Syndfloden.

"Og vandet steg og steg over Jorden, så de højeste bjerge under Himmelen stod under vand; femten alen stod vandet over dem, så bjergene stod helt under vand." 1Mos. 7,19-20.
Hvor højt stod vandet under syndfloden over toppen på de højeste bjerge?

1... 5 alen.
2... 10 alen.
3... 15 alen.

Således lyder Bibelens gamle beretning om den store katastrofe, som fortidens Verden blev udsat for. Guds ords fremstilling af denne begivenhed bekræftes på en enestående måde af Jordens vidnesbyrd om den store oversvømmelse, som var årsag til, at jordskorpen kom til at indeholde de mange forstenede planter og dyr, og til en forandring i Jordens klima.
Der er foregået en meget stor forandring med hensyn til Jordens klimaforhold. Det er derfor interessant hvis vi kan finde ud af om denne ændring skete brat eller har haft en jævn udvikling. Mon der var tale om et langsomt temperaturfald, eller faldt temperaturen hurtigt i løbet af kort tid? Når vi betragter forsteningerne af mammutterne får man en tydelig forestilling af at temperaturforandringen er sket meget pludselig og hurtig; fordi indeslutningen i isen af de overmåde store elefanter og af kødets fuldkomne bevaring viser, at kulden til sidst blev pludselig stærk som på en eneste vinternat.
Denne pludselige klimaforandring kom, den store katastrofe gjorde Jorden til en mægtig kirkegård, og fortidens dyr blev indesluttede i jordlagene og blev til de nu kendte forsteninger.
Denne pludselige katastrofe, der satte et skel mellem to forskellige perioder i Jordens historie, betød at der skete en
betydelig forringelse, som også kan ses i den degenerering der er sket siden. Fortidens verden havde et vidunderligt klima og en kraftig plante og dyreverden forsvandt, for at give plads for nutidens forhold. Hele verden blev berørt af denne store begivenhed på den mest håndgribelige måde.
Dannelsen af forskellige jordlag i Mellemeuropa viser, at der her var et stort havområde. Sydamerika og Asien var også oversvømmet. Kulformationerne aflægger en lignende beretning. I mange områder af Texas og Storbritannien ser man af forsteningerne i kalkbanker, at kystområder også blev oversvømmet.
I Sydvest-Kina, Timor, Tibet, Kaschgar i Pendschab, Darwas, Djulfas overalt findes der spor af det Middelhav, der lader sig følge mod vest over Grækenland, Sicilien, Østalperne og Sydfrankrig. En særlig stor hav dannelse finder man i Nord og Ny-Meksiko og Vest-Texas.
Aflejringer, jord og bjergformationer viser at Syd-Kina, Japan, Østasien, Ny Kaledonien, Ny Zealand og Madagaskar også var oversvømmet. Udbredelsen strakte sig over hele Jorden, også over de nuværende fastlandsområder. Da alle disse formationer stammer fra den samme tid og derfor er dannet på samme tid, fortæller Jorden, når dens lærdomme forstås ret, at hele Jorden var oversvømmet på samme Tid. Den gamle Beretning, der fortaltes af Jordens ældste folkeslag efter denne katastrofe stammer ikke fra en lokaloversvømmelse af enkelte landområder.
Babylonierne havde deres forståelse fra samme kilde som Sydamerikas gamle indbyggere. Denne oversvømmelse og de mange tydelige beviser, som Jorden havde især i den første tid efter katastrofen, gjorde et overvældende indtryk på menneskeslægten. Stamfædrene til Sydamerikas gamle folkeslag tog dette indtryk og denne beretning med, da menneskene senere spredtes ud over hele Jorden.
Men efterhånden forvanskedes hos de forskellige folkeslag. Kun blandt Israels folk blev den bevaret på grund af Guds ords fremstilling af den store begivenhed.
Hvor udstrakt var syndfloden?

1... Det var kun de lavere liggende egne på jorden der blev oversvømmet.
2... Det var kun en lokal oversvømmelse.
3... Det var hele jorden der var oversvømmet, endog de højeste bjerge stod under vand.

Før floden var der meget store skove. Træerne var mange gange større end nogen af de træer, som vi nu ser. De havde også en langt større holdbarhed.
På Syndflodens tid blev disse store skove revet op med rod eller slået ned af vandmasserne og begravet i jorden. Nogle Steder blev store mængder af disse mægtige træer kastet sammen af vandets bevægelser og dækket til med sten og jord. Siden forstenede de og blev til kul, og dette giver en forklaring på de store kullejer, som nu findes.
På flodens tid blev Jordens overflade revet op og der skete store forandringer.
Ved den nye dannelse af Jordskorpen blev mange vidnesbyrd bevaret af det liv, som eksistere de før katastrofen. De meget store skove, der blev begravet på syndflodens tid, bidrager til det olieforråd, som i dag tjener til vort velvære og vor behagelighed.
Når disse ting bringes for dagen, står de som vidner, der i tavshed stadfæster Guds ords sandhed.
Hvad er der sket med meget af det træ der var i de store skove før syndfloden?

1... Det er blevet til muldjord.
2... Det er blevet til kul og olie.
3... Det er blevet til jernmalm.

I 1923 udkom en Bog af J. M. Mac Farlane, der var ansat ved Universitetet i Pennsylvania. Bogen udtaler: "Ved Gennemgang af de Beviser, som er fremført er jeg nødsaget til at antage at fiskene er kilden til praktisk talt hele vort forrådet af rå petroleum."
Om størrelsen af de kræfter, som udfoldedes på den tid, får man et indtryk, når man betragter kullagene. Boving Petersen siger, at der er 76 lag i den sydlige del af Wales, 104 l Schlesien og 176 i Rhinprovinsen.
"Og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte af falde." 1Mos. 8,1.
Hvor mange kullag mener Boving Petersen at der er i Rhinprovinsen?

1... 76.
2... 104.
3... 176.

Nogle Dyr blev straks indesluttet i jordlagene; men andre endnu ikke var blevet det. Da vandet trak sig tilbage fra Jorden, blev de døde legemer efterladt på høje bjerge og på bakkerne så vel som på sætterne. På Jordens overflade var der lig af mennesker og dyr. Gud vilde ikke have, at disse skulle blive på Jordens flade og opløses og forurene atmosfæren derfor gjorde han Jorden til en store kirkegård.
Han lod en mægtig vind blæse over Jorden i den hensigt at udtørre vandene, og den bevægede dem med en så stor kraft, at selv bjergenes top, i nogle tilfælde blev ført bort som mægtige laviner, som så dannede overmåde store høje og bjerge, på steder hvor der før havde været helt fladt, på denne måde begravedes de døde legemer sammen med træerne, stenene og jord. Disse bjerge og høje voksede i størrelse og blev mere irregulær i formen, idet der samledes sten, træer og jord, som skylledes på dem og omkring dem.
Adskilt fra Bibelens beretning kan geologi intet bevise.
Rester, som findes i jorden, er vidnesbyrd om forhold der i mange henseender adskiller sig fra de nuværende; men tidspunktet, da disse forhold fandtes, kan kun kendes fra den inspirerede beretning. I meddelelsen om floden har Gud forklaret det, som geologien alene aldrig kunne udgrunde.
På Noas tid blev mennesker, dyr og træer, der var mange gange større end nutidens, begravet og på den måde bevaret som et vidnesbyrd for senere generationer om, at den gamle verden gik under i en vandflod. Gud havde i sinde, at opdagelsen af disse ting skulle skabe tro på den inspirerede beretning; men menneskene med deres forfængelige tankegang begik den samme fejl som folkene før floden de ting, som Gud gav dem som en velsignelse, vendte de til en forbandelse ved at gøre forkert Brug af dem.
Guds ord fortæller, at menneskene ikke vilde tro Noas budskab, og at floden kom uden forudgående tegn i naturen, Jorden fortæller også om en pludselig ødelæggelse. Uventet blev mammutter begravet, medens rester af de nåletræer, der tjente til føde for dem endnu befandt sig mellem dens tænder. på samme måde gik det også elefanterne, her har man fundet rester i maven af ufordøjede fyrrekviste.
Begivenhederne på Noas tid var af en så ubeskrivelig og overvældende voldsomhed, at selv fantasien ikke kan fatte det.
Fuldføres billedet, viser det, at den daværende verden gik til grunde under en stor katastrofe. Denne kundskab kan ikke stå som en isoleret kendsgerning i vor tænkning, uden indflydelse på vore andre meninger om naturen og universet. Hvis vi skal handle som fornuftige væsener, må denne kendsgerning om en stor verdens omvæltning gives sin rigtige plads og få tilladelse til at øve sin indflydelse på resten af vor tænkning.
Og fordi videnskaben ikke har ladet denne indflydelse øve sin påvirkning, har det været svært at bringe videnskabens opfattelse i harmoni med fundenes vidnesbyrd.
Hvad har man fundet mellem nogle af mammutternes tænder?

1... Rester af nåletræer.
2... Rester af andre dyr.
3... Sten og grus.

For mange, er videnskabelig forskning blevet en forbandelse. Gud har tilladt et væld af lys at strømme over verden ved opdagelser i videnskab og granskning; men selv mennesker med de største åndsevner farer vild, hvis de ikke er styret af Guds Ord i deres forskning, når de forsøger at undersøge forholdet mellem videnskab og åbenbaring.
Menneskelig kundskab om både materielle og åndelige ting er delvis og ufuldkommen, derfor er de ude af stand til at bringe harmoni mellem deres syn på videnskab og skriftens udtalelser. Mange antager det, der kun er teorier og spekulationer for videnskabelige kendsgerninger, og de mener, at Guds Ord skal prøves ved hjælp af denne falske erkendelse. Skaberen og hans værk er over deres begreb, og fordi de ikke kan forklare hans gerninger ved naturlige love, betragtes Bibelens beretning som utroværdig.
Hvad gør, ifølge denne forfatter, mennesker med store åndsevner, hvis de ikke er styret af Guds ord?

1... Drager for hurtige slutninger.
2... Farer vild.
3... Har sværere ved at finde den sande mening.

Guds love for naturen adlydes af naturen. Solskin og regn, sne og kulde, storm og sø er alle under Guds kontrol og viser lydighed imod hans befaling. I lydighed mod Guds lov bryder kornets spire frem af jorden, først strå, så aks, derefter fuld kerne i akset. Resultatet ses først i knoppen, og Herren udvikler den i rette tid, fordi den ikke modstår hans påvirkning. Fuglene udfører også Guds hensigt, idet de foretager deres lange træk fra, land til land, ledet gennem vejløse strækninger af den guddommelige hånds magt. Kan det være sådan, at mennesket, der er skabt i Guds billede og udrustet med forstand og tale evner, alene skal være uden anerkendelse af hans gaver og ulydig imod hans love? Vil menneskene, som kan udvikles forædlet og skikkes til at samarbejde med ham, være tilfredse med at forblive ufuldkomne i karakter og forårsage forvirring i vor verden? Skal Guds dyrekøbte arv hæmmes af verdensbundne vaner og vanhellige handlemåder? Skal de ikke genspejle skønheden hos Skaberen, som har gjort alle ting vel, så at det ufuldkomne menneske gennem hans nåde til sidst kan høre hans velsignelse: "Vel gjort, du gode og tro tjener, gå ind til din Herres Glæde"?
Beretningen om syndfloden bør lærer mennesket om betydningen af lydighed mod Gud, mod hans Ord og imod hans Lov. Og at Guds lov ikke kan overtrædes med forsæt uden alvorlige følger. Syndfloden indskærper de ti Buds støre betydning og fremstiller, at overtrædelse er ensbetydende med død og undergang.
Loven er en Mur til Beskyttelse for dem, der er lydige imod Guds Bud. Budene er ikke en mur, som er rejst for at hindre et vidt syn eller for at standse mennesket på fremgangens, lykkens og den virkelige glædes vej. At holde dem er at blive beskyttet mod farer, fejltagelser og undergang. Noah holdt dem og for ham blev de en mur til beskyttelse, da den gamle verden gik under i en vandflod. Hans lydighed førte ham ind i arken og midt i de store verden som vægtninger blev han beskyttet, medens den Verden, der levede i overtrædelse og stadig ulydighed, fandt døden.
De geologiske fund fortæller, at den gamle verden bød mennesket langt bedre vilkår end den nuværende. En vidunderlig Verden forsvandt og afløstes af den nuværende. Ved syndefaldet fik mennesket ikke straks den ringere Verden; selvom der også var præg af synden i verden før syndfloden, var den helt forskellig fra nutidens. så længe Gud kunne give mennesket de gode livsvilkår, havde de dem.
Til sidst fik ondskaben helt magten; men i 120 år lød Noas budskab og Herren ventede. Metusalem troede på Gud og på Noas prædiken. Metusalems navn indeholdt også en alvorlig advarsel. Folk kunne af betydning af navnet Metusalem vide, at floden ikke kom, så længe denne mand levede. Han blev den ældste af alle de mennesker, som Bibelen nævner alderen på. Efter hans død ville floden komme. Gud ville ikke sende den, så længe han kunne spare verden. Derfor blev Metusalem så gammel. Samme år, som Metusalem døde, kom floden.
"Mon jeg har lyst til den gudløses død, lyder det fra den Herre Herren, mon ikke til, at han omvender sig fra sin vej, så han må leve? Thi jeg har ikke lyst til nogens død, lyder det fra den Herre Herren. Omvend eder derfor, så skal I leve!" Ez. 18,23 og 32.

I kul lejre, oliekilder, kalkbanker og malmlejre har Herren bevaret forråd til menneskets gavn. I Dag er de til større nytte for nutidens mennesker. Gud har bevaret det fra den gamle verden til vor. Fremgang afhænger af, hvordan mennesket i vor tid bruger disse ting.
Fortidens verden gik til grunde. Gamle bjerge forsvandt, og ny dannedes. I Himalaya kan man i over 5000 meters højde finde forstenede blæksprutter og i Rocky Mountains findes forsteninger af småfisk, 2000 m over havets overflade.
Man kan betragte land efter land og verdensdel efter verdensdel og se, at vandet har været der. Selv i det højtliggende Tibet er det en kendsgerning. Oversvømmelsen har dækket hele Jorden og det er netop, hvad Bibelen lærer.
Hvorfor tales der alligevel med et skuldertræk, når det gælder denne begivenhed, og hvorfor vil man gerne bort fra denne kendsgerning?
Jo, for hvis man antager den verdensomspændende oversvømmelse, har man et problem: Hvordan blev dyr og mennesker reddet, så de kunne leve videre i den nuværende verden? Der var jo intet fristed for dem, når alt var oversvømmet. Ved den kunstige opstilling af flere perioder, i jordens udvikling, søger man at undgå at forklare dette og at undgå, at indrømme, at Bibelens beretning om Noah er sandfærdig og at universets Hersker greb ind på en enestående måde, da den gamle verden gik under i en vandflod. De store Forandringer, som geologien fortæller om, er ikke isolerede hændelser uden nogen tilknytning til noget andet. Menneskets ondskab var årsag hertil. Den tid, de fandt sted, var et vigtigt afsnit i kampen mellem godt og ondt, i
kampen mellem Kristus og Satan.
Jorden fortæller, hvordan det gik den Verden, som forkastede Guds indbydelse, og viser mennesket opfyldelsen af ordene: "De, der går bort fra mig, skal skrives i Jorden." Jer. 17,13.
I hvor mange år lød Noas advarselsbudskab til den daværende befolkning?

1... 75 år.
2... 120 år.
3... 150 år.


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com