Blandt de mange profetier om Messias' første komme finder vi en af de mest betydningsfulde og dramatiske i Daniels Bogs 9. kapitel. Dette kapitel nævner det virkelige år for Messias' komme, tillige med flere detaljer vedrørende hans mission.

Gennem profeten Jeremias havde Herren forudsagt, at det babyloniske fangenskab skulle vare 70 år. Jer. 25,11-12. Daniel blev taget til fange og ført til Babylon ved Nebukadnezars invasion i 605 f. Kr. Daniel blev statsminister i imperiet.

Gud ærede sin trofaste tjener ved at give ham syner om fremtidige begivenheder. Det 9. kapitel indledes med følgende ord: "I Darius' Ahasverus' søns, første regeringsår, han, som var af medisk byrd og var blevet konge over kaldæernes rige, i hans første regeringsår lagde jeg, Daniel, i skrifterne mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter Herrens ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år. Jeg vendte mit ansigt til Gud Herren for at fremføre bøn og begæring under faste i sæk og aske. Og jeg bad til Herren min Gud, bekendte og sagde: ... " Dan. 9,1-4. I sin kærlighed åbenbarede Gud mere af fremtiden for Daniel.

Ja, begivenheder, som direkte drejede sig om jødefolket, deres by, og bedst af alt, Messias' komme.

Gabriel, sendt fra Gud, erklærer: "Halvfjerdsindstyve uger er fastsat over dit folk og din hellige by, indtil overtrædelsen er fuldendt, syndens mål fuldt, misgerningen sonet, evig retfærdighed hidført, syn og profet beseglet og en højhellig helligdom salvet." Dan. 9,24.

"Der bliver sagt til Daniel, at inden for 'halvfjerdsindstyve uger' vil synden blive sonet og 'evig retfærdighed hidført'. Dette henviser sikkert til den store kendsgerning, som hedder Kristi sonoffer på korset, gennem hvilket vi kan få fuldstændig tilgivelse for synden og blive iklædt Kristi retfærdighed." Hebr. 9,15 og 26; 2 Kor. 5,19; Rom. 3,21-22.

"Han døde for os, og han tilbyder os nu at tage vore synder og give os retfærdighed. Hvis du overgiver dig til ham og antager ham som din Frelser, vil du for hans skyld blive regnet for retfærdig, hvor syndigt dit liv end måtte have været. Kristi karakter sættes i stedet for din egen karakter, og Gud antager dig, som om du aldrig havde syndet." For at gå tilbage til Daniels Bog: "Og du skal vide og forstå: fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik, indtil en salvet, en fyrste, kommer, er der syv uger; og i toogtresindstyve uger skal det genrejses og opbygges med torve og gader under tidernes trængsel. Men efter de toogtresindstyve uger skal en salvet bortryddes uden dom, og byen og helligdommen skal ødelægges tillige med en fyrste. Og enden kommer med oversvømmelse, og indtil enden skal der være krig, den fastsatte ødelæggelse. Og pagten skal ophæves for de mange i en uge, og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre, ... indtil den fastsatte undergang ud øser sig over ødelæggeren." Dan. 9,25-27.

To vigtige kendsgerninger må forklares i denne forbindelse, for at finde ud af, hvor i historien vi skal søge disse begivenheder. Først udtrykket "halvfjerdsindstyve uger". Lad os først mærke os, at halvfjerdsindstyve uger er det samme som 490 dage. Blandt bibelforskere har det længe været erkendt, at i symbolsk profeti bruges en dag for at betegne et år (se 4 Mos.14,34: Ez. 4,6). Det er en interessant kendsgerning, at i Goodspeeds, Rotherhams, Moffatts og the Revised Standard Version-oversættelserne er det hebraiske shabu'a oversat med "halvfjerdsindstyve åruger". The Good News Bible har "syv gange halvfjerds år". Det betyder, at vi her i Dan. 9,25 har en periode på 490 år, der specielt er afmålt til jødefolket.

Lad os, i tillæg til, hvad der allerede er sagt, tage følgende til indtægt: "Vi går ud fra, at de 'halvfjerdsindstyve uger' betyder en bogstavelig periode på 490 år, og der er mindst tre gode grunde til dette. For det første er Daniel 9 i det store og hele fortalt på en jævn og ligefrem måde, fortæller lige ud, hvad der skete. Det indeholder ingen symbolik og intet billedsprog fra de tidligere syner. For det andet, når Jeremias' profeti om "halvfjerdsindstyve år" blev opfyldt bogstavelig, er det overordentlig sandsynligt, at Daniels profeti om de halvfjerds uger ligeledes blev opfyldt bogstaveligt. Og for det tredje kan det bevises, at profetien om de halvfjerdsindstyve uger blev opfyldt bogstaveligt." Hvor i historien kan disse 490 år findes? Ordene kan ikke misforstås. "Du skal vide og forstå: fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik. ... " Hvornår udgik ordet om at genrejse og opbygge Jerusalem ? For at besvare dette spørgsmål må vi blot finde det tidspunkt, hvor jøderne vendte hjem og hvornår de genopbyggede Jerusalem. "På den tid hvor synet blev givet, lå Jerusalem og templet stadig i ruiner. Himmelen bebuder, at der vil udgå en befaling om at genopbygge og genrejse, og fra dette tidspunkt vil et bestemt antal år føre ned til den længe ventede Messias.

I Ezras bog gengives tre dekreter, som har at gøre med jødernes hjemsendelse: den første i Kyros' første regeringsår, omkring 537 (Ez. 1,1-4); det andet i Darius I's regeringstid, kort efter 520 (Ez. 6, 1-12); det tredje i Artaxerxes 7. regeringsår, 458/457 f. Kr. (Ez. 7,1-26). Hverken Kyros eller Darius tog i disse dekreter noget virkeligt skridt til genoprettelse af jødernes land som en fuldt suveræn stat, skønt der i Daniels profeti var lovet en genoprettelse af både den religiøse og den borgerlige regering. Dekretet i Artaxerxes' 7. regeringsår var det første, der gav den jødiske stat fuldt selvstyre under Persiens overhøjhed." De arkæologiske udgravninger, der har bevist mange detaljer fra jødernes historie, er en stor hjælp for os til at bevise, at år 457 f. Kr. er det virkelige årstal for befalingen om Jerusalems og templets genopbygning. For en mere detaljeret indførelse i emnet henvises til S. H. Horn og L. H. Wood. Følgende kunne være af interesse: "En nylig offentliggjort kileskrifttavle fra Ur i Kaldæa, som nævner en dato i året for Xerxes' død, tillige med et af de papyrusskrifter, som er fundet ved Elephantine, fastsætter Artaxerxes' tronbestigelse til december 465 f. Kr. Ifølge jødisk tidsregning ville hans første regeringsår eller tronbestigelsesåret løbe fra december 465 til det næste jødiske nytår efteråret 464. Hans første år (hans første fulde kalenderår) ville således gå fra efteråret 464 til efteråret 463. Artaxerxes' 7. regeringsår ville da strække sig fra efteråret 458 til efteråret 457. Dekretet blev ikke ført ud i livet, før Ezra var vendt hjem fra Babylon, nemlig sidst på sommeren og begyndelsen af efteråret 457 f. Kr."

Fra efteråret 457 f. Kr., da dekretet blev ført ud i livet, ville 483 år strække sig ned til efteråret 27 e. Kr. Denne periode skulle ifølge profetien markere Messias' fremkomst, den salvede. I overensstemmelse med hvad der var forudsagt, blev Jesus døbt i efteråret 27 e. Kr., og blev ved sin dåb salvet med Helligånden.

I Apostlenes Gerninger fortæller doktor Lukas: "I kender det budskab, ... det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med Helligånd og kraft." Apg. 10,37-38 Derpå drog han til Galilæa "og prædikede Guds evangelium og sagde: 'Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet.'" Mark. 1,14-15. Dette, det ældste af Det nye Testamentes skrifter, fortæller, at »tiden er inde". Dette henviser uden tvivl til profetien om de 490 år, som vi beskæftiger os med, og viser, at Messias herved afslutningen af opfyldelsen af Dan. 9, skulle »pagten. ... ophæves for de mange". Apostlen Paulus skrev, at "da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn. "Gal. 4,4 En anden oversættelse siger: "Men da tiden var inde (den tid, som Gud havde fastsat), sendte han sin Søn til verden." Gal. 4,4. Den tid, der henvises til, var åbenbart selve Daniels tidsprofeti i Dan. 9,24-27, hvilket også bemærkes i fodnoter i mange bibeloversættelser.

Med henblik på Messias siger Daniel: "Og pagten skal ophæves for de mange i en uge." Dan. 9,27. Denne profetiske uge, symboliserende syv bogstavelige år, ville være den sidste af de 70 uger, dvs. 490 år, som specielt var afmålt til jødefolket. Denne sidste del, syv år, fra 27 e. Kr. til 34 e. Kr. blev evangeliet på en særlig måde givet til jøderne, først af Kristus og derefter af hans disciple.

Kristi befaling til sine disciple var ikke til at tage fejl af: "Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritaneres byer! Gå hellere til de fortabte får af Israels Hus!" Matt 10,5-6. Da Jesus selv talte om sin tjeneste, sagde han: "Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels Hus." Matt. 15,24. Dette var det vigtigste mål for hans tjeneste i den fastsatte tid.

Skriften giver et tydeligt billede af Guds plan gennem det sidste syvende år af den særlige nådetid for Israel. Planen var, at evangeliet skulle gå til "jøde først". Rom 1,16. Inden Jesus forlod sine disciple, sagde han til dem: "I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende." Apg. 1,8. Når de drog ud til forskellige steder uden for deres eget territorium, begyndte de altid med at prædike for jøderne.

Jødefolket fik deres anledning, men, og det er det tragiske: "Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham." Joh. 1,11.

Profetien om Messias fortsætter: "I ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre." Midt i ugen, hvilket vil sige 3½ år efter Jesu dåb og salvelse, i foråret 31 e. Kr. opfyldte Kristus, det sande offer, den bemærkelsesværdige profeti, som vi studerer netop nu, men ikke det alene. Mange profetier pegede på de sidste begivenheder i Kristi liv. Johannes Døber havde sagt: "Se Guds Lam, som bærer verdens synd!" Joh. 1,29. Jesus gav sit liv på Golgata, og da han var døende, sagde han: "Det er fuldbragt!« »Og se, forhænget i templet flængedes i to stykker, fra øverst til nederst." Joh. 19,20; Matt 27,51. I selvsamme øjeblik, da forhænget blev flænget fra øverst til nederst og Jesus gav sig selv for alle mennesker - var alle ofringer, der gennem årtusinder havde peget frem til Guds Lam, lige fra dengang Adam og Eva var vidner til det første offer, og ned gennem århundrederne, til ende. Profetien havde sagt: "Efter de toogtresindstyve uger skal en salvet bortryddes uden dom.« »1 ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre." Dan. 9,26-27. Resten af profetien er ikke til at misforstå. Tre og et halvt år efter korsfæstelsen, den sidste del af de 490 år, fører os ned til år 34 e. Kr. I dette år beseglede jøderne deres forkastelse ved at stene Stefanus, den første kristne martyr, efter Jesu død og opstandelse.

"I lyset af Det gamle Testamentes profetier og deres opfyldelse i Jesu Kristi person, behøver ingen at tage fejl med hensyn til identiteten af den sande Messias. I disse begivenheder er 'syn og profet beseglet'!" Dan. 9,24.

En dag havde Jesus udråbt: "Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!" Matt 23,37-38. Hvad Jesus her sagde, og ligeledes havde fortalt sine disciple om templets og Jerusalems ødelæggelse, var, som vi har set, forudsagt af profeten Daniel. Og profeti blev historie.

Der er vigtige spørgsmål, som alle tænkende kristne burde sætte sig ind i, ja, virkelig studere. Mange føler ikke nødvendigheden af dette, men ikke desto mindre har vi alle ansvar for at skaffe os en nærmere forståelse af Den hellige Skrift. Og hvorfor? Svaret er enkelt. Den bibelske forståelse af emnet i dette kapitel synes at være nøglen til en klarere forståelse af de sidste begivenheder i planeten Jordens historie.

Ligesom i det første århundrede skulle Guds Israel forud for Kristi genkomst bestå af jøder, der har taget imod Kristus, og af omvendte hedninger. Det ville være naturligt, at vi alle er i levende forbindelse med vor korsfæstede, opstandne og snart kommende Herre og Konge.

Dette har at gøre med en hjertets forbindelse, og intet andet. Gud har lovet hvert eneste menneske, som ser hen til ham for at få hjælp, frelse og vejledning. For mange år siden talte han gennem profeten disse ord: "Jeg giver min Ånd i eders indre og virker, at I følger mine vedtægter og tager vare på at holde mine lovbud." Ez. 36,27. Hvilket løfte! "Jeg ... virker, at I følger mine vedtægter og tager vare på mine lovbud." Gud vil selv virke det. Når han har kontrollen over vort liv, kan vi være sikre på, at det ikke vil mislykkes. Han er i stand til at besejre alt, hvad der er hans kærlige, evige vilje imod. Det er Ham, og Ham alene, der er i stand til fuldt og helt at frelse alle, som kommer til ham i tro og følger ham i kærlighedens lydighed. Apostlen udtrykker det på denne måde: "Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. Thi livets Ands lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov. Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt kød skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Anden. Thi de, som lader sig lede af kødet, attrår det kødelige; men de, som lader sig lede af Anden, attrår det åndelige. Thi kødets attrå er døden, men Andens attrå er liv og fred." Rom. 8,1-6. Apostlen gør det klart, at "kødets attrå er døden". Der er kun en i hele universet, som er i stand til at hjælpe mennesket ud af dette dilemma - den største jøde, der nogen sinde har levet på Jorden, menneskenes frelser. Ja, det er ham, hvis navn skal være: "Underfuld-Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste." Es. 9,6. "Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid." Es 9,7. En personlig forbindelse med Kristus er, hvad Gud spørger efter. Dette var tanken, grundideen med pagten. Som Gud sagde til Israel på Sinaj: "Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til."

Af Brevet til Hebræerne i Det nye Testamente fremgår klart, at "Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid." Hebr. 13,8. Det "bevises" ved følgende ordlyd: "Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed." 1 Pet. 2,9-10. Og lyt: "Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde: thi alle er I en i Kristus Jesus. Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse." Gal. 3,28-29.

Disse citater fra Skriften viser med al ønskelig tydelighed, at Guds folk er jøder og ikke-jøder, mænd og kvinder. Det eneste kriterium er forbindelse med Kristus. På denne måde træder den troende ind i det vidunderlige hjertets pagtsfællesskab med Gud og glæder sig over at have Guds lov skrevet i hjertet, således at dette kan ske: "Jeg ... virker, at I følger mine vedtægter og tager vare på mine lovbud.« Det betyder, at en Kristi efterfølger, der tilhører Guds folk, vil glæde sig i fællesskabet. Hvis en kristen elsker Gud, er han kun fri i Kristus, hvis han har loven skrevet i sit hjerte og følger den. Da kan det siges, at han ledes af Anden. Guds And vil altid lede til lydighed. "For at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Anden." Rom 8,4.

Når Guds lover skrevet i vore hjerter, og vi tænker over betydningen af den pagt, der blev stadfæstet på det kors, som løfterne havde peget hen til, er det ikke vanskeligt at forstå, at for den kristne menighed - bestående af jøder og omvendte hedninger som ligeværdige medlemmer må sabbatten stadig have gyldighed. For jøderne dengang var sabbatten et tegn, der adskilte dem fra verden omkring dem. Ved at helligholde sabbatten som en dag fuld af glæde og lykke ærede de Gud som Skaber. Han havde skabt "himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem," og, som der står skrevet: "Derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den." 2 Mos. 20,11. Og endnu en grund til at helligholde sabbatten: "Kom i hu, at du selv var træl i Ægypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm; det er derfor, Herren din Gud har pålagt dig at fejre hviledagen." 5 Mos. 5,15 Derfor var sabbatten et tegn, et kendemærke, på Guds folk. Og det er den stadig. Det er blevet sagt, at "den bekræftelse var af grundlæggende betydning for Israel, nemlig at Jahve havde udfriet Israel af Ægypten. Hver sabbat skal Israel huske, at dets Gud er dets befrier."

Endvidere: "Dette kald til ved hjælp af sabbatten at huske befrielsen og udgangen af Ægypten var for israelitterne en konkret erfaring, som indebar, at sabbatshelligholdelsen også blev udvidet til at omfatte alle dem, der ikke er fri til at fejre hviledagen. Hvilen på sabbatten var imidlertid ikke blot tænkt som et middel til at hjælpe Israel til at mindes sin historiske befrielse og udgangen af Ægypten, men snarere det, at man her og nu erfarede fortidens frelseshistorie." Således ser vi, at sabbat en for israelitterne var en ugentlig forlængelse af den årlige påskehøjtid. Gud er den store befrier. Intet under at sabbatten blev givet som et tegn mellem Gud og hans folk. Og det er let at forstå, at Gud betragtede det som frafald, da Israel glemte at helligholde sabbatten som et vidnesbyrd om Gud som Skaber og Genløser. Kunne budskabet fra apostlen også have noget at sige til os i denne forbindelse? "Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet." 1 Kor. 10,11. Når vi helligholder sabbatten med de her omtalte aspekter i tanke, er den en stor velsignelse. Det ville være godt for os at huske, at Kristus brugte sabbatten til at helbrede, hvorved han viste, at sabbatten er en glædesdag. I evangelierne er der faktisk nedskrevet syv mirakler, som fandt sted på en sabbat. Det var på en sabbat i Nazaret, at Kristus kundgjorde sin mission. »Så kom han til Nazaret, hvor han var vokset op. Og på sabbatsdagen gik han efter sin sædvane ind i synagogen. Og han stod op for at forelæse, og man gav ham profeten Esajas' bog, og da han åbnede bogen, fandt han det sted, hvor der stod skrevet: 'Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren.' Så lukkede han bogen og gav tjeneren den tilbage og satte sig; og alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham. Da begyndte han med at sige til dem: 'I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.'" Luk 4,16-21 Sabbatten minder os ikke alene om Gud som Skaber, men den fortæller os også, at Jesus kan helbrede, og, bedst af alt, befri os fra syndens trældom. Hvor vidunderligt vil det ikke blive på Den nye Jord, når det går i opfyldelse, "hver uge på sabbatten skal alt kød komme og tilbede for mit åsyn, siger Herren." Es. 66,23. I disse sidste dage af Jordens historie burde den kristne menighed glæde sig sammen med jøder, der oplever det, Paulus taler om, at "hver gang en om vender sig til Herren, tages dækket bort." 2 Kor. 3,16. Hvor naturligt, at Guds Israel her og nu helligholder sabbatten som et vidnesbyrd om troen på Kristus som Skaber og Genløser. Som seeren på Patmos udtrykker det: "Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." Åb. 14,12. Forenet i kærlighed og lydighed i Kristus. Måtte det ske!

Næsten fyrre år før Jerusalems ødelæggelse fandt der store og underfulde begivenheder sted blandt jøder og hedninger. Pinsedagen kom med Helligåndens udgydelse. Tusinder af mænd og kvinder af jødefolket troede budskabet om Jesus som Messias. Se Apg. Kapitel 2.

Efter steningen af Stefanus se Apg. Kapitel 7. blev apostlene spredt over hele verden, idet de forkyndte evangeliet. Blandt dem var Paulus. Forfølgeren Saulus blev omvendt og blev apostlen Paulus og drog til hedningerne. Han var en jøde, der så Kristus som Messias og i ham så profetiernes Messias, og sagde: "Men da tiden var inde (den tid, som Gud havde fastsat), sendte han sin Søn til verden." Gal. 4,4.

Jøderne som et folk kunne ikke længere gøre fordring på at være Guds udvalgte folk. Men enhver jøde kunne stadig, sammen med den kristne menighed, på trods af Jerusalems ødelæggelse, i tro se frem til "det himmelske fædreland". Hebr. 11,16.

Der er ingen tvivl om, at i de sidste dage, forud for Kristi genkomst, vil omvendte jøder spille en vigtig rolle i evangeliets forkyndelse. Skriften siger: "Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme. Thi der er ingen forskel på jøde og græker: de har jo alle den samme Herre, rig nok for alle dem, der påkalder ham." Rom. 10,11-12. Vi burde være opmærksomme på, at »de velsignelser, der således blev lovet Israel, er givet på de samme betingelser og i samme grad til hvert folkeslag og ethvert menneske under himmelhvælvingen." I Rom. 9-11 "skildrer Paulus hedningernes omvendelse til Kristus som indpodningen af vilde oliekviste (hedninger) på Israels Guds sande olietræ" (Rom. 11,17-24). På denne måde anskueliggør Paulus den åndelige enhed og kontinuitet i Guds pagt med Israel og hans nye pagt med Kristi menighed. Ved tro på Kristus bliver hedningerne retmæssigt indpodet på olietræet, Guds pagtsfolk, og får del i Abrahams rod (vers 18). Lærdommen i lignelsen om det ædle olietræ i Rom. 11 er, at menigheden lever af roden og stammen af Det gamle Testamentes Israel (Rom. 11,17-18).

Paulus' særlige byrde i Rom. 11 er imidlertid åbenbaringen af en guddommelig "hemmelighed" vedrørende det bogstavelige Israel. "Der er en hemmelighed, som I ikke må være uvidende om, kære brødre, for at l ikke skal gøre jer for store tanker om jer selv: En del af jøderne har forhærdet sig, og denne tilstand vil vare, indtil hedningerne fuldtalligt vender sig til Gud. Og derefter skal hele Israel blive frelst. Husk, hvad profeterne har sagt: 'Befrieren kommer fra Zion. Han skal fordrive al gudløshed fra Jakob." Rom. 11,25-26.

De fleste kommentatorer er enige om, at Paulus her stiller det bogstavelige Israels frelse i en dynamisk indbyrdes forbindelse med hedningernes frelse. Han ser frem til en vekselvirkning mellem "hele Israels" frelse (Rom. 11,26 og 12), og det at hedningerne fuldtalligt vender sig til Kristus (Rom. 11,25). Paulus antyder ikke en række på hinanden følgende "bevillinger". Han siger, at mange jøder vil reagere positivt på de mange hedningers frelse, som glæder sig i Guds barmhjertighed gennem Kristus. Han beskriver denne hemmelighedsfulde forbindelse med et afgjort apokalyptisk perspektiv, skønt han også erkender behovet for opfyldelse her og nu.

Paulus fortsætter sin undervisning, i hvilken vi kan se et brændende ønske om, at alle skal blive frelst: "Engang var det jer hedninger, der var i oprør mod Gud; men I fik del i Guds barmhjertighed, da jøderne faldt fra. Nu er det jøderne, der er oprørske - men en dag vil de få del i den samme barmhjertighed, som I har modtaget. For Gud gør alle til fanger af deres egen ulydighed, for at han kan vise alle barmhjertighed." Rom. 11,30-32. Dr. Hans K. LaRondelle erklærer rammende: "Man bemærker i dette forbløffende klimaks en slående gensidig afhængighed mellem jødernes og hedningernes frelse. LaRondelle citerer en forfatter for at sige: "Gud skænker ingen barmhjertighed til Israel uden hedningerne, men han skænker heller ingen barmhjertighed til hedningerne uden Israel."

"Betaget af dette forbløffende syn af Guds trofasthed mod sit pagtsløfte til Israel, på trods af Israels troløshed erklærer Paulus, at sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke (Rom. 11,29). Paulus lukker op for et forbavsende perspektiv i Guds hensigt, nemlig at frelse menneskeslægten som et hele. Guddommelig barmhjertighed strømmede fra Israel ud til hedningerne, for at 'hele Israel' kunne vækkes til også at længes efter den samme barmhjertighed, i hvilken hedningerne glædede sig. I Paulus' syn var Israel ikke faldet hinsides muligheden for genoprettelse. 'Slet ikke! Men ved deres fald er frelsen nået ud til hedningerne, for at jødernes misundelse kan vækkes.' (Rom. 11,11, fremhævet her). Det er Guds hensigt at føre det bogstavelige Israel tilbage til sig ved hjælp af Kristi menighed. Denne vej til frelse for mange mennesker af jødisk herkomst, for at vinde dem for Kristus, er en del af Guds vidunderlige 'hemmelighed'.

Kun i denne gensidige afhængighed mellem Israel og menigheden kan det samme evangelium om frelse for alle mennesker - retfærdiggørelse af nåde ved tro på Kristus - bevares."

Den kristne menighed i dag er kaldet til virkelig at engagere sig i at bringe evangeliet til "Guds gamle ejendomsfolk"(, jøderne. Vi må være lidenskabeligt optaget af deres frelse, som Paulus var. En kendt forfatter opfordrer kristne til at vidne for jødefolket: "Tiden er kommet, hvor lyset må bringes til jøderne. Herren ønsker af os, at vi opmuntrer og støtter mænd, som skal arbejde direkte og målbevidst for hans folk; for der vil være skarer, som vil blive overbevist om sandheden og tage deres standpunkt for Gud. Den tid vil komme, hvor der vil blive omvendt lige så mange på en dag, som der blev på pinsedagen, efter at disciplene havde modtaget Helligånden."

Der er adskillige grunde til, at kristne burde have et særligt forhold til jøderne. En af grundene er, at vi står i gæld til dem. Gud gav dem sit ord, sin lov, og Jesus var jøde. Det er en vigtig opgave for os at elske det folk, som ganske mange kristne ned gennem århundrederne har vist ligegyldighed. Der er omtrent tolv millioner af Abrahams efterkommere i verden, og det burde stå meget klart, at vi skulle glæde os sammen med dem, over at jøderne fra allerførste begyndelse blev betroet Ordet, Guds budskab. Paulus gjorde det meget tydeligt: "Jeg skammer mig nemlig ikke ved evangeliet, thi det er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så for græker." Rom 1,16.

For Jøde først. Og alle vegne hvor Paulus kom, regnede han det for sin første og vigtigste pligt at komme i kontakt med jøderne, at samtale med dem om Det gamle Testamentes profetier, at åbenbare, hvad Jesus, Messias, havde gjort for ham. For mange kristne i dag er det en hjertesag at virke for deres jødiske venners frelse og for jødefolkets frelse, israelitterne som lever i Israel. Og de har ret. Alle kristne må have en ægte forekommende og kærlig, venlig holdning, ja, en byrde for bedre forståelse af det jødiske folk, hvor de end bor. Kristne er forpligtede til at se på tingene fra et jødisk synspunkt. Vi kan på ingen måde overse vor åndelige arv. Det gamle Testamente, der elskes af de jøder, som tror på Gud, er også den kristnes kilde til bedre forståelse af Guds hensigt og barmhjertighed.

Denne fil fortsætter >>>> >>>>

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com