Historiens største fejlgreb

Vi har ingen skriftlige vidnesbyrd om, at patriarkerne, profeterne, apostlene og disciplene, som er menighedens grundvold, eller at Jesus Kristus, som er dens hovedhjørnesten, nogen sinde hvilede på en anden dag end sabbatten "efter lovens bud." Guds ord giver ikke noget eksempel på eller påbud om at helligholde nogen anden ugedag end sabbatten.

Til trods herfor er der blevet gjort forsøg på at forandre hviledagen. I dag holder flertallet af menneskeheden ikke den dag, som Jesus holdt. Spørgsmålet er nu: "Hvem forandrede hviledagen fra den syvende til den første dag i ugen og med hvilken autoritet?" Enhver kristen, som ønsker at "gå ind til livet," bør tænke over dette. Vi bør vide, hvorledes forandringen fandt sted, og om størstedelen af kristenheden har ret, når den holder søndag i stedet for sabbat.

Selve betydningen af ordet "søndag" kaster lys over spørgsmålet. Langt tilbage i tiden, da menneskeheden glemte himmelens og jordens virkelige skaber, men alligevel besad det indre instinkt, som får mennesker til at tilbede en genstand eller et væsen, begyndte de at søge efter en sådan genstand eller et sådant væsen. Deres valg faldt på det største og lyseste, de kunne se. De valgte solen til gud. Med sit lys og sin varme fik den alt liv på jorden til at skyde knopper, blomstre og formeres. Menneskene sluttede heraf, at solen måtte være den sande gud og menneskets ophav. Vi finder mange solguder i historien. De er afbildet på templer og mindesmærker i Assyrien, Babylon, Egypten, Persien, Grækenland og Rom. Ra, Isis, Osiris, Ba'al, Mitras, Herkules, Apollo og Jupiter var alle hedenske solguder. Selv i Bibelen er soltilbedelsen nævnt. I Jobs bog 31,26-28 læser vi: "så jeg, hvorledes sollyset strålede og lod mit hjerte sig dåre i løn, så jeg hylde dem med kys på min hånd - også det var brøde, der drages for retten, thi da fornægtede jeg Gud hist oppe." Og hos Ezekiel 8,16 står der: "Ved indgangen til Herrens helligdom mellem forhallen og alteret var der omtrent fem og tyve mænd; med ryggen mod Herrens helligdom og ansigtet mod øst tilbad de solen."

Hedningerne havde "mange guder og mange herrer." Foruden solen tilbad de månen, Mars, Merkur, Venus og Saturn. De gav ugens dage navne efter deres guder. Solen, som giver lys og varme og er den største og klareste, fik førstepladsen. Ugens første dag blev viet denne første og betydeligste af alle guder og blev kaldt solens dag eller søndag (oldnordisk: sunnudagr). Månen havde andenpladsen og fik den anden dag, mandag (oldnordisk: mánadagr - månedag). Saturn fik ugens sidste dag, Saturns dag (engelsk - Saturday). Søndagen er altså fra oldtiden blevet betragtet som en helligdag.

Hedningerne tilbad om søndagen
Hedningerne tilbad solen på Kristi tid. Da evangeliet nåede vore forfædre i Europa fra Judæa, tilbad hedningerne solen på den første dag i ugen. Da Guds Ånd, som blev åbenbaret i Kristus, begyndte at påvirke menneskenes hjerter, opgav mange at dyrke solguden Apollo og sluttede sig til de kristne.

Efter Kristi himmelfart var størstedelen af menneskeheden endnu hedninger. De tilbad solen om søndagen, medens Jesu efterfølgere tilbad Gud på den sande hviledag, sabbatten, ugens syvende dag. Ved Guds Ånds mægtige åbenbarelse gik kristendommen fremad, medens hedenskabet begyndte at aftage. Paulus' åndsfyldte forkyndelse i Lilleasien, Makedonien og Italien vandt tusinder for kristendommen. Menigheden på den tid var stærk på grund af sin iver og sin alvor. Over hele den da kendte verden begyndte mennesker at tjene den sande Gud og holde hans bud.

Før Paulus nedlagde sin vandringsstav, skrev han til Thessalonikerne: "beder vi jer, brødre: Lad jer ikke straks bringe fra besindelsen eller skræmme, ... som om Herrens dag var lige forestående. Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud. ... Thi lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed." 2Tess 2,1-7.

Her er en advarsel imod frafald. Paulus så, at det var under udvikling i menigheden. "Først" skulle "frafaldet komme." "Lovløshedens hemmelighed" eller en tendens til at sætte Guds lov til side, gjorde sig allerede gældende. "Lovløshedens menneske" skulle sætte sig midt i kirken og "udgive sig selv for at være Gud." Det er klart, at bestræbelserne på at forandre Guds lov ville komme fra denne side. Der kan næppe være tvivl om, at Paulus kendte profetierne i Daniels bog 7,24 og 25 angående "det lille horn" som skulle skyde op i Rom og have øjne og mund som et menneske (8.vers) og "tale store ord" "mod den højeste" og mishandle "den Højestes hellige" og "sætte sig for at ændre tider og lov." Her ser man igen, hvor konsekvent Bibelen er. Daniel profeterede om lovløshedens menneske, som skulle sætte sig for at ændre tider og lov, og ledet af den samme Ånd profeterede Paulus om "lovløshedens menneske" og "lovløshedens hemmelighed." Gud, som skabte øjet, er altseende, og gennem de to seere. Daniel og Paulus, meddelte han sit folk, at en magt i kirken ville "ændre tider og lov." I overensstemmelse med profetien finder vi, at det er gået i opfyldelse.

Efter at Paulus var blevet henrettet, opstod der en heftig kamp mellem biskopperne i de ledende menigheder om, hvem der skulle være den største. De tørstede efter mere magt. De gjorde næsten alt, hvad de kunne, for at forøge medlemstallet, gøre bispedømmerne større og få mere magt. De slog af på sandhedens krav for at sætte medlemstallet i vejret. Menigheden fik en vældig tilgang af nye medlemmer. Renhedens hvide hest, som menigheden havde redet på "fra sejr til sejr," blev ombyttet med stridens og verdslighedens røde hest. Menigheden bortødslede sit "guld, lutret i ild," for popularitetens flitter. Hedninger blev optaget i kirken uden at være omvendt. Knapt hundrede år efter Paulus' død begyndte hans profeti at opfyldes. Der skete et frafald fra den rene lære, og hedenske skikke og teorier trængte ind i kirken.

Konstantin forener hedenskab og kristendom
I begyndelsen af det fjerde århundrede antog den romerske general Konstantin, som var ivrig efter at komme på tronen, den kristne tro af politiske grunde. Han så, at hedenskabet var i tilbagegang. I virkeligheden blev det optaget i kirken. For at gøre sig populær erklærede han sig for at være en kristen. Han blev tiljublet af biskopperne, som var ivrige efter at opnå hans gunst.

Konstantin stod over for denne situation: Over halvdelen af folket tilbad om søndagen. Nemlig hedningerne. De øvrige helligholdt sabbatten, nemlig de, der bekendte sig til kristendommen. Konstantin fik den idé at slå de to grupper sammen. Skønt han bekendte sig til at være en kristen, ville han ikke strides med sine hedenske undersåtter om deres fordomme. Han indtog et mellemstandpunkt og beroligede "sine undersåtters frygt ved at udstede to edikter samme år; det første dekreterede en højtidelig helligholdelse af søndagen, og det andet gav påbud om, at man regelmæssigt skulle rådføre sig med offertyderne" - en hedensk skik. Edward Gibbon: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, 21. kap.

Her står vi ansigt til ansigt med den første lov, som nogen sinde er blevet givet for at gøre søndagen til en hellig hviledag. Denne lov er helt og holdent skabt af mennesker. Den hviler ikke på guddommelig autoritet. Konstantin udstedte sin søndagslov den 7, marts 321:
"Lad alle dommerne og befolkningen i byerne og alle håndværkerne hvile på solens ærværdige dag; men lad dem, der bor på landet, have fuld frihed til at passe deres landbrug, fordi det ofte hænder, at ingen anden dag er så velegnet til at så korn eller plante vinranker; og hvis de kritiske øjeblikke ikke bliver benyttet, ville menneskene miste de gaver, som himmelen giver."

Det foregående afsnit viser tydeligt søndagshelligholdelsens oprindelse. Man lægger mærke til, at Konstantin ikke forbød, at man vanhelligede sabbatten, Herrens dag, men at man vanhelligede solens dag, dies solis.

Hedenskabets gradvise indtrængen i kirken havde sine virkninger. De hedninger, som gik over til kristendommen, bragte deres nye ceremonier og deres nye hviledag med. Sabbatten, som var behæftet med jødiske traditioner, blev betragtet som en byrde. Søndagen var en festdag. Neander siger (ifølge Roses oversættelse, s. 186): "Fejringen af søndagen har ligesom fejringen af alle andre festdage altid kun været en skik, som er indført af mennesker, og det var overhovedet ikke apostlenes hensigt at påberåbe sig et guddommeligt bud i denne henseende, og det var langt fra dem og den unge apostelmenighed at overføre de love, som gjaldt for sabbatten, på søndagen."

Der står i The Encyclopedia Britannica (9. udg., artiklen "Sunday"): "Det tidligste eksempel på helligholdelse af søndagen som en lovbefalet pligt er en lov af Konstantin i 331 e. Kr. Denne påbyder, at alle domstole, alle indbyggere i byerne og alle værksteder skulle hvile om søndagen (venerabili die solis); undtaget herfra var personer beskæftiget med landbrug."

Kirken fulgte Konstantins eksempel, og på kirkemødet i Laodikea vedtog den en lov, som påbød, at de kristne ikke måtte "følge jødernes skik ved at hvile om lørdagen." Den kendte biskop Euseb siger: "Alt, hvad der var en pligt at gøre om sabbatten, har vi overført til Herrens dag." Det fremgår klart heraf, at hviledagen er blevet forandret af mennesker og ikke af Gud. Euseb siger: "Har vi overført."

Til sidst blev sabbatten fuldstændig afskaffet, og den hedenske helligdag søndagen blev indført. Fra nu af tog kirken den til sig og forsvarede den, som det er tilfældet i dag. Den snu jurist og forkæmper for den romersk-katolske kirke i dennes kamp med Martin Luther dr. Eck indrømmede: "Kirken har overført helligholdelsen af sabbatten til søndag med sin egen autoritet og uden [sanktion af] skriften, men uden tvivl under Helligåndens inspiration." Dette benægtes heller ikke af den romersk-katolske kirke. Den indrømmer det tværtimod. Ja, den praler af det og henviser til denne forandring som et vidnesbyrd om sin magt til at forandre selv Guds bud. Læg mærke til følgende uddrag fra anerkendte katolske kilder:

I The Convert's Catechism of Catholic Doctrine, som er skrevet af pastor Peter Geiermann, C. Ss. R., og som den 25, januar 1910 fik pave Pius X's "apostoliske velsignelse," står der om hviledagens forandring:
"Sp.: Hvilken dag er sabbat?
Sv.: Lørdag er sabbat.
Sp.: Hvorfor helligholder vi søndagen i stedet for lørdagen?
Sv.: Vi helligholder søndagen i stedet for lørdagen, fordi den katolske kirke på kirkemødet i Laodikea (336 e. K.) overførte højtideligheden fra lørdagen til søndagen." 2. udg., s. 50.

A Doctrinal Catechism af pastor Stephen Keenan blev godkendt af ærkebiskoppen af New York, hans højærværdighed John Hughes, D. D. I denne står der følgende om hviledagens forandring:
"Sp.: Har De nogen andre beviser på, at kirken har magt til at indstifte festdage, som skal holdes?
Sv.: Hvis den ikke havde en sådan magt, kunne den ikke have gjort det, som alle moderne religiøse mennesker er enige med den i; den kunne ikke have indført helligholdelse af søndagen, den første dag i ugen, i stedet for helligholdelse af lørdagen, den syvende dag i ugen - en forandring, som der ikke er hjemmel for i skriften." Side 174.

An Abridgment of the Christian Doctrine af pastor Henry Tuberville, D. D., fra Douay College, Frankrig, indeholder følgende spørgsmål og svar:
"Sp.: Hvorledes beviser De, at kirken har magt til at påbyde fest- og helligdage?
Sv.: Derved, at den har forandret sabbatten til søndag, hvilket protestanterne godkender; derfor modsiger de også i høj grad sig selv, fordi de strengt overholder søndagen, men vanhelliger de andre festdage, som er påbudt af den samme kirke.
Sp.: Hvorledes kan De bevise det?
Sv.: Fordi de ved at holde søndagen anerkender kirkens magt til at indstifte festdage og stemple overtrædelse af dem som synd; men da de ikke holder de øvrige [af festdagene], som er påbudt af kirken, fornægter de i virkeligheden den samme magt." Side 58.

Kardinal James Gibbons siger i sin bog The Faith of Our Fathers, som har fået en meget vid udbredelse:
"Man kan læse Bibelen fra 1 Mosebog til Åbenbaringen uden at finde en eneste linje, som påbyder søndagens helligholdelse. Skriften påbyder helligholdelse af lørdagen - en dag, som vi aldrig helligholder." 1895 udg., s. 86.

I sin bog Plain Talk About the Protestantism of Today siger Monseigneur Segur:
 "Det var den katolske kirke, som med Jesu Kristi bemyndigelse overførte denne hvile til søndagen.. Når protestanterne derfor helligholder søndagen, hylder de uden deres vilje kirkens [den katolskes] autoritet." Side 213.

Pater Bertrand L. Conway er forfatter til et katolsk værk, som hedder The Question-Box Answers.
Han skriver heri:
"Hvilken bemyndigelse indeholder Bibelen til at forandre hviledagen fra den syvende til den første dag i ugen?
Hvem gav paven bemyndigelse til at forandre et af Guds bud?
Hvis Bibelen er den eneste rettesnor for den kristne,  helligholder de  lørdagen sammen med jøderne. Men katolikkerne lærer, hvad man skal tro og gøre, ud fra den guddommelige, ufejlbare autoritet, som blev oprettet af Jesus Kristus, nemlig den katolske kirke, som på apostlenes tid gjorde søndagen til hviledag.. Er det ikke mærkeligt, at de, der betragter Bibelen som deres eneste vejleder, er så inkonsekvente, at de på dette punkt følger kirkens tradition?" 1903 udg., s. 254.

Det fremgår klart af Bibelens profetier, især sådanne tekster som Åb 12,17 og 14,12, hvor der udtrykkeligt står, at Guds sidste menighed vil holde Guds bud - at den oprindelige bibelske hviledag, sabbatten, i de sidste dage vil blive genindsat og holdt af sande kristne. Alle oprigtige efterfølgere af vor Herre Jesus burde nu i overensstemmelse med skriften begynde at holde den syvende dag. Dette er, hvad Gud venter af os i denne sidste slægt som forberedelse til Kristi andet komme.

I denne forbindelse er det værd at bemærke, at det falske ikke bliver sandt, selv om det har været praktiseret længe. En vildfarelse kan måske gå helt tilbage til urkirkens traditioner, eller den kan have sin oprindelse blandt skeletterne i katakomberne eller blandt mumierne i de egyptiske grave; men hvis det var en vildfarelse på den tid, er det også en vildfarelse nu.

En vildfarelse bliver heller ikke mindre fejlagtig, fordi mange hylder den. Om så tusind eksperter undersøger den og siger god for den, er det stadig en vildfarelse. En vildfarelse bliver ikke sandhed, selv om mange oprigtige mennesker har praktiseret den og nydt Guds velsignelse ned gennem tiderne. Gud velsigner til tider mennesker til trods for deres fejltagelser. Han velsigner mennesker, som handler i god tro - ikke for at give det forkerte sit bifald, men for at tilskynde dem til at bede ham om endnu større velsignelser.

Hverken kirkernes trosbekendelser eller staternes love kan gøre vildfarelse til sandhed. I religiøse spørgsmål må vi spørge Gud til råds og ikke mennesker. Alle religiøse skikke står eller falder med hans dom. "Enhver plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode." Matt 15,13. Søndagshelligholdelsen er en sådan plante. Det er ikke Gud, der har plantet den, og sandhedens Gud vil ikke lade den blive stående.

Søndagshelligholdelsen har ikke sin oprindelse i Guds ord, i Guds lov eller i Guds evangelium. Den stammer fra hedenskabet og er et listigt forsøg fra Satans side på at få menneskene til at tilbede skabningen i stedet for Skaberen. Gennem århundreder med kirkeligt frafald har man bevaret denne skik. De fleste protestanter har gennem tiderne betragtet søndagen som den rette hviledag, fordi den er gammel og populær; men nu er det blevet afsløret, at det er en falsk hviledag.

Overvej, om De ikke bør sige farvel til det falske og holde Guds egen hviledag, som Gud selv indstiftede i Eden før syndefaldet og selv holdt for at give menneskene et eksempel. Den blev agtet og æret af mennesker, som elskede og adlød Gud i hele den bibelske tid. Den er knyttet til Jesu og apostlenes liv. Den er blevet genfundet af Guds sidste menighed i de sidste dage, og den vil blive holdt i ære af alle de forløste gennem evigheden. Es 66,22-23.

På det religiøse område står kampen mellem to store magter - Kristus og Satan. Menneskene giver enten den ene eller den anden deres troskab. De og jeg står enten på den enes eller den andens side. De, der adlyder Kristus, står på hans side, og de, der er ulydige imod Kristus, står på den anden side. Hviledagen er blevet forandret af enten Kristus eller Satan. Det var ikke Kristus, der gjorde det. Så er der kun én mulighed tilbage. Det må være fjenden, som har tilskyndet til denne forandring.

Gud har aldrig stillet menneskene over for et bedre valg end dette - sandhed eller vildfarelse, guld eller slagger, troskab imod Kristus eller skik og brug, det guddommelige eller det menneskelige, det evige eller det timelige. Lad os som Kristi tro disciple følge ham hele vejen og være lydige imod hans bud.


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com