nok: Jak 2,17 "Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død."
Gerninger er troens rette element, og alt, hvad der skal bevares levende, skal bevares i sit element. Ligesom mennesket kun kan leve i luft, fordi luft er dets element, kan troen kun leve i gerninger, fordi gerninger er dens element. Tag luften fra mennesket, og det vil dø. Tag gerningerne fra troen, og den vil også dø. Tro og gerninger, gerninger og tro er det kristne livs rytme, begge henter kraft og næring af hinanden.
At leve sit liv i Kristus er at stå fast på det, han står for, og gå ind for det, han går ind for. Det er lydighed. Og spørger et menneske: "Hvor findes hans vilje," så er svaret: "I den hellige skrift." Lydighed er beviset på, at vi mener noget med vor gudsdyrkelse. Lydighed er beviset på, at vi elsker ham; thi det er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud. Jesus understregede det stærkt den sidste aften, han var sammen med disciplene, idet han sagde: Joh 14,15 "Elsker I mig, så hold mine bud;"
Det gælder også hans dåbs befaling såvel som hans befaling om at elske brødrene og vor næste, ja alle mennesker, selv vore fjender. Den, der tager dette alvorligt, får noget at øve sig på. Godt, at Guds nåde er så rig, som den er, og at han ikke alene ser på, hvad vi opnår, men også på vor gode vilje.

Jesus og børnene.
En dag kom nogle mødre til Jesus med deres små børn. Mark 10,13-16 "Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Og han tog dem."
Jesus var børnenes ven. Hvordan kunne han være andet, han som tog sig mest af dem, der behøvede det mest. Han var de svages beskytter og de hjælpeløses hjælper. Et godt menneske er en børneven. Det er de voksnes pligt at værne om de små, og det er en kær pligt.
Der kan dog være tider, hvor børnene forstyrrer og ikke selv har noget ud af at være til stede. Disciplene mente, at det var tilfældet den dag, men her tog de fejl. Mødrene havde taget børnene med, netop fordi Jesus var der, og hermed viste de deres tro på hans guddommelige mission. De troede, at hans velsignelse betød noget. Fra gammel tid kendte man formidlingen af Guds velsignelse ved håndspålæggelse, og mødrene ønskede mere end noget andet deres børn under den Højestes beskyttelse. Da er det, Jesus siger de forjættende ord om, at Guds rige hører børnene til. Vi er taknemmelige for, at disse ord findes i vor bibel.
Men det er en misforståelse, når man anvender disse ord til støtte for barnedåb og herved sætter alle Bibelens rigtige dåbs ord til side. Der er ingen dåb i de ord, og ingen dåb fandt sted, lige så lidt som Jesus havde nogen dåb i tanke ved den anledning. Derimod siger de noget andet.
Her siger Jesus god for børnene. Han siger, at Guds rige hører dem til. Det er betryggende, at Guds rige hører børnene til, men det er samtidig en alvorlig kendsgerning, at de undertiden, ja måske endda ofte, sætter sig udenfor ved at fornægte troen eller vise ligegyldighed, når de er blevet gamle nok til selv at kunne bære ansvar over for Gud. Det er også forstemmende, at mange forældre ikke forbereder deres børn til at kunne bære dette ansvar, når tiden kommer. Det kan være medvirkende til, at de aldrig kommer til troen. Det tidspunkt, da et menneske kommer til skelsår og alder, er afgørende i mange henseender og derfor meget betydningsfuldt både i forholdet til Gud og mennesker. Ingen kan dog sige, hvornår et menneske er modent til at tage standpunkt i åndelige ting og derfor må tage sit ansvar. Det er forskelligt, Gud alene ved det. Men når dette tidspunkt kommer, og et menneske ved Helligåndens dragelse og ordets vejledning vælger troens vej, da er tiden også inde til at stadfæste dette gudsforhold i dåben.
Det er sandt, at de små fra fødselen af syndige tilbøjeligheder - der kommer ikke nogen fuldkommen af en ufuldkommen - men det kan de ikke selv gøre for, og Gud kræver ingen, hverken børn eller voksne, til ansvar for noget, de ikke selv kan gøre for.
En af Bibelens fundamentale betragtninger er, at Gud intet urimeligt kræver af mennesker. Gud bærer over med uforskyldt uvidenhed. Apg 17,30 "Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig," Hebr 5,2 "Han kan føle med de uvidende og vildfarende, fordi han også selv er et skrøbeligt menneske" Skulle da ikke børnene, som uforskyldt er kommet ind i denne syndig verden, allermest kommer ind under den forjættelse? Men selv om de havde skyld og ansvar, kunne barnedåben ikke forandre dette, thi dåb uden tro hos den, der døbes, er kun vand og ikke en hemmelig, overnaturlig kraft, der erstatter tro. Barnedåben har heller ingen indflydelse på, om et menneske en gang kommer til troen; ganske andre faktorer må udvirke det.
At bære børnene til Jesus er at opdrage dem i Herrens tugt og formaning, så de om muligt i opvæksten kommer ind på troens vej og en dag, når de selv kan tage en beslutning, bestemmer sig for at lade sig døbe og derved vedkende sig, at de er Guds børn. Da bliver dåben en åndeligt berigende erfaring, der befæster de unge i deres gudsforhold.
Sådan kom Jesus, da han skulle hjemmefra, til Johannes Døber og blev døbt i Jordans flod. Da Johannes i ydmyg erkendelse af Jesu uskyld og storhed søgte at undslå sig, Matt 3,15 "Men Jesus svarede ham: "Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed." Så føjede han ham." Jesus viste her ved sin indstilling og sit eksempel, at alle troende bør døbes.
Jesus døbte ikke børnene, og ingen andre gjorde det i bibelsk tid, men han velsignede dem, og det vil han stadig gøre.

Barnedåbens oprindelse.
Barnedåben kan ikke føres tilbage til apostelmenigheden. De første usikre hentydninger til den i kirkehistorien forekommer omkring år 200 e. Kr. I det 3. århundrede havde den både sine forsvarere og sine angribere blandt kirkefædrene. Orgiernes forsvarede barnedåben, og Tertullian angreb den. At barnedåben blev almindelig, skyldes i høj grad Augustin, som levede i det 5. århundrede e. Kr. Augustin hævdede stærkt, at også småbørnene behøvede dåben til frelse.
Fra begyndelsen af gjorde man, forståeligt nok, forsøg på at føre barnedåben tilbage til apostelmenigheden og Kristus selv, hvad heller ikke er ukendt i vore dage. Da det af gode grunde var en vanskelig opgave, opstod en dåbs argumentering, som kunne være besnærende nok for de ukyndige, hvoraf der var mange i en tid med liden afgang til og få eksemplarer af de hellige skrifter; desuden kunne kun få læse og skrive.
Kristendommen gik hurtigt frem i den da kendte verden. I de første århundreder fortrængte den de mange andre religioner i landene omkring Middelhavet. Der kom tider, hvor masserne strømmede ind i kirken med eller mod deres vilje.
I denne situation var barnedåben belejlig, da den åbnede en lettere vej ind i kirken. Her lagdes der mindre vægt på forudgående undervisning i den kristne tros grundlærdomme, hvilket også kom til at præge den nye kristenhed. Når barnedåben kunne fortrænge den oprindelige dåb, havde det en vis forbindelse med en misforstået missionsiver, som ikke var i Mesterens ånd.
Også en sakramental overbetoning af dåbens betydning fandt sted på et tidligt tidspunkt. Denne har holdt sig til vore dage og har haft en god grobund også her i vort land. Deraf disse stående, dunkle vendinger, man hører i så megen kristelig tale, som "vor dåbs nåde" og " hvad vi fik i vor dåb" o.l. Johannes Nørgård skriver i sin bog (Den kristne dåb, s. 94:)
"Barnedåben nøjes som regel ikke med den plads, Gud har givet den kristne dåb som et vidne om hans Søn sammen med Åndens og ordets vidnesbyrd, men hvor den har fortrængt den kristne dåb, gør den fordring på at være det vigtigste vidne.

Denne tendens til sakramental overbetoning har stedse fulgt barnedåben, lige fra dens fremkomst i oldkirkens tid og til dens nutidige forsvar, og den er uadskilleligt forbundet med barnedåbens inderste væsen.
Hvor denne sakramentale tendens følges, der fortones gudsforholdet i mere eller mindre grad af magisk forestillinger på det personlige gudsforholds bekostning."

Det Bibelske korrektiv.
Det er rigtig, at barnedåben er af gammel dato. Men det er uvæsentligt, hvor langt man kan føre barnedåben tilbage, når den alligevel ikke kan føres tilbage til Kristus og apostelmenigheden. Selv årtusindlang tradition kan ikke retfærdiggøre en forordning, som ikke har sin grund i skriften. Også her har Johannes Nørgård ret, når han skriver:
"Den kristne dåb er efter sit væsen en forordning af Herren selv, og da det er Herren, der er kirkens hoved, og ikke omvendt, så må kirken rette sig efter Herrens anordning og også korrigere den kirkelige udvikling, hver gang den kommer bort fra ydmyghedens og lydighedens vej". (Den kristne dåb, s. 90.)
Man må dog ikke slå sig til ro med, at en sådan reform skal ske kollektivt. Nej, den enkelte må selv tage stilling. Ethvert menneske har et personligt ansvar for, hvordan det stiller sig til det lys, Gud lader falde på dets vej, men det er en glædelig kendsgerning, at flere og flere i vore dage kommer til klarhed over dåben. Aldrig før har der været så mange kristne, der lader sig døbe, som nu, og her er ikke tale om gendåb, selv om et menneske er barnedøbt, for ingen er døbt efter Bibelens ord, før det sker med den troens dåb, som vi har fået af Herren selv.
Lige siden troens dåb blev fortrængt i de første århundreder har den haft sin tilhænger, omvend de på grund af åndeligt mørke og svære forfølgelser ofte var få. Lyset har altid været tændt, omvend flammen til tider var svag. Sandheden er ofte blevet bevaret af de få. Det rigtige i åndelige spørgsmål er aldrig bestemt eller afhængigt af flertal eller mindretal. Her nå noget ganske andet lægges til grund for den rette vurdering.
Dette andet er den hellige skrift. Vi må tilbage til Bibelens ord også i dåbsspørgsmålet. Dette lille skrift er tænkt som en håndsrækning til dem, der søger klarhed, og som en hjælp til befæstelse af troen hos dem, der er overbevist.





Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com