»Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.« Sl. 146, 3-4.
Således beskrev salmisten, hvad der sker, når et menneske dør.

Døden er ikke en anden form for liv.
Døden er ikke en fortsættelse af livet under andre forhold.
Døden er ikke en overgang til et rigere liv.
Døden er ikke liv i elendighed.
Døden er ikke liv i lykke.
Døden er overhovedet ikke liv under nogen form - hverken god eller dårlig.
At dø er ikke at leve.
At dø er at holde op med at leve.
Ved døden ophører livet fuldstændig.
At dø er ikke det samme som at rejse til Himmelen.
Man kommer heller ikke i Helvede eller i skærsilden, når man dør.
Man kommer overhovedet ingen steder hen, når man dør.
Døden er ensbetydende med afslutningen på livet.

Skriften kaster mere lys over dette emne:
»Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud.« Præd. 9,5-6.

Der ingen intelligens eller kundskab i døden.
Hvis et frelst menneske var i Himmelen, ville det ganske naturligt være i, besiddelse af begge dele. Men følgende ord fra Jobs bog slår fast, at mennesket er livløst i døden: »Hans sønner hædres, han ved det ikke, de synker i ringhed, han mærker det ikke.« Job 14,21.

DØDEN ER EN SØVN
Da Jesus sagde, at døden er en søvn, bekræftede han, hvad Det gamle Testamentes forfattere havde sagt hundreder af år tidligere. Da apostlene, som skrev Det nye Testamente, fremsatte lignende udtalelser, gav han også disse sin billigelse.

Job omtalte døden som en ubevidst søvn, Han sagde:
»Så lægger manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før himlen forgår, aldrig vækkes han af sin søvn.« Job 14,12.

Salmisten David brugte udtrykket »sover ind i døden.« Sl. 13,4.
Flere hundrede år senere henviste Lukas i Apostlenes Gerninger til David og det, som skete med ham efter døden.

Skriften siger, at David var en mand efter Guds hjerte. Hvis der var nogen, som kunne gå direkte til herlighedens rige, så måtte det være David. Lukas citerer et uddrag af en tale, som Peter holdt under Helligåndens vejledning pinsedag flere hundrede år senere.
»David sov jo hen, efter at han i sit slægtled havde tjent Guds frelsesplan, og han blev lagt hos sine fædre og så forrådnelse.« Apg. 13,36.

Profeten Daniel så også frem til en opstandelse af retfærdige og uretfærdige.

Han sagde:
»Og mange af dem, der sover under mulde, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til skam, til evig afsky.« Dan. 12,2.

Paulus henviste til nogle af de hellige, som havde set Kristus efter hans opstandelse, men siden var døde.
Han siger om disse: »Nogle er hensovede.« 1 Kor. 15,6.
Han bruger den samme vending hos 1 Thess. 4,13: »De, der sover hen.«
Lukas skrev, at da Stefanus var blevet stenet til døde, »sov han hen. « Apg. 7,60.

Jesus og Bibelens inspirerede forfattere er enige om, at døden er en søvn.