Helligdommen bygges efter et forbillede.
Folket havde efter en måneds vandring i ørkenen slået lejr ved Sinaj bjerg. Gud havde givet dem sin lov, som de havde lovet at holde. Moses var mellemmanden mellem Gud og folket, og i den egenskab blev han kaldt op på bjerget for at få nærmere undervisning angående gudstjenesten. På bjerget viste Gud ham, hvorledes alt skulle være. "Se til," sagde Gud til ham, "at du udfører alt efter det forbillede, som blev vist dig på bjerget." Hebr. 8,5. Efter dette forbillede byggede han tabernaklet; for " Moses gjorde ganske som HERREN! havde pålagt ham; således gjorde han." 2 I Mos.40,16.
Følgende er en kort beskrivelse af bygningens udseende og indretning, hovedsageligt taget fra 2 Mos. Kap.25-31 :
"Tabernaklet var således indrettet, at det kunne skilles ad og bæres af israelitterne på alle deres rejser ... væggene bestod af brædder, som stod op; de blev sat i fodstykker af sølv og blev sat sammen med tapper. Det hele blev beslået med guld, hvilket gav udseende af at de bestod helt af guld. Taget blev dannet af fire lag tæpper ... bygningen var delt i to dele ved et kostbart og meget smukt tæppe eller dække, søm hang i guldbeslåede støtter, og et lignende forhæng ved indgangen til den første afdeling ... med guld og sølvtråde havde man imellem dette indvævet keruber, som fremstillede engle hæren, der står i forbindelse med gerningen i den himmelske Helligdom og er tjenende ånder for Guds folk på jorden. Det hellige telt blev omgivet af en åben plads, som kaldes forgården; den var omgivet af hegn af hvidt, fint linned, som hang på kobberstøtter ... i forgården og nærmest folkets indgang stod brændofferets kobberalter.
På dette alter blev alle ild ofre til Herren brændt og dets horn blev bestænket med forsoningens blod. Mellem alteret og tabernaklets dør var kedlen, som også var af kobber ... i kedlen skulle præsterne vaske deres hænder og fødder, når de gik ind i det hellige eller nærmede sig alteret for at ofre et brændoffer til Herren.
I den første afdeling (det hellige) var bordet med skuebrødene, lysestagen og guldalteret til røgelse. Bordet med skuebrødene stod mod nord.
Det havde en guldkrans om dets kant og var beslået med rent guld ... mod syd var lysestagen med dens syv grene og dens syv lamper ... lige foran forhænget, som skilte det hellige fra det allerhelligste og fra Guds umiddelbare nærværelse, stod guldalteret til røgelse ... ilden på dette alter blev antændt af Gud selv og blev bevaret som hellig ... Inden for det inderste forhæng var det allerhelligste. Her var midtpunktet for forsoningens og forligelsens symbolske tjeneste, og her var det forbindende led mellem himmelen og jorden. I denne afdeling var arken, en kiste af akacietræ, beslået indvendig og udvendig med guld og med en guldkrans rundt omkring ved den øverste kant. Heri blev stentavlerne, hvorpå Gud selv havde skrevet de ti bud, lagt.

Låget til den hellige kiste kaldtes nådestolen.
Den var lavet af rent guld, og to guldkeruber stod over den, en ved hver ende. Englens ene vinge var oprakt mod det høje, medens den anden var foldet over legemet som tegn på ærbødighed og ydmyghed. Disse kerubers stilling, med deres ansigter vendt imod hinanden og bøjet ærbødigt nedad mod arken, fremstiller den ærbødighed, hvormed den himmelske hær betragter Guds lov.
Ord kan ikke beskrive den hellige scene, som vistes i helligdommen. De guldbeslåede vægge, som gengav lyset fra den gyldne lysestage; de rigt broderede forhæng med deres prægtige farver og skinnende engle; bordet og guldalteret til røgelse, skinnende af guld; bag det andet forhæng den hellige ark med dens hemmelighedsfulde keruber og oven over dem den hellige shekinah, den synlige åbenbarelse af den Helliges nærværelse. men alt dette var blot et dunkelt genskin af herligheden i, Guds tempel i himmelen, det store midtpunkt for det værk, som udføres til menneskets forløsning."

Et afbillede af det himmelske.
Helligdommen med dens redskaber var "et afbillede og en skygge af den himmelske..." Hebr. 8,5. Et fotografi er en afbildning og skygge af noget. På samme måde forholder det sig med den jordiske helligdom. Den er en "skygge" af den himmelske helligdom. Da Kristus efter sin død gik hjem til Faderen som vor ypperstepræst, gik han "gennem det større og fuldkommen telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til," Hebr. 9,11. Aron gik "ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande," (24. vers), oprejst af Moses; men Kristus, den sande ypperstepræst, gik ind i "det sande tabernakel, som Herren selv og ikke et menneske har rejst." Hebr. 8,2. Johannes blev vist dette tabernakel. En dør blev åbnet i himmelen, og gennem denne dør så han de syv lysestager, som den syvarmede lysestage i den jordiske helligdom var et billede af Åb. 4,5; 2. Mos. 25,31.37. senere hen fik han øje på "guldalteret foran tronen", og den, som tjente her, holdt også røgelseskarret i sin hånd, ligesom præsten gjorde i den gamle helligdom. Åb. 8,3.5; 2 Mos. 30,1 og 7. Røgelsen er de helliges bønner. Åb.8,3.
Men Johannes så også ind i den himmelske helligdoms allerhelligste. "Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel ..." Åb.11,19. Originalen til den ark, som Moses lod lave til den jordiske helligdoms allerhelligste, kom til syne - den ark, som gemte de oprindelige tavler med Guds ti bud.

Helligdommens indvielse.
Efter at Moses havde sat alt på sin plads og skilt det hellige og det allerhelligste ad med "forhænget" og hængt forhænget op foran "forgårdens indgang", får han af Herren befaling om at tage "salveolien og salv boligen og alle ting deri ... så den bliver hellig. "2 Mos. 40,1-9. "Derpå tog Moses salveolien og salvede boligen og alle tingene deri og helligede dem;" 3 Mos. 8,10.
På denne måde blev den jordiske helligdom indviet eller salvet til sin tjeneste.

Profeten Daniel profeterer om Kristi komme som offerlam og ypperstepræst og omtaler bl.a. , hvorledes han inden en vis tidsperiode skulle salve "en højhellig helligdom." Dan.9,24. Det er den himmelske helligdoms indvielse, profeten her forudsiger. Det tog otte dage at indvie den jordiske helligdom og præsterne, og da det første offer blev bragt, og Moses og Aron "gik ud og velsignede folket", da sås Herrens herlighed "og ild for ud fra HERRENS åsyn og fortærede brændofferet og fedtstykkerne på alteret. Og alt folket så det, og de jublede og faldt ned på deres ansigt." 3 Mos. 9,24.
En lignende erfaring fik den nye pagts menighed ca. otte dage efter Kristi himmelfart ved den himmelske helligdoms salvelse på pinsefestens dag. Hvad der da skete, bruger Peter som et bevis på, "at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus." Apg. 2,36.
Hebræerbrevets forfatter kunne derfor erklære, at Jesus på den tid som "ypperstepræst" var gået "ind bag forhænget"
(Hebr. 6,19-20) eller gået "gennem det større og fuldkomne re telt, ... som ikke hører denne skabte verden til," (Hebr. 9,11), og således "indviede os ... en ny og levende vej" til Gud. Hebr.10,20.

Helligdommens tjeneste.
Når nogen havde syndet "af vanvare ... mod noget af HERRENS forbud", ... skulle han ofre et "syndoffer". Syndofferets værdi stod i forhold til personens stand eller stilling. Havde en præst syndet, skulle han ofre et syndoffer, "en lydefri ung tyr." "Han skal føre tyren hen til åbenbaringsteltets indgang for HERRENS åsyn og lægge sin hånd på dens hoved og slagte den for HERRENS åsyn, og den salvede præst skal tage noget af tyrens blod og bringe det ind i åbenbaringsteltet,  ... og stænke det syv gange for HERRENS åsyn foran helligdommens forhæng;" 3. Mos. 4,1-6. Synderen skulle bringe syndofferet ind i forgården, ind foran helligdommens forhæng. Syndofferet er et billede på Kristus, "Guds lam, som bærerverdens synd!" Joh.l,29. Derfor måtte også Kristus komme til forgården - jorden - for at ofres for vor skyld.
Derefter skulle synderen lægge sin hånd på syndofferet og over det "bekende" sine synder. 3. Mos. 16,21. Derved overførtes synden fra synderen til dyret, og dyret blev gjort til synd for synderen og måtte dø i dennes sted. Kristus, det sande offer, blev "gjort til synd for os" 2 Kor.5,21. og naglet til korset "ved hedningers hjælp" Ap.G.2,23.
Efter at ofret var slagtet, skulle præsten tage blodet, som repræsenterede livet, og bære det ind i helligdommen, hvor det skulle stænkes foran forhænget til det allerhelligste, der, hvor Gud tronede over arken. Også Jesus gik efter sin død som vor ypperstepræst "med sit eget blod en gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning." Hebr.9,12.
I den forbilledlige tjeneste blev synden således overført fra synderen til offeret og fra offeret veddets blod til helligdommen.
Når denne handling var til ende, var "forligelse" sket for ham, "Da skal præsten skaffe ham soning for hans synd, så han finder tilgivelse." 3 Mos.4,26.
Således er det også gået til under tjenesten i den nye pagts helligdom. Synden er blevet overført fra synderen til Kristus og ved hans blod bragt ind i helligdommen, og syndernes forladelse er blevet den angrende synder til del.
Ypperstepræsten, som var den person, der i sin gerning repræsenterede Kristus mest, skulle hver morgen gøre lampen på den syvarmede lysestage i stand. I overensstemmelse med forbilledet så Johannes også Jesus, "klædt i fodsid kjortel og med et guldbælte om brystet." gå "midt imellem lysestagerne", som symboliserede menighederne. Åb.1,13.20.
To årgamle lam uden lyde skulle daglig ofres til et stadigt brændoffer. Således skulle Kristi gerning for synderen forbilledligt fremstilles, "fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem." 4 Mos.28,3; Hebr. 7,25.
Der var også andre ofre, som hver for sig afbildede de forskellige sider af forsoningsplanen.

En indtryksfuld ceremoni forsoningsdagen.
Vi har nu set, hvorledes synden blev overført til helligdommen. Dette var kun en midlertidig foranstaltning. Herren ville føre synden tilbage til dens ophavsmand, Satan. Der kom derfor en dag, da helligdommen skulle renses fra de mange synder, som ved offerdyrenes blod billedligt var blevet overført til den. Denne betydningsfulde ceremoni fandt sted en gang om året. Den første del af dagens tjeneste havde karakter af en undersøgende dom;
Den anden del svarede i sit væsen til dommens. fuldbyrdelse på Herrens vredes dag. Gerningens store betydning gjorde krav på den allerstørste opmærksomhed fra folkets side; og selvom blodet af "tyre og bukke" ikke "kan borttage synder" Hebr. 10,4, så var folkets skæbne dog afhængig af den måde, de forholdt sig til det, som foregik, såvel som af de forberedelser, de gjorde for at deltage; "Thi enhver, som ikke faster på denne dag, skal udryddes af sin slægt;". 3. Mos. 23,29. Sådanne forordninger fra Herrens side overbeviser os om den jordiske helligdoms forbilledlige betydning.
Hebr. 10,28-29. Den giver os et indblik i Guds vej med synden som intet andet i Guds ord.
Lige før verdens ende vil det være godt for Guds folk at huske dette. De afsluttende begivenheder i Kristi tjeneste "... ved helligdommen, det sande tabernakel..." (Hebr. 8,1-2) kan umuligt forstås uden at man undersøger ypperstepræstens gerning I den Jordiske helligdom på forsoningsdagen. Derfor siger Herren ved profeten til det folk, som lever på den tid, da "dagen " nærmer sig: "Kom min tjener Moses' lov i hu, hvem jeg pålagde vedtægter og lovbud om alt Israel på Horeb." Mal.4,4. Og i tilknytning til dette ord siges der til Johannes, der i egenskab af profet repræsenterede det folk, som lever på den tid, profetierne sigter til: "Stå op og mål Guds tempel og alter og dem, som tilbeder der.
"Åb.11,1.

Forsoningsdagen indtraf på den tiende dag i den syvende måned. Den syvende måned var den vigtigste måned i hele året.
Tre højtider fandt sted, og den vigtigste af disse var "forsoningsdagen". De store begivenheder, som fandt sted i denne måned, skulle indvarsles med "hornblæsning' på den første dag i måneden (3.Mos.23,24).
"Denne hornblæsning skulle forstærkes på den "tiende dag i måneden"; fordi "på forsoningsdagen skal I lade hornet lyde rundt om i hele eders land." 3. Mos. 25,9.
"på den niende dag i måneden" skulle Israels børn ydmyge deres sjæle.
3. Mos. 3,32. Den næste dag, samledes de i tusindvis foran tabernaklet for under faste og bøn at overvære den alvorsfulde ceremoni.
Ypperstepræsten skulle iføre sig "hellige klæder, og han skulle bade sit legeme i vand". Derefter skulle han ofre en okse som syndoffer for sig og sit hus. Med denne ceremoni havde han renset sig, for som folkets repræsentant at træde ind i Guds umiddelbare nærhed, foran pagtens ark i det allerhelligste. "Derefter skal han tage de to bukke og stille dem frem for HERRENS åsyn ved indgangen til åbenbaringsteltet. Og Aron skal kaste lod om de to bukke, et lod for HERREN og et for Azazel; og den buk, der ved loddet tilfalder HERREN, skal Aron føre frem og ofre som syndoffer; men den buk, der ved loddet tilfalder Azazel, skal fremstilles levende for HERRENS åsyn, for at man kan fuldbyrde soningen over den og sende den ud i ørkenen til Azazel." 3. Mos. 16,7-10. Den buk, hvis lod faldt for Herren, symboliserer Kristus; den anden, hvis lod faldt for Azazel, symboliserer Satan. Bukken for Herren skulle ypperstepræsten selv slagte og "bære dens blod inden for forhænget og ... stænke det på sonedækket og foran sonedækket. Således skal han skaffe helligdommen soning for israelitternes urenhed og deres overtrædelser, alle deres synder, og på samme måde skal han gøre med åbenbaringsteltet, der har sin plads hos dem midt i deres urenhed. Intet menneske må komme i åbenbaringsteltet, når han går ind for at skaffe soning i helligdommen, før han går ud igen. ... Så skal han gå ud til alteret, ... og skaffe det soning; han skal tage ... bukkens blod og stryge det rundt om på alterets horn, ... og således rense det og hellige det for israelitternes urenheder." 3. Mos.16, 15-19.

Ved denne ceremoni blev alle de synder, som ved den daglige tjeneste førtes ind i helligdommen, ført ud af den igen. Helligdommen blev således renset fra Israels børns urenheder og deres overtrædelser og alle deres synder. "Så er det da nødvendigt, at afbillederne af den himmelske helligdom renses på denne måde, men at selve den himmelske helligdom renses ved bedre ofre end disse." Hebr. 9,23. De "bedre ofre", som skulle rense "den himmelske helligdom", er Kristus og hans blod.
Tiden for renselsen af "den himmelske helligdom" er lige så tydeligt bestemt som tiden for renselsen af de jordiske ting. I den gamle pagts forbilleder skulle helligdommen renses "en gang om året" (Hebr.9,7). Denne alvorsfulde begivenhed blev på en tydelig måde bekendtgjort ti dage i forvejen, for at folket skulle være rede til at møde den. Når så betydelige foranstaltninger blev gjort for at lede folkets opmærksomhed hen på det, som kun var en skygge, hvor meget mere er det da ikke rimeligt at forvente, at når tiden for den himmelske helligdoms renselse nærmer sig, vil Gud for folkets skyld tilkendegive dette på en måde, som svarer til begivenhedens vigtige betydning.
Profeten Daniel har nøjagtig forudsagt tiden for Kristi dåb og korsfæstelse (Dan.9,27) og nærmere antydet, at frelseren efter sin død indenfor et vist tidsrum skulle salve en højhellig helligdom - den himmelske helligdoms allerhelligste. Daniel er den eneste profet, som taler om tiden angående disse for os så betydningsfulde begivenheder. Gennem ham har Gud givet os en nøjagtig tidsangivelse om Kristi gerning både som offerlam og ypperstepræst. Hos ham finder man derfor tiden for den himmelske helligdoms renselse nøjagtigt forudsagt. "2300 aftener og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen." Dan.8,14. I stedet for "komme til sin ret igen" siger den engelske Bibel "be cleansed" (blive renset). Uden her at komme nærmere ind på udredninger af denne tidsperiode vil vi kun påpege, at dette syn sigter til "endens tid". "Synet", siger englen Gabriel, "går på endens tid". Det kundgør, "... hvad der skal ske i vredens sidste tid;" Dan.8, 17.19.26. Tiden er lige så tydeligt forudsagt for den himmelske helligdoms renselse som for den jordiske. Daniel taler både om den himmelske helligdoms indvielse og renselse, om tjenestens begyndelse og afslutning.
Vi vil nu vende tilbage til den buk, hvis blod skulle rense helligdommen, for at lave en sammenligning mellem denne og ham, som den afbildede, nemlig Kristus. Vi lægger mærke til, ved at dette offer blev der ikke anvendt håndspålæggelse, således som tilfældet ellers var med så godt som ethvert syndoffer i den daglige tjeneste. Da blev ofrene gjort til synd. På forsoningsdagen ved den årlige tjeneste blev bukken slagtet uden forudgående håndspålæggelse hvor den blev gjort til synd. Dens blod skulle ikke indføre mere synd i helligdommen, men rense den fra synd. Ved dette offer påpeges en anden side ved Kristi gerning som mellemmand, nemlig den, at han, selvom han blev gjort til synd, dog var uden synd og således ved sin død kunne rense eller "ved sit offer at bortskaffe synden." Hebr.9,26. Han har ingen lod og del i syndens opkomst.

Efter at ypperstepræsten havde renset helligdommen, kom han ud i forgården.
Her stod den buk parat, som repræsenterede Satan, den virkelige syndebuk. "Aron skal lægge begge sine hænder på hovedet af den levende buk og over den bekende alle israelitternes misgerninger og alle deres overtrædelser, alle deres synder, og lægge dem på bukkens hoved og så sende den ud i ørkenen ved en mand, der holdes rede dertil." 3 Mos.16,21. Ved denne ceremoni tilkendegiver Gud for sin menighed, at hans hensigt er at føre synden tilbage til dens ophavsmand. I "ørkenen" skulle bukken omkomme med sin skyld. I overensstemmelse med forbilledet berettes der i Åbenbaringens 20. kapitel om en "engel", som kommer ned fra himmelen med "nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme. Så skal han løses en lille tid." 1-3 vers. Satan i afgrunden er et modbillede til bukken i ørkenen.
Efter at bukken var sendt af sted, skulle ypperstepræsten afføre sig "linnedklæderne", den dragt, hvori han forrettede tjenesten, og "iføre sig sine sædvanlige klæder" for i forgården at brænde ofrene. 3 Mos.16,23 flg. Han begyndte sin gerning i forgården, hvor bukken blev ofret, bar dens blod ind i helligdommen og rensede helligdommen fra synd, hvorefter han vendte tilbage til forgården igen. Således måtte også Kristus, den sande ypperstepræst, for at modsvare forbilledet først komme til forgården - jorden - for at blive ofret; derefter måtte han gå ind i den himmelske helligdom for der at gøre soning for folkets synder og så til slut efter endt tjeneste som mellemmand igen komme til forgården - jorden - ikke iført sin præstelige dragt, men iført "hævnens kjortel" Es.59, 17. "Således skal også Kristus, efter en gang at være blevet ofret for at bære manges synder, anden gang komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse for dem, som bier på ham. " Hebr.9,28.

Betinget Syndsforladelse.
Den angrende synder kunne ved den daglige tjeneste få forladelse for sin synd ved, at synden blev overført med offerdyrets blod til helligdommen. Men dette var en syndsforladelse på visse betingelser. Hans synd var ikke udslettet, men kun overført fra ham selv til helligdommen, hvor den forblev indtil forsoningsdagen. På den dag blev helligdommen renset og synden afskaffet; på den dag fandt den egentlige syndsforladelse sted. Indtil den dag havde synden hvilet for Herrens ansigt.
Den angrende synder kunne have bragt et offer hver dag til helligdommen; men var han ikke på forsoningsdagen, i den ydmyge stilling, som en angrende synder bør være i, så blev alle hans synder tilregnet ham.
Hans færd på den dag viste, at han ikke kunne agtes værdig til syndsforladelsens nåde. I den daglige tjeneste havde han ved sit offer bedt om at blive et Guds barn, og Herren havde ved at antage hans offer gjort ham til dette og skrevet hans navn med offerdyrets blod på helligdommens hellige redskaber; men når opgørets dag forsoningsdagen - kom, da skulle alle hans handlinger prøves, om han havde været tro "indtil enden". I den jordiske helligdoms tjeneste kunne der ikke føres bøger over de mange syndofre og de synder, som disse blev ofret for; men i den himmelske helligdoms tjeneste betjener Herren sig af bøger, hvori alle de levendes gerninger er skrevet. I livets bog indfører Herren deres navne, som antager og påberåber sig Kristi forsoningsværk; men på den store forsoningsdag, når den himmelske helligdom skal renses bliver denne bog gjort til grundlag for dommen, og den, som da har vist sig tro, "Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle." Åb3,5. Desværre vil mange sikkert ved denne dom lide samme skæbne som den ubarmhjertige medtjener. Herren havde tilgivet ham al hans gæld, men da han senere traf sin medtjener, udviste han ikke det samme sindelag, som hans herre havde udvist imod ham, og følgen var, at "hans herre blev vred og overgav ham til bøddelknægtene, indtil han fik betalt alt det, han skyldte ham. Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder." Matt.18,21-35. I lignelsen om kongesønnens bryllup påpeger Herren atter den modbilledelige forsoningsdags prøvede gerning. Matt.22,1-14.
Ved slutningen af denne dom bliver Kristus givet herredømmet, og alle folk, slægter og tungemål skal tjene ham. Ved sin himmelfart drog han "til et fjernt land for at skaffe sig kongeværdighed og så vende tilbage igen." Luk.19,12. Når han er færdig med sin gerning som mellemmand og har fået gjort soning for sit folks synd, kommer han igen for på sin åbenbarelses og sit riges dag at rense Jorden - forgården - med ild. "De ugudelige skal forgå, og Herrens fjender skal være som fedtet af ham: De skal fortæres, til røg skal de fortæres." (Sl.37,20 engelsk overs.). Også de ugudeliges straf er vist i forbilledet. Salmisten var længe anfægtet over de ugudeliges færd, indtil han "kom ind i Guds helligdomme, skønnede, hvordan deres endeligt bliver:" Sl. 73, 17.
For nærværende er studiet af den himmelske helligdomstjeneste "hovedsagen" (Hebr.8,1.) i forkyndelsen. Forgården, sagde englen, lad den ude og mål den ikke.
Kristi gerning som offerlam i forgården er nemlig i ca. 1900 år fuldbragt. Nu samler han sin menigheds interesse om sin gerning som ypperstepræst. På jorden var han et modbillede af ofrene; i himmelen er han i sin tjeneste et modbillede af ypperstepræsterne. Denne gerning kunne han ikke udføre på jorden - forgården - thi "Hvis han nu havde været på jorden, havde han ikke engang været præst. ..." Hebr.8,4. Hans betydningsfulde gerning der forstås af den tjeneste, som var en skygge af det himmelske. Tiden for den himmelske helligdoms renselse omtales af Daniel; men den bevægelse, som under denne alvorlige gerning vil foregå på jorden, skildres af Johannes i Åb.14,6-12. Denne bevægelse svarer i sit væsen til basunernes advarende toner før og under den himmelske helligdoms renselse.

Kære læser, hører du disse advarende røster? De lyder på denne tid og får et folk til at fremstå, som "holder fast ved Guds bud og troen på Jesus" fordi de forstår tidens alvor. Åb.14, 12.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com