Der har været barrierer mellem kristne og jøder, og det er ingen skam for kristne at bede om tilgivelse for dette. Jøderne er i deres gode ret til at dømme kristendommen efter dens frugter. Gennem de svundne århundreder har mennesker, som kaldte sig kristne, forfulgt det folk, som Gud betroede sit budskab i fordums tid. Grusomhed og barbari tilfaldt generation efter generation, og som topmålet efter lange århundreders lidelser mødte jøderne deres holocaust under Anden Verdenskrig. Intet under, at det kan være vanskeligt at forkynde kristendom for israelitterne! Men på trods af alt dette, når vi gør, hvad Paulus gjorde, kan vi være forvissede om, at når vi i kristen kærlighed accepterer og beder for Abrahams børn, vil vi blive rigt belønnet.

En kendte forfatter, der med stor overbevisning gik ind for betydningen af at vidne for og virke sammen med jøderne forud for Kristi genkomst, sagde følgende:
»Når de gammeltestamentlige skrifter forenes med de nytestamentlige til udlæggelse af Jehovas evighedsplan, vil det for mange af jøderne blive som en ny skabelses morgenrøde, sjælens opstandelse.

"Når de i de gammeltestamentlige skrifter ser Kristus afbildet som evangeliets gave og fatter, hvor tydeligt Det nye Testamente forklarer Det gamle Testamente, vil deres slumrende forståelse blive vakt, så de vil anerkende Kristus som verdens Frelser." "Når dette evangelium i sin hele fylde forkyndes for jøderne, vil mange tage imod Kristus som Messias. Blandt kristne missionsarbejdere er der kun få, der føler kald til at arbejde for jødefolket; men til dette folk, der ofte er blevet forbigået, bør budskabet om nåden og håbet i Kristus bringes, såvel som til andre.
Der findes blandt jøderne nogle, der ligesom Saulus fra Tarsus er vel bevandrede i skrifterne, og disse vil med vidunderlig kraft forkynde Guds lovs uforanderlighed. Hans arm er ikke blevet kortere, så den ikke kan frelse. Når hans tjenere i tro arbejder for dem, der så længe har været forsømte og foragtede, vil hans frelse blive åbenbaret."

"Der bør udføres et sandt, helhjertet missionsarbejde for jøderne. En lille smule bliver der gjort, men det er for intet at regne, sammenlignet med hvad der kunne gøres. Vi har afgjort svigtet i at optage dette arbejde, som vi burde. Lad Herrens folk gøre denne sag til genstand for bøn og alvorlig overvejelse." "Det værk, Kristus kom for at udføre i vor verden, var ikke at rejse skillemure og til stadighed foreholde mennesker, at de var på forkerte veje. ... Ej heller forkynder Paulus for jøderne en Messias, hvis gerning er at tilintetgøre den gamle tingenes orden, men en Messias, der kom for at udvikle den jødiske husholdning i overensstemmelse med sandheden. ... Vi er klart blevet undervist om ikke at foragte jøderne, for blandt dem har Herren mægtige mænd, som med kraft vil forkynde sandheden." "Vi må bort fra vor smålighed og lægge større planer. Der må udfoldes større og mere omfattende bestræbelser for dem, der er nær, og for dem, der er langt borte. Lad der blive gjort særlige bestræbelser for at oplyse jøderne. Der bliver glæde i Himmelen for hver sjæl, som omvender sig."

"Fra jødernes midte vil der komme mange omvendte, og disse omvendte vil være med til at berede Herrens vej og jævne i det øde land en høj vej for vor Gud. Omvendte jøder vil udføre en vigtig del af de store forberedelser, der vil blive gjort i fremtiden for at modtage Kristus, vor Fyrste. Et folk vil blive født på en dag. Hvordan? Ved mennesker, som Gud har udpeget, og som er blevet omvendt til sandheden. Man vil kunne se, 'først strå, så aks og så fuld kerne i akset'. Profetiens forudsigelser vil blive opfyldt."

Hvilken fremtid! Hvilken dag, når jøder fra hele verden i Helligåndens kraft vil fryde sig i Herren og forkynde ham som Frelser, Forløser og kongers Konge. Hvilken dag vil det ikke blive, når jøder, israelitter og kristne tilsammen forkynder "det evige gode budskab til dem, der bor på jorden - til alle nationer, stammer, sprog og folk." Med apostlen Paulus' inspirerede ord: »Og hvis jøderne ikke holder fast ved deres vantro, så har Gud magt til igen at indpode dem i deres oprindelige stamtræ." Rom. 11,23.

Dette kapitel har at gøre med profetien. Hvis du ikke interesserer dig for fremtiden, er dette ikke noget for dig. Hvis du ikke føler nogen nysgerrighed omkring et emne, som nogle anser for virkelig kontroversielt, er dette kapitel ikke noget for dig. Vil man være ærlig over for kendsgerningerne, må man indrømme, at det er forbavsende, at studium af Bibelen har skabt mere og mere interesse for dette emne i løbet af det seneste årti.

Dette kapitel har at gøre med et emne, som er blevet totalt misforstået blandt bibelgranskere over hele verden. Dette kan forekomme at være en meget stærk udtalelse, men det er ikke desto mindre sandhed. Det lyder ikke særlig økumenisk at tale på denne måde, og dog, når alt kommer til alt, vil det være den økumeniske tankes største styrke, hvis man skal tage det økumeniske alvorligt. Professor F. G. Healey skrev engang: "Det at undervise i teologi i en økumenisk ånd betyder ikke blot at samtale om synspunkter, som er fælles for alle de vigtigste åndsretninger. Det betyder i lige så høj grad at høre på andres synspunkter, og at tage alvorligt, hvad hver især har at sige. Det betyder også at være villig til, i ægte kærlighed, at tage til genmæle. Hensigten med en sådan dialog er at blive ført dybere og dybere ind i sandheden."

Engang stillede disciplene dette spørgsmål til Jesus: "Herre, er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?" Apg. 1,6. Dette var efter opstandelsen, og Jesu efterfølgere havde først og fremmest i tanke, hvordan de som et folk kunne gøre sig fri af romerne. De tænkte på et rige her i denne verden. Ligesom apostlene misforstod situationen dengang, misforstår mange kristne, hvad Jesus vil gøre, når han kommer igen. Mange tror, at når Jesus kommer igen, vil jødernes hovedstad, Jerusalem, blive hovedsæde for hans regering med jødefolket som hans særlige redskaber til at udføre missionsarbejde. De tror, at der vil blive udført et stort missionsarbejde efter Kristi genkomst.

Efter deres opfattelse vil mange af løfterne, mange af profetierne i Det gamle Testamente, som endnu ikke er Opfyldt, gå i opfyldelse da, i de tusinde år. De ser frem til, at der skal begynde et sådant rige her på Jorden under disse særlige omstændigheder. Forskellige skriftsteder i Det gamle Testamente, som de mener ikke er blevet opfyldt, henlægger de til denne tidsperiode. På denne måde blander de profetier, som skulle have været opfyldt i Israel fordum, hvis Israel havde været trofast over for pagten, med profetier, som alene gælder evigheden efter de tusinde år.

Fremtiden for Guds folk er ikke bundet til tusinde års årvågenhed og missionsindsats efter Kristi genkomst, i håb om at mange profetier da vil blive opfyldt. Fremtiden er i Kristus. Først her og nu i den pagts forbindelse med ham, der giver glæde og fred til trods for de begivenheder, der sker omkring os.

Men hvad er da fremtiden? Fremtiden er lige så lys som Guds løfter. Der er ingen tvivl om dette. Vort håb er i Kristus som Frelser, Herre, Ypperstepræst og Konge. Han kommer igen. Men han kommer ikke for at udføre missionsarbejde forstået på den måde, at han vil opbygge et rige blandt nationerne. Hvad da? Lad os lytte til Bibelens klare undervisning!

Han kommer igen, når hans menighed, bestående af frelste fra "alle nationer, stammer, sprog og folk," Åb. 14,6. ved hans Ånd, gennem en mægtig udgydelse af Helligånden, har fuldført den opgave, Jesus gav til menigheden, da han sagde: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple." "Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme." Matt 28,19. Og 24,14. Dette underfulde evangeliseringsværk sker nu. Og fremtiden vil blive endnu større.

Hvilken dag vil det ikke blive, når Herrens budskab er nået til Jordens fjerneste egne, og de sidste tegn på hans genkomst er gået i opfyldelse, når hans frelsende evangelium og det gode budskab om den opstandne Kristus, den snart kommende Kristus, bliver forkyndt med en sådan alvor og kraft, at hele verden hører budskabet: Han kommer! Kristne mennesker fra alle nationer, tillige med jøder, som ser Kristus som Messias, vil blive forenet: "Her gælder det de helliges udholdenhed, altså dem, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." Åb. 14,12.

Når "dette evangelium om Riget" er blevet forkyndt over hele verden, hvad så? Johannes sagde: "Da så jeg en hvid sky. På skyen sad en, der lignede en menneskesøn.

Han havde en krone af guld på hovedet og en skarp segl i hånden." Åb. 14,14 I sin store profeti om Jerusalems ødelæggelse og de mange tegn på hans komme, gør Jesus det lysende klart, hvordan han ville komme igen, idet han siger: "Da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se 'Menneskesønnen komme på himmelens skyer' med kraft og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser." Matt. 24,30-31. Akkurat som englene sagde til disciplene, da Jesus løftedes op "og forsvandt i en sky, mens de søgte at følge ham med øjnene": "Mænd fra Galilæa, ... hvorfor står log stirrer op mod himlen? Jesus er nu taget bort til Himlen: men han kommer igen på samme måde, som I har set ham gå bort." Apg. 1,11.

"På samme måde." Ja, det er Bibelens ord, fordi det også var Jesu og englenes ord. Her er et andet vidnesbyrd. "Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, amen. 'Jeg er Alfa og Omega56;, siger Gud Herren, han, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige." Åb. 1,7-8.

Kristus vil komme i herlighed. Det bliver fuldstændig overvældende! Jesus sagde: "Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom." Joh. 5,28-29. Opstandelsens dag er, når »han kommer i skyerne". Som apostlen Paulus, inspireret af Helligånden, skrev for mange år siden: »Og nu, kære brødre, vil jeg, at I skal vide, hvad der sker med en kristen efter døden, for at I ikke skal sørge som de, der ikke har noget håb. Vi tror, at Jesus døde og derpå vendte tilbage til livet igen. Og vi tror, at Gud også vil føre alle kristne, som er døde i troen på Kristus, tilbage til livet sammen med den opstandne Jesus.

Dette siger vi jer med et ord fra Herren selv: Vi, som endnu er i live, når Herren kommer tilbage, skal ikke gå forud for dem, der ligger i deres grave. For Herren selv vil stige ned fra Himlen, og der skal høres et mægtigt kommandoråb og lyden af en overengels røst og drønet fra Guds mægtige basun. Da skal først de, der er døde i troen på Kristus, stå op af graven. Derpå skal vi, der endnu er i live her på jorden, bortrykkes for sammen med dem i skyerne at møde Herren i luften. Derefter skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hinanden med disse ord!" 1 Thess. 4,13-18.

Skriften lærer, at Kristus vil komme igen i herlighed. Han kommer for at føre sine levende troende og dem, der er døde i troen, til evigt liv med ham, som han forsikrede sine disciple, inden han gav sit liv på Golgata: "'Lad jer ikke overmande af frygt og bekymring,' sagde Jesus. 'Tro på Gud og tro på mig. I min Fars hus er der mange boliger; hvis ikke ville jeg have sagt jer det. Jeg går nu i forvejen for at gøre alt i orden, til I kommer. Når alt er parat, kommer jeg igen for at hente jer, så I altid kan være sammen med mig, der hvor jeg er.'"

Vi ser således, at når Jesus kommer igen, kommer han i skyerne, og hvert øje skal se ham. Han kommer i herlighed, og han vil opvække de døde i Kristus. Sammen med de levende troende vil de blive taget til Himmelen, som Jesus sagde: "Når alt er parat, kommer jeg igen for at hente jer, så I altid kan være sammen med mig, der hvor jeg er."

Når Jesus kommer, vil de mennesker, som ikke troede på ham, råbe til bjergene og klipperne: "Fald over os og skjul os for hans ansigt, som sidder på tronen, og beskyt os mod Lammets vrede. For deres vredes store dag er kommet. Hvem kan da bestå?" Åb. 6,16-17. "Hvem kan da bestå?" Svaret er: "De, der fra verdens grundlæggelse har haft deres navne skrevet i livets bog, som er det ofrede Lams bog." Eiler som apostlen Johannes skrev i et af sine breve: "Dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv: og det liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet." 1 Joh. 5,11-12. De, der har forkastet Guds barmhjertighed, vil ikke være i stand til at overleve, når han kommer i sin herlighed.

Nu skulle billedet stå så klart for os, at vi let kan forstå det mest omdiskuterede kapitel i Bibelen. Det er Åbenbarings bogens 20. kapitel. Vi læser: "Og jeg så en engel komme ned fra Himlen med afgrundens nøgle og en tung lænke i hånden. Han greb dragen - den gamle slange, som er Djævelen og Satan - og bandt ham for 1000 år.

Han smed ham i afgrunden og lukkede og låste. Han forseglede døren, så han ikke kunne forføre nationerne, før de 1000 år var til ende. Derefter skal han atter slippes løs i et lille stykke tid. Og jeg så troner. Og de, som sad derpå, fik magt til at dømme. Og jeg så deres sjæle, som var blevet henrettet på grund af deres troskab mod Jesu vidnesbyrd og Guds ord, og fordi de ikke tilbad dyret eller dets billede og ikke tog dets mærke på pande eller .hånd. De var blevet levende igen og skulle regere sammen med Kristus i 1000 år. (Resten af de døde blev ikke levende, før de 1000 år var gået.) Dette er den første opstandelse. Lykkelige og hellige er de, der er med i den første opstandelse.

Den anden død har ingen magt over dem, for de skal være Guds og Kristi præster, og de skal regere sammen med ham i 1000 år. Når de 1000 år er forbi, skal Satan slippes ud af sit fængsel, og han vil gå ud for at forføre nationerne fra de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og han vil mobilisere dem til krigen - de er talløse som havets sand. De drog frem over jorden og omringede Guds folks lejr og den elskede stad. Men ild kom ned fra Himlen og fortærede dem." Åb. 20,1-9.

Med Skrift skal Skrift forklares. Når vi har de hidtil citerede, forskellige skriftsteder i tanke og anbringer dem i deres logiske rækkefølge, kommer vi til følgende konklusion:

1. Når Jesus kommer anden gang, kommer han i herlighed og majestæt.

2. Han vil opvække de troende døde og sammen med de levende troende føre dem til Himmelen, som Jesus sagde: "Jeg kommer igen for at hente jer, så I altid kan være sammen med mig, hvor jeg er."

3. De levende, som har forkastet Guds barmhjertighed, vil ikke være i stand til at overleve, når Kristus kommer i sin herlighed.

4. Heraf ser vi meget klart, at de troende er med Kristus i Himmelen - og der er ingen levende mennesker på Jorden, sådan beskriver Den hellige Skrift tilstanden på Jorden umiddelbart efter Kristi genkomst.

5. Eftersom Åb. 20 er det eneste sted i hele Bibelen, hvor der er omtalt en periode på tusinde år, er det ikke vanskeligt at drage følgende konklusioner:

a. Djævelen kan »gribes« i den forstand, at han i løbet af de tusinde år ikke har en eneste at lede i fristelse, fordi der ikke er mennesker her på Jorden.

b. Efter de tusinde år bliver han »sluppet løs i et lille stykke tid.« Han er ikke i »fangenskab« her, fordi han nu igen har mennesker at friste, fordi, som der siges: "Resten af de døde blev ikke levende, før de 1000 år var gået." Det betyder, at Satan igen har noget at beskæftige sig med.

c. Ved slutningen af de tusinde år vil Guds folk fra alle tider og slægter sammen med "den elskede stad" komme ned fra Himmelen, og Satan fører de ikke-troende, "de er talløse som havets sand", frem for at belejre Guds folk og "den elskede stad«. Men slaget er tabt for altid. "Ild kom ned fra Himlen og fortærede dem." I de tusinde år er den Jord, hvortil Satan er bundet, mørk som den mørkeste nat. I den tid vil ingen vidunderlige profetier blive opfyldt. Der foregår intet missionsarbejde. Ingen kristne eller jøde-kristne, som tilsammen udgør Guds udvalgte folk, vil være her på Jorden i den periode. De er i Himmelen, hvor de er vidner til Guds retfærdighed. Når de har mulighed for at se ind i de mange anledninger, Gud gav de vantro, og kan se hvordan de vantro reagerede. går det i opfyldelse, hvorom der står: "De døde blev dømt efter deres gerninger, i overensstemmelse med det, der var skrevet i bøgerne." Åb. 20,12. Da ved de uden mindste tvivl, at Guds dom er retfærdig. Det kunne ikke være anderledes. De havde haft deres fri vilje og havde truffet deres eget valg. Ved slutningen af de tusinde år samles alle folkeslag fra alle tider foran Guds trone. Indenfor i »den elskede stad« er Guds udvalgte folk fra alle slægter, de, der er genløst ved Lammets blod, de, der ved Guds nåde alene besluttede at leve for evigt i hans pagt, hans genløsende. evige pagt, der blev stadfæstet på Golgata.

Uden for "den elskede stad" er de mange, der foretrak at følge deres egen vilje, som ikke elskede eller ønskede at leve i harmoni med Jesus Kristus. I sin barmhjertighed giver Gud dem det næstbedste. Han ville have været lykkelig ved at give dem evigt liv, hvis de blot havde ønsket det i det svundne. Alle på Jorden og i Himmelen, ja, i hele universet, ved, at Gud er retfærdig. Og det store øjeblik er kommet, hvorom Skriften siger: »Alles knæ, i Himlen og på jorden og under jorden, skal bøje sig i Jesu navn, og for at hver en mund skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!" Fil. 2,10-11.

"Men ild kom ned fra Himlen og fortærede dem." Dette er afslutningen. Og dette er begyndelsen. I sin kraft og ved sit ord skaber Gud nye himle og en ny Jord. Og hvilken fremtid er der ikke for Guds Israel gennem evigheden: "Og jeg hørte en høj stemme fra tronen: 'Se! Guds bolig er nu hos menneskene, og de skal være hans folk, og Gud selv vil være iblandt dem. Han skal tørre hver tåre af deres øjne. Og der skal ikke længere være nogen død eller sorg, noget skrig eller nogen elendighed. For det, der var engang, er alt sammen forbi.'" Åb. 21,3-4.

Det er i denne nye verden, skabt af Gud, at visse uopfyldte profetier vil blive til virkelighed. Da vender Herrens forløste hjem, »de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de) sorg og suk skal fly." Es. 35,10. Og endvidere: »ligesom de nye himle og den ny jord, som jeg skaber, skal bestå for mit åsyn, lyder det fra Herren, således skal eders afkom og navn bestå. Hver måned på nymånedagen og hver uge på sabbatten skal alt kød komme og tilbede for mit åsyn, siger Herren." Es 66, 22-23. Og hvilken vidunderlig sabbat, er, vil der ikke blive tilbragt på Den nye Jord, når Guds Israel gennem evigheden skal glæde sig sammen fra uge til uge i Det ny Jerusalem! Der vil sabbatten stadig være et minde om Guds kraft, ikke alene til at skabe Jorden på seks dage, som det skete i begyndelsen, men som et tegn mellem den enkelte og hans Gud til evig tid, at Han er ikke alene den korsfæstede og opstandne Frelser, men nu og for altid Ham, der besejrede Satan og nu som Messias hersker for evig og altid.

I Det lovede land! Hjemme til sidst! Nu er den dag kommet, hvor forfatterens ord, idet han taler om de troende fordum, der så fremad, ikke længere er løfter og håb, men uudsigelig virkelighed: "Disse ... døde uden at få det, Gud har lovet; men de skimtede det forude og hilste det velkommen, og de levede deres liv på jorden som udlændinge og fremmede på gennemrejse. De, der gør det, viser, at de har et andet hjemland for øje. Hvis de havde ønsket det, kunne de have vendt tilbage til det, de kom fra. Men det tiltrak dem ikke; i stedet længtes de efter det himmelske hjemland. Og Gud skammer sig ikke ved at blive kaldt deres Gud, for han har beredt dem en hjemby." "Og Abraham ventede på byen med de evige grundvolde, den by, som Gud har grundlagt og bygget." Hebr. 11,13-16. Om den store samling alle vegne fra sagde Jesus: "Jeg siger eder: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget." Matt. 8,11. For evigt sammen med Messias i hans evige rige, for aldrig mere at skilles! "Her er der ikke længere forskel på jøde og græker, slave og fri; for vi er alle det samme: Vi er et i Kristus Jesus! Når I da nu tilhører Kristus, er I Abrahams sande efterkommere, og ifølge Guds løfte er I de rette arvinger." Gal. 3,28-29. "Kom, I min Fars velsignede, og gå ind i det Rige, som har været beredt for jer lige fra verdens begyndelse." Matt 25,34.

Dette er den endelige og fuldstændige opfyldelse af den pagt, Gud sluttede med Abraham. På den lille ø Patmos sagde Johannes: "Derefter så jeg en stor skare, som ingen kunne tælle; der var mennesker fra alle lande og stammer og af alle folk og sprog. De stod foran tronen og Lammet, klædt i hvide dragter og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: 'Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet!'" Åb. 7,9-10.

"Frelsergerningen vil være fuldstændig. Der, hvor der var overflod af synd, findes der endnu større overflod af Guds nåde. Selve jorden, just det område, som Satan gør fordring på som sit eget, skal ikke blot frikøbes, men ophøjes. Vor lille verden, som under syndens forbandelse er den eneste mørke plet i hans strålende skaberværk, skal blive æret frem for alle andre verdener i Guds univers. Her, hvor Guds Søn iklædte sig menneskeskikkelse, her, hvor herlighedens Konge levede, led og døde, - her skal Guds bolig være hos menneskene, når han gør alting nyt, 'og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem' og være deres Gud. Og til evige tider skal de forløste vandre i Herrens lys, og de skal prise ham for hans uudsigelige gave: - Immanuel: 'Gud med os!'" Kære læser! Gud indbyder i sin nåde dig og mig til at mødes i hans evige rige. Som Guds Israel - for aldrig mere at skilles! Vi opfordres indtrængende til at vandre i tro i forventning om, at Gud visselig vil opfylde det ord, han har talt.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com