Der skal udødelige mennesker med stadig fryd betragte skaberkraftens vidundere, den forløsende kærligheds mysterium. Der skal ikke være nogen grusom, bedragerisk fjende, der frister til at glemme Gud. Hver evne skal udvikles, hvert anlæg øges. Kundskabstilegnelsen vil ikke træt te hjernen eller tære på kræfterne. Der kan de største foretagender føres videre, de største forhåbninger nås, den højeste ærgerrighed gøres til virkelighed. Der vil stadig være nye højder at bestige, nye undere at beundre, nye sandheder at forstå, nye opgaver, der kalder på forstandens og sjælens og legemets kræfter. ...

Harmoni og glæde går som et pulsslag igennem hele det umådelige skaberværk. Fra ham, som skabte alt, ud strømmer liv og lys og glæde til universets grænseløse rige. Alle ting, fra det mindste atom til den største klode, de levende og de livløse, forkynder i deres uplettede skønhed og fuldkomne glæde, at Gud er kærlighed.«
Når Gud tilintetgør døden - er den tilintetgjort for evigt Efter opstandelsen bliver der i sandhed ikke mere død!

Hvad med Helvede?
Hidtil i vort studium har vi set, hvad døden er, og hvordan den berører de retfærdige - de, der har taget imod Jesus og sat deres lid til ham. Men hvad med de ugudelige - de der ikke tager imod det liv, Jesus tilbyder?
Selv i vort sofistikerede samfund tror de fleste, at de onde vil ende i et virkeligt, brændende, flammende Helvede. Ved en Gallupundersøgelse sagde 54 procent, at de var sikre på, at der findes et virkeligt, fremtidigt pinested 25 procent af de adspurgte udtrykte tillige frygt for, at de personligt skulle ende der.
Næsten fra tidens begyndelse har menneskene troet, at der venter en gengældelse for dem, der ikke har levet som de burde. Det er derfor ikke overraskende, at mange mennesker stadig hælder til dette synspunkt, skønt der naturligvis altid er en skeptisk minoritet, der holder på, at d øder er afslutningen på alt, uden hverken belønning eller straf Imidlertid er Helvede beskrevet i Den hellige Skrift som et sted, hvor den endelige straf eksekveres, og det er i virkeligheden et af Bibelens alvorligste emner. Jesus selv val ofte inde på dette emne for at hjælpe os til at indse syn dens forfærdelighed. I hele Bibelen er intet spørgsmål mere alvorligt end det, apostlen Peter stiller i 1 Pet 4,17.

»Hvad skal det så ende med for dem, der er ulydige mod Guds evangelium?« Hvis den lære er sand, der siger, at de onde ved døden bliver sendt til et evigt brændende Helvede, så vil der være millioner af mennesker, som lider under en ubeskrivelig tortur netop nu. Matt 7,13-14 fortæller os, at vejen til fortabelsen er bred, og at der er mange, Som går på den vej.

Men hvis du har fulgt med i Bibelens undervisning i denne bog indtil nu, vil du allerede vide, at der netop nu ikke er en eneste som lider i Helvedes flammer, fordi Bibelen lærer, at de døde - alle de døde, både retfærdige og ugudelige sover indtil opstandelsen, henholdsvis de retfærdiges og de ugudeliges. Joh. 5,28-29 siger, at "den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.« Derfor sover også de ugudelige i deres grave, ventende deres egen opstandelse og endelige dom. Men vi står stadig med spørgsmålet: Hvad med Helvede? Finder der et sådant sted? Brænder det der? Vil de ugudelige blive straffet?

Atter må vi være omhyggelige med, hvor vi henter vor information. Det, der skulle ligge os mest på sinde i alle åndelige spørgsmål, må være: Hvad siger Bibelen? Hvad lærte Jesus? Dette standpunkt er særlig betydningsfuldt, når man diskuterer et emne som dette, som ingen af os har et førstehånds kendskab til.
I Mattæus Evangeliet 13 fortæller Jesus lignelsen om sædemanden. En mand såede korn på sin mark, og en fjende såede rajgræs. Rajgræsset blev ikke synligt, før det var for sent at rykke det op, hvorfor landmanden besluttede, at rajgræsset og hveden skulle vokse sammen indtil høsten. Jesus forklarede selv lignelsen på denne måde:
»Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn, men rajgræsset er den Ondes børn, og fjenden, som såede det, er Djævelen; og høsten er verdens ende; og høstfolkene er engle. Ligesom nu rajgræsset samles fra og brændes i ild, således skal det ske ved verdens ende. Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; der skal der være gråd og tænderskæren.« Matt 13,37-42.

Hvor er Jesu forklaring dog enkel! De ugudelige vil blive straffet - "ved verdens ende«. Tænk et øjeblik på følgende: Ville det være rimeligt, at Gud sendte mennesker til Helvede, når de dør, for derefter ved den sidste dom at kalde dem frem fra flammerne for at afgøre, hvorvidt de skulle have været i Helvede fra først af, eller det måske var en fejltagelse? En sådan situation ville være i total modstrid til Guds karakter, den kærlige Gud vi kender.

De ugudelige, som er, døde, er ikke i Helvedes flammer nu. Peter forklarer: »Således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag.« 2 Pet 2,9. Er dette ikke tydeligt? De ugudelige bliver ikke straffet nu. De sover i deres grave indtil den anden opstandelse; ved opstandelsen vil de få deres dom at høre.

Ordet "Helvede« kommer i virkeligheden fra det græske »hades«. En af dette ords betydninger er simpelt hen "graven«. Jesus kom til "Helvede«, da han var i sin grav.
Apg. 2,31. »Helvede« er den tilstand, der følger efter døden, dvs. graven, dødens søvn. Helvedes ild er imidlertid noget andet Der vil ganske rigtigt komme en tid, hvor ild vil blive brugt i forbindelse med straffen af de ugudelige.
Og Bibelen siger, at det brændende Helvede faktisk vil blive hele Jorden efter dommen. "De nuværende himle og jorden er gemt. ... og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes.« »Men Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op.« 2 Pet 3,7 og 10.
Her viser Peter tydeligt, at de ugudeliges straf finder sted ved dommen, og at straffestedet er her på Jorden.

Hvordan foregår dette rent faktisk? Åbenbarings bog 20,7-9 fortæller, at efter at de ugudelige var opstået for at høre deres dom, »faldt der ild ned fra Himmelen fra Gud og fortærede dem«. Gud må græde, idet han iagttager de ugudeliges tilintetgørelse. Han ønskede ikke, det skulle ske. Han havde arbejdet længe og hårdt, og har gjort alt, hvad der stod i Guddommens magt for at frelse disse mennesker, men de ville ikke lade sig frelse. De har udelukket sig selv fra hans frelsende nåde. De har ignoreret og forkastet mangfoldige appeller om at »komme til mig«. Da de nu har afskåret sig selv fra lysets kilde, må de dø, ligesom lyset går ud i den elektriske pære, når den bliver afskåret fra strømforsyningen.

De ugudelige straffes ikke for deres synder i dette liv. De straffes ikke for deres synder et eller andet sted på Jorden eller i Jordens indre. Helvedes ild bliver på denne Jord på den yderste dag!
Et spørgsmål, som ofte rejser sig, når man tænker på dette emne, gælder en lignelse, Jesus fortalte om den rige mand og tiggeren Lazarus. Lignelsen er gengivet i Luk. 16,19-31, og den går i store træk ud på følgende: En rig mand, som ikke havde nægtet sig noget i dette liv, døde. Tiggeren Lazarus, der daglig lå ved den rige mands port, ønskede blot at opretholde sin elendige tilværelse ved at spise af det, der faldt af fra den riges bord. Så skete det, at tiggeren døde og blev båret hen i »Abrahams skød«. Også den rige mand døde, og i »Helvede« eller "Dødsriget« så han Abraham i det fjerne og råbte, at han skulle sende Lazarus over med vand til at læske hans tunge.

Nogle hævder, at dette ikke er en lignelse, men en virkelig begivenhed. Hvis dette var tilfældet, ville det være i modstrid med alt, hvad Bibelen lærer om dette emne. Hvis det skulle tages bogstaveligt, ville ægtemænd og hustruer , fædre og mødre, brødre og søstre, være i stand til at se hen over det frygtelige svælg og se deres kære brænde og høre deres kvalfulde skrig, når de beder om vand til at læske deres tunge. Ville Himmelen da være det lykkelige sted, Som Bibelen fortæller os, den er, hvis dette virkelig var tilfældet?

Tænk også på følgende: Lignelsen kan ikke være bogstavelig, fordi den fortæller, at de frelste hviler i »Abrahams skød«. Og Abrahams skød, ville naturligvis ikke være stort nok til at rumme alle de frelste! Nej, dette er billedsprog. Det bruger vi også i dag. En mand kan f.eks. sige:
»Min nabo er et rigtigt æsel.« Ingen forestiller sig ud fra dette, at den pågældende nabo har fire ben og to lange øren. Hvorfor ikke? Fordi vi bruger en sammenligning for at understrege et eller andet karakteristisk. At fortolke hver eneste detalje bogstaveligt ødelægger meningen!
Manden mener simpelt hen, at hans nabo er et stædigt menneske.
Sådan er det altså i denne lignelse. Jesus stillede farisæerne over for en klar fordømmelse af deres opfattelse af sig selv, og appellerede til dem om at holde op med deres hykleri. Jesus brugte en kendt beretning, hentet fra farisæernes legender, for at illustrere denne sandhed mere levende. Jødefolket blev i denne lignelse fremstillet ved den rige mand, der havde nydt enhver velsignelse fra Gud, og som det var gået godt for hver dag, takket være disse særlige privilegier. Hedningerne blev regnet for "hunde« og modtog ikke andet end krummerne fra de riges bord. Jøderne trængte til at lære den lektie, at Guds evangelium og kærlighed er for alle. Derfor fortalte Jesus denne lignelse. Og efter korsfæstelsen skete der en stor forandring.

Hedningerne blev genstand for Guds særlige velbehag, og jøderne blev adspredt, ladt tilbage i sorg og elendighed.
Billedlig talt har de været »i pine« lige siden.
Et andet spørgsmål, som rejses, er: »Hvor længe vil de ugudeliges straf vare ved endens tid?« Siger Bibelen ikke, at straffen vil vare evigt?
Jo, straffen bliver evig! Men hvad er de ugudeliges straf?
Bibelen siger, at "syndens løn« (de ugudeliges straf) "er død«. Rom. 6,23. Kan du se det? Evig død! Jesus forklarer det yderligere i Matt 25,41. »Da skal han sige til dem ved den venstre side: 'Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle.'« Bemærk venligst, at Helvedes ild er beredt for Djævelen og hans engle. Den er ikke beredt for mennesket Kun når mennesket nægter at modtage den livets gave, Jesus så frit tilbyder, bliver dette menneske nødt til at lide straf. Bibelen taler gentagne gange om "evig ild« eller »uudslukkelig ild«.

Hvad betyder disse udtryk?
I Judasbrevet, vers 7, omtales Sodoma og Gomorra som lidende straf i "evig ild« - men disse byer brænder ikke i dag. Det døde Havs bølger skyller nu hen over stedet, hvor byerne lå. Men de lider følgerne af "evig ild«, uudslukkelig ild. Meningen synes at være klar. Ilden var evig i sin virkning. Her er tale om evig tilintetgørelse, men selve tilintetgørelsens proces skulle ikke være evig. Hvis du kaster et stykke papir i ilden, bliver det tilintetgjort for evigt men det fortsætter ikke med at brænde evigt Resultatet af tilintetgørelsen er evig, ikke tilintetgørelsen i sig selv. Bibelen erklærer tydeligt, at denne Jord skal genskabes som de frelstes hjem (se 2 Pet 3,10-13), derfor kan de ugudelige givetvis ikke blive ved at brænde her på denne Jord i en ild, som aldrig kan slukkes.

Forestillingen om "evig pine« stammer fra den tradition, at Gud skabte mennesket med en »udødelig sjæl«. Hvis derfor mennesket, eller en eller anden del af mennesket, er udødeligt og ikke kan dø, og dette menneske er ugudeligt, da hævder man, at vedkommende må leve evigt i pine og straf.
Men Bibelen siger ingen steder, at mennesket har en udødelig sjæl. Som vi læste tidligere i 1 Mos. 2,7, skabte Gud mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, og mennesket blevet levende væsen. Mennesket er ikke udødeligt, og det udtryk, man ofte hører i kristne kredse, "den udødelige sjæl«, stammer ikke fra Gud, men fra Satan, da han forførte Eva ved at fortælle hende, at hun ikke ville dø, selvom hun var ulydig imod Gud. Ordet »sjæl« forekommer omkring 850 gange i Bibelen, men ikke en eneste gang i forbindelse med noget udødeligt Vi tror, at Bibelen viser os sandheden, og hvis vi skulle besidde en udødelig sjæl, må man gå ud fra, at det var nævnt i det mindste nogle af de 850 gange, Skriften bruger ordet »sjæl«. I stedet læser vi, at Gud er "den eneste, der har udødelighed« (1 Tim. 6,16), og at menneskene "bor i en hytte af ler og har deres grundvold i støvet. ... »for evigt går de til grunde« (Job 4,19-20), og at "dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed« (1 Kor. 15,53). Dette betyder, at vi ikke har udødelighed nu, ellers behøvede vi ikke at blive iført den. Paulus gør det endnu mere tydeligt i Rom. 2,7, hvor han siger, at mennesket må søge »herlighed og ære og uforkrænkelighed«. Mennesket har ingen udødelighed nu, ellers var det ikke nødvendigt at "søge« den.

Forestillingen om en udødelig sjæl stammer fra de gamle ægyptere, som troede, at sjælen af deres døde fløj bort ved solnedgang i form af en fugl. Over indgangen til gravkamrene for kongerne og stormændene i det gamle Ægypten, ser man ofte billeder af denne »sjælefugl«, Som formodedes at vende tilbage for på ny at tage bolig i legemet, efter at begravelsesceremonierne var udført Så er det i sandhed langt klogere at bygge vor teologi på Guds ord, frem for på de gamle ægypteres overtro. Hvis vi skulle bygge på disse traditioner, skulle vi tilbede omkring 2200 guder, bl.a. biller, lus, fluer, frøer og tyre!
For at forstå dette emne helt rigtigt må vi bruge lidt tid på at undersøge udtrykket "evighedernes evigheder«. Både i Åb. 14,11 og 20,10 nævnes, at de fortabtes pine skal vare i »evighedernes evigheder«. Dette udtryk har givet anledning til megen misforståelse, eftersom der, Som vi har set, gennem hele Skriften er klare udsagn, gående ud på, at de ugudelige skal tilintetgøres fuldstændig, og ikke skal brænde i en uendelighed.

Udtrykket »evighedernes evigheder«, som det bruges på græsk, det sprog Det nye Testamente oprindelig var skrevet på, betyder ikke nødvendigvis en tilstand, der aldrig får ende. Det bruges som henvisning til tidsperioder af forskellig længde, nogle lange og nogle korte. Vi kan ikke altid tage for givet, at ordene på dette sprog har nøjagtig den samme betydning på dansk. Ligesom det danske sprog har sine talemåder, sådan er det også tilfældet på græsk. Lad os slå op i en ordbog over det græske sprog som blev brugt på Det nye Testamentes tid. Lad os der næst undersøge betydningerne af udtrykket "evighedernes evigheder« i tre forskellige og autoritative græske ord bøger:

Liddell og Scott: »Et tidsrum eller en tidsperiode« Parkhurst: "Det betegner et tidsrum eller tidsforløb men af meget varierende længde« Robinson: "Tidsrum, tidsforløbet i forskellige relationer, som afgøres af sammenhængen« Heraf fremgår altså, at udtrykket "evighedernes evigheder« ikke nødvendigvis betyder »uendelig«.

Lad mig illustrere det fra Bibelen selv. I Sl. 21,5 bad Da vid om og fik skænket »en række af dage uden ende«. I det te tilfælde betyder udtrykket "uden ende« simpelt hen »si længe livet varede«.
Hvis du skulle synes, at disse forskellige betydninger a et ord er noget søgt, så husk på, at vi på dansk har visse udtryk for mål eller længde, som, brugt i forskellige sammenhænge giver forskellige betydninger. Tag f.eks. ordet »høj«. Vi taler om en "høj« mand, og et "højt« træ og om et »højt« bjerg. I hvert af disse udtryk lægger vi forskellig betydning i ordet "høj«, ikke sandt, og alligevel er det det samme ord »høj« der bliver brugt i alle tilfælde. I det første tilfælde tænkte du på 190 cm, i det andet tilfælde tænkte du måske på 25 meter eller mere, og i det tredje tænkte du måske på 2000 meter. Vi kan bruge »liv« på samme måde og tænke på et menneskes »liv«, et træs »liv« og Guds »liv«.

I det første tilfælde tænker man på ca. 70 år; i det andet tænker man måske på 200 år; og i det tredje tilfælde prøvede ens sind måske at fatte evigheden. Kan du se, hvad jeg mener? Ordene skiftede betydning afhængigt af den sammenhæng, hvori de blev brugt På nøjagtig samme måde er det med udtrykket »evig«. Det er oversat fra ord, som betyder "periode eller tidsforløb af forskellig længde«.
Bemærk, at i Åb. 20,10 siges det, at Djævelen skal pines i ildsøen i evighedernes evigheder. Ved at sammenligne denne tekst med Ez. 28,19 får vi det korrekte billede.

Hos Ezekiel siges der om Satan: »Borte er du for evigt« Kunne det siges tydeligere, end det siges i denne forbindelse om Guds ærkefjende? »Borte er du for evigt« - sådan beskriver Gud hans fremtidsskæbne. Og det viser os værdien af at sammenligne skriftsted med skriftsted for at få det fuldstændige og nøjagtige billede af Bibelens lære vedrørende et hvilket som helst emne.

Når Bibelens lære om Helvede og de ugudelig es straf går op for folk, hænder det at en og anden vil spørge: "Hvis du lærer et budskab som dette, er der da ikke fare for, at mennesker ikke vil regne det at gå fortabt for noget særligt og ikke vil føle nødvendigheden af at blive frelst?« Lad os først slå fast, at ingen nogen sinde vil blive frelst af frygt for straf. Mennesker drages til Gud alene af kærlighed og bliver frelst ved kærlighed. Hele motiveringen for frelse er KÆRLIGHED. I Joh. 3,16 hedder det: »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, Som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Bemærk, at her er omtalt to former for belønning. Den ene er liv, den anden er død, og begge er evige.

Vi må selv vælge, hvad der skal være vor skæbne - og dette valg kan kun træffes på grundlag af vor kærlighed til Jesus som svar på, hvad han har gjort for os, ved at betale prisen for vor frelse.

Kan vi tale med de døde?
Et studium af Bibelens lære om døden, og hvad der følger derefter, ville ikke være fuldstændigt, uden at man brugte nogle minutter på den voksende interesse for spiritismen og det okkulte. Ingen kan lade som om disse bevægelser og deres højrøstede påstande ikke eksisterer i dag. Vi må alle afgøre, hvilken holdning vi skal indtage til dem.

I dette kapitel vil vi tage fat på spørgsmål, som går meget tæt på menneskehjertet. Det, vi vil sige, bliver sagt med den dybeste medfølelse. Den ensomhed, den stilhed, der sænker sig over den, der har set en af sine kære gå ind i dødens skygge, er så intens, at vi ikke kan andet end at nære forståelse og sympati for det hjerte, der fortvivlet søger efter håb og trøst »Tusinder og atter tusinder vender sig til det okkulte nogle under påberåbelse af at drive videnskabelig forskning, andre af nysgerrighed eller som underholdning.«

Tusinder er kommet til en fast tro på spiritisme og psykiske fænomener ud fra en dyb og smertelig ensomhed.

Imidlertid er der mange, som vil affærdige alt, hvad der har at gøre med spiritisme som svindel, kneb og bedrag. »Men skønt nogle af dem muligvis er svindel og selv deres egne tilhængere indrømmer, at der er megen svindel inden for okkulte kredse - har den, der vil affærdige det hele som svindel eller bedrag, overhovedet ikke set ind i disse bevægelser, som har deres oprindelse i oldtiden.«
Lad os da vende tilbage til vort spørgsmål. Kan vi få forbindelse med de døde og kommunikere med dem? Vi har allerede lært, at den eneste nøjagtige og pålidelige informationskilde vedrørende dette eller et hvilket som helst andet emne er Bibelen. Guds ord beskæftiger sig med viden og ikke med gætteværk. Hvad siger Bibelen da om spiritisme og kommunikation med de døde?

Lad os begynde med Es. 8,19-20: "Og siger de til eder:
'Søg genfærdene og ånderne, som hvisker og mumler skal et folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? Nej! Tillæren og vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden morgenrøde.« Disse vers går lige til sagen! Men læg også mærke til, hvordan vers 19 oversættes af dr. Moffatt: »Når de opfordrer jer til at opsøge medier og spøgelser, som hvisker og mumler lavt og uforståeligt, da spørg dem, om et folk ikke hellere skulle rådspørge sin Gud. Hvorfor rådspørge de døde på de levendes vegne? Spørg Gud til råds og søg hans vejledning!« Dette er tydelig vejledning fra en, der ved besked! Når vi indbydes til at rådspørge nogen, som hævder at have forbindelse med de døde, skulle vi svare: »Hvorfor rådspørge de døde på de levendes vegne? Spørg Gud til råds og søg hans vejledning!« Vi spørger Gud til råds, og hvad finder vi da? »Som skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i døden, borte, han vender ej atter hjem til sit hus, hans sted får ham aldrig at se igen.« Job 7,9-10. Er du ikke allerede nu ved at ane en eller anden sammenhæng?

Vi har lært, at det store kristne håb består deri, at de troende, som er adskilt af døden, vil blive genforenet for aldrig at skilles mere, på opstandelsens dag - ikke ved døden. Men til den påstand, at de døde skulle sende budskaber eller vende tilbage til de huse, de tidligere boede i, for at se, hvordan det går deres familie, siger Guds ord: »Han vender ej atter hjem til sit hus.« Først på den dag, hvor Jesus, Den store Livgiver, kommer igen, vil døden give plads for evigt liv. Bibelen går endnu længere: "Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe!

Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.« Sl. 146,3-4. Ved døden ophører altså også et menneskes evne til at tænke - derfor vil det være vanskeligt for de døde at kommunikere på nogen måde.
Præd. 9,5-6 fortæller os, at "de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting. ... Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte.« Her har vi det! De døde ved ingenting. De kan hverken tænke, huske eller opleve nogen følelser.
Ja, vort eneste håb ligger i Jesu sikre løfte om, at han er »opstandelsen og livet«, og når han kommer igen, "skal de døde i Kristus opstå«. 1 Thess. 4,16. Hvis alt dette er sandt, og de døde er uden bevidsthed, sover, ventende på Livgiverens kald - hvem - eller hvad - er det da, der viser sig i de dunkle rum? Hvem skriver budskaber på tavler? Hvem foregiver at være de afdøde? Hvad er det for kræfter, som uden tvivl er i virksomhed i den okkulte verden? Vi har set, hvad de ikke er; hvad - eller hvem - er de da?

Som du kunne forvente, lader Gud os ikke uoplyste, overlader os ikke til tilfældige gætterier. Hans ord identificerer klart de kræfter, som fremtræder i andres skikkelser - som Satan og hans faldne engle!
Naturligvis vil det straks være vanskeligt at gribe den tanke, at onde engle virkelig kan udføre mirakler. Men dette faktum er nøglen til forståelse af de åndemagter, som bliver mere og mere fremtrædende i vor verden i dag. Det er af allerstørste betydning at forstå og fastholde følgende:
Det overnaturlige, det mirakuløse, kommer ikke nødvendigvis fra Gud! Når du er fuldstændig klar over dette faktum, kan du blive reddet fra mangen en forførelse. I Matt 7,21-23 taler Jesus om mennesker, Som udfører undergerninger, som han - Jesus - ikke har lod eller del i! Der er åbenbart en anden magt, foruden Gud, der kan udføre mirakler! Åb. 16,14 fortæller os, at »de er nemlig dæmoners ånder, som gør tegn.« Mærk dig dette: Mirakler er ikke humbug; og de udføres af dæmoners ånder! Disse dæmoners ånder, disse faldne engle, besidder stadig deres undergørende kraft, som de havde, da Gud skabte dem Som hellige engle. I stedet for at bruge deres kraft i Guds tjeneste og til velsignelse for hans børn, bruger de den nu til at forføre og ødelægge menneskeslægten. Satan kan faktisk optræde i en lysets engeis skikkelse: "Den slags mennesker er falske apostle, svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle. Og det er intet under;

Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel.« 2 Kor. 11,13-14.
Det er altså muligt for en af de onde engle at foregive at være et andet væsen og det er muligt for en sådan engel at fremtræde i skikkelse af en af ens kære afdøde. Nu forstår du bedre, hvad der virkelig skete i tilfældet kong Saul, i der seance, som er beskrevet i Bibelen. Lad os læse 1 Sam. 28,6-7: »Da rådspurgte Saul Herren; men Herren svarede ham ikke, hverken ved drømme eller ved Urim eller ved profeterne. Saul sagde derfor til sine folk: 'Opsøg mig en kvinde, som kan mane; så vil jeg gå til hende og rådspørge hende. Hans folk svarede ham: 'I En-Dor er der en kvinde, som kan maner« Var det virkelig Samuel, der viste sig for Saul? Hvordan kunne han det? Ligesom alle andre døde hvilede han stille i sin grav uden tanker eller kundskab om, hvad der skete omkring ham! Det er lidet sandsynligt, at Gud ville sende et budskab til Saul gennem de døde, når han allerede havde nægtet at tale til ham gennem de af ham anviste kanaler, Urim og profeterne. Derfor var det åndesyn, der hævdede at være Samuel, slet ikke Samuel.

Det var kun en ond engel, Som spillede Samuels rolle i en spiritistisk seance, som var forbudt af Gud! Bibelen siger, at Saul døde for den utroskabs skyld, han havde vist Herren. Krøn. 10,13. Gud billiger ikke, at mennesker prøver at komme i forbindelse med de døde. For de samme onde magter, Som var i virksomhed dengang, virker stadig. F. F. Morse siger i bogen Practical Occultism: »Den moderne spiritismes forbavsende fremtræden genskaber alle de væsentlige principper fra fortidens trolddom og heksekunst De samme kræfter står bag, de samme intelligensvæsener er i virksomhed.« Afslørende udsagn, ikke sandt?
"Lad mig sige det så venligt og alvorligt, »Ifølge Guds ord er disse ånder, som kommer til os og hævder at være Vore kære afdøde, ikke døde mennesker. De er ikke levende mennesker. De er slet ikke mennesker! De er faldne engle, der maskerer sig i Vore kæres skikkelse!«
En veldokumenteret beretning om en kristen kvinde, som besøgte hjemmene i nabolaget. I et hjem, hvor hun forklarede, hvorfor hun kom, blev fruen meget kølig og reserveret Omsider lukkede hun sig dog tilstrækkeligt op til at forklare, hvorfor hun var så bitter på religionen. Beretningen går ud på følgende:
Under Første Verdenskrig havde denne frue fået et telegram fra krigsministeriet, der sagde, at hendes mand var meldt savnet I mange måneder ventede og håbede hun, men der kom intet budskab. Velmenende venner havde så overtalt hende til at prøve at få kontakt med sin mand gennem et spiritistisk medium, da de regnede med, at da hun ikke havde hørt fra sin mand så længe, måtte han være død. Kvinden følte, at hun måske kunne få en slags trøst hvis hun kunne komme i forbindelse med sin afdøde mand, og da hun kom til seancen, så hun til sin forbavselse noget, der lignede ham, hun savnede så meget Hun kunne genkende hans stemme, og de talte sammen om flere personlige ting.

Nogle måneder efter var krigen forbi, og hendes mand trådte uanmeldt ind ad gadedøren, levende og uskadt Han havde aldrig været død! Han havde ikke en gang været alvorlig såret. Denne åbenlyse og grusomme forføret se havde fået kvinden til at vende sig fra al religion. Hun indså, at onde og løgnagtige ånder havde draget fordel af hendes ensomme hjerte. Hvad var det nu, der stod? »De e nemlig dæmoners ånder, som gør tegn.« Det er ikke vor hensigt at såre nogen ved at sige dette men vi må kende sandheden. Der står alt for meget på spil til at vi må lade Satan og hans onde engle vildlede os. Og her er faren størst, når vi er mest sårbare og påvirkelige.

Jesus er ikke i spiritismen. Der bliver muligvis sunget salmer ved seancerne. Jesus kan muligvis blive betragtet som et stort medium. Men for spiritisten er han ikke verdens frelser.
Sir Arthur Conan Doyle, der skrev Sherlock Holmes-historierne, var en berømt spiritist Han sagde: "Spiritismen vil feje hen over verden og gøre den til et bedre sted at leve i. Når den hersker over verden, vil den fjerne Kristi blod.« Uden Kristi blod har vi intet håb. Vor eneste sikkerhed for fremtiden er den frelse, som blev købt ved Jesu blod på Golgata.

Der raser en kamp mellem ret og uret; godt og ondt og vor ærkefjende Satan vil ikke holde sig tilbage fra at bruge et hvilket som helst "beskidt trick« for at drage os nedad. Vort eneste sikre sted, vor eneste tilflugt er at tage et fast standpunkt i »Så siger Herren«. Der findes intet bedre, lykkeligere og sikrere sted i hele verden!

Hvordan man møder fremtiden med fortrøstning
Idet vi har studeret den vidunderlige og tilfredsstillende sandhed om, hvad døden er, og håbet om opstandelsen, har vi lagt vægt på, at dette håb gælder dem, der elsker, har tillid til og har overgivet deres liv til Jesus. Han, der er »opstandelsen og livet«; han, der alene besejrede graven; han, der alene har "Dødens og Dødsrigets nøgler«. Vi husker også 1 Thess. 4,16 - »Først skal de døde i Kristus opstå.« Jesus er livet. Der er intet liv uden Jesus. Hvis du er i forbindelse med ham, i forbindelse med Livets kilde, da har du livet Hvis du ikke er i forbindelse med ham, har du det modsatte af livet, nemlig døden. Bibelen siger: »Den, som har Sønnen, har livet; den, Som ikke har Guds Søn, har ikke livet« 1 Joh. 5,12. Det er de, der er »i Kristus«, der har dette håb - dette håb for fremtiden, Som ingen datalog eller rumvidenskabsmand eller hjertekirurg kan tilvejebringe. Det kan kun Jesus - for han alene er Livets kilde og opretholder.

Hvordan kan vi komme til at kende Jesus? Hvordan kan vi se fremtiden i møde med fortrøstning? Hvordan kan vi få de løfter og forsikringer, vi har læst om i denne lille bog, til at blive virkelighed i Vort liv? Hvilke skridt må vi tage for at komme til at kende denne Frelser, Jesus?
Først og fremmest må vi erkende, at vi har et problem. Vi må indse Vort behov. Vi må acceptere, at vi behøver hjælp. Vi må ærligt indrømme, at vort syndefulde liv ikke er tilfredsstillende, og ønske en forandring. Ingen ægte og varig forandring kan finde sted, før vi ser os selv, som vi virkelig er og længes efter noget bedre. Men hvis vi standser her, vil vi lide følelsesmæssigt skibbrud. Da måtte vi leve resten af Vort liv under den knugende byrde af skyld og samvittighedsnag. Det kan ingen uden at lide alvorlig skade på hele sin personlighed, mentalt og fysisk.

Hvordan bliver vi fri for denne skyldfølelse? Selv kan vi intet gøre for at fjerne den. Det er derfor, vi behøver hjælp af En, som er større end vi selv. Det er her, Gud har lovet at komme os til undsætning. Først når vi erkender, at vi har et behov, da og først da, kan Gud komme for at hjælpe os, idet vi tager det næste skridt, som består i at bekende alle de synder, vi selv kender til, for ham. Det er et skridt, som alle må tage. »Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os. Vore synder og renser os fra al uretfærdighed.« 1 Joh. 1,9.

Dette er et vidunderligt løfte, som opmuntrer os til at bekende Vor skyld for ham, der kan tilgive os og rense os fra alle synder og fejltrin, som vi har begået i det forgangne.
Læg mærke til, at det er udformet positivt, at hvis vi bekender, vil Gud tilgive. Uanset hvad vi føler, hvis vi har bedt Gud om tilgivelse, så har han gjort det. Nogle "føler«, at de har fået tilgivelse, andre føler det ikke. Ikke desto mindre står løftet fast, at alt, hvad vi bekender for Gud i oprigtighed, er tilgivet. Tilgivelse er ikke et spørgsmål om følelser, det er et spørgsmål om, hvad der er fakta. Det er et spørgsmål om at tro på Guds ufejlbarlige løfter.

Det tredje skridt, vi må tage, er at tro, virkelig at tro. »Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst,« sagde Paulus til fangevogteren i Filippi (Apg. 16,31). Vor frelse - vort håb om evigt liv - er kun muligt på grund af det, Jesus gjorde for os på Golgatas kors. Der betalte han den forfærdelige pris for vore synder. Han betalte med sin egen død i vort sted. Hans blod dækker over vore synder og renser os. Vi må tro, at han døde for os, at han opstod fra de døde, og at han en dag vil komme igen for at hente os hjem til sig.

Det fjerde skridt kan vi ikke selv tage; det tager Gud for os. Jesus talte om det en nat til Nikodemus, en af jødernes ledere. Han sagde: »I må fødes på ny.« Joh. 3,7. Jesus talte her om en åndelig genfødsel, en ny begyndelse, om at vandre med Jesus i stedet for at vandre med Satan. Denne »nye fødsel« er noget, Gud gør for os. Han forklarer det for os på denne måde: »Jeg giver eder et nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg i eders indre; stenhjertet tager jeg ud af eders kød og giver eder et kødhjerte. Jeg giver min And i eders indre og virker, at I følger mine vedtægter og tager vare på at holde mine lovbud.« Ez. 36,26-27.

Her har vi altså fire enkle skridt, som sætter os i stand til at møde fremtiden med fortrøstning. For det første, indse dit behov; for det andet, bekend dine synder for en tilgivende himmelsk fader; for det tredje, tro på Jesu løfte; og for det fjerde, giv Jesus lov at komme ind i dit liv, så han kan give dig en ny begyndelse. Hvis du vil tage disse skridt, vil dit liv vise en forandring, og du vil have virkeligt håb for fremtiden. Døden vil ikke bekymre dig, vanskeligheder og modgang vil ikke ophidse dig. Dine øjne er ikke fæstet på livets vanskeligheder og bekymringer, men på den Gud, der holder fremtiden i sin hånd.

En ung kristen lå for døden. Da præsten kom for at besøge ham, sagde han til ham: »Pastor, jeg vil se efter dig på den anden side.« Og, efter at de havde talt lidt mere sammen: "Farvel da, vi ses, når det bliver morgen!« Kort efter døde han. Hvor vidunderligt at have et sådant syn på livet; et sådant håb og en sådan fortrøstning til fremtiden. Ingen frygt, ingen angst, ingen bekymring. Blot: "Vi ses, når det bliver morgen!« For ham var døden blot at lægge sig til at sove, en dyb, smertefri, drømmeløs søvn, som han skulle vågne fra, "når det bliver morgen« - opstandelsens store morgen. Han vidste, hvem der skulle lukke hans øjne i dødens søvn, og at det næste, han skulle opleve, var at møde sin engel, der ville ledsage ham til mødet med »Herren i luften« (1 Thess. 4,17).

Hvilket håb! Mennesker ville give formuer for det! Og dog er det helt gratis; frit for enhver, der blot beder om det Hvorfor ikke bede om, at dette håb måtte blive dit netop, nu, ved at indbyde Herren til at hjælpe dig med at tage disse fire skridt, som fører til det virkelige liv i dag og giver en uforlignelig fortrøstning til fremtiden.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com