Vi kan ganske vist ignorere døden - så længe vi er unge. Vi bekymrer os ikke så meget om fremtiden, når den synes at strække sig uendeligt langt foran os. Men når døden kommer ned i vor egen gade, drejer ind i vor egen kørebane og henter én, som vi holder af, eller griber efter os selv - så betyder det pludselig en masse at få svar på vore ængstelige spørgsmål.

Forestil dig, hvis du kan, at du er en fremmed fra det ydre rum på en kosmisk turistrejse. Idet du lader Andromeda bag dig, bevæger du dig ind i Mælkevejens myldrende myriader. Du rejser gennem Orions stjerneklædte korridorer og kommer ind i et ganske bestemt system af planeter, som kredser omkring deres sol.

Du passerer Pluto, en lillebitte klode gennemstrejfende solsystemets yderste grænser. Derpå Neptun, en stor blågrøn klode med svage konturer. Og derefter, snurrende som en gigantisk snurretop i rummet, af ufattelig skønhed, har vi Saturn med sine ringe, strålende som diamanter.
Forude aftegner sig Jupiter, kolossen blandt planeterne, indhyllet i gevandter af urolige skyer. Dernæst, lige ved siden af dig, Mars, den røde planet med støvstorme hvirvlende over den ru, forrevne overflade. Og så, langt borte Venus, stegende varm under sin atmosfæres tætte tågedyne.
Lige forude ser vi en smuk blå planet, beskyllet af have, den bliver større og større. Hvad er det særlige ved denne klode?

Og vor guide siger: "Dette, mine damer og herrer, er planeten jorden. Den er anderledes end alt andet, vi har set. Den er enestående i hele universet, fordi den er det eneste sted, hvor beboerne dør. Og her dør alle. Nogle siger, at denne planet i virkeligheden er en vældig, roterende kirkegård, med ét gigantisk kendemærke: Her dør alle!"

Ja, her dør alle. Hundrede procent. Ti ud af ti. Én ud af én. Gennem hele historien er der kun to mennesker, som har undgået døden. Selv Guds Søn kunne ikke undslippe den!
Er det så underligt, at vi prøver at finde en vej ud af vort fængsel? Er det så underligt, at vi prøver at finde én eller anden lykkeligere udgang, én eller anden omkørsel, som kunne hjælpe os sikkert uden om døden?
Vore tanker står stille over for dødens mysterier og over for fremtiden. Det er intet under, at millioner af ensomme, knuste hjerter har vendt sig til den psykiske verden for at få svar - besluttet på at åbne de lukkede døre, hvis de kan.

Men lyt! Der går rygter om, at døden er på tilbagetog, at nogen har gjort noget ved den. Og Gud ske tak, det rygte er sandt!

Hvordan er det at dø?
To små drenge, fem og tre år gamle, havde netop bedt deres aftenbøn: "Nu lukker sig mit øje, Gud Fader i det høje, i varetægt mig tag - hvis jeg skulle dø ..."
Deres far havde puttet dem i seng og var nået hen til døren, da den femårige ængsteligt spurgte: "Far, hvordan er det at dø?"
"Det er mørkt," svarede faderen - idet han slukkede lyset og lukkede døren!
Der lå den lille fyr i mørket og græd ubehersket. Og hans treårige lillebror lyttede - og glemte det aldrig!
Hvordan er det at dø? Det er mørkt. Vi må indrømme, at faderen talte sandt, selv om det ikke var særlig nænsomt. Der er intet glædeligt eller spændende eller fornøjeligt ved at dø - uagtet nogen vil fortælle dig det modsatte.
Jesus benægtede aldrig døden. Han prøvede aldrig at skildre den som noget smukt og dejligt. Han betragtede den som en fjende - en fjende, som ville være på spil i lang tid. Apostlen Paulus sagde: "som den sidste fjende tilintetgøres døden," 1Kor 15,26.
Det eneste lykkelige ved døden er, at Jesus imødegik den og besejrede den: Døden er på vej ud. Den vil blive tilintetgjort. Men indtil da er den stadig mørk, meget mørk.
Og alligevel er der millioner i dag, som prøver at benægte døden - som om man kunne ønske den væk. De siger, at døden ikke eksisterer. De siger, at vi af naturen er udødelige - at vi ikke kan dø. De siger, at døden blot er en smuk dør ind til en anden sfære, hvor alt er lys og lykke. De siger, at når et menneske dør, bliver det mere levende end nogen sinde!

Hvad sker der med et menneske, når det dør? Hvor kommer det hen? Kommer alle til det samme sted? Er der ingen forskelsbehandling mellem de gode og de onde? Får alle adgang - uden at der stilles spørgsmål? Hvis dette var tilfældet, da betyder det åbenbart intet, hvordan vi lever her og nu.
Den populære opfattelse er, at livet, uagtet dets kvalitet og hvordan man lever, i virkeligheden er en gennemfartsvej, som aldrig får ende, som ikke kan ende, og at livet fortsætter på en eller anden måde et eller andet sted, at det er ligesom med forestillingen  "the show must go one."
Menneskene kan simpelt hen ikke lide den tanke, at de bevæger sig hen ad en vej, som ender med døden. Mennesker hader den tanke, at døden er afslutningen. Derfor prøver de at benægte døden.
Og denne benægtelse af døden forekommer i mange versioner. Ved en begravelse vil præsten sandsynligvis fortælle dig, at den afdøde allerede er i Himmelen, er lykkelig allerede nu, medens de efterladte sørger. Præsten vil næppe fortælle dig, at den afdøde er kommet til Helvede, selv om det måske i virkeligheden er, hvad han tænker.
Den mor, som har mistet en søn, vil tænke tilbage på alt det gode, han gjorde, og prøve at slå sig til ro med, at sønnen er kommet til det rigtige sted. Men i nattens stille timer græder hun utrøsteligt ved tanken om, at han måske allerede nu lider Helvedes kvaler.
Hverken præsten eller moderen synes at have tænkt sig den mulighed, at den afdøde slet ikke er kommet nogen steder hen, men at han virkelig døde, da han døde.
Der er kun ét sted, hvor vi kan få tingene sat på plads, kun én kilde til pålidelig oplysning - Guds Ord.
I Den hellige Skrift finder vi nogle klare udtalelser, som f.eks. denne: "For de levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting! De får ingen løn, for deres navn er gået i glemme. v6 Både deres kærlighed, deres had og deres misundelse er allerede gået til grunde; de får i al fremtid ikke del i noget af det, der sker under solen." Præd 9,5.6.

Her lyder det, som om døden er noget ganske afgjort og uigenkaldeligt, ikke sandt? Og, tro mig, det ville den også være - hvis det ikke var for vor Herre Jesus Kristus. Ingen anden end ham har nogen sinde kastet en eneste lysstråle ned i graven. Så længe de døde er døde, ved de ingenting. De kan ikke huske. De kan ikke elske eller hade eller misunde. Aldrig nogen sinde kan de deltage i menneskelige aktiviteter - så længe de er døde.
Og ifølge David kan en død mand ikke tænke. David siger: "Stol ikke på stormænd, på mennesker, de kan ikke frelse. v4 De udånder og vender tilbage til jorden, og den dag er deres planer blevet til intet." Sl 146,3.4.
Når et menneske dør, er det åbenbart hele mennesket der dør - ikke bare en del af ham. Når livsånden er borte, er livet borte, tankerne er borte. Død er det modsatte af liv - ikke en intensivering af livet.
Ikke så underligt, at den vise mand Salomo sagde: "Alt, hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt, for i dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom." Præd 9,10.

Er det menneske, som dør, mere levende end nogensinde? Åbenbart ikke. Er det menneske, som dør, i stand til at kommunikere med os fra den anden side? Jeg kan ikke se, hvordan det kunne lade sig gøre. Kan du? Når den døde intet ved? Ikke kan tænke?
Kan et dødt menneske vende tilbage og besøge sine kære og se hvordan de har det? Bibelen svarer også på dette. Den siger: "Han kommer aldrig mere hjem; hvor han boede, ser man ham ikke mere." Job 7,10.
Bibelen siger også: "Hædres hans sønner, ænser han det ikke, går det dem dårligt, lægger han ikke mærke til det;" Job 14,21.

Hvis et menneske, som er død, ingenting ved, hvis hans tanker er ophørt, hvis han ikke elsker eller hader længere, hvis han hverken har kundskab eller visdom, hvis han ikke ved, hvad der sker med hans kære - hvordan kan han da kommunikere med sin familie eller sine venner?
Nej. Ifølge Guds ord sover mennesket, enten han har levet som en helgen eller en synder, stille i graven indtil opstandelsens morgen. Han er ikke besværet over, hvad der sker med hans kære. Ej heller vrider han sig i Helvedes flammer. Han er ikke kommet til Himmelen. Han er ikke kommet til Helvede. Han er ikke kommet i skærsilden. Han er ikke kommet over i åndeverdenen. Han er ikke gået over til en anden sfære. Han er ikke kommet nogen steder hen. Han hviler simpelt hen, sover bare, har glemt alt om sine omgivelser og tidens gang, indtil Gud kalder ham til live igen.

Men jeg synes, jeg hører et kor af protesterende stemmer: "Vent lidt, er vi ikke alle sammen skabt med en udødelig sjæl - en sjæl som ikke kan dø?"
Intet spørgsmål kan det være vigtigere at få besvaret!

Kan du fange en sjæl?
Enkelte medicinske forskere fortæller os, at udødelighed snart vil være opnåeligt for menneskene - muligvis inden afslutningen af dette århundrede.
Spændende, ikke sandt?
Blot for at klare begreberne, ordet "udødelig" betyder "ikke undergivet døden." Det ville med andre ord være umuligt for en person, som er udødelig, at dø. Hvorvidt en sådan tilstand ville være en velsignelse eller forbandelse afhang naturligvis af kvaliteten af det liv, vi taler om. Udødelighed, hvor døden var en umulighed, ville næppe være en velsignelse for en patient, som led af uhelbredelig kræft.
Inden du bliver alt for opslugt af udsigterne til udødelighed inden for den nærmeste fremtid, skal du desuden vide, at den udødelighed, som lægevidenskaben håber snart at opnå, åbenbart ikke er af den slags, som er beskrevet i ordbogen. For vi får at vide, at det at eje denne udødelighed "ikke betyder, at man bare kan nedbryde kroppen ved usunde levevaner." Vi bliver mindet om, at "ligesom en ny bil kan ødelægges i en ulykke, sådan kan menneskelegemets fintmærkende kemiske mekanisme ødelægges, om det aldrig så meget er udødeligt. ... Den mand på femogtredive, som falder død om af et hjerteanfald på grund af ufornuftige levevaner, kan ikke redde sig ved at lære udødelighedens hemmeligheder. Ej heller kan disse hemmeligheder beskytte en person mod lungebetændelse, tuberkulose eller dødbringende giftdoser."

En underlig form for udødelighed, ikke sandt? Lægevidenskaben taler tilsyneladende ikke om andet og mere end en forlængelse af vor normale livslængde.
Men selv med disse begrænsninger anslår en medicinsk skribent, at disse muligheder for en slags udødelighed vil udgøre en væsentlig trussel mod religionen. Han siger, at "religioner, som tilbød det evige livs belønning til de trofaste, ville komme til at stå over for det faktum, at evigt liv var muligt her på jorden" - uden nogen hjælp eller indgriben fra Guds side. Det antydes endog, at Sovjetunionen kunne blive det første store samfund, der opnåede denne udødelighed, netop fordi man her lægger så lidt vægt på religiøse forestillinger.
Min bibel fortæller mig, at "syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre." Rom 6,23.

Og min bibel fortæller mig: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Joh 3,16.
Men nu kommer så denne antydning af, at vi ikke behøver udødelighedens gave, at Guds Søn ikke behøvede at gøre sig ulejlighed med at dø for os, for at vi kunne opnå udødeligheden - ellers mange tak, vi klarer os udmærket selv!

Er udødelighed mulig? Eller er den blot en drøm udsprunget af vort naturlige ønske om at leve?
Og så kommer vi tilbage til spørgsmålet. "Er vi ikke skabt med en udødelig sjæl - en sjæl, som ikke kan dø?"
"Hvordan skal vi begrave dig?" spurgte Crito.
Og Sokrates svarede: "Præcis som I selv vil. Det vil sige, hvis I kan fange mig og jeg ikke smutter ud mellem fingrene på jer."

Er der, som Sokrates troede, noget der smutter bort, når et menneske dør - noget, som er vanskeligt at fange? Er det derfor, nogle mennesker ikke tager døden alvorligt?
Vi ønsker ikke at dø. Derfor er det ikke underligt, at vi prøver at benægte døden, at bortforklare den, at finde et eller andet alternativ. Tanken om at dø, om ikke at eksistere, har tilsyneladende været for rædselsvækkende til at kunne accepteres uden modstand.
De græske filosoffer troede, at sjæl og legeme er fuldstændig adskilt, at sjælen midlertidigt er fængslet i legemet, men slippes fri ved døden, bestemt til at leve for altid.
Som følge af denne opfattelse betragtede de legemet som meget betydningsløst. Det skulle alligevel snart gå til grunde. For dem var sjælen den virkelige person, som ville leve videre efter døden i god behold. Følgelig tog de ikke døden særlig alvorligt.

Denne græske filosofi har gennem mange hundrede år påvirket hovedstrømningerne i den kristne tænkning. Men forlader sjælen legemet ved døden for at leve videre? Er sjælen bestemt til at leve for evigt - et eller andet sted? Er udødelighed noget, som alle har? Vil alle, gode som onde, automatisk leve videre?
Det er, hvad millioner tror. Og for mange har tanken om, at livet er bestemt til at fortsætte efter døden, været til trøst. Men den samme tanke har lagt utrolige byrder på millioner af mennesker.
Længe før Jesus blev født, holdt hinduismen Indien under Karmas jernhårde lov. For hinduen var troen på den naturlige udødelighed en grusom og undertrykkende magt. For hinduen var ingen flugt mulig fra Karmas ubarmhjertige hjul. Hinduen slæbte sig gennem sit ulykkelige liv i den tro, at han måtte lide et liv i smerte og fornedrelse, kun for at dø og blive født igen, atter og atter, lide den samme smerte i liv efter liv - uden noget som helst håb om lindring.

Dette kan være vanskeligt for en vesterlænding at forstå. Fordi mange vesterlændinge har det med at gribe en ny trosretning næsten som et modelune - de nyder den, så længe den er moderne, og kaster den bort, når de er trætte af den. Reinkarnation og karma er for tiden på mode i den vestlige verden. Men når disse ideer ikke længere har nyhedens interesse, bliver de let skubbet til side. Sådan er det ikke med østens folk, som virkelig tager religionen alvorligt, som aldrig tænker på at stille spørgsmålstegn ved den. Utallige millioner ville give hvad som helst for at blive fri for den frygtelige byrde.

Så fremstod Buddha. Han tilbød sine efterfølgere en udvej fra denne uendelige række genfødsler. Han lærte, at hvis et menneske kunne opnå den tilstand, han kaldte nirvana, en oplevelse af fuldkommen renhed, ville dette menneske nedbryde Karmas kræfter og undslippe det utålelige kredsløb at blive født igen og igen.
I lighed med visse jødiske sekter troede den første kristne menighed, at når et menneske døde, var han død. Der var intet mere, medmindre Gud selv greb ind. Den første kristne menigheds budskab var centret omkring Kristi opstandelse. Og Kristi opstandelse var en demonstration af hans magt til at genoprejse sit folk på den yderste dag.

Men ikke længe efter apostlenes død blev den kristne menighed influeret af Platons lære, som sagde, at mennesket aldrig rigtig døde, at han ikke kunne dø, fordi han havde en udødelig sjæl.
Og dertil kom en anden menneskeskabt idé. Hvis et menneske havde en udødelig sjæl og ikke kunne dø, og hvis han ikke var værdig til at komme til Himmelen, måtte han nødvendigvis leve videre et andet sted. Og så opfandt man det evigt brændende Helvede.
Her var en ny form for Karma. Endnu værre end Karma. Karma lærte om endeløs smerte, i liv efter liv. Men med et evigt brændende Helvede var det ikke blot et liv i tilbagevendende smerte, det var en uendelig, uafbrudt tortur. Utallige mødre har grædt utrøsteligt ved tanken om en søn eller datter, som vred sig i endeløs pine. Og ingen ved, hvor mange tusinder der har vendt sig bort fra religionen, alene fordi de ikke ønskede at tilbede så grusom en Gud.

Og nu er det, at videnskabsmænd og læger prøver at finde frem til muligheden af en menneskeskabt udødelighed, som de anser for en mulig udfordring til Guds nådegave.
Og så er der hele tiden de kredse, som studerer psykiske fænomener, spiritistiske grupper, som går ind for at bevise, at mennesket ikke dør, når det dør, og at kommunikation med vore kære afdøde derfor er mulig.

Hvad er da sandheden? Skabte Gud mennesket med en udødelig sjæl? Eller gjorde han ikke?
Kunne der være et bedre sted at vende sig hen end til den inspirerede beretning om skabelsen. Der læser vi: "Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen." 1Mos 2,7.

Her får vi at vide, hvordan mennesket blev skabt. Gud dannede et legeme af agerjordens muld. Derpå blæste han liv i dette legeme. Og mennesket blev et levende væsen.
Læg mærke til at mennesket blev et levende væsen, hele mennesket, hele personen. Sjælen er ikke en del af mennesket, som kan flyve omkring uafhængigt af legemet.
Sjælen er kombinationen af legeme og livsånde. Hvad sker da, når et menneske dør? Da sker det modsatte af skabelsens proces. Vi læser: "Støvet vender tilbage til jorden, hvor det var, og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den." Præd 12,7. Støvet, legemet, vender tilbage til jorden. Legemet bliver til støv igen.
Og ånden, eller livsånden, vender tilbage til Gud. Det hebraiske ord, som er oversat med "ånd," betyder også "åndedræt."

Vi husker, at mennesket blev et levende væsen som resultat af en kombination af legemet og livsånden. Når denne kombination bliver brudt, når livsånden tages tilbage, er mennesket ikke længere et levende væsen. Det vil ikke blive et levende væsen igen, før Skaberen ved opstandelsen atter blæser liv i legemet, indtil kombinationen af legeme og livsånde er genoprettet.

Hvor kommer sjælen hen ved døden? Den kommer ingen steder hen. Den ophører simpelt hen at eksistere som en sjæl, eller som et levende væsen, indtil opstandelsen.
Lad os illustrere det på denne måde. Du har en elektrisk pære. Og du har elektrisk strøm. Når disse to faktorer kombineres, har du lys. Hvis den ene mangler - hvis du ikke har nogen pære, eller du ikke har strøm - har du ikke lys. Hvor går lyset hen? Det går ingen steder. Det ophører blot at eksistere, indtil kombinationen er genoprettet. Er det ikke enkelt?

Lad os betragte dette spørgsmål fra en anden vinkel. Hvad sjælen end måtte være, er den i stand til at dø. Gud siger nemlig gennem profeten Ezekiel: "Men det menneske, der synder, skal dø." Ez 18,20.
Sjælen kan altså dø. Vi husker, at sjælen er hele mennesket, hele personen. En moderne oversættelse af dette skriftsted siger: "Den person, som synder, skal dø."
Nu er jeg godt klar over, at vi somme tider bruger ordet "sjæl" på en anden måde, som om det betød noget andet end simpelt hen hele personen. Vi siger: "Jeg føler det i min sjæl." Vi taler om at frelse et menneskes sjæl. Og Jesus stillede spørgsmålet: "For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv? For hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?" Mark 8,36-37.
Jeg er også godt klar over, at han sagde: "Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede." Matt 10,28.

Men her skal vi igen lægge mærke til, at hvad sjælen end er, så kan den dø. Den kan ødelægges. For vi læste jo netop, at både sjæl og legeme kan ødelægges i Helvede.
Her behøver vi ikke at bekymre os om fine teologiske definitioner. Vi har fået svaret. Hvad sjælen end måtte være, er den ikke udødelig. Den kan dø. Den kan ødelægges.
Tilbage til Første Mosebog, til skabelsesberetningen. Kort tid efter at Gud skabte Adam, sagde han til ham: "Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!" 1Mos 2,16-17.
"Skal du dø." Ville Gud sige sådan, hvis han bare nogle timer i forvejen havde skabt Adam udødelig, ude af stand til at dø? Ville han true med en straf, som han alligevel ikke ville kunne eksekvere?
Apostlen Paulus kendte åbenbart intet til, at mennesket skulle være ude afstand til at dø, for - du husker det måske: "For syndens løn er død." Rom 6,23.
Og lad os igen tænke på det kendte og elskede skriftsted - Joh 3,16. Gud gav sin enbårne Søn. Hvorfor? For at vi ikke skulle fortabes.
Hvorfor skulle det være nødvendigt for Gud at lade sin Søn dø, for at vi ikke skulle fortabes - hvis vi var skabt udødelige, sådan at vi slet ikke kunne gå fortabt? Har du nogen sinde tænkt på det? Hvis alle, gode og onde, automatisk var bestemt til at leve evigt, da ville ingen have brug for en frelser. Og hvis ingen behøver en frelser, da var korset på Golgata kun et meningsløst drama!
Og opstandelsen. Det nye Testamente formelig strømmer over af begejstring over opstandelsen. Ved at gå ud af graven havde Jesus demonstreret, at opstandelse var mulig. Han havde demonstreret, at også hans efterfølgere kunne opstå fra de døde - med legeme og det hele. Men hvorfor, spørger jeg - hvorfor skulle der i det hele taget være brug for en legemets opstandelse, hvis sjælen kunne leve lykkeligt videre, uafhængig af legemet?
Her kommer måske det tydeligste af alle skriftsteder om dette emne. Paulus omtaler Gud som "han, den eneste, som har udødelighed." 1Tim 6,16.
Gud er altså den eneste, der har udødelighed. Ikke engang englene var skabt udødelige. Hvis dette havde været tilfældet, da havde de engle, som gjorde oprør sammen med Satan og blev kastet ud af Himmelen, aldrig kunnet blive tilintetgjort.

Gud er for vis til at skabe tænkende væsener med evnen til at vælge og på samme tid gøre dem udødelige, ude af stand til at dø. Hvis Gud havde skabt Adam og Eva udødelige, da ville han efter syndefaldet have stået med ansvaret for en slægt af udødelige syndere. Gud skabte ikke et sådant dilemma for sig selv Han skænker ikke udødelighed til noget menneske, før mennesket er blevet prøvet, før mennesket har bevist, at det er værdigt til denne gave.
Det er indlysende, at vi ikke er udødelige. Vi har ikke en udødelig sjæl. Vi kan dø, og mennesker dør hver eneste dag. Og hvis det ikke havde været for Jesu Kristi mellemkomst for vor skyld, ville døden have været permanent, uden håb om uendeligt liv.

Men Jesus døde for at ændre alt dette. Han døde for at gøre udødeligheden mulig. Apostlen Paulus siger, at vor frelser Jesus Kristus "tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset." 2Tim 1,10.
Vor Herre ønsker, at vi skal leve evigt. Dette blev gjort muligt ved hans død i vort sted. Men vi modtager ikke udødelighedens gave, før han kommer igen. Paulus fortæller det tydeligt. Han siger: "Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: 'Døden er opslugt og besejret'." 1Kor 15,51-54.

Og lad os takke Gud, at dette ikke bliver som den menneskeskabte udødelighed, som nogle inden for lægevidenskaben forestiller sig - en såkaldt udødelighed, der stadig ville være undergivet døden i tilfælde af en ulykke, eller et virus, eller en eller anden trussel. Det bliver et liv, som døden aldrig kan røre. For døden selv vil til sidst blive tilintetgjort af ham, som besejrede den på Golgata.
Er den udødelighed, som lægevidenskaben håber at kunne opnå, på nogen som helst måde en trussel mod kristendommen? Næppe.
Hvis livet skal være værd at leve, må det have mere end én dimension. Det må have mere end bare længde. Livet må have en kvalitet, som gør det ønskværdigt, attraktivt, værd at eje. At forvandle et menneskes legeme uden at forvandle hans hjerte er næppe svaret. Ej heller må det anses for ønskværdigt at forvandle et menneskes legeme uden at forvandle hans omgivelser.

Er et langt liv fyldt med frygt og depressioner noget at ønske sig? Når mennesker med deres nuværende livslængde har spaltet atomet og ophobet våben, som fylder os med ubeskrivelig rædsel, hvad ville der da kunne ske hvis mennesker levede i tusinde år?
At leve længere og længere - i en verden, som bliver værre og værre - er det et liv at ønske sig? Nej, i en sådan situation ville selvmord blive almindeligt. For mange ville døden ikke synes som en fjende, men som en ven.
Livet kan nemlig blive en utålelig byrde. Det vil millioner af tibetanere kunne fortælle dig.

Dette emne fortsætter >>> >>>

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com