Skabte en god Gud en ond verden?


Janus´s Bue eller Porthvælving, der stod i det nordøstlige Hjørne i det gamle Roms Forum, repræsenterede en Guddom, som vendte Ansigtet i to retninger: bagud mod fortiden og fremad mod fremtiden.
Det store problem, vi her skal behandle, har ligesom Janus to ansigter, idet det også vender både bagud og fremad - tilbage til tingenes oprindelse og fremad til resultatet af alle verdens og universets affærer.
Adskillige mennesker har til forskellige tider givet mange forskellige svar på dette spørgsmål. I virkeligheden ligger de svar, som menneskene giver, vel selve grundvolden for de store religionssystemer i verden. Undertiden benægtes hvert eneste udtryk i dette problem. Vi vil betragte nogle få af de måder, hvorpå man kan imødegå dette emne.

1. Mange har nægtet, at der er nogen som helst Gud, eller har med andre ord nægtet, at der findes nogen som helst skabning, som har noget at gøre med universets oprindelse. Sådanne mennesker kalder vi ateister. Naturligvis nægter sådanne mennesker, at universet blev gjort eller skabt. Og de nægter sædvanligvis, at universet er ondt og dårligt. De siger: "Hvordan kan man tale om, at noget er ondt og slet, når det er det eneste, der er, det eneste, der nogen sinde var, og det eneste, der nogen sinde vil blive?"
Men vi er ude efter sandhed og ikke efter meninger, og jeg tror ikke, vi skal få megen fremgang i en sand løsning af dette problem ved at benægte Guds eksistens. Vi kommer ingen steder med en sådan benægtelse. I størstedelen af mit liv har jeg haft med videnskabelige problemer at gøre, og fra dette synspunkt er der for mange beviser på en stor personlighed i spisen for universet til, at jeg kunde betvivle eksistensen af et personligt væsen, som på en eller anden måde er ansvarlig for denne verden og universet som et hele, og som nu leder og styrer det lige fra de mindste enkeltheder til de største åbenbarelser.
Vi kan derfor forbigå denne løsning uden yderligere kommentarer.

2. Nogle har benægtet selve verden. Det vil sige, at de siger, dette materielle univers, vi lever i, og som vi synes at udgøre en del af, kun er et kæmpemæssigt blændværk. Der er intet virkeligt. Det er alt sammen i vore tanker og vore indbildninger. Således er de mange millioner mysterier for det første i orienten, hvor denne lære har trivedes i årtusinder og nu er antaget af måske en tredjedel af den menneskelige race, og for det andet i Amerika, hvor der er mange religioner som f.eks. Christian Sience og Teosofi, der er grundlagt på denne samme lære.
Men både den, der benægter tankens eksistens, og den, som siger, at der i universet intet findes uden tanken, er begge lige vanvittige. En sand og rigtig brug af vore tanker siger os, at der er noget i vor opfattelse, som ikke er tanke eller forestilling, og at benægte denne kendsgerning er at styrte hele vort tankeliv i kaos eller det samme som at være fra forstanden.

3. Andre har benægtet, at Gud skabte verden ond, men dette gør de ved at sige, at verden (eller universet) var ond fra begyndelsen. Gud prøver simpelt hen på at gøre den til en bedre verden. Det er hårdt for ham, men han gør sit bedste under disse deprimerende omstændigheder. Dette er H. G. Wells's og mange andres lære. Det er også udtrykkeligt eller underforstået de fleste Evolutionisters lære.

En fornuftig og plausibel forklaring.
4. En fjerde klasse benægter, at Gud skabte verden ond, for de siger, at han skabte den god i enhver henseende, og at det, som er i verden, ved en proces, som de kalder det ondes eller syndens indtræden i universet, er blevet ondt og slet eller fordrejet fra sin oprindelige tilstand. Og de siger, at Gud for en tid tillader dette, men at han har en velaffattet og virkningsfuld plan, på hvis udførelse han stadig arbejder for at omdanne verden og befri den fra alle de onde træk. Og de siger, at vi ikke skal dømme ud fra et halvgjort værk; thi det gør ifølge ordsproget kun børn og tåber. Derfor er det klogt af os ikke at dømme om virkningen af Guds plan til at regenerere universet ud fra de erfaringer, vi måske kan høste, medens denne plan endnu ikke er fuldført.
Dette sidste forstår jeg som den kristne løsning på vort emne. Følgelig må vi have mere plads til at fastslå denne løsning af problemet, idet vi udvikler den mere fuldstændigt, end de øvrige. Dette er, fordi jeg er en kristen, og jeg må lære, hvad der synes at være sandhed i lyset af kristelig lære og erkendelse.
Det første, vi må gøre i et sådant studium, er at få en god forståelse af, hvad vi mener med vor verdens onde tilstand. For at få dette behøver vi blot at besøge dele af verden, som har været hjemsøgt af hungersnød og pest. Ja, vi behøver blot at besøge vore hospitaler, sindssygehospi- taler, fængsler, tugthus og opdragelsesanstalter for at få et glimt af den kendsgerning, at verden i sandhed er i en ond og slet tilstand. Og historien bevidner, at forholdene altid har været meget lig det, de nu er, så langt tilbage som menneskelige beretninger kan berette om fortiden. De forstenede lag i bjergene viser også, at jorden er et uhyre mausoleum, hvor lidelse og død har hersket også blandt de lavere former for liv, lige siden disse stenede sider i naturens dagbog blev indgraveret i den fjerne fortid.

En prøvetilstand.
Men du spørger: Hvis et væsen, der er i besiddelse af ubegrænset godhed, har skabt denne verden, hvorfor ser vi da ikke denne godhed alene åbenbaret i universets lykke og fred og harmoni? Vilde i sandhed ikke den formodning opstå - selv om vi ikke havde Bibelen til at fortælle os årsagen - at der var indtruffet noget, som bragte forvirring ind i denne oprindelig fuldkomne verden? For den er ganske åbenbart ikke en verden med straf og gengældelse alene; thi dersom Gud blot lod sin hævn ramme menneskene, vilde der ikke i den levende verden være så mange utallige beviser på overbærenhed og mildhed. Men hvis vi en gang når til den forståelse, at den nuværende tilstand er en prøvetilstand med alle livets tilskikkelser tilpasset de væseners optugtelse, der er i oprør mod deres skaber, og som hinde blive genindsat i harmoni med ham så vilde gåden straks være løst, og alle ting vilde antage et forståeligt udseende.

Og alle disse ting udvides og forklares yderligere af den kristne religions åbenbaring. Denne fortæller os, at alt dette onde i vor verden er en følge af synd, følgen af, af menneskene har valgt noget andet end Guds vej, noget, som ikke er i harmoni med universets fundamentale love. Alle disse onde følger er enten opstået naturlit eller ved Guds bestemmelse på grund af denne oprørstilstand, som verden befinder sig i over for Guds moralske regering. Kristendom- men siger, at Gud er kærlighed, men han hader synden og synden er det eneste i hele universet, han hader. Men for at vise, hvor frygtelig synden er, har han tilladt den at udvikle sig, og han har tilladt alle disse onde resultater at følge som uundgåelige konsekvenser. Synden er den virkelige og første årsag til al lidelse i fortiden, al lidelse og al smerte og ulykke, som vil komme enhver tåre og ethvert hjertesuk.

Synd forklarer den sørgelige stilling.
Men hvad er det, som kaldes synd?

Dette kan kun forstås rigtigt i lyset af tanken om en selveksisterende skaber, universets ophøjede moralske styrer. Eftersom han har skabt alle ting, og eftersom han hvert øjeblik er alle tings opretholder, må ikke alene hans vilje være højest, men hvad som helst der ikke er i harmoni med hans vilje, hvad angår de enkelte skabninger såvel som hele universet, må være det, vi kalder synd, og må uundgåeligt resultere i disharmoni og forvirring i universets liv. Hvis dette fik lov at eksistere, måtte det nødvendigvis resultere i en tilstand af ulykke og elendighed - medmindre Gud selv er en tyran og regerer verden egenmægtigt og vilkårligt, i hvilket tilfælde der kunde være bedre veje for hans skabninger end de, han har foreskrevet dem.

Denne sidste mulighed forstår jeg som et virkeligt problem med hensyn til det onde, og hvad der i virkeligheden foregår i universet nu, er en gradvis udvikling af retfærdiggørelsen af Guds regering og karakter. Dette er den store strid mellem godt og ondt, tidsaldrenes store konflikt; og en kristen er ganske simpelt en, som kæmper på Guds side i denne strid, og som er villig til at holde fast ved hans regering og antage sig hans betingelser for fred og overgivelse. Alle andre er stadig oprørere imod den guddommelige regering.
Bibelen såvel som en rationel filosofi bevidner, at Gud oprindelig skabte sit univers fuldt af lykkelige skabninger, som han gav en fri vilje eller ret til selv at vælge. Men der lå heri en risiko; thi at udstyre intelligente væsener med ret til at vælge ud fra en virkelig fri vilje må rumme den mulighed, at en af disse frie skabninger en skønne dag vilde vælge en handlemåde, som var i disharmoni med universets fundamentale principper, og som lå uden for skaberens planer. Og det betyder, at et sådant forkert valg vilde blive mere end en ren og skær fejltagelse eller intellektuel vildfarelse. Denne vilde ikke være moralsk forkert og behøvede blot undervis- ning for at blive afhjulpet; men et velovervejet valg i disharmoni med universets principper vilde være forsætligt oprør; intet som helst andet, og det vilde blive behandlet som sådant.

En årsag vilde være en undskyldning.
Nu kunde læseren måske spørge: Hvad kunde forårsage, at en fri og lykkelig skabning skulde slå ind på en vej, der betød forsætligt og åbent oprør mod universets skaber og opholder? Hvor håbløs og vanvittig vilde ikke en sådan kamp være! Hvad kunde formå noget fornuftigt væsen til at tage en sådan kurs?
Her må vi være meget forsigtige med at drage en slutning, for det er netop på dette punkt, at så mange har lidt skibbrud på logikken og på en fornuftig behandling af dette problem.
Vi kan ikke håbe at kunne påvise en årsag til en sådan handlemåde; thi at påvise nogen som helst årsag dertil, vilde være at undskylde den og således forsvare den. At påvise en årsag dertil vilde være at lægge skylden på noget uden for ham (mennesket) selv, og det vilde bevirke, at det ikke var hans fejl, men hans ulykke. Og det vilde føre hele ansvaret tilbage til skaberen, fordi han havde tilladt sådanne tilstande og omstændigheder, som kunde fremkalde et sådant resultat. Nej, synden er ugrundet og uforklarlig. Den skyldes noget moralsk forkert hos en skabning, som måske slet ikke overvejede alle de følger, der var indbefattet i hans valg, og som forsætlig vælger en fremgangsmåde, der er i modstrid med universets fundamentale principper. Og det er ikke, fordi han er skabt svagere end de andre eller skabt med en naturlig tilbøjelighed til det onde; dette vilde atter kaste ansvaret tilbage på skaberen. Hvad vi kan sige er, at han misbrugte den høje frihed, som skaberen havde givet ham, og slog ind på en vej, der var i modstrid med universets skabers vilje eller principper.
Og hvad det særlige punkt var, som bevirkede denne afvigelse vil ikke gøre nogen forskel. Det vilde væsentlig være et eller andet egenkærligt valg.

Hvorfor tilintetgjorde Gud ikke Lucifer?
Bibelen synes at antyde, at det første tegn på disharmoni i universet blev bragt ind af Lucifer, en af de højeste engle i universet, og at det først åbenbarede sig gennem en misundelsens ånd. Hvorfor kvalte Gud ikke dette oprør i fødselen ved at handle med denne skabning efter fortjeneste? Havde han gjort det, vilde den øvrige del af universet havde fortsat at tjene ham; men deres tjeneste vilde være blevet en frygtens tjeneste og ikke denne frie, hengivne tjeneste, som alene kan behage den store fader. Universet måtte fortsætte sin gang i Herrens medfølelse og sympati, fast overbevist om hans retfærdighed og kærlighed i alle hans handlinger med sine skabninger. Kun derved, at den store ærkeoprørers planer fik lov til at udvikle sig, og at deres degraderende virkninger kunde ses både på engle og mennesker, kunde den store forførers underfundige indflydelse bliver fuldstændig modvirket og alle spirer af mistanke og tvivl angående Guds regering fuldstændig oprykket med rode.

Syndens følger skulde skabe anger.
Når Gud tillod, at kampscenen blev overflyttet til denne jord, var det kun en del af hans store plan med at tillade synden at vokse til fuld modenhed, at sætte sine frugter, for at dens virkelige natur kunde blive åbenbaret. Gud skabte mennesket ret og i sit "eget billede" og satte det til at drage omsorg for denne verden. Men mennesket valgte det store oprør, og ved syndens mystiske blændværk blev dets hjerte egenkærligt, og mennesket kom derfor også ud af kontakt med naturen og naturens Gud. Ved denne menneskets forandring blev også den fine ligevægt, der bestod mellem det og alle de ting, som omgav det i naturen, forstyrret; og som et sympatisk eller tilbagevirkende resultat af menneskets fald blev hele naturen derangeret, idet Gud således valgte at tillade naturen på den måde at vidne over for mennesket om dets fald og gøre denne forstyrrende naturlov til at et af de bedste midler til at vinde mennesket tilbage til lydighedens vej, til fred og lykke.

"Jorden følte såret, og naturen sukkede under alt sit værk, gav tegn på smerte over det tabte".

Hele forløsningsplanen medindbefattet Guds søns død er en anden fase i Guds plan med behandlingen af den moralralske sygdom, som kaldes synd, og som har slået rødder ligesom en verdensomfattende kræft på det smukke univers, hvor alt en gang har været fred og lykke. Denne ene guddommeliges død var den eneste måde, hvorpå selveden guddommelige visdom kan foranstalte helbredelse for denne verdensomfattende sygdom.
Dette er den forklaring, Bibelen giver på den synd og elendighed, som nu er i verden. Og denne afsluttende genløsning med et rent og lykkeligt univers er det eneste, der kunde retfærdiggøre skaberen i at skabe frie skabninger med de frygtelige muligheder, der lå i deres ret til selv at vælge. Det var en mægtig risiko at løbe, men Guds visdom udarbejder hurtigt hans plans retfærdiggørelse.

Fejlen ligger hos mennesket, ikke hos Gud.
I lyset af det, som er sagt her, vil det ses, at ingen af de lidelser og ulykker, der rammer verden, er hævngerrigt påført af Gud. De fleste af dem er kun naturlige og uundgåelige resultater af at afvise fra universets love, som er forordnet af den vise skaber. Mange andre begivenheder, der ligesom syndfloden synes at være meget frygtelige, har været udtryk for den største betydning af ordet "helbredende", det vil sige, at de af det vise forsyn er bestemt til enten direkte at helbrede visse onder eller til at forebygge endnu værre onder i fremtiden.
Meget af lidelsen og nøden i verden er således det uundgåelige resultat af visse former for synd; andre tilfælde er med forsæt foranstaltet af Gud for at helbrede værre onder eller for forhindre sådanne i fremtiden. Men foruden alt dette er der mange andre, som skyldes dette store oprørs ondskab, "efter hans vis, som hersker over luftens magt", og som synes at have glæde af at gøre Guds skabninger så ulykkelige som muligt og derefter påpege det som resultatet af Guds værk, idet han kaster skylden og skammen for det hele tilbage på skaberen.
"Skulde den, der dømmer hele jorden, ikke selv øve ret?"

Men lad os takke Gud, fordi dette lange syndens og elendighedens herredømme nu snart er til ende. Tegnene på tidernes ende sker omkring os, nøjagtig således som de skildres i Bibelens profetier, og den, som vil, kan læse det. Oprørets højdepunkt er næsten nået. Snart skal vi se evighedens konge rejse sig for at gøre ende på dæmoners og onde menneskers løbebane. Snart skal han komme, hvis ret det er at regere, og som derefter skal regere som Kongers Konge og Herrers Herre.
Og på den store dag, tidsaldrenes store kulmination, hvad vil det da betyde, om synden og elendigheden har triumferet lidt længere eller regeret vor verden lidt mere, end vi i vor kortsynede dømmekraft syntes, det var retfærdigt? "Skulde den, der dømmer jorden, ikke selv øve ret?" Hvorfor kalder vi os selv kristne, hvis det ikke er, fordi vi så afgjort har taget Guds parti i denne store strid med mørkets magter, og fordi vi har afslået at antage satans løgn, som han stadig anstrenger sig for at få menneskene til at acceptere og tro, nemlig, at Gud er en frygtelig tyran, og at synden og lidelserne i verden er resultatet af, at Gud skabte verden, som han gjorde, med mennesket som en fri moralsk skabning, der har magt og frihed til at vælge ret eller uret? Som kristne er det vor første pligt at forkaste denne uhyrlige løgn fra den store oprører og at stemple den som bagvaskelse af vor faders karakter, hvem var Bibelen forsikrer os er en kærlig Gud.

Gud har gjort sin del. Han elskede verden således, at han gav sin enbårne søn for at sikre forløsning for alle, der ønsker at blive frelst og tilhøre hans regering. Synden må i sandhed være en frygtelig ting, siden den kostede Guds evige søns død. Men med det offer, der allerede er bragt og med den store strids ende for øje, vidende, at syndens og lidelsens lange herredømme hurtigt nærmer sig sit ophør, gør vi som kristne vel i at erindre, at vor store skaber, som kender enden fra begyndelsen, stadig udvirker sandhedens og retfærdighedens hævdelse med netop så lidt menneskelig nød og lidelse som muligt for at fuldstændiggøre undervisningen for hele universet til alle tider. Gud er kærlighed; hans veje er retfærd od sandhed, og han ønsker vor højeste og ædleste udvikling; og kun ved at leve i harmoni med hans lov kan universet være sikker mod en vedvaren af den nød og lidelse, som denne verden nu midlertidig gennemgår.



Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
  www.bibel-skolen.com