HVEM KAN DA BESTÅ FOR MENNESKESØNNEN?

Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig." Og han fortalte dem en lignelse: "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen." Luk 21,25-36.

"At bestå for Menneskesønnen." De ord kom mange gange til mig i al deres alvor og ydmygelse siden hen under præstegerningen. Og de kommer stadig til mig ved tanken på den dag, da det store rejsebud kommer. Det er jo derpå, det kommer an.

Hvem kan bestå for Menneskesønnen? Dette spørgsmål er jo det store spørgsmål for os alle.

I året 1912 den l0. april gik et mægtigt og stort skib fra England på rejse til Amerika. "Titanic" (kæmpen) blev det kaldt. 4 dage senere ud på aftenen løb det på et isbjerg nær ved Amerikas kyst, og af de godt 2000 ombordværende gik over 1600 til bunds.

Man kan gøre sig sine tanker om, hvordan stemningen har været om bord, og hvad man har taget sig til, indtil det skæbnesvangre øjeblik. Nogle sov vel. Andre morede sig sikkert med dans og drik og anden synd. Og nogle sang Herren lovsange med tak for den svundne dag. Så skete ulykken, og hvad var mon så det afgørende for de nødstedte i de få øjeblikke der gik, inden det stolte skib sank i havets bølger? Mon ikke det for de fleste har været dette: Hvor slår jeg mine øjne op, hvis jeg om lidt lukker dem i bølgerne? Kan jeg bestå for Menneskesønnen?

Var det ikke det, der rent spontant udløstes i sangen: "Nærmere, Gud, til dig, nærmere dig?"

"Hvem kan bestå for Menneskesønnen?" Det ord minder os om et andet skib, der er på rejse, vor lille jord, der farer hen over æterens hav med den fantastiske fart af ca. 30 km pr. sekund. Og det alvorlige er dette, at derude på æterens store hav venter minen. En dag støder vi på den, ingen véd hvornår, da er det ude med vor gamle jord, thi da skal elementerne komme i brand og opløses. - Om bord på det skib er du og jeg. Vi kan ikke stå som uinteresserede tilskuere til det store drama, nej, vi er selv implicerede deri.

Ved tanken på denne dag er der især to ting, som det var værd at få at vide:

For det første: Véd vi, hvornår undergangens time er inde? Dertil må vi svare både ja og nej. Jo, Guds ord har nævnt tegn, der skal ske, når dagen nærmer sig, og som skal få hans børn til at se op med forventning, fordi deres forløsning stunder til. - Lad os nævne et par af dem: Krige og krigsrygter. Vi, der har oplevet tiden før 1914, disse rolige, fredfyldte og sunde år, vi kender ikke verden igen, og vi ser tydeligt tegnet: Krige og krigsrygter - over hele jorden. - Eller tænk på, at martyrernes tal dagligt forøges. Hvornår er mon tallet fuldt? Åb 6,11. - Eller se, hvor lovløsheden, et af de varslede tegn, tager til. Blot et par eksempler: For 50-60 år siden var der flere år mellem de enkelte mord herhjemme, nu hører de næsten til dagens orden. For år tilbage var hor og utugt, også mere sjældent, nu skal det legaliseres og bagatelliseres. Med rivende hast går det ned ad skråplanet på mange, mange områder, råddenskaben breder sig uhyggeligt.

Eller tænk på endnu et tegn, evangeliets forkyndelse for alle folkeslag. Aldrig har vi følt, at kongens ærinde havde hast som nu. Det er, som om rytteren på den hvide hest rider i galop. Tænk f.eks. blot på, at store radiosendere i Østen og Afrika spreder det kristne budskab dagen igennem ud over de mange hedningelande. Jo, også på det område varsles verdensaftenen.

Og dog, selvom vi ser tegnene og mærker antikrists ånd tage fastere og fastere form, så man allerede kan bæve i angst for det store opgør mellem Satans og Guds rige, så ved vi dog ikke timen. Vi få tværtimod at vide, at den skal komme som en tyv om natten, altså ganske bag på os. En af mine præstebrødre fortalte mig engang, at da han en morgen vågnede op og så, at en tyv om natten havde taget det tøj, han havde hængt på stolen ved siden af sengen, blev dette "som en tyv om natten" så levende som aldrig før.

Eller den dag skal ifølge Guds ord komme bag på os som en snare. Tænk bare på drengen, der har stillet sin snare, kornet er strøet, og fuglen hopper intetanende ind under soldet; et ryk - og i et nu er den fanget i snaren. Så pludseligt skal det ske.

Derfor siger Herren: Våg og bed, at I må blive i stand til at undfly alle disse ting. Med andre ord, lev i forventning om hans komme. Ingen kender dagen eller timen. Og brug så tiden. "Min tid er knap, jeg få at rende," sang Brorson. Er der nogen tid, det gælder for, så er det vor tid. Måtte vi med tanken på Herrens genkomst i vort arbejde for Guds rige, hjemme og ude, leve mere under dette: Arbejd, mens det er dag, der kommer en nat, da ingen kan arbejde.

Det andet store og endnu vigtigere spørgsmål er dette: Når Herren kommer i skyen (eller i døden,) hvem kan da bestå for Menneskesønnen?

Derom gør mennesker sig mange tanker og danner sig mange selvlavede meninger. Men det bliver her som altid, at det eneste, der få betydning på den store dag, det er, hvad Guds ord siger derom. Og ifølge Guds ord er der i hvert fald veje, som aldrig fører til målet.

Jeg tænker her på de gode gerningers vej, selvforløsningens vej. "Der findes ikke én retfærdig," siger Guds ord, "ikke én, alle er afvegne, og vi bliver retfærdiggjort uforskyldt af nåde ved forløsningen i hans blod."

Du når heller ikke den kristendom, der kan bestå for Menneskesønnen ad tankens vej. Utallige har prøvet det, og gør det også i dag; men Herrens ord gælder stadig. Det er skjult for de forstandige, men åbenbaret for de umyndige.

Du når det kun ad nådens og troens vej. Vil et menneske for alvor gå ind under Guds lovs krav, så vil han ende som den, der spiller den store fallit, åndelig talt. Vi kan ikke bestå for Menneskesønnen, besmittet som vi er fra hovedisse til fodsål. Jesus er kommet for at frelse. De kan ikke selv, ikke engang hjælpe til. Derfor kan Gud få lov at frelse dem som syndere - helt af nåde. Og kun den, der i troen har grebet om denne ubegribelige gave, kan bestå for Menneskesønnen.

Det fortaltes om biskop Rørdam, at han, da han talte ved Vilh. Becks båre, først sagde et par ord om Vilh. Becks store fortjenester og gode sider, men så føjede han til: "Men hvis nogen tror, at han var fuldkommen, så tror han fejl. Men når jeg tænker på Vilh. Becks synder, så er det, som om en gennemboret hånd lægger sig over dem, og jeg ser dem ikke."

Er du og jeg med vore synder inde under den gennemborede hånd, da - og kun da - kan vi bestå for Menneskesønnen.

KAN MAN FÅ VISHED I SIN FRELSESSAG?
Rom 8,12 Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham. Rom 8,12-17.

I mange af livets forhold gælder det, at menneskene ikke kan udholde uvished, ja, ofte hellere ønsker den tungeste vished end den stadige og pinlige uvished. Det kan tusinder af mødre og fædre og hustruer i de lande, hvor krige har været ført og føres tale med om. Hvor frygtelige kan ikke dagene i uvished være så hellere den bitre vished.

Men ønsker vi vished i livets mange forhold, hvor ubegribeligt er det da ikke, at mennesker kan leve år efter år uden vished i det vigtigste af alle: Sjælens evige frelse, vished, om man skal tilbringe sin evighed i himlens herlighed eller i fortabelsens gru.

Kan man da få vished? Ja, både Bibelen og erfaringerne siger et afgjort ja.

Tænk blot på apostlen Paulus' vidnesbyrd: "Ånden selv vidner med vor ånd, at vi er Guds børn." Derfor "hvad enten vi lever eller dør, er vi Herrens."

Se, hvad apostlen Johannes skriver i sit 1. Brev, kap. 3,1: "Se, hvor stor en kærlighed faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det." Eller hør vidnesbyrd fra nogle af de mænd, som Gud brugte til at bære sit riges sag frem. Luther kan fortælle om, hvordan han oplevede visheden i troen gennem ordet om Guds nåde, den vished og hvile, som hans selvfornægtende liv og al hans munkeri ikke formåede at give.

John Wesley siger om sin omvendelse: "Da (mens han hørte Luthers forklaring til Romerbrevet) blev mit hjerte mærkeligt varmt. Jeg følte, at jeg stolede på Jesus Kristus, på ham alene i min frelsessag; og der blev givet mig en vished om, at han havde borttaget mine synder, netop mine."

Biskop Johs. Gøtzsche skriver i sin bog "Prædikener:" "Men hvis jeg skulle svare på det spørgsmål, hvad der er det mærkeligste jeg har oplevet, så ville jeg ikke fortælle jer om rejser i fremmede lande eller om mærkelige begivenheder og underfulde bønhørelser; men så ville jeg fortælle, hvad jeg har oplevet inde i København i min ungdom, oppe på et lille kammer på en tredje sal, medens jeg var ganske ene, og så kunne jeg samle det, som Gud da sagde til mig igennem sit ord, sammen i disse ord: "Søn vær frimodig, dine synder forlades dig." Og jeg siger til enhver, som læser dette, rig eller fattig, høj eller lav, ung eller gammel, syg eller rask: det mærkeligste, største og bedste, som et menneske kan opleve, er, om Gud vil komme til dig og sige: "Søn, vær frimodig, dine synder forlades dig."

Pastor Asschenfeldt-Hansen skriver om sin egen omvendelse i bogen "Nåde over nåde:"
"Angive dag og time for min omvendelse kan jeg ikke. Den kom lidt efter lidt ved faderens dragelse og Helligåndens kaldelse. En omvendelse skulle der til. For nogle kommer den brat, for andre strækker den sig over længere tid, ja, jeg synes, jeg kan se Herrens kaldende, beredende gerning med mig lige fra barndommen af. Men herude på Refsnæs, i stilheden derude på landet, brød det helt igennem for mig. Rosen sprang ud, Jesus blev min glæde, min lykke."

Ja, Gud kan give vished om syndernes forladelse. At jeg er hans og han en levende virkelighed.
Lyt derfor ikke, kære læser til den vantro verdens forsikringer om, at al tale om vished er overspændt og bunder i indbildning og åndeligt hovmod. Nej, troens vished er en salig virkelighed. Og da levende tro og vished ikke kan skilles, men er to sider af samme sag, så betyder manglende vished hos den store skare, at de mangler en levende tro.

Derfor gælder det, at Gud ikke blot kan give os vished, men han må give os den, vi må have den i eje, om vi skal gøre os håb om at blive frelste.
Hvorledes giver Gud da denne vished? Dette er som alt andet i Guds rige et under. Men der, hvor en fattig synder i bøn kæmper sin Jakobskamp og tyer til Guds ord og til korsets gåde og dåbens nåde, skænker Gud sjælen troens salige vished. Giv derfor ikke op, før du kan hvile i, at du er hans benådede og frelste barn.

Det er da også denne vished, der gør mennesker til sjælevindere. Hvor der ikke er vished, er der heller ikke noget levende vidnesbyrd. Grunden til, at så mange mennesker så udmærket kan lade andre mennesker gå i uvished mod et evigt mørke, er den, at de ikke selv ejer nogen vished i deres frelsessag, og derfor hverken føler lyst eller trang til at hjælpe andre dertil.

Men hvor er det på den anden side skønt at møde vidner, gennem hvis hele vidnesbyrd det lyser: "Vi tror, derfor taler vi." Tænk på disciplene den første pinsedag og på Paulus. Det brændte i dem, og derfor greb det andre.
Lad os, så mange som fik troens vished i eje, våge over denne skat; thi den kan mistes på ulydigheds veje. - Og lad hver den, som ikke ejer den, sætte alt ind på at få den i eje, thi kun "hver den, som tror, skal blive frelst."

JESUS KAN, OG JESUS VIL! MEN VIL DU?
Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren." Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil, bliv ren!" Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: "Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem." Matt 8,1-4.

Eller hvem ville have tænkt, at en hadefuld forfølger af Jesus og de hellige som Paulus kunne blive til et brændende vidne, der gav alt, ja, livet, for Jesus og hans sag. Eller hvem skulle have troet, at der af den udsvævende Augustin kunne blive en af kirkens bedste og mest brændende kirkefædre. Jo, Jesus kan rense, frelse og forvandle.

Jesus kan også frelse dig, hvis du er et vantro og uomvendt menneske, om end syndens spedalskhed har fået aldrig så hårdt fat i dig. Jesus kan rense dig. Han kan løse de bånd, der binder dig til verden, han kan give dig frimodighed til at være ham bekendt, han kan give dig et nyt hjerte, så din lyst bliver hans ord og vilje og dine bedste venner hans folk. Jesus kan gøre det, men du må komme til ham i din nød og bede ham om hjælpen.

Og Jesus vil! Selv om et menneske har god grund til at spørge som den spedalske: "Herre! om du vil -," så står det ord af Jesu mund alligevel lige så fast i dag som den dag: "Jeg vil!" Jesus vil frelse dig, det viste han, da han skænkede dig syndernes forladelse i den hellige dåb, længe før du endnu forstod de ting. Det viste han dig siden gang på gang, når han, kaldte ad dig gennem glæde og medgang, gennem sorg og nød. Det har han vist dig ved at forlænge din nådetid indtil i dag.

Og dog - Jesus vil frelse dig. Han vil, at alle mennesker skal blive salige og komme til sandheds erkendelse. - Jesus kan, og Jesus vil! Derom behøver du ikke at tvivle.

Men vil du? Det bliver til sidst det afgørende spørgsmål. Vil du gå til Jesus i din nød, vil du bede ham om renselse og frelse fra syndens frygtelige spedalskhed? Og vil du så lade dig rense ad den vej, Jesus vil? Prøv aldrig at vaske dig ren i de troendes synder, ad den vej bliver du kun selv mere uren og kommer længere bort fra Gud. Prøv heller ikke på at rense dig ved selvforbedring og gode gerninger, det er et håbløst arbejde. Luther sagde derom: "Jeg kunne have pint mig selv til døde ad den vej, om jeg var blevet ved." Nej, to dig ren i lammets blod, det blod, hvorom der står i 1 Joh 1,7 "at det renser fra al synd." To dig i Guds nådes vande, sådan som den spedalske Naaman toede sig i Jordans vande, og du skal blive renset for din spedalskhed, ren for Gud, en benådet og frelst synder.

Og lad så os, så mange som oplevede det store nådens under bede om, at vi i vort hjem og vor omgangskreds må blive vidnesbyrd om Jesu rensende kraft.
Lad ham få lov at rense vor tunge, så vore ord bærer præg deraf. Lad ham få lov at rense vore tanker, også de lønligste, rense vore mål og midler, ja, hele vor færd.

Jesus kan, og Jesus vil! - Når blot vi vil give ham lov dertil.

JEG SLIPPER DIG IKKE, FØR DU VELSIGNER MIG!
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kanaanæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon." Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: "Send hende væk! Hun råber efter os." Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!" Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde." Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord." Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matt 15,21-28.

En ting skal beretningen i Matt 15,21-28 om den kanaanæiske kvinde i hvert fald lære os: Ikke at give op, selv om vi ikke får Herrens svar straks. Giv ikke op, du søgende sjæl, der længes efter fred med din Gud! Ja, selv om du oplever som den kanaanæiske kvinde, at det er, som om Herren ikke svarer dig med et ord, ja, som om din bøn ikke når længere end til loftet i din stue. Giv ikke op!

Ja, selv om det går dig som den kanaanæiske kvinde, at Herrens svar næsten er værre end hans tavshed, så giv dog ikke op. Du er måske begyndt at læse i din bibel og at komme i Guds hus og dér hvor ordet lyder, og du oplever, at det er som du bliver sat udenfor, ingen trøst, intet lys. Er der sket nogen forandring, er det kun blevet mørkere. Giv dog ikke op!

Ja, om så Herren igennem sit ord vil behandle dig som hin kvinde, ydmyge dig og sætte dig på den allernederste plads. Giv ikke op! Gennem din kamp modnes dit hjerte til at tage mod Guds uforskyldte nåde og fred, og i Herrens time skal du også høre det: "Dig ske, som du vil, din tro har frelst dig!"
Giv ikke op, broder og søster i Herren, i din helliggørelseskamp! Slip ham ikke, før han velsigner dig og giver dig kraft i kampen mod din synd. Giv ikke op, selv om du fik nye nederlag dér hvor du havde ventet sejr, giv ikke op, selv om de gamle synder stormer ind på dig som aldrig før. Kæmp din jakobskamp også her. Klyng dig til din frelser, vent al hjælp og kraft alene fra ham, og du skal lære at sejre ved ham og i ham.

Og lad os ikke give op, når vi kæmper vor jakobskamp for vore kæres frelse, for vore venner og naboer, og hvem nu Herren har lagt hen til os.

Om pastor A. Busch fortælles det, at han engang sagde til nogle troende venner i sine gamle sogne, Nødager og Feldballe: "Du beder da vel for dine kæres omvendelse? Ja, jeg véd, at du gør det, men hvordan beder du? Beder du, at blot det må ske engang, så er du tilfreds, eller har du det således, som du havde det dengang du selv stod uden for omvendelsens port, da du ikke kunne holde ud at blive stående der, men du måtte ind, koste hvad det koste ville? Sådan skal du have det over for dine kære."
Kort tid efter brød en stor vækkelse ud, den største der endnu havde været der - ikke mindst blandt Buschs gamle konfirmander.

Det var svar på indtrængende og udholdende bøn. Måtte der være mere af denne inderlighed og glød i vor kamp for andres frelse, og måtte der være mere af den kanaanæiske kvindes tro og udholdenhed i vor bøn, da skulle vi oftere opleve det til usigelig glæde for os selv og andre: "Dig ske, som du vil!"

SE, DET GUDS LAM, SOM BÆRER VERDENS SYND
Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: "Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Joh 1, 29.

Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund. Fra fængsel og dom blev han taget bort. Hvem tænkte på hans slægt, da han blev revet bort fra de levendes land? For mit folks synd blev han ramt. Es 53,7-8.

Det er underligt at tænke på, at indtil den dag, da Jesus blev hængt på sit kors, var korset den største vanære og skam. Men siden blev det op gennem tiderne og lige til vore dage de kristne nationers og menigheders skønneste tegn.
Det er blevet de kristnes skønneste og dyreste smykke. Og ser vi ud over det danske landskab, så er salmens ord stadig en virkelighed: "Og by ved by en korsets kirke stander."
Hvor er der sunget om det kors. Om dét handler de mange, mange af vore skønneste og rigeste salmer og sange.

Hvad var det da, der gjorde korset til det kære og dyrebare midtpunkt i den kristne menighed?
Det er Jesus Kristus, vor frelser. På det kors gav han sit liv for vore synder, betalte den gæld som ingen af os kunne betale, led straffen og døden i vort sted og brød ud i det forløsende ord:

"Det er fuldbragt!"
2. Jesus, ved dit korses fod
vil jeg stille knæle.
Der udvælger nådens flod,
der genløses sjæle;
der fandt synderhjertet fred
ved dit blod det rene,
og til salighed jeg ved
kun dit kors alene.

Det er også korset og korsets nåde, der skal bære mig gennem dødens skyggedal og hjem til herligheden derhjemme. Bliver vi gamle og svage og hjælpeløse, vil vi klynge os til Jesu Kristi kors. "Vakler alt, så ved jeg da, han sig ej forandrer -." Og vi ved også, at dem derhjemme "i de lange hvide klæder, er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod." Åb 7,13.

denne artikel fortsætter >>> >>>



Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com