DØDEN OG
DE DØDES TILSTAND.
1Mos 1,1 "I begyndelsen skabte Gud himlen og
jorden."
Hvis det ikke også indeholdt lys og håb mod dødens
mørke
og håbløshed. De fleste af os har mange ubesvarede
spørgsmål
om livets hensigt og mening. Spørgsmålene melder sig
især,
når vi oplever modgang og smerte og er vidne til død. Vi
må
af og til gennem erfaringer, som fylder os med en sådan sorg, at
den overskygger alt andet, og mange af de ting, der sker, ser så
meningsløse og tilfældige ud.
Men der findes svar på livets dunkle
spørgsmål.
Der findes svar, som stiller den urolige tanke og bringer tryghed til
det
frygtsomme sind. Jeg er glad for at kunne sige dig, at det, som
Almagtens
Herre har åbenbaret om livet og om det, som kommer efter dette
liv,
vil fylde dig med glæde og taknemmelighed. Når vi har
læst
Herrens ord sammen, tror jeg, vi skal erkende, at han, som har magt
over
liv og død, har gjort alle ting vel. Det, som er
uforståeligt
og smertefuldt, mildnes i lyset af hans ord.
Døden gør ikke forskel på
folk. Dette
blev anskueliggjort ved en ceremoni, som fandt sted i Wien, da den
østrigske
kejser Franz Joseph blev begravet. Hans jordiske levninger blev
ført
til den krypt, hvor også hans fædre var blevet stedt til
hvile.
Den højtidelige begravelsesprocession blev standset af en
stemme,
som stillede nogle spørgsmål, og svarene blev givet
udefra.
Både spørgsmålene og svarene fulgte et gammelt
ritual.
Stemmen indefra spurgte:
A: "Hvem er det, som kommer?"
Udenfor lød svaret fra en i
begravelsesprocessionen:
B: "Kejseren af Østrig og den apostolske
konge
af Ungarn er her!"
A: "Ham kender jeg ikke. Hvem er det, som
kommer?"
B: "Et syndigt menneske. Vor broder, Franz
Joseph."
Da dette blev sagt - at kejseren var et
syndigt menneske,
en af vore brødre - blev kirkedøren åbnet, og den
døde
kejser blev lagt til hvile blandt sine fædre.
Når døden banker på, og vor
tilmålte
tid er gået, kommer det i sandhed til syne, at vi alle er lige.
En
anden kendsgerning, vi skal regne med, er, at ingen af os kan
undgå
at møde spørgsmålet om liv og død. I al den
usikkerhed, som præger livet, er i alt fald det faktum urokkelig
sikkert, at livet engang er forbi. Det gælder hver eneste en af
os.
Hver time, som går, bringer os stadig nærmere dette
uundgåelige.
Fordi det er sådan, har millioner af
mennesker
grublet over mange spørgsmål i den forbindelse. Hvorfor er
vi egentlig her? Er der liv efter døden? Hvad sker der,
når
dette liv er forbi? Hvilken fremtid venter mig og mine kære,
når
vore øjne lukkes i den sidste søvn? Betyder døden
afslutningen på alt? Eller er døden en ny begyndelse?
Vi skal prøve at finde svarene, svarene
ved at
læse i Guds ord. Men vi når ikke det hele på en gang.
Svarene vil blive givet i flere bibelstudier.
Lad os først tale om livets ophav,
før
vi taler om livets mål.
1Mos 1,1 "I begyndelsen skabte Gud himlen og
jorden."
Sådan lyder den første sætning
i Bibelen.
Den, som tror disse ord, kan forme sin bekendelse, som den står i
trosartiklen: "Jeg tror på Gud Fader, den almøgtige,
himmelens
og jordens skaber."
Bibelen erklæring og menneskets
guddommelige oprindelse
er fuldt ud tilfredsstillende, og han, som har skabt os, er også
vor far. Og fordi han er vor far og elsker os, har han også en
guddommelig
plan for vor evige skabene.
Hvis vi tror, at Gud er vor skaber, og at han har
planlagt
en ny tilværelse efter denne, vil vi kunne leve her med lyse
tanker
og et lykkeligt håb. Vi kan vide, at der findes en guddommelig
plan
med vort liv, og at vi er på vej mod et bestemt mål. Da har
vi noget at leve for og se fremad til.
Hvis vi ikke har denne tro, dette livssyn - hvad
har
vi så? Hvad har vor tids filosoffer at give i stedet? En af vor
tids
mest kendte filosoffer er den engelske Bertrand Russell. Lad os
læse,
hvad han siger om livets mål:
"Menneskets liv er en lang march gennem natten.
Det er
omgivet af usynlige fjender, torteret af træthed og smerte. Det
er
en march mod et mål, som kun få har håbet om at
nå,
og hvor ingen kan forvente at opholde sig i længere tid. Vore
venner
forsvinder for vort blik en efter en, medens de marcherer af sted,
grebet
efter ordre fra den almægtige død. ... Kort og
magtesløst
er menneskets liv. Langsomt, sikkert, ubønhørlig og
mørkt
falder dommen over mennesket og hele menneskeslægten."
I stærk kontrast til dette filosofiske
sortsyn
har vi Bibelen lyse budskab om en ny tilværelse, som skal komme.
Guds ord viser os, at livet er noget langt mere end det korte tidsrum
mellem
fødsel og død. Hvis ikke det er sandt, bliver livet
meningsløst
og ofte direkte grusomt. Jeg tænker her på de mange, som
lider
af sygdom, plages af smerter og gennemgår hårde
prøvelser.
Hvis dette var alt, ville det for dem være håbløst
uretfærdigt;
men der kommer et nyt liv. Tilværelsen her er kun en forberedelse
til det egentlige. Mod denne baggrund bliver alt anderledes. Med et
sådant
håb bliver livet i sandhed værd at leve.
Jeg stiller spørgsmålet igen: Hvad
er livet
uden dette livssyn? Uden den kristne tro?
Lad os læse, hvad den skarpsindige skotske
filosof
David Hume siger: "Jeg bliver bange og modløs, fordi min
filosofi
gør mig så hjælpeløs og forladt. Når
jeg
ser mig omkring, lægger jeg overalt mærke til uenighed,
strid
og opløsning. Når jeg vender blikket indad mod mig selv,
finder
jeg kun tvivl og uvidenhed. Hvor er jeg? Eller hvad er jeg? Hvem er
årsag
til, at jeg eksisterer? Til hvilken tilstand skal jeg vende tilbage? -
Spørgsmålene forvirrer mig. Jeg begynder at forestille
mig,
at jeg er i den elendigste forfatning, omgivet af mørke på
alle sider."
Spørgsmålene, som stilles her, har
besværet
menneskene til alle tider. Kun Skaberen kan give tilfredsstillende
svar,
og i hans ord til menneskene - i Bibelen - finder vi den forklaring, vi
søger.
Jesus sagde: Joh 5,28-29 "I skal ikke undre jer
over
dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal
høre
hans røst og gå ud af dem - de, der har øvet det
gode,
for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at
opstå
til dom."
Døden er altså ikke afslutningen. De
døde
skal opstå fra gravene, nogle til dom, andre til
belønning.
Anderledes er det ikke muligt at forstå disse ord fra livets
Herre.
En retfærdig Gud må belønne
retfærdighed
og straffe det onde. Derfor må der også blive en ny
tilværelse.
Vi ved alle, at her i livet bliver godhed ikke
altid
belønnet og grusomhed ikke altid straffet. Ethvert menneske skal
derfor engang stå til regnskab over for en retfærdig Gud.
Den
skæbne kan ingen undgå.
Når det, vi foretager os i dette liv, er
med til
at afgøre, om vi skal opnå en større og lysere
fremtid
i en ny verden, da bliver det lettere at se en guddommelig plan i det,
som ellers ser meningsløst ud.
Bibelen taler klart om dette. Vi læser:
Åb
20,12 "Og jeg så de døde, både store og små,
stå
foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev
åbnet,
det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres
gerninger
ifølge det, der stod skrevet i bøgerne."
Apostlen Paulus skriver: 2Kor 5,10 "For vi skal
alle
fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for
det,
han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt."
Dette betyder ikke, at situationen er
håbløs
for dem, som har syndet. Det betyder heller ikke, at vi kan frelse os
selv
ved egne gerninger. Men disse bibelord viser, at der kommer en
opgørets
dag for alt, som er gjort i dette liv.
For dem, som vil forberede sig til denne
opgørets
dag, findes der en vej til frelse. Vejen er Jesus Kristus. Ved sin
forsoning
på Golgatas kors betalte han syndeskylden og gjorde vor
retfærdiggørelse
mulig. Ved sit liv og ved sin opstandelse banede han vejen for vor
opstandelse
og det evige liv.
Hvor må han, som var villig til at give sit
liv
for vor skyld, have elsket os! Og hvor inderligt må han
længes
efter den dag, da alt det, som synden har ødelagt, skal
genoprettes.
De dødes opstandelse finder sted, og det
nye liv
begynder, når Jesus kommer igen. Om dette læser vi: 1Thess
4,16 "For Herren selv vil, når befalingen lyder, når
ærkeenglen
kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er
døde
i Kristus, skal opstå først."
Kristi genkomst og de døde opstandelse er
evangeliets
klimaks. Intet ord, intet billede kan til fulde beskrive den
glæde,
der vil blive på opstandelsesdagen. Da skal menneskenes lyseste
håb
og inderligste længsler tilfredsstilles. Det er en begivenhed,
hvis
beskrivelse i Guds ord har givet håb til Guds børn gennem
alle slægtled, og som lyser op i en tilværelse, som ellers
ville være mørk og trøstesløs.
Da bomberne faldt over London i sidste
verdenskrig, lavede
de mægtige kratere i jorden. Efter nogle måneders
forløb
viste det sig, at der voksede skønne blomster i disse
bombekratere.
Botanikere undersøgte dem og fandt ikke mindre end 19
forskellige
arter, som for længst var uddøde. De mente, at
frøene
havde ligget dybt nede i jorden i århundreder, og ved
eksplosionerne
var de kommet op til jordens overflade, hvor de var begyndt at spire
til
nyt liv.
I jorden ligger der utallige mennesker, som
engang glædede
sig over livet, men som i århundreder har sovet i jordens
skød.
De skal engang opstå. De, som valgte det gode, medens de levede
her,
skal få anledning til at glæde sig over et nyt liv, som
aldrig
skal få ende.
Nogle vil hævde, at opstandelsen er
naturstridig
og derfor umulig at tro på. Men er opstandelsen egentlig
naturstridig?
- Tænk på det mirakel, vi oplever hvert forår. I de
lange
vintermåneder har vi set de nøgne grene stå
tilsyneladende
livløse. Men når solen lokker nye knopper frem, ser vi liv
i hver eneste lille kvist. Al deres skønhed åbenbares for
øjnene af dem, som har evne og vilje til at se. Hver gang
naturen
vågner til nyt liv, har vi en fremstilling af opstandelsens
undere.
Jeg takker Gud for forårets mirakel. Det hjælper mig til at
tro på og med længsel se frem til opstandelsens sol fyldte
forårsmorgen.
Når vi står ængstelige over for
døden,
vor stærke fjende, hør, hvad Kristus siger til os:
Åb 1,17-18 "Da jeg så ham, faldt jeg
ned
for hans fødder som død; men han lagde sin højre
hånd
på mig og sagde: "Frygt ikke! Jeg er den første og den
sidste
og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes."
Kristus har nøglerne til døden og
dødsriget.
Han vil også bruge dem. Lad os læse om det i Guds ord.
1Kor 15,51-53 "Se, jeg siger jer en hemmelighed:
Vi skal
ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu,
på
et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de
døde
skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For
dette
forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette
dødelige
skal iklædes udødelighed."
Dette dødelige skal blive iført
udødelighed,
læste vi. Alderdom, svækkelse og sygdom skal forsvinde. Vi
er ikke skabt for at dø. Vi er skabt for at leve. Vi er ikke
skabt
til sorg og sygdom og til at gennemgå prøvelser. Nej og
atter
nej! Vi er skabt til at leve et liv i lykke. Derfor skal dagen komme,
da
dette dødelige skal iklædes udødelighed. Da dette
forgængelige
skal blive iført uforgængelighed. Der kommer en dag, da
alle
rynker bliver glattet ud, da evig ungdom, evig sundhed og varig lykke
skal
blive menneskenes lod.
Det må egentlig være sådan.
Tænk på, hvordan livet egentlig
er. Mennesket
fødes hjælpeløst til denne verden. I de fleste
tilfælde
når det ikke til fuld udvikling og modenhed før temmelig
sent
i livet, og når mennesket er kommet så langt, at det skulle
kunne gøre brug af sin livserfaring og modenhed, så er
livets
aften pludselig kommet.
Meget få klarer at fuldføre de
planer, de
har lagt. Foran dem ligger mange uløste opgaver, som de er godt
forberedt til at tage fat på, og så pludselig afsluttes
deres
livsløb. Andre må fortsætte, men også de
opdager,
at livsdagen ikke strækker til.
Der må være noget mere. Der må
komme
en ny dag. Og Bibelen siger, at den kommer.
De fleste mennesker drømmer også
lyse drømme
om et ideelt liv, ideelle forhold og et fuldkomment fællesskab.
Der
er i hvert eneste menneskehjerte en hemmelig længsel efter at
opleve
den fuldkomne glæde, den fuldkomne renhed, den fuldkomne fred.
Skal disse længsler ikke blive
tilfredsstillet?
Svaret må blive et tydeligt jo. De længsler, Gud har
nedlagt
i mennesket, skal blive tilfredsstillet.
I Bibelen læser vi disse ord: Rom 5,1-2 "Da
vi
nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor
Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den
nåde,
som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed."
Det første, som siger her, er, at af tro
er vi
retfærdiggjorte og har fået fred med Gud. Men vi har
også
noget mere ved troen. I sidste sætning står der, at vi har
håbet om Guds herlighed.
Lykkelige kristne, som har dette håb!
På væggen i et kristent hjem hang et
smukt
billede af Kristus. Under billedet stod skrevet det løfte, han
gav
disciplene ved afskeden: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens
ende."
En dag kom en jødisk handelsmand og
ringede på.
Tilfældigvis var der kun en lille dreng hjemme, og han lukkede
jøden
ind. Straks han kom ind, lagde han mærke til billedet og blev
stående
og betragtede det. Han vendte sig mod drengen og spurgte: "Er det jeres
Messias?"
"Ja," svarede drengen og forklarede meningen med
billedet.
Jøden stavede sig møjsommeligt gennem ordene: "Se, jeg er
med jer alle dage indtil verdens ende."
Han tænkte over ordene og sagde til
drengen: "Hvilken
vidunderlig Messias, I har! Han er med jer hvert øjeblik, hver
eneste
dag - og hver nat!"
Ja Bibelens messias, Jesus Kristus, er med i
livet Han
er med i døden. Han slipper os aldrig.
Opstandelsens gensynsglæde skal fylde vore
hjerter,
når han vil føre os sammen med vore kære, som er
gået
bort. I et andet bibelstudium skal vi læse Bibelens
trøsterige
ord om tilstanden i de dødes rige.
Se mere om dette emne og mange, mange andre
meget interessante
kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com
|