En retssag i Himlen!
Et Oprør i Himmelen kan det være muligt?

Ja, kære Læser, det er nok desværre således, thi vi læser, at «Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede dem i Afgrunden og overgav dem til Mørkets Huler for at bevogtes til Dom». 2 Pet. 2,4.

Altså, Engle syndede syndede i Himmelen. Men hvorledes gik det til? Apostelen Judas omtaler dette således: «Og de Engle, som ikke bevarede deres Højhed, men forlod deres egen Bolig, har han holdt forvarede i evige Lænker under Mørke til den store Dags Dom.» Jud. 1,6. De «forlod deres egen Bolig». Men af hvilken Grund?

De blev udelukkede derfra på Grund af Misfornøjelse, de var ikke tilfredse med deres høje Stilling og søgte en endnu højere. Hovmodstanker fik Indpas, og til sidst ville de, ligesom Eva, være Gud lig. Ligesom vore første Forældre begyndte de at anstille kritiske Undersøgelser angående Herrens Visdom og forsøgte at trænge ind i hans alvise Planer. De betrådte forbuden Grund, stillede uberettigede Krav til og rettede Anklager mod Gud, indtil Herren i sin Visdom satte dem i Varetægt til Dommen på den store Dag. Deres Anklage skulle prøves for en Ret, ved hvilken Universets Beboere skulle være Meddommere. Apostelen Peter siger, at «de syndede».

Hvad er Synd?
«Hver den, som gør Synden, begår også Overtrædelse af Loven, og Synden er Lovens Overtrædelse.» 1Joh. 3,4. «Ved Loven kommer Erkendelse af Synd.» Rom. 3,20. Loven er det eneste Middel, hvorved Synden kan blive erkendt som Synd. Herom siger Apostelen: «Jeg kendte ikke Synden uden ved Loven.» Rom. 7,7. At Englene syndede vil derfor sige, at de overtrådte Guds Lov. «Den, som holder hele Loven, men støder an i ét Stykke, er bleven skyldig i alle.» Jak. 2,10.

I en hvilken som helst Skikkelse er Synd af fri Vilje en Anklage imod Gud. Som vi senere skal se, var Misfornøjelse, Avind og Had Årsag til Satans og hans Tilhængeres Oprør. Den, som med Vilje og Overlæg synder imod Guds Lov, anklager Guds Lov. Den, der «taler ilde om sin Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven». Jak. 4,1l. Enhver Overtrædelse af Guds Lov er Synd; men når Loven overtrædes frivilligt trædes under Fødder er det i Virkeligheden en Protest imod den. Dette bliver igen en Protest imod Lovgiveren og medfører, at Lovgiveren fremstilles som uretfærdig. Sådan var altså de faldne Engles Bedømmelse, af eller «Dom» over Gud og den Lov, han havde givet. De syndede, overtrådte, idet de anklagede Gud for Uretfærdighed.

I «Luther stiftelsens Bibelværk» finder vi i Bemærkninger til den 32. Davids Salme følgende Forklaring på Syndens sande Karakter:

«Under tre Navne, af hvilke ethvert åbner os et nyt Indblik i Syndens Væsen, fremstiller han Synden for os. ... Hvad der i vort Sprog er gengivet med «Overtrædelse», betyder nærmest «Løsrivelse», «Affald» fra, «Oprør» mod Gud; «Synd» betyder «Afvigelse» fra det, som er Gud velbehageligt, «Forvillelse»; og «Misgerning» er ensbetydende med vort «Slethed», «Forvendthed», «Fordærvethed». ... Dersom vi holder stille foran de Adgange til Syndens rædselsfulde Dyb, som disse Betegnelser åbner for os,» så er det «Ikke muligt for os at se ned i det, uden at en Gysen gennemfarer os. Tænk, at «rive sig løs» ... fra Ham, ... den uendelig Gode, hvem vi ubetinget skylder alt, hvad vi har! ... Tænk, at «afvige» fra det, som er vor Gud, den Fuldkomne, den Rene, velbehageligt. ... Tænk, ved vor egen Skyld og ved vor Viljes fri Valg «at fordærve os selv»!»

Men det var dette, Satan og hans Tilhængere virkelig gjorde. Under Påskud af at ville «reformere» Guds Regering søgte de at forandre den. De fristede til Tvivl og rettede lønlige Beskyldninger mod Guds Herredømme. Syndens sande Natur var dem fremmed, da dette tog sin Begyndelse; men senere, da Oprørssæden bar sine Frugter, viste det sig, at de endog kunne dræbe Guds egen Søn.

Oprørets Anfører.
«Og der blev en Kamp i Himmelen; Mikael og hans Engle gav sig til at kampe imod Dragen, og Dragen kæmpede og dens Engle. Men de magtede det ikke, og deres Sted fandtes ikke mere i Himmelen. Og den store Drage blev nedstyrtet; den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satan, som forfører den hele Verden, blev nedstyrtet på Jorden, og hans Engle blev nedstyrtede med ham.» Åb. 12,79.

«Mikael» som ikke er nogen anden end Kristus «var i Guds Skikkelse», «den usynlige Guds Billede, ... forud for alle Ting», hvorimod Lederen for Oprøret blandt Englene var en Skabning, som ganske vist blev skabt til at indtage en fremtrædende Stilling i Guds umiddelbare Nærhed, hvad der også gav ham Ret til at bære Navnet «Morgenrødens Søn». Fil. 2,6; Kol. 1,1517 1 et Syn viste Herren Profeten Ezekiel denne Skabnings Løbebane fra «den Dag», han «skabtes», og indtil han på Grund af sit Fald «i Evighed ikke» skal. «være mere». Ez. 28,1119.

Ved en flygtig Gennemlæsning af Profeten Ezekiels Syn kunne det se ud, som om hans Klagesang gælder et Menneske, Tyrus's Konge. Men lægger vi nøjere Mærke til den profetiske Fremstillings Form og Indhold, ser vi klart, at «Kongen af Tyrus» kun benyttes som et Sindbillede, som den ydre Klædning over den Person, der er Profetiens egentlige Genstand, nemlig Lucifer. Bibelen viser, at Gud ofte anvender det, som vi kan se med vore Øjne, for at illustrere noget, som vi ikke kan se. Det Væsen, vi stilles over for i denne Profeti, har engang været «en salvet, skærmende Kerub» på Herrens hellige Bjerg, iført en Klædning, der var sammensat af «alle Slags Ædelsten». Dette passer ikke på noget Menneske; for hvad er en «Kerub»? Da vore første Forældre syndede, satte Gud «Keruberne med et glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ». 1 Mos. 3,24. Da Moses skulle gøre «Pagtens Ark» efter det Billede, der blev vist ham på Bjerget, satte han «to, Keruber ... ved begge Ender af Sonedækket [Nådestolen]» «i ét med Sonedækket». «Og Keruberne skal brede deres Vinger i Vejret, således at de dækker over Sonedækket med deres Vinger. ... Der vil jeg mødes med dig, og fra Sonedækket, fra Pladsen mellem de to Keruber på Vidnesbyrdets Ark, vil jeg meddele dig alle de Bud, jeg har at give dig til Israelitterne.» 2 Mos. 25,1822. Se Hebr. 8,5.

Vi ser endvidere, at der i Ez. 28,1219 fremholdes følgende om den Person, der her er Tale om:

1) Han blev skabt fuldkommen, ustraffelig.
2) Han var en skærmende Kerub.
3) Han var «fuld af Visdom og fuldkommen i Skønhed».
4) Han havde været i Guds Have.
5) Han havde været på Guds hellige Bjerg.
6) Han vandrede mellem de samme funklende Stene, som vi finder i det himmelske Jerusalem.
.... Se Ez. 28,13 sml. med Åb. 21,19-20.
7) Denne skærmende Kerub hovmodede sig over sin «Skønhed».
8) Han syndede, og derfor fjernede Gud ham fra sit hellige Bjerg.
9) Til sidst blev han henkastet på jorden for senere at Ødelægges for al Tid.
På Grundlag af disse Kendsgerninger mener nogle Bibelgranskere, at dette Væsen er Satan. Således siger Otto von Gerlach i sin Fortolkning af dette Kapitel: «Guds Ord gør Kongen af Tyrus til et Forbillede ... på Mørkets Fyrste.» Dachsel skriver i sit bekendte Bibelværk: «Udtrykkene lader snarere den, der nærmest nævnes som Genstanden for Jammerklagen, så godt som helt ude af Spillet, og er alene anvendelige på den, på hvem hin kun er Forbillede.» Den tyske Bibelgransker, Dr. Karl F. Becker bekræfter dette, idet han skriver: «Derfor har også den Opfattelse i vid Udstrækning gjort sig gældende, at den Helligånd betragtede Kongen af Tyrus som et Slags Forbillede på Satan. ... Denne Anskuelse hyldedes også af Augustin, Hieronymus, Tertullian, Ambrosius og andre gamle Kirkefædre.»

I det 14. Kap. i Profeten Esajas's Bog omtales dette Væsen med følgende Ord: «Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? ... Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde på Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden; jeg vil fare op over de højeste Skyer, jeg vil være den Højeste lig.» Til dette Skriftsted bemærker von Gerlach: «I Åndernes Rige er Satan den anmassende Kongernes Konge, den bedrageriske Morgenstjerne (Lucifer), og denne har de kristelige Fortolkere ganske rigtigt erkendt som Urbilledet for den profetiske Skildring.» Dette bekræftes også af Dachsel og Schmieder.

Morgenrødens Søn.
Satan har altså som «en skærmende Kerub» været i den Almægtiges umiddelbare Nærhed (Ez. 10,18) som en «strålende Stjerne», en «Morgenrødens Søn». Men ikke tilfreds med sin Højhed lagde han Planer i sit Hjerte om at «stige op over Guds Stjerner», rejse sin Trone og tage Sæde på «Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden», «op over de højeste Skyer», for at gøre sig «den Højeste lig». Men kun Én er den Højeste lig, nemlig Kristus. Det var således hans Plads, Satan med Vold og Magt ville tilegne sig. Følgen blev, at Lucifer måtte forlade sin egen Bolig.

Hovmod står for Fald, siger Ordsproget. Satan ville rejse sin «Trone». Trone forudsætter en Regering. Han ville altså grundlægge en ny Regering og foregav at kunne styre efter bedre Principper og en bedre Lov end Guds. Han fremstillede sig som en Velgører som en, der virkelig havde Interesse for sine Medskabningers Vel, hvorfor han for deres Skyld ville vove en Kamp. Ved således at forstille sig lykkedes det ham at vinde Tilhængere iblandt Englene. «Løgnens Fader» førte dem bag Lyset, og hans «høje Stilling» på «Guds hellige Bjerg» gjorde det så meget lettere for ham at vinde Tillid. Han kunne gøre gældende, at han som en «salvet Kerub» havde bedre Indsigt end nogen anden i Universets Anliggender og Guds Handlemåde. Således så han, hvad de andre ikke kunne se. Som den, der «påtrykker den afpassede Ordnings Segl», var han også i høj Grad indviet i den himmelske Regerings Handlemåde med alle dens Undersåtter, og da han benyttede sig af Usandhed, var det en forholdsvis let Sag for ham at udså Oprørs sæden blandt Englene. Oprørsånden udviklede sig yderligere til, at Satan og hans Tilhængere stillede sig i Opposition til Kristus. Ham tog Gud med på Råd ved Verdens Skabelse (se 1 Mos. 1,26 og Hebr. 1,2); men Satan modsatte sig Kristi Autoritet og anklagede Gud for at gøre uretfærdig Forskel.

Påstandene måtte underkastes en Prøve.
Hvad skulle Gud nu gøre under sådanne Forhold? Skulle han ødelægge Satan og tilintetgøre hans forehavende. Dette kunne han have gjort; men ville derved noget være vundet? Måtte der ikke føres Bevis for, at Guds Lov og Guds Regeringsmåde var den bedste? Ved straks at udrydde Satan, da han fremkom med sine falske Beskyldninger, kunne Gud kun have opnået at blive mere frygtet. Men Herren Ønsker frivillig Lydighed. Eftersom det var Satans foregivne Hensigt at danne en Regering, der var bedre end den bestående, var det da ikke nødvendigt, at der blev givet ham Tid og Anledning til at demonstrere sin Plan? Derved ville Universets Beboere få Lejlighed til ved Selvsyn at forvisse sig om, hvorvidt det var muligt for Satan at gennemføre sit Forsæt, og således kunne træffe deres Valg. Syndens Væsen er nemlig ikke umiddelbart åbenlyst. Skriften kalder den «Lovløshedens Hemmelighed». 2 Thess. 2,7.

Ingen anden end Herren vidste til fulde, hvad Satans Oprør ville føre til. Dersom han havde tilintetgjort Satan, ville Universets Beboere ikke have kunnet forstå hans Handlemåde. Derfor måtte Gud lade Synden udvikle sig i al sin Gru og Forfærdelighed. Han veg ikke tilbage fra en sådan Prøvelse, selv om den korn til at koste ham seks Tusinde Års Lidelse, ja endog hans enbårne Søns Liv. Gud ville tåle hvad som helst af Hensyn til Verdensaltets Beståen og dets fremtidige Lykke, Der måtte føres Bevis for, at «Jesus Kristus er Herre». Fil. 2,11. Hvad Mennesket derved kom til at lide ved Synden, er jo meget, men dog lidet i Sammenligning med, hvad Gud selv måtte lide. Dertil kommer, at Menneskene ved Kristus har opnået en Forrettighed, som ingen til fulde formår at værdsætte; de er ved Genløsningsplanen blevet en «Førstegrøde af hans Skabninger». Jak. 1,18.

Satans Anklage imod Guds Lov skulle prøves for en Ret.
For denne Ret skulle Kristus føre Himmelens Sag. Dersom Guds Lov ved en Prøve, bevidnet af hele Universet, blev bevist at være retfærdig, ville Lovens Overtrædelse blive fordømt som Synd. Lader vi denne Tanke få Rum i vor Bevidsthed, bliver flere dunkle Skriftsteder klare og forståelige. I Rom, 3, 4 læser vi f, Eks, følgende: «For at du [d. e. Gud] må kendes retfærdig i dine Ord og vinde, når du går i Rette» («når du fører din Sag»; norsk Oversættelse). For at Gud kunne blive kendt retfærdig i sine Ord de Ord, som Satan påstod var uretfærdige måtte Gud «gå i Rette», «føre Sag».

I den her omhandlede Strid er det Guds Ord, Guds Lov, der er Stridens Genstand. Et belysende Eksempel på dette Forhold har vi i den Samtale, der fandt Sted mellem Herren og Satan angående Job. Den anerkendende Udtalelse af Herren om Job blev af Satan betegnet som urigtig. Herren gjorde opmærksom på, at han endog i Satans eget Rige havde Vidner om de himmelske Princippers Fortræffelighed. Satan kom fra Jorden, hvor Job var; han måtte derfor, mente han, have de bedste Forudsætninger for at kunne bedømme Jobs sande Karakter. «Mon det er for intet, Job frygter Gud?» sagde han. «Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!» Se Job 1,811,

Satan påstod, at Job i Virkeligheden var lige så uværdig til Guds særlige Gunst, som han mente, Kristus var. Den Rigdom og Ære, Job havde modtaget, var han ikke mere værdig til, end Kristus var til den Ære og Værdighed, Gud havde ladet ham blive til Del. Begges Begunstigelse var et Udslag af Guds Vilkårlighed. Satan hævdede, at Guds Handlernåde på Jorden var lige så uretfærdig, som han påstod, at den var i Himmelen. Hvad skulle «Guds Sønner» mene om Gud? Satan sagde om Gud, at han købte sine Tilhængere sine Vidner i Universets store Retssag ved at tilstå dem uretmæssige Fordele. Ved således at bruge sin Magt havde Gud ifølge Satans Antydning opnået, at Job til Gengæld for Velsignelserne underordnede sig Guds Lov og Vilje. Sagen ville stille sig anderledes, påstod Satan, dersom Job blev berøvet sine Velsignelser. Da vil han sandelig «forbande dig lige op i dit Ansigt»! Lad mig få Anledning til at bevise min Påstand. Tør du tillade mig at prøve dine udvalgte? Og tør du tillade mig det samme for din Søns Vedkommende?

Ved sådan Tale anklagede Satan både Gud og Job, ligesom han tidligere havde anklaget Gud og Kristus. Gud blev fremstillet som en, der underkøbte sine Tilhængere, og Job som en, der lod sig købe. På Grund af denne Fremgangsmåde har han, som engang var Lucifer, fået Navnet «Anklager». Åb. 12,10. For så at tilbagevise Satans, Modstanderens, Beskyldning gav Gud ham Anledning til at berøve Job hans Rigdom. «Alt, hvad han ejer, er i din Hånd,» lød det fra Herrens Mund. Job 1,12. Heri ligner Jobs Skæbne Guds Søns, på hvis Erfaring mange af Jobs Oplevelser kan være forbilledlige. I sin Kamp mod denne Modstander (Satan betyder Modstander) afklædte han sig al sin Herlighed for i denne Fornedrelsestilstand ved sit sejrrige Liv at gendrive Djævelens Bagvaskelser.

Hele Verdensaltet var interesseret i, hvad der nu ville ske efter den ovenfor gengivne Samtale mellem Herren og Satan. Det blev som et Forspil til det senere store Opgør i Palæstina og på Golgatha. Universets Beboere blev Vidne til, at Satan berøvede Job alle Goder; men de hørte også denne Herrens Tjeners Bekendelse, da det sidste Ulykkesbudskab nåede, hans øren: «Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did tilbage. Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet!» Job 1,21.

Guds troende Efterfølger bestod denne Ildprøve. «I alt dette syndede job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.» Guds Navn blev herliggjort.

Man skulle efter dette Nederlag have ventet, at Satan havde trukket sig tilbage og erkendt sin Uret. «Guds Sønner» havde bevidnet, at Guds «Ord» var retfærdige. Denne Gang vandt Gud sin «Sag» for Universets Domstol. Men Satan mødte frem med en ny Anklage. Det hedder: «Men Satan svarede Herren Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og hans Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt! Da sagde Herren til Satan: Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne, hans Liv! Så gik Satan bort fra Herrens Åsyn, og han slog job med ondartede Bylder fra Fodsål og til Isse.» Job 2,110. I disse store Prøvelser Fattigdom, Sygdom og Sorg over Tabet af sine ti Børn blev Verdensaltet Vidne til, at Job alligevel klyngede sig til den Gud, Satan gjorde Oprør imod. Atter blev Guds Navn herliggjort. Prøven tjente kun til, at Herrens Retfærdighed blev endnu mere stadfæstet.

Gud giver Satan Tid.
Beretningen om Job giver os et Indblik i den store og omfattende Kamp mellem Lysets og Mørkets Magter, som nu har foregået i næsten seks Tusinde År. Den viser, hvorledes Gud Gang på Gang har måttet og fremdeles må tillade Ting at ske, som for os er lige så uforklarlige, som de var for Job under hans Prøvelser. Senere fik Job et Indblik i Guds «Råd». Da begyndte han at forstå.

I Nærværelse af «hele Himmelens Hær» har Satan fremført Påstande af en sådan Beskaffenhed, at Gud i sin store Visdom har måttet give ham Tid, for at hans virkelige Hensigter kunne blive åbenbarede for Universets Beboere. Gud lod Satan leve for at give ham Anledning til at udvikle sine Planer. Han ville, at Universets Beboere til sidst selv skulle komme til at bede Gud om at omhugge Syndens Træ, der bar så hæslige Frugter. Se Åb. 16,57. Samtidig med, at Satans sande Karakter udfoldede sig, fuldkommedes Guds Planer for at tilintetgøre Oprøret, så at der for Fremtiden ikke skulle kunne herske Tvivl om, at Guds Regering og Principper er de eneste, der kan bringe sand Lykke.

I Himmelen kunne Satan og hans Tilhængere imidlertid ikke blive. «Er vel Fordærvelsens Trone i Samfund med dig?» spørger Salmisten. Modstanderen blev drevet bort fra «Guds Bjerg», og «hans Engle blev nedstyrtede med ham». Hans Tilhængere udgjorde på dette Tidspunkt sikkert en talrig Skare; den Hellige Skrift taler jo om «Ondskabens Åndemagter i det himmelske». Ef. 6,12.

Det synes at fremgå af den Hellige Skrift, at Gud ved den Tid, da Syndefaldet iblandt Englene fandt Sted, var i Færd med at skulle skabe Jorden, og her på den ny skabte Jord åbnede der sig et nyt Virkefelt for Satan, hvor han kunne udså sin oprørske Sæd. Der er Grund til at tro, at vore første Forældre var blevet advarede imod den Fare, der truede dem. De måtte ikke skilles fra hinanden under deres Sysler, ligesom det også er sandsynligt, at de var sikrede imod Satans Fristelser på alle andre Steder end netop ved Kundskabens Træ. Men dér lurede Fristelsen. Forklædt som en Slange dengang måske en af de skønneste Skabninger på Jorden lykkedes det Satan at forføre Kvinden til at spise af det forbudne Træs Frugt. Hun «gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste». i Mos. 3, 16. Kærligheden til Eva forledte Adam til Synd. Mennesket havde ved sin Handlernåde stillet sig på Modstanderens Side.

Ligesom Englene blev uddrevne af Himmelen, blev også Adam og Eva uddrevne af Edens Have. Mennesket havde tabt Livs samfundet med Gud. Satan havde fået Indpas på et Sted, hvor han kunne oprette sin Trone. Åb. 2,13. Adam, som af Gud var sat til at herske «over Havets Fisk og Himmelens Fugle, og Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden» (1 Mos. 1,28), havde ved sit Frafald fra Gud overgivet sit Herredømme i Satans Hænder. I Stedet for at være Hersker på Jorden var Adam nu blevet en Træl; for «man er Træl af det, som man er overvundet af». 2 Pet. 2,19. Satan blev nu «denne Verdens Fyrste» og «denne Verdens Gud». Joh. 12,31; 14,30; 16,11; 2 Kor. 4,4. Det var i denne Egenskab, han senere som vi har set kunne mødes sammen med «Guds Sønner» foran Guds Trone, hvor han anklagede Job.

Efter at Syndefaldet havde fundet Sted på Jorden, begyndte Gud at udvikle sin Frelses plan. Denne Plan skulle tjene til to Formål: for det første skulle Guds Regeringsprincipper, d. v. s. hans Lov, der var et Udtryk for disse, bevises at være retfærdige og gode; og derefter skulle Mennesker, der ville erkende deres Delagtighed i Satans uretfærdige Oprør og angre og afstå derfra, kunne frelses og føres tilbage til deres skønne paradisiske Hjem. Jorden var den Skueplads, hvor Syndens mægtige Drama skulle udspilles. «Guds mangfoldige Visdom skulle nu ved Menigheden blive kundgjort for Magterne og Myndighederne i det himmelske, efter det evige Forsæt, som han fuldbyrdede ved Kristus Jesus, vor Herre.» Ef. 3,10-11. Dette blev som et «Skuespil ... for Verden, både for Engle og Mennesker», der skulle muliggøre, at enhver af Universets Beboere kunne træffe sit Valg. 1 Kor. 4,9. Enhver Tvivl om Guds Retfærdighed skulle udryddes for al Tid. Kristus, Guds «Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede», skulle gennemgå den nødvendige Prøve og føre Bevis for Guds alvise kærlighed.

Afgørelsen ved Korset.
«Nu går der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud, og jeg skal, når jeg bliver ophøjet fra jorden, drage alle til mig.» Joh. 12,3132. Jesus var nået til det mest kritiske Afsnit i sit jordeliv. Om nogle få Dage skulle han hænge på Golgathas Kors.

Idet han så dette for sig, råbte han: «Nu er min Sjæl forfærdet, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time? Dog nej, derfor er jeg kommet til denne Time.» Han havde jo betrådt denne Scene, hvor Hovedakten i det store Drama skulle udspilles, for at Ypperligheden af Faderens hellige Lov kunne bevises. Kampen var såre svar. Skulle han bede: «Fader, frels mig fra denne Time»? Idet han ligesom i et Øjeblik erindrede, hvor meget der stod på Spil, sagde han: «Dog, derfor» for at gennemkæmpe den og sejre «er jeg kommet til denne Time». Han fortsatte: «Fader, herliggør dit Navn!» Da kom der en Røst fra Himmelen: «Både har jeg herliggjort det og vil atter herliggøre det.» Skaren, der stod og hørte det, sagde da, at det havde tordnet, medens andre mente: «En Engel har talt til ham.» Jesus sagde: «Ikke for min Skyld er denne Røst kommet, men for eders Skyld.» Og så fulgte de Ord, hvormed dette Afsnit indledes, og hvor der siges, at der på det Tidspunkt skulle gå «Dom over denne Verden».

Kristus kom i den Hensigt, at han for Guds «Retfærds Skyld» skulle «løfte Loven til Højhed og Ære». Es. 42,21. Ved Salmisten siger han, mange År før han kom til Verden som Menneske: «At gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre.» Sl. 40,79. Og da han så var kommet, udtalte han: I må ikke mene, «at jeg er kommet for at nedbryde Loven eller Profeterne; jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme». Matt. 5,17.

Kristus måtte vise, at Årsagen til, at Menneskene overtrådte Loven, ikke var at søge i Lovens Krav, men i Mennesket selv. Dersom nu Jesus under «samme Vilkår som vi» kunne holde Loven, var det dermed bevist, at den ovenfor omtalte Beskyldning var urigtig. Kristus var altså nu i «syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld» (Rom. 8,3) indtrådt på Scenen og stillet ligesom vi, de samme Vilkår underlagt. Universets Opmærksomhed var henvendt på «Mennesket Kristus Jesus». i Tim. 2,5. Han skulle nu for «Magterne og Myndighederne i det himmelske» åbenbare Faderens «evige Forsæt».

Hele Verdensaltets Skæbne var lagt i hans Hånd. Joh. 13,3. Levende Væsener fra de utallige Kloder og Verdener i Guds store Rige (se Åb. 12,12 og Job 38,7) fulgte med spændt Interesse Begivenhedernes Udvikling. Var det da underligt, at Jesus, på hvem dette store Ansvar var lagt, var «forfærdet»? Men i denne kritiske Stund stod han fast ved sin Opgave: at føre «Retten frem til Sejr». Matt. 12,20. Han «vansmægter, udmattes ikke, før han får sat Ret på Jorden; og fjerne Strande bier på hans Lov». Es. 42,4. Gud skulle kendes «retfærdig» i sine Ord. Og skønt Jesus blev «sine Brødre lig i alle Ting» og blev «fristet i alle Ting i Lighed med os», var han dog «uden Synd». Hebr. 2,17; 4,15. Derfor tillægges ham også Navnet «Jesus Kristus, den retfærdige». 1 Joh. 2,1.

Således var det, Kristus «domfældte Synden i Kødet». Rom. 8,3. Det blev bevist, at der ikke var nogen Nødvendighed for, at Synden skulle herske over Mennesket; og den, der havde ført Synden ind i Verden med den Påstand, at Overtrædelsens Vej var nødvendig og en bedre Vej til Lykke for Guds Undersåtter, blev «dømt» d. v. s. Spørgsmålet blev afgjort. Se Joh. 16,11. Hvad Straffen angår, bliver den bestemt, når Guds Folk sammen med Kristus skal holde Dom i de tusinde År. Se i Kor. 6,13 og Åb. 20,14.

Menneskenes Søn
Før Kristus kom til Verden som Menneske, kunne Syndere til Undskyldning for deres Overtrædelse måske have påstået, at det endnu ikke var afgjort, om Gud talte sandt, om hans Bud var retfærdige, eller om Overtrædelse af de ti Bud virkelig var Synd og førte til Ulykke. Efter Kristi første Komme, efter hans Jordeliv, er enhver sådan Påstand uvederhæftig Tale. Universets Højesteret har truffet sin Afgørelse på dette Punkt. Kristus har ved sit Liv «uden Synd», et Liv i fuldkommen Lydighed mod Guds Lov, bevist, at Satans Påstand om, at Mennesket ikke kan holde Loven, er falsk. Ved sit Liv i Fornedrelse, udsat for alle Hånde Prøvelser, har Kristus godtgjort for Universets Beboere, at Menneskene ikke nødvendigvis er hjemfaldne til at overtræde Guds Lov. Dens Krav er bevist ikke at være urimelige. Men overtræder Menneskene Lovens Bud, er en åben Erkendelse af deres Fejl den eneste Vej til Opnåelse af Nåde og Forladelse. Det hedder: «Dersom vi bekender vore Synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.» i Joh. 1,9. Kristus gav sit Liv som «en Genløsnings Betaling», «for at Lovens Krav skulle opfyldes i os». i Tim. 2,6; Rom. 8,4.

Medens Kristus ved sin Korsfæstelse ved at blive «ophøjet fra Jorden drog «alle» til sig, sås «Satan falde ned fra Himmelen som et Lyn». Luk. 10,18. Verdensaltet havde nu lært Syndens sande Natur at kende. Satan havde dræbt Guds Søn, som intet ondt havde gjort, men «gjort alle Ting vel». Fra nu af var der ingen Tvivl mere iblandt «Guds Sønner» om, hvis Regering der var den mest lykkebringende. «Det behagede Gud ... ved ham at forlige alle Ting med sig, være sig dem på Jorden eller dem i Himlene.» Kol. 1,19-20. Den Tvivlens Sæd, som Satan havde udsået i Himlene, blev ved «hans Korsets Blod» oprykket. Det fri Råd efter hans «Viljes Hemmelighed, ... som han havde fattet hos sig selv for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus, det, som er i Himlene, og det, som er på Jorden», skulle snart blive en Virkelighed. Ef. 1,9-10. Kristus indtog nu sin Stilling som Menneskehedens Repræsentant i Himmelen. Gud har «medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus Jesus». Ef. 2,6. Hans Forsonergerning som Menneskenes Ypperstepræst i den himmelske Helligdom tog sin Begyndelse for nitten Hundrede År siden. Se Hebr. 8,14.

Kristus, Verdens Dommer.
På samme Tid som Jesus ved sin Lidelse og Død blev en Frelser, blev han også en Dommer. Den Lov, han ved sin Død stadfæstede, er den Lov, efter hvilken alle skal dømmes. Ingen kunne dømme efter Guds Lov, så længe det ikke var bevist for Universet, at Guds Krav om Lydighed mod den var retfærdigt. Derfor siger Skriften: «Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande, indtil han får ført Retten frem til Sejr.» Matt. 12,20.

Da nu den Lov, Striden drejede sig om, var bevist at være en Lov, som alle, der vil, hvad Gud vil, kan holde (Joh. 7,17), kunne den benyttes som Retsgrundlag i Dommen. Fordi Kristus er Menneskesøn, har Faderen «givet ham Magt til at holde Dom». Joh. 5,27. Ved at blive Menneskesøn gendrev han Satans Anklage imod den Lov, der ligger som Grund for Guds Regering, og satte derved «Ret på Jorden». Es. 42,4. «Efter at have afvæbnet Magterne og Myndighederne, stillede han dem åbenlyst til Skue, da han i ham førte dem i Sejrs tog.» Kol. 2,15. Over for Loven skal derfor «hver Mund» lukkes, «og hele Verden blive strafskyldig for Gud». Rom. 3,19. At Gud vil dømme Verden ved Kristus, har «han bevist for alle ved at oprejse ham fra de døde». Apg. 17,31.

Dette var jo også Hensigten med Kristi Komme; for vi læser, at «Jesus sagde: Til Dom er jeg kommen til denne Verden». Joh. 9,39. Atter og atter træffer vi i Skriften Udtalelser som disse: «Din Trone, o Gud! står i al Evighed.» Hebr. 1,8. «Din Trone står fast fra fordum.» Sl. 93,2. Når vi erindrer, at det var Satans Hensigt at rejse sin «Trone» for at oprette en Modregering imod Guds, en Regering, der var bygget på andre Love, eller på Lovløshed, bliver disse Udtalelser om, at Guds Trone «står i al Evighed», lettere forståelige. Herren «rejste sin Trone til Dom». Sal. 9,8. Om den «Trone», som Herren har rejst til Dom, siges der: «Retfærd og Ret er din Trones Grundvold.» Sl. 89,15. Men den «Retfærd og Ret», der er Grundvolden for den Trone, Herren har rejst til Dom, er Guds Bud. «Alle dine Bud er Retfærd,» siger Salmisten. Sl. 119,172. 1 Pagtens Ark i det himmelske Tempel findes disse Bud. Der er Regelen for Ret og Retfærdighed opbevaret. Se Åb. 11,19.

Guds Lov kan ikke forandres. «Jeg ... ændrer ej mine Læbers Udsagn.» Sl. 89,35. «Jeg svor ved mig selv, fra min Mund kom Sandhed, mit Ord vender ikke tilbage.» Es. 45,23. Jesus, der skulle gennemføre Frelses planen, erklærede derfor allerede tidligt i sin Virksomhed: «Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgår, end at en Tøddel af Loven bortfalder.» Luk. 16,17 Og overensstemmende hermed hedder det: «Gør vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej, vi hævder Loven.» Rom. 3,31.

Loven den Lov, efter hvilken Gud skal «dømme levende og døde» er altså stadfæstet ved Kristi Død. Men dermed er også den «Trone», han har rejst til Dom, stadfæstet. I Stedet for, at Guds Lov og Regering blev rokket, således som det var Satans Hensigt, blev den ved Kristi Død, da Kampen var ført til Ende, «stadfæstet». Der kan derfor ikke mere rejses nogen Tvivl om, efter hvilken Lov Gud vil regere og dømme, eller om hvem han vil regere og dømme. Der er heller ikke mere den ringeste Tvivl om, hvorledes Kristus som «Kongers Konge og Herrers Herre» vil regere. Men før han tager sin «store Magt og regerer», viser han Barmhjertighed mod Syndere, mod angrende Oprørere. Og det kan han; thi ved sin Død har han tilvejebragt et Grundlag, på hvilket dette kan ske på retfærdig Vis, uden at Lovens Autoritet derved krænkes. Han bar jo Straffen for de manges Misgerning; thi «Herren lod al vor Misgerning komme over ham». Es. 53,411. Da Gud fremstillede sin Søn som Sonemiddel, kunne han «være retfærdig» over for Hensynet til Lovens berettigede Krav og samtidig «retfærdiggøre den, som er af Tro på Jesus». Rom, 3,2526. Således opfyldes Skriftens Ord, som siger: «Og der skal beredes en Trone ved Miskundhed.» Es. 16,5.

Synden udslettes af Universet.
Gud vil en Gang «bortskaffe Synden» ved Kristi Offer. Hebr. 9,26. Han vil bortskaffe den fra Verdensaltet og rense dette, så det bliver, som det var, før Synden trængte ind. Da Gud ingen Skyld har i Syndens Opkomst, vil den blive ført tilbage til ham, fra hvem den stammer. Dette er Hensigten med, hvad Gud foretager sig for at udslette Synden.

Synden skal blive åbenbaret kun denne ene Gang. Gud vil ikke, at Verdensaltet endnu en Gang skal opleve et sådant Drama. «Nøden skal ikke komme to Gange.» Nah. 1,9. Gud vil rense sit Rige, for han har sagt: «Se, jeg gør alle Ting ny.»

Syndens store Drama er snart spillet til Ende. Aldrig mere vil Universet blive Vidne til en Strid som den, der nu er sin' Afslutning nær. Skulle nogen fremstå og endnu engang gøre gældende, at Guds Regering ikke grunder sig på. Retfærdighed, vil han intet kunne opnå. derved. Jesus selv bærer Mærkerne efter sin Kamp for Frihedens og Retfærdighedens Sag. Universet har lært, hvad det aldrig vil kunne glemme. Det er til fulde bevist, at Opstanden imod Guds Fordringer og Vilje var den største Uretfærdighed og kun førte til Jammer og Ulykke. Guds Lov «er fuldkommen»; den kan hverken forbedres eller forandres, Den, der vil forsøge dette, stiller sig på Satans Side. Lovens Bud danner Grundlaget for Forholdet mellem Skaberen og Skabningen og for Forholdet mellem Skabningen indbyrdes. Vil Skabningen forsøge at forrykke dette Grundlag, bliver det «Synd», «Oprør», «Forvillelse», «Fordærvethed».

Da Kristus er sand Gud og den, ved hvem alle Ting blev skabte, skal «alle Guds Engle ... tilbede ham». Hebr. 1,6.

Dette vil Satan til sidst måtte erkende. Når Syndens Drama er til Ende, vil også han, sammen med alle sine Engle, bøje Knæ for Kristus og erkende, «at Jesus Kristus er Herre». Se Fil. 2,911. «Hvert Knæ skal bøjes for mig, hver Tunge skal sværge til mig,» siger Herren. Es, 45,23. Aldrig mere vil nogen Skabning øve Genstridighed mod Gud. Denne Erkendelse vil blive udtalt af Satan som den overbeviste, men dog ikke angrende Forbryder. Han erkender, at han handlede uklogt, da han nægtede at bøje sig for Guds Forordning og at give Kristus Æren.

Det samme vil «alle» de i «Himlene og på Jorden og unde Jorden», ja, «hver Tunge» i hele Verdensaltet erkende. Universets store Retssag fører frem til dette. Mange vil bekende de med Glæde, fordi det altid har været deres egentlige Overbevisning, men mange desværre også, fordi Udviklingen tvinger dem dertil. Gud har ført sin Sag til det Punkt, at han af væbnede «Magterne og Myndighederne» og «stillede ... dem åbenlyst til Skue», da han viste sig som Sejrherre over dem Kol. 2,15.

Dermed er Striden endt. Alle skabte Væsener er bleven overbeviste om Syndens sande Natur. De erkender Nødvendigheden af, at Syndere Ødelægges og Oprørssæden tilintetgøres. Da hersker Freden atter i Guds store Univers. Ingen Synd og Tvivl vil mere forstyrre den skønne Harmoni imellem Herren og hans Skabninger.

«Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os.»

«Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed?» Rom. 8,3334; og 39.