Dommen!


Medens den Hellige på tronen langsomt vendte bladene i dagbogen og hans øjne et øjeblik dvælede, ved den enkelte, syntes hans blik at brænde sig ind i selve deres sjæl, og i samme nu randt hvert ord og hver handling i deres liv dem lige så klart i sinde, som om det var skrevet med ildbogstaver for deres syn. Frygt greb dem, og deres ansigter blegnede. Deres, udseende, da de først stod foran tronen, vidnede om skødesløs ligegyldighed.

Men hvor forandret er ikke deres udseende blevet nu! Tryghedsfølelsen er borte, og en navnløs rædsel er trådt i stedet. Hver sjæl nærer frygt for, at den skal blive fundet blandt dem, der er for lette. Hvert øje ser fast på ham, som sidder på tronen, og idet hans højtidelige, ransagende blik glider hen over denne forsamling, er der en hjertets bæven; for de føler sig selvfordømte uden at et ord bliver sagt. Med sjæleangst erklærer enhver sin egen skyld og indser med frygtelig livagtighed, at han ved at synde har forkastet det evige livs kostelige gave.

En klasse mennesker var indført som dem, der gør jorden unyttig. Idet den guddommelige dommers, gennemtrængende blik hvilede på disse, blev deres undladelsessynder tydeligt åbenbaret. Med blege, skælvende læber indrømmede de, at de havde været forrædere i deres hellige tillidshverv. De havde fået advarsler og privilegier, men de havde ikke agtet på dem ej heller benyttet sig af dem. De kunne nu indse, at de var gået for vidt i påberåbelse af Guds miskundhed. Vel havde de ikke sådanne bekendelser at anlægge som niddinger og de dybt fordærvede; men ligesom figentræet var de under forbandelse, fordi de ikke bar frugt, fordi de ikke havde gjort brug af de talenter, der blev dem betroet.

Denne klasse havde gjort selvet til det største og kun arbejdet for egoistiske interesser. De var ikke rige i Gud, fordi de ikke havde efterkommet hans Krav til dem. Skønt de bekendte sig til at være Kristi tjenere, førte de ingen sjæle til ham. Havde Guds sag været afhængig af deres bestræbelser, ville den have vansmægtet; for de holdt ikke alene de midler tilbage, som Gud havde lånt dem, men de holdt sig selv tilbage. Men disse kunne nu indse og føle, at de ved at indtage et standpunkt uden ansvar vedrørende Guds værk og hans sag havde stillet sig på den venstre side. De havde haft anledningen, men ikke villet udføre den gerning, de kunne have udført.

Alle navne på dem, der bekender sig til sandheden, blev nævnt. Nogle blev irettesat for deres vantro, andre for at have været lade tjenere. De havde ladet andre udføre arbejdet i Herrens vingård og bære de tungeste ansvar, medens de egennyttigt tjente deres egne timelige interesser. Havde de udviklet de evner, Gud havde givet dem, kunne de være blevet pålidelige mænd til at bære byrder og have virket for Mesterens interesser.

Dommeren udtalte: "Alle vil blive retfærdiggjort ved deres tro og dømt efter deres gerninger." Hvor levende fremtrådte nu ikke deres forsømmelse, og hvor viis var ikke Guds forordning, når han gav enhver en gerning at udføre for at fremme sagen og frelse sine medmennesker!

Enhver skulle åbenbare en levende tro i sin familie og i sit nabolag ved at vise venlighed mod de fattige, have medfølelse med de trængende, deltage i missionsarbejde og ved at støtte Guds sag med sine midler. Men ligesom over Meroz hvilede Guds forbandelse over dem, for det de ikke havde gjort. De havde elsket det arbejde, der ville bringe den største fordel her i livet; og over for deres navne i himmelens dagbog, hvor deres gode gerninger skulle have stået, var der et sørgeligt tomrum.

De ord, der blev udtalt til disse, var overmåde højtidelige: "I er vejet på vægtskålen og fundet for lette. I har forsømt åndelige ansvar på grund af travlhed med timelige ting, medens netop jeres betroede stilling gjorde det påkrævet, at I skulle have mere end menneskelig visdom og mere end menneskeligt skøn. Dette behøver I for at kunne udføre endog den mekaniske del af jeres arbejde; og når I skilte Gud og hans ære fra jeres beskæftigelse, vendte I jer bort fra hans velsignelse."

Spørgsmålet blev derpå stillet: "Hvorfor har I ikke tvættet jeres karakters kjortler og gjort dem hvide i lammets blod? Gud sendte sin søn til verden, ikke for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham. Min kærlighed til jer har været mere selvfornægtende end en

moders kærlighed, Det var for at udslette jeres mørke synderegister og holde frelsens kalk til jeres læber, at jeg led korsdøden og har jeres brødes vægt og forbandelse.

Dødens kvaler og rædslerne ved gravens mørke udholdt jeg for at kunne overvinde ham, som havde dødens vælde, lukke fængselet op og åbne livets porte for jer.

Jeg underkastede mig beskæmmelse og sjælekamp, fordi jeg elskede jer med en evig kærlighed og ønskede at bringe mine genstridige, vildfarende får tilbage til Guds Paradis, til livets træ Det liv i lyksalighed, jeg købte til jer for en sådan pris, har I ikke taget hensyn til.

Beskæmmelse, forsmædelse og vanære, sådan som jeres Mester bar for jer, har I søgt at undgå. De privilegier, han døde for at gøre tilgængelige for jer, er ikke blevet påskønnet. I ville ikke have del i hans lidelser, og nu kan I ikke have del med ham i hans herlighed." Derpå blev disse højtidelige ord udtalt: "Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt." Åb 22,11. Så lukkedes bogen, og kappen faldt af den, der sad på tronen, og åbenbarede Guds, søns forfærdelige majestæt.

Bibelens religion er ikke skadelig for legemets eller sindets sundhed. Guds ånds indflydelse er de allerbedste medicin, en syg mand eller kvinde kan få. Himmelen er sundhed helt igennem, og jo dybere forståelse den troende syge har af de himmelske indflydelser, desto sikre vil den pågældendes helbredelse være. Ved nogle andre helseinstitutter ansporer de til fornøjelser, leg, og dans for at blive opildnet, men er bange for følgerne af religion. Dr. Jackson's teori i dette er ikke kun fejlagtig men farlig.

Alligevel har han talt om dette sådan, at der blev givet agt på ham, at patienter blev forført til at tro at deres helbredelse afhænger af om de tror så lidt som muligt på Gud og Himlen. Det er sandt at der er dårligt afbalancerede personer som forestiller sig at de er meget religiøse og som påtvinger sig selv faste og bøn til skade for deres sundhed. Disse sjæle lader sig selv bedrage. Gud har ikke forlangt dette af dem.

De har en farisæisk retfærdighedsfornemmelse, som ikke udspringer fra Kristus, men fra dem selv. De stoler på deres egen gode gerninger for at få frelse og søger efter at købe himlen ved deres egne fortjenstfulde gerninger i stedet for at stole, som enhver synder bør, kun på en korsfæstet og oprejst Frelsers fortjenester. Kristus og sand gudsfrygt vil, i dag og for evigt være legemets sundhed og sjælens styrke.

Dersom mennesker ville lægge jordiske skatte på Guds alter og arbejde lige så ihærdigt for at sikre sig den himmelske skat, som de gjorde for at vinde den jordiske, så ville de med glæde anvende deres midler, hvor som helst der gaves anledning til at gøre godt og støtte Mesterens sag. Kristus har givet dem umiskendelige beviser på sin kærlighed og troskab mod dem og har betroet dem midler for at prøve og forsøge deres troskab mod ham. Han forlod himmelen, sin rigdom og herlighed, og blev fattig for deres skyld, for at de for hans fattigdom skulle blive rige. Efter at Kristus således har fornedret sig for at frelse menneskene, kræver han intet mindre af dem end at de skal fornægte sig selv og anvende de midler, han har lånt dem, til deres medmenneskers frelse og derved lægge deres kærlighed til Frelseren for dagen og vise, at de vurderer den frelse, som Kristus ved et så uendeligt offer har tilvejebragt for dem.

Nu er tiden til at anvende midler i Guds sag. Nu er tiden til at blive rig på gode gerninger og lægge sig op en god grundvold for den tilkommende tid, for at vi må kunne gribe det sande liv. En sjæl frelst i Guds rige er mere værd end alle jordiske rigdomme. Vi er ansvarlige for Gud for de sjæle, vi kommer i berøring med, og jo inderligere vor forbindelse med vore medmennesker er, desto større er vort ansvar. Vi udgør alle et stort broderskab, og vore  medmenneskers velfærd må være vor store interesse.

Vi har ikke et øjeblik at spilde. Dersom vi har været ligegyldige i denne henseende, er det nu på høje tid, at vi gør alvor af at indhente det forsømte, for at ikke sjæles blod skal findes på vore klæder. Som Guds børn er ingen af os fritaget for at deltage i Kristi store gerning for vore medmenneskers frelse.

Når et tydeligt foredrag er blevet holdt, vil nogle ubesindige, impulsive, men dog oprigtige sjæle uventet tiltale sådanne, som ikke er med os, og gøre den sandhed, som vi ønsker, at de skal modtage, frastødende for dem. "Denne verdens børn er klogere end lysets børn over for deres, egen slægt."

Luk, 16,8. Forretningsmænd og politikere lægger vægt på høflighed. De bestræber sig for at være så tiltalende som muligt. De overvejer, hvorledes de kan gøre deres væsen og deres optræden sådan, at de kan opnå den største indflydelse over deres medmenneskers sind. De bruger deres kundskaber og evner på en så klog, måde som muligt for at opnå deres hensigt.

Mennesker, der bekender sig til at tro på Kristus, frembærer en mængde skrammel, der spærrer vejen til korset, Trods alt dette er der nogle, som er så dybt overbeviste, at de vil komme igennem alle nedstemmende forhold og besejre enhver hindring for at vinde sandheden. Men havde de, der tror på sandheden, renset deres sind ved at adlyde den, og havde de indset betydningen af en dannet optræden i Kristi gerning, kunne tyve sjæle være blevet frelst i stedet for én.

Når nogen er blevet omvendt til sandheden, behøver vedkommende tilsyn. Hos mange prædikanter synes nidkærheden at svigte, så snart deres anstrengelser viser nogen fremgang. De indser ikke, at disse nyomvendte trænger til pleje årvågen opmærksomhed, hjælp og opmuntring. De bør ikke overlades til sig selv og blive et bytte for Satans mægtige fristelser; de trænger til at oplæres, angående deres pligter, til at behandles med venlighed og ledes fremad, og til at man besøger dem og beder med dem. Disse sjæle behøver den mad, der tildeles, hvert menneske i rette tid,