Når der tales om at skabelsen er sket ved en tilfældighed, the Big Bang eller noget lignende er det ofte hele universet man taler om. Når man taler om en udvikling fra ingenting til et så højt begavet individ, som mennesket, er det ofte kun det levende liv her på jorden der tænkes på.

Nogle Kristne mener, at det er Gud der har skabt universet, galakserne, de mange, mange stjerner og sole og de systemer de tilhørere. Men når det kommer til livet her på jorden, mener de samme mennesker, at det er sket ved en mer eller mindre tilfældig udvikling gennem millioner af år.
Når vi læser det første kapitel i første mosebog er det dog meget svært at skille universets og denne jords skabelse.
Hvis livet her på jorden er opstået og har udviklet sig til det stade det nu er på, UDEN Guds, en almægtig skabers medvirken så må det samme være tilfældet med universet.
I denne artikel vil vi derfor se nærmere på det uendelig store univers.

Universet kan sammenlignes med et kæmpemæssigt ur, hvis pendul tikker i århundreder i stedet for sekunder, og hvis tid er evighed. Månen bevæger sig mellem de lysende tal, idet den hurtigt runder skiven - som en sekundviser - én gang om måneden, mens Solen - den store viser - drejer rundt én gang om året.
Hvis man ikke, ud fra det man ser ved studiet af dette kæmpeur, er i stand til at beregne det nøjagtige tidspunkt - år, måned, dag, time, minut og sekund - for den næste sol- eller måneformørkelse, skyldes det ikke, at uret ikke giver de nødvendige oplysninger, men at iagttageren ikke forstår at aflæse tiden på stjernehimlens ur.
En trænet iagttager kan ikke alene beregne, hvor mange formørkelser der vil finde sted i år, men også nøjagtig tid og sted for alle sådanne fænomener til næste år, ja, endog i det næste århundrede og årtusinde. På samme måde og med samme nøjagtighed kan han beregne, hvor og hvornår formørkelser fandt sted i århundrederne, der gik.

General Mitchell beretter i "Sacred Chronology" side 153: "Gå 3000 år tilbage - stå ved det mægtige vagttårn Belus i det gamle Babylon og se Solen er ved at formørkes, og stor er de skrækslagen indbyggeres fortvivlelse." Vi har beretningen og omstændighederne nedskrevet, men hvordan skal vi bevise, at beretningen taler sandt?
Astronomer udregner Solens, Månens og Jordens bevægelser gennem 30 lange århundreder tilbage og finder, at en solformørkelse fandt sted på den dag og i den time, som kaldæerne har berettet om. Et eksempel på at skabelsen af universet og jorden ikke kan være sket ved en tilfældighed, men at det er sket, som følge af en meget nøje planlægning af en intelligens der langt overstiger den menneskelige.

Lad os tage tid til at se lidt nærmere på denne gigantiske tidsmåler.
Lad os se om der er lige så mange hjul og ting der skal passe sammen, som i et gammeldags ur.
Lad os også bruge vor forstand, vor evne til at tænke og drage en slutning og lad os nøje overveje om alt dette kunne opstå ved en tilfældighed, ved en mægtig eksplosion, The Big Bang eller om det alt sammen må være sket som følge af en meget nøje planlægning og Skabelse.
Lad os først se på nogle af de ting vi kender solen og månen.

Kan det være tilfældigt at jorden er anbragt i netop den rette afstand fra solen, hvorfra den får energi i form af lys og varme?
Er det tilfældigt at jorden bevæger sig rundt om solen med den rette hastighed, at den roterer omkring sin egen akse en gang hver 24 timer, og at jordaksen har netop den rette hældningsvinkel?
Er det tilfældig at jorden er udstyret med en beskyttende, livsopretholdende atmosfære der består af den rette blanding af luftarter?

Hver 24 timer foretager jorden en hel omdrejning om sin egen akse. Det bevirker at vi har regelmæssige perioder med lys og mørk, hvis jorden havde været et år eller blot en måned om at dreje en omgang om sin egen akse, så ville mange af de former for liv, både plante og dyreliv, ikke kunne eksistere.

Mindre end én procent af atmosfæren består af kuldioxid. Hvad nytter en så lille mængde? Jo, uden den ville planterne dø. Denne lille mængde er nok til planternes fotosyntese, hvorved de afgiver ilt. Mennesker og dyr indånder så ilten og udånder kuldioxid. Havde atmosfæren indeholdt mere kuldioxid, ville det have skadet menneskene og dyrene. Havde den indeholdt mindre, ville det være gået ud over plantelivet.
Kan dette være tilfældigt?
Bestemt NEJ!

Alle de andre planeter som videnskaben har udforsket, er golde og livløse. Men på jorden er der et mylder af liv, som opretholdes af meget indviklede systemer der sørger for lys, luft, varme, vand og føde, alt sammen i den rette balance. Det er tydeligt at jorden specielt er indrettet for at livsformerne skal kunne trives her.

Et af de mange ideelle forhold der muliggør livet på jorden, er den mængde lys og varme som jorden modtager fra solen. Jorden får kun en lille brøkdel af solens energi. Men det er lige netop den mængde der skal til for at livet kan opretholdes. Sådan er det fordi jorden befinder sig i den rette afstand fra solen - gennemsnitlig 150 millioner kilometer. Hvis jorden havde været ret meget nærmere solen eller ret meget længere borte fra den, ville der have været for varmt eller for koldt til at livet kunne eksistere her.

Hvis vi skulle foretage en vandretur gennem den stegende hede Death Valley (Dødens Dal) midt i juli måned, ville vi nok tro, at solen rettede en meget stor del af sin varme direkte mod os. Dette er dog ikke tilfældet, for solen spreder størstedelen af sin energi ud i det tomme rum. Vor lille klode får kun ca 1/200.000.000 af det lys og den varme, solen udsender, og dog svarer det al den energi, som 300.000.000.000 tons af det bedste kul kan præstere på ét år, hvilket er 820.000.000 tons pr. dag.

Måske synes du at dette var et lille side spring, for jeg begyndte jo at tale om tidsmålere og ure. Lad mig da spørge dig, hvordan beregner vi i dag tid?
Ved hjælp af et ur, ja, men dette ur er inddelt efter døgnets 24 timer, vor kalender er indrette efter jordens vej omkring solen.
Prøv engang at læse følgende vers nogle gange.

Gud sagde: "Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!" Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt.
1 Mos 1,14-18.

De fleste af os har hørt om kometer.
En rimelig kendt komet er Hale-Bopp. Årsagen til at den er kendt er den, at de fleste af os så den, da den i begyndelsen af 1997, var synlig uden brug af teleskop eller kikkert.
Cirka et år tidligere 1996 så mange kometen Hyakutake, men Halleys komet er nok en af de mest kendte, og man kan ud fra de optegnelser der findes fra længe før Kristi fødsel, tidsbestemme mange begivenheder.
Halleys omløbstid er 76 år og kunne sidst ses i marts 1986.
I 1682 vakte Halley´s komet stor opmærksomhed. Astronomen Halley var den første, som forudsagde en komets tilbagekomst. Da han efter nætter med observationer og dage med omhyggelige udregninger bekendtgjorde, at denne specielle komet ville vise sig igen efter 76 års forløb. Det lo man ad og påstod, at Halley bare ville gøre sit navn kendt ved tåbelige sensationer, for han ved jo, at han vil være død om 76 år. En skeptisk verden ventede for at se, om forudsigelsen havde noget på sig - og det havde den. Juleaften det forudsagte år - 1758 - kom Hally´s komet til syne, og den viste sig igen i 1835, i 1910 og igen i 1986.

Vi ved nu, at de kometer, vi fra tid til anden ser, er en del af solsystemet, og at de "besøger" Solen med bestemte mellemrum. De kommer styrtende fra en afstand af millioner af kilometer ude i rummet, farer rundt om Solen med en fantastisk hastighed og forsvinder lige så hurtigt igen.
Kometen "Den store September" i 1882 med en hale på 1.760.000.000 km længde "besøger" Solen én gang hvert 800. år.
Kometen "Den store Marts" i 1843 Havde en hale der var over 2 millioner km lang. Dens "hale" var ikke forsvundet i vest, når dens "hoved" viste sig i øst. Den "besøger" Solen én gang hvert 200. år.
Kometen "Den store Komet" i 1811 er i sandhed et ur, hvis pendul tikker århundreder i stedet for sekunder, idet den "besøger" vort nabolag hvert 3000. år. Hver gang dette tunge pendul svinger, er der gået 3000. år.
Kometen Hale-Bopp, som jeg nævnte først er en endnu sjælnere gæst idet den har en omløbstid på ca 6000 år.

Der er dog endnu større ure i rummet. Sirius, vinternattens klareste stjerne, er i virkeligheden 2 sole med billioner af kilometers afstand imellem, og dog bevæger de sig rundt om deres fælles centrum med et nøjagtigt antal års mellemrum. På samme måde kan der nævnes hundredevis af andre lignende ure, som med usvigelig sikkerhed og præcision gennem årtusinde har holdt øje med tiden.
Bevægelserne i dette store ur er så nøjagtige, at den trænede observatør uden vanskelighed kan forudsige dag, time, minut, ja endog sekund for en formørkelse i et bestemt område. En omhyggelig beregning vil også åbenbare, om formørkelsen bliver delvis, ringformet eller total.
Det ur, der forudsiger tidspunktet for fremtidige solformørkelse, gør det også muligt for os at tidsfæste lignende fænomener i fortiden.
Formørkelser har bidraget til at fastslå datoer for mange begivenheder i oldtiden. Oplysning om formørkelses art og stedet, hvor den fandt sted i forbindelse med en begivenhed, sætter en astronom i stand til ved aflæsning af universets ur at fastslå det nøjagtige tidspunkt for den pågældende begivenhed. Et par eksempler viser dette:
Den indvarslende solformørkelse, der - som omtalt af Herodot - førte til afbrydelse af slaget mellem mederne og lydierne. Den senere fredsslutning, gjorde det muligt at fastslå, at slaget fandt sted i år 585 f. Kr. Formørkelsen har også bidraget til at fastslå, hvor slaget blev udkæmpet.
En anden formørkelse, som ifølge Thukydid fandt sted en sommereftermidag i det første år af den peloponnesiske krig, fortæller os, at denne begivenhed fandt sted den 3. august 413 f. Kr. omkring byen Athen.
2 sten blev fremgravet af Ninives ruiner og bragt til British Museum - den ene med en fortegnelse over konger, der herskede over Assyrien, den anden med en række datoer. Sir Henry Rawlinson, der er kendt for tydning af mange oldtidsinskriptioner, bl.a. indskriften på Behistun klippen i Persien, sammenlignede de 2 sten og fandt ud af, at de var dele af samme sten, og at oplysningerne passer nøje sammen. Men fik derved en nøjagtig kongerække for det assyriske rige gennem mere end 250 år.
Stenene giver også oplysning i enkeltheder om en solformørkelse, og astronomisk beregninger har fastslået, at den fandt sted den 15. juni år 793 f.Kr., og at det var en total solformørkelse.

Nu er spørgsmålet: - Er alt dette blevet til af sig selv og ved rene tilfældigheder?
Tror noget fornuftigt væsen virkelig, at disse hvirvlende sole, verdener og galakser bare opstod af sig selv?
At de holdes i gang ved en tilfældighed?
Hvem kan beskue disse verdener af system og orden uden at erkende, at der må være - at der ER en almægtig og allestedsnærværende GUD, som skabte disse ting?
Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvordan kan millioner af kometer, planeter, stjerner, og måner suse rundt i verdensrummet med en hastighed vi slet ikke kan forestille os, uden at støde sammen?
Nogle forsøger at forklare det med at universet er umådeligt stort. Ja, det er rigtig, men det er galakserne så sandelig også, tænk blot på den galakse, vi d.v.s. vort solsystem er en del af og som mælkevejen også tilhørere. Og denne type af galakser er der mange af.