Hvem kan til fulde forstå rækkevidden af den kendsgerning, at Jesus blev født af en kvinde - af Jomfru Maria?
Han blev født på det tidspunkt og på det sted, som profeten forud nøje havde beskrevet. Bibelen siger.
Gal 4,4 "Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven,"

Som menneske blandt mennesker gjorde han brug af guddommelige kræfter, mens han var på Jorden. Han lagde sine lægende hænder på de lidende, og sygdom og smerter forsvandt. Han åbnede blindes øjne. Lamme og vanføre fik deres førlighed tilbage, og døde stod op fra graven. Han gik i sandhed omkring og gjorde vel, ide han åbenbarede sin magt over liv og død og over naturens kræfter.

Hvorledes skal vi kunne fatte storheden i Kristi forsoning på korset?
Hvorledes kan vi måle det kærlighedsdyb, som kom til syne, da den uskyldige led for de skyldige?
Vi kan blot i tro tage imod frelsens gave.
Joh 3,16 "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."

Nogle, som mente, at Jesu død på korset var afslutningen på hans virksomhed, søgte ham i graven. Men han var ikke der.
I stedet fandt de en udsending fra den himmelske verden:
Matt 28,5-7 "Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det."

I Galilæa mødte de ham efter opstandelsen. Ved Tiberia sø åbenbarede han sig for disciplene, mens de var ved at fiske. Jesus var iblandt dem igen - den samme Jesus, som døde på korset. Han var levende, han var virkelig. Han var ingen ånd, for han spiste brød og fisk sammen med dem, da fangsten var kommet i land.

Siden åbenbarede han sig for mange andre. Hundreder så ham og blev overbevist om, at den korsfæstede frelser var opstået fra de døde.

Fra Oliebjerget så de ham fare op til Himmelen, til det sted, hvor han var, før han blev menneske. Han iklædte sig igen den herlighed, han havde hos sin Fader fra evighed.
Apg 1,9-11 "Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.""

Mens vi venter på, at løftet om Jesu genkomst skal blive opfyldt, er det ganske naturligt, at vi stiller spørgsmålet: Hvad er Jesu gerning i dag?
Vi ved, at han lever i Himmelen.
Vi ved, at han kommer igen, og at hvert øje skal se ham i hans herlighed.
Men hvad åbenbarer Bibelen om Jesu gerning i Himmelen nu, mens vi venter på hans genkomst?

I Det Ny Testamente er der en bog på 13 kapitler, som hovedsagelig handler om Jesu gerning i dag. Det er Hebræerbrevet. Her er skitseret et billede af Jesus i Himmelen, og hvordan han der forbereder sin genkomst til denne jord. I to bibelstudier vil vi betragte dette emne.

Guds ord siger: Hebr 8,1-2 "Hovedsagen i det, der her siges, er, at vi har en sådan ypperstepræst, som sidder på højre side af den Højestes trone i himlene og gør tjeneste ved helligdommen, det sande Åbenbaringstelt, som Herren selv og ikke noget menneske har rejst."

Først står der, at det, som siges, er en "hovedsag". Emnet er altså af den største betydning for os. Dernæst står der, at Jesus er ypperstepræst, og at han tjener ved helligdommen, det sande tabernakel, som Herren har rejst og ikke et menneske. Dette er tydelige ord.
Jesus er i dag ypperstepræst i et tempel, som Herren har rejst i Himmelen.

Hvordan ser dette tempel ud?
Lad os læse: Hebr 8,4-5 "Hvis han nu var her på jorden, ville han ikke engang være præst, da der allerede er andre, som frembærer gaverne efter loven.
De tjener ved en helligdom, der kun er en efterligning og en skygge af den himmelske, fremstillet efter de anvisninger, Gud gav Moses, da han skulle rejse Åbenbaringsteltet. Han sagde: "Sørg for at lave alt efter det forbillede, du fik at se på bjerget.""

Først siges der her, at på Jorden var Jesus ikke præst. Hans ypperstepræstelige gerning er derfor ikke på Jorden, men i Himmelen.

Dernæst siger denne tekst, at det tabernakel, som Moses skulle indrette, var en skygge af det himmelske. Ja, der står endog, at tabernaklet på Jorden var et afbillede eller en kopi af det, som er i Himmelen.

Det er interessant at lægge mærke til, at det tabernakel, Israel havde, var en skygge af det, som er i Himmelen. Selv om Moses så et billede af det himmelske, så kunne udformningen kun blive en meget ufuldkommen gengivelse. Men lad os alligevel huske, at tabernaklet blev indrettet efter et himmelsk mønster.

Tabernaklet var bygget således, at det kunne tages fra hinanden og bæres, når folket flyttede fra sted til sted.
Det var inddelt i to afdelinger: det hellige og det allerhelligste.
Materialet var hovedsagelig tæpper og skind.

Det var omgivet af en forgård, hvor der stod et brændofferalter og et kobberkar med vand.
Om dagen hvilede en skystøtte over helligdommen og om natten en ildstøtte.

Senere hen, da Israel kom ind i Kanaan, byggede Salomo et nyt tempel. Det var pragtfuldt og mægtigt, men i princippet var det som det oprindelige i ørkenen, med forgård og med to afdelinger: det hellige og det allerhelligste.

Inde i det hellige stod den 7-armede lysestage af guld.
Dens lys var tændt dag og nat og var den eneste belysning her.

Herinde stod også skuebrødsbrodet. Det var beslået med guld, og på det var lagt 12 brød, ét for hver stamme i Israel. "Jeg er livets brød", sagde Jesus.

Lige ved forhænget, som skilte mellem det hellige og det allerhelligste, stod røgofferalteret. Røgelsen, som stadig brændte på dette alter, symboliserede Guds børns bønner, som stiger op foran Guds trone.

Inde i det inderste rum - i det allerhelligste - stod pagtens ark. På låget, som kaldtes for "nådestolen", var der to keruber i hamret guld. I arken lå de to stentavler, hvorpå Gud havde skrevet de ti bud. Arons stav, som havde blomstret, og en krukke med manna lå også nede i arken.

Ved siden af arken lå Moseloven, skrevet på bogruller.

Folkets tilbedelse og gudstro var nøje knyttet til helligdommen. Dets håb om frelse grundede sig på den forsoning, som var symbolsk fremstillet i templets offertjeneste.

Vi, som lever i dag, ved, at Jesu Krist forsoning er den eneste vej til frelse. Han tog den straf, vi fortjente. Han døde i vort sted. Han betalte prisen, for at vi skulle slippe fri.

Men hvorledes fik menneskene syndsforladelse, før Kristus døde på Golgata? Svaret har vi blandt andet i denne tekst:
3Mos 4,33-35 "Han skal lægge sin hånd på syndofferdyrets hoved og slagte det som syndoffer på det sted, hvor man slagter brændofferdyret.
Så skal præsten tage noget af syndofferdyrets blod på sin finger og stryge det på brændofferalterets horn; resten af dets blod skal han hælde ud ved alterets sokkel. Alt dets fedt skal han skære fra, ligesom fedtet skæres fra måltidsofferlammet, og præsten skal brænde det på alteret sammen med Herrens ofre.
På den måde skaffer præsten ham soning for den synd, han har begået, så han får tilgivelse."

Læg mærke til den sidste del af verset: "På den måde skaffer præsten ham soning for den synd, han har begået, så han får tilgivelse."

Han, som havde syndet, kom med et lydefrit dyr til forgården, hvor brændofferalteret stod. Der bekendte han sin synd over offerdyrets hoved, og så måtte han selv tage dyrets liv. - Præsten strøg noget af blodet på alteret.
Således blev synderens synd sonet, og han fik tilgivelse.

Meningen med dette er ganske klar. Vi læser disse ord om Johannes Døber:
Joh 1,29 "Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: "Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd."

Da Johannes Døber pegede på Jesus og sammenlignede ham med et lam, som bærer verdens synd, brugte han et symbol, som folket forstod. I århundreder havde der været ofret uskyldige offerdyr ved tempeltjenesten.
Nu var Jesus kommet som det sande og fuldkomne lam. Han var Forsoneren, som symbolsk var fremstillet i den gamle offertjeneste. Derfor skriver apostelen Peter, at vi er løskøbt 1Pet 1,19 "men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde;"

Israelitternes tro var grundet på ham, som skulle komme.
På det grundlag fik de syndsforladelse.

Vi læser i evangeliet om, at da Jesus døde på korset, revnede forhænget, som skilte mellem det hellige og det allerhelligste i templet.
Matt 27,50-51 "Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede," På denne drastiske måde fik Israel budskabet om, at ofringerne i templet ikke længer skulle fortsætte. Han, som symbolsk var fremstillet i offertjenesten, havde nu selv én gang for alle givet sit liv som en soning for folkets synd.

Med dette som baggrund forstår vi bedre, hvad Paulus skriver om Kristus:
Kol 2,14 og 16-17 "Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus."

Moseloven, som var skrevet på en bogrulle, indeholdt en række bestemmelser om ofringer, højtider og helligdage, som havde symbolsk betydning.
Denne Moselov, som lå ved siden af pagtens ark, blev naglet til korset.
Dens bestemmelser af forbilledlig betydning blev afskaffet og gælder ikke længer for os.

De ti bud, som Gud selv skrev med sin finger på to stentavler, og som blev lagt i arken, er aldrig blevet afskaffet.
Bibelen siger, at synd er lovbrud. Derfor vil det altid være synd at stjæle, at bedrive hor, at vanhellige ugens syvende dag og at bryde et hvilket som helst andet af de ti bud.

Et studium af den bibelske beretning om helligdommen og gudstjenesten dér viser, at mange detaljer havde dyb symbolsk betydning. Ligesom månen gengiver glansen fra solen, var tempeltjenesten en gengivelse af Kristi forsoningsværk.
Gennem skygger og forbilleder forsøgte Gud at forberede sit folk på at modtage Jesus.

Lad os betragte forbilledet og se, hvordan Jesu gerning er fremstillet gennem det, som foregik i templet.

Vi har læst om synderen, som bekendte sin synd over offerdyret og selv tog dets liv. På den måde var Jesu forsoningsdød fremstillet, og ved troen på ham, som skulle komme, fik synderen tilgivelse.

Præsten tog så noget af offerdyrets blod og stænkede på alteret eller på forhænget mellem de to afdelinger. På den måde blev synderen renset for sin synd, men synden blev symbolsk overført fra ham til helligdommen.

Idet præsten hver eneste dag stænkede noget af syndofferets blod på helligdommen, skete der en symbolsk ophobning af synd i helligdommen. Men synden skulle ikke blive dér.

På en bestemt dag i året, som kaldtes "den store forsoningsdag", udførtes der en bemærkelsesværdig ceremoni. To offerdyr blev ført frem foran templet. Det ene fremstillede Messias. Det andet "Azazel" eller den onde.

Offerdyret, som symboliserede Messias, blev slagtet, og noget af dets blod ført ind i helligdommen.

På den store forsoningsdag gik ypperstepræsten ind i det allerhelligste. Det var den eneste gang om året, han fik lov at gå ind i denne afdeling. Her stænkede han noget af blodet på nådestolen. Herunder lå de ti bud, som synderen havde brudt.

Hvorfor gjorde ypperstepræsten dette?
Svaret har vi i de bibelvers, som beskriver denne højtidelige ceremoni:
3Mos 16,15-16 "Så skal han slagte folkets syndofferbuk og bringe dens blod ind bag forhænget og gøre med det, ligesom han gjorde med tyrens blod; han skal stænke det på sonedækket og foran sonedækket. På den måde skaffer han helligdommen soning for israelitternes urenhed og for deres overtrædelser, alle deres synder. På samme måde skal han gøre med Åbenbaringsteltet, som står hos dem midt i deres urenhed."

Læg mærke til, hvad vi læste her: På den måde skaffer han helligdommen soning for israelitternes urenhed og for deres overtrædelser".
Gennem et helt år var folkets synder symbolsk blevet overført til helligdommen; men på den store forsoningsdag blev al folkets synd sonet ved ofringen af det dyr, som fremstillede Kristus.

Det andet offerdyr, som fremstillede den onde, blev ført ud i ørkenen for at dø. Det var en fremstilling af den skæbne, som engang rammer Satan, syndens ophavsmand.

Hvorfor er nu alt dette nedtegnet i Bibelen?
Hele 16 kapitler beskriver selve tabernaklet. Desuden handler en hel bog i Det Gamle Testamente om selve tempelceremonierne og i Det Ny Testamente er praktisk talt hele Hebræerbrevet en fremstilling af tabernakeltjenestens symbolske mening for den kristne.

Årsagen er ganske enkelt den, at meget i helligdomstjenesten pegede frem til Kristus og kaster lys over den gerning, han udfører for os i dag.
Hebr 9,11-12 "Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning."

Her står der, at Kristus, vor ypperstepræst, gik ind i et telt, et tabernakel, som ikke er gjort med hænder. Der gik han ind med sit eget blod og vandt en evig forløsning.

I Himmelens tempel udfører Jesus i dag sin tjeneste for os.
Ved Majestætens trone i Himmelen er han vor talsmand og forbeder. I begge sine hænder har han tegnet os. Sårmærkerne, som han fremdeles bærer, taler om, hvad vor forløsning har kostet. Han glemmer aldrig et eneste af sine dyrtkøbte børn. Han vil heller aldrig glemme dig.

I et syn fik Moses et tempel i Himmelen at se. Det tabernakel, han byggede for Israel i ørkenen, var en "skygge" eller en kopi af det, han så.

Det fremgår af flere bibeltekster, at der findes et tempel i Himmelen.
Vi læser: Åb 11,19 "Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel, og der kom lyn og brag og torden og jordskælv og voldsom hagl."

Her nævner apostelen "Guds tempel i himlen" og pagtens ark, som findes der.

Vi har også læst, at når en person havde syndet, kom han til alteret i forgården med et lydefrit offerdyr. Han bekendte sine synder over dets hoved, og så måtte han selv tage dyrets liv. Således fik han tilgivelse. Hans synd blev sonet ved blodet, som blev udgydt.

Dette var et forbillede på Kristi forsoning, for vi læser:
Hebr 9,14 "så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud."

Vi læste forrige gang, at præsten dyppede sin finger i blodet og stænkede det enten på røgofferalteret, på forhænget eller på brændofferalteret i forgården. På denne måde blev synden symbolsk overført til helligdommen.

Da denne tjeneste foregik hver dag, blev synden i billedlig forstand "ophobet" i tabernaklet.

På en bestemt dag i året - den 10. dag i årets 7. måned - gik ypperstepræsten ind i det allerhelligste, hvor pagtens ark stod. Med sin finger stænkede han af offerdyrets blod syv gange på nådestolen.
3Mos 16,16 "på den måde skaffer han helligdommen soning for israelitternes urenhed og for deres overtrædelser."

Den synd, som gennem hele året billedligt var overført til tabernaklet, blev på denne måde udslettet - fjernet for altid.

Hvorfor er dette nedtegnet i Bibelen?
Hvad viser det os, som lever i dag?
Lad os læse fra Det Ny Testamente:
Hebr 9,22-23 "Ja, efter loven bliver næsten alt renset med blod, og der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod. Det er altså nødvendigt, at efterligningerne af det, der er i himlene, renses på denne måde, men de himmelske ting selv må renses ved bedre ofre end disse."

Her nævnes først, at "afbillederne af den himmelske helligdom" - Israels tabernakel - blev renset ved offerets blod. Læg så mærke til den sidste del af verset: "Den himmelske helligdom" skal renses" ved bedre ofre end disse".

Hvad betyder det, når Bibelen nævner, at den "himmelske helligdom" skal "renses"? Vi kan vanskeligt forestille os, at der findes noget urent i Himmelen. Men Guds ord forklarer sig selv. Det, som skal fjernes, er beretningen om vor synd. Den findes i Himmelen:
Mal 3,16 "De, der frygter Herren, talte dengang med hinanden, og Herren lyttede opmærksomt. Der blev skrevet en bog, for at Herren skulle erindre dem, der frygter ham og agter hans navn."

Følgende ord vidner om det samme:
Åb 20,13 "Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger."

Her står der, at når dommen over meneskene falder, bliver det på grundlag af det, som står skrevet i bøgerne. I Himmelen findes altså beretningen om alt i vort liv. Også om vore synder.

Men det, som er skrevet imod os, vil blive fjernet. Vi læste, at de himmelske ting skal renses ved bedre ofre.

Renselsen af Israels tabernakel blev indvarslet ved, at præsterne blæste i trompet. På denne måde blev det bekendtgjort for hele folket, hvad der skulle ske.

Trompetstødene fortalte, at årets alvorligste dag var kommet, og alle, som ikke havde fået syndsforladelse, før den højtidelige ceremoni var ovre, blev "afskåret" fra folket.

Guds folk ventede derfor i spænding uden for tabernaklet, mens ypperstepræsten var inde i det allerhelligste. Det var en opgørets dag for folket.

Denne højtideligste del af gudstjenesten var også et forbillede på Kristi gerning i det himmelske tempel. Om det læser vi:
Dan 8,14 "Han svarede mig: "2300 aftener og morgener! Derefter skal helligdommen få sin ret tilbage.""

Det er en almindelig anerkendt regel, at i profetisk tid regnes en dag for et år. Ifølge denne profeti skal der altså gå 2300 år, før helligdommen skal "komme til sin ret igen". I den engelske bibel står der, at helligdommen skal "renses".

Hvornår begynder og slutter denne tidsperiode?
Profeten Daniel fortæller i næste kapitel, at en engel forklarede ham betydningen af synet. Engelen siger først, at 490 år er fastsat, indtil Messias skal fremstå og give sit liv. Videre siger engelen, at tidsperioden begynder, når befalingen udgår om at genopbygge Jerusalem. Den udgik i 457 f. Kr.

Det hele bliver da ganske enkelt. De 2300 år begynder i 457 f. Kr. og når til 1844 e.Kr.
Hvad skulle da ske?
Vi læste, at da skal helligdommen "få sin ret igen" eller "blive renset".

Med disse ord beskriver profeten Daniel denne dommens dag i Himmelen:
Dan 7,9-10 "Da så jeg dette: Troner blev stillet frem, og en gammel af dage tog sæde; hans klæder var hvide som sne, og håret på hans hoved var rent som uld. Hans trone var flammer af ild, dens hjul var luende ild. En flod af ild strømmede frem og løb ud foran ham. Tusind, ja tusinder tjente ham, ti tusind, ja titusinder stod foran ham. Retten blev sat, bøgerne blev åbnet."

Med en utallig engleskare som vidne bliver retten sat og bøgerne åbnet.

Vi har tidligere læst, at når Jesus kommer igen, bliver Guds børn taget til Himmelen, og de ugudelige går til grunde.

Det viser, at før Jesus kommer igen, må der i Himmelen være truffet en afgørelse om, hvem der kan frelses, og hvem der må gå fortabt.

Apostelen Paulus skriver: 2Kor 5,10 "For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt."

Ifølge denne tekst skal også Guds børn stilles for Kristi domstol.
Hvornår sker det?
Det må blive, før Jesus åbenbares, for når han kommer, er det bestemt, hvem der skal med ham til Himmerig.

Apostelen Peter skriver, 1Pet 4,17 "For nu er det tiden, da dommen tager sin begyndelse, og den begynder med Guds hus; men når den begynder med os, hvilken ende vil det så ikke tage med dem, der er ulydige mod Guds evangelium?"

Det er den dom, som nu holdes i Himmelen. Retten vil blive sat, som vi læste, og de bøger åbnet, hvori alt er nedtegnet om menneskenes børns liv.
Englene står som vidner foran Guds trone i den guddommelige retssal.

Jesus sagde engang til sine disciple:
Luk 10,20 "Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene."

Det, som er af størst betydning for os, er , at vore navne står i livets bog.
Den samme tanke finder vi i disse ord:
Dan 12,1 "På den tid fremstår Mikael, den store fyrste, der står ved dit folks side. Det bliver en trængselstid, som der ikke har været magen til, så længe folkeslag har været til. På den tid skal dit folk blive reddet, alle der er indskrevet i bogen."

Her står der, at Mikael skal stå frem. Mikael betyder "Den, som er Gud lig". Det er altså Kristus. Når han kommer, vil alle, der er optegnede i bogen, blive frelst.

I den undersøgende dom, som nu foregår, vil nogle navne blive stående i livets bog. Andre vil blive slettet. Kun de, hvis navne findes i bogen, når Jesus kommer, vil komme med ham hjem. Og så tænker du måske: Hvordan skal jeg da blive frelst?

Hvis alle mine synder er nedtegnet deroppe, så er jeg håbløst fortabt. Ja, det er rigtigt, men disse ord giver håb:
Hebr 4,15-16 "For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.
Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid."

Her står der, at Jesus er vor ypperstepræst.

Vi læste også, at vor ypperstepræst har været fristet i alt, ligesom vi. Han forstår os. Derfor kan vi frimodigt søge ham i vore bønner.

Ligesom røgelsen i det gamle tabernakel steg op for nådestolen, stiger vore bønner op til Jesus Kristus. Ja, i Bibelen står der ligefrem, at røgelsen, som stiger op foran Guds trone i Himmelen er "de helliges bønner".
Åb 5,8 "Og da det fik bogen, faldt de fire væsener og de fireogtyve ældste ned for Lammet, hver med sin harpe og sine guldskåle fulde af røgelse - det er de helliges bønner."

Hvis du plages af din synd, tænk da på disse ord:
1Joh 2,1-2 "Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder."

Hvor løfterige er disse ord! Vi har en talsmand hos Faderen, og han er soning for vore synder.

Har du antaget Jesus som din frelser?
Han er da din talsmand i Himmelen. Når din sag kommer op til doms, og det skal afgøres, om du skal med Jesus til Himmelen ved hans genkomst, da vil Frelseren tale din sag.

Når Satan anklager dig for dine synder, vil Jesus stå frem i dit sted, for vi læste, at "han er soning for vore synder". På Golgata blev han såret for dine overtrædelser, knust for din brødes skyld. Straffen kom over ham, for at du skulle have fred, og ved hans sår har du fået lægedom.

På det grundlag vil dit navn blive stående i livets bog.
For Kristi skyld vil du få evigt liv.

Dette budskab fra Bibelen om Jesus som vor ypperstepræst og om hans tjeneste for os i dommen skal forkyndes for alle folkeslag:
Åb 14,6-7 "Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, og englen sagde med høj røst:
Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer.
Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder."

Her ser apostelen, at evangeliet bliver forkyndt over hele Jorden.
Der siges til folkeslagene, at "nu er hans doms time kommet".

I Guds sidste kald til menneskene hedder det altså ikke, at dommen hører fremtiden til. Nej, vi læste, at "for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk" forkyndes det, at domstimen er kommet. I dag har du hørt dette budskab fra Guds ord.

Det er også mærkværdigt at se, hvordan alt er lagt til rette, for at Guds ord skulle opfyldes. Indtil omkring året 1844 rejste man omtrent på samme måde, som da pyramiderne blev bygget. Det hurtigste kommunikationsmiddel på søen var sejlskibet. På landjorden gik man til fods eller red på hesteryg.

Men inden for de sidste 100 år har udviklingen været enorm. Denne generation har som ingen anden set, hvordan nye og revolutionerende kommunikationsmidler afløste dem, som havde været i brug fra ældgamle tider. Set med vore øjne var det første tog og den første bil primitive, men de varslede en helt ny tid.

Vor tids særpræg og kendetegn er blevet fart. Det har sin betydning, at udviklingen på opfindelsernes område netop er sket nu i denne tid af verdenshistorien og så overvældende hurtigt.
For tusinder af år siden var menneskene ligeså intelligente som i dag; pyramiderne og meget andet vidner om det, så hvorfor kom alle disse opfindelser ikke på et tidligere tidspunkt.

Først da tiden var inde, til at budskabet om dommens begyndelse skulle gå til alle folkeslag, blev alt lagt til rette. I løbet af nogle få år er der på kommunikationsmidlernes område sket en større udvikling end i de henrundne årtusinder.

Således lagde Gud forholdene til rette, for at budskabet hurtigt kunne nå ud til "alle folkeslag og stammer og tungemål og folk."

Præsterne i det gamle Israel indvarslede domstimen ved at støde i trompeterne. I dag bebuder Kristus, at dommens time er kommet. Hans redskaber er forkyndere, som hurtigt når frem til alle Jordens folkeslag med "det evige evangelium".

Vi ved ikke, hvornår det tidspunkt er inde, da Kristus vil komme for at hente dem, hvis navne står skrevet i livets bog.
Vi kender ikke dag og time for afslutningen af den undersøgende dom i Himmelen; men viserne på Guds ur angiver, at tiden er nær.
Kristus selv taler til os gennem tidernes tegn og gennem profetiernes opfyldelse. Vi ved derfor, at han snart vil afslutte sin gerning som ypperstepræst og komme som Kongernes Konge.

Jesus siger til os: Åb 3,20 "Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig."

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på www.bibel-skolen.com