Den kristnes liv betyder efterfølgelse, at følge Mesteren på lidelsernes og tjenestens vej. Den kristne gør dette, fordi han er frelst, ikke for at blive frelst. Alt for mange vil hellere smykke sig med et kors end at bære det. Nogle er blevet så skræmt af udtrykket »gerninger«, at de i deres kristenliv bruger gerningerne i den dårlige betydning som en undskyldning for ingenting at gøre.

Troens gerninger, eller Åndens frugter, er en nødvendig del af kristenlivet. De hænger uløseligt sammen med kristenlivet. Den, der ikke bærer Andens frugt, kan ikke kalde sig selv en kristen. I den sidste ende vil han blive dømt på grundlag af, hvad han har gjort. »Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt.« 2 Kor. 5,10. Det samme udtryk bruges i Matt.

16,27; Rom. 2,6; 1 Kor. 3,8 og Åb. 22,12. Det må betragtes som grundlæggende kristen lære. Det betyder ikke, at vi kan fortjene vor adgang til Guds rige, men det betyder afgjort, at den måde, vi lever vort kristenliv på, er betydningsfuld. Den sidste dom skal ikke afgøre, hvorvidt mennesker har opsamlet tilstrækkelig kredit gennem deres gode gerninger, men den skal konstatere ægtheden af menneskenes tro. Tro, der ikke kommer til udtryk i gode gerninger, er ikke sand tro. Derfor bliver det menneske, der ikke bærer troens frugter, fordømt, men det menneske, der bærer troens frugter, retfærdiggøres. Hans ægte tro består prøven.

Vi kan med fuld ret stille spørgsmålstegn ved det menneske, der hævder at være en kristen, men ikke lever et liv i lydighed. Kristus siger faktisk: »Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort.« Joh. 15,2. Som Bonhoeffer har skrevet: »Det eneste menneske, som har ret til at sige, at han er retfærdiggjort af nåde alene, er det menneske, der har forladt alt for at følge Kristus.«

Lydighed er ikke et spørgsmål om at arbejde os ind i Guds rige, det er et spørgsmål om vor tros oprigtighed. Hvis vi virkelig har tro på Jesus Kristus, da er vort liv blevet forenet med hans. Vi vil begynde at vandre med ham i hans lys. »Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden, men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd.« 1 Joh. 1,6-7. Bliver vi i dette fællesskab, vil det føre til, at vi bærer frugt. »Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.« Joh. 15,5.

Lydighed er prøven på vor kærlighed. Hvad er lydighed andet end at gøre Guds vilje, og hvad er det at gøre Guds vilje andet end at komme til at ligne Gud og i vort liv fuldbyrde det bedste, som Gud og vi ville ønske for os selv? Dette er i bogstaveligste forstand hensigten med frelse eller genløsning. Hensigten er ikke blot tilgivelse af vore synder, men også at Guds billede, ved Guds nåde, bliver genoprettet i vort forkludrede liv. Vort kærlighedssvar til Gud er motiveret af Guds store kærlighed ved at genløse os fra synd. Hvis dette er vort motiv, da ønsker vi at lade det syndige liv bag os og begynde et nyt liv i retfærdighed. Hvis vi derfor ikke lever et liv i lydighed, elsker vi i virkeligheden ikke Gud.

Hvordan kan vi sige, at vi elsker Gud, fordi han befrier os fra et liv i synd, hvis vi rent faktisk ønsker at fortsætte i det samme liv i synd? Intet under at Jesus siger: »Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.« Joh. 14,21. Og atter: »Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig i ham. Den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord.« Joh. 14,23-24.

Menneskets svar på Guds kærlighed er tro, men »tro, som er virksom i kærlighed«. Gal. 5,6. Kærlighed er tro i handling. Kærlighed gør tro håndgribelig og synlig. Uden kærlighed forbliver troen usynlig, forbliver blot noget, man gør fordring på, en udvortes bekendelse. Livet i kærlighed og lydighed er tro, som er gjort synlig. Derfor siger Jakob: »Hvad nytter det, mine brødre! om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? Kan troen måske frelse ham? Hvis en broder eller søster mangler klæder og dagligt brød, og en af jer siger til dem: 'Gå bort i fred, klæd jer varmt og spis jer mæt, men ikke giver dem det, legemet behøver - hvad nytter det så? Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død.« Jak. 2,14-17. Jakob siger videre, at »det er af gerninger, et menneske bliver retfærdiggjort, og ikke af tro alene.« Vers 24. Han siger dette, fordi der var mennesker, som bekendte sig som troende, men som ikke var virksomme i kærlighed. Dette regnede Paulus slet ikke for tro. Jakob kalder det en død tro. Paulus og Jakob modsiger ikke hinanden, fordi Jakob lægger en anden betydning i udtrykket »ved tro alene« end den betydning, hvori Paulus bruger det i Rom. 3,28.

Med udtrykket »ved tro alene« henviser Jakob til død tro, hvorimod det hos Paulus er en dynamisk, levende tro, som er virksom i kærlighed. Hos Jakob betyder »gerninger« troslydighed - ikke »lovgerninger« som hos Paulus. Endvidere taler Paulus om retfærdiggørelse, vort adgangstegn til Gud, medens Jakob taler om vort liv, efter at vi har taget imod Kristus. Jakob imødegår dem, der ville leve på det, Bonhoeffer kaldte »billig nåde«.

Nogle har spekuleret over troens rolle i retfærdiggørelsen.

Hvad er tro? Er det en slags gerninger, der skal udføres for at opnå frelse? Lad os først fastslå, at ingen tro, uanset hvor megen, kan frelse os, var det ikke for det faktum, at Kristus er død for vore synder. Det er ikke vor tro, der frelser os. Vi frelses derimod ved Kristi død for os. Men tro er det middel, hvorved vi modtager dette offer. Tro er således ikke en tilbagevenden til gerninger. Det er at fortrøste sig fuldt og helt til, hvad Kristus har gjort.

Troen har forskellige facetter. Furnish betragter den som modstykke til menneskets kærlighed. Dodd beskriver den som »den redebonhed, i hvilken sjælen tilegner sig hvad Gud har gjort.» Nogle fortolker troen i Paulus' skrifter som først og fremmest lydighed. Troens handling er en lydighedshandling. Dette fremgår af to parallelskriftsteder i Romerbrevet - Rom. 1,8 og 16,19. I det første siger Paulus: »fordi jeres tro omtales i hele verden,« og i det sidste siger han, at »jeres lydighed er jo kommet alle for øre.«

Tro er ikke en ny slags gerninger. Den er ikke noget, man kæmper for at opnå, men blot en hånd der griber, hvad Kristus har gjort. »Gerninger« er, hvad Kristus gjorde på korset. Tro er det middel, hvorved mennesket ved nåde tilegner sig, hvad Kristus har gjort for ham.

Fritz Guy definerer tro som tillid og anbringer det i modsætning til anskuelse. »Forskellen her mellem anskuelse og tillid er betydningsfuld: Anskuelse er hvad du anser for at være sandt, hvordan du mener tingene forholder sig; tillid er det selvhengivelsens svar, der gør dit ve og vel afhængigt af en andens hæderlighed og retskaffenhed. ...

Medens tillid stort set er viljesbestemt - et resultat af et valg, en beslutning om at give sig selv til en anden i denne form for forbindelse - er anskuelse stort set ikke-viljesbestemt: I dette tilfælde vælger vi rent faktisk ikke at tro på dette eller hint. Anskuelse i ordets nærværende betydning - er ofte et resultat af forstandsmæssige overvejelser ... af bevismateriale. Anskuelse adskiller sig her kun fra viden deri, at spørgsmålet om gyldighed står åbent. ... Dog bliver det faktum stående, at anskuelse i det væsentlige er en fornuftsmæssig frem for en viljesbestemt proces.«

Med tanke på denne sidste definition er det vigtigt ikke at forveksle tro med anskuelse. Tro er ifølge Paulus mere end anskuelse; det er tillid, overgivelse. En mand siger, at han anser faldskærme for at være pålidelige og at de altid fungerer efter hensigten. Sæt så at en eller anden siger til ham: »Det er i orden. Så tag faldskærmen på og brug den. Spænd den på ryggen og spring ud fra et fly.« Hvis manden er bange, usikker, uvillig til at springe, så har han nok en anskuelse, men han har afgjort ikke tro. Først når han tager skærmen på og springer ud fra flyet fra flere hundrede meters højde, viser han, at han har tro. På samme måde et det ikke tilstrækkelig at mene dette eller hint om Kristus, anskuelse må blive til tillid.

For at opsummere dette kan vi først fastslå, at tro er vort gensvar på Guds initiativ, som han tog ved at åbne frelsens vej for os. Faktum er, at Gud ikke kan frelse os imod vor vilje. Han har skaffet os en udvej i Jesus Kristus, men han kan ikke tvinge os til at benytte den udvej. Mange vil rent faktisk ikke benytte den. Nok vækkes vor tro ved Guds store kærlighed og hans Ånds virker på vort hjerte, men troshandlingen er vor. Men troens handling er ikke et arbejde, det er at tage imod det, Gud har gjort. Det er erkendelsen af, at vi intet som helst kan gøre for at frelse os selv.

Det er at give fuldstændig afkald på muligheden af at opnå retfærdighed ved vore egne anstrengelser og en fuldstændig tillid til det, Gud har gjort for os i Jesus Kristus. Som en har udtrykt det: »Tro er ikke en præstation i sig selv, men den hånd der griber Kristi gerning og rækker den frem til Gud.«

Frelse indebærer mere, end hvad Kristus udrettede i det forgangne. Det er sandt, at der ikke gives frelse uden dette men den troende må også selv tilegne sig Kristi fortjeneste, gøre den til en del af sin hverdag. Kristi død på korset er en uomgængelig nødvendighed, men der må også ske en daglig korsfæstelse af selvet hos den enkelte her og nu.

Tro er overgivelse i handling, den er lydighed virksom i kærlighed. Troens menneske vil sige med Paulus: »Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.« Gal. 2,19-20.

Nåden er et meget vigtigt begreb i Det nye Testamente. Nåde er den egenskab hos Gud, der gør det muligt for os at blive frelst. Men vi kan ikke forstå nåden ret, med mindre vi klart indser dens forhold til loven. Lov og nåde er meget nøje forbundne. Det er af største betydning, at vi forstår disse to og deres indbyrdes forbindelse, for at vi fuldt ud kan værdsætte evangeliet. Det er ikke tilstrækkeligt at indse, at loven står i modsætning til nåden som frelsesvej; vi må også forstå, at loven gør nåden nødvendig, og at nåden opretholder og danner grundlaget for loven. John Murray siger om dette: »Det er ikke alene nåden, der omhyggeligt må værnes mod at blive fordrejet af lovgerninger, men det er også læren om loven, der må beskyttes mod at blive forvrænget af falske forestillinger om nåden.»

For at kunne forstå dette emne korrekt, må vi nødvendigvis være meget præcise i vor definition af lovens og nådens forskellige aspekter og deres forhold til hinanden. Når det gælder adgangen til Gud eller det at kunne nærme sig Gud, står lov og nåde som diametrale modsætninger. Fra synderens synspunkt er det loven, der fordømmer, medens den fra farisæerens synspunkt er midlet til at skaffe fortjeneste og selvretfærdighed. I ingen af disse tilfælde forekommer nåde. Fordi synderen adskilt fra Kristus er magtesløs over for lovens krav, kan han ikke andet end føle dens fordømmelse. Når han i fortvivlelse kommer til Kristus, tilgiver Gud ham i sin nåde, befrier ham fra lovens fordømmelse og rækker ham Kristi retfærdigheds klædning, der dækker over al hans skyld. I denne betydning gør loven nåden nødvendig. Hvis ikke loven fordømte os for vor manglende evne til at leve op til dens krav, ville vi ikke have følt noget behov for nåde. Men da nåden er nødvendig på grund af vor manglende evne til at holde loven, stadfæstes lovens gyldighed. Fra. den kristnes synspunkt fordømmer loven ikke længere, og ved nåden stræber han efter ikke på ny at falde for dens fordømmelse, ved at leve i harmoni med dens guddommelige forskrifter.

Det er vanskeligt at forstå, hvordan nogen kan sige, at loven er afskaffet eller at den ikke længere har gyldighed for den kristne. Alle kristne indrømmer, at vi trænger til frelse, fordi vi er syndere. Kristus frelser syndere og frelser os fra vore synder. Men hvad er det der gør os til syndere? Vi er syndere, fordi vi har overtrådt Guds 'lov. Men nogle vil antyde, at eftersom vi er syndere og har overtrådt Guds lov, afskaffer Gud loven for at frelse os. Ifølge dette synspunkt behøver vi ikke længere at efterleve loven. Loven har ikke længere gyldighed. Loven er noget dårligt, der må bringes af vejen. På den ene side accepterer man altså, at lovens fordømmelse er ægte nok. Det er sandt, at loven fordømmer os som syndere. Vi er syndere, fordi vi har overtrådt loven. Lovens kendelse opretholdes. Loven er den retfærdighedens norm, vi ikke har kunnet leve op til. Den er Guds ufejlbarlige standard.

Derfor står vi mennesker med rette fordømt. Da Kristus døde, hævder man på den anden side, afskaffede han loven. Loven er ifølge denne påstand noget, som man ikke behøver at holde på. Ifølge denne påstand har den kristne intet med loven at gøre.

I det første tilfælde holder man fast på lovens gyldighed; i det andet tilfælde benægtes dens gyldighed. Hvis loven som standard for retfærdigheden er uden gyldighed for den kristne nu, så var den også uden gyldighed tidligere. Hvis loven oprindelig ikke havde nogen myndighed til at fordømme, hvis den blot var en illusion hvis den blot var en misforståelse, da er menneskeslægten aldrig faldet i synd - og loven er uden gyldighed. Hvis dette var sandt, er det eneste, Kristus i dette tilfælde gør, at opklare denne misforståelse. Han behøver kun at fortælle os, at loven ikke har gyldighed, at vi derfor slet ikke er syndere. Det er denne form for frelse, Kristus bringer, hvis disse påstande var rigtige.

»Synd er lovbrud.« 1 Joh. 3,4. Hvis det forholder sig således, da er loven i sandhed standarden for retfærdighed. Hvis dette er tilfældet, da afskaffer Kristi død (nåden) ikke loven, men underbygger den tværtimod så meget mere. Ellers ville Kristus være død forgæves. Det er i virkeligheden Kristi død (nåden), der stadfæster loven. Hvis det blot var gjort med at afskaffe loven, da havde Kristus ikke behøvet at dø.

Det, der er afskaffet for den kristne, er lovens fordømmelse. Dette er, hvad Kristus gør. Han afskaffer lovens fordømmelse, ikke loven i sig selv.

Dette betyder, at loven stadig består som retfærdighedens standard. Ganske vist ser den kristne ikke udelukkende på lovens bogstav som standard. Han søger at efterleve lovens ånd. I Kristi liv ser han faktisk loven ført ud i virkeligheden. Han indser, at budet »Du må ikke slå ihjel« ikke blot hentyder til selve drabshandlingen, men endog siger, at man ikke bør hade sin broder. I positiv betydning vil det sige, at man skalofre sig selv for andre. Det betyder, at man bør gøre alt, for at redde liv, ikke bare det fysiske liv, men det totale liv. I Kristus ser den kristne da sin standard for retfærdighed i al dens fylde. Dette går langt ud over lovens bogstav.

På denne baggrund kan Paulus afgjort ikke mene, at Kristus afskaffer loven. Rom. 10,4 siger: »Kristus er lovens ophør.« Det græske ord "telos«, som her er oversat med »ophør«, er flertydigt. Vi kan lægge den betydning i det, at »Kristus er lovens ophør«, men også at han er dens endemål, dens yderste hensigt. Hvis vi lægger denne betydning i det, kan det kun betyde, at loven ikke gælder som middel til at skaffe sig frelse, ikke gælder som frelsesvej. Det er denne lovtrældom, menneskets forgæves forsøg på at vinde frelse ved gerninger, Kristus bringer til ophør.

I de senere år har mange protestantiske teologer gjort sig til talsmænd for det synspunkt, at Paulus ikke afskaffer loven ved nåden. Carl Henry erklærer: »Eftersom den er bygget på den uforanderlige Guds natur og hensigt, kan loven aldrig ophæves, men består for evigt. End ikke Kristus ophæver loven i denne betydning, ej heller frelser Gud syndere af nåde ved at gøre vold på moralloven eller ved at lade hånt om retfærdigheden. »For Paulus er loven ikke afskaffet ved Kristus. Denne tese fremsættes i fuld bevidsthed om den vidt udbredte tendens i dag, der kan iagttages ikke alene i populære skrifter, men også i seriøse teologiske værker, hvor det regnes for en fastslået kendsgerning, at Paulus troede, at loven var afskaffet ved Kristus. I lighed med så meget andet trænger denne 'fastslåede kendsgerning' til at blive undersøgt på ny.« Martin Lloyd-Jones skriver: »Vi er afgjort ikke længere under loven, men under nåden. Dette vil dog ikke sige, at vi ikke behøver at holde loven. Vi er ikke under loven i den forstand, at den fordømmer os; den dømmer og fordømmer os ikke længere. Nej! Men det betyder, at vi skal leve i den og at vi endog skal gå ud over dens krav.«

En bibeltekst, som ofte citeres for at vise, at loven ikke længere har gyldighed, er Gal. 3. Lad os betragte dette kapitel omhyggeligt. I dette kapitel fremsætter Paulus lovens opgave i forhold til troen. Først viser Paulus os, at Abraham blev frelst ved tro, og at alle som tror, er Abrahams børn. Som kontrast til troens vej fremstiller han gerningernes vej. Eftersom et menneske kun kan retfærdiggøres ved tro, er den, der sætter sin lid til lovgerninger, under forbandelse. Dette menneske sætter ikke sin lid til troen, men til egne præstationer. »Den, som handler derefter, skalleve derved.« Den kristne ved, at lovgerninger ikke sætter ham i frihed men under forbandelse. Han ved, at han selv er en synder, og derfor under lovens forbandelse. Derfor vælger han troens vej.

Forjættelserne blev tilsagt Abraham 430 år før loven formelt blev givet på Sinaj. Troens forrang er hævet over enhver tvivl. Loven, som kom langt senere, anfægtede på ingen måde forjættelserne. Troen som frelsesvej beholder sin gyldighed. »Jeg mener hermed: et testamente, som forud er gjort retsgyldigt af Gud, kan loven, som blev til fire hundrede og tredive år senere, ikke gøre ugyldigt, så den skulle sætte forjættelsen ud af kraft.« Gal. 3,17.

Hvad skulle da loven tjene til? Hvis loven på ingen måde anfægter forjættelserne, hvorfor blev da loven givet? Paulus svarer, at loven blev f øjet til »for overtrædelsernes skyld«, fordi der kunne forekomme overtrædelser. Den kom for at holde forjættelserne levende ved at vise menneskene deres behov for en frelser. Hvis ikke man har en præcis standard for, når synden forekommer, ved man ikke hvad der er synd. Men da loven er givet, bliver synden klart erkendt, identificeret og synlig. Således siger Paulus i Rom. 3,20: » Ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd.« Og han siger videre: »Men jeg havde ikke lært synden at kende uden ved loven; thi jeg havde jo ikke vidst af begær, om ikke loven havde sagt: 'Du må ikke begære.'« Rom. 7,7.

Paulus går i virkeligheden endnu længere, når han siger, at »loven kom til, for at faldet kunne blive større.« Rom. 5,20. Ikke alene får loven os til at erkende synden som synd, men den gør os til større syndere. Prat definerer loven som »en barriere, som udæsker en fordærvet vilje.« Paulus understreger ikke dette »barriere«-aspekt i Gal. 3, fordi han prøver at vise, hvorledes loven støtter forjættelserne. Ved at pege på synden i os, gør den os opmærksomme på vort behov og holder således løftet om befrielse i Kristus levende hos os. Menneskene på Det gamle Testamentes tid, som havde forjættelserne, havde også loven - ikke som en ny vej til retfærdighed, men som et middel til at blive holdt i tømme, indtil troen blev åbenbaret, dvs. indtil Kristus kommer. Loven er ikke i modstrid med Guds forjættelser. Den påpeger synden »for at forjættelsen skulle af tro på Jesus Kristus gives dem, som tror.« Gal. 3,22. »Så at loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro.« V. 24.

Loven arbejdede sammen med, ikke imod forjættelserne. Den kunne ikke give liv. Den kunne ikke give retfærdighed. Men ved at vise synderen at han trængte til en frelser, holdt den hans øjne åbne for forjættelserne, som fik deres endelige opfyldelse i Kristi komme. Eftersom forjættelserne har fundet deres opfyldelse, er lovens opgave at holde forjættelserne levende naturligvis ikke længere nødvendig. Imidlertid fungerer loven stadig. Den befaler og stiller krav. »Den er kun et lys, som oplyser forstanden, uden at styrke viljen,«

Loven oplyser stadig forstanden i den kristnes erfaring, men hans vilje styrkes ved Guds nåde. Han vandrer ikke længere »efterkødet men efter Ånden«. Rom. 8,4. »Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det. « Rom. 8,7. Men den kristne, som lever efter Ånden, er forligt med Gud og bøjer sig under Guds lov.

Et meget misbrugt skriftsted er Rom. 6,14: »Thi synden skal ikke få herredømme over jer; I er jo ikke under lov, men under nåde.« Mange har udlagt dette skriftsted således, at når den kristne er under nåde, er han fri fra loven og behøver ikke længere efterleve den. Men de, der hævder dette, glemmer at læse det følgende vers, som siger: »Hvad da? skal vi synde, fordi vi ikke er under lov, men under nåde? Nej, langtfra!« Paulus synes her at medregne sig selv til dem, som ville sige, at nåden giver frihed til at synde, eftersom loven er blevet afskaffet. Nej, nåden giver ikke frihed til at synde, nåden giver kraft til at overvinde synden, til at bryde syndens herredømme og magt og fremmer det modsatte, nemlig retfærdigheden. Idet vi er fri fra synden, er vi fri til at leve for retfærdigheden. Ved Guds nåde er vi retfærdighedens tjenere. Retfærdigheden er syndens diametrale modsætning. Synd er lovens overtrædelse. Retfærdigheden må rette sig ind efter loven, den lov, som Paulus kalder »hellig og retfærdig og god«, og som er standarden for retfærdighed og synd. Det fremgår af ovenstående, hvorledes loven definerer synd, men når loven definerer synd som overtrædelse, definerer den retfærdighed som det at efterleve loven.

I dette vers kan »under lov« ikke hentyde til det at leve i lydighed mod Guds lov. Det er det menneske, der lever efter kødet, er fjendtligt over for Gud, som ikke vil bøje sig under Guds lov. Rom. 8,7. Det fremgår klart af hele sammenhængen, at det at leve »under lov« må betyde at være under syndens herredømme.

Hvordan er man under syndens herredømme? Man er under syndens herredømme - »under lov« - når man konfronteres med loven uden nåde. Paulus siger, at »da budet kom, levede synden op, og jeg døde (han havde været fuldstændig under syndens herredømme, under lov), og det viste sig, at budet, som var til liv, blev mig til død; thi da synden fik en anledning ved budet, bedrog den mig og dræbte mig ved det. « Rom. 7,9-11.

Det er ved loven, at synden opretholder sit herredømme over synderen. Kødets svaghed kan ikke efterleve lovens krav. Således hersker synden som en tyran.

Paulus siger i en anden forbindelse: »Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven.« 1 Kor. 15,56. »Hvis kødet er syndens 'vært', siger Furnish, »er loven syndens 'repræsentant'. Uden nåden ville vi være hjælpeløse ofre for synd, som har sin kraft gennem loven.

Fordi Paulus på denne måde viser os den nære forbindelse mellem synd og lov, er det let at forstå, hvorfor han kan sige. »Thi synden skal ikke få herredømme over jer; I er jo ikke under lov, men under nåde.« Rom. 6,14. At være under nåde betyder på den anden side at være under retfærdighedens herredømme. Det er at møde loven i bevidstheden om, »at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Anden.« Rom. 8,4. Det betyder, at »Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.« Rom. 8,1.

Paulus har identificeret lov og synd, men for at imødegå eventuelle misforståelser gør han dette punkt meget tydeligt og enkelt: »Hvad skal vi da sige? er loven synd? Nej, langtfra!« Rom. 7,7. Dernæst viser han tydeligt i Rom. 7,8-11, at den virkeligt skyldige ikke er loven, men synden. På grund af kødets svaghed har synden misbrugt loven til at forføre og ihjelslå. Langt fra at være noget ondt er loven for Paulus »hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt.« Rom. 7,12. Det var ikke den gode lov, som blev til død. Afgjort ikke! »Det var synden, der blev det, for at det skulle blive åbenbart, at den var synd (da den jo ved noget godt bragte død over mig), for at synden ved hjælp afbudet skulle vise sig i sin grænseløse syndighed. Vi ved jo, at loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt som træl under synden.« Rom. 7,13-14.

Dette fritager loven for enhver skamplet. For Paulus er loven selv hellig, retfærdig og god. Han retter sin anklagende finger ikke mod loven, men mod den virkelige skyldige - synden.

I Rom. 7 og 8 beskriver Paulus vor menneskelige tilstand på tre niveauer. Det første er, når vi er »uden lov«. Nogle betragter denne periode som den uskyldighedens tid i barndommen, hvor man ikke er opmærksom på nogen lov. Ifølge rabbinerne var mennesket bevæget af to impulser. Ved fødslen fik han den onde impuls; når det unge menneske i tretten års alderen blev fremstillet i helligdommen, trådte ind i de voksnes rækker som en »lovens søn«, fik han den gode impuls. Fra dette tidspunkt rasede der en uophørlig krig mellem de to impulser. Vi kan også forstå dette som en tid, hvor man lever et liv uden hæmninger og uden moralske skrupler, fordi man ikke erkender ydre, uhåndgribelige love, men bliver sig selv en lov. Mennesket lever uden lov.

Det næste stadium kommer, når mennesket støder mod loven, erkender dens krav som retfærdige, men ikke har kraft til at tilfredsstille disse krav. På det første stadium lever han uden lov, men nu lever han uden nåde og kan dog ikke slippe bort fra loven. »Da budet kom, levede synden op, og jeg døde.« Rom. 7,9-10. Som tidligere nævnt er det ikke loven, men synden, der er den virkelige skurk. Efter som jeg er solgt under synden, kan jeg ikke opfylde, hvad loven kræver. Jeg erkender, at dens kraver retfærdige. Jeg samtykker i, at loven er god; inderst inde glæder jeg mig i virkeligheden over Guds lov. Men fordi synden har herredømmet over mig, ender jeg med at gøre det modsatte af, hvad jeg ville gøre, og af hvad loven kræver. »Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig.« Rom. 7,20. Dette er i sandhed en ulykkelig tilstand.

Der findes to midler til at imødegå denne situation. Det ene er blot at betragte loven fra det legale og udvendige synspunkt, faktisk at bruge loven som et middel til at skaffe sig fortjeneste, retfærdiggøre sig over for Gud. Først når loven er bragt ned på det plan, hvor vi kan sige: »Alt dette har jeg holdt fra min ungdom af,« kan det bringe nogen tilfredsstillelse, om end den er falsk og midlertidig.

Men hvis vi betragter loven, som den virkelig er - et udtryk for Guds karakter og vilje - og forstår, at kun kærlighed i dens oprindelige form kan opfylde loven, da kan synderen ikke andet end at udråbe: »Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?« Rom. 7,24.

Lægemidlet kan kun blive Jesus Kristus. »Thi livets Ands lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov. Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Anden.« Rom. 8,2-4.

Således kommer vi til det tredje stadium, når synden i kødet fordømmes og Anden tager over og hersker i stedet for kødet.

Ud fra disse betragtninger bliver det tydeligt, at loven i sandhed er hellig, retfærdig, god og åndelig. Synden driver rovdrift på loven. Og når vi lever borte fra Kristus, borte fra nåden, viser loven sig at være vor fjende. Under nåden er vi befriet fra lovens fordømmelse og herredømme. Vi er også befriet fra loven som frelsesvej. Nu lever vi ved nåden. Og derved lever vi endelig i sand harmoni med den hellige, retfærdige, gode og åndelige lov.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com