Tanker til  2.Tess. 2,3 Tænk over dette!
Lovløshedens menneske, fortabelsens søn og modstanderen er alle en og samme person - organisation.

Men før Kristi komme ville der ske en betydningsfuld udvikling indenfor den kristne verden, sådan som profeterne har forudsagt det. Apostlen sagde: "Lad jer ikke straks bringe fra besindelsen eller skræmme hverken ved nogen ånd, noget ord eller noget brev, der foregives at være fra os, som om Herrens dag var lige forestående. Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud." 

 Vi nærmer os afslutningen af jordens historie, og Gud opfordrer alle til at løfte det banner, der bærer indskriften: "Her er de, som bevarer Guds befalinger og Jesus tro." Han opfordrer sit folk til at virke i fuldkommen endrægtighed. Han opfordrer dem, der er beskæftigede i vor sundhedsvirksomhed, til at slutte sig sammen med prædikanterne; han opfordrer prædikanterne til at samarbejde med dem, der virker i sundhedsmissionen og han opfordrer menigheden til at tage fat på dens foreskrevne pligt, nemlig at holde den sande reforms banner op på sin egen egn og overlade det til uddannede og erfaren arbejdere at trænge ind på nye steder. Intet bør siges, som kan gøre nogen modløs, for dette bedrøver Kristi hjerte og behager modstanderen i høj grad. Alle behøver Helligåndens dåb; alle bør afholde sig fra bebrejdende og nedsættende bemærkninger og komme Kristus nær, for at de må kunne påskønne de tunge ansvar, hans medarbejdere bærer. "Slut jer sammen, slut jer sammen!" lyder vor Guddommelige Lærers ord. Enighed er styrke; splittelse er svaghed og nederlag.
Når det land, som Herren havde bestemt til at være et tiflugtssted for hans folk, så de kunne dyrke Gud efter deres samvittigheds overbevisning; det land, som den Almægtige har holdt sin hånd over i mange år; det land, som Gud har begunstiget ved der at ville bevare Kristi rene religion, når dette land gennem lovgivningsmagten afsværger protestantismens principper og giver støtte til Roms frafald ved at ændre Guds lov, da er det, at lovløshedens menneskes sidste værk vil blive åbenbaret. Med hele deres indflydelse og styrke vil protestanterne stille sig på pavedømmets side, og idet de ved en national forordning gennemtvinger den falske sabbat, vil de give liv og kraft til Roms forvanskede tro og genoplive dets tyranni og undertrykkelse af samvittigheden. Da vil tiden være inde for Gud til at virke med stor kraft til forsvar for hans sandhed. Menighederne trænger til at få deres øjne salvet med den himmelske øjensalve, så de kan se de mange anledninger, de har til at tjene Gud. Gud har gentagne gange opfordret sit folk til at gå ud på vejene og ved gærderne og nøde folk til at gå ind, så hans hus kan blive fuldt, men lige ved siden af vor egen dør bor der mennesker, som vi ikke har vist så megen interesse, at de kan mærke, vi tænker på deres sjæls vel. Det er den gerning, der ligger nærmest for, som Herren nu kalder sin menighed til at tage op. Vi skal ikke stå og sige: "Hvem er så min næste?" Vi skal tænke på, at vor næste er den, der behøver vor sympati og hjælp. Vor næste er enhver, som er såret og slået af modstanderen. Vor næste er enhver, som tilhører Gud. De skel, som jøderne havde rejst for at betegne, hvem der var deres næste, bliver fjernet i Kristus. Der er der ingen territoriale grænser, ingen kunstige skillelinjer, ingen kaster eller klasser. 
I sit andet brev til tessalonikerne forudsagde apostlen Paulus det store frafald, som ville føre til pavedømmets oprettelse. Han sagde, at før Herrens dag oprinder, "må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud". Apostlen oplyser endvidere sine brødre om, at "lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed". 2Tess. 2,3-4> og 7. Allerede på dette tidlige tidspunkt så han, at der havde sneget sig vildfarelser ind i menigheden, som ville bane vej for pavedømmets udvikling. 
Til at begynde med foregik det i det skjulte, men efterhånden som den tog til i styrke og fik kontrol over menneskenes sind, arbejdede den mere åbenlyst. Hedenske skikke trængte næsten umærkeligt ind i den kristne kirke. Tilbøjeligheden til at gå på akkord blev for en tid modarbejdet af de heftige forfølgelser, som menigheden blev udsat for under hedenskabet; men da forfølgelsen ophørte og kristendommen fandt vej op til kongernes hoffer og ind i de kongelige slotte, ombyttede den Kristi og apostlenes beskedenhed og ydmyghed med de hedenske præsters og herskeres stolthed og pragt og de erstattede Guds befalinger med menneskelige teorier og traditioner. 
Konstantins såkaldte omvendelse i begyndelsen af det fjerde århundrede vakte megen glæde, og nu trådte verden ind i kirken iført en foregiven retfærdigheds kappe. Fra nu af bredte fordærvelsen sig hurtigt. Hedenskabet sejrede, da den så ud til at være besejret. Hedenskabets ånd beherskede kirken, dens lære, ceremonier og overtro blev gjort til en del af Kristi bekendende efterfølgeres tro og gudstjeneste.
Dette kompromis mellem hedenskab og kristendom førte til udviklingen af det lovløshedens menneske, der omtales i profetien som den magt der sætter sig op imod og ophøjer sig over Gud. Dette gigantiske falske religionssystem er et mesterværk fra den Ondes hånd et vidnesbyrd om hans bestræbelser for at anbringe sig selv på tronen for at styre jorden i overensstemmelse med sin vilje. 		 Idet trængslerne tager til omkring os, vil der ske både en adskillelse og en forening inden for vore rækker. Nogle, som nu er parate til at gribe til våben, vil, når der virkelig er fare på færde, åbenbare, at de ikke har bygget på den faste klippe; de vil give efter for fristelsen. De, der har haft stort lys og herlige privilegier, men ikke har benyttet sig af det, vil forlade os under et eller andet påskud. De tog ikke imod kærlighed til sandheden, derfor vil de blive hyldet i fjendens bedrag; de vil lytte til forførende ånder og dæmoners lærdomme og falde fra troen. Men når forfølgelsens storme virkelig bryder løs, vil de gode får høre den gode hyrdes røst. Selvfornægtende bestræbelser vil blive udfoldet for at frelse de fortabte, og mange, som er kommet bort fra folden, vil vende tilbage og følge den store hyrde. Guds folk vil slutte sig sammen og vise fjenden fælles front. I betragtning af den fælles fare vil kampen om overhøjheden ophøre; der vil ikke blive nogen diskussion om, hvem der skal regnes for den største. Ingen af de sande troende vil sige: "Jeg er tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas." Alle vil aflægge det samme vidnesbyrd: "jeg klynger mig til Kristus; jeg fryder mig i ham som min personlige frelser." 
"Sådan vil sandheden blive bragt ind i det praktiske liv og forme svaret på Kristi bøn som han har lovet før sin ydmygelse og død: "at alle må være et, ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig, at også de må være et i os, for at verden skal tro at du har udsendt mig." Joh 17.21. Kærlighed til Kristus og brødrene vil være et vidne til verden om at vi har været hos Jesus og lært af ham. Da vil det tredje englebudskab vokse til et højt råb og hele verden vil blive oplyst af Herrens herlighed."