DØDEN BEHØVER IKKE AT VÆRE DET
SIDSTE
En lille glad lyseblond pige spillede bold sammen med
en legekammerat ved en befærdet gade. Bolden smuttede fra hende og
trillede ud på vejen. Hun skyndte sig at løbe ud efter den.
I det samme kom der en bil. Føreren slog bremserne i og forsøgte
at undgå at ramme barnet, men forgæves. Lidt efter løftede
nogle tililende det kvæstede lille legeme op og bar det hjem til
en fortvivlet mor.
Nogle dage efter udtalte præsten nogle trøstende
ord i kirken. Da følget var gået, blev faderen og moderen
stående ved kisten for at kaste et sidste blik på deres kære
barn.
Faderen, en stor, stærk mand, troede ikke på
et liv efter døden. Da han betragtede barnets livløse, blege
ansigt, lod han fingrene løbe gennem de gyldne lokker for sidste
gang. »Farvel, min lille pige - for evigt,« sagde han grådkvalt,
mens hans store legeme skælvede.
Moderens hjerte blødte også. Det var et hårdt
slag for hende, at hun havde mistet sin dyrebare datter så pludselig,
men hun havde tro - hun stolede på en kommende livgiver, og det holdt
hende oppe i dette svære øjeblik. Hun troede på, at
Frelseren ville komme igen, og at der ville finde en opstandelse sted.
Hendes stemme var fuld af håb, da hun sagde: »Farvel, min lille
ven. Vi ses igen, når det bliver morgen.«
For det troende menneske er graven ikke det sidste. Jesus
sagde til sine sørgende venner: »Jeg er opstandelsen og livet;
den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.« Joh.
11,25.
Dette dyrebare løfte gælder alle Guds børn
i dag.
|