Foran Guds trone i den undersøgende dom!


Det var på Filippinerne en døsig søndag formiddag. General Jonathan Wainwright rakte ud efter telefonen for at tilkalde sin adjudant. Med nervøs stemme talte han ind i røret:
»Johnny!« »Hr. general.« »Katten er sprunget.« Johnny forstod koden.
Pearl Harbor var lige blevet angrebet. Hvordan det kunne ske, er stadig en hemmelighed.
En ung sømand gik ombord på det amerikanske dampskib Oklahoma, som lige var blevet torpederet seks gange under vandlinjen og var ved at kæntre. Han og flere andre skar med skærebrændere i et forsøg på at komme de indespærrede mænd til hjælp. Han sagde: »Vi kunne høre bankelyde omkring i hele skibet. SOS bankelyde, men der var ingen stemmer at høre, bare disse uhyggelige bankelyde over det hele.
Der var intet, vi kunne gøre for de fleste af dem.« Der var en officer på broen på et andet skib, der skød løs på flyvemaskinerne med en pistol, medens tårerne løb ned ad kinderne på ham. En underbådsmand smed skruenøgler efter de lavtflyvende maskiner.
Folk i Arizona blokerede telefonen i forsøg på at komme til at tale med reportageafdelingen for at høre målene i kampen mellem to populære klubber, og de sagde: »Har I ikke andet at bringe end alt det der krigsnyt?«
I Palm Springs var der en nydelig pige, der stod og jamrede: »Alle vidste jo, at dette ville ske, så hvorfor ødelægge en dejlig søndag eftermiddag med at bekymre sig om det?« Unge John Kennedy var på Griffith Stadion for at se en kamp. Han hørte nyheden i sin bilradio på vejen hjem - og meldte sig straks til aktiv tjeneste i søværnet.
Dwight Eisenhower lagde røret på, og medens han skyndte sig ud af lejligheden i Fort Sam Houston, sagde han til Mamie, at han ikke vidste, hvornår han ville komme tilbage.
Winston Churchill bestilte en samtale med Franklin Roosevelt. »Hr. Præsident, hvad er det for noget med Japan?« Præsidenten svarede: »Det er rigtigt. Nu er vi alle i den samme båd.« Franklin Roosevelt tilkaldte sekretæren og begyndte at diktere. »I går komma syvende december komma nittenhundrede og en og fyrre tankestreg en dato, som vi vil forbinde med vanære tankestreg.« Hvordan kunne det dog ske?
Et overraskelsesangreb på Pearl Harbor var indgået som en del af den militære tænkning i både Tokyo og Washington i over ti år. Hver eneste afgangsklasse på Japans søofficerskole havde lige fra 1931 fået samme spørgsmål til afgangseksamen, nemlig: »Hvordan ville I foretage et overraskelsesangreb på Pearl Harbor?« Hen på året 1940 havde det amerikanske telegrafkorps brudt 'Purpur', japanernes vigtigste diplomatiske kode. I omtrent et år havde ni højtstående amerikanske regeringsembedsmænd været i stand til fra dag til dag at læse de bedst hemmeligholdte meddelelser mellem Tokyo og dens diplomater.
Hele tiden mens de læste disse hemmelige meddelelser, holdt de øje med, at faren nærmede sig. Allerede den 24. september bad Tokyo om en rapport over antallet afskibe i Pearl Harbor! Endelig den 29. november sendte Washington besked til de øverstkommanderende på Hawaii, Panama og Filippinerne. Den lød sådan: »Der er krigsvarsling. En japansk angrebsbevægelse kan forventes løbet af de næste fa dage.« Men tre dage forud for denne dato, altså den 26. november, var seks japanske transportskibe sammen med en flåde på 32 skibe roligt stukket til søs og havde sat kursen mod Pearl Harbor i to parallelle linjer. Hvis der skulle ske et mirakel i forhandlingerne i Washington, kunne man endnu nå at kalde dem hjem. Ellers ville kodesignalet »Bestig Niitaka bjerget« sende 353 bombefly for at bombardere Pearl Harbor ved daggry den 7. december!

Den 3. december spurgte Tokyo i kodesprog, om der var nogen observationsballoner over Pearl Harbor. USA's øverste embedsmænd vidste det. Den 5. december brændte det japanske konsulat i Honolulu dets fortrolige breve. USA 's øverste officerer vidste det.
Pearl Harbor, Stillehavsflådens hjemmebase, i ti år kendt som det mest rimelige angrebspunkt, var nu i alvorlig fare.
Men hær såvel som flåde sørgede kun for det letteste beredskab.
I løbet af weekenden virkede hærens radarsystem kun fra fire til syv om morgenen. To minutter over syv var der to soldater, som frivilligt var blevet på posten for at øve sig på en af radarskærmene, som så radarglimt og meldte det. Men en officer sagde: »Det er nok bare en due med metalmærkning på benet.« På det tidspunkt var angrebsflyene 50 minutters afstand borte! Kl. 7,55 begyndte første angrebsbølge. På en time og halvtreds minutter blev 8 store slagskibe og tre lette krydsere sænket eller beskadiget, 220 bombefly blev helt ødelagt eller alvorligt beskadigede, og 2.300 mand blev dræbt.

Dengang var vi forberedt - med en pistol og nogle få skruenøgler til at kaste mod fjendens fly.
Pearl Harbor. Det kunne ikke ske. Men det gjorde det alligevel. Jager vi frem mod endnu en overraskelse? En overraskelse, der er endnu mere afgørende, mere uigenkaldelig end Pearl Harbor? Er det muligt, at næsten alle på denne klode vil blive skæbnesvangert overraskede? Og det, når de slet ikke behøver at blive det?

Leg med fremtiden
Den mystiske hr. Goldman viste sig første gang den 16. juni, velklædt, forretningsmæssig og meget præcis. Denne tomme bygning i South Gate var lige bestemt det, han havde brug for til sin tæppeforretning. Han betalte første måneds husleje kontant, idet han sagde, at han ikke havde haft tid til at »gå i banken« .
Der kom snart et skilt op med nyheden om en storslået åbningsdag den 1. september. Der var ingen, der anede, hvilken slags storslået åbning, han havde i tanke!
Nogle dage før den 1. september var der en sindrig alarmklokke i banken på den anden side af gaden, der blev sat i gang tre gange. Efter tredje gang bleven vagtmand posteret der, og man fandt ud af, at der var boret tre huller i hvælvingens gulv.

Hr. Goldmans veludarbejdede plan, der indbefattede en professionelt bygget tunnel under banken fra den anden side af gaden, var næsten lykkedes. Han havde spillet hasard og havde tabt! Næsten alle mennesker har et eller andet spil for med fremtiden. Der er nogle, der ligesom hr. Goldman og hans hjælpere, har blikket fæstet på deres egen mening om en storslået åbning. De har for travlt med tålmodigt at bygge deres egen form for tunnel, prøve deres egne flykapringer og bortførelser, plyndre banker og forretninger, til at tænke på de endelige følger.
Men der er millioner af andre, lovlydige borgere, som leger med fremtiden. De er for optaget med arbejde eller med uddannelse, med forretning eller med fornøjelser, med at være gæstfri overfor venner eller med at narre deres fjender, med stress og konkurrence, til at tænke længere end til deres nærmeste plan.
Den letteste måde at reagere overfor fremtiden på, og tilsyneladende også den mest anvendte, er at ignorere den. De fleste mennesker tænker i de mange tilfælde ikke ret langt frem i tiden.
Men ligesom fremgang synes at være indenfor rækkevidde, lige akkurat når vore planer synes at give udbytte, sættes der en alarm i gang - et hjerteanfald, tilbagegang for forretningen, et opløst ægteskab, en søn eller en datter i vanskeligheder, et familiemedlems død. Så begynder vi at tænke og at stille spørgsmål. Når vi har skiftet bolig for sidste gang, bygget vort sidste hus, foretaget vore sidste investeringer, spillet vor sidste golfrunde, foretaget vor sidste rejse, anlagt vor sidste have, sagt farvel til vore sidste gæster, og vi ser døden dreje ind ad vor indkørsel hvad så? Ved vi, hvor vi skal hen?

Har vi leget med vor egen fremtid, vort eget personlige endemål, vor egen skæbne? Har vi været helt optaget af tåbelige, ligegyldige ting - når der var store problemer, der trænger sig på for at nå vor opmærksomhed?
Svævende over din og min livssti er fremtiden - den ukendte, uforudsigelige, dragende, fortvivlende fremtid. Ildevarslende, men vi har ingen mulighed for at stå af, hvor gerne vi end ville.
Der er nogle mennesker, der ser på nationers opståen og forsvinden som resultater af magthaveres skiftende luner. De beherskes af den mening, at alt vil falde rigtigt ud, hvis den rette mand kommer til magten. Men de bliver hele tiden skuffet, når de ser, at de nye magthavere bliver ligeså uduelige som dem, der var der før. Man prøver bestandig at hele en syg verden med bare en forbinding. De kan ikke tænke den tanke, at den snurrende klode, vi bebor, lider af en dødelig sygdom.

Men der er andre, som gør det i domsbudskaber, som serverer os gentagne menuer bestående af atomsnak, og den ender altid med udslettelse. Miljøfolkene er ikke meget mindre pessimistiske angående fremtiden. De fremholder en snigende død for os, snarere end en voldsom. De holder sig til del spæde håb, at mennesker endnu vil komme til at lytte og forene sig i kampen for at forkaste teorien om total ødelæggelse.
Det er da rigtigt nok, at fremtiden sommetider synes al have et skrøbeligt skær over sig, som om den let kunne brist og falde sammen efter enten menneskets eller naturens hensynsløse berøring. Der skal bare lidt standsning i elektricitetstilførslen, kun lidt is og sne, lidt tåge til, for at lamme vore forherligede storbyer. Der er tider, hvor der ikke skal meget til for at overbevise os om, at vore liv kun hænger i en ganske tynd tråd.
Nogle sidder og kigger ind i en krystalkugle og prøver på den måde at sige noget om fremtiden. Af og til kan de have ret om et selvmord, et snigmord, et flystyrt, en bros sammenfald. Der er millioner af mennesker, der er imponeret af dette. Og så sætter spiritistiske medier en dato for verdens ende. Og der sker ikke noget. Deres tilhængere bliver forvirrede. Nogle af dem vil ikke igen lade sig påvirke af en forudsigelse, ligegyldigt hvor den så skulle komme fra.

Men de, der sætter datoer, synes ikke at være det mindste forlegne over deres uheldige forudsigelse. De sætter bare en ny dato for verdens ende og lader, som om intet var sket!
Nogle mennesker prøver på at berolige deres frygt for fremtiden med at foretage psykodeliske trip ind i det ukendte. De føler måske, at de på den måde kommer uden om døden - at døden ikke længere angår dem, fordi de er så optaget af den ukendte verden. Nogle sidder og bruger tid på at opdigte fabler om fortiden - og myter om fremtiden. Men Bibelen, den eneste bog, der er den inspirerede beretning om vor oprindelse og også den akkurate foreviser af vor skæbne bliver afskrevet uden yderligere tanke.
Og så er der millioner af mennesker, der, medens de lytter, sidder og udtænker deres egen mening om fremtiden. Ja, hvorfor ikke, hvis der ikke er nogen, derved noget? Og hvorfor ikke, hvis vi kun har fabler og myter og ingen kendsgerninger? Så siger de: »Jeg har min egen tro. Sådan vil jeg gerne have, at fremtiden skulle blive. Sådan ser det ud for mig. Der er alligevel ingen, der ved noget.« Og derfor er der millioner af mennesker, der gynger som en korkprop på vandet. De føler sig ikke sikre på noget som helst, på grund af at de ikke ved noget om fremtiden. De forholder sig så afventende for at se, hvad der vil ske. Der er ingen sikre holdepunkter. Har du måske prøvet at støtte dig til en gyngende korkprop eller en håndfuld vand?

Men rungende ud over dette uvishedens hav lyder der stemmer, som er rolige, overbeviste og sikre, stemmer, som siger, at Herren Jesus Kristus bereder sig på at vende tilbage til jorden, og som også siger, at tiden er ved at være udløbet, og at verden, som vi kender den er ved at være forbi. Disse stemmer er ikke dommedagsstemmer. Det er stemmer, som klinger af håb og presserende uopsættelighed.
Presserende uopsættelighed, fordi vi har så kort tid tilbage. Fordi den sidste nat på jord nærmer Sig os lige så stille men også lige så sikkert som den dag, da det uventede indtraf!.
Håb, fordi den levende Guds ord aldrig har svigtet. Fordi Jesu genkomst, hvis vi ønsker det, vil blive svaret på alle vore problemer, og opfyldelsen af alle vore drømme.

Drømme, der går tværs af hinande.
Vidste du, at en gammel monarks drøm er gået på tværs af enhver diktators drøm lige siden cæsarerne, hvis mål det var at komme til at regere over hele verden? Mon du vidste, at syv ord udtalt af en profet i oldtiden er en uoverstigelig skranke for vore egne drømme om en verdensregering som en god løsning på vore problemer?
Kejser Wilhelm var en af dem, som havde lyst til at regere over verden. Da han stod på sin magts tinde, blev denne oldtidsprofets forudsigelse, de syv skæbnesvangre ord, udlagt for ham. Men da han begyndte at se tendensen i tankegangen, og da han også så, hvad opfyldelsen af den profeti ville koste ham personlig, svarede han: »Det kan jeg ikke acceptere. Det passer ikke ind i mine planer.« Det passede nu heller ikke ind i den oldtidskonges planer, som de først blev talt til. Det var der gode grunde til. For den konge var, da han havde drømmen, hersker over den ganske verden.

I 1914 erklærede kejseren sig for den samme tanke. Jeg tro at vi alle kender enden på den historie.
Men netop som der var nyt om nye ulykker på alle fronter blev en korporal ført fra de sønderskudte tyske fronter til et hospital. Da våbenstilstanden skulle underskrives, gik patienter gennem hospitalets stuer og bad om underskrifter, de tilkendegav loyalitet overfor den nye republik. Den ung korporal vendte imidlertid trodsigt ansigtet om mod væggen og nægtede at skrive under. Den nye republik passede ikke ind i hans planer.
To dage senere stod Adolf Hitler op af den seng og forlo hospitalet med det feberhede ønske at komme til at samle verden under sit banner. Også den historie er indskrevet i verdens nerver med millioner af menneskers blod og tårer overalt på jord.

Mange magtfulde fredsinitiativer har også forsøgt at danne et forenet Europa. Men der er intet menneske, ingen grupper af mennesker, ingen nation, ingen magtkoncentrationer, der kan få held til det ret længe, for der er skrevet: »De skal ikke holde sammen.« Og nu skal vi til alle tings klimaks, nationernes skæbne, din og min skæbne, den findes i ordene i Daniel 2,44. »Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.« Det var ikke på Babylons tid eller i Persiens, ikke i Grækenlands, heller ikke i Roms tid, men i hine kongers dage, i vor tid, at Gud vil oprette sit rige.

Vidunderlige nyhed. Det er ikke nogen sensationel nyhed, jeg her kommer med, det er ingen vild, fantastisk forudsigelse. Nej, jeg giver jer det sikre og visse budskab fra Gud om, at den næste store begivenhed i menneskenes historie vil blive vor Herre og Frelser Jesu Kristi andet komme, han, hvem jordens krone tilhører.
Forvirring på dette stade er ikke nødvendig. Det er så sikkert, som at der en gang var et Babylon, et Medien- Persien, et Grækenland og et Rom, og lige så sikkert, som der skete en splittelse af det mægtige Romerrige til småstykker, der dannede de forskellige nationer i det moderne Europa, og lige så sikkert som at disse selv samme nationer har forsøgt sig med en forening og ikke har kunnet gennemføre det, lige så sikkert vil den næste store begivenhed blive Jesu Kristi andet komme, din Herre og min, som kongernes Konge og herrernes Herre.
Hvis det havde været min mening at skrive en politisk bog, og hvis tiden vi lever i nu, havde været helt almindelig, kunne du måske sige: »Ja, det var ganske interessant. Jeg er blevet lidt klogere« . Og så var alt godt og vel.

Men det er ikke en helt almindelig tid, vi lever i. Vi er kommet så langt, at vi står lige overfor den vigtigste afgørelse, et menneske kan træffe. Vi må stille os på Guds side. Jesus er lige ved at komme tilbage. Kongen kommer. Hvis hans komme ikke passer ind i din plan, så skynd dig for alt i verden at skifte plan. Gud vil hjælpe dig.
Intet tænkende menneske tør lade denne oplysning ude af betragtning. Nogle vil ikke kunne lide den, andre vil ikke bryde sig om at tilpasse livet efter den; men der er ikke tid til at ignorere den. Tiden er ved at dreje om på hængslet og gå over i evigheden.
 

Må jeg se deres identifikationskort.
Ernest Digweed var pensioneret lærer. Han boede alene i et lille hus i Portsmouth i England, og han havde ingen slægtninge. En nabo nævnte, at »han ikke klædte sig eller på anden måde så ud som en holden mand, han holdt sig meget for sig selv og talte sjældent med nogen«. Da han døde i 1976, var han 81.
Han efterlod sig et noget mærkeligt testamente. Han efterlod sig kr. 250.000 bestemt til Jesus Kristus, når han kom tilbage til jorden.
Digweed havde sat sig for, at pengene ikke skulle komme andre i hænde. Han angav nærmere, at Kristus, for at kunne gøre krav gældende, måtte komme tilbage til jorden i løbet af de næste 80 år. Han skulle også vende tilbage med det bestemte formål at »regere på jorden«. Han skulle bevise sin identitet overfor den britiske regering. Der er nogle, der mener, at det kan vise sig at blive vanskeligt.
Advokaten i skifteretten sagde: »Jeg skal love for, at vi kan vente en hel del besvær, navnlig med særlinge«. Derefter spurgte han dem, der sad og lyttede: »Hvem kan sige os, hvem der er den rigtige Jesus Kristus? Man hører så mange forskellige bud.« Det er min mening, at Jesus Kristus aldrig kommer for at gøre krav på de penge eller forsøge på det. Han har ikke brug for dem, men der kunne faktisk godt være brug for dem NU.

Men med hensyn til denne sag med identiteten, så er jeg overbevist om, at når Kristus kommer igen, vil det være os og ikke ham, der skal trække identitetskortet frem. For nogle af os vil det være vanskeligt, faktisk umuligt. Nogle af os har ikke noget og kan ikke få noget. Nogle af os vil ikke komme ind. Det har Jesus sagt. En dag talte han om dommedag således: »Ikke enhver, der siger til mig: 'Herre, Herre!' skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: 'Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?' Og så vil jeg sige dem rent ud: 'Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.'« Matt. 7,21-23.

Forestil jer dagen. Der står de og fumler og ser i tegnebogen efter en eller anden form for identifikation. Et kørekort hjælper ingen. Et dankort hjælper heller ikke. Der er ikke noget i en tegnebog, der kan hjælpe nogen på den dag.

»Men Herre, du husker os da. Det var os, som arbejdede så hårdt for dig. Vi profeterede i dit navn. Vi har uddrevet onde ånder. Vi har også gjort en del mirakler. Kan du ikke genkende os, Herre?« Men han siger: »Jeg har aldrig kendt jer, I hører ikke mig til. Hvis I hørte mig til, ville I have gjort min Faders vilje.« Døren er lukket. De bliver vist bort. Han, som de har sagt, at de tjente, genkender dem ikke en gang.
Det ser ud til, at Himlen sætter mere pris på lydighed end på virksomhed. Mere endå profeti. Mere end på uddrivelse af onde ånder. Mere en på mirakler.
Digweed var noget formastelig og gik lidt over stregen med hensyn til at opstille betingelser, som Jesus skulle opfylde. Det er Kristus, som opstiller betingelser, som vi skalleve op til.
Digweed forlangte, at Kristus må komme tilbage i løbet a de næste 80 år, hvis han skal kunne gøre krav på pengene. Men det er Kristus, det er Gud, som sætter tiden for sin tilbagevenden. Det er Guds sag. Vor sag er det at være klar til fristen udløb, selvom vi ikke kender noget til, hvornår det vil blive Hr. Digweed har taget fejl af, hvad der er Guds sag, og hvad der er vores.

Jesus sagde: »Men den dag og time kender ingen, ikke en gang Himlenes engle, ja ikke en gang Sønnen, kun Faderen alene.« Matt. 24,36.
Der er ingen, der ved, hvornår Kristus kommer tilbage
Men folk bliver ved med at fastsætte datoer. Der er tale om året 2000. Og nogle siger 1999. Hr. Digweed sætter en 80 års grænse. Det bliver jeg urolig over.
Hvorfor bliver jeg urolig over det? Jo, for det første fordi efter Jesu ord er det at fastsætte datoer noget helt unyttigt.

Hvad der besværer mig yderligere, er, at disse år er meget bekvemme for os. Der vil så være masser af tid til at blive rede.

Men hvad nu hvis vi ikke har så megen tid?
Gud har en fjende. Vi har også en fjende. Hans navn er Satan. Han er god til at bedrage og forføre. Han ville ikke være mere tilfreds, end hvis han kunne se os alle lide nederlag.
Der er ikke noget han hellere vil, end at få os til at mene, at vi har rigelig tid, når vi altså ikke har det. Han kunne godt lide at se os overrasket, virkelig overrumplet, ved Kristi genkomst. Han kunne godt lide at se os uforberedt. Han kunne godt lide at se, at vi ville gå glip af alle de velsignelser, som Gud har tiltænkt os i livet i fremtiden.
Sig mig oprigtigt. Hvordan ville du leve, hvis du mente, at Kristus ikke ville komme tilbage i de første hundrede år? Eller måske 80? eller 50?
Men hvordan ville du leve, hvis du troede, at han kunne komme tilbage i år? Kan du se, hvad jeg mener?

Tilbage til sagen med identifikation. Jeg hævder igen, at Kristus, når han kommer, ikke vil have behov for at bevise sin identitet. Alle på hele jorden vil vide, hvem han er. Alle på jorden vil stå og se op mod himlen, når han kommer til syne på himlen. Der er ikke en eneste, der behøver at spørge om, hvem han er.

Apostlen Johannes siger i Åbenbaringens Bog om den dag:
»Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, ... stammer skal jamre ved hans komme.« Åb. 1,7.

Der opstår altså ikke noget problem til den tid, angående hvem han er. Men i mellemtiden, mellem nu og da, vil der opstå et virkeligt problem. Det er, fordi Jesus sagde, at i disse sidste dage .skal vi blive bombarderet af mennesker, der siger, at de er Kristus. Hvordan vil det blive, hvis vi ikke ved, hvordan vi skal skelne den sande Kristus fra en, der foregiver at være Kristus? Hvordan vil det gå os, hvis vi ikke kan se, at det er en, der efterligner.

Hvis vi nu knytter os nært til en bedrager, og vi tror, at han er Kristus?
Jesus advarede os om, at det kunne ske. Han sagde: »Hvis nogen da siger til jer: 'Se, her er Kristus', eller' der'! Så skal ikke tro det. Thi falske Messias'er og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er mulig at føre endog de udvalgte vild. Se, jeg har sagt jer det forum Hvis de altså siger til jer: 'Se, han er i ørkenen' så gå ikke derud; 'Se, han er i kamrene', så tro det ikke!« Mat 24,23-26.

Det er klart, at dette er alvorligt. Ifølge Jesus vil bedragen i disse sidste dage ikke være naive og klodsede. Han talte ikke om nogle få originaler, som alle kunne gennemskue. Disse bedragere vil også udføre mirakler og have forbindelse med det overnaturlige for at bakke deres påstande op. Disse efterlignere vil være så smarte, at næsten alle mennesker vil bliv narret. På en måde kan man sige, at det vil være som Tv-spillet: »Sig sandheden.« Den ene snyder efter den anden vil fortælle sin beretning og påstå, at den er sandfærdig. De er godt forberedt. Og panelet, og næsten alle i hele verden, vil bliv taget ved næsen.
Når den virkelige Kristus kommer igen, vil det blive en bedrøvelig, en pinlig, en evigt tragisk dag. For næsten alle i ve den vil have knyttet et nært forhold til den mest effektive af efterlignerne - og have bøjet sig for ham, idet de mente, han var Kristus.

Hvordan kan vi nu være sikre? Hvordan kan vi bevares fra at gøre sådan en tragisk fejltagelse? Der er ikke den fare, at skal tage fejl af den virkelige Kristus og en efterligner. Det I der ingen, der vil. Faren ligger i, at vi, allerede inden den virkelige Kristus viser sig på himlen, er blevet narret og indtaget vor plads under en efterligners banner.

Så siger du måske: »Jeg lader mig ikke så let narre.« Du siger: »Jeg synes at have en sjette sans, eller det er måske en form for intuition. Jeg kan godt få øje på en bedrager hvor som helst.«
Så er du netop den, jeg er bekymret for. For den tid er ind da vi ikke mere kan stole på vore sanser. Vi bliver ikke i stand til at klare de store problemer, der ligger forude, ved hjælp en sjette sans. Heller ikke ved intuition. Eller ved hjælp anelser.

Du siger så: »Jeg vil kunne finde ud af det på grund af hans udseende.«
Men apostlen Paulus sagde, at »Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel.« 2 Kor. 11,14.

Hvis Satan kan camouflere sig som en lysets engel, kan han også vise sig som Kristus. Og det vil han. Man kan altså ikke gå efter udseendet.
Du siger så: »Jeg vil kunne kende ham på stemmen.« Men kan du det? Paulus sagde: »Der er. ... så mange slags stemmer i verden.« 1 Kor. 14,10. Den engelske Bibel.

Så mange slags stemmer. Og så mange efterlignere. Er Satan mindre ferm end dem, vi har hørt? Man kan altså ikke gå efter stemmen.
Du siger så: »Jeg ville have en fornemmelse af, om det var rigtigt eller falsk.« Der var en vismand, der en gang sagde: »Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.« Ordspr. 14,12. Du kan altså ikke gå efter hvad du synes. Du siger:
»Hvis han udførte et mirakel, ville jeg vide, at det var den sande Kristus.« Men vent nu lidt. Jesus sagde, at de falske Kristier ville udføre »store tegn og undere«. Husker du det?

I Åbenbaringens bog taler apostlen Johannes om »dæmoners ånder, som gør tegn«. Åb. 16,14.
På Elias's tid kom der ild ned fra himlen som et tegn på, hvem der var den sande Gud. Men i de sidste dage, vil der komme ild ned fra himmelen til støtte for en falsk guds påstande. Et redskab for Satan, siger Johannes, vil udføre »store tegn, så det endog får ild til at falde fra himmelen ned på Jorden for menneskenes øjne«. Åb. 13,13.

Du kan altså ikke stole på mirakler. At gå efter mirakler ville måske være det farligste af alt.
Du siger: »Hvis han citerer fra Bibelen, vil jeg vide, at han er den sande Kristus.« Men Satan citerede Den hellige skrift for Jesus ved deres konfrontation i ørkenen på den anden side af Jordanfloden.

Husker du det? Det kan du altså ikke gå efter.
Hvordan kan du så vide det? Der er kun en måde. Det er efter den måde Guds Ord bliver benyttet på, den måde Bibelen bliver brugt på.. Profeten Esajas sagde: »Til læren og vidnesbyrdet! hvis de ikke taler efter dette ord, er det fordi, der ikke er lys i dem.« Es. 8,20. Den engelske Bibel.

Den sande Kristus vil ikke fejlcitere Bibelen. Han vil ikke anvende den forkert. Han vil ikke fordreje den. Han vil ikke være uenig med den. Han vil ikke modsige den. Han vil ikke sige, at han kom for at forandre den. Han vil ikke lade ane den mindste tvivl om Guds skrevne Ords autoritet.
Vidste du, at det var på den måde, Jesus genkendte Satan under konfrontationen i ørkenen? Hans besøgende så ud som en engel, talte som en engel, syntes også at være en engel.

Men Jesus genkendte ham som sin ærkefjende på den måde, han fejlciterede Skriften, fordi han fordrejede den og fejlanvendte den. Han genkendte ham på hans underfundige antydning af tvivl. Han genkendte ham med det samme, da han sagde: "Hvis du er Guds Søn.« Ja, den sande Kristus vil tale i fuldstændig harmoni med Guds skrevne Ord. Og det kan du gå efter.

Men det er ikke alt. Den sande Kristus vil ikke alene tale i overensstemmelse med Bibelen. Han vil vende tilbage på den måde, Bibelen siger, han vil vende tilbage.
Bibelen fortæller os nemlig i alle enkeltheder, hvordan Kristus vil vende tilbage.

Ifølge Bibelen forlod Jesus denne jord i en sky. Han vil vende tilbage på samme måde. »Og da han havde sagt dette, løftedes han op, medens de så derpå, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede op imod Himmelen, medens han fo'r bort, se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder, og de sagde: 'I galilæiske mænd, hvorfor står log ser op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.'« Apg. 1,9-11.
Jesus sagde, at hans komme ville blive som lynet og altså let set. »Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være.« Matt. 24,27.

Jesus sagde også, at når han kommer, er »alle englene med ham.« Matt. 25,31.
Husk også, at Johannes sagde om hans komme: ». ... alles øjne skal se ham.« Åb. 1,7.

Ifølge apostlen Paulus, og det er meget vigtigt at huske dette, skal Jesu fødder ikke berøre jorden. Hans folk bliver draget op i skyen for at møde ham der. Vi læser: »Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren.« 1 Thess. 4,16-17.

Vor Gud har overladt os denne oplysning, så vi ikke behøver at blive ført bag lyset. Satan vil efterligne Kristus. Han vil prøve på at efterligne hans komme. Men Gud vil ikke tillade, at han efterligner måden, hvorpå Kristus kommer igen.
Hvis vi ikke kender Bibelen, hvordan skal vi så kunne vide, hvordan den sande Kristus kommer tilbage? Hvis vi ikke kender Bibelen, hvordan kan vi så opdage en falskner? Hvis vi ikke kender Bibelen, hvad er der så, der kan bevare os fra et skæbnesvangert bedrag? Hvad er der til at holde os fra at bøje os for en bedrager, måske Satan selv, i tro på, at han er Kristus?
Nu ser vi, hvorfor det er så farligt at forsømme bibelstudium, hvor risikabelt det er at overlade studiet af Guds ord til andre, og ikke selv have kendskab til det.

Denne hjemmeside fortsætter  >>> >>>


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com