|
Mange skal se liget af de to vidner! Det er helt uhørt, selv blandt de mest ugudelige, at et lig af et menneske får lov til at blive liggende på gaden. Der er da også nogle, ja måske endog mange, som ønsker at begrave de to vidner, men det får de ikke lov til. Åb 11,9
Mennesker fra alle folk og stammer, tungemål og folkeslag skal se deres lig i tre og en halv dag, men vil ikke tillade, at deres lig bliver lagt i graven. Når man ser nærmere på dette vers er der noget som kunne tyde på, at mange mennesker vil rejse til Jerusalem for at se liget af de to vidner. Dette passer også godt sammen med, at det er på den tid den sjette basun og den sjette plage sker, netop i nærheden af Jerusalem.
Alle jubler over at de to vidner er døde! Når man, til den tid ser tilbage på, hvad de to vidner har forkyndt af katastrofer og bidende sandheder, kan det ikke undre at jordens befolkning jubler og glæder sig over at de nu er døde. Mange har i tidens løb forsøgt at dræbe dem, men uden held. Selv de professionelle legemordere har måttet give op. Nu da det endelig efter 1260 dage, tre og et halvt år er lykkedes at få dem dræbt, tror alle, at alt nu bliver godt og at tørken, plagerne og de mange andre katastrofer som de to vidner har forudsagt, vil ophøre. Dette er årsagen til at jordens befolkning fester og jubler.
Til os er advarselen givet, Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet." Læg mærke til deres yderlighed og fanatisme i tjenesten af deres store mester, Satan. Så snart at den onde havde folket under hans styrelse, var der åbenbare tegn af satanisk karakter. Folket spiste og drak uden en tanke om Gud og hans barmhjertighed, uden en tanke om nødvendigheden af modstand mod djævlen, som ledte dem til de mest skamfulde handlinger. Den samme ånd var tydelig som ved den ugudelige fest for Belsazzar. Der var lystighed og dans, løssluppen munterhed og sang, førte til en hengivelse der narrer sanserne; da overdreven eftergivenhed, påtaget vellyst - alt dette var blandet på dette vanærende sted. Gud var blevet vanæret; hans folk blev til en skam i hedningernes påsyn. Fordømmelser var ved at falde over den forblændende, og omtågede skare. Endnu gav Gud i hans barmhjertighed dem anledning til at opgive deres synder.
Hvem var det der holdt en ugudelig fest, hvor Gud blev vanæret og guds folk blev gjort til grin i de ugudeliges påsyn?
Nebukadanezer
Herodes
Belsazzar ****
- - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Igen spørger jeg, I betragtning af den åbenbaring
der blev gjort til Johannes på øen Patmos, som fra
begyndelsen fra det førstekapitel til slutningen af det sidste
kapitel er lys, stort lys, åbenbaret til os af Jesus Kristus, der
valgte Johannes til at være den kanal igennem hvem dette lys
skulle skinne ud i verden - med sådane vidunderlige og
højtidelige sandheder åbenbaret, med store sandheder
uåbnet for os i begivenhederene for at bæve førend
Kristi tilsynekomst er i himlens skyer med magt og megen herlighed,
hvordan kan dem som gør fordring på at se disse
vidunderlige ting ud fra Guds lov, findes på listen for urene,
horkarle og ægteskabsbryder, hele tiden undslippe sandheden og
hemmeligt arbejde på uretfærdighed? Tror I at de kan skjule
deres veje for Herren? så Gud ikke ser det? så Gud ikke
får kundskab til det? Beltsazzar var, medens han var i gang med
hans ugudelige fest, ikke vidende om at han havde gæster han ikke
havde invitert. Himlens Gud hørte den pris der blev givet til
sølv og guld karrerne. Han så den vanhelligelse af det som
havde været viet til ved hellig indvielse anvendt til hedenske og
tøjlesløse formål. Det er en sandhed som skulle
få enhver af os til at græde, så dem der lever i de
sidste dage, over hvem denne verdens ende kommer, er langt mer skyldige
end Beltsazzar var. Dette er muligt på mange måder.
Når mennesker har påtaget sig indvielsesløftet
på dem selv, i at hellige alle deres kræfter på Guds
indviede tjeneste; når de besidder embeder som fortolker af
bibelsandhed, og har taget imod den højtidelige formaning;
når Gud og engle er sammenkaldt som vidner for sjælens,
legemet og åndens højtidelige indvielse til Guds tjeneste
- da skal de mennesker som hjælper med i det mest hellige embede
vanhellige deres gudgivne kræfter til uhellige formål? Skal
de indviede kar, hvem Gud skal bruge til et højt og helligt
arbejde, slæbes fra dets ophøjede og kontrolerde kreds for
at forvalte nedværdigede begær?
Er denne afgudsdyrkelse ikke af den mest nedværdigende slags? - læberne der udtrykker pris og tilbeder et syndfuldt menneskeligt væsen, udgyder udtryk af henrivende følsomhed og stor smiger der alene tilhører Gud - kræfter der er givet til Gud i alvorlig indvielse bruges på en skøge; for nogen kvinde der vil tillade henvendelser fra andre end hendes mand, som vil lytte til hans tilnærmelser, og hvis ører vil være fornøjet ved udgydelsen af overdådige kærligheds ord, af forgudelse, af kærtegn, er en ægteskabsbrydereske og en skøge.
Ingen ulykke er så stor som at blive en falsk guds dyrker. Intet menneske er i et så jammerligt mørke som han der har mistet sin vej til himlen. Det er som om en forgabelse er over ham, for han har en falsk gud. At vende denne dyrkelse af jordens menneskelige, faldne og fordærvede væsner til den eneste sande gudsdyrkelse syndes at være en håbløs opgave. Der er i vor tid stadige gentagelser af Beltsazzars fest og Beltsazzars afgudsdyrkelse; og Beltsazzars synd er gentaget når det hjerte, som Gud kræver skal gives til ham i ren og hellig opofrelse, er vendt væk fra ham for at tilbede et menneskeligt væsen, og læberne er dannet til at udtale prisnings og forgudelses ord som tilhører Herren himlens Gud.
Når den kærlighed som Gud kræver skal klynges omkring ham er lavet til at samle sig om jordiske genstande, - en kvinde, en mand eller nogen jordiske ting, - er Gud erstattet af den genstand som fængsler sanserne og hengivenheden, og de kræfter som højtideligt var tilegnet Gud er overdraget på et menneskeligt væsen som er besmittet med synd. Mænd og kvinder som en gang har Guds billede, men som er tabt ved ulydighed og synd, vil han igen genoprette gennem deres passende del af den guddommelige natur, har han undladt den fordærvelse der er i verden ved lyst. Og når mænd og kvinder helliger deres Gudsgivne kræfter til uhellige
hensigter, for at tjene til begær, er Gud vanæret, skuespillerne er ødelagte.
Er den form for løssluppedhed, ugudelighed og vanære, som kendetegnede den fest Beltsazzar holdt noget der også foregår i dag?
Ja, men kun i de ikke kristne kredse
Ja, og endog blandt de der kalder sig oprigtige og gode kristne ******
Nej det var kun noget der skete den gang
- - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Midt under festen og glæden over de to vidners død, sker der pludseligt noget som får befolkninger til at stivne af rædsel. De to vidner bliver levende igen og rejser sig op. Og netop dette at de rejser sig op tror jeg er en af årsagerne til at de ikke skulle begraves. Virkningen på de mange tusinde, som nu ser de to vidner komme til live og rejse sig op, er ufattelig rædsel.
Jeg ved ikke hvordan du ville have det, hvis du så et menneske der havde været død i flere dage og var ved at gå i forrådnelse, rejse sig op.
Rædsel greb den romerske Vagt. Hvor var nu deres Magt til at holde Jesu Legeme? De tænkte ikke på deres Pligt eller på, at Disciplene kunne stjæle ham og føre ham bort. Da Lyset fra Englene skinnede omkring dem klarere end Solen, faldt de romerske Vægtere til Jorden som døde. En af Englene greb fat i den store Sten, væltede den bort fra Indgangen til Graven og satte sig på den. Den anden gik ind i Graven og løste Tørklædet af Jesu Hoved. Engelen fra Himmelen råbte nu med en høj Røst, der fik Jorden til at ryste: "Du Guds Søn, din Fader kalder dig! Kom herud!" Døden kunne ikke længere have Herredømme over ham. Jesus opstod fra de døde som en sejrrig Erobrer. I højtidelig Ærefrygt betragtede Engleskaren dette Skue. Og da Jesus kom frem af Graven, kastede disse skinnende Engle sig til Jorden for at tilbede og hilse ham med jublende Sejrssange.
For Guds folk, det vil sige, de der virkelig har taget tid til at studere Guds ord, er dette at Gud kan oprejse en død ikke noget ukendt.
1Thess 4,13-18 Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord.
Jeg ved ikke om du har tænkt over det, men de to vidner skal vidne og profetere i tre og et halvt år, de skal ligge på gaden i tre og en halv dag.
De døde i troen er IKKE i himlen i dag. Men de skal opstå, ved Jesu synlige komme! Hvem er det der kommer fra Himlen og kalder de troende frem, op af graven, - vækker dem fra dødens søvn?
En mægtig kerub
Jesus Kristus *****
Faderen