Hvad sker der med et menneske de første tyve minutter efter, at det dør? Dette har forvirret mennesker gennem årtusinder. Men i dag er der mennesker, som siger, at de ved det - af personlig erfaring!
Ved de det virkelig?
Der er udkommet en bog af dr. Raymond A. Moody Jr. med titlen Liv efter livet. Den vakte ikke så lidt opsigt. Reader's Digest bragte et sammendrag af bogen. Flere andre kendte blade og tidsskrifter gjorde det samme. Bogen er en sammenstilling af rapporter fra mennesker, som siger, at de var erklæret klinisk døde.
Det første spørgsmål, som rejser sig efter alle disse oplevelser, som bogen fortæller om - og måske det vigtigste af dem alle - er dette: Var disse mennesker døde? Eller var de kun næsten-døde? Fik de disse oplevelser, efter at de var døde? Eller medens de stadig var i live?
Der har i de senere år været en omfattende diskussion om hvornår et menneske helt nøjagtigt kunne regnes for død. Er det, når han holder op med at trække vejret? Er det, når hjertet standser? Eller er det hjernens tilstand, der afgør hvornår mennesket er død?
Store medicinske og juridiske kapaciteter har kæmpet med problemet og prøvet at formulere en juridisk definition på døden. Dr. Kubler-Ross, hvis forskning vi har omtalt, siger, at man aldrig vil kunne finde en meningsfyldt juridisk definition på døden, fordi "mennesker ikke virkelig dør." Og der er naturligvis millioner, som ville erklære sig enige med hende.

Men jeg tror, du kan se problemet. Hvis mennesker ikke virkelig dør, og hvis denne forskning beviser, at de ikke gør det, da betyder det langt mere end blot at sætte forfatteren af denne bog i forlegenhed og hænge ham ud som en upålidelig underviser. Det er langt mere alvorligt end som så. Hvis denne forskning beviser, at mennesker ikke virkelig dør, når de dør, da sætter det Gud i forlegenhed og udstiller Bibelen som en bog, man ikke kan stole på.
Du har stadig skriftstederne frisk i tanke: "De døde ved ingenting." "Deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte." "Der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget." "Hans råd er bristet samme dag." "Hans sønner kommer til ære, og han ved det ikke."
Altså, ifølge Bibelen, som gør fordring på at være Guds inspirerede ord, ved et menneske, som er død, ingenting. Mennesket kan hverken elske eller hade eller misunde. Det kan ikke tænke. Og i stedet for at iagttage sine kære, som stadig er i live - og bekymre sig over om det ikke kan se ham, og at han ikke kan få dem i tale - ved den døde intet om, hvordan det går dem.

Enten taler Bibelen sandt eller også gør den det ikke. Den kan ikke begge dele. Hvis den fører falsk lære, da er den en dårlig bog. Imidlertid vil de fleste mennesker, kristne eller ikke kristne, hævde, at Bibelen er en god bog. Men en bog, som indeholder løgne, er overhovedet ikke nogen god bog. Den er en farlig bog. Hvis al denne forskning beviser, at mennesker ikke virkelig dør, når de dør, da må vi nødvendigvis affærdige Bibelen som en farlig bog og sky den som pesten.
Men jeg tror ikke, vi har noget sådant dilemma. Jeg tror ikke, denne forskning beviser noget om, hvad der sker efter døden.

Hvis vi nemlig accepterer den meget fornuftige og rimelige definition på døden som det punkt, hvorfra et menneske ikke kan genoplives, så var dr. Moody's interview-objekter slet ikke døde - fordi de åbenbart alle blev genoplivet. Dette betyder, at de simpelt hen beretter om noget, de så og hørte, eller troede de så og hørte, medens de stadig var i live!
Den længste tid i de oplevelser, dr. Moody beretter om i sin bog, er kun tyve minutter. Hvis der havde været tale om en periode på f.eks. fire dage, som da Jesus opvakte Lazarus, ville disse beretninger have været langt mere overbevisende. Men dette er ikke tilfældet. Derfor kan vi blot konkludere, at her er tale om en slags funktionsfejl i hjernen i disse kritiske minutter, hvor livet hang i en tynd tråd - medens personerne var døden nær, men ikke døde.
Hjernen er et både vidunderligt og meget kompliceret maskineri. Ingen kan hævde at forstå dette til fulde. Man anslår, at den menneskelige hjerne indeholder ti milliarder nerveceller, som spiller en vigtig rolle i følelsesmæssige reaktioner og sansninger. Hele tiden bringes der milliarder af elektriske impulser gennem nervecellerne. Vore opfattelser og indtryk af verden omkring os er til stadighed under påvirkning.
Vi ved, at hjernens normale funktioner kan forstyrres på mange forskellige måder. Narkotiske stoffer, særlig hallucinogenerne, kan påvirke de indtryk, hjernen modtager. Næsten ethvert aspekt ved de oplevelser, dr. Moody beretter om, svarer til, hvad lærebøgerne fortæller om narkotiske stoffers virkninger. Lighederne er slående. Og ingen vil påstå, at stofmisbrugerne var døde!
Personer, som har været påvirket af psykedeliske stoffer, kan f.eks. ofte berette om en følelse af at have været adskilt fra legemet, og om at kunne have iagttaget sig selv på afstand.
Kunstigt bibragte elektriske impulser kan også frembringe falske indtryk af virkeligheden. Teoretisk er det muligt at overføre næsten enhver slags opfattelse ved simpelt hen at påvirke hjernen med den fornødne impuls.
Hypnose er et andet eksempel på, hvordan hjernen kan påvirkes til at opfatte og viderebringe falske indtryk. En hypnotisør kan overbevise en mand, som sidder i sin lænestol, om, at han er ved at klatre op ad Mount Everest.

Og her er også noget at tænke over. Når vi er ubevidste, fungerer bevidstheden ikke. Hvad er da til hinder for, at Satan selv eller en af hans hjælpere overtager kontrollen - som det ofte hænder i hypnose - for at forføre os?
Der er ingen tvivl om, at der kan manipuleres med hjernen. Dens fintfølende elektriske system kan kortsluttes, og indtrykkene gå amok. Der kan være tale om noget, som vi simpelt hen ikke forstår. Og ærlig talt, hvor meget forstår vi af hvad der sker, når vi sover og drømmer?
Men dette ved jeg. Jeg har al mulig grund til at tro, hvad Bibelen siger om døden. Jeg har ingen grund til at tvivle på det. Ville jeg ikke begå en forfærdelig fejltagelse ved at acceptere vidnesbyrdet fra fejlfungerende sind under en kritisk belastning, på et tidspunkt, hvor døden næsten havde bemægtiget sig sit bytte ville jeg ikke begå en forfærdelig fejltagelse ved at acceptere et sådant usikkert vidnesbyrd i stedet for Guds ord?
Nogle mennesker har et arbejde, hvor det er af største betydning, at de kan opdage alle falske penge, som kommer dem i hænde. Hvad gør de? Studerer de alle forfalskningerne? Nej. De studerer det ægte. De prøver at blive så kendt med det ægte, at de let vil kunne påpege det falske.
Jeg har til hensigt at holde mig til Guds ord. Hvad med dig?

Intet sted i Bibelen finder vi noget belæg for, at mennesket nu er udødeligt, at han ikke kan dø, at han har en udødelig sjæl, som kan leve adskilt fra legemet. De bibelske skribenter fremholder konsekvent opstandelsen som vort håb. Da først modtager vi udødelighed.
Dr. Moody påpeger, åbenbart med nogen tilfredshed, at beretningerne i hans bog svarer ret nøje til visse passager i Platons skrifter og Den tibetanske Dødebog. Men dette er næppe nogen anbefaling. Det er heller ikke overraskende. For i alt dette finder vi karakteristiske træk af fælles oprindelse - slangens filosofi: "Vist skal I ikke dø!"
Hvorfor skulle vi lade os føre på vildspor af slangens filosofi - når det er vor forret at kunne lægge vort liv og vor fremtid i hænderne på én, som har besejret døden? En som kan sige: "Jeg er opstandelsen og livet." Joh 11,25.

Og én som kan sige: "Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste v18 og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget." Åb 1,17-18.
Og han har allerede demonstreret sandheden af disse ord. Hvilken frelser!

Dr. Moody bemærker med åbenlys tilfredshed, at ingen af hans interview-objekter har beskrevet Bibelens Himmel. Han synes at have afskrevet Bibelens Himmel som et fantasibillede.
Men den Himmel, som er beskrevet i Guds inspirerede ord, er ikke fantasi. Den er ikke et fantasifoster. Den er ikke et produkt af en fejlfungerende hjerne.
Den Himmel, som er beskrevet i Bibelen, er virkelig - lige så virkelig som den jord, du og jeg går på. Den stad, som her beskrives, er virkelig. Den har mure og grundvolde og porte og gader og dimensioner.

Det er ikke så underligt, at dr. Moody's interview-objekter ikke beskrev Bibelens Himmel. De havde ikke været der. De havde slet ikke været noget sted!
Men dette land er virkeligt. Og i Guds land bliver der ingen forvirring, intet mørke, ingen usikkerhed. Smerte og hjertesorg, ja, døden selv, vil være borte. Vore kære er virkelig til stede. Og vi skal aldrig mere skilles. Herren Jesus vil tørre hver tåre af vore øjne. Og han vil byde os velkommen, ikke til døden, men til livet - et liv med ufattelige muligheder, et liv, hvor vi aldrig savner noget som helst, vi kunne ønske os, et liv som aldrig får ende! Dette er det liv, som vor Frelser døde for at gøre muligt. Men slangen er rasende, fordi hans tid er kort. I mellemtiden fortsætter han med at falbyde sin løgnagtige filosofi, og drager millioner ned i forførelsens malstrøm. Og uklogt er det menneske, som ikke tager sine skridt i agt!

Er du mildere end Gud?
På opslagstavlen på en kirke nær Chowchilla, Californien, kunne man læse en mærkelig bekendtgørelse. Der stod: "KÆRE DOMMER! VIL DU IKKE NOK GIVE KIDNAPPERNE MERE END SEKS MÅNEDERS BETINGET FÆNGSEL?"

Disse ord var forårsaget af en af historiens mest bizarre kidnapninger. Og man frygtede åbenbart, at dommeren skulle være mildere, end det sømmede sig ved en forbrydelse af denne art.
Sandheden er, at selv om dommeren kunne have sendt kidnapperne i gaskammeret, ville han stadig være langt mildere end Gud - i mange menneskers opfattelse.
Jesus fortalte engang en lignelse om en rig mand og en fattig mand, som hed Lazarus. Den rige mand havde alle fordele, og den fattige havde ingen. Men så skete der det i beretningen, at de begge døde. Den rige mand kom til Dødsriget, og den fattige kom hen i Abrahams skød. Den rige mand, som blev pint i flammerne, kunne se Lazarus i Abrahams skød. Så råbte han til Abraham, om han ville sende Lazarus over med lidt vand, så han kunne læske sin tunge. Men Abraham nægtede og sagde, at ingen kunne komme over den dybe afgrund imellem dem.
Det er klart, at denne beretning aldrig skulle tages bogstaveligt. For det første ville Abrahams skød på ingen måde være stort nok til at rumme alle de gode mennesker, som er døde.
Og dernæst med hensyn til vandet, der skulle læske den rige mands tunge. Det er indlysende, at hvis den fattige begav sig igennem flammerne, ville han selv blive brændt. Og selv om dette ikke var tilfældet, ville vandet være fordampet, længe før han kunne nå hen til den rige mand.
Og Abrahams skød - eller kald det Himmelen om du vil - ville næppe være et ønskværdigt sted, hvis man derfra kunne se mennesker brænde dag efter dag og år efter år og aldrig få lindring for deres pinsler - og sæt nu der var nogle af ens kære iblandt. Ville det være attråværdigt?
Nej. Det er logisk, at intet ved denne beretning, som Jesus fortalte, skal tages bogstaveligt. Meningen er at sætte en sag på spidsen. Jesus fortalte simpelt hen, på en meget levende måde, at i fremtiden, på den dag hvor han sætter alle ting på plads, vil nogle roller blive byttet om. En og anden vil nok blive overrasket, når belønningen deles ud.

Men millioner af mennesker har taget denne lignelse bogstaveligt - sammen med andre misforståede skriftsteder - og malet et frygteligt forvrænget billede af Guds karakter.
De har skildret Gud som ufattelig grusom, som om han fuldstændig manglede medlidenhed med de skabninger, han selv har skabt. De har skildret ham, som om han kastede dem, som er ulydige mod ham, i flammerne og holder dem i live dag efter dag, år efter år, århundrede efter århundrede, uden at lade dem dø - og glædede sig over deres pinsler. De skildrer ham, som Abraham i lignelsen, som uvillig til at lade brændende syndere, fanget i evige flammer, få en eneste dråbe vand til at læske deres tunger.
Som forældre bliver vi virkelig oprørt, hver gang der begås en forbrydelse over for et barn. Men vi er ikke så sikre på, at Gud har omsorg for dem. Tror vi, at vi er mildere end Gud? Det kunne se sådan ud.
Hvor har vi dog fået vore forestillinger om Gud forvrænget! Intet under, at vi ikke kan forlige disse forestillinger med tanken om en Gud, som er kærlighed.
På en gammel gravsten i Amerika kan man læse en underlig indskrift. Der står: "Her ligger Lem S. Frame, som nåede at dræbe niogfirs indianere i sit liv. Han håbede at nå at dræbe hundrede ved udgangen af det år, hvor han sov ind i troen på Jesus i sit hjem i Hawk's Ferry."
Vil Gud slå perleportene på vid gab for indianermordere? Hvor selvmodsigende kan vi mon blive?

Nogle mennesker tror, at Jesus er mildere end Gud - at Jesus er all right, men at Gud på en eller anden måde er frygtelig. Men Jesus sagde, at når du havde set ham, havde du set Faderen. Gik Jesus nogen sinde omkring og torturerede mennesker?

Men der er nogle mennesker, som bliver ophidsede, hvis Gud ikke skildres som hård og ubøjelig og ivrig efter at lade ild og svovl regne ned over os alle.
Der kommer en gang, da straffen, til alles bedste, må eksekveres - selv af en kærlig Gud. Og Gud tager aldrig fejl.

Sådan er det gået mere end én gang i vor verdens historie. Første gang var på Noas tid.
Den generation var blevet så degenereret, så målbevidst i sit oprør mod Gud, så fjendtlig over for alt, hvad der var godt og ret, at menneskeslægten, som en velgerning mod alle, i barmhjertighed mod kommende generationer, måtte udslettes. Hvis disse fordærvede mennesker havde fået lov at leve, ville det blot have betydet, at slægten ville ødelægge sig selv på den mest rædselsvækkende måde.
Men læg mærke til dette! Ikke én uskyldig sjæl gik til grunde i den ødelæggelse. Hvert eneste levende menneske var blevet advaret. Hvert eneste levende menneske havde fået anledningen, havde gentagne gange fået en indtrængende indbydelse til at gå ind i det store skib sammen med Noa og overleve katastrofen. Kunne Gud have været mildere?

Der kom også en dag, hvor byerne Sodoma og Gomorra havde fyldt deres synders bæger. Det ville ikke have været kærlighed at lade dem fortsætte længere.
Men inden Gud ødelagde disse byer, fortalte han sin ven Abraham, hvad han stod i begreb med at gøre. Og Abraham protesterede, at uskyldige mennesker, gode mennesker, kunne blive ødelagt sammen med de onde. Ligesom nogle af os anråbte han Gud om at gøre det rigtige.
Abraham begyndte at gå i forbøn for byen Sodoma. "Herre, hvis du finder halvtreds gode mennesker i Sodoma, vil du så ikke skåne den?"
Ja, Gud ville skåne byen for de halvtreds gode menneskers skyld.

Men Abraham var ikke sikker på, at Gud ville finde halvtreds. Så han blev ved med at gå i forbøn. Han kom ned til tyve. Og til ti. Han havde ikke mod til at gå længere ned.
Måske ville Gud have gået med til at spare Sodoma, hvis der blot havde været fem retfærdige, hvis Abraham havde bedt ham om det. Men Gud vidste - og Abraham frygtede - at der ikke en gang var fem retfærdige mennesker i Sodoma.

Så ødelagde Gud Sodoma - og Gomorra. Men ikke før han havde reddet den eneste retfærdige mand i Sodoma. Og han var endda ikke særlig retfærdig. Sammen med ham førte Gud de eneste tre af hans familie, som var villige til at lade sig redde. Og de var ikke særlig villige. Englene måtte slæbe dem ud.
Der kommer nemlig et tidspunkt, hvor selv en kærlighedens Gud må gribe ind i menneskenes affærer.
Når Gud tillader, at mennesker bliver tilintetgjort, går det meget hurtigt. Du kan ikke tage tilbage til åstedet flere hundrede år efter og stadig finde disse mennesker vridende sig i flammer eller i rødglødende lava - eller kæmpende i syndflodens vande.

Da menneskene på Noas tid druknede, druknede de. De er ikke stadig ved at drukne i dag.
Og menneskene fra Sodoma og Gomorra brænder ikke stadigvæk - dernede under Det røde Hav.
Men har du lagt mærke til at Bibelen siger, at menneskene fra Sodoma og Gomorra blev tilintetgjort af "evig ild." Det står der faktisk. Lyt! "Jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra ... fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild." Jud 7.
Evig ild. Ilden var nemlig evig i sin virkning. Ingen kunne redde sig ud af den.

I ødelæggelsen af disse byer har vi et eksempel på, hvordan Gud udfører sin ødelæggende gerning, når den må gøres. Han går lige til sagen. Men han gør det hurtigt. Og når det er forbi, er det forbi.
Lyt til profeten Malakias: " Nu kommer den dag, der brænder som en ovn; da bliver alle de overmodige og alle, der handler ugudeligt, til strå. Dagen, der kommer, skal sætte ild til dem, siger Hærskarers Herre, så der hverken bliver rod eller grene tilbage." Mal 3,19.

Gudløse skal brænde ligesom strå, siges der. Har du nogen sinde set strå brænde? Bare en opblussen, så er det væk. Bare en hurtig flamme, og så er det slut. Men Gud siger, det vil brænde dem op. Der bliver hverken levnet rod eller gren. Vers 21 siger: "De ugudelige ... bliver som støv under jeres fødder." Støv er ikke i stand til at lide smerte.
Og dette er, hvad David siger: "Thi de gudløse går til grunde, som engenes pragt er Herrens fjender, de svinder, de svinder som røg." Sl 37,20.
De vil brænde som engenes pragt. Igen en hurtig flammende ild. De vil svinde som røg. Og når ilden har gjort sin gerning, slukkes den. Den er uslukkelig, indtil Gud har ladet den gøre sin gerning. Så slukkes den - ligesom al anden ild. Profeten Obadias siger om de gudløse, at de skal blive "som havde de aldrig været til." Obad 1,16.

Som om de aldrig var blevet født. Og David siger: "Kun et øjeblik, så er det ude med den uretfærdige, ser du efter, hvor han boede, er han der ikke mere." Sl 37,10.
Kan du se det? Der er intet sted, hvor de gudløse pines evigt. Gud har ikke noget sted nu, hvor syndere vrider sig i flammer århundreder efter århundreder, fordømt til at lide denne grufulde tortur for evigt og aldrig få lov til at dø. Der er heller ikke noget i Bibelen, der så meget som antyder, at der vil blive et sådant sted. Det kan måske være overraskende for én og anden, men tanken om et evigt brændende Helvede er uden grundlag i Den hellige Skrift. Den er en tradition. Den er et levn fra den mørke middelalder.
Gud er slet ikke sådan, som han er blevet udmalet. Det er helt åbenbart, at hele ideen om et uendeligt brændende Helvede simpelt hen er et angreb på Guds karakter - opdigtet af hans fjende.
Og husk på, at Satan kun har haft held til at sælge sin idé om et evigt brændende Helvede, fordi han forinden havde solgt menneskene den lige så falske forestilling om en udødelig sjæl, som ikke kan dø og derfor må leve videre ét eller andet sted.

Alt dette vil dog ikke sige, at der ikke vil blive en straf for syndere. Det betyder ikke, at der ikke vil blive anvendt ild. Det betyder ikke, at den ild ikke vil være brændende. Vi læser om denne ild i Åbenbaringsbogen: "Der faldt ild ned fra himlen og fortærede dem." Åb 20,9.
Men den ild vil slukkes, så snart den har gjort sin gerning, ligesom den ild, der ødelagde Sodoma. Den vil ikke blive ved at brænde. Sådan er Gud ikke.
Der kommer en tid, hvor syndere må blive tilintetgjort. Men Gud vil gøre det på den barmhjertigste måde, han kan.

Men der kommer et sådant tidspunkt. Og kan der være noget spørgsmål om, at det nærmer sig hastigt? Skulle vi være overrasket over at se en pludselig og uventet forandring i den måde, Gud behandler en oprørsk verdens beboere på?

Der kommer et tidspunkt. Og når det kommer, vil vor Herre føle den dybeste sorg. Han vil føle den smerte, som ikke kan sammenlignes med nogen anden, smerten hos en Fader, som har prøvet at kalde sine børn ud af faren, og de ville ikke komme.

Men han vil aldrig måtte føle nogen skyld over, hvad han har gjort. Han vil ikke være plaget gennem evigheden ved tanken om, at han har handlet forkert over for et eneste menneske - at han ikke prøvede intenst nok, eller længe nok, at frelse vedkommende. Han vil vide - og vi vil vide - at han gjorde alt, hvad han kunne.
Ikke et eneste menneske vil gå fortabt på grund af noget grusomt eller vilkårligt eller ukærligt i Guds natur. Hvert eneste menneske, som berøres af disse endelige, afsluttende flammer, vil kun lide de konsekvenser, som vedkommende selv har valgt - konsekvenser, som der var alle muligheder for at undgå. Det vil ikke være Guds fejl, at dette menneske er der.

Nu i dette øjeblik kalder Gud dig og mig bort fra faren. Han har skaffet en udvej - med uendelige omkostninger fra ham selv. Jesus er den udvej.
Der er blot ét spørgsmål tilbage. Hvad har vi gjort med Jesus?

Dette emne fortsætter på >>> >>>

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com