DØDEN BEHØVER IKKE AT VÆRE DET SIDSTE

En lille glad lyseblond pige spillede bold sammen med en legekammerat ved en befærdet gade. Bolden smuttede fra hende og trillede ud på vejen. Hun skyndte sig at løbe ud efter den. I det samme kom der en bil. Føreren slog bremserne i og forsøgte at undgå at ramme barnet, men forgæves. Lidt efter løftede nogle tililende det kvæstede lille legeme op og bar det hjem til en fortvivlet mor.
Nogle dage efter udtalte præsten nogle trøstende ord i kirken. Da følget var gået, blev faderen og moderen stående ved kisten for at kaste et sidste blik på deres kære barn.
Faderen, en stor, stærk mand, troede ikke på et liv efter døden. Da han betragtede barnets livløse, blege ansigt, lod han fingrene løbe gennem de gyldne lokker for sidste gang. »Farvel, min lille pige - for evigt,« sagde han grådkvalt, mens hans store legeme skælvede.

Moderens hjerte blødte også. Det var et hårdt slag for hende, at hun havde mistet sin dyrebare datter så pludselig, men hun havde tro - hun stolede på en kommende livgiver, og det holdt hende oppe i dette svære øjeblik. Hun troede på, at Frelseren ville komme igen, og at der ville finde en opstandelse sted. Hendes stemme var fuld af håb, da hun sagde: »Farvel, min lille ven. Vi ses igen, når det bliver morgen.«
For det troende menneske er graven ikke det sidste. Jesus sagde til sine sørgende venner: »Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.« Joh. 11,25.

Dette dyrebare løfte gælder alle Guds børn i dag.