Det nye testamentes sabbat!

".... synden kom ind i verden ved et menneske, og døden ved synden.« Rom. 5,12. Smerte og jammer omgiver mennesket på alle sider i denne syndige verden, og det er selv besmittet og ilde tilredt af synden. Menneskets hjerte, der en gang var et blomsterflor, er nu en øde ørken. Kærlighed, tro og lys er næsten forsvundet, og bitterhed, vantro og mørke er kommet i stedet. Forgæves prøver vi på at hjælpe os selv. Hvorledes kan en stakkels lænket fange åbne de tunge fængsels døre? Her behøves en ven, en ven, som er stærk og barmhjertig. Jesus er en sådan ven. Han er ikke kommet til verden, for at vi skal blive liggende i det onde, men for at frelse sit folk fra dets synder«. Han kan og vil åbne fængslets døre og sønderbryde de tunge lænker. Men vi må bede ham derom og være villige til at lade os undervise og lede af ham. Han er og vil være vor ven, men han har sat en betingelse for, at vi kan blive hans venner. "I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer.« Joh. 15,14.

Dette siger han ikke, for at vi skal gøre os fortjent til hans venskab, for det kan vi aldrig. Han har jo elsket os, længe før vi blev til. Men han har en anden hensigt dermed.
1) At vi skal forstå, at vi ikke er hans venner, så længe vi ikke har lyst til at gøre hans vilje og beflitter os derpå.
2) At vi må have samfund med Gud og ikke mere gøre oprør mod ham, men være lydige børn og tro tjenere; thi det er til Guds ære og vor egen sande og evige fred og lykke.

Det er også et kendemærke på Guds folk i de sidste dage. Skriften siger om den sidste levning af Guds menighed på jorden, at den »holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd«. Åb. 12,17. Det nytter ikke at tale om tro og føre en høj bekendelse, når vi samtidig fornægter Gud i vort liv. »Den, der siger: »Jeg kender ham,« og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke.« 1 Joh. 2,4. Derfor må den sande kærlighed vise sig ved, at vi gennem Guds ord gerne vil lære hans vilje at kende i alle ting.

»Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneske bud.« Matt. 15,9. Jeg vil derfor i Jesu navn anmode enhver om under alvorlig bøn til Gud at overveje følgende spørgsmål, som vi vil søge at besvare ud fra Guds ord:
Hvilken dag er sabbat for de kristne i vor tid!

Her står man allerførst over for det spørgsmål:
Hvilken dag er den syvende?

Nogle siger: Ingen kan vide, hvilken dag der er den syvende, og Gud ser heller ikke så nøje på det; man kan jo kalde hver dag den syvende dag.

Men det er en stor fejltagelse. Gud befaler ikke menneskene at helligholde den syvende dag, dersom det ikke er muligt for dem at vide, hvilken dag det er. I så tilfælde kunne en jo helligholde tirsdag, en anden onsdag og en tredje søndag, hvilket ville skabe en uorden, som aldrig kunne have sin oprindelse hos Gud; »thi Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud«. l Kor. 14,33.

Søndag, mandag osv. indtil lørdag er hedenske navne. De tilsvarende bibelske navne er den første dag, den anden dag osv. indtil den syvende dag.

l. Gud skabte den første, den anden osv. indtil den syvende dag og gav dem de ovenfor nævnte navne. Han har ikke skabt eller nævnt en ottende dag, og derfor findes der ikke en sådan. Dagene i den uge, som fulgte efter skabelses ugen, blev nævnt på samme måde, som Gud havde begyndt, og i den rækkefølge må man vedblive hver uge indtil verdens ende.

2. Denne tids inddeling blev bevaret i verden og var i brug endnu blandt jøderne, da de udvandrede af Ægypten over 2000 år efter skabelsen. Dengang viste Gud dem meget tydeligt, hvilken dag der var den syvende. På den sjette dag kunne israelitterne samle en dobbelt portion manna, men på den syvende dag var der ingen manna. (2 Mos. 16,22 og 26-27.). Ingen vil benægte, at Gud vidste, hvilken dag i ugen der var den syvende. I 40 år vandrede de i ørkenen, og i al den tid gav Herren dem manna, men på den syvende dag var der intet. Således fik de et kraftigt og uforglemmeligt bevis på, hvilken dag der var den syvende.

3. I de følgende 1500 år, indtil Kristus kom, bevarede de denne tidsregning nøjagtigt, for da han kom, kaldte han den samme dag sabbat, som jøderne kaldte sabbat. Matt. 12,1-8. Jesus vidste, hvilken dag der var sabbat eller den rette syvende dag.

4. Dagenes beregning har været rigtig fra den tid indtil nu, hvilket fremgår af følgende grunde:

a) Jøderne har fortsat med at regne ugen og ugens dage uden forandring, og hvor man end finder dem spredt i verden, kalder de lørdagen den syvende dag.

b) Mange kristne har helligholdt den første dag i ugen til minde om Kristi opstandelse, og den har de altid holdt om søndagen. Men hvis de kalder søndagen den første dag i ugen, bevidner de derved også, at lørdagen er den syvende dag.

c) Man finder i Afrika såvel som i Europa og Amerika kristne menigheder, som uforandret har holdt den syvende dag, og de bærer alle vidnesbyrd om, at lørdag er den syvende dag.

d) Man siger, at der har været strid og tvivl om dette blandt fædrene, men det er ikke tilfældet og kan ikke bevises historisk.
Tværtimod ser man, at de alle stemmer overens på det punkt, at lørdagen er den syvende dag.

e) Det er en absolut umulighed for hele verden på en gang at gøre fejl i at tælle fra en til syv. Hvis en enkelt familie tog fejl, ville andre kunne rette det, og om end et helt land tog fejl, så var der folk nok andre steder til at rette fejltagelsen. Men ingen kan påvise, at f. eks. en hel by nogen sinde har taget fejl i denne sag.

Hele verden kunne ikke tage fejl i noget så ligetil som at tælle fra en til syv.

Lad ikke sådanne grundløse undskyldninger hindre Dem i at tjene Gud. Sandheden er, at lørdagen er den syvende dag, og den er Herrens sabbat.

DEN SYVENDE DAG ER SABBAT FOR DE KRISTNE I VOR TID
I. Den syvende dag blev ved skabelsen af Gud bestemt til sabbat.
»... og han (Gud) hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført; og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit værk, det, Gud havde skabt og udført.« 1 Mos. 2,2.3. »Og Gud hvilede på den syvende dag fra alle sine gerninger.« Hebr. 4,4. Heraf fremgår tydeligt:

1. Den syvende dag er Guds hviledag eller sabbat. Han hvilede ikke på den første dag eller den anden dag, derfor kan ingen af dem nogen sinde blive Herrens sabbat eller hviledag. Men den syvende dag er og bliver Guds hviledag, så længe jorden står.

Denne sandhed er lige så uomstødelig nu, som den var for fem årtusinder siden. Hermed er allerede bevist, at den syvende dag er Herrens sabbat for alle tider og slægter.

Hvis De siger, at det er en ny lære, og at De nok ved, at den syvende dag var jødernes sabbat, så svarer jeg, at denne lære ikke er ny. Den er lige så gammel som jorden; thi den blev indstiftet i Paradiset af Gud selv, da han skabte jorden og mennesket.

Men hvorledes er det med søndagens helligholdelse i denne henseende? Er dette ikke en ny lære? Kan det bevises ud fra Guds ord, at den første dag blev helligholdt som sabbat af de kristne?

Absolut ikke. Den første befaling om at afstå fra arbejde på søndagen, som historien beretter om (Guds ord taler slet ikke om en sådan befaling), blev udstedt af kejser Konstantin år 321 e. Kr. Dette vil vi senere undersøge nøjere.

Det er rigtigt, at den syvende dag blev helligholdt af jøderne; men at man af den grund skulle kalde den jødernes sabbat og søge at bevise, at den ikke vedkommer de kristne, er aldeles uberettiget.

Jødernes sabbatter var årlige højtidsdage. De havde syv sådanne sabbatter: to i den første måned ved påskens og de usyrede brøds højtid, en i den tredje måned ved pinsen og fire i den syvende måned ved høsten og løvsalenes højtid. 3 Mos. 23,6-8. 15-21. 24-27. 34-36. Om den ene af disse står der udtrykkeligt: »Den skal være eder en fuldkommen hviledag, og I skal faste; på den niende dag i måneden om aftenen, fra denne aften til næste aften skal I holde eders hviledag.« (32. vers). Disse er altså jødernes sabbatter. Hvis man kan vise os et eneste skriftsted, hvor den syvende dag kaldes jødernes sabbat, vil det være rigtigt at kalde sabbatten jødisk; men indtil det sker, må vi betragte det som en vildfarelse. Vi har aldrig lært eller troet, at de kristne burde helligholde jødernes sabbatter.

Derimod tror vi, at det er overensstemmende med Guds ord og vilje at helligholde Herrens sabbat. Den syvende dag blev helliget af Gud i Paradiset over to tusinde år, før jøderne blev til; og vi kan ikke finde i skriften, at Gud nogen sinde har fjernet sit hellige stempel fra den syvende dag.

2. Gud helligede og velsignede den syvende dag, eller med andre ord: bestemte den til helligt brug for menneskene, for ordet »hellige« betyder at bestemme eller indvie noget til helligt brug.

Dette bevises yderligere af Mark. 2,27: »Sabbatten er blevet til for menneskets skyld ...« Hvornår blev sabbatten til? Ved skabelsen i Edens have. For hvem blev sabbatten til? For mennesket. Altså blev sabbatten til for mennesket ved skabelsen.

Det var i Paradisets skønne have, at Herrens sabbat først oprandt. Denne hellige indstiftelse er af guddommelig oprindelse - en Guds velsignelse skænket til menneskene af en al kærlig Gud. Sabbatten var Adams skønneste dag, da han på den mere end på nogen anden dag kunne fryde sig i saligt samfund med sin himmelske Fader.

Om sabbattens indstiftelse ved skabelsen siger Luther følgende: »Gud velsignede og helligede sabbatten. Dette har han ikke gjort med nogen anden skabning ... Betydningen af dette er især den, at vi heraf skallære at forstå, at den syvende dag fornemmelig passer sig for og bør anvendes til gudstjeneste. Thi helligt kaldes det, som er afsondret fra alle andre skabninger og indviet til Gud, at hellige vil sige at udvælge og sætte til side til helligt brug eller gudstjeneste.« »Derfor er sabbatten fra verdens begyndelse beskikket til gudstjeneste. Og således skulle den menneskelige natur, såfremt den var forblevet i sin uskyldighed og arvelige retfærdighed, have prist Guds ære og hans velgerninger, og på sabbatten skulle menneskene have talt med hinanden om Guds, deres Skabers, usigelige godhed.«

»Og om nu end mennesket ved synden har tabt Guds erkendelse, så har Gud villet, at budet om at hellige sabbatten skulle forblive, og har villet, at man på den syvende dag skulle øve og indprente hans ord og gudstjenesten, sådan som den af ham er forordnet, på det vi mennesker først skal betænke, hvad der fornemmelig er vort kald og vor stand, nemlig at vor natur er skabt til, at vi skulle erkende og prise Gud.«

Synden forstyrrede dette samfund og forhindrede Adam i at holde sabbattens dag hellig. Thi hvorledes kunne han med ærefrygt ihukomme Skaberen og hans store værk, så længe han var en oprører, der måtte blues og fly for Guds ansigt? Budet siger jo: »Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig.« Men intet vantro eller vanhelligt menneske kan gøre noget, der er helligt.

Derfor glædes vort hjerte inderligt ved at erfare, at Kristus har skaffet forsoning for vore synder, og at han kan forlige os med Gud. Først da bliver det muligt for os at helligholde sabbatten. Vor kære Frelser har genvundet denne velsignelse for mennesket ved sit dyrebare evangelium, så at den ikke er helt tabt. Om end sabbatten i nogen tid lyser med mindre glans, så er den dog kær for ethvert troende menneskes hjerte, som ydmygt modtager Guds dyrebare ord. Og tiden nærmer sig, da den skal stråle med fornyet glans på den ny jord. »Thi ligesom de nye himle og den ny jord, som jeg skaber, skal bestå for mit åsyn, lyder det fra Herren, således skal eders afkom og navn bestå. Hver måned på nymånedagen og hver uge på sabbatten skal alt kød komme og tilbede for mit åsyn, siger Herren.« Es. 66,22.23. En skygge eller ceremoni kunne ikke fortsætte på den ny jord. Derfor er sabbatten ingen skygge.

Det ville jo også være aldeles utænkeligt, at sabbatten skulle være hellig fra skabelsen til loven og fra loven til Kristus, men ugyldig fra Kristi tid til verdens ende for på den ny jord atter at blive hellig.

3. Sabbatten var i verden før synden. Hvor der ingen synd er, kan der heller ikke være ceremonier eller forbilleder på forsoning.

Altså kan Herrens sabbat ikke forandres eller afskaffes som et ceremonibud, og de, der lærer således, begår en alvorlig fejl. Mange påstår alligevel, at sabbats budet er et ceremonielt bud; andre hævder, at en del af budet er moralsk, men at det at holde sabbat på den syvende dag, således som det står i budet, er en ceremoniel handling. De mener, at når de holder søndagen hellig, hvad Guds ord slet ikke på byder, så bliver handlingen udelukkende moralsk. Med andre ord: når man river en del af Guds bud bort og sætter et menneske bud i stedet, så bliver Guds bud udelukkende moralsk! Dette må enten hidrøre fra meget dunkle begreber om, hvad disse udtryk - moralsk og ceremonielt - betyder, eller det kan skyldes uvilje mod at anerkende en sandhed, som måske kunne medføre tab af penge og ære.

Moralsk betyder: at være den moralske lov underdanig, at rette sig efter retfærdighedens regler, at være ren. Guds lover målestokken for retfærdighed. Altså kan det ikke være moralsk at handle i modstrid med loven, langt mindre at driste sig til at forandre den.

Loven om ofringer og tjenesten i templet har man kaldt ceremoniloven. Guds ord kalder den loven, som kun har »en skygge af de kommende goder« (Hebr. l0,1). Dersom sabbatten blev til før synden, hvad enhver, der indrømmer, at den fandtes i Paradiset, må tilstå, kan den ikke være en skygge eller et forbillede på frelse fra synd, således som tilfældet var med ofringerne; thi der var ingen synd på jorden, før Adam syndede.

Hvis De alligevel påstår, at sabbatten (eller det at holde sabbat på den syvende dag) er en ceremoni eller en skygge, vil De da sige os, hvad denne skygge betegner?

Nogle siger, at sabbatten er et forbillede på den hvile, som er tilbage for Guds folk. Dette beviser det modsatte af, hvad de mener, som bruger denne indvending; thi enhver skygge må nødvendigvis nå til virkeligheden eller det legeme, som kaster den, men forjættelsen om at indgå til den himmelske hvile er endnu tilbage. Hebr. 4,1.

Guds folk er endnu ikke indgået til den evige hvile. Kap. 11,39.

Altså har sabbatten ifølge dette argument endnu fuld gyldighed.

Spørg dem, som siger, at sabbatten er en ceremoni eller et forbillede, hvad den er et forbillede på, og lad dem bevise deres påstand med Guds ord. Lad dem dernæst finde en eneste befaling i Bibelen om at holde søndagen hellig eller et eksempel på, at nogen har holdt den hellig, eller et sted, hvor den første dag bliver kaldt sabbat. Men hvis de ikke kan gøre det, så lad menneskemeninger stå for, hvad de er værd. Det, som Guds ord ikke lærer, er ikke nødvendigt til frelse. Den hellige skrift alene kan gøre os vise til frelse (2 Tim. 3,15.)

4. Den syvende dag er endnu hellig; thi lige så sikkert som Gud udførte skaberværket i de seks dage, lige så sikkert er det, at han helligede den syvende dag. Og lige så lidt som menneskene kan forandre solens og månens bane eller jorden med det, som er på den, lige så lidt kan de forandre eller afskaffe den hellighed, Gud har iklædt den syvende dag. Menneskene kan være ulydige og synde imod Gud; men selvom alle mennesker foragter eller vender sig bort fra den levende Guds ord, så kan det dog ikke forandre et bogstav eller en tøddel eller omstyrte den almægtige Guds værk.

Dette viser, at kun en dag i ugen kan være sabbat, mens de andre seks dage er arbejdsdage. Ingen anden dag end den, på hvilken Gud hvilede, kan være sabbat. Men Gud hvilede på den syvende dag eller lørdagen.

II. Den syvende dags helligholdelse er befalet i Guds lov.

1. Guds moralske lov, som er klart udtrykt i de ti bud, er bygget på kærlighed; thi den har alene til hensigt at fremme vort sande ve og vel. Vi har kendt disse bud fra barndommen af. Måske har vi levet en del af vor tid i vantro og overtrædelse af Guds gode lov.

Dersom vi siden har vendt os til Gud, har vi lært at elske hans bud.

Lovens overtrædelse har bragt os sorg og bedrøvelse, uro og smerte - ondt - intet andet end ondt. Men når vi af kærlighed til Gud lyder hans gode bud, så bringer det stor fred og velsignelse. Ethvert af Guds bud er kærligt og godt. Derfor kan vi også anbefale dem til vore medmennesker som mere værdifulde end sølv og guld; thi de bringer os mere lykke og velsignelse.

»Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt." Rom. 7,12. Guds lov var god på Paulus' tid. Den er god i dag. Den kan ikke tabe sin værdi. Den er et korrekt udtryk for Guds hellige og velbehagelige vilje. Den, der elsker Gud, må derfor også nødvendigvis elske hans bud. »Derpå kender vi, at vi elsker Guds børn: når vi elsker Gud og gør efter hans bud. Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.« 1 Joh. 5,2.3. Alle Guds hellige mænd har elsket hans bud. David siger: »Din munds lover mig mere værd end guld og sølv i dynger.« Sl. 119,72. Og atter: »Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på den." Vers 97.

2. Guds lov, som er udtrykt i de ti bud, er fuld af himmelsk visdom. Den er kommet direkte fra Gud, som selv talte den med sin mægtige røst i alt folkets påhør. (5 Mos. 4,12-13.) Seks hundrede tusind mænd foruden kvinder og børn var vidne dertil. Deres efterkommere er endnu iblandt os og vil bevidne det samme. Over tre tusind år er henrundet siden den tid, og menneskene har gjort store fremskridt i oplysning og videnskab; men ingen har kunnet frembringe en bedre grundlov end de ti Guds bud. Ethvert lands love indeholder flere eller færre af disse grundprincipper. Og er ikke menneskelige love gode i samme grad, som de stemmer overens med Guds lov? Jo, i sandhed! Denne lov må derfor være af guddommelig oprindelse; thi der er en visdom i den, som overgår al menneskelig visdom.

Dette bevidner Guds ord også på det klareste: » Herrens lover fuldkommen, kvæger sjælen, Herrens vidnesbyrd holder, gør enfoldig vis.« Sl. 19,8. »For alting så jeg en grænse, men såre vidt rækker dit bud." Sl. 119,96. »Hvis I virkelig opfylder den kongelige lov, som efter skriften lyder: »Du skal elske din næste som dig selv,« handler I ret; men hvis I viser personsanseelse, begår I synd og stemples af loven som overtrædere. Thi den, der holder hele loven, men blot på et punkt snubler, er blevet skyldig i alle.

Thi han, som sagde: »Du må ikke bedrive hor," har også sagt: »Du må ikke slå ihjel.« Dersom du da ikke bedriver hor, men slår ihjel, er du dog blevet overtræder af loven.« Jak. 2,8-11. Her taler apostelen om de ti bud og nævner udtrykkeligt to af dem. Og han kalder denne lov den kongelige lov. Den er udstedt af den højeste majestæt.

3. De ti bud er adskilte fra al anden lov ved Guds egen foranstaltning, idet Gud selv skrev dem på to stentavler og lod dem nedlægge i arken, som blev anbragt og opbevaret i det allerhelligste i helligdommen. (2 Mos. 24,12; og 31,18.) De kaldes Guds pagt. (5 Mos. 4,13.) Pagtens ark er nu i templet i Himmelen. (Ab. 11, 19.) Den jordiske helligdom var en lignelse af den himmelske. (2 Mos. 25,40; Hebr. 8,5.)

4. Guds lover uforanderlig. Ingen uden den store Lovgiver selv kan forandre Herrens lov, men han har aldrig gjort det, for en så vigtig sag ville han have omtalt i sit ord. Bibelen siger imidlertid ikke et ord derom.

Herren har ikke forandret sin lov: »Jeg bryder ikke min pagt og ændrer ej mine læbers udsagn.« Sl. 89,35. Kristus har ikke forandret den: " Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen.« Matt. 5,17-18. Heller ikke apostlene har formastet sig til noget sådant. »Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej, langtfra! Vi stadfæster loven.« Rom. 3,31.

5. Vor børnelærdom lærer, at de ti bud er Guds lov, og at den endnu står ved magt.

Pontoppidans Forklaring, første del. Om loven eller de ti Guds bud:
Hvor mange slags love havde Gud givet i Det gamle Testamente?

Tre slags:
1) den ceremonialske kirkelov,
2) den verdslige politi og regeringslov,
3) den moralske lov.

Hvilken af disse love står endnu ved magt?
Den moralske lov, som indeholdes i de ti Guds bud.

Kan denne lov ikke afskaffes?
Nej, thi den grunder sig på Guds hellige og retfærdige natur.

Hvad nytter loven de troende?
Den underviser dem om, hvad de skal gøre og lade.

Er de troende underkastet lovens tvang og forbandelse?
Nej, thi derfra har Kristus genløst dem.

Er da den troende ej skyldig at leve efter loven?
Jo, visselig.« Balles Lærebog, sjette kapitel, § 2, anm.:

»Guds lov, som indbefattes i de ti bud, er vel først og fornemmelig bleven jøderne foreskreven; men samme indeholder dog sådanne pligter, som ethvert menneske til hver tid bør iagttage, fordi den sigter både til at befordre vort eget og andres sande gavn.«

6. Guds lover befalet til alle mennesker. Mange siger, at det er »jødisk« at holde den syvende dag. "Den gamle sabbat er jødisk.« Men det er en dårlig undskyldning. Jøderne er et folk, som Gud har udmærket frem for alle andre folk. »Hvad fortrin har da jøden, eller hvad gavn gør omskærelsen? Meget i alle måder; først og fremmest det, at de jo har fået Guds ord betroet.« Rom. 3,1-2.

»De er jo israelitter, dem tilhører barnekårene og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og forjættelserne, dem tilhører fædrene, og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus, som er over alle ting, Gud højlovet i evighed! Amen.« Rom. 9,4.5. Profeterne var jøder, Kristus var en jøde, og det samme var alle hans apostle. Hele det dyrebare Guds ord, som vi har, er kommet fra jøderne.

Guds lover ikke jødisk, fordi den først blev givet til dem. Den blev givet til alle mennesker uden forskel. »Enden på sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.« Præd. 12,13-14. » Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud.« Rom. 3,19. »Det var også ham (Moses), som, dengang menigheden var i ørkenen, både færdedes sammen med engelen, der talte til ham på bjerget Sinaj, og sammen med vore fædre; og han modtog levende ord, som han skulle give til jer.« Apg. 7,38.

7. Hvad siger Guds lov om sabbatten? »Kom hviledagen (Sabbatten) i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.« 2 Mos. 20,8-11.

Hvad står der skrevet her - hvorledes læser vi? Hvad er det, vi skal komme i hu?
"Sabbattens dag.«

Hvilken dag er det?
»Den syvende dag er sabbat.«

Er ikke også den første dag sabbat?
"I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning.«

Men hvorfor er netop den syvende dag sabbat?
"Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.«

Har Gud da aldrig helliget nogen anden dag?
Nej, Bibelen indeholder ikke et eneste ord derom, og derfor har han heller ikke gjort det. Derved måtte han jo have omstyrtet sit første værk, da han arbejdede i seks dage og gav mennesket de samme seks dage i ugen til at arbejde i.

Men er det da synd at arbejde på den syvende dag?
"' Men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre.«

Hvad er synd?
"Synd er lovbrud.« (1 Joh. 3,4.)

Men når man nu hviler på den første dag, vil Gud da ikke antage dette i stedet?
"Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.« »Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneske bud.« (Matt. 15,6.9.)

Søndagens helligholdelse er intet andet end et menneske bud. Der findes ikke et ord i Bibelen om, at vi skal helligholde den første dag i ugen. De siger, at Deres samvittighed ikke besværer Dem, når De arbejder på den syvende dag. Måske Deres samvittighed sover i dette tilfælde. Når man fremturer i en synd, bliver man forhærdet, og samvittigheden tier til sidst stille. Gud kan ikke lempe eller forandre sit ord efter vor samvittighed; det er vor pligt at oplære samvittigheden efter Herrens ord.

Dersom det ikke er Guds tydelige ord, der er fremsat her, beder jeg Dem indtrængende om ikke at bekymre Dem derom. Men dersom det er den store Jehovas eget ord og bud og sabbat, så formaner jeg Dem ""indtrængende for Guds åsyn og for Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og med tanke på hans tilsynekomst og hans rige« (2 Tim. 4,1), at De ikke vender ørene bort fra sandheden til fabler, men at De modtager den sunde lærdom, så Menneskesønnen ikke skal skamme sig over Dem på den yderste dag.

8. Hvad bliver der så af alle de gamle kirkefædre, som ikke holdt den syvende dag?

Vi lever i en tid, da der er mere oplysning end den gang; thi de levede midt i det pavelige mørke. Om vor tid står der udtrykkeligt skrevet: " ... Mange skal granske i den (Daniels bog), og kundskaben skal blive stor.« Dan. 12,4. »Men retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.« Ord. 4,18.

De siger måske, at når man blot tror og vandrer som fædrene, så er det nok. Således taler Guds ord ikke. Sandheden, Guds eget ord, ligger tydeligt foran Dem. Vil De antage den? Vi kan ikke tro på Luther og forvente frelse. Han var en Guds tjener efter det lys, Herren gav ham. Gud skal dømme fædrene, og han vil også dømme os, ikke efter hus postiller eller trosbekendelser, men efter sit hellige og uforanderlige ord. Og dette ord vil stå med flammeskrift, klart som en brændende lue for Deres øje på Herrens store og forfærdelige dag, som ikke er langt borte.

9. Vend Dem bort fra synden. Synden er lovens overtrædelse og folkets fordærvelse. Søg Jesus, mens han findes. Måtte han skrive sin lov i Deres hjerte, ikke blot de ni bud, men alle ti, og alle de kærlighedsgerninger som følger deraf, både imod Gud og næsten!

Men dersom De med forsæt vedbliver at overtræde et af Guds bud, da hedder det: »Thi den, der holder hele loven, men blot på et punkt snubler, er blevet skyldig i alle.« Jak. 2,10. Dersom De nu ikke stjæler, men arbejder på sabbatten, så er De blevet lovens overtræder. Men mærk vel: vi taler ikke her om synd af uvidenhed eller svaghed. »Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset ..." Joh. 3,19. Måtte Herren hjælpe Dem til at vælge lyset! »Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde." l Joh. 5,3.

III. Gud har givet forjættelser om evigt liv til dem, der helligholder Herrens sabbat.

Hermed mener vi på ingen måde, at vi kan fortjene det evige liv ved at holde sabbatten; thi vore bedste gerninger er ufuldkomne, og vi gør ikke mere, end vi er skyldige. Vi har jo alle syndet og mangler herligheden fra Gud. Men på den anden side har Gud aldrig lovet at frelse os i vore synder, men fra vore synder. »Hvad skal vi da sige? skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større? Nej, langtfra! vi, som jo er døde fra synden, hvordan kan vi stadig leve i den?" Rom. 6,1-2. Troens og Åndens frugter må frembringes, ellers er det blot en død tro eller tom kundskabstro.

Lydighed må nødvendigvis være en af disse frugter. Thi Gud sendte sin egen Søn til et syndoffer »for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden". Rom. 8,4.

Det er let at forstå, hvad det er hos mennesket, som strider imod Herrens bud, for »kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det".

7. vers. Mange taler, som om der ikke kunne være noget tilbage af de kødelige sanser, når de en gang er omvendt. Lad os vogte os, så de kødelige sanser ikke kommer til at råde. På den ene side står Guds herlige forjættelser, på den anden side står venner, slægtninge, penge og ære. »Jesus sagde: »Sandelig siger jeg eder: der er ingen, som har forladt hjem. ... eller marker for min og for evangeliets skyld, uden at han skal få det hundredfold igen, nu her i tiden. ... og i den kommende verden evigt liv." Mark. 10,29.30.

»Så siger Herren: Tag vare på ret og øv retfærd! ... Salig er den, der gør så, det menneske, som fastholder dette: holder sabbatten hellig og varer sin hånd fra at øve noget ondt ... Thi så siger Herren: Gildinger, som holder mine sabbater, vælger, hvad jeg har behag i, og holder fast ved min pagt, dem vil jeg give i mit hus, på min mure et minde, et navn, der er bedre end sønner og døtre; jeg give . dem et evigt navn, et navn, der ikke skal slettes." Es. 56,1-5. »Vare du din fod på sabbaten, så du ej driver handel på min helligdag kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer de ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talet." Es. 58,13-14.

At samme tro og lydighed kræves af de kristne på vor tid, vise apostelen Paulus tydeligt i Apg. 24,14-16. »Men dette bekende jeg for dig, at jeg følger den »vej«, som de kalder et parti, og tjene vor fædrene Gud således, at jeg tror på alt det, som står skrevet i loven og hos profeterne ... Derfor øver jeg mig også selv i altid at have en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker.« Der som vi har samme tro som Paulus i dette stykke, så tror vi, at del syvende dag er Herrens sabbat og vil gerne helligholde den, for således siger loven og profeterne. Når mennesker håner os derfor kan vi glæde og fryde os; thi det er godt at lide i denne verden en kort tid, hvis så skal være, for at vi siden kan få en plads i Gud hus og evige rige.

IV. Den syvende dag er Det ny Testamentes sabbat.

Ordet sabbat forekommer 59 gange i Det ny Testamente og betegner på hvert af disse steder den syvende dag. Men ingen andel dag i ugen kaldes sabbat. Den første bog i Det ny Testamente Mattæus-evangeliet, blev skrevet omtrent 30 år efter Kristi opstandelse, og den sidste, Johannes' Åbenbaring, omtrent 65 år efter vor frelsers opstandelse. Dersom nogen anden dag i ugen end den sy vende dag den gang var sabbat, så måtte de have vidst det og skrevet derom. Johannes kalder den syvende dag sabbat 60 år efter Kristi opstandelse. Ethvert skrift er indblæst af Gud. (2 Tim. 3, 16.)

»Taler nogen, skal han tale Guds ord ..." 1 Pet. 4,11. Hvem tale som Guds ord: den der kalder den første dag sabbat, eller den de kalder den syvende dag sabbat?

Når man betænker, at Det ny Testamente blev skrevet i tider mellem 23 og 65 år efter Kristi opstandelse, er det da rimeligt at tro, at sabbatten, et af Herrens bud, kunne være forandret eller afskaffet, uden at apostlene ville nævne et eneste ord derom? Læg mærke til, hvilken strid der opstod iblandt dem, da der blot var tale om omskærelsen, som henhørte til den gamle pagt! Apg. 15.

Men da de var forsamlet, blev de til sidst enige om, at denne skik var afskaffet, og at ingen skulle lade sig besvære dermed. Dersom der var så megen strid om omskærelsen, hvilken strid ville der da ikke være opstået, dersom apostlene havde begyndt at forandre sabbatten, et af de bud, som Gud skrev med sin egen finger - den dag, som den almægtige Gud selv havde helliget!

Men apostlene søgte aldrig at forandre sabbatten. Dette har et fjendsk menneske gjort. Denne forandring er ikke af Gud. Pavemagten er den magt, om hvilken Gud selv har forudsagt: " ... han skal sætte sig for at ændre tider og lov ...« Dan. 7,25. Kejser Konstantin befalede i år 321, at hans undersåtter, som boede i byerne, skulle hvile om søndagen, men han gav denne lov som et rent politisk påbud. Han sagde intet om, at det skulle træde i stedet for Guds bud. Derimod har den katolske kirke forklaret budet således, at når man holder søndagen, så træder søndagshelligholdelsen i stedet for helligholdelsen af den syvende dag, og dermed Opfylder man efter dens opfattelse Guds bud. Mange protestantiske kirker er fulgt i moderkirkens fodspor og har således opfyldt profetiens ord, som siger, at "hele jorderig fulgte undrende efter dyret« (Åb. 13,3).

Lad os sammen undersøge nogle få steder i Det ny Testamente angående denne sag. Matt. 12,1-12: Her ser vi, at Jesus kalder den samme dag sabbat, som jøderne kaldte sabbat, nemlig den syvende dag. Men de havde lagt deres egne skikke og ceremonier til Guds bud, og Jesus viste dem, at dette ikke var velbehageligt for Gud.

Han lærte dem, at der var nødvendige gerninger, som måtte udføres på sabbatten, og at den allerbedste gerning på Herrens dag var at hjælpe og trøste de syge og trængende. Enhver må afgøre for sig selv, hvorledes han i overensstemmelse med Guds ord bedst kan ære Gud og udføre hans gerning på Herrens hellige dag.

Matt. 24,20: »Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat.« Her lagde Frelseren en bøn i sine disciples mund, som bestandig skulle minde dem om, at sabbatten ikke var afskaffet endnu på det tidspunkt, da Jerusalems ødelæggelse indtraf, hvilket skete år 70 e. Kr. Men dersom de kristne antog og holdt sabbatten 70 år efter Kristus, så bør de kristne også i vor tid antage og holde sabbatten. Den, der handler og tror anderledes, er, i det mindste hvad det angår, afveget fra »den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige« (Jud. 3).

Mark. 2,27-28: »Og han sagde til dem: »Sabbatten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Så er da Menneskesønnen også herre over sabbatten.«« Sabbatten er den syvende dag. Altså blev den syvende dag en hviledag og en helligdag for menneskets skyld. Var det, for at mennesket skulle arbejde på den og vanhellige den? Nej, men for at det på den dag helt kunne lægge sine jordiske bekymringer til side og leve i et mere inderligt samfund med Gud, for at det kunne ihukomme sin Skaber og den rene og hellige tilstand, der eksisterede før syndefaldet, og beredes til den evige hvile, som Gud har lovet sit folk.

Videre lærer vi her, at sabbatten, den syvende dag, ikke blev til for jøderne alene, men for mennesket eller hele menneskeslægten.

Vi lærer også, at Menneskesønnen, Kristus, er herre over sabbatten, der er denl syvende dag. Måske siger De, at han er herre over alle dage. Vi svarer: ikke i denne forstand. Han har ingen steder sagt, at han er herre over den første dag i ugen. Han har givet de seks dage fra søndag til fredag til menneskene. Hvorfor er vi ikke tilfredse med det? Hvorfor skal vi lave om på den ordning, som Herren har indført? Hvorfor skal vi vanhellige den dag, som hall har helliget?

Har ikke Sønnen hvilet på sabbatten og helliget den lige så vel som Faderen? Var Jesus ikke enig med Faderen om at give de ti bud til menneskene? Er ikke Faderen og Sønnen et? Har Faderen en hviledag og Sønnen en anden? Hvilken forvirring! Men Guds værk og anordninger er fuldkommen harmoni og orden. Vil vi rette os efter Guds forordning, eller skal han rette sig efter os?

Mark. 16,1-2: »Da sabbatten var omme, købte Maria ... vellugtende salver for at gå hen og salve ham. Og ganske tidlig på den første dag i ugen kommet de til graven ... « Her ser vi, at sabbatten var forbi, da den første dag kom. Sabbatten var altså dell dag, som gik forud for den første dag, søndagen. »Så kom han til Nazaret, hvor hall var vokset op. Og på sabbatsdagen gik han efter sin sædvane ind i synagogen. Og han stod op for at forelæse.« Luk. 4,16.

Det var Jesu sædvane på sabbatsdagen at samles med dem, der tilbad Gud og læste hans ord. Dette blev ganske givet nedtegnet for vor skyld, for Det ny Testamente blev ikke skrevet for at oplyse menneskene om, hvad der tilhørte den gamle pagt, men det er udelukkende skrevet for Jesu efterfølgere blandt alle folk og tungemål. At følge i Jesu fodspor, så vidt som det er muligt for skrøbelige mennesker, er i sandhed kristendom. »Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.« 1 Pet. 2,21. »Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som Han vandrede.« 1 Joh. 2,6. At følge Jesu eksempel kan ikke føre nogen på vildspor, for han er »vejen og sandheden og livet« (Joh. 14,6). At Jesus holdt den syvende dag hellig og ærede Herrens sabbat, kan ingen med god grund modsige. Men hvem følger de, der holder søndagen som sabbat? De følger afgjort ikke vor frelser i dette stykke, for han har aldrig holdt søndagen.

Luk. 23,54-56: »Det var beredelsesdag, og sabbatten stundede til.« »Så vendte de tilbage og tilberedte vellugtende salver og olier; men sabbaten over holdt de sig stille efter lovens bud.« Her har vi et tydeligt eksempel på, hvorledes Jesu egne disciple ærede Herrens sabbat. Er den da ikke lige så hellig i dag?

Apg. 13,14 og 42-44: »Men selv drog de videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien. Og på sabbatsdagen gik de ind og satte sig i synagogen.« »Men da de gik ud, bad man om, at der også næste sabbat måtte blive talt til dem om dette.« »Den følgende sabbat samledes næsten hele byen for at høre Guds ord.« Her var både apostlene, jøderne og hedningerne enige om at kalde den syvende dag sabbat, hvilket beviser, at den syvende dag var sabbat; thi ellers ville de ikke have kaldt den ved dette hellige navn. Det var i år 45 e. Kr., at Paulus og Barnabas holdt disse møder i Antiokia i Pisidien, altså 14 år efter Kristi opstandelse. Det 43. vers viser, at de gennem troen var kommet under nåden, og i det 52. vers kaldes de disciple. Den syvende dag blev af apostlene og de første kristne altså betragtet som Herrens sabbat. Og disse kristne blev vundet af hedningerne.

Dette skriftsted såvel som mange andre lignende beviser tillige uimodsigeligt sabbatens eksistens i de første kristnes tid. Dersom Apostlenes Gerninger er en sandfærdig beretning om de ting, der eksisterede og foregik på hin tid, så er det ubestrideligt, at der var en by, som hed Antioka, at der var en synagoge i samme by, og at der på den tid var en dag, som kaldtes sabbatsdagen. De kunne ikke gå ind i synagogen, hvis der ikke var nogen synagoge. De kunne heller ikke gå derind på sabbatsdagen, hvis denne dag ikke eksisterede på den tid. At det var den syvende dag, som her kaldes sabbatsdagen, kan der ikke være tvivl om, da jøderne kaldte den således og åbnede deres synagoge på den dag, for jøderne har aldrig kaldt nogen anden end den syvende dag for sabbatsdagen, og Guds ord kalder heller ikke nogen anden dag sabbat. Enten blev den gamle sabbat afskaffet ved Kristi kors, eller også blev den ikke afskaffet. Dersom den blev afskaffet, så var den ikke mere sabbat efter den tid.

I så fald har apostlene ført os bag lyset, når de alligevel kalder den sabbatsdagen fjorten år efter, at den var afskaffet. De har gjort sig skyldige i en utilgivelig efterladenhed, hvis det var deres mission at indføre en ny sabbat, og de alligevel ikke skrev eller talte et eneste ord derom. Men dersom sabbatten ikke blev forandret ved Kristi død og opstandelse, så havde apostlene ret og handlede som Guds tro sendebud, når de kaldte den syvende dag sabbatsdagen. Herren sørgede for, at det blev nedskrevet, for at enhver, som ønsker at kende sandheden, kan blive oplyst derom.

Det samme gælder Jesu virksomhed og indstilling i denne sag.
Han ofrede en del af sin tid på at fortælle menneskene, hvad de i overensstemmelse med Guds lov måtte gøre eller ikke gøre på Herrens sabbat. Han kalder bestandig den syvende dag sabbat og taler aldrig om, at den skulle afskaffes eller var nær ved at forsvinde. Ej heller nævner han med et eneste ord, at han var kommet for at indføre en anden sabbat. Nogle påstår, at Herrens sabbat er helt afskaffet, andre, at den er forandret til den første dag. De bekender sig til at være Jesu disciple - lærlinge af den himmelske Mester.

De mener, at det nødvendigvis hører med til kristendommen at bortkaste den gamle sabbat og antage en ny i stedet, og de kalder dette et meget vigtigt punkt i deres lære. Det er altså efter deres mening en del af kristendommen eller Kristi mission og værk på jorden. Prøv at tænke det igennem. Den himmelske Lærer blev sendt på sin mission, og det var en del af denne, at han skulle afskaffe den gamle sabbat og indføre en ny. Men han glemmer fuldstændig at sige et eneste ord herom. Hvem vil tro noget sådant?

Jesus talte og udrettede alt, hvad hans Fader bød ham udrette. Han glemte intet. Derfor har han heller ikke afskaffet den gamle sabbat og indført en ny, i så fald ville han have sagt det. Derfor bør Jesu disciple og efterfølgere heller ikke indføre eller lære noget, som han aldrig har lært eller indført. »En discipel står ikke over sin mester, ej heller en tjener over sin herre.« Matt. 10,24. »En discipel står ikke over sin mester; men enhver, som er udlært, skal være som sin mester.« Luk. 6,40.

Nogle undskylder sig med, at sabbatsbudet ikke er ordret gentaget i Det ny Testamente, og at apostlene ikke har indskærpet sabbatten så meget, som de mener, at de burde have gjort, dersom den syvende dag endnu var sabbat.

Det andet bud er heller ikke gentaget ordret i Det ny Testamente. Derfor er det alligevel ikke rigtigt at lave udskårne billeder og tilbede dem. Intet af budene er befalet på ny i Det ny Testamente, og det ville også være selvmodsigende, når de aldrig har været ophævet, men der hentydes til dem her og der. Flere af dem er ikke omtalt nær så ofte som sabbatten, der omtales 59 gange. Overvej de foregående betragtninger med alvor, som var det for Guds ansigt, og dersom De kan indse, at de er sandhed efter Guds ord, så antag sandheden, så den kan frigøre Dem fra menneskelig trældom og gøre Dem til Kristi lydige barn. »I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers trælle!« 1 Kor. 7,22-23. Sandheden vil bringe Dem sand lykke og velsignelse både for tid og evighed.

Vi mener ikke, at dette ene punkt, sabbatten, er hele Guds sandhed, eller at den er vigtigere end alle andre sandheder. Guds ord er fuldt af himmelsk visdom. Men vi tror, at Herrens sabbat er et led i den guddommelige kæde af harmoniske og dyrebare sandheder. Derfor er det ret, at ethvert fornuftigt menneske grundigt overvejer alt, hvad Guds ord fortæller om sabbatten.

»På sabbatsdagen gik vi uden for byporten, langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus; og vi satte os og talte med de kvinder, som var kommet sammen ...« Apg. 16,13. Dette var i Filippi i Makedonien, i en romersk by. Her havde apostlene slet ingen grund til at kalde den syvende dag sabbatsdagen af hensyn til jøderne, hvis de da ikke selv troede og lærte, at den i sandhed var den rette kristne sabbat. Og dersom vi virkelig tror, at den hellige skrift er indblæst af Gud, så behøver vi heller ikke at tage fejl eller være uenige i troen angående denne sag, men kan på sandhedens grundvold komme til enhed i troen.

»De fulgte nu vejen gennem Amfipolis og Apollonia og kom til Tessalonika. Der havde jøderne en synagoge; og efter sin sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre sabbater samtalede han med dem ud fra skrifterne.« Apg. 17,1-2.

Vi lærer her, at det var apostlenes fromme sædvane at samles med andre om Herrens ord på hans hellige dag og i hans hus, hvor og når der gaves anledning dertil. I denne sædvane efterfulgte Paulus Kristus. Måtte vi også lære at følge ham!

»Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korint. Der traf han en jøde ved navn Akvila ... og da han havde samme håndværk, blev han hos dem, og de arbejdede sammen; de var nemlig teltmagere af håndværk. Men hver sabbat førte han samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere.« »Så slog han sig ned der et år og seks måneder og lærte Guds ord iblandt dem.« Apg. 18,1-4 og 11. Af dette kan man ikke forstå andet, end at Paulus arbejdede på de seks dage i ugen, men på den syvende dag, lørdagen, prædikede han og anerkendte den som sabbat. Eftersom apostelen blev i Korint så længe, og det var der, korinternes menighed blev stiftet, så måtte de også nødvendigvis lære af ham at betragte den syvende dag som Herrens sabbat, hvilket viser, at den syvende dag var sabbat for de første kristne, og at den derfor endnu er den rette sabbat for alle kristne.

At den syvende dag er den ny pagts sabbat, beviser klart, at den er sabbat for de kristne til alle tider. Det gamle Testamente blev givet under den gamle pagt, Det ny Testamente under den ny pagt.

Den lærdom og det eksempel, der findes i Det ny Testamente, er derfor skrevet udtrykkeligt for de kristne. Mattæus-evangeliet blev skrevet omtrent 30 år efter Kristi opstandelse. Det kunne altså ikke angå en pagt, som på den tid var forsvundet for længe siden. Enhver, som vil være retfærdig, må indrømme, at alt, hvad der er anført ovenfor, og hvad der ellers findes i Det ny Testamente om Herrens sabbat, ikke er skrevet med henblik på jøderne som et folk eller tilpasset deres meninger og heller ikke for at opretholde en forældet husholdning, men for at undervise de kristne. Dette omstyrter aldeles den vage påstand, som man så ofte støder på, at dette og hint blev talt til jøderne eller om dem eller iblandt dem og derfor ikke angår os. Intet kan være mere forkert. Hvornår og hvad og til hvem og af hvem der end blev talt - dersom det findes i Det ny Testamente, så blev det skrevet udelukkende for den kristne tidsalder.

Således er også Jesu lærergerning og virksomhed i de tre og et halvt år før hans død - skønt de foregik under den gamle pagt dog udelukkende beregnet på at indføre og stadfæste den ny pagt. Jesus kom ikke for at genoprette en pagt, der var nær ved at forsvinde, og som ophørte ved hans død. Han er ikke den gamle, men den ny pagts mellemmand. (Hebr. 9,15.) Og denne ny pagt skulle han stadfæste med mange af jøderne i den sidste af de 70 uger eller 490 år, som var givet til jøderne. Profeten siger: »Og pagten skal ophæves for de mange i en uge, og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre ...« Dan. 9,27. Kristus befæstede altså den ny pagt blandt jøderne i tre og et halvt år efter sin død. Og som en følge heraf blev tusinder omvendt til Gud og forenet med menigheden.

At Jesu lære og liv, fra den tid han tiltrådte sin lærergerning, således udelukkende befæster den ny pagt, giver klarhed og kraft til de betragtninger, som er fremsat i denne traktat. Nu kan vi forstå, at vor Frelser har givet os megen undervisning om Herrens sabbat; thi hvad han siger, gælder os. Det, der er skrevet om sabbatten, angår os. Og når Kristus siger, at han er Herre over sabbatten (Mark. 2, 28), så fastslår han derved for al tid, at sabbatten hører ham til, den er hans dag. Dersom vi da hører Kristus til, så er den også vor sabbat. Den var sabbat for Adam, patriarkerne, jøderne, apostlene og de første kristne. Den er også sabbat for de kristne på vor tid.

Døm nu selv, kære læser, om ikke de fire omtalte punkter tydeligt bevises i Guds ord, nemlig:
1) Den syvende dag blev af Gud bestemt til sabbat ved skabelsen.
2) Dens helligholdelse er befalet i Guds lov.
3) Gud har givet forjættelser om evigt liv til dem, som holder den hellig.
4) Den er den ny pagts sabbat.

Hvis nu alle de anførte grunde ikke kan bevise, at den syvende dag er sabbat for de kristne på vor tid, så vil jeg spørge: Hvad kan man bevise ud fra Bibelen? Kan De finde flere og tydeligere beviser for, at der er en Gud til? Måtte Herren give Dem nåde til at elske Guds lov af hjertet og helligholde hans sabbat! Da bliver sabbatten et tegn mellem Dem og Herren på, at han er den, som helliger Dem. (2 Mos. 31,13.) »Israelitterne skal holde sabbatten, så at de fejrer sabbatten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt. Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israelitterne ... « 2 Mos. 31,16-17. »Derfor skal I vide, at de, som er af tro, de er Abrahams børn.« Gal. 3,7.

Sabbatten kom ikke ind ved synden, heller ikke for at vise hen til forsoning og oprejsning fra synden. Den er den store Guds værk før syndefaldet. Og dette værk var fuldkomment. For at menneskene ikke skulle glemme Gud eller hans skaberværk gav han dem sabbatten til en evig ihukommelse. »Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren.« Sl. 111, 4. "Men du troner evindelig, Herre, du ihukommes fra slægt til slægt.« Sl. 102,13. Sabbatten er givet til ihukommelse, derfor begynder dette bud forskelligt fra alle de andre: "Kom hviledagen i hu.« Og sabbats budet peger frem for alle de andre hen til den almægtige Skaber:

"Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.« 2 Mos. 20,11.

I tidligere tider var helligholdelsen af Herrens sabbat et kendemærke på den levende Guds sande tilbedere. Det samme vil atter blive tilfældet før Jesu andet komme. Alle Guds børn vil til sidst give efter for sandhedens og kærlighedens milde indflydelse og med glæde samle sig omkring. Guds blid og troen på Jesus« (Åb. 14,2). Når da Herrens sabbat oprinder fra uge til uge, vil de lægge deres arbejde til side og med ærefrygt ihukomme deres store skaber, mens varme bønner opstiger med inderlig tak til den kære frelser, som døde for os, og som nu lever for at gå i forbøn for os. Da længes hjertet efter hans herlige åbenbarelse, syndens og dødens afskaffelse og indgang i vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige, hvor Herrens sabbat vil stråle med usigelig glans og ynde, når Jesu venner samles omkring livets træ i det ny Jerusalem.

Vi finder næsten aldrig en sag så god eller en sætning så klar, at der ikke bliver gjort indvendinger imod den. Vi vil her anføre og besvare adskillige af de indvendinger, som gøres imod, at den syvende dag er Herrens sabbat og bør helligholdes af Jesu efterfølgere.

1. Kristus opstod på den første dag i ugen; derfor skal vi erindre hans opstandelse ved at helligholde den dag.

Den første sætning er rigtig, men den slutning, som drages deraf, er fejlagtig og finder ingen støtte i Guds ord. Men selvom den fandtes, blev det et ganske andet spørgsmål, om man af den grund fik lov til at vanhellige Herrens hviledag og forandre hans bud, eller om vi, ligesom mange tusinde gjorde i kristenheden i det fjerde århundrede, skulle holde sabbat på den syvende dag og tillige samles til opbyggelse på den første dag.

Dersom nogen i Guds ord kan finde, at Jesus eller apostlene har sagt, at vi bør mindes Jesu opstandelse ved at helligholde den første dag, så er der nogen grund til at komme med en sådan indvending. Men det kan man ikke. Man indfører derved noget, som Guds ord ikke har indført. (Es. 1,12.) Hvem har forlangt, at vi skal holde den første dag hellig? Guds ord kræver det ikke. Den hellige skrift kan gøre os vise til frelse ved troen på Kristus Jesus. (2 Tim. 3,15.)

2. Efter opstandelsen mødtes Jesus ofte med sine disciple på den første dag, og derfor må den være hellig.

Hvor ofte var han da sammen med dem på den første dag?

En gang. Luk. 24, 3: »Og se, to af dem vandrede den samme dag til en landsby, som ligger tresindstyve stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus,« og tilbage igen, i alt 20 kilometer. Det minder ikke om en hviledag. Desuden sagde han ikke et ord om sabbatten ved denne anledning eller henviste til nogen forandring desangående.

Joh. 20,19 og 26: »Otte dage efter" siger De, må vel være søndagen efter. Men det er forkert. Prøv en gang at tælle otte dage fra søndag og se, om den dag, der følger efter, kan blive søndag. Der står »otte dage efter«. Det bliver mandag, selvom De tæller den første søndag med. Hvis da søndagen skal være sabbat, fordi Jesus var sammen med sine disciple, så bliver mandagen også sabbat, fordi han samledes med dem på den dag. Og den dag han åbenbarede sig for disciplene ved Tiberias-søen, da de var ude at fiske, bliver også sabbat, for da var han atter samlet med dem. »Dette var allerede tredje gang, Jesus åbenbarede sig for sine disciple, efter at han var stået op fra de døde.« Joh. 21,14. Hvis hver dag, på hvilken Jesus samledes med sine disciple efter sin opstandelse, dermed blev forvandlet til sabbat, så var søndagen sabbat, og mandagen var sabbat, og den dag, disciplene fiskede, var sabbat, og torsdagen var sabbat, for da var Jesu disciple samlet omkring ham, og han blev optaget til Himmelen, mens de så på det. (Apg. 1,6-13.) Derfor falder denne indvending fuldstændig til jorden.

3. Disciplene samledes ofte på den første dag i ugen for at bryde brødet; derfor må den være sabbat.

Dette kan ikke bevises med Guds ord, for der siges ikke, at de kom sammen på den første dag i ugen for at bryde brødet mere end en gang. Apg. 20,7-11. Her ser vi videre, at det var over midnat, da de brød brødet. Men da var den første dag ganske afgjort forbi. Og i kap. 2,46 læser vi: »Enigt og vedholdende kom de daglig i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed.« Og det var torsdag aften, Jesus indstiftede nadveren. Men hvad har alt dette med sabbatten at gøre? Aldeles intet.

Måske vil nogle sige, at det var natten før søndag, de var samlet, eftersom jøderne i overensstemmelse med Bibelen regnede hver dags begyndelse fra solnedgang til solnedgang. Hvad følger så deraf? Svar: at det var om søndagen, de skiltes efter nævnte møde og derefter samme dag straks begav sig på en lang rejse til Milet. Paulus gik til fods til Assus omtrent 50 kilometer, mens de øvrige af selskabet sejlede med et skib omkring landtungen og tog Paulus om bord, da de kom til Assus, hvorpå de straks sejlede videre. Apg. 20,13-14. Dette bringer sandheden temmelig klart for dagen: nemlig at apostlene betragtede og benyttede søndagen som enhver anden arbejdsdag. De holdt møde, når og hvor lejlighed gaves, og derefter arbejdede eller rejste de, eftersom omstændighederne krævede det.

4. Helligånden blev udgydt på pinsefestens dag, og det var på en søndag. Derfor må søndagen være hellig. Apg. 2,1-4.

Den syvende dag blev ikke sabbat, fordi Helligånden blev udgydt på den dag, og der står intet i Guds ord om, at den første dag blev sabbat ved Helligåndens udgydelse, eller at dette har noget med sabbatten at gøre. Lad os se, hvorledes den syvende dag blev indstiftet til en hellig sabbat eller hviledag for mennesket. ",På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført; og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit værk" det, Gud havde skabt og udført.« 1 Mos. 2,2-3.

1) Gud hvilede på den syvende dag, hvorved den blev Herrens sabbat eller hviledag.
2) Gud velsignede den syvende dag, hvorved han udmærkede den frem for andre dage.
3) Gud helligede den syvende dag, fordi han hvilede på den. Derved indstiftede han sin egen hviledag til helligt brug for menneskene.

Således blev sabbaten til, og ingen kan med nogen grund bestride det. Dette er altså den fremgangsmåde, som ifølge den guddommelige visdom behøves for at frembringe sabbatten. Står der noget om, at et sådant værk blev udført på pinsefestens dag eller på den første dag, ved Jesu opstandelse eller på noget andet tidspunkt?

1) Hvilede Gud eller Kristus på den første dag, enten ved skabelsen eller ved opstandelsen eller på noget andet tidspunkt, således at en anden dag på den måde er blevet Guds eller Kristi sabbat eller hviledag?
2) Har Gud eller Kristus velsignet den første dag som sabbat frem for andre dage? Jeg spørger ikke, om han har velsignet menneskene på denne dag. Gud velsigner menneskene hver dag.
Men jeg spørger, om Gud har velsignet den første dag. Der står, at »Gud velsignede den syvende dag«.
3) Har Gud helliget den første dag?
Vil de, der forsvarer og lærer, at søndagen er sabbat, svare på disse spørgsmål? Kan de finde en eneste tekst i Bibelen, som omtaler noget sådant? Og hvis de ikke kan finde en sådan tekst (en sådan findes ikke i Bibelen), vil de da indrømme, at de på dette punkt er i modstrid med Guds ord, og at de, der holder Herrens sabbat, den syvende dag, i det mindste i denne henseende retter sig efter Guds tydelige ord og efter Jesu og apostlenes eksempel?

4) Helligåndens udgydelse skete ikke for at forandre Guds bud, men for at stadfæste det og gøre det levende. Den ånd og det ord, der er udgået fra Gud, har altid været og må altid være i harmoni med hinanden. Men den ånd, der vil lede menneskene til at indføre noget, som ikke stemmer overens med Guds ord, kan ikke være af Gud. Den første dag i ugen nævnes otte gange i Det ny Testamente, og ikke en eneste gang kaldes den sabbat; derfor er den heller ikke sabbat og kan aldrig blive det.

5. Johannes kom under Åndens magt på Herrens dag (Åb. 1,10); derfor må den dag være hellig.

Hvilken dag? Søndag, svarer De, for den kalder vi Herrens dag. Mennesker tager ofte fejl. Vi spørger ikke efter, hvad mennesker finder for godt at sige om denne sag, men hvad Guds ord siger om Herrens dag? »Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag ...« Es. 58,13. »Men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; ...,« 2 Mos. 20,10. »Så er da Menneskesønnen også herre over sabbatten.« Mark. 2,28. Det er altså sabbatten eller lørdagen, som i overensstemmelse med Guds ord er Herrens dag.

6. Sl. 118,24: »Denne er dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os på den!« Den dag, der her omtales, er nådens og evangeliets dag, som vor frelser har bragt til jorden. Lad os fryde os i Herren, fordi han lader nådens dag oprinde for bodfærdige sjæle!

7. »En regner den ene dag for bedre end den anden, andre regner alle dage lige; enhver skal blot være fuldt forvisset i sit eget sind! Den, der lægger vægt på bestemte dage, gør det for Herren, ...« Rom. 14,5-6.

Her siger man, at der findes et argument mod sabbatten. Alle dage er lige, og derfor er den syvende dag ikke mere hellig end de andre dage.

Dersom denne tekst beviser, at Gud ikke har helliget den syvende dag og bestemt den til sabbat, så beviser den samtidig:

1) at en stor del af Guds ord ikke er sandhed,
2) at der ingen sabbat er.

Men det kan ikke være Paulus' mening; thi som vi har set holdt han selv sabbatten.

Reformatorerne indførte en god regel for skriftens fortolkning, som vi har stræbt at følge, og som vi ønsker, at alle andre ville følge. Den lyder således: »Intet bevis skal fremsættes, som ikke er taget af den hellige skrift, og ingen forklaring af skriften skal antages uden den, der drages af Guds ord, idet man forklarer mindre tydelige skriftsteder med sådanne, som er tydelige.« Denne regel blev vedtaget den 4. januar 1528 ved den store disputats i Bern i Svejts, hvor omtrent 350 gejstlige var til stede.

Lad os nu se, om ovennævnte skriftsted virkelig kan anvendes på et af Guds bud. Gud har sagt: du må ikke stjæle. Kan man ikke forstå dette på følgende måde: Den, der lægger vægt på at stjæle, han gør det for Herren. Enhver skal blot være fuldt forvisset i sit eget sind?

Nej, det er helt forkert, siger De. Efter det er førstnævnte argument heller ikke rigtigt, for det ene af Herrens bud er lige så guddommeligt som det andet, og hvis vi kan overtræde eller afskaffe eller forandre et af dem, så kan vi også behandle de øvrige på samme måde.

Der tales i det citerede skriftsted slet ikke om sabbatten, men om de mange årlige festdage og højtider, som alene blev foreskrevet jøderne. De seks arbejdsdage er hverdage. Det er Herren selv, der kalder de første seks dage i ugen arbejdsdage og bestemt adskiller dem fra sabbattens dag. Vi følger derfor ikke vore egne synspunkter, når vi holder Herrens sabbat, men antager i tro Herrens forordning. »Så siger den Herre Herren: Den indre forgårds øst port skal være lukket de seks hverdage, men på sabbatsdagen skal den åbnes, ligeledes på nymånedagen.« Ez. 46,1.

Udtrykket »alle dage«, som Paulus anvender i Rom. 14,5, benyttes i 2 Mos. 16 på samme måde. Det betegner her hver arbejdsdag, men indbefatter ikke Herrens sabbat. »Da sagde Herren til Moses: »Se, jeg vil lade brød regne ned fra Himmelen til eder, og folket skal gå ud og hver dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min lov eller ej. Og når de på den sjette ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler på de andre dage... 4. og 5. vers. Således samlede de nu hver morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når solen begyndte at brænde, smeltede det.. 21. vers. At udtrykket hver dag. ikke indbefattede mere end de seks arbejdsdage, ses klart af de efterfølgende vers, der viser:

1) at der ingen manna faldt på den syvende dag, hvorfor de altså heller ikke kunne sanke noget på den dag,
2) at Gud irettesatte dem, der alligevel gik ud om sabbatten for at sanke, hvilket han ikke ville have gjort, dersom han selv forud havde befalet dem at samle hver dag og havde indbefattet sabbatten i dette udtryk. "Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i dag, thi i dag er det sabbat for Herren; i dag finder I intet ude på marken. I seks dage skal I samle det, men på den syvende dag, på sabbatten, er der intet at finde." Alligevel var der nogle blandt folket, der gik ud på den syvende dag for at samle; men de fandt intet. Da sagde Herren til Moses: »Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine bud og love? 25.-28. vers.

Dette viser klart, at Gud selv med udtrykket »hver dag betegner de seks arbejdsdage. Følgelig kan også Paulus mene det samme, når han bruger samme udtryk. På den måde harmonerer dette skriftsted med andre skriftsteder, hvor Paulus slår fast, at det er langt fra hans tanke at afskaffe eller forandre Guds hellige lov, men at han tværtimod arbejder for at stadfæste den og få den indprentet i menneskenes hjerter. »Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej, langtfra! vi stadfæster loven.. Rom. 3,31. »Dette er den pagt, som jeg i dagene herefter vil oprette med dem,. siger han: »Jeg vil give mine love i deres hjerter, og jeg vil skrive dem i deres sind.. Hebr. 10,16.

Hvem er det, der gør sig en særlig mening med hensyn til dage?

Er det dem, der holder sig til den dag, Herren har helliget, eller dem, der vælger en anden dag?

I Gal. 4,10 taler apostelen om de fester og højtider, der tilhørte de svage og fattige »magter, som galaterne før deres omvendelse havde trællet under. Gal. 4,3 og 8-9.

8. "Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat.. Kol. 2,16.

Her tales ikke om Herrens sabbat, for den er ingen steder sat i klasse med mad og drikke eller højtider, og den er ikke en skygge eller et forbillede. Her tales heller ikke om al slags mad og drikke, for det er ikke al mad, der er en skygge af Kristus, men blot den mad, der blev anvendt til ofringer 51; mad offer og drikoffer. Således er heller ikke alle sabbatter en skygge, men kun de sabbatter, der var bestemt til offerdage og forsoningsdage, nemlig de til de forbilledlige jordiske ceremonier hørende årlige sabbatter. De er tydeligt beskrevet og adskilt fra Herrens sabbat, som er ugentlig, i 3 Mos. 16,31 og 23,24 og vers 27. 32. 38-39. »Det skal være eder en fuldkommen hviledag ... på den niende dag i måneden ... skal I holde eders hviledag.. Det var en jødisk sabbat, for Herren kalder den eders eller jødernes sabbat. Men den syvende dag vil vedblive at være Herrens sabbat, så længe jorden står. Selvom paven har opløftet sin hånd for at omstyrte og vanhellige Guds bud, så står det dog fast som de evige høje. Og dette bud skal dømme os på den yderste dag.

Forgæves søger man at indhylle den pavelige søndagsinstitution i hellighedens kåbe. Menneskenes figenblade kan ikke skjule sandheden. Den første dag i ugen er og bliver dog en arbejdsdag, fordi Gud har bestemt det således fra verdens grundlæggelse.

Alle de usyrede brøds dage tilsammen blev kaldt en højtid, men den første og den syvende af disse dage var helliget til højtidsstævne og kaldtes også årlige sabbatter. 3 Mos. 23,6-8.

9. Jorden er rund. Solen står ikke op på samme tid overalt. Når det er dag her, er det nat på den anden side af kloden.
Jorden er rund både på hverdage og på helligdage. Gud vidste udmærket, at jorden var rund, da han skabte den syvende dag, velsignede og helligede den. De seks arbejdsdage passer udmærket sammen med solens kredsløb. Når solen går ned, ved vi, at natten kommer, og når den atter stiger op i al sin vælde, begynder vi på en ny arbejdsdag. Så længe vi kan finde ud af at udnytte de seks arbejdsdage, kan vi også finde ud af at helligholde Herrens hviledag.

Jorden var rund, da Herren helligede sabbatten. Sabbatten blev altså helliget i overensstemmelse med den måde, på hvilken dagen blev skabt. Jorden drejer sig rundt om sin egen akse en gang hvert døgn. Hvis De bor i Danmark, forlanger Gud ikke, at De skal holde sabbat på samme tid som f. eks. i Amerika. Solens opgang markerer dagens begyndelse. Mange andre ting kan synes svære for os, men det »er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.«

Jeg vil her henlede opmærksomheden på den mærkelige kendsgerning, at inddelingen af tiden i uger eksisterer over næsten hele jorden blandt alle folkeslag og religionsbekendere og har eksisteret så langt tilbage, som historien går. Hvorfra stammer denne tidsregning? Jordens omdrejning om sin akse giver os en naturlig inddeling af tiden i dage eller døgn. Månens bane omkring jorden giver os måneder. Jordens gang omkring solen frembringer et år. De forskellige forandringer i naturen giver sommer og vinter, forår og efterår. Men der er ingenting i alt det skabte, som kan fortælle det mindste om inddeling af tiden i uger på syv dage. Hvor har da denne tids inddeling sin oprindelse? Hvem har indført den?

Bibelen alene giver os tilfredsstillende svar herpå: Gud har indført den.

Hvordan?
Ved sabbattens indstiftelse. Uden sabbatten kan der ikke eksistere uger. Uge inddelingen blev indført med sabbatten, der begrænser eller afslutter hver uge. Det er indlysende, at menneskeslægten har fået denne tidsregning og altså også sabbatten fra Adam, og at den således er blevet udbredt over hele jorden.

Uge inddelingen omtales tydeligt på Kristi tid: »Men efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.« Matt. 28,1. »Da sabbatten var omme, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs moder, og Salome vellugtende salver for at gå hen og salve ham. Og ganske tidlig på den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.« Mark. 16,l-2.

Af Bibelens klare ord fremgår:
1) at tidens inddeling i uger er anerkendt af Gud og benyttet i hans ord.
2) at Herrens sabbat afslutter hver uge og således danner skel mellem ugerne. Et sådant skel ville aldrig eksistere, hvis alle dage var lige.
3) at den første dag i ugen, da Kristus stod op af graven, er den dag, der begynder ugen, og at Herrens sabbat er forbi, når den første dag begynder.
4) at mennesket behøver sabbatten, for ellers ville Gud aldrig have indstiftet den og indført den i sit ord.
5) at dersom mennesket behøvede sabbatten fra Adam til Kristus, så behøver det den lige så meget nu, eftersom dets moralske og fysiske natur ikke er forandret, så det er i stand til at undvære den.
6) at ethvert menneske, der undlader at holde sabbat, derved lider skade på sjæl og legeme.
7) at sabbatten er en velsignelse, som Gud i kærlighed har skænket os for at befordre vort sande vel, ligesom såvel Herrens befalinger som hans forjættelser tilsigter at gøre os godt.
8) at de, der forkaster Herrens sabbat eller vælger nogen anden dag til sabbat i stedet for, griber forstyrrende ind i Herrens anordning, der ikke kan forandres eller tillempes menneskenes forskellige anskuelser og skikke.
9) at det er Gud velbehageligt, når de, der elsker ham og tror på hans Søn, forandrer deres anordninger og skikke, som hidtil ikke har stemt overens med hans ord, og følger Jesu eksempel. Derved æres Gud, hans sag fremmes på jorden, og der udvikles en karakter, der er mere værd end sølv eller guld. Der kan ikke findes en højere moral eller en bedre religion end barnligt og enfoldigt at gøre, hvad Gud har befalet.
l0) at når vi gør det med hensyn til sabbatten uden hensyn til jordisk ære eller vinding eller venskab, men blot fordi vi finder det i Guds ord og for at ære Gud, så er det til gavn for os, ikke alene på dette punkt, men det styrker os og giver os mod og lyst til også i andre ting at frygte Gud mere end mennesker og til at søge den ære, som er af den eneste sande Gud. Det er en gavnlig tilintetgørelse af kødet og en salig tilnærmelse til Gud, der styrker og fremmer det åndelige liv.

Måtte Herren selv velsigne sit ord med det formål for øje og drage alle sine børns hjerter til sin Søn og til sine bud! Måtte han give sejr til denne så længe fordunklede og glemte sandhed! Måtte den syvende dag atter stråle for Guds børn som Herrens sabbat med himmelsk autoritet og glans! Og måtte dette bidrage til at bringe Jesu venner til enhed i troen; thi Guds ord og det alene kan lede til sand og varig enhed. Jeg overlader roligt denne sag i den almægtige Guds hånd, hvis værk den er. Han vil føre retten til sejr.
Dette er vore svage hjerters trøst og salige håb.

Sabbatten begynder ved solnedgang.
Sabbatten såvel som andre dage eller døgn regnes i Bibelen fra solnedgang til solnedgang eller fra aften til aften. Altså begynder sabbatten, når solen går ned fredag aften, og varer, til solen går ned lørdag aften. Da Gud skabte dagene, kom aftenen eller natten først og dernæst morgenen eller dagen. 1 Mos. 1,5 og vers 8. 18-19. »Den skal være eder en fuldkommen hviledag, og I skal faste; på den niende dag i måneden om aftenen, fra denne aften til næste aften skal I holde eders hviledag.« 3 Mos. 23,32. Her ser vi, at sabbatterne holdtes fra aften til aften. Den nuværende tids inddeling, som sætter skel mellem dag og nat kl. 24, er indført af romerne.

At aftenen indtræder ved solnedgang, ses klart af mange skriftsteder, f. eks.: »Enhver, der rører ved noget sådant, skal være uren til aften ... Når solen går ned, er han ren ..." 3 Mos. 22,6-7. "... og Israels konge holdt sig oprejst i sin vogn over for aramæerne til aften; men da solen gik ned, døde han.« 2 Krøn. 18,34. »Da det var blevet aften, og solen var gået ned, kom de til ham med alle de syge og de besatte." Mark. 1,32. Se også 5 Mos. 24,13 og 15; Jos. 8,29; 10,26-27; Dom. 14,18; Matt. 8,16; Luk. 4,10.

»Så vælg i dag, hvem I vil tjene«.
Undersøg nu selv, om disse ting forholder sig således. Hvis De opdager, at De hidtil har overtrådt Herrens bud på dette punkt, så vedbliv ikke dermed, men vend Dem mod Gud, så vil han velsigne Dem. Dette kan De ikke gøre i egen kraft og styrke, men De må dog indvillige deri, for hvis De ikke vil, kan Gud ikke gøre det for Dem. Dersom De til stadighed holder hjertets dør lukket, kan Jesus ikke komme ind.

Måske har De i mange år ladet egenkærlighed, begærlighed, kærlighed til verden, forfængelighed, vellyst og stolthed spærre adgangen til hjerte døren, så Deres frelser kalder og banker forgæves. Han vil gerne ind for at holde nadver med Dem. Vil De lukke til for ham? Han peger på den skønne livets krone. Vil De blot vende Dem på ligegyldighedens leje og sige: Lad mig få "lidt søvn endnu, lidt blund, lidt hvile med samlagte hænder«? Ord. 24,33. Ser De ikke, at Herrens dag er nær? Hører De ikke basunen i det fjerne? Snart vil den vække en slumrende verden og en søvnig kristenhed med stærk tordenrøst. Vil De da løbe omkring uden olie i Deres lampe? Vil De gå nøgen, så de skal se Deres skam? Vil De klage og græde, mens Guds børn i skinnende klæder synger en evig sejrssang? De tror, at De er rig og ikke trænger til noget, og De ved ikke, at De er elendig, ynkværdig, fattig, blind og nøgen. Køb øjensalve af Jesus til at salve Deres øjne med. Men gør det snart. Skynd Dem, før Himmelens dør lukkes! I dag er nådens tid, i dag er Gud at finde.

Byg Deres tro og Deres håb på Guds ords faste grundvold! Find forladelse for alle Deres synder i Jesu dyrebare blod. Søg Jesus i enrum på Deres knæ i oprigtig enfoldighed og ydmyghed. Hvil ikke, før De finder denne kostelige perle. Han er mere værd end alle Jordens skatte, som snart må forgå. Når De har Jesus, har De alt. Når verden må klage og græde, kan De synge et evigt halleluja.

Menneskelige traditioner vil snart blive tilintetgjort. Dommedagens storm vil bortvejre dem som avner. Mange mener, at de er harmløse. De siger om de menneskelige skikke, at de er smukke og gode. Men Jesus siger: »Det er forgæves, de dyrker dig, når de fører lærdomme, som kun er menneske bud.« Gud vil ikke antage ",menneske bud« i stedet for sine egne guddommelige bud, hvor smukke og gode de end synes at være. Jesu venner har lyst til at gøre, hvad han befaler dem. Og derpå skal det kendes, at de er Jesu venner. De tror på Jesu vidnesbyrd: »Jeg og Faderen, vi er et.« Joh. 10,30. De adskiller ikke Guds og Jesu befalinger; men de »holder fast ved Guds bud og troen på Jesus«. Åb. 14,12. »Salige er de, som tv æt ter deres klæder, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden. Udenfor er hundene og giftblanderne og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver løgn.« Åb. 22,14.15.

»Og han skal tale mod den Højeste og mishandle den Højestes hellige; han skal sætte sig for at ændre tider og lov, og de skal gives i hans hånd en tid og to tider og en halv tid.« Dan. 7,25.

De fleste er enige om, at den syvende dag var Herrens sabbat indtil Kristi opstandelse. Men da flertallet af de kristne nu helligholder den første dag, er det indlysende, at en forandring har fundet sted. Det er ikke så let at bevise, hvordan sabbatten blev forandret, da Bibelen tier stille derom, og verdenshistorien indeholder mange modsigelser, især på punkter vedrørende den kristne tro. Så meget kan vi imidlertid bevise ud fra Bibelen:

1) at det ikke er Kristus, men Antikrist, som ville sætte sig for at ændre tider og lov, hvilket ses af ovenstående tekst.
2) Dernæst vil vi ud fra katolske skrifter vise, at den katolske kirke tilstår at have gjort dette.
3) Og til sidst skal vi anføre nogle uddrag af historien, som viser, hvorledes forandringen skete.

Antikristen eller pavemagten har sat sig for at ændre Guds lov og sabbat.

Mange protestanter påstår, at denne forandring blev foretaget af Kristus og hans apostle, men vi har allerede vist fra Bibelen, at dette ikke var tilfældet. Det hedder om Kristus. "At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lover i mit indre." Sl. 40,9. »Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven ..." Matt. 5,17. »Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej, langtfra! Vi stadfæster loven." Rom. 3,31. Jesus og apostlene har ikke foretaget sig noget så formasteligt som at forandre den almægtige Guds lov. De benægter selv dette på det bestemteste.

Men Guds ord omtaler en anden magt, som står i et ganske andet forhold til Gud. Den skulle tale store og bespottelige ord mod den Højeste, mishandle den Højestes hellige og tænke på at forandre tider og lov. Protestanterne er enige om, at det lille horn i Daniels tog (kap. 7) er et symbol på denne magt - pavemagten.

At det er Guds tider og Guds lov, pavemagten sætter sig for at forandre og ikke blot menneskelige love, er indlysende, eftersom enhver regering naturligvis behandler de borgerlige love efter eget skøn. Men ligesom denne magt, pavemagten, udmærkede sig ved at bespotte Gud og forfølge Guds folk, således må det også være Guds lov, den giver sig af med at forandre. Ved denne oprørske anmasselse overgår den alle de foregående magter i gudsbespottelse.

De hellige tider, der omtales i Guds lov, er Herrens sabbatter. Kun sabbatsbudet taler om tid. De andre bud, påstår katolikkerne i det mindste, har de ikke forandret. At sabbats budet er forandret, er indlysende. At det lille horn eller antikristen skulle tænke på at forandre tider og lov, er profetiens urokkelige ord. At denne magt indrømmer at have gjort det, skal vi straks bevise.

At nogle var begyndt at arbejde i denne retning, førend pavemagten fremtrådte i sin magt og vælde, beviser slet intet mod de her anførte kendsgerninger. Apostelen siger udtrykkeligt, at »lovløshedens hemmelighed" eller »syndens menneske« begyndte at ytre sig kraftigt allerede på hans tid. 2 Thess. 2,7. Spiren til denne uhyre fordærvelse voksede op i apostlenes dage, og den brugte omtrent fem hundrede år til at udvikle sig til en verdensmagt.

Derefter skulle denne fordærvelsens søn modsætte og ophøje sig over alt, hvad der kaldes Gud eller gudsdyrkelse, ja sætte sig i Guds tempel som en Gud og udgive sig for at være Gud. 2 Thess. 2,4. Guds menighed er hans tempel. Paven gør sig selv til hoved for menigheden. Han kalder sig selv for Gud på jorden og forlanger, at alle skal se op til ham som til en Gud. Men han skulle gøre mere end dette. Han skulle ophøje sig over Gud. Dette kunne ikke ske ved at indføre ceremonier og skikke, som han så forlangte, at menneskene skulle agte lige så højt som Guds bud. Derved gjorde han sig selv lige med Gud. Men han skulle forsøge at gøre sig selv større end Gud. Dette kunne alene ske ved at tilsidesætte i det mindste et af Guds bud og indføre et andet bud i stedet for dernæst at kræve af menneskene, at de skulle agte og adlyde hans bud frem for Guds befalinger. Alt dette har pavemagten gjort med sabbatsbudet. Denne kendsgerning bliver så meget mere indlysende, når vi husker på, at den lov, som nævnte magt skulle tænke på at forandre, er en lov, som står i forbindelse med Herrens tider, og Guds lov omtaler ingen andre hellige tider end Herrens sabbatter.

Men dersom nogen endnu påstår, at det ikke er pavemagten, som har sat sig for at forandre Herrens sabbat, hvad er det da for en magt, betegnet ved det lille horn, som har bespottet Gud og sat sig for at forandre Guds tider og lov? Vil nogen fortælle os, hvem syndens menneske er, og hvorledes han har ophøjet sig over Gud?

Indtil dette sker, vil vi lade denne beskyldning om formastelse imod den almægtige Gud (ved at forandre hans lov og sabbat) hvile på pavemagten.

II. Den katolske kirke indrømmer, at den har forandret sabbaten. Udtog af katolske skrifter:

Det tredje bud.
»Spørgsmål: Nævn det tredje bud.
Svar: Kom i hu, at du helligholder sabbatsdagen.

Hvad er befalet i det tredje bud?
At anvende søndagen til bøn og andre religiøse pligter.
Hvilke er de fornemste religiøse pligter, hvortil vi bør anvende søndagen?
At høre messe med andagt; overvære aftensangen; læse moralske og fromme bøger; gå til alters.
At høre messe er altså ikke tilstrækkeligt til at helligholde søndagen?
Nej, en del af dagen bør anvendes til bøn og gode gerninger.«
Her ser man, hvorledes katolikkerne ligefrem sætter søndagen ind i Guds bud i stedet for Herrens hellige dag.

Følgende spørgsmål og svar viser, hvorledes de hævder at have autoritet til at foretage denne forandring:

»Spørgsmål: Hvad befaler Gud i dette bud?
Svar: Han befaler, at vi på en særskilt måde skal hellige den dag, på hvilken han hvilede fra sit skaberværk.
Hvilken dag er denne hviledag?
Den syvende dag i ugen eller lørdagen; thi han anvendte seks dage til skabelsen og hvilede på den syvende dag. 1 Mos. 2, 2; Hebr. 4,4.
Er det da lørdagen, vi bør helligholde for at adlyde Guds bud?
Under den gamle lov blev lørdagen helliget; men kirken har, undervist af Jesus Kristus og vejledet af Guds Ånd, indsat søndagen i stedet tor lørdagen; derfor helliger vi nu den første, ikke den syvende dag.

Havde kirken magt til at foretage en sådan forandring?

Visselig, eftersom Guds Ånd er dens vejleder. Derfor er denne forandring indblæst af Helligånden.«

Dette viser, at de hævder at have foretaget denne forandring i kraft af kirkens autoritet. De hævder endog, at det er Guds Ånd, som har vejledet dem til dette skridt. Men det er nok den samme ånd, som vejledede dem til at myrde millioner af Guds folk, til at plage og pine deres medmennesker på det grusomste, til at ophøje sig selv til ortodokse eller eneste rettroende og til at stemple og forfølge alle, der ikke antog deres tro, som kættere. Det er en ånd diametralt modsat Guds Ånd, der har vejledet den katolske kirke.

Lad enhver vogte sig for at følge dens eksempel!
Atter søger de at bevise, at de har myndighed til at forandre Guds lov, på følgende måde:

»Spørgsmål: Hvorledes beviser du, at kirken har magt til at indstifte fest- og helligdage?
Svar: Netop derved, at den har forandret sabbatten til søndag, hvilket protestanterne billiger og således ligefrem modsiger sig selv, når de holder søndagen så strengt og dog vanhelliger de fleste andre helligdage, samme kirke har befalet.

Hvorledes beviser du det?
Fordi de anerkender kirkens magt til at indstifte helligdage og til at gøre overtrædelse deraf til synd, idet de holder søndagen; men idet de overtræder de øvrige af kirkens befalinger, nægter de atter at anerkende samme magt.«

Her er en liste over helligdage, som alle hviler på samme grundvold, nemlig den katolske kirkes autoritet - Antikristens formastelse:
»Spørgsmål: Hvilke dage har kirken befalet os at helligholde?
Svar:
l. Søndagen eller Herrens dag, som vi holder i stedet for sabbatten ifølge apostolisk tradition [mundtlig overlevering eller sagn].

2. Vor Herres fødselsfest eller juledag; hans omskærelse eller nytårsdag; epifani eller tolvte dag; påskedag eller vor Herres opstandelsesdag med efterfølgende mandag; vor Herres himmelfartsdag; pinsedag eller Helligåndens komme med efterfølgende mandag; trinitatis søndag; korpus Kristi eller det hellige sakramentes fest.

3. Vi holder den hellige jomfru Marias bebudelsesdag og himmelfartsdag.

4. Vi helligholder alle helgens dag; St. Johannes Døbers dag; de hellige apostles St. Petri og St. Pauli dag.

5. I dette land [Irland] helligholder vi St. Patrick, vor fornemste skytshelgens dag.«

I samme bog finder vi videre følgende vidnesbyrd:

»Spørgsmål: Med hvilken ret holder du søndagen i stedet for den gamle sabbat, som var lørdagen?

Svar: Vi har den katolske kirkes autoritet og apostolisk tradition.

Befaler skriften noget sted, at man skal holde søndagen som sabbat?

Skriften befaler os at lyde kirken og holde fast ved apostlenes traditioner. Men skriften nævner ikke noget om sabbattens forandring. Johannes taler om Herrens dag (Åb. 1,10); men han siger ikke, hvilken dag i ugen det var, langt mindre at den skulle træde i stedet for Herrens sabbat. Lukas taler også om, at disciplene kom sammen på den første dag i ugen for dermed at hjælpe de trængende i Judæa (l Kor. 16,2); men hverken den ene eller den anden fortæller os, at den første dag i ugen efter den tid skulle være en dag til gudsdyrkelse eller en kristelig sabbat. Den bedste autoritet, vi har herfor, er visselig kirkens vidnesbyrd og befaling. De, der foregiver at være så religiøse med hensyn til søndagen og dog ikke agter de andre festdage, som er anordnet ved samme kirkes autoritet, viser, at de handler egenrådigt og ikke i overensstemmelse med fornuft og religion, eftersom søndage og helligdage alle hviler på samme grundvold, nemlig kirkens anordninger.«

Paverne har bestandig påstået at være Peters efterfølgere og hævder at have fået mundtlige overleveringer fra apostlene, hvorfor de også kalder deres trone den hellige apostoliske stol. Under sådanne påskud har de indbildt folk, hvad de fandt for godt for at befæste deres præstelige magt. Mange protestanter påberåber sig ligeledes apostoliske overleveringer, når de ikke kan bevise deres lære ud fra Guds ord. Det er på høje tid, at Guds børn lukker øjnene op og vogter sig for at træde i pavernes fodspor eller efterfølge "den store skøge«, så de kan undgå hendes straffedomme og ære Gud ved at tage vare på hans befalinger. Lad os protestanter holde fast ved, at den hellige skrift kan gøre os vise til salighed, og at det, som ikke findes eller læres deri, ikke bør være regel og rettesnor for vor tro og vandel. I samme øjeblik som vi forlader

Bibelens faste grundvold for at bygge på kirkefædrenes vidnesbyrd, kirkens autoritet og foregivne apostoliske traditioner, som slet ikke findes i Guds ord, træder vi over på katolsk grund og kan ikke med rette kaldes protestanter. »Bibelen, hele Bibelen og intet andet end Bibelen« er protestanternes standpunkt. »Bibelen, kirken, kirkefædrene og paven" er katolikkernes standpunkt. Lad enhver se nøje til, hvilken grundvold han står på.

For at vise at protestanterne ikke følger den hellige skrift fuldstændig, anfører de (katolikkerne) følgende vidnesbyrd:
»Spørgsmål: Kan du på nogen anden måde bevise, at kirken har magt til at indsætte festdage?

Svar: Dersom den ikke havde en sådan magt, kunne den ikke have gjort, hvad alle moderne religionsbekendere er enige med den om - den kunne ikke have indført helligholdelsen af søndagen, den første dag i ugen, i stedet for helligholdelsen af lørdagen, den syvende dag, en forandring, for hvilken der ingen autoritet findes i skriften.

Når protestanterne arbejder om lørdagen eller på den syvende dag i ugen, følger de da skriften som deres eneste trosregel? Finder de tydeligt nedskrevet i den hellige bog, at Gud giver dem tilladelse hertil?

Langtfra. For denne praksis har de ingen anden autoritet end traditionen. Ved at arbejde om lørdagen overtræder de et af Guds bud, som han aldrig tydeligt har afskaffet: »Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig.««

Derpå følger en gendrivelse af de argumenter, som protestanterne i almindelighed bygger på for at bevise sabbattens forandring, såsom Kristi opstandelse, Helligåndens udgydelse, Herrens dag i Åb. 1,10; Apg. 20,7 og 1 Kor. 16,2, en gendrivelse, som påpeger, at disse skriftsteder intet bevis indeholder for søndagen, men at dens helligholdelse udelukkende hviler på den katolske kirkes autoritet.

»Et spørgsmål til alle bibelkristne«.

En katolsk traktat, som har denne titel, fremsætter katolikkernes og protestanternes standpunkter i denne henseende på følgende måde:
Jeg vil stille et meget enkelt og alvorligt spørgsmål, som jeg indtrængende anmoder enhver, der bekender sig til at følge Bibelen og intet andet end Bibelen, om at skænke særskilt opmærksomhed.

Det er dette: Hvorfor helligholder du ikke sabbatten?

Den almægtige Guds bud står klart skrevet i Bibelen med disse ord: »Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre ...« 2 Mos. 20,8-9. Eftersom dette er Guds bud, så spørger jeg igen: Hvorfor adlyder du det ikke? Hvorfor helligholder du ikke sabbatten?

Måske vil du svare, at du holder sabbatten hellig, idet du afstår fra alle verdslige forretninger, går flittigt i kirke, beder dine bønner og læser din bibel hjemme hver søndag i dit liv.

Men søndagen er ikke sabbatsdagen. Søndagen er den første dag i ugen. Sabbatsdagen var den syvende dag i ugen. Den Almægtige befalede ikke blot, at menneskene skulle holde en dag af de syv, men han nævnte sin egen dag og siger tydeligt, at du skal helligholde den syvende dag; og han anfører en grund for, hvorfor han valgte den dag frem for nogen anden - en grund, som alene gælder den syvende dag og ikke kan anvendes på nogen anden dag. Han siger: »Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.« 2 Mos. 20,11.

Den almægtige Gud befalede, at alle mennesker skulle hvile fra deres arbejde på den syvende dag, fordi han havde hvilet på den dag; han hvilede ikke på søndagen, men på lørdagen. På søndagen, som er den første dag i ugen, begyndte han skaberværket, han endte det ikke. Det var på lørdagen, han havde fuldendt sin gerning. »På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført; og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit værk, det, Gud havde skabt og udført.« 1 Mos. 2,2-3. Intet kan være tydeligere og lettere at forstå end alt dette; og der er ingen, som forsøger at benægte det. Det er anerkendt af enhver, at den dag, som den Almægtige bestemte til at holde hellig, var lørdagen, ikke søndagen. Hvorfor helligholder du da søndagen og ikke lørdagen?

Du siger, at lørdagen var den jødiske sabbat, men at den kristne sabbat er forandret til søndagen. Forandret! Men af hvem? Hvem har myndighed til at forandre den almægtige Guds udtrykkelige bud? Når Gud har talt og sagt: Du skal helligholde den syvende dag, hvem tør da sige: Jo, du må arbejde og udføre alle slags jordiske forretninger på den syvende dag; men du skal helligholde den første dag i stedet? Dette er et meget vigtigt spørgsmål, som jeg ikke ved, hvorledes du kan besvare.

Du er protestant og bekender dig til at følge Bibelen og den alene; og alligevel går du imod Bibelens tydelige bogstav i så vigtig en sag som at helligholde en dag af de syv og sætte en anden dag i stedet for den dag, som Bibelen har befalet. Budet om at helligholde den syvende dag er et af de ti bud. Du tror, at de andre ni endnu er bindende. Hvem gav dig myndighed til at omarbejde det fjerde? Dersom du vil følge dine egne principper, dersom du virkelig vil handle i overensstemmelse med Bibelen og den alene, så burde du være i stand til at vise i Det ny Testamente, hvor det fjerde bud er udtrykkeligt forandret, eller i det mindste finde nogle tekster, hvoraf du kan bevise, at det var Guds vilje, at de kristne skulle gøre en sådan forandring med sabbatten, som du har gjort.

Vor tids protestanter helligholder søndagen i stedet for lørdagen, fordi de modtog den som en del af den kristne religion fra deres fædre. De erholdt den fra deres forfædre og således hele tiden tilbage fra den ene slægt til den anden, indtil vi kommer til den såkaldte reformation, da det skete, at de, som ledede religionens forandring i dette land, lod denne særskilte del af den katolske tro og praksis være uberørt.

Var det sket anderledes - havde en eller anden af reformatorerne fået det indfald at stemple søndagens helligholdelse som en pavelig fordærvelse og overtro og påstået, at lørdagen var den dag, som Gud havde befalet at holde hellig, og at han aldrig havde tilladt indstiftelsen af nogen anden - så ville alle protestanter, ifølge deres egne principper om at følge Bibelen og den alene, have været tvungent til enten at anerkende denne lære som sandhed og vende tilbage til helligholdelse af den gamle sabbat eller også aldeles fornægte, at der er nogen sabbat ... De måtte enten komme til den ene eller den anden af disse slutninger; men en kristelig sabbat, forskellig fra den gamle, højtideligholdt på en anden dag og på en anden måde, kunne de slet ikke vide noget om, simpelt hen fordi Bibelen selv ingen steder taler om noget sådant.

Du ville imidlertid misforstå mig meget, dersom du tror, at jeg anklager dig i denne henseende, fordi du handler i overensstemmelse med et ret og sandt princip - med andre ord et katolsk princip, nemlig: ufortøvet at antage det, som vi har fået gennem en række traditioner. Jeg vil ikke rive en eneste af disse levninger af guddommelig sandhed fra dig, som du har erholdt på denne måde.

Gud forbyder det! De er de dyrebareste ting, du besidder, og ved Guds velsignelse kan de blive midler til at bringe dig ud af den labyrint af vildfarelser, som du er indviklet i, hvilket er meget mere dine fædres skyld, som levede for tre hundrede år siden, end din egen. Hvad jeg strider med dig om, er ikke din selvmodsigelse, når du en gang imellem handler i overensstemmelse med rette [katolske] principper, men at du antager et falsk princip for din almindelige regel. Du holder søndagen og ikke lørdagen, og heri handler du ret; thi det var alle kristnes [katolikkers] skik, da protestantismen opkom; men du har forkastet andre katolske skikke, som var lige så almindeligt udbredt på hin tid, og foretrækker nye ting, som er indført af de mænd, der opfandt protestantismen, for vore uafbrudte traditioner, som er over 1500 år gamle.

Vi anklager dig ikke, fordi du gør søndagen til den ugentlige sabbat i stedet for lørdagen, men fordi du forkaster traditionerne, som er den eneste klare og sikre regel, hvorved man kan retfærdiggøre denne handlemåde. I udvortes henseende gør vi det samme som du i denne sag; vi helliger ej heller mere den gamle sabbat, men søndagen i stedet for. Men der er en væsentlig forskel imellem os. Vi foregiver ikke således som du at erholde vor autoritet for denne praksis fra en bog, men vi erholder den fra en levende lærer, og den lærer, er kirken [den katolske kirke]. Vi tror endvidere, at Gud ikke har skrevet alting i Bibelen, som han ville, vi skulle tro og gøre, men der er et uskrevet Guds ord [pavernes befalinger, som de behager at kalde traditioner eller mundtlige overleveringer, såsom afladshandel, skærsild, messer og hundrede andre ting], hvilket vi må tro og adlyde, ligesom vi adlyder Bibelen selv i overensstemmelse med apostlenes ord: »Så stå da fast, brødre! og hold fast ved de overleveringer, hvori I blev oplært af os, hvad enten det var i tale eller brev.« 2 Thess. 2,15.

Vi katolikker har altså den selv samme autoritet for at holde søndagen hellig i stedet for lørdagen, som vi har for enhver anden artikel i vor trosbekendelse, nemlig den levende Guds menigheds autoritet »sandhedens søjle og grundvold« (1 Tim. 3,15), hvorimod du, som er protestant, i virkeligheden ingen autoritet har derfor i Bibelen, og du vil ikke indrømme, at der kan være autoritet for den noget andet sted. Både du og vi følger virkelig traditioner [sagn] i denne sag; men vi følger dem, fordi vi tror, at de er en del af Guds ord, og kirken er den af Gud bestemte formynder og fortolker. Du følger dem også, men fordømmer dem dog på samme tid som en ufejlbarlig og bedragerisk leder, der ofte tilintetgør Guds bud.«

Det er intet under, at en gruppe protestanter strider så hårdt mod en anden om den rette grund for søndagens helligholdelse, da den ikke findes i Bibelen. Derfor synes nogle, at det er langt bedre at gå tilbage og støtte sig til moderens (den katolske kirkes) falske grundvold, medens andre umuligt kunne tænke sig at tage et sådant skridt, men i stedet for i fantasien stræber at fremtrylle fingerpeg fra Herren, som kan bestyrke deres søndagshelligholdelse.

En skarp irettesættelse.
I en anden katolsk bog kaldet En afhandling over tredive stridspunkter (på engelsk) finder vi følgende mærkelige irettesættelse til protestanter:
»Guds ord befaler, at den syvende dag skal være Herrens sabbat og holdes hellig. I [protestanter] forandrer den til den første dag i ugen uden noget bevis fra Bibelen ene og alene på grundlag af vore [katolske] traditioner. Adskillige engelske puritanere indvender herimod, at den første dags hellighed bevises af skriften, hvor den taler om den første dag i ugen. Apg. 20,7; 1 Kor. 16,2; Åb. 1,10.

Har de ikke spundet en fin tråd ved at anføre disse steder som bevis for dette punkt? Dersom vi ikke kunne fremføre bedre beviser for skærsilden, bøn for de afdødes sjæle, helgeners påkaldelse og lignende institutioner, så havde de god grund til at le ad os; thi hvor står det skrevet, at det var på sabbatsdagen, disse sammenkomster fandt sted? Eller hvor er det befalet, at de altid skulle helligholdes? Eller for at opsummere det hele: Hvor er det befalet, at helligholdelsen af den første dag skulle afløse eller afskaffe den syvende dags hellighed, som Gud befalede mennesket at holde hellig til evig tid? Noget sådant findes ikke i det skrevne Guds ord.«

W. Lochhart fra Oxford fremsætter i Toronto Mirror følgende udfordring til alle protestanter i Irland, en udfordring, som passer lige så godt til Danmark. Han siger:
»Jeg udfordrer derfor højtideligt Irlands protestanter til at bevise med tydelige skriftsteder fra Bibelen tre punkter, som angår den kristne sabbat:

1) at kristne har tilladelse til at arbejde om lørdagen, den gamle syvende dag.
2) at de er forpligtet til at helligholde den første dag, nemlig søndagen.
3) at de ikke er forpligtet til også at helligholde den syvende dag.«

Dette er, hvad pavemagten og katolikkerne påstår at have gjort ved sabbats budet. De indrømmer åbenlyst, at der ikke findes nogen autoritet i skriften for den forandring, de har foretaget, men at forandringen hviler udelukkende på kirkens autoritet. Og de påstår, at den kendsgerning, at den har "forandret sabbatten til søndag«, er et tegn eller et mærke på den katolske kirkes myndighed.

Det er ikke underligt, at mange mener, at Kristus forandrede sabbatten; for de er opdraget i denne vildfarelse. Men dette synspunkt burde ikke længere eksistere. Profetien viser, at "det lille horn«, »syndens menneske« skulle udføre denne formastelige handling, og den katolske kirke indrømmer selv, at den har gjort det og roser sig endog deraf. Er der noget andet samfund, som har tilstået eller vil tilstå, at det har foretaget denne forandring? Vi har påvist, at Jesus og apostlene bestemt afviser denne beskyldning. Kristus ærede sin Faders lov og overtrådte aldrig hans bud. "Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd? ...« Joh. 8,46. Men Antikristen har trådt Guds lov under fødder og forfalsket hans ord ved at blande det med sine egne traditioner. Den store skøge har givet jordens konger og folk at drikke af sin utugts vin (Åb. 17,2), og de er blevet beruset af den. Vågn op og lær at skelne mellem Kristus og Antikrist, mellem Guds ord og menneske ord!

III. Hvorledes sabbattens forandring blev indført.

Vi anfører ikke disse uddrag af historien for dermed at bevise vor tro, for vi tror i overensstemmelse med Guds ord, at den syvende dag endnu er sabbat. Vi gør det for at tilfredsstille dem, der ønsker at vide, hvorledes så mange mennesker er kommet ind på den tanke, at søndagen er sabbat.

Ikke længe efter apostlenes død begyndte nogle nidkære personer uden kundskab og med en overdreven lyst til ceremonier at samles ugentlig på flere andre dage foruden sabbatten og at agte dem højere end andre dage. Især blev torsdagen, da nadveren indstiftedes, fredagen, som var Jesu lidelsesdag, og søndagen, hvor han opstod fra de døde, udmærket på denne måde. Men det var endnu langt fra deres tanke at afskaffe Herrens bud eller sabbat. Til sidst blev søndagen agtet frem for de andre dage og begyndte at blive mere anset blandt mange, hvilket vistnok for en stor del bevirkedes ved, at hedningerne tilbad solen på den første dag, hvoraf den har fået navn: dies solis, solens dag; på engelsk: Sunday, tysk: Sonntag, dansk, norsk og svensk: søndag. De hedninger, som gik over til kristendommen, førte mange af deres hedenske lærdomme og skikke med sig, som så blandedes med kristendommen, hvilket historien til fulde beviser. Ud af denne fordærvelige blanding af hedenskab og kristendom fremkom det uhyre misfoster, som har været verdens frygteligste plage - katolicismen.

"Århundreder gik hen efter Kristi tid, førend søndagen begyndte at blive betragtet som sabbat. Historien giver os intet bevis på, at den nogen sinde blev holdt som sådan før kejser Konstantin den Stores sabbatslov 321 e. Kr.« -.

Den første befaling om at afstå fra at arbejde på søndagen, som nogen sinde blev udstedt, er Konstantin den Stores søndagslov 321 e. Kr.:

»Lad alle dommere og almuefolk og alle håndværkere hvile på solens ærværdige dag; men lad dem, som bor på landet, med fuld frihed beskæftige sig med deres agerdyrkning, fordi det ofte hænder, at ingen dag er så passende til at så korn eller plante vinranker, at ikke det gunstige øjeblik skal undslippe og menneskene miste Himmelens velsignelser.« -

To år senere, 323 e. Kr., bekendte Konstantin sig til den kristne religion (Mosheim: Historical Commentaries, cent. 4, sec. 7). Han var altså endnu en hedning, da han udstedte denne befaling. Hvorvidt han nogen sinde bleven virkelig kristen, er tvivlsomt. Læg mærke til, at hans lov slet ikke berører Herrens sabbat eller nævner et ord om den. Den er en rent politisk lov.

I året 364-65 blevet katolsk kirkemøde afholdt i Laodicea. I dette kirke råd blev Herrens sabbat tilsidesat, og de, der holdt den, »forbandede fra Kristus«. I stedet for sabbatten blev søndagen indskærpet som de kristnes hviledag. Denne lovbestemmelse lyder således:

"Kristne bør ikke leve som jøder, idet de hviler på sabbatten, men bør arbejde på den dag og hellere ære Herrens dag, og dersom de kan, bør de hvile på den som kristne; men dersom man finder nogen, der lever som jøde, lad ham være forbandet fra Kristus.« -

"Sylvester, biskop i Rom, forandrede søndagens navn og gav denne dag den ærværdige titel Herrens dag. Han levede på samme tid som Konstantin.« - En senere lov fra 385 "forbød strengt alle borgerlige forhandlinger om søndagen som sacrilegium, og en endnu senere fra 425 også skuespil på denne dag«. -

Den næste befaling, der hjalp til at berede vejen for pavens forandring af sabbatten, så at han kunne ophøje en menneskelig skik til et guddommeligt bud og sætte det i stedet for Guds bud, var kejser Leos befaling år 469 e. Kr.:

" Vi befaler, at Herrens dag skal holdes i ære, og fritager den derfor for al rettergang og lignende. Lad ikke skuespil eller teatre holdes åbne og lad ingen kamp med vilde dyr finde sted på den dag. Dersom nogen drister sig til at overtræde denne lov, skal han miste sit embede eller hans gods og ejendom konfiskeres.«

Samme år, som pavemagten besteg Roms trone og således fik verdslig magt, bestemte et stort kirke råd, hvad det var tilladt at gøre om søndagen:
Det tredje kirke råd af Orleans, 538 e. Kr., art. 20:
"Den mening udspreder sig blandt folket, at det er fejl at ride eller køre eller koge mad eller gøre noget i huset om søndagen. Men eftersom sådanne meninger er mere jødiske end kristelige, så skal det, der hidtil har været tilladt, være lovligt i fremtiden. På den anden side bør arbejde med agerdyrkning lægges til side, for at folket ikke skal hindres i at gå i kirke.« -

Konstantins lov var mild. Denne er noget strengere. Således indførtes søndagens helligholdelse gradvis, men ingen søger at bevise den med Guds ord.

Længere ned i tiden finder vi den ene lov efter den anden, som indskærper søndagens helligholdelse. Paveroe selv forbandede dem, der helligholdt Herrens sabbat. Pave Gregor (ca. 590 e. Kr.) skrev et brev til romerne, hvori "han truede dem som Antikristens profeter, der påstod, at man ikke bør arbejde på den syvende dag«. "På den første,« sagde han, "bør man afholde sig fra verdsligt arbejde.« Pave Nikolaus I erklærede, at "læren om at hvile om lørdagen er Antikristens lære«, og han tilføjer, at "søndagshvilen er nødvendig.«

Ordet ,sabbat blev kun anvendt om den gamle sabbat og blev ikke brugt til at betegne Herrens dag i flere århundreder efter vor frelsers tid. -

Lørdagen blev kaldt sabbat. Lørdagen blev ikke benævnt blandt dem med noget andet navn end det, som den havde før, nemlig sabbatten, således at omtrent et tusinde år efter Kristus forstår enhver skribent ved ordet »sabbat« ingen anden dag end lørdag. -

Søndagshelligholdelsen blev påtvunget folket ved kejseres og pavers befalinger, ved landsforvisning, piskning, slaveri og konfiskering af ejendom samt ved falske beretninger og fabler om mirakler.

Gregor af Tours (590 e. Kr.) fortæller, at en bonde, der pløjede sin mark på Herrens dag, ville rense sin plov med et jern, men jernet klæbede sig fast til hans hånd, og i to år kunne han ikke blive befriet derfra, men bar det bestandig omkring til sin egen store skam og smerte.

Kirkefædrenes skrifter. De såkaldte kirkefædre: Barnabas, Ignatius, Tertullian og andre bliver ofte anført som vidner for søndagssabbatten. De fleste skrifter, som kaldes efter deres navn, er uægte. Og selv det, der står i disse skrifter, har man forandret og fordrejet for at få det til at passe på søndagen.

Robinson, en kendt engelsk baptist, har om kirkefædrenes skrifter skrevet:
»Dersom nogle af de skrifter, som tillægges de såkaldte apostoliske fædre, såsom Ignatius, lærer i Antiokia, Polykarp i Smyrna, Barnabas, som var halvjøde, og Hermas, som var broder til Pius, lærer i Rom, er ægte, hvilket der er stor grund til at betvivle, så vidner de blot om disse gode mænds fromhed og uvidenhed. Nogle af dem er værre og de bedste ikke bedre end de gudelige epistler blandt den lavere klasse af baptister og kvækere i England i borgerkrigens tid. Barnabas og Hermas nævner begge dåben; men begges bøger er ringe frembringelser af ubeherskede og forvirrede genier.«

Alle de bedste skribenter er enige i deres vidnesbyrd om denne sag. Wm. Domville af den biskoppelige kirke siger:
»Ignatius, som hr. Gurney anfører for at bevise helligholdelsen af Herrens dag i det andet århundrede, beviser aldeles ikke noget sådant; thi ved en grundig undersøgelse af hans vidnesbyrd viser det sig, at han ikke en gang nævner Herrens dag [men Herrens liv] eller på nogen måde hentyder til dens religiøse helligholdelse hverken under dette navn eller under noget andet.«

Om det spørgsmål angående Herrens dag, som man mener, at romerne stillede de første martyrer, siger den samme forfatter:
»Jeg har omhyggeligt undersøgt dette værk [Acta Martyrum] og kan forsikre, at spørgsmålet: »Dominicum servasti?« [det er disse ord, man har formodet skulle betyde: » Har du helligholdt Herrens dag?«] ikke forekommer en eneste gang blandt de spørgsmål, som de siger, at man har fremsat for martyrerne før Plinius' tid og omtrent to hundrede år derefter. Ej heller findes der noget andet lignende spørgsmål.« -

Han siger videre, at ordet Dominicum slet ikke betyder Herrens dag, men Herrens nadver, og anfører til bevis herfor Ruinart, Tertullian, Cyprianus, Augustinus og Gesner .

Mosheim siger om skriftet Acta Martyrum, »at det ikke kan gøre krav på nogen som helst tiltro.« -

Bamabas' epistel, som den kaldtes, blev efter min mening skrevet af en eller anden jødekristen, som formodentlig levede i dette århundrede [det andet]. Hans dårlige evner og overtroiske vedhængen ved jødiske fabler viser, at han skønt han har været oprigtig i sin hensigt, må have været en meget forskellig person fra den virkelige Bamabas, som var St. Paulus' ledsager. -

Neander, som har skrevet en af de mest kendte kirkehistorier, siger om Barnabas' epistel:

» Det er umuligt, at vi kan anerkende, at denne epistel stammer fra den Barnabas, som var værdig til at deltage i St. Paulus' apostoliske gerning.« -

Om søndagen siger Neander videre:
»Helligholdelsen af søndagen var dog, ligesom alle sådanne helligdage, blot en menneskelig anordning. Det var langtfra Apostlenes hensigt og heller ikke i overensstemmelse med et guddommeligt bud at helligholde den. Det var også langt fra apostlenes og den første apostoliske kirkes hensigt at overføre sabbatsbudet på søndagen. Men allerede ved slutningen af det andet århundrede havde der dannet sig en falsk forandring af denne art, og man syntes da at betragte det som synd at arbejde om søndagen.« -

Klemens påstod, at man holdt Herrens dag, når man afstod fra onde tilbøjeligheder .

Tertullian forsikrer, at de kristne på hans tid ofrede for de døde, var fritaget for at bøje knæ om søndagen og korsede sig ved alle det daglige livs almindelige beskæftigelser. -

Dette vidnesbyrd af Tertullian er meget interessant, eftersom det viser, at søndagshelligholdelsen er kommet frem på samme måde, findes i samme kapitel (i »Syndens Menneskes« gerninger) og står på samme grund som dette at ofre for de døde, ophøre med at bøje sine knæ i Jesu navn på en vis dag, gøre korsets tegn på panden osv.

De, der ønsker at bygge deres tro på sådanne vidnesbyrd, må gøre, som de vil, men vi foretrækker at grunde vor tro alene på Herrens ord.

Sandhedsvidner i de mørke tidsaldre: Kathari eller puritanere vidnede imod Rom i de mørke tidsaldre. De helligholdt den syvende dag som Herrens sabbat. -

Ætioperne i Afrika og Armenierne i Lilleasien har vedblevet at holde Herrens sabbat indtil nu. -

På reformationens tid fandt man sabbatsholdere i Transsylvanien, Tyskland, Holland, Frankrig og England - levninger af de gamle kristne menigheder, som helligholdt Herrens sabbat.

De ovenfor citerede forfattere er alle sådanne, som holdt søndagen. Deres vidnesbyrd kan derfor ikke være skrevet for at støtte en forudfattet mening om sabbatten.

De forudgående betragtninger viser:

1) at den sabbat, som Gud har indstiftet og befalet menneskene at helligholde, er den syvende dag (lørdagen).

2) at de fleste kristne nu holder sabbat på den første dag i ugen (søndag) i stedet for på den syvende dag.

3) at denne forandring må være indført og stadfæstet af en eller anden ledende magt i verden.

4) at Kristus og hans apostle ikke har forandret sabbatten eller Guds lov, men stadfæstet den.

5) at Guds ord forud har vidnet om det lille horn eller pavemagten, at det ville tænke på at ændre tider og lov.

6) at lovløshedens hemmelighed, som var spiren til syndens menneske eller pavemagten, allerede begyndte at ytre sig kraftigt i Paulus' tid.

7) at den romerske skik at ære solens dag (søndagen) vandt indpas blandt mange kristne og blev bestyrket ved den romerske kejsers bud.

8) at paverne indførte denne skik i stedet for Guds bud og selv indrømmer, at de har forandret sabbatten.

9) at protestanterne har fået søndagshelligholdelsen af den katolske kirke.

10) at det er alle sande kristnes pligt at vende om til Gud og hans hellige ord på dette punkt.

Kære læser, søg efter sandhed! Guds ord er sandhed. Joh. 17,17. Og dette ord siger: »Men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre ...« 2 Mos. 20,10.


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com