Bibelen forudsiger en kommende dom. Paulus siger: »Alle skal vi jo dog en gang fremstilles for Guds domstol. Thi der står skrevet: 'Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal lovprise Gud.' Altså skal hver af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud.« Rom. 14,10-12. Paulus talte også til Feliks om den kommende dom (Apg. 24,25). Hebr. 10,27 omtaler »en frygtelig forventning om dom«.

Nogle har grund til at frygte for denne dom. Men den kristne, som er blevet retfærdiggjort af nåde ved tro behøver ikke at nære denne frygt. Og alligevel frygter nogle kristne for dommen. De lever i frygt og usikkerhed, usikre på hvilken dom Gud vil fælde.

Noget af dette skyldes uden tvivl en forkert forestilling om Gud. Disse kristne forestiller sig Gud som en slags bogholder, der tæller gode gerninger op og placerer dem ved siden af de dårlige. Den kolonne, der viser mest, bliver efter disse menneskers opfattelse afgørende for deres evige skæbne.

Men noget af dette skyldes også en misforståelse af selve retfærdiggørelsen. Deres forestillinger kredser stadig alt for meget om fortjeneste - selvretfærdiggørelse.

Et af de grundlæggende elementer i den kristne teologi, noget som adskiller den fra jødisk tænkning, er den tanke at Kristus ved sit komme bragte fremtiden ind i nutiden. I en vis forstand begyndte fremtiden med Jesus Kristus. Den nye tid er kommet, om end ikke i hele sin fylde. De lovede fremtidige velsignelser frelse, evigt liv, retfærdiggørelse, Helligånden - er allerede trådt ind i nutiden, i vor tid, med Jesu Kristi komme. Det ondes magt er allerede blevet slået. Oscar Cullman sammenligner det, der skete på korset, med D-dag. I realiteten eksisterer det ondes styrker stadig, men det er kun et spørgsmål om tid, før V-dag oprinder. Det er kun udrensningsaktionerne, der står tilbage. Og således er fremtiden i Jesus trådt ind i nutiden.

Hvad har dette at gøre med spørgsmålet om retfærdiggørelse? Fremfor alt dette, at for den kristne har dommen allerede fundet sted. Gud har allerede afsagt kendelsen »frikendt« over den kristne. Jesus siger: »Den, som tror på ham, dømmes ikke.« Joh. 3,18.

Dette er netop, hvad retfærdiggørelse betyder. Det er et juridisk udtryk, som betyder, at Gud har erklæret os retfærdige. Den kristne som er blevet retfærdiggjort, behøver således ikke at frygte den kommende dom. Han kan hvile trygt i det faktum, at Gud allerede har frikendt ham. Fordi Guds kærlighed til ham fylder hans hjerte med kærlighed, behøver han ikke at frygte. »Dermed er kærligheden blevet fuldkommet hos os, at vi har frimodighed på dommens dag, thi som Han er, således er også vi i denne verden. Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud; thi frygt har med straf at gøre, og den, der frygter, er ikke blevet fuldkommet i kærligheden.« 1 Joh. 4,17-18.

Når vi forstår, hvad Gud har gjort for os, behøver vi ikke at nære frygt, ængstelse og usikkerhed. Til sammenligning kunne man spørge, om et barn havde grund til at tvivle på, om dets fader holdt af det, når faderen på alle mulige må der viser sin kærlighed til barnet, giver afkald på livets behageligheder, for at barnet kan have det godt, lader barnet få den ene af sine nyrer, for at barnet kan leve, og som til sidst sætter sit liv på spil for at redde barnet fra at drukne. Kan et sådant barn sige: »Jeg gad vidst, om min fader elsker mig?« Men se en gang, hvad Gud har gjort for os!

Han elskede os, medens vi endnu var fjender. Han holdt intet tilbage, end ikke sin egen elskede Søn, for at vi kunne få evigt liv. Han retfærdiggør os, han går i forbøn for os. Kan nogen nære mindste tvivl om domfældelsens resultat, når Gud har gjort så meget for os?

»Hvad skal vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os. Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd?« »Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.« Rom. 8,31-35 og 37-39.

Det, der gælder for retfærdiggørelsen og dommen, gælder også for frelsen nu og frelsen i fremtiden. Du har måske været ude for, at en eller anden har spurgt dig noget pludseligt: »Er du frelst?« Måske havde du det ligesom jeg og stammede - af flere grunde, men også fordi du ikke var helt sikker. Du følte dig ikke sikker.

Men vi kan have vished om frelse nu. Hvis vi er blevet retfærdiggjort af Gud ved Jesus Kristus, da ejer vi frelsen nu. » Den, som tror på Sønnen, har evigt liv.« Joh. 3,36. Hvis vi ikke kan være sikre på evigt liv nu, kan vi heller ikke være sikre på det i fremtiden. Hvis kraften ved Jesu død og opstandelse ikke er tilgængelig nu, da vil den aldrig blive det. Den frelse, vi har nu, er ikke fuldstændig og afsluttet. Vi lever stadig i en syndig verden, og det påvirker os. Fuld og hel frelse kommer først, når alt bliver genoprettet. Men den vil kun komme til dem, som ejer frelse nu.

Dette vil ikke sige, at så snart vi er blevet frelst, er vi sikre på frelsen uanset hvordan vi lever herefter. Det vil ikke sige, at den kristne kan gå bort fra Herren og alligevel blive frelst. Det vil ikke sige, at vi kan vende tilbage til et liv i synd og alligevel blive frelst. Men det betyder, at hvis vi fortsat sætter vor lid til Jesus og vandrer i lyset, som han er i lyset, behøver vi ikke at frygte eller ængstes for vor fremtidige frelse.

Fordi fremtiden er trådt ind i nutiden, har vi i Det nye Testamente nogle ret paradoksale udtalelser, som f.eks.: »Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede.« 1 Kor. 5,7. Hvis du læser dette vers omhyggeligt igennem, finder du det måske noget forvirrende, fordi det befaler dig at fjerne den gamle surdej, når du i virkeligheden slet ikke har nogen dej at rense ud. Hvordan kan man tage noget ud, som slet ikke er der?

Denne brug af bydemåde sammen med billedtale er karakteristisk for Det nye Testamente og skal vise os det meget grundlæggende, at fremtiden er trådt ind i nutiden. Fremtiden udtrykkes ved billedtale. »Da I jo er usyrede« vil sige: du er retfærdiggjort, du er frelst, du har evigt liv. Det nutidige afspejles i befalingerne: »Rens den gamle surdej ud.« »Ifør jer Herren Jesus Kristus.« Rom. 13,14. »Søg det, som er oventil.« Kol. 3,1. »Lad os også vandre i Anden.« Gal. 5,25. Den kristne er blevet frelst, men han lever stadig i nutiden.

Takket være Kristus regerer synden ikke længere i hans legeme, men synden lever alligevel. Hans kødelige natur har lidt nederlag, men er endnu ikke udslettet. Dette til trods er den kristne afgjort ikke den, han tidligere var. Før han tog imod Jesus Kristus mærkede han ikke til denne konflikt mellem kødet og ånden. Kødet havde det fulde herredømme. Dette er nu ikke længere tilfældet med den kristne.

Nu ligger han ikke hjælpeløst under for kødets magt. Men den kristne er heller ikke fritaget for syndens fristelser. Han er blevet befriet fra syndens magt, men ikke fra dens nærværelse og trussel. Kun når han fortsætter i troens liv og vandrer efter Anden, kan han eje vished om endelig frelse.

Mange føler, at når de kommer til Kristus, tilgiver han dem nok alle fortidens synder, men ikke den samlede sum af synder i deres liv. De føler, at nok er de retfærdiggjort gennem deres antagelse af Kristi offer, men at dette kun dækker over de synder, de hidtil har begået. Hvis dette er sandt, da må de komme til Kristus på ny, hver eneste gang de synder, på samme måde, som de kom til ham første gang. Men også dette finder vi ubehageligt, som om vi er bange for at slå os til ro med noget, som endnu ikke er brudt frem i fuldt flor. Vi er bange for at gøre fordring på fremtiden. Men fremtiden er trådt ind i nutiden.

Fremtiden tilbydes den kristne, ikke som noget stift, mekanisk og forudbestemt, men i Kristus. Den kristne, som bliver i Kristus, kan gøre fordring på fremtiden. Kristi offer er ikke alene virkningsfuldt for de synder, som er begået i fortiden, men også for nutidige og fremtidige synder. Kristus bekymrer sig ikke så meget om de enkelte synder, som om selve syndens problem i vort liv.

Den kristne, som tror, at Kristus kun beskæftiger sig med hans fortidige og nutidige synder, opfører sig ligesom den mand i Det gamle Testamente, som stadig bragte nye ofre, fordi han stadig erkendte sine synder. » Thi loven ejer kun en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse; derfor kan den aldrig ved de samme ofre, som de bestandig år for år frembærer føre de ofrende til fuldendelse. Ville man ellers ikke have holdt op med at frembære dem, når de, som dyrker Gud med dem, en gang var rensede og deres samvittighed ikke mere var tynget af synder? Men ofrene bringer netop år efter år ihukommelse af synder. Thi det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder. « Hebr. 10,1-4. Det gamle Testamentes menneske beskæftigede sig meget med disse syndofringer, fordi han aldrig kunne føle, at noget offer var fuldstændig fyldestgørende.

Men sådan er det ikke med den kristne. Han ved, at Kristi offer gør op med synden, og at det er fuldstændig fyldestgørende. Når han tager imod Kristus, står han fuldstændig under dække af korset. Ikke alene hans fortidige synder, men også hans nutidige og fremtidige synder er der dækket over, når han står under korset.

Atter og atter finder vi dette faktum understreget i Hebræerbrevet: »Ej heller gik han derind for at ofre sig selv mange gange, således som ypperstepræsten år for år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget; i så fald havde han måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse. Men nu er han en gang for alle ved tidernes fuldendelse åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden.« Hebr. 9,25-26. »Og alle andre præster står daglig og forretter deres tjeneste og frembærer gang på gang de samme ofre, som dog aldrig formår at borttage synder. Men han har frembåret et offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd.« Hebr. 10,11-12. »Thi med et eneste offer har han for bestandig ført dem, der helliges, til fuldendelse.« Hebr. 10,14.

Kristi ene offer er fuldstændig fyldestgørende. Det dækker alle vore synder. Det vil ikke sige, at vi ikke behøver at bekende vore synder, efter at vi er blevet frelst. Det betyder, at når vi bekender vore synder, ved vi, at det ene store offer, vi har taget imod i tro, allerede har sonet vor synd. »Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for vore synder.« 1 Joh. 2,1-2. På grund af det ene store offer, vi allerede har taget imod - ikke på grund af et nyt offer kan vi komme til ham og få tilgivelse.

Dette betyder, at hvis vi er i Kristus, er vore synder sonet, allerede inden vi bekender dem.

Men hvis vi vender os bort fra Kristus, hvis vi forkaster ham som vor Frelser, da overtager vi på ny ansvaret for alle vore synder. »Thi synder vi med vilje (dvs. forlader Kristus, hvad der fremgår af følgende) efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære den genstridige.« »Hvor meget hårdere straf mener I da ikke den fortjener, som har trådt Guds Søn under fod og holdt pagtens blod, som han blev helliget med, for urent og hånet nådens And?« Hebr. 10,26-27 og 29.

Men for den kristne, hvis tro hviler i Kristus, er der ingen frygt for dommen. Han ved, at Gud allerede har regnet ham for retfærdig. Med forventning ser han hen til frelsens fuldbyrdelse, som han allerede delvis ejer. Han ved også, at Jesus er »troens banebryder og fuldender« (Hebr. 12,2), og at han »har magt til at bevare (ham) fra fald og fremstille (ham) dadelfri forsin herlighed i fryd.« Jud. 24. Jesus sagde: »Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd. Jeg og Faderen, vi er et.« Joh. 10,27-30.

Både det at forklare og at praktisere den kristne frihed er som at gå på line eller på kanten af et barberblad eller at styre et skib gennem det legendariske stræde mellem Skylla og Karybdis. På den ene side er der fare for at indskrænke den kristne frihed gennem en ny form for moralsk principrytteri; på den anden side er der fare for at lade den kristne frihed udarte sig til hedensk tøjlesløshed.

Det første punkt, der bør understreges, er, at Bibelen intet kender til en frihed, hvor mennesket er fuldstændig uafhængigt. En sådan frihed er simpelt hen ikke mulig, fordi mennesket er indrettet sådan, at det adlyder enten Gud eller Djævelen. Et ingenmandsland på det åndelige område eksisterer ikke. Det er enten eller. Enten Gud eller Djævelen. Enten styres mennesket af de højere principper eller også af de lavere principper i sit indre. Han tjener enten Gud eller mammon. Han vandrer enten efter kødet eller efter Ånden. Han stiller sig enten på det godes eller på det ondes side. Der er ingen neutral grund.

At være fri betyder altså, at mennesket enten er fri fra Gud og hans herredømme, hans autoritet, hans kontrol og indflydelse, eller også er han fri fra Djævelen og mørkets rige, Djævelens magt og autoritet. Hvordan vil vi på den baggrund definere frihed?

Frihed har noget at gøre med menneskets natur, dets hensigt og mål. Alt, hvad der hindrer mennesket i at opnå sine højeste idealer og opfylde sin bestemmelse, nå sine højeste idealer og mål, er ufrihed. Mennesket er kun frit, når der drages omsorg for dets bedste interesser, når dets virkelige jeg realiseres. Hvis denne definition er korrekt, da kan udtrykket frihed kun benyttes i den betydning, at et menneske er frit fra Djævelen og hans magt. Vi kan ikke være fri, når vi er fjendske over for Gud. Som George Matheson udtrykte det: »Tag mig til fange, Gud, da kan jeg frihed få.«

Frihed betyder at være fri fra noget. Hvad er den kristne fri fra? Først og fremmest er han fri fra synden. »Den som er død er retfærdiggjort fra synden. « Rom. 6,7. Syndens herredømme i mennesket er brudt ved Guds kraft. Som allerede nævnt vil dette ikke sige, at den kristne aldrig synder, men synden sidder ikke længere på tronen i hans liv.

Frihed betyder også at være fri fra synden, for at man kan være fri til at øve retfærdighed. »Ligesom I nemlig før stillede jeres lemmer som trælle til rådighed for urenheden og lovløsheden, så det førte tillovløshed, således skal I nu stille jeres lemmer som trælle til rådighed for retfærdigheden, så det fører til helliggørelse.« Rom. 6,19.

Den kristne er også fri fra loven. »Men nu er vi løst fra loven idet vi er døet bort fra det, som vi holdtes fangne under.« Rom. 7,6. I hele dette kapitel, Rom. 7, er loven fremstillet på baggrund af synden. For Paulus betyder det at være fanget under loven at være under syndens magt, eftersom synden håndhæver sin magt ved loven. For en synder, som er borte fra Kristus, står loven som fjenden. For ham betyder loven fordømmelse. At være fri fra loven betyder for Paulus praktisk talt det samme som at være fri fra synden. Som frikendte syndere er vi fri fra loven, for ved Kristus er vore synder tilgivet, og lovens retsmæssige kraver opfyldt for os i Kristus. Loven fordømmer ikke længere. Den kristne er fri fra den lov, som fordømmer ham, fri til at leve i fuldkommen overensstemmelse med Guds lov (Rom. 8,7), og fri til at leve til Guds velbehag.

Den kristne er også fri fra lovtrældom. »Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!« Rom. 5,1. Paulus henvender sig her til de kristne i Galatien, som var blevet påvirket af judaister til på ny at lade sig spænde i trældomsåg de, som ville »retfærdiggøres ved loven«. Gal. 5,4.

Den kristne ved, at han kun kan opnå frelse ved Kristus. Han kan ikke præstere noget som helst over for Gud ved overholdelse af loven. Derfor går han bort fra selvretfærdighedens sti, og tager imod Kristi retfærdighed. Han er befriet fra lovtrældom og er nu fri til at udføre kærlighedens tjeneste. Gal. 5, 13. Vi står nu »i Åndens nye tjeneste og ikke i bogstavens gamle tjeneste.« Rom. 7,6. »Thi i Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud noget, men tro, som er virksom i kærlighed.« Gal. 5,6.

Ikke alene er den kristne fri fra den lovtrældom, der søger at fortjene frelse ved lovgerninger, men også fra den lovtrældom, der simpelt hen søger at opfylde lovens bogstav. Han søger at opfylde ikke lovens bogstav, men dens sande grundlag - kærlighed. »Bliv ingen noget skyldig uden det at elske hverandre; thi den, som elsker sin næste, har opfyldt loven.« Rom. 13,8.

Paulus beskriver den kristne frihed som en anledning til at tjene hinanden i kærlighed. »Thi hele loven er opfyldt i et eneste bud, nemlig dette: 'Du skal elske din næste som dig selv.'« Gal. 5,14. Frihed er afgjort ikke tøjlesløshed. »Kun må friheden ikke blive en anledning for kødet.« Gal. 5,13. Man er ikke fri til at gøre, hvad man lyster. Frihed må være motiveret af kærlighed og omsorg for andre. Alt, hvad der ikke når op til dette, er blot at bruge friheden som dække for selvisk nydelse.

Vi finder denne form for perverteret frihed hos nogle i Korint, som muligvis misbrugte Paulus' udtalelser, når han sagde: »Alt er mig tilladt.« 1 Kor. 6,12. De brugte friheden som en anledning for kødet. For de hævdede at nyde deres kristne frihed i umoralsk omgang med skøger. Andre brugte deres kristne frihed til uanfægtet at have deres gang i hedenske templer og selvbehageligt deltage i afguderiske festmåltider. Se 1 Kor. 10,21-23.

Frihed uden kærlighed, frihed uden ansvar for andre, er ikke kristen frihed. Dette fremgår klart af l Kor. 8, som handler om spisning af kød, som var ofret til afguder. Nogle i denne menighed havde tidligere været vant til at spise sådan føde i den tro, at af guderne virkelig eksisterede. Selv om de nu var blevet kristne ville deres samvittighed blive besmittet, hvis de vedblev at spise dette afgudsofferkød. De var svage, ikke alene fordi deres samvittighed ikke var blevet oplyst, men fordi de var påvirket af opførslen hos menighedsmedlemmer, som var stærkere i troen. Disse medlemmer, som var stærkere i troen, vidste, at en afgud ikke eksisterede, og at der derfor ikke kunne være noget forkert ved at spise kød, som havde været ofret til afguder.

Paulus var enig med dem. Imidlertid gjorde han gældende, at de stærkere kristne ikke havde frihed til at vække anstød hos svagere medlemmer. Den kristne, som er stærk i troen, må tage hensyn til sine svagere brødre. »'Kundskaben' opblæser, men kærligheden opbygger.« 1 Kor. 8,1. Den oplyste kristne ved, at en afgud er intet. Men det er ikke nok at have kundskab den kundskab må være vejledet af kærlighed.

Det er ganske vist intet forkert i at spise afgudsofferkød. Men at bringe sin broder til fald er at synde imod Kristus. Derfor siger Paulus: »Mad gør ikke fra eller til over for Gud; hverken har vi noget fortrin, hvis vi spiser, eller står tilbage, hvis vi ikke spiser. Men agt vel på, at jeres frihed ikke skal bringe de skrøbelige til fald!« 1 Kor. 8,8-9. Den kristne er fri til at spise afgudsofferkød, men han er ikke fri til at gøre det, hvis dette kan bringe hans broder til fald. Paulus er mere end villig til at indskrænke sin egen frihed i sådanne tilfælde.

Dette vil ikke sige, at den kristne altid må underkaste sig enhver, som ikke er enig med ham. Hvis dette var tilfældet, ville det være enden på den kristne frihed. Hvis en broder efter bedste overbevisning er uenig med mig om et eller andet punkt af mindre betydning, og vi begge føler, at vore standpunkter er underbygget af fornuftige argumenter, er der ingen grund til at indskrænke vor frihed. Min indstilling vil ikke anfægte min broders. Første Korinterbrev handler om svage kristne, som ikke har velunderbyggede argumenter for deres opfattelse, og som let lader sig påvirke af de andres adfærd.

Et andet punkt, som man skal have i tanke i denne forbindelse er, at det ikke gælder et spørgsmål om moral eller umoral. Som Paulus siger: »Hverken har vi noget fortrin, hvis vi spiser, eller står tilbage, hvis vi ikke spiser.« l Kor. 8,8.

Gerald Cragg fremstiller, hvad den kristne frihed virkelig går ud på i et tilfælde som dette: »Hensynet både til vor broders vel og vort eget gode navn burde forhindre enhver upassende insisteren på at have ret. Vi kan være fuldstændig fri til at spise eller drikke hvad vi vil, men hvis vi klynger os til denne frihed, når andre og mere vigtige sager derved sættes på spil, da er vi ved at miste al proportionsfornemmelse. Vi falder faktisk alle i en vildfarelse, som kan sammenlignes med den svagere broders - vi ophøjer et ligegyldigt spørgsmål til status af et nødvendigt religiøst princip. Det særlige eksempel, som Paulus bruger, drejer sig om at spise og drikke, men sagens kerne er vor holdning over for ligegyldige ting. Det eneste menneske, som er virkelig frit, er ham, som er i stand til at handle på den måde, der til enhver tid er mest forstandig. Han kan spise, hvis der ikke er noget til hinder, han kan lade være, hvis hensynet til andre kræver det. Det menneske, som føler, at han må demonstrere sin frigjorthed ved enhver mulig anledning, er slave på trods af hans tilsyneladende frihed. Behovet for at bevise denne frihed er blevet et tyranni.«

Skønt der i Rom. 14 ikke er tale om helt den samme situation, er princippet om kristen frihed det samme. Frihed betyder derfor ikke, at den kristne kan gøre, som han finder for godt, end ikke i harmløse spørgsmål. Friheden må tøjles af kærlighed, må beherskes af kærlighed. Som Paulus siger i Gal. 5,13, må friheden blive en anledning til at tjene hinanden i kærlighed.

I Første Korinterbrev finder vi, hvad der kan begrænse den kristne frihed. Kristen frihed betyder ikke, at vi er fri til at vælge vore egne menneskelige ledere, så vi har noget at rose os af, for vi har kun en Mester og Herre, Jesus Kristus. 1 Kor. 1-4. Det betyder ikke, at den kristne er fri til at leve som han lyster, så han endog gør noget, som hedningerne ikke gør. Kap. 5. Det betyder ikke, at vi skal føre retssager mod hinanden for offentlige domstole. Kap. 6. Det betyder ikke, at vi skal være de første til at omstyrte traditioner, som ikke i sig selv er umoralske. Kap. 11. Det betyder ikke, at vi er fri til at danne kliker omkring det, der symboliserer vor enhed. Kap. 11. Det betyder ikke, at vi, hvis vi har fået skænket åndelige gaver, kan bruge disse gaver til glæde for os selv alene uden hensyn til om menigheden opbygges eller ikke. Kap. 14. Det betyder ikke, at vi kan tro, hvad vi selv vil, når det gælder det centrale i den kristne tro, ej heller at vi kan undergrave vigtige trospunkter. Kap. 15. Det fremgår klart af alt dette, at den kristnes frihed ikke betyder, at vi kan gøre som vi ønsker.

Den kristne kan ikke leve, som om han var en uafhængig, isoleret person. Han må altid erkende, at han er et lem på Kristi legeme.

Den kristne, som er fri, vil leve og vandre i Ånden. Dette betyder at være i direkte opposition til kødets veje. »Kødet begærer imod Ånden og Ånden imod kødet.« Gal. 5,17. Den kristne vil derfor tage afstand fra kødets gerninger: »Utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige.« V. 19-21. At falde i alt dette betyder, at vi ikke er fri. Vi er slaver af kødets begær.

At leve ved Ånden betyder, at den kristne i sit forhold til andre er motiveret af kærlighed. Loven er ikke noget udvortes, som han må adlyde, men den må være skrevet i hans hjerte og blive en del af hans natur, for loven er kærlighed. Når han lever ved Ånden, bærer han Åndens frugt: »Kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.« Gal. 5,22-23. Fordi han er ledet af Ånden og Åndens frugt, er loven ikke til anstød for ham. Der er ingen lov imod det, han gør, den måde, han lever på. »Mod sligt er loven ikke.« V. 23.

Kun når toget bliver på skinnerne, er det virkelig frit og kan nå frem til sit bestemmelsessted. Kun når fisken bliver i vandet, er den fri til at bevæge sig og leve. Kun når fuglen bliver i luften, kan den flyve frit og ubesværet. Og kun når den kristne bliver i .Ånden, opfylder han sin hensigt og realiserer sig selv fuldt og helt.

Vi definerer frihed som det, der hjælper en person til at fuldbyrde sig selv, nå sine højeste idealer og mål. Et menneske er kun frit, når der drages omsorg for hans bedste interesser, når hans virkelige selv bliver realiseret. Altså er han kun virkelig fri, når han udøver sin frihed på en måde, som er i harmoni med hans højeste idealer. Det er på den måde, Ånden leder os til et liv i harmoni med Guds vilje, i harmoni med lovens bedste hensigter, i harmoni med Guds karakter. Som Augustin udtrykte det så smukt: »Du har skabt os til dig, o Gud, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.«

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
  www.bibel-skolen.com