Jobs Bog
En englænder sagde engang til mig: »Hr. Moody, er De klar over, at Jobs Bog er nøglen til hele Bibelen? Forstår De jobs Bog, så vil De kunne forstå hele Bibelen.« »Nej,« svarede jeg, »det fatter jeg ikke. Jobs Bog nøglen til hele Bibelen! Hvordan forklarer De det?« »Jeg deler bogen i syv hovedafsnit,« svarede han.«

Første del er: En fuldkommen, uprøvet mand.
Det er, hvad Gud sagde om Job. Det er Adam i Edens have. Han var fuldkommen, da Gud satte ham der.

Anden del er: Prøvet ved modgang Job faldt, ligesom Adam faldt i Edens have.

Tredje del er: Verdens visdom. Verden forsøgte at rejse Job op igen. Tre vise mænd kom for at hjælpe ham. Det var verdens visdom, der var samlet i disse tre mænd. »Man kan ikke i hele verden opdrive en sproglig veltalenhed eller visdom mage til den, som de udfoldede,« sagde han, »Men de havde intet kendskab til nåden, og derfor kunne de ikke hjælpe Job.«

Det er netop, hvad mennesker gør i dag, og følgen er, at det mislykkes. Menneskers visdom har aldrig gjort folk bedre. Disse tre mænd hjalp ikke Job, de gjorde ham blot mere ulykkelig. Det er blevet sagt, at den første greb fat i ham og gav ham et hårdt slag. Den anden og tredje gjorde det samme. De kæmpede alle tre med Job, men bagefter faldt de slagne til jorden.

»I fjerde del ser vi mægleren komme ind, det er Kristus,« fortsatte manden.

»Femte del er: Gud taler, og den sjette: Job lærer sin lektie: 'Jeg havde kun hørt et rygte om dig, men nu har mit øje set dig; jeg tager det derfor tilbage og angrer i støv og aske!' Da var job slået til jorden.

Syvende del er: Gud oprejser ham. Gud være lovet, at det også er sådan med os, og at vor stilling til sidst bliver bedre end den var før.«
Lad mig nu tage dig med igennem de fire evangelier. Vi begynder med Mattæus.

Mattæusevangeliet
Undertiden kommer nogen til mig og siger: »Sørg nu endelig for at få den mand ind i bestyrelsen, for han har ikke noget at bestille og har derfor god tid.« »Nej tak,« svarer jeg, »jeg vil ikke have en mand, som ikke har noget at bestille.«

Jesus fandt Mattæus siddende i toldboden. Herren tog dem, som han fandt i arbejde, og de gik lige ind i hans arbejde med det samme. Vi ved ikke meget om det, Mattæus udrettede, undtagen dette, at han skrev evangeliet. Men hvilken bog! Hvor han kom fra og hvor han drog hen, ved vi ikke. Hans gamle navn, Levi, faldt bort med hans gamle liv.

Nøglen er: jødernes Messias og verdens frelse. Dette evangelium indeholder den bedste skildring af Kristi liv. Vi lægger mærke til, at det indeholder det sidste budskab fra Gud til det jødiske folk. Her går vi over fra den gamle til den ny husholdning.

Mattæus fortæller ikke om Kristi himmelfart, men efterlader ham på jorden.
Markus fortæller om opstandelsen og himmelfarten.
Lukas fortæller også om opstandelsen og himmelfarten og giver løftet om en talsmand.
Johannes går et skridt videre og siger, at han skal komme igen.

Der er flere henvisninger i Mattæusevangeliet end i nogle af de andre. Han forsøger at overbevise jøderne om, at Jesus var Davids søn, den ventede konge. Han taler meget om Guds rige og dets hemmeligheder, giver eksempler på riget, fortæller om helbredelser af de syge, om rigets grundprincipper, der fremholdes i Bjergprædikenen, om forkastelsen af kongen, osv. Det er jo i almindelighed således, at den, som overtager et rige, også fastsætter de principper, det skal styres efter.

Lad mig dernæst gøre opmærksom på fem store prædikener. Gennem dem får du et godt overblik over hele bogen.

1. Bjergprædikenen (5.7. kapitel). Se, hvor mange af de ting, Jesus så omkring sig, han indfletter i sine prædikener! F. eks. salt, lys, lysestage, kappe, regn, kammer, rust, tyve. Øje, fugle, liljer, græs, hunde, brød, fisk, port, vindruer, torne, figener, tidsler, klipper, osv.

En mand, som rejste gennem Palæstina, sagde, at han ikke troede, der var en eneste ting der, som Jesus ikke havde brugt til sine lignelser. Der er så mange i vor tid, som er bange for at bruge hverdagsagtige ting til forklaring, men synes du ikke, det er bedre at bruge de ting til eksempler, som folk forstår, end at tale sådan, at de ikke forstår dig? En kvinde forstår talen om en lysestage, og en mand forstår, når der tales om en klippe, særlig i et klipperigt land som Palæstina. Kristus gjorde brug af almindelige ting som eksempler og talte, så alle kunne forstå ham. En kvinde i Wales sagde engang, at hun vidste, at Kristus var walisisk, men en englænder sagde, at han var jøde. Hun erklærede, at han måtte være walisisk, for han talte således, at hun kunne forstå ham. Kristus havde ikke en stenograf med sig til at nedskrive og trykke sine prædikener, og alligevel kunne folk huske dem, Spekulér ikke på velformede sætninger og afrundede afsnit, men læg vægt på, at dine taler bliver så klare, at de sidder fast. Brug en lokkemand, som dine tilhørere synes om.

Loven blev givet på et bjerg, og her ser vi, at Kristus også fremsatte sine forskrifter på et bjerg. Moseloven drejer sig om de ydre handlinger, men Jesus taler om det indre liv. Ligesom Solens lys er stærkere end et stearinlys', således er Bjergprædikenen klarere end Moseloven. Den fortæller os, hvilken slags kristne vi burde være verdens lys og jordens salt, stille i vor gerning, men mægtige i virkning.

»Jeg siger jer« forekommer 12 gange i denne prædiken.

2. Den anden store tale blev holdt for disciplene. Den står i det 10. kapitel. Man hører atter og atter denne tale citeret. F. eks. »Ryst støvet af jeres fødder;« »I har fået det for intet, giv det for intet!«

3. Friluftsprædikenen (13. kapitel). På gader og stræder behøves de bedste prædikener. Der må det, som siges, fremsættes på en klar og slående måde, hvis man vil have folk i tale.

Man må lære at tænke hurtigt. Der var engang en ung mand, som stod og talte på en gade i London, og en fritænker kom frem og sagde: »Den mand, som opdagede gassen, gjorde mere for verden end Jesus Kristus.« Den unge mand kunne ikke svare ham straks, og forsamlingen fik et billigt grin på hans bekostning. Men en anden mand sprang op og sagde: »Selvfølgelig har denne mand lov til at mene det, og jeg antager derfor, at han vil sende bud efter en gasmester, når han skal dø. Jeg for min part vil sende bud efter en præst og bede ham læse joh. 14. kapitel.« Følgen blev, at latteren blev vendt mod fritænkeren.

Friluftsprædikenen indeholder 7 lignelser og er som en perlekæde.

4. Ve prædikenen (23. kapitel). Dette er Jesu sidste appel til den jødiske nation. Sammenlign disse otte »ve« med de ni »salige« i 5. kapitel. Du vil lægge mærke til, at afslutningen på denne ve prædiken indeholder de mest gribende udtalelser, Jesus brugte under hele sin virksomhed. »Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! « Lige til nu havde det været »min Faders hus«. Det var ikke længe efter den tid, at Titus kom og jævnede det med jorden. Abraham havde aldrig elsket Isak højere, end Jesus elskede den jødiske nation. Det var hårdt for Abraham at give slip på Isak, men det var langt hårdere for Guds Søn at give slip på Jerusalem.

5. Den femte prædiken blev holdt for disciplene. Hvor lidt de dog forstod af den! Da hans hjerte næsten var bristefærdigt af sorg, begyndte de at snakke om templet!

Den første prædiken blev holdt på et bjerg, den anden og tredje i Kapernaum, den fjerde i templet, og den femte på Oliebjerget.

I Mattæusevangeliet bliver der ikke nævnt noget fra Dødsriget, himmelen, jorden, havet, luften eller graven, uden at det beviser, at Jesus er Guds Søn. Djævlene råbte højt, fiskene gik i garnet på hans ord, og vinden og bølgerne adlød ham.

Resumé. Ni »salige«, otte »ve«, syv på hinanden følgende lignelser, ti på hinanden følgende mirakler, fem nøje forbundne prædikener og fire profetier om Jesu død.

Markusevangeliet
De fire evangelier er indbyrdes uafhængige. Ingen af dem er skrevet af efter nogle af de andre. Ethvert af dem supplerer de andre, og vi får en fremstilling af Kristus set fra fire sider, akkurat som vi ser fire sider af et hus.

Mattæus skriver for jøderne.
Markus skriver for romerne.
Lukas skriver for de omvendte hedninger.

Du vil ikke finde lange prædikener hos Markus. Romerne var livlige og driftige mennesker, så han måtte skrive kortfattet for at få dem i tale. Du vil finde, at ordet »straks« forekommer 35 gange i dette evangelium.

Lukas fortæller, at Jesus tog imod de små børn, men Markus siger, at han tog dem i favn. Det gør ligesom beretningen skønnere.

I det 5. kapitel møder vi tre meget slemme ting, nemlig djævle, sygdom og død noget, som menneskelig hjælp ikke strækker til overfor, men hvor alene Jesus kan hjælpe. Det første tilfælde handler om en, som var besat af djævle. Det var umuligt at binde ham, end ikke med lænker. jeg tænker, at mange, både mænd og kvinder, havde været angst for denne mand. Folk er ofte bange for kirkegårde, selv ved højlys dag, men tænk dig en levende mand, som havde sin bolig i graven og var besat af djævle! Han råbte til Jesus: »Lad mig i fred, Jesus, du den højeste Guds Søn! jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.« Men Jesus var bare kommet for at gøre ham godt.

Så kommer fortællingen om den blodsottige kvinde. Hvis hun havde levet i dag, tror jeg, at hun ville have prøvet al den medicin, som var til at få. Vi ville erklære hende for et håbløst tilfælde og sende hende på hospitalet. Det er blevet sagt: »Der var mere medicin i kvasten på Jesu kappe end i alle Jødelands apoteker.« Hun rørte blot ved hans kappe og blev helbredt. Hundreder af andre rørte også ved ham, men de fik ingenting.

Kan du forklare forskellen på at berøre Jesus i tro, og berøre ham, som den almindelige folkeskare gjorde?

Det tredje, som fortælles, er opvækkelsen af Jairus' datter. Læg mærke til, hvorledes Jesu magt kommer mere og mere til syne. Da han kom til pigen, var hun død. Jeg er sikker på, at langt tilbage i evighedens hemmelige råd blev det besluttet, at han skulle komme dér netop på den tid. Jeg husker, at jeg engang blev bedt om at tale ved en begravelse, jeg gennemsøgte alle fire evangelier for at finde en af Herrens begravelsesprædikener, men véd du, at han ikke holdt en eneste? Han opløste alle begravelser, han kom til. De døde vågnede, når de hørte hans røst.

Lukasevangeliet
Nu kommer vi til Lukasevangeliet. Læg mærke til, at Lukas' navn ikke forekommer hverken i evangeliet eller i Apostlenes Gerninger. (Det nævnes tre gange i Det nye Testamente, nemlig i Kolossenser brevet, i Andet Timoteus brev og i Brevet til Filemon.) Han holder sig selv i baggrunden. jeg har mødt flere kristne arbejdere, som er blevet ødelagt ved at få et navn. Vi ved ikke, om Lukas var af jødisk eller hedensk herkomst.

Første gang vi hører noget om ham, er i Apg. 16,10: »Da han havde set det syn, forsøgte vi straks at komme over til Makedonien, fordi vi deraf sluttede, at Gud havde kaldt os til at forkynde evangeliet for dem.« Han gør ikke krav på at være et øjenvidne til Kristi tienestegerning, heller ikke på at have været en af de 70. Nogle mener, at han var det, men han siger det ikke selv. Man antager, han har skrevet sit evangelium efter Paulus' fortælling, ligesom Markus har gjort det efter Peters. Lukasevangeliet kaldes også for hedningernes evangelium og antages at være skrevet omkring år 6070 efter Kristi fødsel. En tredjedel af dette evangelium findes ikke i de andre evangelier. Det begynder med en lovprisning: »Han skal blive dig til glæde og fryd, og mange skal glædes over hans fødsel.« (Luk. 1,14.) Og det ender på samme måde: »Da tilbad de ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde.« (Luk. 24,52.)

Canon Farrar har peget på, at vi i Lukasevangeliet har et syvfoldigt evangelium.

1. Det er et evangelium med lovprisning og sang. Vi finder Zakarias', Elisabets, Simeons, englenes og andres sang her. Simeon ønskede at se Jesus Kristus. Vantroen sagde til ham: »Simeon, du er en gammel mand og dine dage er snart talte. Dit hår er snehvidt, dine øjne bliver svage og din pande er furet. Dine lemmer skælver, døden er dig tæt inde på livet, og hvor er tegnene på hans komme? Simeon, du lever på indbildninger det hele er bedrag!« »Nej,« svarede Simeon, »Jeg skal ikke dø, før jeg får Jesus Kristus at se. Jeg skal se ham, inden jeg dør.« Jeg tænker mig, at Simeon er ude at gå en morgentur i en af Palæstinas smukke dale. I sit stille sind tænker han på det store, som fylder hans sjæl. Så møder han en af sine venner.

»Fred være med dig! Har du hørt den forunderlige nyhed?«
»Hvilken nyhed?« spørger Simeon.
»Kender du præsten Zakarias?«
»Ja vist.«

»Engang, mens han gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, skete det ved den sædvanlige lodtrækning mellem præsterne, at det tilfaldt ham at gå ind i Herrens tempel og bringe røgelse offeret. Og hele folkemængden stod udenfor og bad, mens ofringen fandt sted. Da viste en Herrens engel sig for ham, stående ved højre side af røgelse alteret, og sagde til ham, at hans hustru skulle føde ham en søn, som skulle kaldes Johannes. Han skulle blive stor i Herrens øjne og gå forud for Messias for at berede Herren et velskikket folk. Engelen var Gabriel, som står for Guds åsyn, og fordi Zakarias ikke troede ham, blev han stum.«

»Åh,« siger Simeon, »da er det, som er sagt af profeten Malakias, gået i opfyldelse. Dette er forløberen for Messias, dette er morgenstjernen. Se, dagen er nu ikke langt borte, Messias er nær for hånden, halleluja! Herren skal snart komme til sit tempel!«

Tiden går. Jeg tænker mig, at Simeon atter taler med en af sine naboer: »Simeon, har du hørt den glædelige nyhed?«

»Hvilken nyhed?«

»Jo, der er sket noget forunderligt, som alle taler om. En flok hyrder vogtede deres hjord på Betlehems marker om natten. Det var i den stille nattetime, og mørket var faldet på. Pludselig så hyrderne et lys, som skinnede klarere end middagssolen. De så op, og lige over dem var der en engel, som sagde til de forskrækkede hyrder: 'Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket.'«

»Dette er Guds Messias,« siger Simeon, »og jeg skal ikke se døden, før jeg har set ham.« Så siger han til sig selv: »De vil bringe barnet til templet og fremstille det for Herren.«

Simeon drager af sted for at se, om han kunne få et glimt af Messias at se. Måske hvisker vantroen til ham: »Det regner i dag. Er det ikke bedst at blive hjemme? »Nej,« siger Ånden, »gå til templet!«

Simeon vælger omhyggeligt et sted, hvor han let kan se dem, som kommer ind. Han holder øje med indgangen. Han betragter nøje børnenes ansigt, efterhånden som mødrene fremstiller dem. »Nej,« siger han, »det er ikke ham.« Til sidst træder jomfru Maria frem, og Ånden siger til Simeon, at barnet, hun bærer, er den længe ventede frelser. Han tager barnet i sine arme, trykker det til sit hjerte, priser Herren og siger: »Herre! nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt. Thi mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folkeslag, et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for dit folk Israel.«

2. Lukasevangeliet er et taksigelsens evangelium. Da Jesus havde opvakt enkens søn i Nain, priste folket Gud, og ligeså da den blinde mand fik sit syn.

3. Det er et bønnens evangelium. Vi ser, at Kristus bad, da han blev døbt, og han bad ved næsten alle store begivenheder i sit liv og sin gerning. Hvis du ønsker at høre noget fra Himmelen, må du søge det knælende.

4. Det er også iøjnefaldende, at dette er kvindernes evangelium. Lukas beretter om flere skønne ting, som Jesus gjorde for kvinderne. Den værdifuldeste juvel i Herrens krone var det, han gjorde for kvinder. En mand søgte engang at overbevise mig om, at Muhamed har gjort mere for kvinderne end Kristus. Jeg svarede, at hvis han nogen sinde havde været i muhamedanske lande, ville han have skammet sig over at sige sådan noget. Muhamedanerne drager mere omsorg for deres æsler end for deres hustruer og mødre.

5. Lukasevangeliet er et evangelium for de fattige og ringe. Når jeg på gaden har en flokjævne mennesker for mig, vælger jeg i almindelighed en tekst fra Lukas. Her har vi fortællingen om hyrderne, om den rige bonde og om den rige mand og Lazarus. I dette evangelium står der: »Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til de fattige.« Det ser sort ud for en menighed, hvis den kommer dertil, at den ikke vil have noget at gøre med almindelige mennesker. Whitefield arbejdede blandt minearbejderne og Wesley blandt den almindelige befolkning. Ønsker du at vinde de fattige og ringe, så lad dem mærke, at de er velkomne.

6. Dette evangelium er et evangelium for de fortabte. Fortællingen om kvinden med de syv onde ånder, og den om røveren på korset viser det. Også lignelsen om det mistede får, den tabte sølvmønt og den fortabte søn.

7. Det er et fordragelighedens evangelium. »Den vise vinder sjæle.« Ønsker du at vinde mennesker? Så driv dem ikke bort, og skænd ikke på dem! Forsøg ikke at nedbryde deres fordomme, inden du begynder at lede dem til sandheden. Mange mennesker tror, at det er nødvendigt at rive stilladset ned, før de begynder på bygningen.

En gammel Herrens tjener indbød en ung broder til at prædike i sit sted. Han holdt en tordenprædiken for folk, og da de kom hjem, spurgte han den gamle Prædikant, hvad han syntes om prædikenen. Han svarede, at han havde en gammel ko, og hvis han ønskede, den skulle give meget mælk, så slog han den ikke, men fodrede den godt.

Jesus fik tolderne i tale, fordi næsten alt, hvad han sagde om dem, var til deres ros eller fordel. Se på lignelsen om farisæeren og tolderen. Han sagde, at tolderen gik retfærdiggjort hjem, men den hovmodige farisæer ikke. Hvordan vandt han samaritanerne? Se på fortællingen om de ti spedalske. Kun en kom tilbage og takkede Jesus for helbredelsen, og han var samaritaner. Denne fortælling har gjort mere til at vække folk til menneskekærlighed og venlighed mod de fattige end noget andet, der er sagt i 6000 år. Gå til Samaria, og du vil finde, at fortællingen allerede er nået dertil. En eller anden har været i Jerusalem og hørt den fortalt der, og så er han rejst hjem og har fortalt den overalt. Og så siger de til hverandre: »Hvis denne profet nogen sinde kommer hertil, så skal han få en hjertelig modtagelse.« Ønsker du at nå folk, som ikke er enige med dig, så skal du ikke tage en kølle og slå dem til jorden og derpå forsøge at rejse dem op. Når Jesus Kristus havde med de vildfarne og synderne at gøre, da var han lige så øm imod dem, som en mor er imod sit syge barn. Et barn sagde engang til sin mor: »Mamma, du taler aldrig ondt om nogen. Du kunne sikkert tale godt endog om Satan.« »Ak ja,« svarede moderen, »man kunne i hvert fald godt efterligne hans udholdenhed.«

Johannesevangeliet
Det formodes, at Johannes var den yngste af disciplene, og at han var den første af alle dem, som fulgte Jesus. Han kaldes for »den discipel, Herren elskede«. Nogen har sagt, at Jesus var partisk. Jeg tvivler ikke på, at Jesus elskede Johannes højere end de andre, men det var, fordi denne elskede Jesus mest. Jeg tror, at Johannes var kommet ind i inderkredsen, og der kan vi også komme, hvis vi vil. Jesus holder døren åben, og vi kan gå lige ind. Du vil lægge mærke til, at næsten alt i Johannes' bog er nyt. Alt er fortalt her om de otte måneder, Jesus tilbragte i Judæa.

Mattæus begynder med Abraham,
Markus med Malakias,
Lukas med Johannes Døber,
men Johannes med Gud selv.

Mattæus fremstiller Kristus som jødernes Messias.
Markus som den aktive arbejder.
Lukas som Menneskesønnen.
Johannes som den personlige frelser.

Johannes fremstiller ham som den, der udgår fra Faderens favn. Den centrale tanke i dette evangelium er at bevise Kristi guddommelighed. Hvis jeg skulle overbevise et menneske om, at Kristus var af guddommelig natur, så ville jeg henvise ham til dette evangelium. Ordet omvend forekommer ikke en eneste gang, men ordet tro findes 98 gange! Den strid, som jøderne rejste angående Kristi guddommelighed, er ikke bilagt endnu, og før Johannes gik bort, greb han pennen og skrev sit evangelium for at afgøre striden.

Vi har et syvfoldigt vidnesbyrd om Kristi guddommelighed:

1. Faderens vidnesbyrd. »Faderen, som sendte mig, han har selv vidnet om mig.« (Joh. 5,37.)

2. Sønnens vidnesbyrd. »Jesus svarede og sagde til dem: 'Om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd dog gyldigt, thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvorhen jeg går; men I ved ikke, hvorfra jeg kommer, eller hvorhen jeg går.'« (8,14.)

3. Kristi gerningers vidnesbyrd. »Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, skal I ikke tro mig! Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig; da skal I indse og forstå, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.« (10,37-38; smlg. 5,36.)

Intet menneske kan få mig til at tro, at Jesus Kristus var et dårligt menneske, for han bar gode frugter. Det er uforståeligt for mig, hvordan nogen efter 1900 års prøve kan tvivle på, at han var Guds Søn.

4. Skriftens vidnesbyrd. »Hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet.« (5,46; se også v. 39.)

5. Johannes Døbers vidnesbyrd. »Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn.« (1,34.)

6. Disciplenes vidnesbyrd. »Men også I skal være vidner; thi I har været med mig fra begyndelsen.« (15, 27.)

7. Helligåndens vidnesbyrd. »Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig.« (15,26.)

Der er selvfølgelig mange andre ting, som viser os Jesu guddommelighed, men jeg synes, dette er nok til at bevise denne sandhed for hvem som helst. Hvis jeg kom for retten og havde syv urokkelige vidner med, er jeg sikker på, at min sag var god.

Læg mærke til de mange »jeg er« af Kristus:
»Jeg er ovenfra.«
»Jeg er ikke af denne verden.«
»Før Abraham blev til, er jeg.«
»Jeg er livets brød.«
»Jeg er verdens lys.«
»Jeg er døren.«
»Jeg er den gode hyrde.«
»Jeg er vejen.«
»Jeg er sandheden.«
Pilatus spurgte: »Hvad er sandhed?« Og dér stod den lige foran ham!

»Jeg er opstandelsen og livet.« i Johannesevangeliet finder vi otte gaver til de troende: livets brød, livets vand, evigt liv, Helligånden, kærlighed, glæde, fred og Guds ord.

Apostlenes Gerninger
En fortræffelig måde at studere denne bog på er at finde, hvordan nederlag blev forvandlet til sejr. Da de første kristne blev forfulgt, drog de omkring og forkyndte ordet. Det var en sejr, og således fortælles det gennem hele bogen.

Lukasevangeliet handler især om Kristus i kødet, Apostlenes Gerninger om Kristus i menigheden. Hos Lukas læser vi om, hvad Jesus udrettede gennem sin ophøjelse. De fleste menneskers arbejde ophører ved deres død, men hos Kristus begyndte det egentlig først, da han døde. »Den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.« (Joh. 14,12.) Vi kalder denne bog for »Apostlenes Gerninger«, men i virkeligheden er det »Kirkens (Menighedens) Gerninger« som Kristi legeme.

Nøglen til denne bog findes i kap. 1,8: »Men når Helligånden kommer over jer, skal i få kraft; og i skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.«

Havde vi ikke haft Lukas, så havde vi ikke fået noget særligt indblik i de kampe, som denne nyfødte menighed gennemgik, Vi havde heller ikke vidst meget om Paulus.

Der vare fire floder, som udsprang i Eden. Her har vi fire evangelier, som strømmer ind i én flod.

Apostlenes Gerninger er opdelt i tre afsnit:
1. Menighedens grundlæggelse.

2. Menighedens vækst.

3. Udsendelse af missionærer.

Jo nøjere vi holder os til apostlenes måde at fremstille evangeliet på, desto større fremgang vil vi få.

Der er 10 store prædikener i Apostlenes Gerninger. Hvis du kan tilegne dig dem, vil du få god forståelse af bogen og hvordan man bør prædike. Fem blev holdt af Peter, en af Stefanus, og fire af Paulus. Sætningen »vi er, vidner« går igennem hele bogen. Vi taler i vore dage om »veltalende prædikanter«. Vi synes at have glemt at være enfoldige vidner.

1. Peters tale på pinsedag (kap. 2). Det er sagt, at der behøves mindst 3000 prædikener for at omvende en jøde; men i dette tilfælde blev 3000 omvendt ved én prædiken. Da Peter vidnede om Kristi død og opstandelse, ærede Gud

Det samme vil han gøre med dig.

2. Peters tale i Salonions søjlegang (kap. 3,11 fig.) var en kort tale, men den havde god virkning. Disciplene kom ikke dertil før kl. 15, og jeg tror ikke, jøderne havde lov til at arrestere nogen efter solnedgang. På den korte tid blev altså 5000 mennesker omvendt. Hvad prædikede han? Hør her: »Men i fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at i måtte få en morder benådet. Livets banebryder dræbte I, men Gud opvakte ham fra de døde; derom er vi vidner. ... Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn.«

3. Peters tale til ypperstepræsterne (kap. 4, 8 flg.). Disciplene var blevet arresteret, og nu ville man vide, med hvilken magt og i hvilket navn de gjorde deres undergerninger. »Ved navnet Jesus Kristus fra Nazaret, ... det er ved hans navn, at manden her står rask for jeres øjne,« blev der svaret. Da det blev meddelt Bunyan, at han kunne blive løsladt, hvis han holdt op med at prædike, svarede han: »Slipper I mig ud, vil jeg prædike i morgen,«

4. Peters vidnesbyrd for rådet (kap. 4, 19-20). Rådet befalede dem, at de ikke mere måtte tale eller lære i dette navn. jeg ved ikke, hvad de skulle gøre, når de fik et sådant forbud. En del prædikanter i vore dage ville næppe have vanskeligheder af den grund. De skulle nok klare sig alligevel. Men omtrent alt det, disciplene vidste, havde de hørt og lært i de tre år, de havde været sammen med Jesus. De havde hørt ham tale og set hans undergerninger og tegn. De havde set alt så tydeligt og vidste, hvordan det forholdt sig, og da Helligånden kom over dem, kunne de ikke lade være med at tale.

5. Stefanus' prædiken (kap. 7). Stefamis holdt den længste tale, som findes i Apostlenes Gerninger. Dr. Bonar sagde engang: »Broder Whittle, har du lagt mærke til, at når jøderne anklagede Stefanus for, at han talte bespotteligt om Moses, da oplyste Herren hans ansigt med den samme herlighed, som Moses' ansigt strålede med?« En gammel skotsk kirketjener advarede engang en ny præst med de ord: »De kan tale så meget De vil om Abrahams, Isaks og Jakobs synd, men hold Dem til dem og kom ingen anden nærmere ind på livet, hvis De ønsker at blive her.« Stefanus begyndte med dem, men han fortsatte lige ned til den korsfæstelse, som netop havde fundet sted, og ruskede tilhørerne ordentlig op.

6. Peters sidste tale og samtidig den første tale til hedningerne (kap. 10). Læg mærke til, at det samme evangelium forkyndes for hedninger som for jøder, og at det bringer de samme resultater. »Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.« Medens Peter endnu talte disse ord, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet. Nu blev den førende skikkelse en anden: Paulus træder frem på skuepladsen.

7. Paulus' tale i Antiokia i Pisidien (kap. 13). En gammel bekendt af mig sagde engang: »Hvad prædiker du nu? Jeg håber, du ikke slår på den samme streng endnu.« Jo, takket være Herren, jeg spreder det gamle evangelium. Ønsker du, at folk skal komme og høre dig, da skal du ophøje Kristus. Han sagde: »Når jeg er blevet ophøjet, vil jeg drage alle til mig.« »Så skal i da vide, brødre, ved ham forkyndes jer syndernes forladelse.«

8. Paulus' prædiken for athenerne (kap. 17). Også i Athen satte det gamle evangelium frugter, da han prædikede det for filosofferne.

9. Paulus' tale i Jerusalem (kap. 2 l).

10. Paulus' forsvarstale for kong Agrippa (kap. 26). Jeg synes, dette er den bedste tale, Paulus har holdt. Han forkyndte det samme evangelium for Agrippa og Festus, som han forkyndte i Jerusalem. Han prædikede overalt den mægtige kendsgerning, at Gud gav os sin Søn som løsesum for synd, og at hele verden kan blive frelst ved at tro på ham. »Det er altså ved den hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg indtil denne dag har kunnet stå og vidne både for små og store; og jeg siger intet ud over det, som både profeterne og Moses har sagt skulle ske: At Kristus skulle lide, at han skulle være den første, som stod op fra de døde, og derefter skulle forkynde lys både for vort eget folk og for hedningerne.«

Den mikroskopiske fremgangsmåde

Lad mig med et eksempel vise, hvad jeg mener med denne fremgangsmåde. I Sl. 52,3 står der: »Hvorfor roser du dig af ondskab, du vældige? Guds miskundhed varer den ganske dag« (gl. overs.). Dette vers falder naturligt i to dele. På den ene side er mennesket, og på den anden side er Gud. Mennesket, ondskab Gud, miskundhed. Er der nogen bestemt person, som fører denne tale? ja, edomitten Doeg, som indledningen til denne salme viser. Derfor kan du slå den historiske begivenhed op, som dette vers og denne salme henviser til, nemlig 1 Sam. 22,9 flg. Tag så din bibel og se på emnet »rose sig« Hvilke ord har samme mening? Ros kan være: selvophøjelse. Er ros altid utilladelig?

Hvad er det, Skriften forbyder os at rose os af?
»Så siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af, at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra Herren.« (Jer. 9, 23-24.)

Gennemarbejd emnet »ondskab« på samme måde. Spørg så dig selv: Skal denne »ros« og »ondskab« vare evigt?

Nej! »Gudløses jubel er kort, og vanhelliges glæde stakket.« (Job 20,5.) »Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons ceder men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.« (Sl. 37,35-36.) Den anden halvdel af denne tekst giver os endnu et emne at studere, nemlig »miskundhed« eller barmhjertighed som en af Guds egenskaber. Hvorledes åbenbarer den sig i timelig og i åndelig henseende?

Hvilke skriftsteder taler om det?
Er Guds miskundhed betinget?
Kommer hans miskundhed i strid med hans retfærdighed?

Hensigten både med at studere Bibelen og med at forkynde ordet er at frelse mennesker. Spørg dig selv, om teksten indeholder evangeliet i forbilleder eller i ord?

Slå op til Rom. 2,4: »Eller ringeagter du hans godheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom og véd ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse?« I dette tilfælde fører verset os lige hen til emnet »omvendelse«. Efter at have grundet over det, kan du stå op og holde en kort tale over det, og den kan måske blive midlet til et andet menneskes omvendelse.