Hvordan lyder din dom? 

Den 18. august 1956 blev James Fulton Foster dømt i retsbygningen i Jackson, Georgia, for et mord, han ikke havde begået. Han havde et godt alibi, men fordi han havde befundet sig så nær ved åstedet for forbrydelsen, at han kunne have været impliceret, og fordi han var tidligere straffet, samlede mistanken sig først og fremmest om ham. Og da han blev fremstillet for den følelsesmæssigt forvirrede enke, pegede hun straks på ham som morderen.

Denne procedure var naturligvis ulovlig, eftersom han skulle have været fremstillet sammen med en hel række andre personer. Men fordi politiet og befolkningen i lokalsamfundet følte, at der var brug for en hurtig opklaring, var de parat til at anklage denne mand.

Juryen erklærede tiltalte for skyldig, og dommeren afsagde kendelsen, at Foster skulle dø på et tidspunkt mellem kl. 10.00 og kl. 15.00 den 17. september, om bare en måned. Henrettelsen blev udsat på grund af flere appeller. Fosters forsvarer, James Wood, arbejdede dag og nat på at finde tilstrækkeligt bevismateriale til at befri sin klient. Og - den 4. juli 1958 tilstod Charles Rotschild, der var den virkelige morder, omsider, at han var gerningsmanden. Men en uskyldig mand var blevet kendt skyldig og dømt til døden for en forbrydelse, han ikke havde begået.

I december 1971 bleven fange ved navn Charles Lee Clark løsladt fra Michigan statsfængsel efter at have tilbragt 30 år i fængsel for en forbrydelse, som heller ikke han havde begået.

Som erstatning for denne uret bevilgede myndighederne ham 10.000 skattefri dollars.

Hvor mange andre uskyldige mon der har været anklaget, men er blevet lykkeligt frikendt? Det overrasker os ikke, når en uskyldig bliver frikendt. Det er blot, hvad vi forventer. Men vi bliver forvirrede og overraskede, når en uskyldig bliver dømt. Vi bliver lige så forvirrede, når en skyldig bliver frikendt og løsladt. Men dette er faktisk, hvad Gud gør! Han frikender de skyldige.

Den ufejlbarlige og fuldkomne Gud frikender netop mennesker, som helt åbent selv erkender, at de er syndere. Gud selv erklærer dem skyldige. Endvidere erkender de selv, at de er skyldige. Og alligevel afsiger Den fuldkomne Dommer kendelsen over dem: »Ikke skyldig!« Bibelen fordømmer denne fremgangsmåde. »At frikende skyldige og dømme uskyldige, begge dele er Herren en gru.« Ordsp. 17,15. Dommerens arbejde må afgjort være det stik modsatte. »Når der opstår strid mellem mænd, og de møder for retten, skal man dømme dem imellem; den, der har ret, skal frikendes, den skyldige dømmes.« 5 Mos. 25,1. Hvordan kan da Himmelens og Jordens dommer afsige kendelsen: »Ikke skyldig« over syndere?

Da menneskene syndede, havde Gud tre valgmuligheder:
1. Eftersom »syndens løn er død«, kunne han have ladet synden medføre sine ubønhørlige konsekvenser. Menneskene havde syndet, derfor måtte de dø. Vore første forældre var tydeligt blevet advaret om, at de ikke måtte spise af træet til kundskab om godt og ondt. De var ulydige. Derfor måtte dødsdommen afsiges. Gud kunne simpelt hen føre denne kendelse ud i virkeligheden, lade menneskeslægten dø, og være retfærdig. Dette ville være retfærdiggørelse uden nåde, men ikke den form for retfærdiggørelse, vi finder i Den hellige Skrift.

2. Gud kunne have benådet den skyldige slægt. Menneskene havde syndet, men Gud kunne simpelt hen have lukket øjnene for dette faktum. Når alt kom til alt, var det deres første overtrædelse. Han kunne have undskyldt vore første forældre og givet dem en ny chance. Gud kunne have været barmhjertig. Dette ville have været retfærdiggørelse uden retfærdighed - altså stadig ikke den form for retfærdiggørelse, vi finder i Den hellige Skrift.

Gud kunne ikke bruge den første valgmulighed, fordi han ikke blot er retfærdig, men også barmhjertig. Menneskeheden fortjente ganske vist at dø, men var der ingen anden mulighed? Der var ikke sørget for anden mulighed for englene, men de var selvstændige skabninger, som levede i en nærmere og højere forbindelse med Gud end menneskene. Hver engel havde haft sin anledning. Hver enkelt havde truffet sin afgørelse og på langt bedre grundlag end Adam og Eva havde. Desuden har menneskene muligheden for at forplante sig. Adam stod ikke alene med ansvaret for sig selv, men for hele menneskeheden.

Skulle alle Adams efterkommere dømmes, fordi deres stamfader havde valgt at være ulydig? Selvom der ikke var undskyldning for Adam, havde han dog ikke det samme dybtgående kendskab til Guds karakter, som englene havde. Her var grundlaget for barmhjertighed, og Gud, som er fuld af barmhjertighed, fandt en måde til at løskøbe dem på. »O kærlighed, der ikke vil lade mig gå,« som George Matheson udtrykte det.

Gud kunne ikke bruge den anden mulighed, fordi han ikke blot er barmhjertig, men også retfærdig. Han kunne ikke bare sige: »Jeg tilgiver jer,« og derpå lade som om intet var hændt. Han kunne ikke på den ene side tilgive menneskene og på den anden side undlade at tilgive de oprørske engle. Og hvis han kunne tilgive en gang, kunne han så ikke tilgive atter og atter? Og hvad ville dette betyde for Guds ord og Guds karakter?

Man ville ikke længere kunne tage Guds ord højtideligt. Mennesket ville vide, at det ustraffet kunne synde videre. Alle Guds advarsler ville forekomme at være tomme trusler. Ligesom en lemfældig bedstefar ville Gud opmuntre synderen til at drage fordel af Guds godtroenhed. Endnu mere alvorligt ville det være, at man kunne betvivle Guds hellighed og dermed selve hans guddommelighed. Hvordan kunne en hellig Gud tillade synd, som er oprør mod hans ære, at foregå ustraffet?

Nej, Gud kunne ikke bare være barmhjertig. Det kan være vanskeligt for mennesket at fatte dette. Hvorfor kunne Gud ikke simpelt hen slå en streg over synden? Vi mennesker tilgiver jo hinanden. Her overser vi det faktum, at vi har pligt til at tilgive, fordi vi selv er syndere. At forlange Gud til at tilgive, fordi vi mennesker tilgiver, ville være det samme som at antyde, at Gud også er en synder. Faktum er, at Gud ikke har pligt til at tilgive, og ikke kan tilgive, uden at den skyldige straffes, selv når vi bekender. Når alt kommer tilalt, gør bekendelse jo ikke den begåede synd ugjort. Da mennesket syndede, kunne Gud derfor ikke simpelt hen slå en streg over det og lade mennesket fortsætte, som om der aldrig havde været nogen synd.

3. Hvordan kan Gud være barmhjertig og retfærdig på samme tid? Hvordan kunne Gud eksekvere straffen (være retfærdig) og tilgive os mennesker (være barmhjertig) på samme tid? Det ene synes at modsige det andet. Guds tredje valgmulighed er en handling, der forener retfærdighed og barmhjertighed. Her rækker han os sin barmhjertighed, samtidig med at han opretholder sin retfærdighed. Det var, hvad der skete på Golgatas kors. Der mødes syndens realitet og Guds tilgivende kærlighed, hans guddommelige hellighed og hans altbesejrende kærlighed.

Der ser vi Kristus bære verdens synder og udholde Guds vrede. Der ser vi, at »således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Joh. 3,16. Der, i Kristi død, ser vi Guds ukrænkelige hellighed, det umulige i at overse synden. Der ser vi også Guds barmhjertighed, som overgår al menneskelig erkendelse idet han ofrede sin Enbårne. På korset viser Gud sig »retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på Jesus.« Rom. 3,26.

Ved korset kunne Gud således åbenbare både retfærdighed og barmhjertighed. For en uendelig pris skabte han en udvej for os. En udvej, der forener retfærdighed og barmhjertighed. Men korset betyder ikke, at alle automatisk bliver frelst. Korset er Guds tilbud til os. Der er også noget, vi selv må gøre. Hvad er det?

Gud har taget initiativet i Jesus Kristus. Hvordan stiller vi os til dette? Et menneske kan reagere på flere forskellige måder. Mennesket kan ligefrem forkaste, hvad Gud har gjort for ham. Mennesket kan vende ryggen til Gud og gå sin vej. Mennesket kan enten acceptere eller lade være at acceptere, at Gud bedømmer ham som en synder. Mennesket kan være komplet ligeglad. Mennesket kan simpelt hen nægte at have noget som helst med Gud at gøre.

Mennesket kan også reagere mindre afvisende. Mennesket kan stadig sige nej, men med stor underfundighed. Mennesket forkaster måske ikke direkte Kristi offer, men forkaster alligevel Kristus mere indirekte. Det er det menneske, der er for stolt til at indrømme, at han er en håbløs synder, at han må modtage alt sammen som en gave, at han ikke selv kan gøre den mindste smule for at opnå frelsen. Mennesket vil nok indrømme, at han er kommet til kort i det forgangne, men han ser ingen grund til, at han ikke i fremtiden skulle kunne oparbejde så megen fortjeneste, at der kan komme balance i regnskabet.

Dette er en grundlæggende menneskelig holdning. Den var ret udbredt blandt jøderne. De mente faktisk, at loven var givet dem med den bestemte hensigt, at de ved den kunne vinde fortjeneste hos Gud. En af deres første rabbinere sagde: »Den Hellige ... havde i sinde at skænke Israel fortjeneste, derfor gav han dem loven og budene, som der står skrevet: 'For sin retfærds skyld ville Herren løfte loven til højhed og ære.'«

Denne holdning er fremherskende blandt alle mennesker. Ingen bryder sig om at indrømme, at han er så hjælpeløs, at han er fuldstændig afhængig af Gud. Mennesket ville foretrække lange pilgrimsrejser og alskens selvpinsler for at kunne nyde den stolte tilfredsstillelse selv at have fortjent dette og hint.

Den rige yngling prøvede denne vej. »Hvad skaljeg gøre for at arve evigt liv?« spurgte han Jesus. Da Jesus henviste det unge menneske til budene, forsvarede han sig ved at sige: »Alt det har jeg holdt fra min ungdom af.« Han var så samvittighedsfuld som nogen farisæer i at overholde selv den mindste bestemmelse. Og alligevel indså han, at han ikke havde opnået evigt liv.

Den farisæer, der bad: »Gud! jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt,« var ikke noget slet menneske. At se til var han en moralsk, retlinet mand, en støtte i samfundet og menigheden. Og dog var al hans godhed intet værd, fordi den var bygget på lovgerninger. Ingen lovgerninger, uanset hvor mange kan anbefale os for Gud. Vi kan gøre gode gerninger fra nu og til evigheden, men vi er stadig syndere. Aldrig så mange gode gerninger kan ændre dette faktum.

Det kan godt være religiøse gode gerninger, vi udfører - give almisse, bede, faste - men selv disse tæller intet, hvis de gøres for at opnå selvretfærdighed. Motivet bag dette - at opstille ens egen retfærdighed over for Gud og mennesker - er stolthed. Og stolthed er en af de største synder, vi kan ligge under for. I den sidste ende er alle den slags gode gerninger overhovedet ikke gode gerninger, men lovgerninger, som er fuldstændig fordærvet af synd.

Nogle indrømmer, at gerninger alene ikke kan skaffe os evigt liv, men fastholder ikke desto mindre, at gerninger må kombineres med tro. Hvordan kan Gud antage mig, hvis jeg ikke beviser i mit liv, at jeg prøver at gøre mit bedste? Selvom jeg ikke kan blive retfærdig helt på egen hånd, burde jeg så ikke i det mindste begynde at gøre nogle af retfærdighedens gerninger?

Carlyle B. Haynes havde været prædikant i femten år, men i al den tid følte han, at han ikke havde nogen magt over synden i sit liv. Det begyndte at besvære ham, og han prøvede at råde bod på dette ved at leve endnu mere retlinet og være endnu mere nøjeregnende selv med småting. Han prædikede med større energi. Han kastede sig over alle de aktiviteter, prædikegerningen indebar, men freden kom aldrig. Faktisk var det sådan, at jo hårdere han arbejdede, des mere følte han sin hjælpeløshed. Han havde ingen kraft over for fristelsen, og atter og atter led han nederlag.

Han begyndte at spekulere over, om evangeliet i det hele taget kunne hjælpe ham til at leve et sejrende liv. Til sidst løb han ind i en dyb personlig krise og i den fortvivlende tanke, at skønt han havde prædiket i femten år, var han fortabt - fuldstændig fortabt. Alligevel vidste han ikke, hvad han skulle gøre, eftersom han allerede gjorde alt det, han vidste, han burde gøre. Han følte ikke, at han bevidst gjorde noget forkert, og trods alt indså han, at han var fortabt i Guds øjne. Gud ske tak, han fandt vejen til Kristus, og Kristus virkede mægtigt gennem hans prædikegerning.

Det, vi her taler om, er selve det at komme til Gud, at finde antagelse hos Gud. Hvordan bliver et menneske ret for Gud?

Det er dette, der i almindelighed omtales som retfærdiggørelse. Kan et menneske overhovedet spille nogen rolle i sin egen retfærdiggørelse? Det kan mennesket uden tvivl. Gud har taget initiativet ved at lade Kristus ofre sig for vor skyld. Dette betyder imidlertid ikke, at alle automatisk bliver frelst. Der er noget, jeg selv må gøre. Men jeg skal ikke, kan ikke gøre mig selv værdig eller fortjene en større eller mindre del af min frelse. Her må det fastslås en gang for alle, at mennesket absolut intet kan gøre for at fortjene sin egen frelse. Ingen af mine gerninger kan fortjene den mindste del af min frelse. Min del består simpelthen i ved tro at tage imod det offer, Kristus bragte for min skyld.

Den tredje mulighed, som mennesket har, er i tro at tage imod Kristi offer. Hvad vil det sige?

For det første betyder det, at vi bekender, at vi er hjælpeløse syndere, at vi ikke har noget af vort eget at tilbyde Gud, for at han skal antage os, at vi fortjener syndens løn - døden.

For det andet betyder det, at vi i Guds nådegave ser hele løsningen på vort problem. Det betyder, at dette store offer blev bragt i uendelig kærlighed til os. Det betyder, at denne kærlighed blev vist os, ikke fordi vi havde forandret vort hjerte eller vist et eller andet tegn på omvendelse. Det betyder tværtimod, at medens vi endnu var syndere og fjender af Gud, døde Jesus Kristus for at tilfredsstille de krav, loven havde på os.

Harold De Wolf illustrerer på menneskelig vis, hvordan Gud arbejder med os. Medens han en sommer var medarbejder ved en opdragelsesanstalt for unge piger i Framingham, Massachusetts, hørte han anstaltens leder, dr. Miriam Van Waters, foreslå sine medarbejdere, at en af fangerne (som hun altid foretrak at benævne eleverne) skulle have lov at komme uden for porten uden opsyn for at plukke bær. Den omtalte unge kvinde havde for ganske nylig stukket af. Foruden dette havde hun en lang række forseelser på samvittigheden. Der var intet i hendes hidtidige opførsel, der kunne anbefale en ændret holdning over for hende. Det var klart, at hun ikke havde fortjent dette privilegium. Medarbejderne blev meget forbavsede over forslaget og protesterede enstemmigt.

Dr. Van Waters erklærede sig først enig med sit personale i vurderingen af den unge kvindes karakter. Så gik hun over til at tale om to slags retfærdighed. I den ene får man nøjagtig, hvad man har fortjent. Straffen eller belønningen svarer nøjagtig til, hvad man har fortjent. Den anden retfærdighed har det ligesom Guds nåde. Han giver os mere, end vi fortjener - giver os faktisk hvad vi ikke fortjener - sådan at vi kan blive ledet til at reagere positivt. »Vi elsker, ... fordi han elskede os først.« 1 Joh. 4,19. Hun indrømmede, at hun ikke generelt kunne følge dette princip, men i dette tilfælde følte hun, at det var risikoen værd. Ingen blev udsat for fare af den grund.

Da dr. Van Waters gjorde den omtalte pige begribeligt, at hun ville få dette privilegium, kunne pigen ikke tro det. » Det kan ikke være mig, du mener,« sagde hun. »Du må forveksle mig med en anden. « Nej, der var ikke tale om nogen forveksling. »Jamen, det er mig, der løb væk,« påpegede hun. Dr. Van Waters svarede:

»Det ved jeg godt. Se nu at få noget andet tøj på, så du kan komme af sted. « Pigen kunne næsten ikke holde tårerne tilbage. Hun havde en dejlig eftermiddag, vendte tilbage uden problemer og fik en ny start i tilværelsen.

For det tredje betyder det at tage imod Kristi offer, at vi fuldt ud accepterer, hvad Gud har gjort for os. Ikke med en sløv og passiv indstilling, men sådan at vi er vakt til live af Guds store kærlighed til os. Vi elsker, fordi han elskede os først. Tro er at reagere positivt på Guds kærlighed, at genelske.

Tolderen, der bad: »Gud vær mig synder nådig!« er et eksempel på denne bekendelses- og troshandling. I denne bøn finder vi bekendelse, anger og tro. Vi ser en, som erkender sin hjælpeløshed og overgiver sig fuldstændig til Guds barmhjertighed.

En mand, som havde begået en alvorlig forbrydelse, blev sat i fængsel. I sine erindringer berettede han, at det mest smertelige i denne erfaring kom umiddelbart efter at fængsels portene var lukket bag ham, og han måtte fremlægge alle sine personlige ejendele for fangevogteren: kam og spejl, blyant, pen, notesbog, papirkniv, tegnebog, armbåndsur. Så måtte han afføre sig alt sit tøj, indtil han stod nøgen foran fangevogteren. Der stod han, afklædt til skindet, totalt ydmyget og blottet for al værdighed. Derpå skulle han iføre sig en dårligt siddende, fremmed, kold fangedragt.

Vi må også stå nøgne over for Gud, for vi har intet andet at tilbyde end vor nøgenhed. Men i stedet for at måtte krybe i fangedragten, ifører vi os Kristi retfærdigheds klædning. Kristus træder i vort sted, han tager vore snavsede pjalter, vor fangedragt, på sig selv, for at vi kan bære hans retfærdigheds klædning. Når vi i vor nøgenhed kommer til Gud som den fortabte søn, byder Faderen: »Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne.« Luk. 15,22.

Er den, som retfærdiggøres, bare erklæret for »retfærdig«, uden i virkeligheden at være det? Mange har forstået det på denne måde, eftersom retfærdiggørelse er et øjebliks handling, og synderen ikke er blevet fuldkommen på det øjeblik. Og alligevel er den retfærdiggjorte synder en helt anden person end den ikke retfærdiggjorte synder. Forskellen kan ikke blot være, at den ene er blevet erklæret for retfærdig, medens den anden ikke er det.

Der er sket noget mere. Den, der har taget imod Guds nåde, er blevet retfærdiggjort af nåde ved tro. Ikke enhver synder retfærdiggøres, kun den, der modtager og reagerer positivt ved tro på Kristus, kan gøre fordring på retfærdiggørelse. Herved vender han ryggen til fortiden og stiller sig åben for Åndens ledelse. Ved denne troshandling, ved at overgive sig selv og give afkald på sig selv, sker der en gennemgribende forandring i ham. Han er et nyt menneske i Kristus Jesus. Han er ikke retfærdig i rent kvantitativ betydning, sådan at han er vokset op til at blive en retfærdig person, men han er retfærdig i den forstand, at hele hans holdning, hele hans sind og vilje, ikke længere drejer sig om selvet men om Gud. Det vil sige, at han er retfærdig i kvalitativ betydning. Det er ikke bare ønsketænkning at sige, at et sådant menneske er retfærdigt. Han er i sandhed retfærdig, fordi han ved tillidsfuld overgivelse giver udtryk for en sådan holdning, at Gud kan skænke sin retfærdighed.

Det menneske, der således er retfærdiggjort, er ikke moralsk fuldkommen, men han er heller ikke den samme synder, som han en gang var. »Hans stilling er måske ikke forandret meget, men hans retning er fuldstændig forandret, og det er ud fra retningen, ikke fra positionen, at Gud dømmer. En gang havde synderen ryggen til Kristus, nu søger han hen til Kristus. Dette er tro, og deri indeholdes kraften til en herlig fremtid. Dette er, hvad Gud ser, og i og med at Gud ser dette, erklærer han mennesket for retfærdigt.

Gud 'retfærdiggør' ham. Er dette 'juridisk tankespind'? Spørgsmålet besvarer sig selv. Der er overhovedet intet tankespind i dette. Det er den dybeste og mest ægte af alle realiteter.«

Nogle mener, at de mennesker, der levede på Det gamle Testamentes tid, blev frelst ved gerninger, men at menneskene efter Kristi komme frelses ved tro alene. De mener, at menneskene inden Kristi død blev frelst ved at holde Guds bud men at de efter Kristi komme frelses ved tro alene, eftersom budene ikke længere har gyldighed. Dette ville i realiteten betyde, at menneskene frelses på to forskellige måder. Menneskene kommer ind på denne tankegang, fordi de finder, at Det gamle Testamente tilsyneladende lægger meget lidt vægt på troen, og fordi Jesus historisk set ikke trådte frem og døde, før Det nye Testamentes tidsperiode var oprundet.

Det første, der kan siges til dette, er, at det er umuligt for en retfærdig Gud at handle på denne måde. Det ene modsiger det andet. Efter den ene metode frelser mennesket sig selv, efter den anden metode frelses mennesket af en uden for sig selv. Hvis Gud derfor handlede på begge måder, ville han modarbejde sig selv, sin person, sin karakter. Ikke alene er disse metoder i direkte modstrid med hinanden, men den første er direkte i modstrid med selve Guds retfærdighed, som vi tidligere har fastslået. Det ville betyde, at Gud simpelt hen undskyldte synden på Det gamle Testamentes tid. Det ville ikke være i harmoni med Guds retfærdighed.

Det andet, der kan siges, er, at Bibelen selv ikke forklarer det på den måde. Det er med andre ord ubibelsk. Altid når Paulus diskuterer retfærdighed ved tro, nævner han Abraham som det store eksempel på en, som var retfærdiggjort ved tro. Og Abraham levede som bekendt på Det gamle Testamentes tid. I Rom. 4,2-3 siger Paulus: »Hvis Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, har han jo noget at rose sig af; dog ikke over for Gud.

Hvad siger nemlig skriften? ' Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.'« I v. 6 nævnes Paulus endvidere at David priste »det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger.« I Gal. 3,6-9 henviser Paulus til, at Abraham blev retfærdiggjort ved tro og knytter herved forbindelsen til dem, der tror i dag, ved at kalde os »Abrahams børn«. Forjættelserne til Abraham vedrørende Kristi komme, påpeger han i v. 17, bliver ikke gjort ugyldige ved loven, »som blev til fire hundrede og tredive år senere«. Paulus fortæller os med andre ord, at lovgivningen på Sinaj overhovedet ikke indledte en ny gerningernes vej til afløsning af den troens vej, der var åbenbaret i Guds pagt med Abraham. Lovens funktion, erklærer Paulus, var anderledes end forjættelsernes funktion. Frem for alt kunne loven ikke bringe liv. Gal. 3,21. Men det kunne forjættelserne. I sine breve i Det nye Testamente tager Paulus ikke afstand fra den frelsesvej, der er beskrevet i Det gamle Testamente. Der er kun den ene og samme vej, ved tro på Jesus Kristus.

For Paulus går Det gamle Testamente ikke ind for retfærdighed ved gerninger. Vi har netop henvist til hans udtalelser vedrørende Abraham og David. Som bemærket ovenfor, viste Paulus, at loven forudsatte den nådens pagt, der var givet til Abraham, og på ingen måde overflødiggjorde den. Desuden blev den skrevne lov, som blev givet på Sinaj, først givet efter Israels vidunderlige befrielse fra Ægyptens trældom. Som Kevan siger: »Medens Det gamle Testamente lader velsignelsen bero på lydighed mod loven, er dette ikke det samme som at fastslå, at overholdelse af loven er grundlaget for at opnå Guds velbehag. Guds velbehag har været til stede lige fra begyndelsen, og loven udgør på en gang prøven på og næringen til troen for dem, som vandrer med Gud. Loven fra Sinaj hører til nådens pagt.«

Det historiske faktum, at Kristus døde inden for Det nye Testamentes periode, betyder ikke, at hans offer ikke kommer de mennesker til gode, som levede før den tid. De, der levede på Det gamle Testamentes tid, blev frelst, ikke ved deres gerninger, men ved deres tro på den kommende forjættelse. Kristi offer gælder for alle mennesker alle vegne og til alle tider.

Der er ingen vej til Gud, uden gennem tro på Jesus Kristus. »Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.« Apg. 4,12. Han alene er »vejen og sandheden og livet.« Joh. 14,6.

Vi har fastslået i det foregående kapitel, at mennesket retfærdiggøres ved tro og ikke af lovgerninger. Mennesket kan absolut intet gøre for at fortjene sin egen frelse. Lad os huske, at vort emne drejer sig om retfærdiggørelsen, det vil sige begyndelsen på kristenlivet, vor adgang til Gud. Her kan der overhovedet ikke være tale om gerninger. Men vil det sige, at den kristne hele livet igennem ingenting behøver at gøre, blot han har tro? Det vil ingen vist hævde. Den kristnes svar på Guds initiativ, Guds kærlighed, er »tro, som er virksom i kærlighed«. Gal. 5,6. Har vi da smidt gerningerne ud gennem hoveddøren og hentet dem ind igen gennem bagdøren?

Der råder megen forvirring omkring gerningernes forhold til frelsen. Her må vi gøre os klart, at de to ting kommer ind i billedet på forskellige tidspunkter. Retfærdiggørelsen sker absolut uden gerninger. Ej heller behøves der gerninger som supplement til troen. Det menneske, der har svaret på Guds initiativ med tro og kærlighed, er frelst. Men han vil gerne tilkendegive sin tro i kærlighed til Gud og medmennesker. Og kærlighed er praktisk og konkret. Den iklæder sig kød og blod i form af» glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed«. Gal. 5,22-23. Dette er de gerninger eller, rettere sagt frugter - der hidrører fra Anden. Dette er ikke gerninger, der gøres for at fortjene frelse, men som gøres for at komme til at ligne Kristus. Som E. Stanley Jones har udtrykt det så smukt: »Den kristne lever nu ikke op til en lov kodeks, men til en karakter.« Et sådant liv kan ikke anklages for lov trældom.

For en del år siden skrev Dietrich Bonhoeffer i sin bog Efterfølgelse, en sviende irettesættelse til alle, som mener, at det at være en kristen simpelt hen består i mundtligt at samtykke i den kristne tro, en blot og bar bekendelse med læberne, at man er en kristen. »Billig nåde,« siger han, »betyder retfærdiggørelse af synden, ikke af synderen. Fordi alt er af nåde alene, kan alt blive ved det gamle. ... Altså, den kristne følger ikke Jesus, men han trøster sig med nåden! Det er billig nåde som retfærdiggørelse af synden, ikke som retfærdiggørelse af den bodfærdige synder, der omvender sig fra sin synd, ikke den tilgivelse for synd, som skiller fra synd.» Han siger videre, at »billig nåde er at forkynde tilgivelse uden bod. Billig nåde er dåb uden kirketugt, nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål. Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende, menneskevordne Jesus Kristus.»

denne artikel fortsætter   >>> >>>


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com