Sl 49,13-16 Mennesker, der har rigdom, skal ikke overleve, de ligner dyrene, der går til grunde. Sådan går det de selvsikre, sådan ender de, der nyder deres egne ord.    Sela  De styrer mod dødsriget som får, døden er deres hyrde, og retskafne skal herske over dem ved daggry. Deres skikkelse tæres bort, dødsriget bliver deres bolig. Men Gud vil løskøbe mit liv, han vil drage mig ud af dødsrigets magt.

Præd 3,19-20 For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed! Alle går samme sted hen; alle er blevet til af jord, alle bliver til jord igen.

Døden er et af de emner der optager alle mennesker, og du kan derfor finde mange studier om dette her på bibel-skolens hjemmesider og i dette program. Her under det fjerde segl vil tusindvis dø af sult og mange tusind vil blive dræbt, som følge af de uroligheder der er. Husk på, at freden er taget bort fra jorden.

Læresætningen om bevidsthed i døden er baseret på den fejlagtige tro på naturlig udødelighed, og denne læresætning er ligesom læresætningen om de evige pinsler i modstrid med Bibelen, den sunde fornuft og enhver menneskelig følelse. Ifølge denne opfattelse ved de frelste i Himmelen besked om alt, hvad der foregår på jorden, ikke mindst om, hvorledes det går de venner, de har efterladt. Men hvorledes kan det være en glæde for de døde at kende de levendes genvordigheder, at se de synder, som deres kære begår, og at se dem lide under alle livets sorger, skuffelser og bekymringer? Hvorledes kan de, som våger over deres jordiske venner, nyde Himmelens salighed? Og hvor rent ud afskyelig er ikke troen på, at den ubodfærdiges sjæl, så snart det sidste åndepust er draget, overgives til helvedes flammer! Hvilket dyb af rædsel må det ikke blive for dem, der ser deres venner gå uforberedte i graven for at gå ind til en evighed af sorg og synd! Denne forfærdelige tanke har drevet mange til vanvid.
Hvad siger Bibelen om dette spørgsmål? David erklærer, at mennesket er uden bevidsthed i døden. "Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag." Sal. 146, 4. Salomon bringer det samme vidnesbyrd: "De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting. Både deres kærlighed og deres had, og deres misundelse er for længst borte, og de får ingensinde mere lod og del i noget af det, som sker under solen. Der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen." Præd. 9,5-6 og 10

Vor store modstander har menneskelige redskaber, som stadig er på jagt efter en anledning til at ødelægge sjæle, ligesom en løve lurer på sit bytte. Undgå dem, unge mand; for medens de tilsyneladende er dine venner, vil de på behændig vis lokke dig ind på onde veje og handlemåder. De vil smigre dig med deres læber og tilbyde dig hjælp og vejledning; men deres fjed stunder til dødsriget. Hvis du lytter til deres råd, kan det blive et skæbnesvangert vendepunkt i dit liv. Fjernelsen af et eneste forsvarspunkt i samvittigheden, hengivelsen til en eneste ond vane, en eneste forsømmelse af pligtens høje krav kan blive begyndelsen til en bedragers livsbane, som vil føre dig ind i deres rækker, der tjener Satan, medens du hele tiden bekender dig til at elske Gud og hans sag. Et øjebliks tankeløshed, et enkelt fejltrin kan vende hele dit liv ind på den urette vej. Og du vil måske aldrig få at vide, hvad det var, som forårsagede din ødelæggelse, førend kendelsen bliver udtalt: "Vig bort fra mig, I, som øver uret!"   

Dræber med sværd, sult, pest og vilde dyr!

Jeg vil bede dig om at lægge mærke til hvad det er der vil dræbe en fjerdedel af jordens befolkning.

# Sværd, er krig.
# Sult, som følge af tørken.
# Pest, er sygdomme.
# Vilde dyr, der på grund af tørken søger ind til beboede områder, hvor de angriber mennesker.

Under det fjerde segl bliver en fjerdedel af jordens befolkning dræbt.
Nogle vil blive dræbt af de vilde dyr, som på grund af tørken nu er desperate af sult og derfor søger ind til beboede områder.
Millioner af mennesker vil dø af sult. Ganske vist har der før været tørke og mange mennesker er i tidens løb døde af sult, men det der sker her under det fjerde segl overgår selv den mest livlige fantasi.
Her under det fjerde segl vil millioner dø af forskellige sygdomme.
De der er døde af sygdom, sult eller er blevet ædt af de vilde dyr er alle mennesker de ikke har ønsket at tjene Herren.
De der dræbes af sværdet henviser sandsynligvis til de mange millioner der her under det fjerde segl må lide martyrdøden for deres tro på Jesus.Man kan dog ikke udlukke at der med sværdet menes krig, en krig om den smule føde der er tilbage, en krig hvor alle nærmest dræber alle.

Klages 4,4-11 Den spædes tunge klæber til ganen af tørst; børn tigger om brød, ingen rækker dem det. De, der før spiste lækkerier, ligger forkomne på gaderne; de, der blev båret i purpur, trykker sig nu i skarnet. Mit folks datters skyld var større end Sodomas synd, den by, der blev ødelagt på et øjeblik, uden at nogen løftede en hånd. Hendes fyrster var renere end sne, hvidere end mælk, rødere end selv koraller, deres skikkelse var safir; nu er de sortere end sod, man genkender dem ikke på gaden. Deres hud klæber til knoglerne, den er tør som træ. De, der blev dræbt af sværdet, er lykkeligere end de, der dræbes af sulten, mens de ligger sårede hen, fjernt fra markens afgrøde. Med egne hænder må mødre nu koge deres børn; det er blevet deres føde, for mit folks datter er lemlæstet. Herren har givet sin vrede frit løb, udøst sin glødende harme; han satte ild på Zion, og den blev fortæret lige til grunden.

Klages 1,9-11 Urenheden hænger ved hendes skørter, hun tænkte ikke på, hvordan det ville ende; dybt er hun faldet, ingen trøster hende. Herre, se min lidelse, fjenden hoverer! Modstanderen rakte hånden ud efter alle hendes kostbarheder; ja, hun så, at folkene gik ind i hendes helligdom, skønt du havde forbudt dem at komme i din forsamling. Hele hendes folk sukker, mens de søger efter brød; de må betale føden med deres kostbarheder for at holde sig i live. Se, Herre, og mærk dig, hvordan jeg bliver foragtet!

Når vanskeligheder og prøvelser omgiver os, bør vi stole på Gud og tillidsfuldt vente hjælp fra ham som er mægtig til at frelse og udfri os. Hvis vi ønsker at få Guds velsignelse, må vi bede om det. At bede er en pligt og en nødvendighed, men forsømmer vi ikke at prise Gud? Bør vi ikke oftere takke ham som giver os alle vore velsignelser? Vi trænger til at opelske taknemmelighed. Vi bør ofte tænke over og fortælle om Guds barmhjertighed og prise og herliggøre hans hellige navn, selv når vi går gennem sorg og lidelse.

Herrens barmhjertighed og godhed er stor mod os. Han vil aldrig forlade eller svigte dem som stoler på ham. Hvis vi ville tænke mindre på vore prøvelser og tale mindre om dem, og mere om Guds nåde og godhed, ville vi erfare at vi blev løftet op over meget af vort tungsind og vore forviklinger. Mine brødre og søstre, I som føler at I er kommet ind på en mørk sti, og lige som fangerne i Babylon må hænge jeres harper på piletræerne, kan I gøre prøvelserne til glade sange. Du kan sige: Hvordan kan jeg synge, når fremtidsudsigterne for mig er så mørke og når min sjæl et tynget ned af sorg og smerteligt tab? Har jordiske sorger berøvet os den almægtige ven vi har i Jesus? Burde Guds vidunderlige kærlighed, idet han gav sin kære Søn, ikke være et emne for stadig fryd? Når vi bringer vore begæringer frem for nådens trone, så lad os ikke glemme at komme frem med taksigelsens hymne. "Den, der bringer takoffer, ærer mig." (Sl 50,23). Så længe vor frelser lever, har vi grund til uophørlig taknemmelighed og pris.