Tilbed skaberen!

I mange trossamfund gør man Gud til en løgner, ved at tro på en anden skabelsesberetning end den der er omtalt i Bibelen. Hvor Gud, Herren skabte himmelen og jorden, planter og dyr og som kronen på værket skabte Gud mennesket i sit eget billede. <Sl 33 + Sl 148>

Es 43,1 Men nu siger Herren, han som skabte dig, Jakob, han som dannede dig, Israel: Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min.

Hver eneste af disse vers fortæller om Gud, som SKABEREN. Ved at antage en tro på en udvikling af dyr til menneske, forkaster man Guds ord og gør Ham, Herren til en løgner, samtidig antager man en falsk lære der er i strid med Bibelen.

Mange af de der tror på Bibelens skabelsesberetning falder i en anden af Satans snedige faldgrubber. De lader sig lede ud i bedragenes og vildfarelsens ørken, ved at mene at Bibelen ikke kan forstås uden hjælp fra verdens og kirkehistorie.

Jeg har i tidens løb hørt tusindvis af kristne sige at historien er kendsgerninger - fakta og uomstødelige beviser, som vi ikke kan se bort fra.

Jeg har derimod kun har hørt nogle få  hørt nogle få sige dette om Bibelen, at Guds ord er kendsgerninger - fakta og uomstødelige beviser, som vi ikke kan se bort fra.

De personer der har skrevet om de såkaldte historiske kendsgerninger, gør det alle ud fra den politiske og religiøse baggrund de har. Disse såkaldte kendsgerninger er i en MEGET HØJGRAD præget af den holdning, som vedkommende har til det han/hun skriver om og derfor også afgørende for hvilke konklusioner vedkommende kommer frem til.

Det er en kendsgerning, at videnskabsfolk, professorer og historikere den ene gang efter den anden har taget fejl.

De ting der den ene dag syntes at være kendsgerninger og fakta har kort tid efter ofte vist sig at være en fejltagelse.

En af årsagerne til at de videnskabelige og historiske fortolkninger af Bibelen er blevet så populær er den at de er forholdsvis lette at gå til og måske endnu mere vigtig er at de føres tilbage i en fjern fortid, som ikke direkte berøre os personlig. Det gør derimod de Bibelske fortolkninger, hvor man sammenligner vers med vers.

Den første engel appellerer til dem, som bereder sig for dommen, om at tilbede ham som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene. I den første tid, der er gået, siden dommen begyndte i 1844, har den største del af kristne verden forkastet selv grundlaget for den kristne tro, nemlig sandheden om Gud, som alle tings skaber og kilden til alt liv.

Appellen om år tilbede ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene bygger på det fjerde bud i Guds evige lov, som indbyder menneskene til at møde Skaberen på sabbatten. Bibelen siger, at Gud på den syvende dag hvilede og holdt sig i ro. Han betragtede sit fuldkomne skaberværk og glædede sig over det han så. (2Mos 20,8-11; 31,17.) Og englen, som var vidne til Guds fuldkomne værk, råbte med fryd (Job 38,7.) Her er vi ved selve kernen i sand sabbatshelligholdelse, nemlig at betragte Guds storhed. Derfor bliver sabbatten omtalt i Bibelen som et tegn på helliggørelse. Den viser, at Gud er den eneste, som kan helliggøre menneskene. (2Mos 31,13; Ez 20,12.)

De, som vender sig til Gud og møder ham på hans hellige sabbat, viser, at de i tro tager imod hans fuldkommenhed. Det er den slags tro, Guds folk må være i besiddelse af i den undersøgende doms tid.

Kristi gerning i dommen indbefatter også en undersøgelse af de menneskers liv, som har bekendt sig til at tro på ham. I denne dom vil Faderen og Sønnen vurdere menneskenes tanker, ord og handlinger i lyset af kærlighedens fuldkomne lov. (Dan 7,10; Mal 3,16; Jak 2,12.)

Efter at have gennemgået hvert menneske sag, vil Kristus enten fjerne personens synd fra himmelens bøger, eller også fjerne hans navn fra livets bog. (Åb 3,5; Ez 18,24.)

Samtidig med at Kristus udsletter deres synd, som lever i den undersøgende doms tid, vil han udgyde Helligånden i fuldt mål over dem, som i tro har fulgt hans gerning i det allerhelligste og fået del i hans forsoning. (Apg 3,19.) Han vil klæde alle bodfærdige syndere i sin egen retfærdighed, så at han kan fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant. (Ef 5,27; Zak 3,1-5; Åb 14,1-5.)

Hvorfor bliver vi opfordret til at tilbede ham, som har skabt himlen og jorden og havet og kildevældene? Det synes klart, at spørgsmålet om at følge Kristus eller Antikrist bliver et spørgsmål om tilbedelse. Gud advarer mod falsk tilbedelse og tilskynder menneskene til at tage del i den sande tilbedelse. Grundlaget for sand tilbedelse er erkendelsen af Bibelens skabelsesberetning. Dette er et meget betimeligt budskab for mennesket af det 20. århundrede. Med bedrøvelse konstaterer man, at videnskabsmænd og fremstående teologer ikke godkender den bibelske skabelsesberetning.

I 1859 udkom naturforskeren Charles Darwins berømte værk om arternes oprindelse, som dannede grundlaget for den såkaldte evolutionsteori. Denne teori fik indpas på universiteter og skoler, og der bliver efterhånden ingen plads for troen på en skaber, ej heller for Bibelens skabelseshistorie. Moses blev gjort til en sagnfigur og hans beretning om jordens første tid til en samling legender. På denne snedige måde er det lykkedes Satan at skjule Gud for menneskene, og intelligente mænd og kvinder verden over har med iver og dygtighed udbredt disse falske læresætninger.

At så mange gør indvendinger mod skabelsesteorien skyldes ofte forudfattede meninger og skødesløs læsning. En omhyggelig læsning af Skrifterne med et åbent sind, vil afsløre, at intet bevist videnskabeligt faktum modsiger skabelseshistorien som beskrevet i Bibelens første kapitel.

Thi da verden med al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom besluttede Gud, ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror. 1Kor 1,21.

Kontrasten mellem troen på skaberen og evolutionsteorien er stor, og i de sidste dage skal der lyde et kald til menneskene om at komme tilbage til Bibelens skabelsesdoktrin og tilbede den skaber, som gjorde vor eksistens mulig. Det er interessant at lægge mærke til, at Bibelens skabelsesberetning er gentaget i et af de ti bud. 2Mos 20,8-11. Derfor er den tanke ofte blevet fremsat, at dersom menneskene havde holdt fast ved den syvende dag som hviledag og helligdag, ville der aldrig være blevet rum for evolutionslæren. DEN SYVENDE DAG, vor lørdag, er jo givet som minde om skabelsen, og det var nok Guds tanke, at menneskene i det mindste én gang hver uge på en særlig måde skulle komme deres skaber i hu. Vi må tilbage til skabelsens Gud og tilbede ham på den dag, som han selv fra tidernes morgen har sat til side til tilbedelse 1Mos 2,1-3; Es 56,1-2; Matt 24,20.


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på   www.bibel-skolen.com