Stemmer kan narre dig. Selv dem, du føler dig mest sikker på. Selv indre stemmer. Stemmer, som du tør betro din evige skæbne.
Intelligente mester-skuespillere er sluppet løs på denne klode. Og hvordan kan du afsløre dem?

Det er risikabelt ikke at være informeret. Det er dødsens farligt. Det er en vandring på papirtynd is. Vi lever nu i en tid, hvor spørgsmålet er, enten at forstå eller omkomme.
I løbet af det sidste årti har vi kunnet iagttage et sandt optog af forskellige Jesus-bevægelser. En overgivelse til Manden fra Nazaret har nået en grad af godkendelse grænsende til popularitet i nogle kredse, hvor man mindst skulle forvente det. Filmstjerner og politikere i lige høj grad taler åbent om at være blevet født på ny.

Nogle af disse overgivelser er utvivlsomt ægte, og nogle er ikke ægte. Nogle af de pågældende har aldrig mødt den virkelige Jesus og har meget lidt begreb om, hvordan han er. Men at omtale tilstedeværelsen af hule og endog bevidst falske overgivelser skal på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved den dybe oprigtighed hos dem, der er virkelige og ægte.

Men vi har alle opdaget fra tid til anden, at det er muligt at være oprigtig og dog tage fejl - på samme tid.
Den oprigtige Jesu efterfølger elsker at mindes højdepunkterne i sin Herres liv og tjeneste - særligt de afsluttende begivenheder frem til korsfæstelsen og døden som et sonoffer for vore synder. Vi elsker den jublende triumf hin søndag morgen, da Jesus trådte ud fra graven og efterlod den tom. Og vi elsker det skær af lykke, fremgang og held, som omgiver pinsedagen, da Guds Ånd steg ned med stor kraft og tusinder blev omvendt på én dag.
Men forleden gik det op for mig, at der var noget i Peters prædiken på pinsedagen, som afgjort må have stødt mange oprigtige Kristi efterfølgere i dag - hvis de havde været til stede ved den lejlighed.

Forestil dig, at du står i den store forsamling på pinsedagen. Peter prædiker - den samme Peter, som engang var så frygtsom og forsagt, Peter, som for ikke længe siden fornægtede sin Herre. Men nu, frigjort, modig og dristig ved Helligåndens iboen, står han frygtløst i sine fjenders nærværelse og fortæller dem myndigt og klart, at den mand, de så brutalt havde forkastet og korsfæstet, i sandhed er Guds Søn.
Jesus er midtpunktet i det hele. Jesus korsfæstet. Jesus genopstået. Jesus opfaret til sin Fader.

Så taler Peter om David, om hvordan David i sin tid talte profetisk om den kommende Frelser. Og så, idet du lytter, siger Peter noget, som i dine ører må lyde chokerende: "Brødre, om patriarken David kan jeg ligeud sige til jer, at han er både død og begravet, og hans gravsted er hos os den dag i dag." ApG 2,29.
David død og begravet? David, som var Guds særlige ven? David endnu ikke kommet til Himmelen? Efter mange hundrede år? Det kan han da ikke mene!
Men det er åbenbart, hvad han mener. For han siger ganske klart: "For David steg ikke op til himlene." ApG 2,34.

Finder du disse ord forvirrende? Føler du dig nedslået - som om noget meget værdifuldt var taget fra dig?

Tusinder af op rigtige kristne henter trøst i den tanke, at deres kære umiddelbart efter døden har fundet deres plads i Himmelen og er lykkelige sammen med deres Herre. Og det lyder så rigtigt - indtil du tænker det igennem.

Men det, der var midtpunktet på pinsedagen og for den første menighed, var opstandelsen. Det var budskabet om opstandelsen, der vendte op og ned på en hedensk verden!
Opstandelsen har én gang for alle fastslået, hvem Jesus af Nazaret var. Den havde bevist klart og utvetydigt, at han var den, han gjorde fordring på at være - Guds Søn.
Men der var mere. Ikke alene havde Jesus undervist om opstandelsen - og lovet den. Han havde demonstreret, at opstandelse var mulig. Og hans efterfølgere var hurtige til at gribe betydningen, det herlige, glædesfyldte budskab om den tomme grav. Når Jesus var opstået, kunne også de blive oprejst - sammen med deres kære. Der var håb! Døden skulle ikke være det sidste. Ikke så underligt, at den første menighed jublede. Jesus havde besejret døden - på sine egne og deres vegne.

Apostlen Paulus udtrykker det så tydeligt: "Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; v14 men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.....For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; v17 men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, v18 og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. v19 Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. v20 Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen....For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. v23 Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til." 1Kor 15,13-23.

Hans budskab trænger igennem som klokkeklang. Uden opstandelsen er troen tom. Uden opstandelsen er de døde fortabt. Uden opstandelsen er der intet håb!
Men vent! Hvorfor er der i det hele taget brug for en opstandelse - hvis hver enkelt troende får sin belønning ved døden? Hvorfor forbandt Det nye Testamentes kristne deres forhåbninger med opstandelsesdagen? Hvorfor ikke ved dødsdagen? Er her noget, som ikke stemmer?
Ja, det er der i høj grad. Ikke med Paulus. Ikke med den første menighed. Ikke med Den hellige Skrift. Det er vor egen forståelse af denne sag, der har været på vildspor.
David så frem til opstandelsen. Han sagde: "I retfærdighed skal jeg skue dit ansigt, mættes ved synet af dig, når jeg vågner." Sl 17,15.
Patriarken Job så frem til opstandelsen. Han sagde: "Kan en, der er død, få liv, da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, til afløsningen kom. v15 Du skulle kalde, og jeg ville svare." Job 14,14.15.

Og han udtalte disse triumferende ord: "Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. v26 Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud" Job 19,25.26.
Ikke som en sjæl adskilt fra legemet, men i sit kød, skulle han se sin Herre. Og hvornår? På den yderste dag, når hans Genløser vender tilbage til denne jord. Ikke på dødsdagen.
Idet apostlen Paulus skrev til Timoteus, sagde han: "Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. v8 Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig - og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst." 2Tim 4,7.8.

Hvornår ville han modtage sin belønning, sin sejrskrans? På den dag - sammen med alle de andre, som ser frem til den dag, hvor Kristus kommer til syne. Belønningen vil åbenbart blive givet til alle på én gang - på den dag.
I sit brev til Titus sagde Paulus: "Mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed." Tit 2,13.
Opstandelsen var "vort salige håb" for de første kristne. Og det var uadskilleligt forbundet med deres Herres tilsynekomst, Kristi andet komme. Da først ville deres håb blive virkelighed. Paulus sagde: "For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. v17 Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren." 1Tess 4,16.17.
Det er, når de døde opstår. Det er, når vi modtager vor belønning - alle på én gang, ikke en ad gangen. Fra den dag, som et resultat af, hvad der sker den dag, skal vi altid være sammen med vor Herre. Der er ingen antydning af, at de, som er døde, har været sammen med ham hele tiden - nogle gennem århundreder.
Var de bibelske skribenter forvirrede? Tog de første kristne fejl? Skulle vi hellere have fremhævet dødsdagen i stedet for opstandelsesdagen?

Jeg ved, at det ikke er let at give afkald på en forestilling, man har holdt meget af. Der kan være en vis skønhed, og ikke ringe trøst i den tanke, at vore kære afdøde er lykkelige i Himmelen, og at de har været det siden deres dødsdag.
Men hvis vi tror, at vore kære afdøde, som tog imod Kristus, nyder Himmelens glæder, så er vi også nødt til at tro, at de af vore kære, som forkastede Kristus, som levede deres liv i oprør mod ham, vrider sig i Helvedes flammer. Og den tanke er der ingen trøst i.
Lad os takke Gud, dette er ikke Bibelens lære. De døde, de gode og de onde, sover stille og venter på opstandelsen. Da kommer belønningen.
Kan du se, hvor meget bedre Guds måde er?

Det er kun naturligt, at vi gerne vil dele vor glæde med andre. Sådan har Gud skabt os. Jo mere pragtfuld en udsigt er, jo mere inspirerende en oplevelse, des mere ønsker vi at dele - og des større er smerten, når dette ikke er muligt.

Det ved Gud. Han ved, hvordan vi er skabt.
Lyt! Vor Herres genkomst, idet han stiger ned gennem den flammende himmelhvælving ledsaget af alle Himmelens engle - det bliver det mest storslåede syn, menneskeøjne nogen sinde har set. Hvis du har taget imod Kristus som din frelser, hvis du med længsel har ventet hans komme, vil din lykke og betagelse hin dag ikke kende nogen grænser. ønsker du at opleve dette alene? Tror du ikke, din lykke vil være mere fuldkommen, hvis Jens og Marie og Karl også var med, hvis I kunne foretage alle tiders rumrejse - forbi utallige stjernebilleder, op gennem Himlenes stjerneprydede korridorer til Guds Stad - sammen? Tror du, Gud ønsker, at denne store dag skulle skæmmes en lille smule, fordi Jens ikke er der - fordi han er gået forud for dig, for år tilbage?

Nej, min ven. Tusinde gange nej! Herren Jesus har aldrig planlagt en mængde ensomme rejser til Himmelen, en ad gangen. Han har planlagt én vældig, enestående rumrejse - alle på én gang. Og han har planlagt, at den skal ske i legemet - ikke i en eller anden adskilt, svævende, ensom sjæl.
Men der er endnu en årsag til, at din Herre ønsker, at du skal vide - og tro - sandheden om, hvad der sker efter døden. Han ved, at hvis vi tror på vildfarelser om denne sag - som allerede påpeget i denne bog - er det ensbetydende med, at vi gør os selv til mål for forførelse. Og vor Herre ønsker ikke, at vi skal blive forført.

Kunne der tænkes en større tragedie for et menneske, som oprigtigt elsker sin Herre, end ved en tilfældighed at bøje sig for den store skuespiller, for Satan selv, i den tro at han er Herren Jesus? Jeg siger: "Ved tilfældighed." Men ville det være en tilfældighed - når vi har Guds skrevne ord til at retlede os? Kunne en sådan tragedie nogen sinde finde sted - hvis vi kender og tror sandheden?
Og dog, hvor mærkeligt det end lyder, der er dem, som er meget tøvende til at acceptere den sandhed, som her er fremlagt. De ønsker ikke at give afkald på en opfattelse, de længe har holdt fast ved, selv ikke når Bibelen viser, at den er fejlagtig. Hvorfor?

Ét kan vi være sikre på. Jesus, den virkelige Jesus, vil aldrig give os styrke til at tro på en usandhed.
Apostlen Johannes formaner os: "Tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud." 1Joh 4,1.
Og Jesus advarer os om falske krister og falske profeter, som ville fremstå - særligt i vore dage.

Vi skal prøve ånderne og prøve profeterne. Vi skal prøve dem ved det, de siger. Og hvis deres budskab ikke er i harmoni med Bibelen, siger profeten Esajas, at de er "uden morgenrøde." Es 8,20.
Og nu er tiden kommet, hvor vi også må prøve dem, der giver sig ud for at være Kristus. Vi kan prøve dem på samme måde - med Bibelen. Og naturligvis kan vi afskrive hver "Krist," som kommer helt ned på jorden, som bedrager - for den virkelige Kristus kommer ikke helt ned på jorden. Han kommer i Himmelens skyer med alle englene og synlig for hvert øje på denne klode.
Men hør nu! Nu kommer det! Det, der vil chokere dig. Det er åbenbart ikke den strålende skikkelse, som viser sig i ørkenen eller i en seance, vi behøver at være sådan på vagt overfor - og heller ikke den, der stiger ud af et rumskib og gør fordring på at være Kristus. Det er bydende nødvendigt, at vi også kan afsløre den stemme, som taler til os i vort eget sind og gør fordring på at være Kristus. Den Jesus, som fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert. Den Jesus, hvis vejledning du sætter din lid til. Den Jesus, du værdsætter som din daglige ledsager og ven. Den Jesus, du tror på som din frelser, ham, der døde for dig.

Jeg ved, dette er en skræmmende tanke. Du kan ikke lide at tænke på en sådan mulighed. Men hvis denne indre stemme fortæller dig noget i modstrid med Bibelen, kommer den stemme ikke fra den virkelige Jesus!

Hvis du forkaster sandheden og derved volder din frelser dyb sorg, lukker du ham ud af dit hjerte og forkaster hans beskyttelse - og så må du være klar over, at Satan hellere end gerne vil træde ind og overtage den rolle, som Jesus har spillet i dit sind. Og det, du havde sat pris på som et højt og helligt venskab, kunne forvandles til et billigt og usselt falskneri.

Et yngre ægtepar blandt mine venner overværede en aften en koncert. Under pausen kom fruen til at tale med en veninde, som sad ved siden af hende. Idet hun talte, klappede hun sin mand på knæet. Kan du forestille dig hendes bestyrtelse, da hun efter en tid vendte sig til hans side og opdagede, at hun sad og klappede en fremmed mands knæ. Hendes mand havde forladt koncertsalen uden at forstyrre hendes samtale, og en fremmed havde taget hans plads.

Det er noget i den retning, der kan ske i dit sind. Satan - hvis du giver ham en chance ved at forkaste sandheden - vil være lykkelig for at træde ind og tage din Herres plads. Og han vil hellere end gerne besvare nogle af dine bønner - blot for at listen skal virke mere troværdig.
Og det er nøjagtig lige så farligt, lige så skæbnesvangert, at blive forført af en falsk Jesus i ens eget indre som det er at bøje knæ for en falsk Jesus ude i ørkenen.
Vi må vogte os for at gå efter følelser - og efter en bestemt atmosfære.

Du vil måske sige: "Jeg er en kristen. Jeg er sikker." Hvis du er en kristen, er du et særligt angrebsmål for fjenden. Og hvis du virkelig elsker Jesus, er han besluttet på at spænde ben for dig, hvis han kan.
Det tragiske er, at fjenden vil få et vist held med sit forehavende. Hvis du tvivler på dette, så lyt til Jesu ord, idet han taler om dommens dag. Han siger: "Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. 22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? v23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!'" Matt 7,21.22.

Tænk på dette! Profeteret ved hans navn. Uddrevet onde ånder ved hans navn. Gjort undergerninger ved hans navn. Hele deres liv centreret om Jesus. Mennesker, som elskede Jesus - men ikke højt nok til at gøre, hvad han bad dem om.
Ja, en livslang kærlighed til Jesus. MenJesus vil sige: "Jeg har aldrig kendt jer!"
Er disse mennesker blevet forført af en falsk Jesus i deres eget indre? Åbenbart. Hele tiden, åbenbart, og ganske intetanende, var de blevet forberedt til den sidste store forførelse.
Du siger måske, at Jesus ikke ville tillade, at dette overgik dig. Han ville sige dig det. Han ville advare dig.

Men har han ikke allerede sagt det - og advaret dig - i sit skrevne ord. Hvis du sender Helligånden bort med sorg ved at afvise Skriftens klare ord, hvad er der da til hinder for, at fjenden, en vanhellig ånd, trænger ind og tager Jesu plads i dit sind? Hvad er der til at afholde ham fra at overtage det fællesskab, som engang var dig så helligt, og gøre med det hvad han finder for godt?
Du siger: "Hvor frygteligt!" Og det har du ret i.

Ven, kan du nu se hvorfor det emne, vi har behandlet i denne bog, er af så uendelig stor betydning? Kan du nu se hvilke tragiske konsekvenser det ville få med fuldt overlæg at afvise sandheden?
Hvor finder vi et sikkert værn mod alt dette? Vi finder det i en ægte forbindelse med Herren Jesus, en forbindelse, som hele tiden kendetegnes af både kærlighed og lydighed. For kærlighed uden lydighed virker straks mistænkeligt.

Og så spørger jeg: Lever du din Herre så nær, at du ikke kan blive forført af nogen mesterskuespiller indefra eller udefra? Kender du Den hellige Skrift så godt, at du kan genkende de ydre kendetegn på en falsk kristus? Er din tro så stærk, at du vil afvise en falsk kristus, når dine sanser fortæller dig, at han er den virkelige Jesus? Vil du have mod til at stå urokket, når næsten hele verden bøjer sig for en efterligning? Det er den slags mod, der kræves. Og Gud alene ved, hvor snart vi får brug for det!

Farvel behøver ikke være for evigt
Op fra denne forpinte klode stiger der som en dommens og undergangens røgelse dette klagende spørgsmål: Hvorfor? Det er et skrig fra millioner af hjerter. Denne jord, som Gud ser den, er ikke sang og farver og glæde. Den er en symfoni af tårer.

Bryder Gud sig om os? Bekymrer han sig om, at denne verden er blevet universets kirkegård? Er vi blot en glemt slagge i udkanten af en betydningsløs galakse? En verden, der intet betyder?
På et af mine besøg i den gamle by Jerusalem fik jeg forevist det sted, hvor man mener, at Abraham engang stod med sin søn Isak oppe på bjerget. Jeg prøvede at forestille mig det. Der stod Abraham, han havde hævet kniven, rede til at give alt, hvad han havde, til sin Gud. Og så kom en engel og holdt hans hånd tilbage.
Femten hundrede år senere, næsten på selv samme sted, så universets Gud sin egen Søn dø. Og der var ingen engel til at holde dødens hånd tilbage. Ingen stemme til at råbe. "Det er nok!"
Var det sådan med dig, da du læste beretningen? Håbede du til det sidste, at dødens hånd ville blive holdt tilbage? Blot for at blive skuffet til sidst?
Dette siger jeg i ærbødighed. Du og Gud har noget til fælles nu. Det kors, han har lagt på dig, har han selv båret først.

Ja, du kan ikke se på Golgata og sige, at han ikke har omsorg - at han ikke forstår.
Og så vil jeg gerne bringe dig håb og trøst fra en gammel og ofte overset bog. Men jeg vil gøre mere end det. Jeg vil føre dig hen til en ganske bestemt person!
Der er nemlig en person, som du har tabt af syne. Og der er ikke andre end ham, der kan udfylde den tomme plads.

Et er nemlig at være stærk, når der er en at dele byrden med. Men det er noget ganske andet at stride sig videre, når man ikke længere har en til at bære den anden side af åget.
Jeg vil føre dig hen til en person. Den person er Jesus Kristus. David kendte ham og kunne sige: "Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig." Sl 23,4.
Og Gud sagde gennem Esajas: "Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke." Es 43,2.

Kan du ikke stole på Gud på den måde?
Sorgen kan nemlig somme tider være så voldsom, at vi fristes til at række ud og holde Guds hånd tilbage. Men gør det ikke!

Sådan en Gud kan du have tillid til!
En dag vil vi se, at sorgen somme tider kun er det forhæng, bag hvilket Gud skjuler sin herlighed, når han står tæt ved. Der, hvor vi nu kun ser forvirring og tab og brudte mønstre, der skal vi se en fuldkommen og skøn harmoni. En dag, inden længe, skal vi se, at Gud ved at besvare vore bønner på den allerbedste måde.

Der er langt mere end bare medlidenhed i Guds ord. Jesus sagde ikke: "Salig er de som sørger," for så at gå sin vej. Han mødte døden ansigt til ansigt - og gjorde noget ved den.
Læg mærke til ham, som han kommer gående for nitten hundrede år siden langs en stenet vej uden for en landsby i Palæstina. Ud gennem porten, hen over de ujævne brosten, langsomt, nærmer der sig et begravelsestog. En moder går ved siden af det nu afsjælede legeme af den søn, som har været hendes stolthed og støtte i tilværelsen.

Jesus og den sørgende moder er lige ved at mødes. Vil han standse og trøste hende. Ja, mere end det! Han kalder sønnen til live og giver ham tilbage til hans moder.
Sådan var Jesus. Hans kærlighed var stærkere end døden. Ingen døde nogen sinde i hans nærværelse. Det var umuligt.

Lazarus ville ikke være død, hvis Jesus havde været ved hans side. Det vidste hans søstre. Det var derfor, de blev ved med at sige: "Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død."
Men nu, fire dage efter at døden havde slået til, var Jesus kommet for at trøste de sørgende søstre. Hvordan ville han gøre det? Hvad ville han stille op med døden? Hvad ville han sige som trøst i en time som denne?
Han sagde ganske enkelt: "Din broder skal opstå."

Og Marta forstod. Hun vidste, hvad han mente. De havde talt om disse emner tidligere. Og hun svarede: "Jeg ved, at han skal opstå på den yderste dag."
Opstandelsen på den yderste dag. Det er dette håb, Den hellige Skrift giver. Der findes ikke en bedre nyhed i hele Bibelen end disse enkle ord: "Din broder skal opstå."
Men han kunne ikke vente. Jesus kunne ikke vente. Sådan var Jesus. Han valgte at demonstrere der på stedet, hvordan opstandelsen ville blive. Han kaldte: "Lazarus, kom herud !" Og den døde kom ud.

Jesus opfordrede bestandig sine efterfølgere til at se bag om dette liv, til at se bag om dagen i dag. Og så, i alle tiders mest betydningsfulde og mirakuløse demonstration, gav han afkald på sit eget liv - og efter tre dage gik han ud af graven.

I det øjeblik var dødens magt brudt. Og nu, for første gang i menneskehedens historie, brusede i menneskets bryst den levende forvisning, at dets kæreste forhåbning, næret så længe, nu til sidst var blevet vished. Vore døde kunne opvækkes til liv og kærlighed på ny.
For mange hundrede år siden sagde profeten Esajas: "Dine døde bliver levende, deres lig står op.

I, der ligger i jorden, skal vågne og juble. For din dug er lysets dug, og jorden bringer dødninge til live." Es 26,19.
Dine døde skal blive levende. Det gælder også dine kære. Vidunderlige nyheder!

Esajas havde erklæret, at det var en mulighed. Men Jesus viste det i praksis.
Tror du, at Jesus opstod fra de døde? Naturligvis gør du det, hvis du er en kristen.
Husk så på følgende: Dine kæres opstandelse er lige så sikker, som Kristi opstandelse.
Men én eller anden vil måske sige: "Det lyder alt sammen vidunderligt. Men det er det ikke for mig. Sagen er nemlig, at min søn, eller min datter, troede ikke på Jesus."

Lad mig spørge: Hvor ved du det fra?
Jeg tænker på en moder, som gjorde sit bedste for at oplære sin søn på den rette vej. Men sønnen skejede ud og blev en røver. Til sidst blev han henrettet for sine forbrydelser. Han hang på et af de tre kors på en høj uden for Jerusalem.

Hans moder kan meget vel have stået i nærheden og grædt, men hendes hulken blev overdøvet af larmen fra folkeskaren. Hun har måske ikke hørt sin søns ord, idet han i disse sidste minutter vendte sig til ham, der hang døende ved hans side, og sagde: "Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige." Hun har muligvis aldrig fået det at vide.
Du skal ikke være så sikker på, at denne eller hin blandt dine kære er uden håb. Kan du ikke overlade det til Gud? Også du kan vende dig til Skriften og få del i dens trøst og dens håb. Hør: "For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. v17 Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. v18 Trøst derfor hinanden med disse ord." 1Thess 4,16-18.

Kunne der være en bedre nyhed - en bedre opmuntring?
Forestil dig det, hvis du kan. Guds Søn stiger ned gennem den flammende himmelhvælving, gennem Himmelens stjerneprydede portaler, ledsaget af myriader af engle. Og så udråber han med tordenrøst: "Vågn op, vågn op til evigt liv!" Og også dine døde vil høre det!

Denne stemme, som kalder på de kære, vi har elsket og savnet, vil blive hørt over hele jorden. Familier vil blive genforenet. Børn, som er bortrevet af døden, vil på ny blive lagt i deres mødres arme. Hvilken genforeningsdag!
Hvad betyder alt dette for dig? Hvad betyder det for mig? Det betyder, at der er noget bedre i vente hinsides dagen i dag. Det betyder, at døden er på vej ud.

Tænk et øjeblik på dette. Tænk på, hvad den dag vil betyde for de halte, for de blinde, for dem, der er svækket af sygdom, for sind, som er tynget af frygt. Gud siger: "Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; v6 da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel." Es 35,5.6.

Men tænk på, hvad det vil betyde for de stærke, for dem, der har deres lemmers fulde brug, for dem, som elsker livet og gerne vil leve. Det er jo sådan, at døden undertiden kan komme som en befrielse til et legeme, som er forpint af sygdom og smerte. Men for de unge og stærke betyder døden kun skuffede forhåbninger, bristede illusioner, knuste drømme.

Men her er svaret på dødens brod. Ikke i lægevidenskabens opdagelser, ikke i udforskning af det ydre rum, ikke i noget som helst mennesket kan gøre, men i det opstandelsesløfte, som blev fremsat af ham, der selv viste, at det var muligt. Jesus besejrede døden.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
  www.bibel-skolen.com