| |
Jer 18,1-4 Det ord, som kom til Jeremias fra
Herren:
Gå ned til pottemagerens hus; der skal du få mine ord at
høre.
Så gik jeg ned til pottemagerens hus; han sad og arbejdede ved
drejeskiven.
Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med
hånden, mislykkedes, lavede han det om til et andet kar, som han
nu ville have det.
Det er et forunderligt billede på Guds
udholdenhed
og langmodighed, der her tegnes.
Lig pottemageren, der, når karret
mislykkes, begynder
forfra og forfra, sådan er Gud, når det gælder det
enkelte
menneskes, din og min, evige frelse.
"Og han begyndte igen." Lad det tone ind i din
sjæl,
du trætte Guds barn, du, som er ved at tabe modet, og som nu ved
nytårsskiftet står og stirrer på gamle fald og nye
vanskeligheder
og derfor er uden frimodighed til det nye års kampe. Se ikke
alene
på det gamle år med de mange nederlag og brudte
løfter,
men se op til Gud, om hvem det lyder i dag på årets
første
dag: "Og han begyndte igen."
Han vil prøve dig engang endnu, om dog
ikke hans
arbejde med dig skulle lykkes bedre i det nye år.
Han vil møde dig, når du kommer
angrende
med din fortids synd og misgreb, og sige til dig: Ven, vær
frimodig,
jeg vil begynde igen - engang endnu.
Og lad det så være ham, der
får lov
til at danne og forme dig og gøre dig til et kar til ære,
"thi al din ve, den gør din egen vilje." Læg dig som
leret,
blødt og føjeligt og villigt i den store mesters
hånd.
Lad os møde Gud med bønnen fra
Svend Rehlings
salme. "Jesus, nu står jeg for dig her, sænker mit blik i
blu
- - - ræk mig igen dit skjold og sværd, prøv mig
engang
endnu!"
"Og han begyndte igen." Er det ord mindre
skønt
for dig, du uomvendte sjæl, at møde ved døren til
det
nye år. Du, som må sige med Jeremias: "Høsten er
forbi,
sommeren er til ende, og min sjæl er ikke frelst." Atter er et
nådeår
gået, og dog er din sjæl ikke frelst. Var det, fordi Gud
ikke
ville? Nej! Men du ville ikke, og karret mislykkedes.
Når ordet nu lyder forjættende til
dig: "Og
han begyndte igen," så tag imod det som en udrakt hånd fra
den Gud, der længes efter at frelse dig, og lad det så med
fortabelsens frygtelige mulighed som baggrund drive dig ind i
jakobskampen,
at ikke det ufrugtbare figentræs skæbne skal blive din. Thi
en dag hugges træet om, hvis det forbliver uden frugt. Lad denne
skæbne ikke blive din!
Gud være lovet for alle de gange, han
begyndte igen.
Hvor havde vi været, om han havde ladet os fare. Gud ske lov, at
han vil begynde igen med dig og mig i det nye år!
Så vil vi også give ham lov dertil.
|
|