Ef 6,10-18 I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle Den Ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige.

Det er en kamp på liv og død, der raser i disse år derude i den store verden. Det betyder undertrykkelse, måske undergang og død for den der taber. Derfor sættes også alt ind på at vinde. Intet offer er for stort, blot sejren kan vindes.

Der er en anden kamp, der ikke er mindre alvorlig og afgørende, selv om den ofte foregår mere i det stille og skjulte. Det er kampen om menneskesjælene. Også det er en kamp på liv og død, en kamp der ender med evig sejr eller evigt nederlag.

Hvor var meget vundet, om vi stadig holdt os denne nøgne og alvorlige sandhed for øje, at det er en kamp på liv og død.
Denne kamp begynder allerede i barneårene, bevidst eller ubevidst, men den er der. Vi roser os af, at vi har opdaget barnet i dette århundrede. Lad os glæde os over det, men lad os ikke glemme i vor glæde, at den opdagelse har djævelen gjort for længe siden. Derfor kæmpes der så en kamp om børnene. Gid alle forældre så den sandhed i øjnene og blev mere optaget af at være børnene en hjælp i kampen. Det er glædeligt at se forældre, der er vågne på dette punkt og derfor gennem bønnen, Guds ord og søndagsskolen søger at hjælpe børnene til at blive iført "Guds fulde rustning," og vi er taknemmelige for hver en lærer eller lærerinde, der prøver det samme i skolen. Men hvor kan det på den anden side smerte at se en flok mødre komme med deres små piger og drenge ved hånd og så vide, at målet er danseskolen. Har de mødre aldrig hørt Herrens ord: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres." Er det underligt, om mange unge gik den forkerte vej, da de selv skulle vælge.

Og kampen fortsattes i de unge år - mere og mere bevidst og ofte voldsom og under de sværeste lidelser. "Det er som om der er to magter, der kæmper i mit hjerte," sagde en ung mand engang til mig, "når jeg sidder i kirken og hører ordet, er der noget i mig, der siger: "Ja, her er det rigtige," så væmmes jeg ved verdens glæder; men når jeg så er ude blandt kammeraterne igen, så drager verden mig og jeg glemmer de gode forsætter."

Hvilke opgaver ligger der ikke her for vore troende unge og for vore troende hjem. Der er sikkert mange flere unge, end vi aner, der har det som denne unge mand. Hvor kunne vi tit være dem til hjælp, hvis vi fik lukket hjerter og hjem op for dem og gennem Guds ord og bøn fik dem hjulpet til at give Gud magten og blive iført hans fulde rustning.

Og så vil et troende menneske vel alligevel sige: Nej, først når man er blevet et Guds barn, mærker man kampen for alvor, først får man øjnene rigtigt op, så man ser fristeren og fristelserne i det rette lys. Verden har det for så vidt mere i ro, "thi så længe den stærke bevogter sit bytte, da bliver det, han ejer, i fred."

Ja, der er endogså ældre Guds børn, der fortæller os, at kampen bliver hårdere med årene. Sandt er det i hvert fald, at djævelen ikke lader os i ro, for vi har lukket vore øjne her. Han véd, hvor gærdet er lavest, og hans snedige anløb er mange. Hvor tit fik han ikke held med sig. Der ligger mange lig, åndeligt talt, langs den snævre vej. Der ligger en Saul, en Judas, en Demas og mange flere. Nogle overrumplede fristeren straks ved vejens begyndelse, andre senere, da de var blevet "sikre" og havde glemt at våge, ja, nogle faldt vel endogså lige foran himmelporten, i den sidste nattevagt. Lad os derfor ikke undervurdere vor fjende, og lad os aldrig blive selvsikre, "thi for os står kampen ikke imod blod og kød, men imod magterne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske."

Er der da sejr i denne ulige kamp, er der mulighed for at "stå imod på den onde dag?" Ja, Gud være lovet; men sejrens vej er denne: Kæmp aldrig alene - i egen kraft. Er vi kun to i kampen, djævelen og jeg, da har jeg på forhånd tabt, han er den stærkeste, her nytter alle gode forsætter og anstrengelser ikke noget. Jo før et menneske indser dette, jo bedre. Skal vi stå imod på den onde dag, må vi være tre i denne kamp, thi kun i Herren og i hans styrkes vælde kan jeg stå fast og sejre.

Vor egen magt, den er kun svag,
let kan os fjenden fælde,
men én antager sig vor sag,
omgjordet med Guds vælde.

v14 "Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje,
v15 og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium.
v16 Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile.
v17 Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord." Ef. 6,14-17

Og denne rustning gælder det at iføre sig straks, når dagen med dens mange uforudsete kampe og fristelser begynder. Mangt et fald skyldes forsømmelse på dette punkt. Vi glemte i tide at søge ind i Herrens rustnings kamre.

Kaptajn Skeel fortalte mig, at han engang havde spurgt gårdmissionær Clausen, hvordan han, der efter eget udsagn havde været så hidsig, lærte at styre sit sind og tåle alt. Han var jo udsat for det utroligste ved gårdmøderne i København. - Dertil svarede Clausen, at han ofte flere gange om dagen matte ind og bøje sine knæ og sige til Herren: "Herre, nu ser du, at det er galt igen - det er det sind, det sind - nu må du hjælpe mig." - Og han føjede til: "Når en officer har fået en bestemt linje at skulle forsvare, og der er et punkt, hvor den er særlig svag, da må han sætte dobbelt vagt der."

For det andet gælder det: Giv aldrig op! Det er forfærdeligt at falde, men det værste er at blive liggende. Blev jeg overrumplet af fjenden, så er der ikke anden vej til sejr end angerens og syndsbekendelsens vej.

Og bliver synden stærk i mig igen,
da flyr jeg straks til nådestolen hen;
thi har jeg daglig synd og lønlig brøst,
da gælder blodet end, det er min trøst.

Giv aldrig op! Så længe du strider, er du på vej til sejr. Og endelig gælder det, om vi skal få kraft og mod til at holde ud i kampen til endelig sejr: Tab aldrig målet af syne!

Hvad giver millioner af soldater kraft til at udholde de utroligste strabadser og lidelser? Håbet om sejren, målet forude. - Hvad hjælper løberen på løbebanen til at anstrenge sig til det yderste? Kransen, der venter.

Hvor meget mere kan da ikke "Kronen, der hisset tindrer," give det kæmpende barn "kraft og mod og lyst på ny." Himlens herlighed, den evige glæde og fred derhjemme er vel nok den kamp og møje værd.

"Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og bestå efter at have fuldbyrdet alt." Ja, måtte vi kunne synge det med Brorson, når vor sidste strid er inde: