Det politiske billede i Vesttyskland skiftede dramatisk, da 27 medlemmer af partiet De Grønne fik plads i Forbundsparlamentet. De var yngre end gennemsnittet af de stilige, konservativt klædte medlemmer af Parlamentet. Med deres falmede cowboybukser, T-shirts og lange hår udgjorde de i bogstaveligste forstand et farverigt indslag i vesttysk politik. At stemme »grønt« var først og fremmest en stemme for freden og imod at deres land skulle bruges som en »våbnenes parkeringsplads« og derved blive mål for fjendtlige atomraketter.

Fredsbevægelsen er enestående i historien, fordi den i hidtil uset grad har overskredet racemæssige, nationale og politiske grænselinjer. Massedemonstrationer i mange lande fordømmer våbenkapløbet og opfordrer til afrustning, også ensidig, som vejen til fred. Kravene om at Det indiske Ocean bliver erklæret for en fredens zone og at andre områder bliver anerkendt som atomfri zoner, bliver stadig mere indtrængende. Atombevæbnede undervandsbåde og skibe føler sig uvelkomne i stadig flere havne.

Det kunne siges, at fredsbevægelsen i virkeligheden begyndte i første del af dette århundrede med Gandhi, den lille brune mand med briller og lændeklæde, der aldrig fik noget regeringsembede, men blev kendt som sit lands fader på grund af sin indsats i Indiens kamp for uafhængighed. Hans politik gående ud på ikke voldelig modstand er stadig et forbillede for fredsaktivister i dag. Hans tolerance, ydmyghed og idealisme blev fejret på ny i en af de seneste års mest tiljublede films.

Sir Richard Attenborough, der skabte multiprisvinderen »Gandhi«, brugte tyve år på at overbevise de rigtige per soner, navnlig dem med penge, om at filmen ville blive en succes. I en tid, hvor egenskaber som selvkontrol, ydmyghed og godhed hos helten næppe regnes for tilløbsstykker, stod Attenborough over for en vanskelig opgave. Men han havde set rigtigt. Ti eller tyve år tidligere ville filmen ikke have gjort samme indtryk. Der måtte råde en udbredt modvilje mod den tiltagende vold i samfundet, for at filmen skulle få den succes, den havde fortjent.

En af de mindeværdige scener i filmen skildrer den store saltmarch til havet i protest mod saltlovene, hvor Gandhi, overbevisende spillet af Ben Kingsley, ledsages af skarer af landsbybeboere hele vejen. Gandhis indflydelse fremgår af, at så mange af disse mennesker var villige til at lade sig gennemprygle og kaste i fængsel for deres sag. Tusinder af statister tog del i den uforglemmelige begravelsesscene, en strålende skildring af begivenhederne efter at forkæmperen for ikke vold, fredens mand, var blevet snigmyrdet skudt tre gange, da han var på vej til et bede møde, af en af sine egne trosfæller. Det er en skæbnens ironi, når forkæmpere for fred lider en voldelig død.

Hvor prisværdige de forskellige fredsbestræbelser end er, kan målet fred på jorden aldrig opnås ved menneskelige bestræbelser alene. Kun i en verden befolket af mennesker med en forvandlet natur, uselviske, tolerante og forstående mennesker, kan varig fred opretholdes. Bibelen siger faktisk, at »fredens sendebud græder bittert«, og advarer om en tid - nær ved verdens ende - »når de siger: 'Fred og ingen fare!' da er undergangen pludselig over dem.« Es.

33,7 og 1 Thess. 5,3. En fredsbevægelse vil åbenbart overbevise menneskene om, at en fredens æra er oprundet, men denne bevægelse er blot at sammenligne med orkanens centrum, den ildevarslende stilhed før stormen.

Medens de fleste større japanske byer havde lidt store ødelæggelser under natlige bombetogter, havde Hiroshima stort set været uberørt indtil den 6. august 1945. Fædre tog på arbejde som sædvanlig, og mødre sendte deres børn i skole med deres madpakker hin skæbnesvangre morgen, da en enkelt atombombe kl. 8.15 eksploderede over byens centrum og forårsagede ubeskrivelige rædsler, der dog kun er en bagatel sammenlignet med hvad moderne atomvåben er i stand til at forvolde. Det er typisk for japanerne, at de har skabt et fredens og skønhedens sted på scenen for lidelse og ødelæggelse. Fredsmausoleet og mindesmærket i Hiroshima er opstillet mellem springvand og haver under selve det sted, hvor bomben eksploderede. Besøgende kan leje hovedtelefoner og båndoptagelser i flere forskellige sprog med forklaring til de forskellige udstillinger i museet.

En inskription ved indgangen siger: »Museet håber at kunne tale på vegne af 200.000 ofres uhørlige stemmer. « Der er udstillet billeder og genstande, som viser bombens virkninger: metal og glas forvredet i groteske former, forbrændte klædningsstykker, de røgsværtede rester af et barns madpakke, fotografier af forkullede, men stadig levende kroppe, og af menneskelegemer deformeret ved den strålevirkning, der først viste sig senere - alt sammen stærke påmindelser om krigens frygtelige ødelæggelse i det tyvende århundrede. Der føjes stadig nye navne til listen over ofrene.

Den dårlige nyhed er, at på trods af alle fredsmarcher, gensidige aftaler om prøvesprængninger, strategiske våben begrænsnings forhandlinger, »mellemløsninger«, handelsembargoer, trusler og forsikringer fra alle sider, kan vi ikke eliminere krigen fra vor planet. Den gode nyhed er, at Gud både kan og vil.

Der kommer en tid, hvor de skal smede deres sværd »til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mere.» Es. 2,4. »Der høres ej mere i dit land om uret, om vold og ufærd inden dine grænser.« Es. 60,18.

Kan du forestille dig en avis uden reportager om krige, ulykker, vold, flykapringer eller mord? Hvad om udtryk som »interkontinentale raketter«, »cruise missiler«, »exocets« og »spionsatellitter« kun var levn fra en svunden civilisation? Appellerer tanken om permanent »fredelig sameksistens« mellem alle folkeslag til dig? Gud har planer om dette og meget mere gennem evigheden.

Selvelementerne vil ikke længere være i krig med menneskeheden. Der bliver ikke flere tørker eller flodbølger, jordskælv eller tornadoer til at ødelægge store arealer.

»Herren. . . trøster alle dets tomter, han gør dets ørk som Eden, dets ødemark som Herrens have; der skal findes fryd og glæde, lovsang og strengespil. « »De skal ikke have møje forgæves, ej avle børn til brat død; ... Ulv og lam skal græsse sammen. . . der gøres ej ondt og voldes ej men i hele mit hellige bjergland, siger Herren.« Es. 51,3; og 65,23 samt 25.

Jesus fortalte sine disciple, at »krige og krigsrygter« skulle indvarsle afslutningen på verden, som vi kender den. »Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv.« Matt. 24,7.

Der har altid været krige og katastrofer, men aldrig i en målestok som i dette århundrede. Aldrig tidligere har menneskene haft våben, som er i stand til at udslette hele menneskeheden. Ingen tidligere generation har haft brug for et udtryk som »større potientel ødelæggelseskraft«. Men mennesket er gået for vidt, og Gud vil gribe ind og udføre det, Bibelen kalder »et sælsomt værk« for en kærlighedens og fredens Gud, når han vil ødelægge dem, »der lægger jorden øde«. Es. 28,21; Åb. 11,18. Til sidst, når han skaber verden på ny og befolker den med skabninger, som elsker ham og hinanden, vil der langt om længe blive fred på jorden.

Nobelpristageres og alle andre velmenende mænds og kvinders oprigtige bestræbelser er i bedste fald kun lapperier på verdens sår. Guds alternativer fuldstændig genoprettelse, »lægedom for folkene«. Åb. 22, 2.

Næsten en halv million mennesker i alle aldre og af alle racer og forskellig social baggrund var rejst fra alle dele af USA til Washington DC for at deltage i marchen til Capitol for at vise deres støtte til lovene om farvedes rettigheder. Det var den 28. august 1963, et højdepunkt i de sortes kamp for ligeret i Amerika. Steder som Birmingham og Montgomery i Alabama havde været på forsiderne i hele verden på grund af den vold, der ledsagede forsøgene på at ophæve raceadskillelsen i offentlige faciliteter. »Integration«, »diskrimination«, »frihedskæmpere«, og »boykot« var blevet kendte udtryk. Overfald, mord og bomber, somme tider mod børn, havde vakt rettænkende menneskers afsky over hele nationen. Nu viste mange ved deres tilstedeværelse, at de ønskede situationen ændret. Andre millioner fulgtebegivenhederne på TV.

Tale efter tale var blevet holdt, da den sidste taler steg op ad trapperne til Lincoln-monumentet. Endnu i begyndelsen af trediverne, skønt allerede en landskendt skikkelse, så Martin Luther King ud over denne hær af machdeltagere og begyndte på den måske mest mindeværdige og bevægende tale i hele sin karriere. Han talte fra hjertet, fordi han vidste af egen erfaring, hvad det ville sige at føle rædsel, at blive pryglet, kastet i fængsel og endog stukket med knive for sin deltagelse i borgerretsbevægelsen. Idet han begyndte at tale om sin drøm, at hans nation en dag ville leve op til ordene i sin grundlov: » ... at alle mennesker er skabt lige ... «, blev den vældige forsamling tavs. »Jeg har en drøm, « fortsatte han, og gentog, idet han beskrev sit syn om, at sorte og hvide, jøder og ikke jøder, protestanter og katolikker en dag ville kunne leve sammen i frihed; at hans små børn en dag måtte blive bedømt efter deres evner og ikke efter deres hudfarve.

Lighed, frihed for alle - denne flygtige drøm, som regeringer lover at opfylde, guerillabevægelser hævder at kæmpe for og mennesker har været rede til at dø for - er et spinkelt ideal, der let fortoner sig. Resultaterne af alle bestræbelser på at gøre denne drøm til virkelighed, svarer ikke til forventningerne i menneskenes hjerter. De små fremskridt, der er gjort, er blevet nået gennem store anstrengelser og lidelser. Forsøgene på at indføre verdensomspændende social retfærdighed synes for en stor del af være mislykket.

Problemet ligger i menneskets grundlæggende egoisme. Vi hører, at halvdelen af verdens befolkning går sultne i seng hver aften, at 40.000 børn alene sulter ihjel hver dag, og at 500 millioner lider af alvorlig fejlernæring. Men taget som et hele er der ingen fødevaremangel i verden. Vi producerer f.eks. mere end nok korn til at brødføde alle i verden. De mere velstående lande, som producerer store mængder oksekød, har råd til at betale mere for korn til dyrefoder, end de fattige lande har råd til for at brødføde mennesker. Der går 16 kilo korn til at producere l kilo oksekød. Jo rigere et land bliver, des mere kød spiser dets indbyggere, og des mere øl drikker de. Øl, der også fremstilles af korn, som sultende millioner i udviklingslandene ville være taknemmelige for at kunne spise. Vore forvænte hunde får bedre ernæring end millioner af børn i fattige lande.

Forurenet vand og elendige sanitære forhold forårsager en meget stor del af de sygdomme, menneskene lider under, men alligevel har WHO anslået, at det kun ville koste omkring 4 procent af det beløb, der bruges på våben i et år at sørge for rent vand til næsten hver eneste familie i verden. Men også her gælder det, at de »besiddende« ikke ønsker at sætte de besiddelsesløses behov forud for egne ønsker.

Men Gud lover, at i hans evighed vil vor drøm om sand lighed gå i opfyldelse til sidst. Der bliver ingen tørker, ingen kornmangel, ingen sultne, medens andre lever i overflod. »De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere.« Åb. 7,16.

»Alle stammer og tungemål og folk og folkeslag« (Åb. 5,9) vil blive repræsenteret, og ingen mure og ingen barrierer vil skille dem fra hinanden. Der bliver ingen magtkampe, ingen andenklasses borgere, ingen sociale stræbere.

Da Jesus gik på Palæstinas veje sammen med sine disciple, talte han ofte om sit »rige«. Somme tider hentydede han til et åndeligt rige, der allerede kunne eksistere inden i dem, og somme tider til en kommende håndgribelig verden af kærlighed og lykke. Af en eller anden grund kunne disciplene ikke se ud over deres egen forventning om befrielse fra romernes undertrykkelse og deres håb om, at Jesus ville oprette et rige i Palæstina, hvor disciplene skulle spille vigtige roller. De diskuterede indbyrdes, når de troede, at Jesus ikke hørte det, hvem der skulle få topstillingerne i den nye administration.

Eftersom Jakob, Johannes og Peter syntes at være særlig nært knyttet til Jesus, fandt de det rimeligt, at de skulle få de højeste hæderspladser. Jakob og Johannes' mor gik faktisk så langt, at hun gik til Jesus sammen med sine sønner for at få ham til at love hendes sønner de to højeste stillinger i hans rige - at den ene skulle sidde ved hans højre og den anden ved hans venstre side.

Senere, da Jesus hang døende på korset under den spottende indskrift »Jødernes konge« med en almindelig forbryder både på sin højre og sin venstre side, blev disciplenes håb om jordisk overhøjhed knust. Det var først efter opstandelsen, at de begyndte at forstå det kommende riges sande natur. Johannes skulle senere skrive, at »den, der sejrer« skulle sidde med Jesus på hans trone (Åb. 3,21). Her betyder penge, militær eller politisk magt eller familieforbindelser intet. Alle vil have samme anledning til at sidde med ham på hans trone.

»We shall overcorne«, blev mottoet for borgerretsbevægelsen i Amerika i tresserne. Det udtrykker længslen og beslutsomheden hos mennesker i alle lande, som på en eller anden måde føler sig undertrykt. Hvorfor lider da kampen om ligeret for alle så mange tilbageslag?

Mennesker græd og jublede og sang ordene fra negro spiritual'en »Free at last! Free at last!« (fri til sidst) om og om igen den dag i 1963, da Martin Luther King afsluttede sin tale. Hans drøm - deres drøm - syntes nærmere fuldbyrdelsen, end de nogen sinde tidligere havde turdet håbe.

Fem år efter reagerede tusinder voldeligt, brændte og plyndrede byerne over hele landet, da Martin Luther King, ligesom Gandhi, var blevet snigmyrdet. Det skud, der fældede ham, fik drømmen til at briste og knuste deres lyse forhåbninger. Selvom King's bevægelse ikke døde med sin leder, fik tilhængerne aldrig rigtig samlet stumperne igen.

Ikke længe inden de skæbnesvangre skud blev affyret, havde dr. King holdt en anden mindeværdig prædiken i Memphis, Tennessee, hvori han udtrykte sin drøm lidt anderledes. Han forsikrede sit folk, at de skulle drage ind i »Det forjættede Land» - måske uden ham. Han så farer og død i øjnene, idet han erklærede: »Jeg har været oppe på bjergets top, og jeg har set over på den anden side, og jeg har set Det forjættede Land. ... Mine øjne har set herligheden ved Herrens komme.«

»Herrens komme.« Dette må være svaret, det eneste realistiske svar på de ulighedens problemer, der vedbliver at eksistere i verden på trods af gode menneskers bedste bestræbelser. Menneskelige løsninger når ikke frem til det ideelle, fordi de ikke kan forandre menneskets natur. Det kan kun Gud. Han lover mennesker, at de kan få et »nyt hjerte« (Ez. 36,26), »få del i guddommelig natur« (2 Pet. 1,4), blive »født af Gud« (1 Joh. 5,4). »Thi alt det, som er født af Gud, sejrer over verden.«

Det er ikke en uopnåelig drøm. Der kommer en bedre verden, »hvor retfærdighed bor« (2 Pet. 3,13). Dette er Guds alternativ og menneskets eneste håb om virkelig retfærdighed og lighed.

Hvad kan vi sige om det vidunderlige alternativ, Gud tilbyder os? Er det for godt til at være sandt? Er det alligevel ikke bare et flygtigt Fata Morgana? Er forventningen om en fremtidig, håndgribelig verden med aktive, sunde mennesker optaget af interessante og spændende aktiviteter, hvor alle samarbejder om at opretholde et samfund bygget på tillid, lighed og omsorg for hinanden, ikke blot en flugt fra livets ubehagelige realiteter? Det lyder unægtelig tillokkende, at der kommer en skøn, ufordærvet verden, hvor frygt, ensomhed, smerte og død er ukendt, men viser troen på dette ikke blot en uvillighed til at se kendsgerningerne i øjnene? Får det ikke mennesker til at miste kontakten med virkeligheden og blive mindre egnet til at påtage sig tilværelsens ansvar her og nu?

Håb er sundt. Men virkelighedsflugt er afgjort ikke sundt. Hvad enten den flugt foregår gennem fornøjelser, narkotika, religion eller hvad som helst, har det aldrig været Guds hensigt, at mennesker skulle opgive ansvaret for den virkelige verden. Hans alternativ gælder ikke kun for fremtiden. Det kan i en vis forstand begynde nu. »Gud har givet os evigt liv; og det liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet.

Dette har jeg skrevet til jer, for at I skal vide, at I har evigt liv, I, som tror på Guds Søns navn.« 1 Joh. 5, 11-13. Dette er nutid. Det evige liv gælder nu!

Hvordan kan det gå til? Vil du måske spørge. Kan jeg virkelig opnå denne alternative tilværelse? Hvad vil det koste mig? Hvad skal jeg gøre, for at alt dette kan times mig?

I direkte modstrid med den populære opfattelse kan du intet gøre for at fortjene dette nye liv, som Gud tilbyder. Du kan ikke betale for din billet til den nye verden. Din billet blev købt for en uendelig pris for to tusinde år siden. Det eneste, du har at gøre, er at tage imod den.

Hvis det er så enkelt, hvorfor er det så svært for mennesker at forstå? Hvorfor er der så mange, der insisterer på selv at ville fortjene deres adgang til Paradiset? Svaret er, at menneskehjertet af naturen er stolt og uafhængigt. Hvad enten det er en fakir, der ligger på sit leje af nåle eller en pilgrim, der vandrer på sit knæ, eller en munk, der messer endeløse bønner, har mennesker udtænkt en uendelig mangfoldighed af måder til at prøve at fortjene Guds velbehag. Er det ikke blevet sagt os fra barndommen af, at vi må være gode for at komme til Himmelen? Somme tider hører vi mennesker sige: »Jeg lever et hæderligt liv. Jeg træder aldrig nogen over tæerne. Jeg hjælper mine medmennesker.

Er det ikke nok?«

Nej, det er ikke. Bibelen taler rent ud om vor »godhed«.

Esajas beskrev den som »tilsølet klædning« (Es. 64, 6). Paulus gik så vidt som til at sige, at »der er ingen retfærdig, end ikke en.« Rom. 3,10-12. Jesus erklærede (Matt. 7,2123), at endog visse meget religiøse mennesker, som prædikede og udførte mirakler i hans navn, ikke ville komme ind i hans rige. I sandhed en nedslående situation at befinde sig i. Det ville være håbløst, hvis vi skulle redde os ud af den ved vor egen godhed.

Årsagen til, at vore bedste bestræbelser ikke kan sikre os en plads i Guds evighed, er meget enkel. Tidligt i denne verdens historie blev mennesket adskilt fra Gud gennem mistillid og ulydighed. 1 Mos. 3; Es. 59, 1. Adskillelse fra Gud, livets kilde, fører automatisk til død. »Syndens løn er død.« Rom. 6,23. Hvis du er fundet skyldig i en eller anden forbrydelse, er det ingen nytte til at fortælle dommeren om alle de penge, du har skænket til godgørenhed, eller alle de andre gode ting, du har gjort i dit liv. De kan ikke udslette forseelsen. Vi kan ikke slippe ud af vort dilemma, at vi er skyldige og derfor under dødsdom.

Men Gud har ikke overladt os til vor skæbne. Ovenstående skriftsted standser ikke ved »død«. Det fortsætter: »... MEN Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.«

Da mennesket besluttede at gøre sig uafhængigt af Gud, at drage ud på egen hånd, at være sin egen herre, løb han ind i alle de vanskeligheder, Bibelen beskriver. Beretningen begynder i Første Mosebog, kap. 3. Menneskets ulydighed gjorde vor klode til det ene tabte får i universet Gud kunne have udslettet vort lille støvgran af en verden på et øjeblik. At befri universet for den ene oprørske verden ville forekomme os at være det mest logiske. Men Guds kærlighed gennembryder menneskets logik. Han elskede verden så højt, som Bibelens bedst kendte vers, Joh. 3,16, siger, at han gav sin Søn til denne verden til at dø i vort sted, »for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«

»Den mand tager imod syndere,« snerrede misbilligende religiøse ledere, idet udstødte eksistenser, som samfundet ikke ville vide af, samlede sig om Jesus. Uden selv at vide det udtrykte de i disse fem ord, hvad hele Jesu mission til denne jord gik ud på. De forstod det ikke, men det gjorde »synderne«. Jesus sagde selv, at han ikke var kommet for at frelse »retfærdige«, disse overmennesker, der var forfærdet ved tanken om, at selv de behøvede frelse. Hvor nødig Gud end vil, at noget menneske skal gå fortabt (2 Pet. 3,9), tvinger han aldrig nogen til at tage imod frelsens tilbud.

Kærlighed er den eneste magt, Gud bruger. I begyndelsen kunne han have programmeret menneskene til at fungere ligesom robotter, der er ude af stand til at træffe selvstændige beslutninger. På den måde kunne der aldrig blive oprørere eller ulydige skabninger eller tabte får at lede efter. Men der ville heller ikke have været mulighed for kærlighed og tillid mellem Gud og mennesket. Uden frihed til at vælge er mennesket intet mere end en maskine.

Gud bruger ikke tvang over for nogen. Han indbyder os til at tage imod hans død i vort sted. Han tilbyder at befri os fra straffen for vor ulydighed. Han tilbyder os kraft til at leve, som han levede, her og nu, og han lover os en kommende bedre verden. Når vi daglig lader ham styre vort liv, vil vi stole på hans løfte om »at bevare jer frafald og fremstillejer dadelfri for sin herlighed i fryd.« Jud. 24. Således tager Gud sig af vor fortid, vor nutid og vor fremtid. Hvad mere kunne han gøre?

Ligesom et lille barn, der hiver og haler for at komme fri af fars eller mors hånd, sådan ønsker menneskene at gå alene, at finde deres egne løsninger uden Gud. Men menneskets alternativer er værdiløse efterligninger af det alternativ Gud tilbyder. De kan se ud til at være ægte og bedrage millioner, men de er dygtigt eftergjorte forfalskninger. Uanset hvor indtrængende eller overbevisende der tales om, at vi kan få kontakt med de døde, eller om Ufoer eller om reinkarnation, kan disse teorier ikke holde i lyset af Bibelens lære om udødelighed.

Alle menneskets forsøg på at finde alternativer til det, Gud tilbyder, er falske og farlige luftspejlinger, som før er til evig død. »Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.« Ordsp. 16,25. Det er ikke sandt, at vi alle er rejsende til det samme sted ad forskellige veje. Det betyder noget, hvilken vej, vi er på.

Det er derfor, det er så vigtigt at kende Guds alternativ. Læs om det for dig selv i din bibel, og du vil komme til at kende Guds plan for dig. Du vil opdage, hvilken Gud der regerer vort univers, og hvor højt han elsker dig. Tal med ham, som du ville tale med en ven. Bed ham tilgive dine fejltrin og være med dig nu og i fremtiden. Sig: »Tak, Gud, for hvad du har gjort, og for hvad du vil gøre i mit liv. Jeg tror dine løfter. Jeg tager imod indbydelsen til at leve sammen med dig i den nye, vidunderlige verden, du er ved at berede.«

Toogtyve mennesker klumpede sig sammen oppe på den stigende og synkende bro på det svenske fragtskib »Finneagle«. Det var natten til den 1. oktober 1980. De befandt sig ude i Atlanten vest for Orkneyøerne, skibet stod i flammer, og 15 meter høje bølger slog ind over dem. Kaptajnen søgte at holde en kurs, så det meste af den tætte røg og de giftige gasser blæste væk fra passagererne. Det blev nærmest en zigzag kurs i stormen, for styretøjet var defekt. Hyppige eksplosioner fik flammer til at slå højt op mod nattehimmelen. Under dem arbejdede ilden sig hen i retning af en stor tank med butangas. To helikoptere havde måttet opgive deres redningsforsøg. En redningsflåde ville have meget få chancer i stormen, der var oppe på vindstyrke 10.

Flyverløjtnant Mika Lakey var i den store Sea King redningshelikopter, Rescue 38, blev sendt fra Royal Air Force basen ved Moray Firth i Skotland for at yde assistance til de to andre redningshelikoptere. Han vidste, at hans redningshold var det sidste håb for de toogtyve mennesker om bord på »Finneagle«. Kunne han mon undgå stikflammerne og den uberegnelige 20 meter høje radar-mast på skibet, der blev kastet op og ned i stormen? Hvis butantanken eksploderede under redningsforsøget, ville han og hans besætning omkomme sammen med skibet og de ombordværende. Men han måtte prøve.

Kun en helikopterpilot vil fuldt ud være i stand til at værdsætte den dygtighed, den koncentration og det mod, der krævedes for at kunne gennemføre de hasarderede redningsoperationer, der skulle udspille sig gennem de følgende halvfems minutter. Idet helikopteren fløj lige foran skibet, blev redningsseler fæstet til en stålwire sænket ned over det brændende skib. Ned fra redningsselen hang der en nylonline med en tung genstand i enden. Linen bevægede sig frem og tilbage i den voldsomme storm. Den fejede ned mod de udrakte hænder dernede, kun for atter at rykkes uden for deres rækkevidde.

Da det endelig lykkedes en eller anden på skibet at gribe linen, og der blev signaleret med en fakkel til redningsmandskabet om at begynde at hejse op, blev »Finneagle« slynget højt op på en bølgetop. Helikopteren måtte slå et voldsomt slag til siden for at komme af vejen for den spidse radarmast, der kunne gennembore helikopterens vægge.

De af passagererne, der var spændt fast i redningsselen, blev rykket op i luften og vildt svingende hejset op til redningsfartøjets åbne lem. Idet passagererne kom ind i søgelyset, blev mandskabet forbavset over at se, at de var kvinder, hver knugende et lille barn ind til sig. Der gik nogle minutter i åndeløs spænding, og de blev halet ind i helikopteren, følelsesløse, forslåede og forkomne, men i sikkerhed.

Den farefulde operation måtte gentages ti gange endnu. Imidlertid åd ilden sig nærmere og nærmere butantanken. Linen brast, og der var ingen tyngde i enden mere. Dette gjorde det endnu vanskeligere at sænke linen, og det tvang Lakey til at flyve lavere og lavere. Helikopteren blev haletung i faretruende grad, efterhånden som de overlevende blev stuvet sammen på sæderne i helikopterens haleparti.

Men til sidst var redningen gennemført, og det største antal overlevende, der nogen sinde var reddet af en enkelt britisk helikopter, var på vej til Orkneyøerne, og, nogle få timer senere, i fly på vej hjem. En kopi af »Finneagle« skibsklokke var en af de belønninger, Mika Lakey og hans besætning senere modtog for deres heltedåd. Indgraveringen beskriver rammende deres tapperhed som værende »hinsides alle lovord«.

Menneskeheden står på dækket af" et skib, som er redningsløst fortabt. Eksplosioner af alle slags driver mennesker til fortvivlelse - befolkningseksplosionen, forbrydelsernes, terrorismens, arbejdsløshedens og sultens eksplosioner. Frygt, mistro og magtbegær æder sig hen imod verdens atomarsenaler. Der er kun et realistisk håb om redning. Det kommer også ovenfra. Det kræver også en indsats, der er »hinsides alle lovord«.

Jesu redningsmission, »for at opsøge og frelse det fortabte« (Luk. 19,10), kostede ham livet. Hvor var Guds kærlighed til en vildfaren verden dog stor, og hvor han dog længes efter, at du skal dele evigheden med ham! Han siger: »'Kom!' Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt. « Åb. 22,17.

Du kan ignorere hans tilbud. Du kan jage efter en forfalskning. Eller du kan med glæde tage imod alternativet. Valget er dit!

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com