Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre ende på alle mennesker, for de er skyld i, at jorden er fuld af vold. Nu vil jeg ødelægge dem sammen med jorden. Lav en ark af gofer-træ; du skal indrette den med rum, og du skal tjære den indvendig og udvendig. Således skal du bygge arken: Den skal være tre hundrede alen lang, halvtreds alen bred og tredive alen høj. Du skal lægge et tag på arken, og tagrygningen skal du hæve en alen. Du skal sætte en dør i arkens side, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste dæk. Jeg bringer nu vandfloden over jorden for at ødelægge alle under himlen, der har livsånde. Alle på jorden skal omkomme. Men med dig vil jeg oprette min pagt. Du skal gå ind i arken sammen med dine sønner, din kone og dine svigerdøtre. Af alle levende væsener skal du bringe ét par ind i arken, for at de kan overleve sammen med dig; de skal være han og hun. Af alle slags fugle, al slags kvæg og af alle slags krybdyr på jorden skal ét par gå ind til dig for at overleve. Du skal tage noget af alt, der kan spises, og samle det hos dig; det skal du og de have til føde." Noa gjorde, ganske som Gud havde befalet ham. 1 Mos 6,13-22.

I det år, Noa blev 600 år, på den syttende dag i den anden måned, netop på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet, og regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter. 1 Mos 7,11-12.

I fyrre dage kom vandfloden over jorden. Vandet steg og løftede arken, så den hævede sig fra jorden. Vandet steg så højt over jorden, at arken flød på vandet. Højere og højere steg vandet over jorden, så alle de høje bjerge under himlen blev skjult. Vandet steg femten alen over bjergene og skjulte dem. Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskene. Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. Alle levende væsener på jorden blev udslettet, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa og de, der var med ham i arken, blev tilbage. Vandet steg over jorden i hundrede og halvtreds dage.
1 Mos 7,17-24.

Du kan læse hele Den Bibelske beretning om Syndfloden i kapitel 6,7 og 8 i første Mosebog.

Der er mange forskellige opfattelser af syndfloden, nogle mener at det kun var en lokal oversvømmelse andre mener at der slet ikke har været en syndflod.
Vi her på Bibel-skolen tror på Guds ord - Bibelen, også når det gælder Syndfloden.
Herren siger på en meget klar og tydelig måde, at han vil udslette menneskene, kvæget, kryb og fugle (1 Mos 6,7) kort sagt alt kød (1 Mos 6,13).
I vers 21 (1 Mos 7,21) kan vi læse at alt kød, fugle, kvæg, dyr, kryb og mennesker, omkom. Kun de der var i Arken overlevede (1 Mos 7,1-3).

Måske er det mest overbevisende vidnesbyrd om en verdensomfattende oversvømmelse de meget store kulforekomster der er i alle dele af verden. Der foregår ingen proces i naturen i dag, som kan forklare disse forekomster.
Populære teorier søger at forklare, at kullagene er dannet i store mosestrækninger gennem millioner af år. Men selv om det er klart, at det materiale, som har dannet kullene, voksede i lavland, muligvis i nærheden af større søer eller have, kan man ikke uden videre slutte, at det voksede i moser og sumpe.
Et af denne "mose-teori"s væsentligste problemer er de mange kullag med ler eller mudder imellem. I nogle områder forekommer der fra 50 til 100 eller endnu flere lag. Dannelsen heraf ville kræve, at hele området, som ofte er på hundrede tusinder af kvadratkilometer, skal have været hævet og sænket mange gange således, at området skiftevis blev tilgroet af vegetation og oversvømmet med sand- eller mudderaflejringer. Og disse ændringer skulle være forsat gennem millioner af år, og dertil kommer de mange områder, hvor der ikke findes højereliggende land i nærheden, det er derfor vanskeligt at forklare, hvor sand og mudder til at dække plantematerialet er kommet fra.
Hvis en sådan vekselvirkning skulle have fundet sted, måtte der have været gentagne perioder, hvor der i hele området har været kyststrækning, og det er der intet, der tyder på.

Hvis kullene er dannet gennem 50 millioner år, som mange hævder, er det en modsigende kendsgerning, at plantevækster i de øverste lag er identiske med plantevækster i de nederste lag, og at der intet vidnesbyrd er om en fremadskridende udvikling i dette tidsrum.

Fisk er ofte fundet i forbindelse med kullagene. I Punjab i Indien er der fundet kullag varierende fra nogle få cm til 1 m i tykkelse, i alt 30 kullag i en kulforekomst på omkring 30 m tykkelse. De kalkholdige lag mellem kulforekomsterne er fulde af muslinger med lukkede skaller, hvilket vil sige, at de er blevet dækket af plantemateriale og havaflejringer i levende live.
En særlig interessant ting er den hurtige aflejring. Træstubbe og træstammer finder man ofte i eller over kullagene, hvor de sommetider stikker op gennem de overliggende ler- eller sandlag og ind i de næste kullag. Det er tydeligt, at aflejringen af sand og ler har fundet sted så hurtigt, at træet er blevet dækket, før det har haft tid til at sygne hen og vælte.
Ved Nova Scotia kan man se træstubbe og træstammer op til 6 m høje og 50 cm i diameter, som stikker op gennem flere kul-, sandstens- og lerlag. Hvis disse lag skulle være aflejret gennem millioner af år, er det uhyre svært at forklare, hvorledes disse træer har kunnet bevares i opretstående stilling.
Et andet træk i forbindelse med kulforekomster i Utah kan nok sætte fantasien i sving. Fortidsøgler, som vandrede omkring på de store dynger af plantemateriale, har efterladt fodspor, som er afsat i kullagene gennem mudderet ovenover. Sporene ser ud til at være afsat på et tidspunkt, da plantematerialet har været dækket af et metertykt mudderlag, så dyrene er sunket gennem mudderet ned i det bløde plantemateriale nedenunder. De største spor er de dybeste, og nogle af dem måler op til 79 cm i bredden og 81 cm fra hæl til forreste tå.
Sporene er observeret over et område på mere end 150 km i omkreds i forskellige kullag, som repræsenterer aflejringer på 75 m tykkelse med 4 kullag og sandsten og ler imellem.
Det er svært at forklare, hvorledes dyr af en sådan størrelse og vægt skulle kunne vandre hen over en mose, hvis vi fastholder "moseteorien". Og hvorledes ville spor i blødt mudder og tørvemose kunne bevares?

Et interessant fænomen er det, som geologerne kalder rubble drift. Med rubble drift menes en bestemt slags aflejring eller bundfald, som består af ujævne stenblokke, der er aflejret i hulninger eller lommer i jorden, der er fyldt med ødelagte knogler.
Vidnesbyrd om sådanne kløfter er fundet mange steder på jorden, og nogle af dem måler fra 50 til 100 meter i dybden. De er fyldt med affald, som er skyllet ned i dem kort efter, at de er opstået. Man har fundet den slags kløfter i England, Frankrig, Spanien, Tyskland, Rusland og mange andre steder, og det interessante ved dem er det affald, som er fundet i dem. Det består bl.a. af rester af dyr som elefanter, flodheste, næsehorn, rensdyr, heste, svin, køer m.fl., og de fundne knogler kan ikke stamme fra dyr, der er faldet i kløfterne i live, da intet skelet er komplet. De er ikke ført dertil af floder, da der ikke findes tegn på, at de har været rullet hen over en flodbund, ligesom de heller ikke har været udsat for vejrliget i længere tid.
Det er kendsgerning, at disse knoglefyldte kløfter som oftest er fundet på isolerede bjergtoppe - d.v.s. steder, hvor man kunne forvente, at dyr ville søge tilflugt i tilfælde af en truende oversvømmelse. Da de er flygtet i angst, har rovdyr og planteædere søgt tilflugt på de samme høje, blot for at møde en fælles død.

Et typisk eksempel på en sådan isoleret bakketop findes i Bourgogne, Frankrig. Bakken hæver sig ca.380 m over den omkringliggende slette med bratte skråninger til alle sider. En kløft nær toppen er fyldt med dyreskeletter, og ingen af dem er komplette. Knoglerne er sønderbrudt og ligger hulter til bulter i en vild forvirring. De bærer tydelig tegn på, at de ikke har været udsat for vind og vejr i  længere tid, og vi finder også her det mærkelige, at bjørne og ulve, heste og køer, altså dyr, som almindeligvis ikke lever sammen som fredelige naboer, er søgt op på en isoleret bakketop, hvor de har lidt døden og er blevet begravet i en fælles grav. En oversvømmelse som den, der er omtalt i 1 Mosebog kapitel 6-8, vil være en logisk forklaring på dette fænomen.

Et andet enestående eksempel er Gibraltar klipperne, hvor næsten 100 m dybe kløfter er fulde af lignende rester. Kløfterne findes i forskellig højde - den højestliggende ca. 350 m over havets overflade.
Tilsvarende aflejringer er fundet i huler i nærheden af Palermo på Sicilien, bl.a. et ufatteligt stort antal flodhesteskelletter, hvoraf nogle har været så velbevarede, at de er blevet brugt til billedskærerarbejde og smykker. Mere end 20 tons knogler gik til kommercielle formål i løbet af de første 6 måneder efter fundet af hulen. Knoglerne lå i vild uorden sammen med knogler af andre dyr.
I nærheden af Odessa, Rusland, fandt man i 1847 et stort antal knogler i de kalkholdige lag. Der var bl.a. 4.500 knogler af over 100 bjørne, tilligemed rester af dyr af kattefamilien samt hyæner, heste, vildsvin, elefanter, næsehorn, bisonokser, hjorte, ulve, ræve samt rester af utallige insektædere og gnavere.
Ved Nebraska, U.S.A., fandt man i en bjergsænkning knogler af omkring 9000 dyr, og således kunne man blive ved med at opremse utallige lignende fund fra alle kontinenter.

Det er en kendsgerning, at utallige dyr af mange forskellige arter er døde og blevet begravet tilsyneladende øjeblikkelig. Nogle har hævdet, at det skulle være mennesker, der havde slagtet disse dyr; men når man betænker, hvor mange der er aflejret i vældige dynger i stor forvirring mellem hinanden - store og små, planteædere og rovdyr, pattedyr og fugle - alle i een og samme dynge, begravet i vandaflejringer, blandet med rester af planter og træer, havskaller og fisk - må man forkaste den teori.
Hverken mennesker eller dyr kunne have frembragt en sådan ødelæggelse i plant- og dyreverdenen og fået ådslerne begravet, før naturens "renovationsmænd" havde ædt og ødelagt dem.

Der har været forslag om, at en eller anden pest eller sygdom kunne være årsag til alle disse dyrs pludselige død; men hvilken sygdom kunne udslette enhver dyreart, luftens fugle og markens dyr, elefanter og mus, næsehorn og frøer, bisonoskser og slanger, tiger og fisk, snegle og insekter - alle på een gang?
Der har været sygdomme, som har angrebet visse dyrearter og næsten udslettet dem i visse områder, med en pest, som skulle være årsag til en universet udslettelse, er umulig.

Tørke og andet har været anført som årsag til ødelæggelsen; men ingen af dem giver en tilfredsstillende forklaring. Der er kun een kraft i naturen, som kunne udslette dette, og det er vand. En stor oversvømmelse er den eneste forklaring på fænomenet. Det kræver ikke megen fantasi til at rekonstruer de scener, der må have udspillet sig på disse bakke- og bjergtoppe ud over hele jorden. Man ser de panikslagen dyr for sig, mens de søger mod højere steder på flugt for de stigende vandmasser. Løven bemærkede ikke lammet, ulven interesserede sig ikke for haren, alle er de optaget af at redde livet. Een efter een må de bukke under, mens vandet stiger, og så fulgte begravelsen, hvor jordens krampetrækning beredte gravene, som vi finder dem i dag.

Da den moderne geologi udvikledes i det 18. og 19. århundrede, anså man det for givet, at havbunden i de store oceaner, hvis den blev nærmere undersøgt, ville vise sig at bestå af aflejringer af klippelag svarede til kontinenternes.
Henimod slutning af det 19. århundrede blev denne teori afvist af Challenger ekspeditionen, som blev udsendt af den engelske regering fra 1872-1876. Man undersøgte store dele af Atlanterhavet, Stillehavet og Det sydlige Ishav og fandt, at havbunden ikke var dækket af aflejrede klippelag. I stedet havde mikroskopiske skaller og rester af planter og dyr til stadighed bundfældet sig i vandet og dannet et fint lag bundslam, også kalde ooze.
Dette er somme tider kalkholdigt, somme tider kiselholdigt, afhængigt af skallernes art Nær kysterne fandtes aflejringer fra floderne i form af rødt eller blåt mudder; men intet steder fandt man noget, som kunne minde om de tusinder af meter af aflejrede sandsten, skiferler og kalksten, der er velkendt af enhver, som studere klippelag.
Hvis havbunden i dag skulle opsamle aflejringer gennem lang tid, ville de utvivlsomt producere flere tusind meter materiale, men det ville hovedsagelig bestå af chert, en art flintesten, som dannes af kiselholdige rester af mikroskopiske havdyr.
Hvis vi foretager en rejse hen over Colorado plateau'et, som dækker det meste af staten Utah og de nærliggende stater, vil vi finde meget omfattende aflejringer på kryds og tværs af hinanden - bestående af skiferler og sandsten, aflejret på den ujævne overflader.

Lignende forhold kan ses i Indien, hvor skriften mellem grov og finsandsten angiver ændringer i strømforhold. I disse lag findes desuden tusindvis af træstammer hulter til bulter mellem hinanden, som om de var efterladt efter en kæmpemæssig stormflodskatastrofe.
I Syd-Afrika kan man finde store mængder af skifer og granit, som bærer tydelige spor af at være sorteret og placeret der af enorme vandmasser. De er blevet sammenlignet med kæmpemæssige guldgruber, hvor man har gennemsøgt kolossale mængder af materiale. Der er intet i dette, som bestyrker teorien om, at alt har været roligt og udviklet sig ved aflejringer gennem lange tidsperioder. Tvært imod viser det, at det er sket pludseligt og i løbet af en meget kort tid.

Forsteninger af vandmænd er nok noget af det mest ejendommelige. Hvis forrådnelse af sådanne dyr skal undgås, må der en hurtig begravelse til. Havbundsaflejringer bliver jo bearbejdet af sandorm og skaldyr m.fl., hvorfor et aftryk på havbunden ville blive udslettet, længe før aflejring under de nuværende forhold ville dække det.
Blandt forsteningerne ser man så ofte punkter og linjer på havets skaldyr, fine fiskeben, små vedhæng på krebsdyr, mønstret på søpindsvin o.s.v., at man må slutte, at der ikke har været mulighed for ødelæggelse som følge af sandets påvirkning, eller at der ikke har været tid til forrådnelse.
Man har fundet tropiske insekter, hvor deres mange farver er fuldstændig bevaret, tillige med deres bløddele incl. Indvolde - ting der normalt ville gå i forrådnelse eller skifte farve i løbet af få timer efter dødens indtræden. Bladenes strenge, sommerfuglenes vinger, larver, ja selv deres hår og børster er bevaret helt intakt.
Alt dette tyder på, at vand har spillet en stor rolle ved dannelsen af disse aflejringer, hvor forsteningerne er fundet.
I lyset af alt dette må vi nu rejse spørgsmålet: Kan det geologiske kort tolkes på baggrund af en verdensomspændende oversvømmelse?
Svaret er ganske enkelt: Ja!

Der kunne gives mange flere detaljer; men det anførte må være tilstrækkeligt til at klargøre, at en fortolkning af geologi på baggrund af en oversvømmelse nok er værd at overveje. Lad os igen minde om, at udviklingslæren ikke er bevist og ikke kan bevises.
Derimod er der overalt tydelige vidnesbyrd om, at jorden har været udsat for enorme ødelæggelser, som kun kan forklares ud fra en katastrofe, Syndfloden!