Dommen over de der IKKE bekender sig til at være kristne!

Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig." Og han fortalte dem en lignelse: "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen." Luk 21,25-36.

"At bestå for Menneskesønnen." De ord kom mange gange til mig i al deres alvor og ydmygelse siden hen under præstegerningen. Og de kommer stadig til mig ved tanken på den dag, da det store rejsebud kommer. Det er jo derpå, det kommer an.

Hvem kan bestå for Menneskesønnen? Dette spørgsmål er jo det store spørgsmål for os alle.

I året 1912 den l0. april gik et mægtigt og stort skib fra England på rejse til Amerika. "Titanic" (kæmpen) blev det kaldt. 4 dage senere ud på aftenen løb det på et isbjerg nær ved Amerikas kyst, og af de godt 2000 ombordværende gik over 1600 til bunds.

Man kan gøre sig sine tanker om, hvordan stemningen har været om bord, og hvad man har taget sig til, indtil det skæbnesvangre øjeblik. Nogle sov vel. Andre morede sig sikkert med dans og drik og anden synd. Og nogle sang Herren lovsange med tak for den svundne dag. Så skete ulykken, og hvad var mon så det afgørende for de nødstedte i de få øjeblikke der gik, inden det stolte skib sank i havets bølger? Mon ikke det for de fleste har været dette: Hvor slår jeg mine øjne op, hvis jeg om lidt lukker dem i bølgerne? Kan jeg bestå for Menneskesønnen?

Hvilket alvorligt spørgsmål er det at vi alle bør stille os selv?

1.. Hvor mange penge har jeg i banken!

2... Har jeg sagt at jeg tror på Jesus!

3... Kan jeg bestå for Menneskesønnen! ***

- - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Medens bladene i den himmelske dagbogen langsomt bliver vendt, hviler Guds øjne et øjeblik, ved den enkelte, hans blik ser ud til at brænde sig ind i selve deres sjæl, og i samme nu huskes hvert ord og hver handling i deres liv dem lige så klart, som om det var skrevet med ildbogstaver for deres syn. Frygt greb dem, og deres ansigter blegnede.

Da de først stod foran tronen, vidnede deres opførsel om skødesløs ligegyldighed. Men hvor forandret er ikke deres udseende blevet nu! Tryghedsfølelsen er borte, og en navnløs rædsel er trådt i stedet. Hver sjæl nærer frygt for, at den skal blive fundet blandt dem, der er for lette. Hvert øje ser fast på ham, som sidder på tronen, og idet hans højtidelige, ransagende blik glider hen over denne forsamling, er der en hjertets bæven; for de føler sig selvfordømte uden at et ord bliver sagt.

Med sjæleangst erklærer enhver sin egen skyld og indser med frygtelig livagtighed, at han ved at synde har forkastet det evige livs kostelige gave. En klasse mennesker var indført som dem, der gør jorden unyttig. Idet den guddommelige dommers, gennemtrængende blik hvilede på disse, blev deres undladelsessynder tydeligt åbenbaret. Med blege, skælvende læber indrømmede de, at de havde været forrædere i deres hellige tillidshverv.

De havde fået advarsler og privilegier, men de havde ikke agtet på dem ej heller benyttet sig af dem. De kunne nu indse, at de var gået for vidt i påberåbelse af Guds miskundhed. Vel havde de ikke sådanne bekendelser at anlægge som niddinger og de dybt fordærvede; men ligesom figentræet var de under forbandelse, fordi de ikke bar frugt, fordi de ikke havde gjort brug af de talenter, der blev dem betroet. Denne klasse havde gjort selvet til det største og kun arbejdet for egoistiske interesser.

De var ikke rige i Gud, fordi de ikke havde efterkommet hans Krav til dem. Skønt de bekendte sig til at være Kristi tjenere, førte de ingen sjæle til ham. Havde Guds sag været afhængig af deres bestræbelser, ville den have vansmægtet; for de holdt ikke alene de midler tilbage, som Gud havde lånt dem, men de holdt sig selv tilbage. Men disse kunne nu indse og føle, at de ved at indtage et standpunkt uden ansvar vedrørende Guds værk og hans sag havde stillet sig på den venstre side. De havde haft anledningen, men ikke villet udføre den gerning, de kunne have udført.

Hvor mange skal frem for Guds trone for at få deres livs gerninger undersøgt i forhold til det hver enkelt har fået evner til?

1... Kun de ugudelige!

2... Kun de kristne!

3... ALLE, hver eneste sjæl der nogensinde har levet! ***

- - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Alle navne på dem, der bekender sig til sandheden, blev nævnt. Nogle blev irettesat for deres vantro, andre for at have været lade tjenere. De havde ladet andre udføre arbejdet i Herrens vingård og bære de tungeste ansvar, medens de egennyttigt tjente deres egne timelige interesser.

Havde de udviklet de evner, Gud havde givet dem, kunne de være blevet pålidelige mænd til at bære byrder og have virket for Mesterens interesser. Dommeren udtalte: "Alle vil blive retfærdiggjort ved deres tro og dømt efter deres gerninger."

Hvor levende fremtrådte nu ikke deres forsømmelse, og hvor viis var ikke Guds forordning, når han gav enhver en gerning at udføre for at fremme sagen og frelse sine medmennesker! Enhver skulle åbenbare en levende tro i sin familie og i sit nabolag ved at vise venlighed mod de fattige, have medfølelse med de trængende, deltage i missionsarbejde og ved at støtte Guds sag med sine midler. Men ligesom over Meroz hvilede Guds forbandelse over dem, for det de ikke havde gjort.

De havde elsket det arbejde, der ville bringe den største fordel her i livet; og over for deres navne i himmelens dagbog, hvor deres gode gerninger skulle have stået, var der et sørgeligt tomrum. De ord, der blev udtalt til disse, var overmåde højtidelige: "I er vejet på vægtskålen og fundet for lette. I har forsømt åndelige ansvar på grund af travlhed med timelige ting, medens netop jeres betroede stilling gjorde det påkrævet, at I skulle have mere end menneskelig visdom og mere end menneskeligt skøn. Dette behøver I for at kunne udføre endog den mekaniske del af jeres arbejde; og når I skilte Gud og hans ære fra jeres beskæftigelse, vendte I jer bort fra hans velsignelse."

Spørgsmålet blev derpå stillet: "Hvorfor har I ikke tvættet jeres karakters kjortler og gjort dem hvide i lammets blod?

Gud sendte sin søn til verden, ikke for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham. Min kærlighed til jer har været mere selvfornægtende end en moders kærlighed, Det var for at udslette jeres mørke synderegister og holde frelsens kalk til jeres læber, at jeg led korsdøden og har jeres brødes vægt og forbandelse. Dødens kvaler og rædslerne ved gravens mørke udholdt jeg for at kunne overvinde ham, som havde dødens vælde, lukke fængselet op og åbne livets porte for jer. Jeg underkastede mig beskæmmelse og sjælekamp, fordi jeg elskede jer med en evig kærlighed og ønskede at bringe mine genstridige, vildfarende får tilbage til Guds Paradis, til livets træ Det liv i lyksalighed, jeg købte til jer for en sådan pris, har I ikke taget hensyn til. Beskæmmelse, forsmædelse og vanære, sådan som jeres Mester bar for jer, har I søgt at undgå. De privilegier, han døde for at gøre tilgængelige for jer, er ikke blevet påskønnet. I ville ikke have del i hans lidelser, og nu kan I ikke have del med ham i hans herlighed." Derpå blev disse højtidelige ord udtalt: "Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt." Åb 22,11.

Så lukkedes bogen, og kappen faldt af den, der sad på tronen, og åbenbarede Guds, søns majestæt.

Hvor mange af jordens beboere vil på dommens dag, med rette kunne sige, at de aldrig har haft en mulighed for at kende sandheden?

1... Alle hedningerne!

2... Ingen! ****

3... De der bor i Kina og Afrika!

- - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Bibelens religion er ikke skadelig for legemets eller sindets sundhed. Guds ånds indflydelse er den allerbedste medicin, en syg mand eller kvinde kan få. Himmelen er sundhed helt igennem, og jo dybere forståelse den troende syge har af de himmelske indflydelser, desto sikre vil den pågældendes helbredelse være. De stoler på deres egen gode gerninger for at få frelse og søger efter at købe himlen ved deres egne fortjenstfulde gerninger i stedet for at stole, som enhver synder bør, kun på en korsfæstet og oprejst Frelsers fortjenester.

Kristus har givet dem umiskendelige beviser på sin kærlighed og troskab mod dem og har betroet dem midler for at prøve og forsøge deres troskab mod ham. Han forlod himmelen, sin rigdom og herlighed, og blev fattig for deres skyld, for at de for hans fattigdom skulle blive rige. Efter at Kristus således har fornedret sig for at frelse menneskene, kræver han intet mindre af dem end at de skal fornægte sig selv og anvende de midler, han har lånt dem, til deres medmenneskers frelse og derved lægge deres kærlighed til Frelseren for dagen og vise, at de vurderer den frelse, som Kristus ved et så uendeligt offer har tilvejebragt for dem.

Nu er tiden til at anvende midler i Guds sag. Nu er tiden til at blive rig på gode gerninger og lægge sig op en god grundvold for den tilkommende tid, for at vi må kunne gribe det sande liv. En sjæl frelst i Guds rige er mere værd end alle jordiske rigdomme.

Vi er ansvarlige for Gud for de sjæle, vi kommer i berøring med, og jo inderligere vor forbindelse med vore medmennesker er, desto større er vort ansvar. Vi udgør alle et stort broderskab, og vore  medmenneskers velfærd må være vor store interesse. Vi har ikke et øjeblik at spilde. Dersom vi har været ligegyldige i denne henseende, er det nu på høje tid, at vi gør alvor af at indhente det forsømte, for at ikke sjæles blod skal findes på vore klæder. Som Guds børn er ingen af os fritaget for at deltage i Kristi store gerning for vore medmenneskers frelse.

Forretningsmænd og politikere lægger vægt på høflighed. De bestræber sig for at være så tiltalende som muligt. De overvejer, hvorledes de kan gøre deres væsen og deres optræden sådan, at de kan opnå den største indflydelse over deres medmenneskers sind. De bruger deres kundskaber og evner på en så klog, måde som muligt for at opnå deres hensigt.

Mennesker, der bekender sig til at tro på Kristus, frembærer en mængde skrammel, der spærrer vejen til korset, Trods alt dette er der nogle, som er så dybt overbeviste, at de vil komme igennem alle nedstemmende forhold og besejre enhver hindring for at vinde sandheden. Men havde de, der tror på sandheden, renset deres sind ved at adlyde den, og havde de indset betydningen af en dannet optræden i Kristi gerning, kunne tyve sjæle være blevet frelst i stedet for én.

Når en person er blevet omvendt til sandheden, behøver vedkommende tilsyn. Hos mange prædikanter synes nidkærheden at svigte, så snart deres anstrengelser viser nogen fremgang. De indser ikke, at disse nyomvendte trænger til pleje årvågen opmærksomhed, hjælp og opmuntring. De bør ikke overlades til sig selv og blive et bytte for Satans mægtige fristelser; de trænger til at oplæres, angående deres pligter, til at behandles med venlighed og ledes fremad, og til at man besøger dem og beder med dem. Disse sjæle behøver den mad, der tildeles, hvert menneske i rette tid  

Hvornår er det at vi skal berede os til at komme frem for Guds trone og få vort liv gennemgået?

Når vi er fyldt 50 år!

Nu, i dag! ***

Når vi har fået en god uddannelse!

- - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Tænk på endnu et tegn, evangeliets forkyndelse for alle folkeslag. Aldrig har vi følt, at kongens ærinde havde hast som nu. Det er, som om rytteren på den hvide hest rider i galop. Tænk f.eks. blot på, at store radiosendere i Østen og Afrika spreder det kristne budskab dagen igennem ud over de mange hedningelande. Jo, også på det område varsles verdensaftenen.

Og dog, selvom vi ser tegnene og mærker antikrists ånd tage fastere og fastere form, så man allerede kan bæve i angst for det store opgør mellem Satans og Guds rige, så ved vi dog ikke timen. Vi få tværtimod at vide, at den skal komme som en tyv om natten, altså ganske bag på os. En af mine præstebrødre fortalte mig engang, at da han en morgen vågnede op og så, at en tyv om natten havde taget det tøj, han havde hængt på stolen ved siden af sengen, blev dette "som en tyv om natten" så levende som aldrig før.

Eller den dag skal ifølge Guds ord komme bag på os som en snare. Tænk bare på drengen, der har stillet sin snare, kornet er strøet, og fuglen hopper intetanende ind under soldet; et ryk - og i et nu er den fanget i snaren. Så pludseligt skal det ske.

Derfor siger Herren: Våg og bed, at I må blive i stand til at undfly alle disse ting. Med andre ord, lev i forventning om hans komme. Ingen kender dagen eller timen. Og brug så tiden. "Min tid er knap, jeg få at rende," sang Brorson. Er der nogen tid, det gælder for, så er det vor tid. Måtte vi med tanken på Herrens genkomst i vort arbejde for Guds rige, hjemme og ude, leve mere under dette: Arbejd, mens det er dag, der kommer en nat, da ingen kan arbejde.

Det andet store og endnu vigtigere spørgsmål er dette: Når Herren kommer i skyen (eller i døden,) hvem kan da bestå for Menneskesønnen?

Ved vi hvornår vor sag kommer frem for Guds domstol?

1... Ja, det bestemmer vi selv!

2... Nej, det kommer pludselig og uventet! ***

3... Det sker når præsten mener vi er rede!